Viewing entries in
Østrig

Comment

Loimer Langenlois Grosse Reserve Blanc de Blancs Brut Nature 2016

Fred Loimer skal man ikke undervurdere, han sprudler af idéer og vin! Loimer laver ikke kun snorlige enkeltmarksvine på Grüner Veltliner og Riesling men også flotte mousserende vine, pet nat såvel som Sekt. Sekt kastede han sig første gang over fra 1991 til 1998, og fra 2013 havde han fornyet mod og nok godt druemateriale til at gå all in igen. Første årgang af hans Langenlois Grosse Reserve (toppen af poppen i Østrigs såkaldte Sektpyramide) kom på markedet i 2018, og det er Grosses Kino! Langsomt vinificeret af biodynamisk dyrket Chardonnay med et mindre skvæt Weissburgunder og Grauburgunder, andengæring på flaske og degorgering efter mindst 44 måneder med gærresterne, ingen dosage. Det er slankt, sprødt og knastørt men modent og mildt med frisk æble-pære-duft, revet citrusskal, nedfaldsfrugter, efterårsskov og svampe, hasselnødder og mandler. Meget, meget behageligt; og et sandt kup, kvalitet, oprindelse, dyrkningsform og produktionsmetode taget i betragtning!

Flaske: Langenlois Grosse Reserve 2016
Vinhus: Fred Loimer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesorter: Chardonnay,
Weissburgunder, Grauburgunder
Jordbund: Sand, grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Ståltanke, flaske
Lukning: Korkprop, muselet
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 325,-

Comment

Comment

Johannes Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2020

Johannes Hirsch står på spring med sin seneste årgang og efter eget udsagn er resultatet klassisk Hirsch: Livlig syre, klar frugt, lav alkohol og ren fornøjelse. Svingende temperaturer og hyppig regn gjorde 2020 til en udfordrende årgang; men en årgang som samtidigt har belønnet de flittige i vinmarken. Hirsch kan derfor henrykke med sin Riesling fra Heiligenstein og Gaisberg — sidstnævnte står skarpt med en højstemt duft og smag af gule mirabeller og modne citroner, et stilrent syretrip med stenet mineralitet og salt efterklang.

Flaske: Riesling Gaisberg 2020
Vinhus: Hirsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Atomwine
Pris: 350,-

Comment

Comment

Markowitsch Pinot Noir 2020

Flot vin fra familien Markowitsch, let og ligefrem Pinot Noir er ofte at foretrække frem for forstillede og fornemme udgaver. Fra markerne Scheibner og Kirchtal i Carnuntum håndhøstes druerne, gæres delvist med hele klaser, og vinen modner efterfølgende på 500 liters franske egetræsfade. Frisk rød frugt i forgrunden, saftig syre og fløjlsbløde tanniner, hyben, hibiscus og skovbær samt en mildt krydret, røget finish. 

Flaske: Pinot Noir 2020
Vinhus: Gerhard Markowitsch
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Løss, kalksten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Supervin
Pris: 220,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Ulm 2018

Das muss ein Stück vom Himmel sein, Wieninger’s Wein… som altid er Fritz Wieninger på toppen med sin Wiener Gemischter Satz fra Ried Ulm. Den er som østrigsk vins slogan siger: Grosse Kunst. Ohne Allüren. 2019 bød på en lang og tør sommer med et mildt og køligt efterår, så der er både fuldmoden frugt og god syrestruktur i vinene. Ulm ulmer af friske gule stenfrugter i snuden med den obligatoriske krydring fra hø, hvid peber og nåletræer nedenunder. Saftigt flow, rund fylde og mild syre, og smagen forsætter med pære, syltede grønne tomater, moden mango, sød galiamelon og et salt svirp til sidst. Som altid elskelig, som udsigten ud over Wien fra Nussbergs kalkholdige sandstensjord — og sorter som Grüner Veltliner, Neuburger, Riesling, Sylvaner, Traminer, Rotgipfler, Zierfandler, Weissburgunder og Welschriesling . Læs mere her.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Ulm 1ÖTW 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Ulm 2019
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Ler, kalksten, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Weingut Werlitsch Ex Vero II 2018

Stringent, seriøst og svimlende, en smule som Le Mont Damné fra Dagueneau eller Le Clos fra Raveneau — men vi er “kun” i østrigske Steiermark, som ikke når Sancerre eller Chablis til sokkeholderne, skal man tro den vedtagne visdom. Det synes der ikke at være nogen, der har fortalt Ewald og Brigitte Tscheppe fra Weingut Werlitsch, for de laver vine med en sjælden stedsans, nerve og dybde, der ikke lader meget tilbage at ønske. De dyrker deres vinstokke biodynamisk og vinificerer druerne minimalistisk for at lade terroiret træde tydeligst frem; og for at få alle aspekter af opok-jorden på deres topmark med, laves vinen af såvel Sauvignon som Morillon, det lokale navn for Chardonnay. Ex Vero kommer i tre trin, det andet fra det mellemste stykke af den sydvendte skråning og finder en flot balance mellem frugt og mineralitet. 2018 er endnu ung men emmer af grønne æbler, grønne reineclauder, grapefrugt og guava, syren er sprød og stram og flankeret af en salt mineralitet. En opstrammer, en oplagt madvin, en investing til kælderen, Ex Vero er ganske enkelt eminent.

Weingut Werlitsch Ex Vero II 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ex Vero II 2018
Vinhus: Werlitsch
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 295,-

Comment

Comment

Hiedler Riesling Ried Kogelberg 2019

To ting man gør klogt i ikke at overse i Kamptal: Kogelberg, ikke bare områdets men hele Østrigs nordligste Erste Lage; og Hiedler, markens måske bedste partshavere. Som vinmagere har familien Hiedler huseret i området siden 1856, og nu sætter femte generations Dietmar og Ludwig kvaliteten i endnu skarpere fokus. Som deres knastørre Riesling fra Kogelberg så nydeligt illustrerer: Frisk og fyrig duft af hvide blomster, citrus og flint; en fokuseret og rank syrenerve, masser af stenet mineralitet og fine smage af lime, hvid fersken, hvide ribs og en smule krydderurter. Kogelberg består af stenterrasser på en sydvendt skråning, og undergrunden er præget af glimmerskifer og amfibolit. Høst sidst i oktober og vinificering på ståltanke. Raffineret forfriskning.

Flaske: Ried Kogelberg 2019
Vinhus: Hiedler
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Glimmerskifer, amfibolit
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Fine Wines
Pris: 195,-

Comment