Viewing entries in
Biodynamik

Comment

Domaine Tatsis Roditis Orange 2015

Rødglødende hyben, tørrede abrikoser, kandiseret appelsinskal, akaciehonning— men bentør! En sirlig citrussyre og fine, støvede tanniner fra en måneds maceration giver seriøs struktur til brødrene Perikles og Stergios Tatsis spændende orange udgave af Roditis fra familievingården ved Goumenissa i det nordlige Grækenland. Ingen kunstvanding, biodynamisk jordbrug og en innovativ tilgang til traditionen. Vinstokkene vokser på bakker med grus og kalkholdig lerjord, frisket op af nordenvinden Vardaris.

Domaine Tatsis Roditis Orange 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Roditis Orange 2015
Vinhus: Tatsis
Område: Makedonien
Land: Grækenland
Druesort: Roditis
Jordbund: Ler, grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
en måneds maceration
Lagring: Store egetræsfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Oinofilia
Pris: 239,-

Comment

Comment

GoGo Wine Rkatsiteli Cuvée Córazon Partido 2018

En naturlig skønhed med blomster i håret og en frugtkurv i favnen. Ketevan Berishvili laver lovende vine under navnet Gogo Wine fra sin families vingård i Artana i Georgiens østlige region Kakheti; og hendes Rkatsiteli cuvée Corazón Partido er fuld af hvide blomster, violer, grønne reineclauder, syrligt blommeskind, citrus og mandler, favnet af en slank syre og fine, bentørre tanniner. En helhjertet vin med meget på sinde.

Keti er som en af de første kvinder i Georgien i gang med at overtage sin fars vingård, Artanuli Gvino, og her laver hun vin af Rkatsiteli, Mtsvane og Saperavi, både hvide, orange og røde vine samt et spændende blend af rød og hvid.

Ketevan Bereshvili GoGo Wine Rkatsiteli Cuvée Córazon Partido 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Cuvée Córazon Partido 2018
Vinhus: GoGo Wine
Område: Kakheti
Land: Georgien
Druesort: Rkatsiteli
Jordbund: Flysch, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
syv måneders skindkontakt
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,4%
Importør: Rosforth & Rosforth
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Gravner Bianco Breg 2004

Guld, røgelse og myrra skær! Josko Gravner har for nyligt frigivet sin sidste årgang af Bianco Breg, 2012. Mens den modner, kan man passende grave guld frem fra gemmerne. Efter 15 år er 2004 stadig underfundigt ung og indadvendt, som vil den holde på sine hemmeligheder og undvige enhver analyse. Helheden er mere end summen af delene, men: Æteriske dufte, lindeblomster, røgelse og oloroso, smidig syre og en kaleidoskopisk kompleksitet af æbler, pærer, kvæder, tørrede abrikoser, hvid balsamico, akaciehonning, sandeltræ, mystisk enhed og dybde. Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.

Det, der til gengæld kan siges klart: Breg er en blanding af Chardonnay, Sauvignon, Pinot Grigio og Riesling Italico, høstet fra sidst i september til midt i oktober. Botrytis spillede en vis rolle i 2004-årgang med dens solrige sommer og regnvåde efterår. Separat gæring i georgiske qvevri, seks måneders skindkontakt og et efterfølgende halv år på qvevri før modning på store slavonske egetræsfade i tre år.

Gravner+Bianco+Breg+Anfora+2004+Flaskevis+%28C%29+Thomas+Bohl.jpg

Flaske: Bianco Breg 2004
Vinhus: Gravner
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesorter: Chardonnay, Sauvignon Blanc,
Pinot Grigio, Welschriesling
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Thorsteinsson’s
(nyere årgange)
Pris: cirka 500,-

Comment

Comment

Tom Litwan Schinznach Rägnisbuehl Riesling-Sylvaner 2011

Selvom Tom Litwan oprindeligt er murer af profession, er hans hænder som præcisionsredskaber i mark og kælder, og hans vine er naturlige langdistanceløbere. Selv når vi taler Riesling-Sylvaner, som er den sofistikerede schweiziske udtale af Müller-Thurgau; men halt doch tschnorre, det er godt! 2011 folder sig næsten forårsagtigt ud med hvidblomstret tjørn, hybenroser, gule æbler, æblekerner og syrlige drops. Moden elegance med saftig fylde, smidig, balanceret syre og næsten støvet, kalket mineralitet, salt.

Druerne kommer fra Rägnisbuehl uden for Schinznach i Aargau og er gæret på ståltanke og modnet på gærresterne. Læs mere om Litwans vine her.

Tom Litwan Schinznach Rägnisbuehl Riesling-Sylvaner 2011 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Schinznach Rägnisbuehl 2011
Vinhus: Tom Litwan
Område: Aargau
Land: Schweiz
Druesort: Müller-Thurgau
Jordbund: Kalkholdig
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Hajszan-Neumann Wiener Gemischter Satz Nussberg 2018

Saftig og syrefrisk, yppig frugt, grønne æbler og pærer, moden citrus, masser af krydderurter og et hint af hø, tobak og hvid peber i eftersmagen. Ganske ligetil, det svinger som Strauss, og alligevel er der mere at hente, Mahler måske. Et muntert markmikstur af Grüner Veltliner, Riesling, Welschriesling, Weissburgunder og Neuburger med mere, biodynamisk dyrket og spontangæret på ståltanke efter tre timers skindkontakt, lagring på de fine gærrester.

Hajszan-Neumann Wiener Gemischter Satz 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: WGS Nussberg 2018
Vinhus: Hajszan-Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalksten, ler, løss
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Di Filippo Grechetto 2018

En slags gåsevin— af slagsen med godt greb og en udstrakt hånd til naturen! Søskendeparret Emma og Roberto di Filippo driver deres familiegård i Cannara ved Montefalco i Umbrien med heste og gæs i vinmarkerne, der dyrkes som agerskovbrug og efter økologiske og biodynamiske principper. Den lokale Grechetto er en naturligt tanninrig grøn drue, og det mærkes i dens ellers friske og fint frugtige vin: Den går med korset og strør citrus, ferskenskind, ananas og grønne urter om sig. En enkel og alligevel spændende vin; og en madvin— hvis ikke som på stedet serveret til lufttørret gåsekød og gåseægsomelet, så til salater, gedeost, grøntsagsretter eller lys fisk.

Di Filippo Grechetto IGT 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Grechetto 2018
Vinhus: Vini di Filippo
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Grechetto
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Juuls Vin & Spiritus
Pris: 99,-

Comment