Viewing entries in
Østrig

Comment

Weingut Johann Topf Riesling Ried Heiligenstein 2019

Yderst duftende udgave af Riesling fra Heiligenstein, med højtstemt frisk stenfrugt og et skud eksotisk pikans. Indtrykket går igen i munden, med blød fylde, en smule fedme fra lagringen på gærresterne og en svag honningsødme. Pæn syre og let salt finish. Frugtig og kraftfuld udgave af Heiligenstein — virker en smule mere samlet i den let skalgærede udgave M. Men en mindre messe værd.

Weingut Johann Topf Riesling Heiligenstein 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Heiligenstein 2019
Vinhus: Weingut Topf
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæring
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Importør: Vild med vin
Pris: 289,-
(for årgang 2015)

Comment

Comment

Weingärtnerei Uhler Ried Reisenberg «Wien 1960» 2018

Overraskende orange Grüner Veltliner fra Peter Uhler i Wien. Marken Reisenberg huser de dybt rodfæstede Veltliner-stokke plantet i 1960, som sædvanligvis lægger druer til vinen Der Jubilar; men her er det som om han med fire ugers skindkontakt har transponeret den fra c-dur til a-mol eller skiftet sin vanlige violin ud med en bratsch! Saftig pærefrugt med citrusnoter, først ret læskende men så mere tør og stoflig med fint støvede tanniner og efterklang af anisfrø, kommen, pæreskal og grapefrugt. Play it again!

Weingärtnerei Uhler Grüner Veltliner Ried Reisenberg Wien 1960 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: «Wien 1960» 2018
Vinhus: Weingärtnerei Uhler
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Flysch, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
fire ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13,5%
Importør: Vinpusheren
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Weingut Nigl Riesling Ried Goldberg 2017

Familien Nigl holder til lige for foden af Senftenbergs berømte borgruin. Familien er dybt forankret i Kremstal, og siden 1990 har de med Martin Nigl i spidsen helliget sig vinproduktion og egen restaurant, efter østrigsk tradition med varme følelser og kølige vine. Goldberg-marken tilkøbte familien sig i 1999, og det er en ganske interessant grobund for Riesling, en sydvestvendt skråning på et fremspring af ren amfibolit. Stilsikkert vinificeret på stål og modnet på store træfade, fuld af limesaft, frisk eksotisk frugt, kandiseret kvan og rabarber, summende syre og mørk mineralitet.

Nigl Riesling Ried Goldberg 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Goldberg 2017
Vinhus: Nigl
Område: Kremstal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Amfibolit
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Weninger Blaufränkisch Saybritz 2017

Blaufränkisch kan blive en sand gudedrik i Franz Weningers hænder, også når han forlader hjemmebanen i Horitschon og begiver sig længere sydpå til Eisenberg. Her har han arvet en vinmark fra sin grandtante Emma Schürmann på skråningen Saybritz; og her vokser de gamle vinstokke på grøn og blå skifer og basaltisk tuf, som får en mineralsk og krydret note frem i vinen, som “ved hjælp af blot den mindste nektardråbe kan løfte jorden op som diadem”. Det er spændende terroirvin og en sært svævende saft, samtidigt med stor tæthed og tyngde, spændstig syre, solbær og hyldebær, solbærblade og hyldegrene, giver langsomt sine hemmeligheder fra sig. Giv sommeren skylden, jordbunden eller vinmageren, vinen er ganske enkelt glimrende.

Som musikalsk akkompagnement kan anbefales følgende hymne.

Weninger Blaufränkisch Saybritz 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Saybritz 2017
Vinhus: Weninger
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Ler, skifer, tuf
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Österreich Vin
Pris: 245,-

Comment

Comment

Weingut Gebeshuber Rotgipfler Ried Laim 2016

Østrigsk eksotik fra Thermenregion syd for Wien, en udsøgt Rotgipfler i burgundisk stil. Først er den så forsigtig og tidløs som etiketten— antydninger af moden pære og muldjord. I munden åbner den op med mere pære og med tiden honningmelon, kvæder og mango. Lys syre, cremet fylde og en let note af kryddernelliker. Ried Laim rummer 40 år gamle stokke på ren kalkstensjord; som gæres og modnes et år på 500-liters-fade med bâtonnage. En stilfærdig men generøs vin. Rotgipfler er en gammel krydsning mellem Roter Veltliner og Traminer, som havde sin guldalder for 100 år siden i det klassiske Gumpoldskirchner blend i samspil med Zierfandler. Johannes Gebeshuber kerer sig om begge sorter, og så er han en af Thermenregions grønne foregangsmænd, økologisk siden 2006 og biodynamisk siden 2017.

Gebeshuber Rotgipfler Ried Laim 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Laim 2016
Vinhus: Gebeshuber
Område: Thermenregion
Land: Østrig
Druesort: Rotgipfler
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Grabenwerkstatt Ried Trenning 2018

Spitzer Graben er Wachaus vilde vesten med vinmagere som Peter Veyder-Malberg, Martin Muthenthaler og garageterroiristerne i Grabenwerkstatt. Franz Hofbauer elsker vin og er vokset op i Wachau men i en familie uden vinmarker; men vennen Michael Linke kom ind fra venstre og vupti var en række opkøb af forladte marker i Wachaus nordvestlige sidedal virkeliggjort. Deres fælles filosofi er biodynamisk dyrkning, høst af fuldmodne druer uden botrytispræg og langsom presning. Terroir, renhed og struktur. Det er køligt og vindblæst på de kanter, men takket være de stejle sydskråninger kan druerne modnes til fulde. Trenning er Wachaus nordvestligste og højestragende mark (op til 550 m.o.h.) på gnejs og en smule kalksten; og vinen har højt svingende syre men også en bjergrig bredde og dybde og en klippefast frugt, som tager tid om at åbne sig… men så moden citron og tropefrugt, jasmin, stearin, bivoks og fedtsten. Et par år mere på flaske og så sker der løjer…

Grabenwerkstatt Wachau Riesling Ried Trenning 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Trenning 2018
Vinhus: Grabenwerkstatt
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Gnejs, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 500,-

Comment