Viewing entries in
Hvidvin

Comment

Michael Gindl Flora 2013

Michael Gindl har begået en forfriskende saftig vin med sin Flora, der har indfanget sommerens stimer af lys på hans marker i Weinviertel, hvor tæt plantede vinstokke stiger op imellem naturlige græsser og blomster, som holdes i ave af får, geder, køer og heste. Fra en blandet beplantning med Riesling, Scheurebe og Gelber Muskateller i forening; mild, let, sprød, emmer af blomster og urter over friske abrikoser og grapefrugt, en (indrømmet) tidlig forårsbebuder, men man kan have brug for det!

Michael Gindl Flora 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.JPG

Flaske: Flora 2013
Vinhus: Michael Gindl
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Riesling, Muskateller,
Scheurebe, Müller-Thurgau
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Österreich Vin
Pris: 150,-

Comment

Comment

Gobelsburg Grüner Veltliner Eiswein 2016

Gylden isvin på Grüner Veltliner fra Schloss Gobelsburg. Den temmeligt tykskallede sort egner sig til at hænge længe på vinstokken og vente på de mindst syv graders frost, isvin ifølge østrigsk lov skal høstes ved; og anstrengelsernes afkast er et kondensat af sommer og vinter, moden frugt og kølig syre, knivskarp balance. Gule rosiner, honning, ananas, mango og lime, krydrede og mineralske noter i eftersmagen. Delikat og særdeles velegnet til eksempelvis gedeost.

Gobelsburg Eiswein Grüner Veltliner 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Eiswein 2016
Vinhus: Schloss Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, lehm, gnejs
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Små træfade
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10,5%
Importør: Bichel
Pris: 275,-

Comment

Comment

Kreydenweiss Andlau Riesling 2012

Gensyn med en øjenåbner: Marc Kreydenweiss kan åbne op for Alsaces terroir som ingen anden. Sin karakteristiske anderledeshed til trods— umiskendelige oxidative noter grundet godt gammeldags kælderarbejde— vækker vinene alligevel genkendelse af sorts- og jordbundskarakteristika som få andre. Andlau Riesling 2012 har en dyb duft af æbleblomster med mindelser om jasminris og strandsand. Frugten spiller andenviolin, men smagen er rig, knastør æblecider, ferskensten, hvid the og saltsyltet citron. Vinøs, syrlig og mineralsk, mesterlig. Fra vinstokke i forlængelse af Wiebelsberg marken, rød sandsten fra Vogeserne. Etiketkunst af Nathyi Regner.

Marc Kreydenweiss Andlau Riesling 2012 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Andlau Riesling 2012
Vinhus: Marc Kreydenweiss
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Erik Sørensen Vin
Pris: 180,-

Comment

Comment

Vejrhøj Sterling 2017

Dansk hvidvin begynder at blive rigtigt spændende: Her er der mild citrus- og hyldeblomstduft, frisk, frisk syre og rund og cremet fylde, hvor citrus og litchi slår følge med smørsauce med urter. Nina og Niels Fink får det bedste ud af vin, vind og vejr på Vejrhøj Vingård i Odsherred, hvor de dyrker økologisk og vinificerer mark for mark, her af Solaris druer fra 2017. Spontangæret og lagret på egetræsfade, otte måneder på gærresterne. Flot vin!

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sterling 2017
Vinhus: Vejrhøj Vingård
Område: Sjælland
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Moræne
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: 215,-

Comment

Comment

Martin & Anna Arndorfer Ecke 2017

Selvom det er to liter lige-ud-ad-landevejen Grüner Veltliner, er der stor vin i glasset og alt for lidt i flasken! Martin og Anna Arndorfer har lavet denne vin særligt til vinbaren Ved Stranden 10, og det er en læskedrik af grønne druer, grapefrugt, mango, mindfulness og overspringshandlinger, uforstyrret af filtre og sulfitter...

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ecke 2017 (2 l)
Vinhus: Martin & Anna Arndorfer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Lehm, gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 400,-

Comment

Comment

Clemens Busch Riesling trocken 2013

Hyggelig Riesling fra Mosel maestroen Clemens Busch: Duftende og rigt smagende af blomster, bagte æbler, syltede pærer og ferskner. Syren er sprød og sprælsk og stræber mod himlen, alt imens en mørk mineralitet skramler i kælderetagen. Efterhånden små men tiltagende petroleumsnoter i 2013’eren. Denne Gutswein er gjort af selekterede druer fra marker med hele skiferpaletten, biodynamisk dyrkning; spontangæret på ståltanke og ti måneders lagring på gærresterne.

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Riesling trocken 2013
Vinhus: Clemens Busch
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10,5%
Importør: Løgismose
Pris: 139,-

Comment