Viewing entries in
Biodynamik

Comment

Elise Deschannes Essentielle 2019

De fineste sprøde bobler, frisk og frejdig syre og en mageløst moden frugtfylde med røde æbler, kvæder, hyben, et hint bergamot samt fugtig skovbund. Spændende og kompleks Champagne af meget høj klasse! Elise Dechannes er af udøvende Champagne-slægt men slog sig først ned som selvstændig vinbonde og champagnemager i 2008 efter først at have gjort karriere i bankverdenen. Hjemstavnen er Les Riceys i det sydligste Champagne, en højborg for Pinot Noir, og hun  fremstiller den lokale tradition tro også den stille Rosé des Riceys. Elise har lagt om til økologisk og biodynamisk vinbrug og arbejder både omhyggeligt og afsøgende i kælderen, f.eks. med såvel ståltanke som fade og amforaer og altid med lav sulfit og lav dosage. Essentielle skærer hendes virke ind til benet, det er ren Pinot Noir vinificeret som hvid og helt uden dosage.

Flaske: Essentielle 2019
Vinhus: Elise Deschannes
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Grower Champagne
Pris: 450,-

Comment

Comment

Vino di Anna Jeudi 15 Vino Bianco 2021

Anna Martens og Eric Narioo har for nylig føjet denne hvide version af deres røde klassiker Jeudi 15 til deres dynamiske sortiment af livlige vine fra den lige så livlige vulkan Etna. Navnet hentydede oprindeligt til dagen, den første årgang i hine tider blev høstet, i dag er det mere en særlig cuvée, de laver — og som bianco er den bedårende sommerlig, fuld af moden citron, lime og grapefrugt, en smule støvet krydderi, med godt greb, gelinde med syren og grundigt mineralsk. Der er tale om en skønsom blanding af biodynamisk dyrkede druer, Grecanico med seks dages skindkontakt, og direkte pres af hele klaser af Catarratto, Carricante, en sjat Chenin og Riesling og måske en smule Minella og Insolia. Alle spontant gæret på store kastanjefade og lagret godt et år på gærresterne før flaskning, ufiltreret og uden sulfitter i metermål… men med en bismag af viltre, grønne vinmarker på karge, sorte skråninger, vulkanudbrud og åben himmel.

Flaske: Jeudi 15 Vino Bianco 2021
Vinhus: Vino di Anna
Område: Etna
Land: Italien
Druesorter: Grecanico, Catarratto,
Carricante, Chenin Blanc, Riesling
Jordbund: Basalt
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Pétillant
Pris: 225,-

Comment

Comment

Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein 2021

Saftig charme, luftig lethed og krystallinsk kølighed i Bründlmayers bedårende Riesling fra Heiligenstein i den allerede helgenkårede årgang 2021. Det her er sublimt stof at safte sig ned i, mens man venter på den mørkere og mere komplekse Alte Reben. Brise af hvide forårsblomster og nåleskov, en strøm af koldt kildevand med dråber af fast ferskenkød og liflig citrus, spændstig syre fint vævet sammen med en flintet mineralitet, milde noter af mandler, bivoks og røgsalt. Stilfærdigt storslået vin helt i vater!

Flaske: Riesling Heiligenstein 2021
Vinhus: Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Jysk Vin
Pris: 329,-

Comment

Comment

Odinstal Riesling Muschelkalk 2019

Riesling med karakter af kalksten, fremragende fremkaldt af Andreas Schumann på det eneste ene Odinstal i Pfalz. Næsen er frisk, flintet og mildt røget med noter af grapefrugtskal, moden lime og et let strejf dieseldampe. I munden er den sprød og stoflig, med en fint kalket mineralitet, mundvands-fremkaldende syre og masser af saftig citrus og stenfrugt. En livlig Riesling med både blødhed og dybde. Muschelkalk er en af tre terroir- og jordbunds-specifikke aftapninger fra Odinstal, de andre to er fra henholdsvis basalt og buntsandstein. Alle dyrkes de biodynamisk og vinificeres på så minimalistisk sæt og vis, som man dømmer muligt; og det bliver altid spændende vin. Læs om brodervinen Basalt her.

Flaske: Riesling Muschelkalk 2019
Vinhus: Odinstal
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Geyerhof Stockwerk Grüner Veltliner 2021

En Grüner Veltliner lige så frisk og opløftende forårsagtig, som Geyerhof er gammelt og grundfæstet. Stockwerk er Josef og Maria Maiers hyldest til vinstokkens værk, en let og livlig og aldeles alsidig vin. Saftige, sprøde æbler i smagen, en smule græs, engblomster og peberkrydring, moderat alkohol, frisk syre og fint tørt finish. Omhyggeligt frembragt af biodynamisk dyrkede druer fra forskellige marker omkring gården i Oberfucha, håndhøstet i små kasser, presset som hele klaser og mosten langsomt gæret på ståltanke og modnet på gærresterne til næste forår. Formidabel go-to Grüner Veltliner til hverdag og fest.

Flaske: Stockwerk 2021
Vinhus: Geyerhof
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalksten, granulit
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12%
Importør: ViniPortugal
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Tomac Rajnski Rizling 2016

Samklang af solens stråler og jordens mørke— orange Riesling fra en kroatisk mester med georgiske remedier i repertoiret. Tomislav Tomac gravede georgiske qvevri ned i baghaven i 2009, og på få år har han knækket koden til på den måde at få det meste og det bedste ud af sin palette af sorter i Plešivica, det være sig Riesling, Traminer, Sauvignon eller sjældne indfødte specialiteter. Rajnski Rizling 2016 er eksotisk frugt i kølige klæder, saftig ananas, ferskner og abrikoser, friske og tørrede, og noter af kandiseret orangeskal, sukkersyltet ingefær, harpiks, bivoks, orientalske krydderier og en flagrende petroleumslampe i det fjerne. Ren, rank og fast struktureret af en spændstig syre og smidige tanniner. Druerne er høstet fra skråninger ved Šipkovica, afstilkede og gæret seks måneder med skallerne under jorden; og siden modnet et par år på store slavonske træfade før flaskning.

Flaske: Rajnski Rizling 2016
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på amfora,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 300,-

Comment