Viewing entries in
Bæredygtig

Comment

Weingut Tement Ried Zieregg Vinothek Reserve 2018

Skal der Sauvignon i glasset, skænkes der sjældent mere storslået af slagsen end Zieregg fra familien Tement i Südsteiermark. Vinotheksreserve 2018 har superb struktur, tekstur og kompleksitet, “en vin til evigheden”, som familien selv beskriver den. Selvom det nærmest er helligbrøde at tage forsmag på evigheden allerede, så frister den med liflig fersken, passionsfrugt og moden mango, dugfriske grønne urter, våd skovbund, sten, sydesalt og en syre så spændt som Apollos gyldne bue. Knivskarp balance og betagende længde. Druerne stammer fra parcellen Weisse Wand på den stærkt skrånende, sydvendte Zieregg, og vinen lagrer 30 måneder sur lie i store træfade før flaskning. Fabelhaft!

Flaske: Zieregg Vinothek Reserve 2018
Vinhus: Tement
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Philipson Wine
Pris: cirka 750,-

Comment

Comment

Markus Huber Metamorphosis 2020

Unoder eller nye nuancer fra Markus Huber i Traisental: Orange Grüner Veltliner på lertøjsflaske, og det er en yderst fornøjelig og forfriskende vin… fuld af forårsblomster, friske stenfrugter, kandiseret citrus, akaciehonning, enghø og hvid peber. Genkendelig Grüner Veltliner og alligevel ikke. Huber på hjemmebane og alligevel ikke. Måske ikke en fuldstændig forvandling som fra larve til sommerfugl men i det mindste et mindre hamskifte, der klæder Hubers sortiment. Druerne kommer fra gamle stokke på Alte Setzen og gæres på betonæg med hele tre måneders skindkontakt; men den er stadig frugtig og ganske let tilgængelig, et rigtigt godt glas. 

Flaske: Metamorphosis
Vinhus: Markus Huber
Område: Traisental
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, konglomerat
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Betonæg
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Supervin
Pris: 350,-

Comment

Comment

Reverchon Ockfener Bockstein Riesling Grosses Gewächs 2018

Saar Riesling af fremmeste ophav og herkomst. Syrerig, mineralsk, urtet, blomstret og svævende, selv i den svært varme og tørre årgang 2018. Det er godt gjort af den dygtige flok hos Reverchon. Huset havde set bedre dage, da entreprenøren Hans Maret overtog i 2007, for efter en florissant periode fra Reverchon-familiens overtagelse i 1921, gik det ned ad bakke og efterhånden i glemmebogen i sidste halvdel af det 20. århundrede. Siden 2013 har Maret haft ønologen Ralph Herke (som før da huserede på Schloss Vollrads) som sin kældermester, og han mestrer så sandeligt kunsten af få klassiske Saar-dyder frem i vinene. Druerne dyrkes efter Fair’n Greens bæredygtige forskrifter, og denne Grosses Gewächs er gæret i store træfade fra Stockinger, hvor vinen også modnes otte måneder på gærresterne, før den omstikkes til ståltanke og aftappes godt et år efter høsten. Marken Bockstein skråner stejlt mod syd over den lille landsby Ockfen, og med sin rå grå skifer og gråvakke er det eminent terroir til stor Riesling — sådan en, der dufter mildt af liljer og hvide forårsblomster, en solbeskinnet solbærbusk, nyslået eng og grønne urter; og smager syrefriskt af saftig citrusfrugt, c-vitaminer, gule æbler og kvæder, køligt krydret elegance. Tørt finish, 9,8 gram restsukker strammes op af 7,5 gram syre og holdes svævende af moderate 12,5% alkohol.

Læs mere om Reverchon her.

Flaske: Bockstein GG 2018
Vinhus: Reverchon
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Mr. Ruby
Pris: 399,-

Comment

Comment

Schloss Gobelsburg Tradition Heritage Cuvée 3 Years

Traditionen tager nye former hos Schloss Gobelsburg, der i anledning af 850 års jubilæet sidste år har sadlet den historiske vinserie Tradition om og nu frigiver den i tre forskellige udgaver med forskellige grader af modning. Den årlige aftapning er denne Cuvée 3 Years, stukket sammen af godt 80% Grüner Veltliner og 20% Riesling fra årgangene 2018, 2017 og 2016 — og det smager sgu som en intensivering af de tidligere Tradition-vine, med en køligt og mildt krydret duft, masser af mango, krydderurter og hvid peber i smagen, samtidigt saftiggrønt og umamimørkt med en mild bitterhed. Overraskende delikat drik, det tegner godt for fremtiden.

Flaske: Tradition Cuvée 3 Years
Vinhus: Schloss Gobelsburg
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesorter: Grüner Veltliner, Riesling
Jordbund: Gnejs, lehm, løss
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Bichel Vine
Pris: 295,-

Comment

Comment

Weingut von Othegraven Wawerner Herrenberger Riesling Kabinett 2017

Smuk, sart og smidig Riesling fra Mosels kølige søster Saar: Sursød saft af gule æbler med mild æblekernebitterhed og små strejf af hvide forårsblomster, friske urter, grapefrugt og våde sten, svævende velsmag. Druerne kommer fra gamle Riesling-stokke stedt på Wawerner Herrenberg, en stejl sydvendt skråning lige ned mod Saar-floden, på let forvitret grå skifer og lehm— en klassisk og højt skattet vinmark, som i dag alene er i von Othegravens besiddelse. Det gamle vinhus har siden 2010 været i Thea og Günther Jauchs hænder og vinmager Andreas Barths sikre greb.

Flaske: Herrenberger Kabinett 2017
Vinhus: von Othegraven
Område: Mosel
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer, lehm
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 8%
Importør: Laudrup Vin
Pris: 298,-

Comment

Comment

Weingut Egon Schmitt Green Vibes Sauvignac trocken 2020

Spændende ny tysk vin til at afværge vinterdepressioner, før de rammer: Et grønt syretrip fra Weingut Egon Schmitt i Pfalz. Sauvignac er en ny druesort, en såkaldt interspecifik krydsning af Riesling og Sauvignon Blanc og en ikke nærmere bekendt sort af den vilde asiatiske vitis amurensis. Gerningsmanden er endnu engang schweiziske Valentin Blattner, som specialiserer sig i at frembringe særligt froststærke og sygdomsresistente sorter, som egner sig eminent til økologisk og bæredygtigt vinbrug (læs nærmere her). Hvordan så med smagen? Ja, velkommen i den grønne lund! Den dufter og smager af knækket hyldegren, nyslåede nælder, mynte, sprøde grønne stikkelsbær, kiwi og lime, og der er frisk syre, let røgede hønoter og en salt finish. Sauvignonsk aromatik og rieslingsk tekstur, særdeles delikat.

Flaske: Green Vibes Sauvignac 2020
Vinhus: Egon Schmitt
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Sauvignac
Jordbund: Lehm, sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11,5%
Importør: Uncork My Wine
Pris: 115,-

Comment