Viewing entries in
Danmark

Comment

Stokkebye Vingård Frank 2019

Den danske sommer, hvor hylden breder sine svale hænder mod sommermånen— fornemmelsen er fanget i fynske Stokkebye Vingårds Frank 2019, en frisk hvidvin på Solaris-druer fra unge stokke plantet i 2017 på familiens marker ved Bovense mellem Nyborg og Kerteminde. Jacob og Helle Stokkebye har opkaldt deres vine efter deres børn; og i tilfældet Frank deres trofaste hund, og der er noget af en labradors livlighed og godmodighed i vinen. Kold snude, logrende syre, hyldeblomst og en mild fylde af grønne æbler og kølig stenfrugt, en fin sommervin, som ifølge vinmagerne selv selvfølgelig bør nydes hundekold.

Stokkebye Vingård Frank Solaris 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Frank 2019
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Pris: 155,-

Comment

Comment

Vejrhøj Vingård Gylden 2018

Vejrhøj Vingård lod i 2018 Solaris og Souvignier Gris gære med skallerne omtrent seks uger og lagre et godt års tid på små træfade, flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Vinens navn blev Gylden, og nomen est omen! Det er ædle dråber med gyldent skær, en spændende duft af hyldetræ, tomatstilk, fyrrenåle og cypres, og saftige stikkelsbær, rønnebær og havtorn i smagen, en sirlig syre, fine, tørre tanniner og fornem tekstur. Den kan endda gå i spænd med årstidens skønne men vinmæssigt vanskelige asparges. Det er godt gjort— dansk vin i verdensklasse!

Vejrhøj Vingård Gylden Solaris Souvignier Gris Orange 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Gylden 2018
Vinhus: Vejrhøj Vingård
Område: Sjælland
Land: Danmark
Druesorter: Solaris, Souvignier Gris
Jordbund: Moræne
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
seks ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: 215,-

Comment

Comment

Vinperlen Bjarnanett 2013

Dansk rødvin er en vanskelig genre at mestre; men Bjarne Thougaard Kristensen klarer skærene på sin gård Vinperlen ved Gislinge uden for Holbæk, hvor han har dyrket vin siden 1999, økologisk siden 2002. Husets rødvin er en cuvée på 50% Rondo, 40% Regent og 10% Léon Millot med halvandet års lagring på barrique, er i 2013 præget af en fyldig mørk frugt— brombær, solbær, ribs, rabarber samt en behagelig note af fugtig muld. Virkeligt frisk syre og fine tanniner. Godt gjort.

Vinperlen Bjarnanett 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Bjarnanett 2013
Vinhus: Vinperlen
Område: Sjælland
Land: Danmark
Druesorter: Rondo, Regent, Léon Millot
Jordbund: Moræne
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på stål
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 120,-

Comment

Comment

Vejrhøj Sterling 2017

Dansk hvidvin begynder at blive rigtigt spændende: Her er der mild citrus- og hyldeblomstduft, frisk, frisk syre og rund og cremet fylde, hvor citrus og litchi slår følge med smørsauce med urter. Nina og Niels Fink får det bedste ud af vin, vind og vejr på Vejrhøj Vingård i Odsherred, hvor de dyrker økologisk og vinificerer mark for mark, her af Solaris druer fra 2017. Spontangæret og lagret på egetræsfade, otte måneder på gærresterne. Flot vin!

Clemens Busch Riesling trocken 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sterling 2017
Vinhus: Vejrhøj Vingård
Område: Sjælland
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Moræne
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: 215,-

Comment

Comment

Hvidvin fra Samsø 2016

Solaris fra Samsø med vinøs duft og mild æblearoma. En virkelig frisk og ivrig syre tegner billedet, men mundfornemmelsen er alligevel fyldig, rund og blød. Modne frugtnoter— pære, kvæde, citrus— men helt tør og med let bitterhed. Der er undertiden noget næsten altmodisch alsacisk over det. 11 lokale vinentusiaster fra Samsø står bag denne seriøse danske hvidvin. Dansk vin er ved at blive voksen, nu hvor den officelt har rundet de 18 somre og overstået de værste børnesygdomme, og fokus er i stigende grad på hvidvin og bobler, og tak for det. Er det ens første forsøg med dansk vin, kan man godt gøre det her!

Samsø Vin Syndikat Hvidvin fra Samsø 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hvidvin fra Samsø 2016
Vinhus: Samsø Vin-Syndikat
Område: Samsø
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Sand
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Pris: cirka 125,-

Comment