Viewing entries in
Biodynamik

Comment

Tomac Rockstar 2021

Endnu et stenet stjerneskud fra familien Tomac, Plešivicas mikrokosmos set gennem Rieslings prisme og oplyst af den biodynamiske tilgang til land og liv som sammenhængende helhed. Rockstar er henrivende tør Riesling med summende syre og krystallinsk klarhed men i årgang 2021 med frodigere frugt og bredere skuldre end den superslanke og næsten spirituelt æteriske debutårgang 2020. Her er genskin af jordens frodighed fra de druer, der overlevede forårsfrosten, sugede al sommersolen til sig og gav lyset fra sig igen i kælderen. Strålende citrus, moden citron og lime, med gule mirabeller og blommer i baggrunden, blød mundfylde og funklende mørk mineralitet. Mosten er gæret på store, gamle træfade og modnet på gærresterne i samme. Naturlig sedimentering, flasket ufiltreret og med en minimal mængde tilsat sulfit.

Flaske: Rockstar 2021
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Thomas Harteneck Vollmond Chasselas 2021

Sprød og spillevende Chasselas fra biodynamiske Thomas Harteneck i Baden. Vollmond er en fortryllende let drikkelig hvidvin, frisk i snuden med flint og grapefrugt og siden en saftig eksplosion af pomelo, grønne druer og galiamelon på ganen. Saftig, læskende og mineralsk, perfekt til varme sommerdage og ikke mindst lune sommernætter i fuldmånens skær. Druerne til Vollmond blev håndhøstet tidlig morgen ved fuldmåne fra vinstokke, der vokser på løss og Buntsandstein. Langsom helklasepresning og kølig spontangæring på ståltanke. Seks måneder med gærresterne og naturlig malolaktisk gæring, flasket uklaret, ufiltreret og med et næsten symbolsk strøg sulfitter.

Flaske: Vollmond Chasselas 2021
Vinhus: Thomas Harteneck
Område: Baden
Land: Tyskland
Druesort: Chasselas
Jordbund: Lehm, løss og rød sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11%
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Domaine Zind-Humbrecht Riesling Clos Windsbuhl 2016 Magnum

En alsacisk adelsmand af en Riesling fra en alsacisk foregangsmand udi det biodynamiske, Olivier Humbrecht. Hans stilfærdige og venlige væsen går igen i vinen, som ellers trækker stærkt på sit særlige terroir, den calcium- og magnesium-holdige jordbund på Clos Windsbuhl, domænets monopolmark lige vest for Hunawihr, en højt beliggende sydvendt skråning på kalksten tilbage fra Triastiden. Stringent struktureret og samtidigt med cremet tekstur, med masser af moden citrus, især lime, samt hvid fersken og litchi, samt strejf af fløde, flødekaramel og brioche. Rank og muskuløs, modnes og mildnes med ynde. Druerne dyrkes efter biodynamiske principper (Olivier er medstifter af forbundet BiodyVin), høstes forholdsvist sent og gærer og modner langsomt og længe på gæren før flaskning.

Flaske: Riesling Clos Windsbuhl 2016 (1,5 l)
Vinhus: Zind-Humbrecht
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Erik Sørensen Vin
Pris: 1.500,-

Comment

Comment

Birgit Braunstein Blaufränkisch Ried Thenau 2012

Righoldig Riesling med duft af hvide blomster, akaciehonning og galiamelon og smag af modne kerne- og stenfrugter. Flot fylde og en smidig syre danser sig gennem dens tætte stof og milde frugtsødme. Super charmerende og ikke uden seriøse miner, der er dybere, mere krydrede lag, som lægger op til længere tids flaskemodning. Druerne er dyrket på marken Laškovec ved Okić i området Plešivica vest for Zagreb, hvor de solrige dage og kølige nætter giver perfekt modnede, sursøde druer. Et par dages kold maceration før spontangæring på store træfade og et års modning med gærresterne.

Flaske: Ried Thenau 2012
Vinhus: Birgit Braunstein
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Mr. Ruby
Pris: 399,-

Comment

Comment

Elise Deschannes Essentielle 2019

De fineste sprøde bobler, frisk og frejdig syre og en mageløst moden frugtfylde med røde æbler, kvæder, hyben, et hint bergamot samt fugtig skovbund. Spændende og kompleks Champagne af meget høj klasse! Elise Dechannes er af udøvende Champagne-slægt men slog sig først ned som selvstændig vinbonde og champagnemager i 2008 efter først at have gjort karriere i bankverdenen. Hjemstavnen er Les Riceys i det sydligste Champagne, en højborg for Pinot Noir, og hun  fremstiller den lokale tradition tro også den stille Rosé des Riceys. Elise har lagt om til økologisk og biodynamisk vinbrug og arbejder både omhyggeligt og afsøgende i kælderen, f.eks. med såvel ståltanke som fade og amforaer og altid med lav sulfit og lav dosage. Essentielle skærer hendes virke ind til benet, det er ren Pinot Noir vinificeret som hvid og helt uden dosage.

Flaske: Essentielle 2019
Vinhus: Elise Deschannes
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Grower Champagne
Pris: 450,-

Comment

Comment

Vino di Anna Jeudi 15 Vino Bianco 2021

Anna Martens og Eric Narioo har for nylig føjet denne hvide version af deres røde klassiker Jeudi 15 til deres dynamiske sortiment af livlige vine fra den lige så livlige vulkan Etna. Navnet hentydede oprindeligt til dagen, den første årgang i hine tider blev høstet, i dag er det mere en særlig cuvée, de laver — og som bianco er den bedårende sommerlig, fuld af moden citron, lime og grapefrugt, en smule støvet krydderi, med godt greb, gelinde med syren og grundigt mineralsk. Der er tale om en skønsom blanding af biodynamisk dyrkede druer, Grecanico med seks dages skindkontakt, og direkte pres af hele klaser af Catarratto, Carricante, en sjat Chenin og Riesling og måske en smule Minella og Insolia. Alle spontant gæret på store kastanjefade og lagret godt et år på gærresterne før flaskning, ufiltreret og uden sulfitter i metermål… men med en bismag af viltre, grønne vinmarker på karge, sorte skråninger, vulkanudbrud og åben himmel.

Flaske: Jeudi 15 Vino Bianco 2021
Vinhus: Vino di Anna
Område: Etna
Land: Italien
Druesorter: Grecanico, Catarratto,
Carricante, Chenin Blanc, Riesling
Jordbund: Basalt
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Pétillant
Pris: 225,-

Comment