Viewing entries in
Østrig

Comment

Sepp & Maria Muster Sgaminegg 2013

Man når ikke højere i Sepp og Maria Musters sortiment end Sgaminegg, der ligeledes stammer fra deres højest beliggende mark, en i over 400 meters højde stejl sydvendt skråning på stenet, kalkholdig mergel; og vinen er fantastisk! Mineralsk og modent frugtig med en livgivende syre — og så bladrer den tænksomt gennem et aromatisk leksikon af flint, ristede græskarkerner, peanuts, citrusskal, ferskenlambic, abrikoser, passionsfrugt og urtesalt. Reduktiv og har brug for luft for at folde alt ud, hvad den har at give af. Længe leve!


Muster Sgaminegg 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sgaminegg 2013
Vinhus: Weingut Muster
Område: Südsteiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store egetræsfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 395,-

Comment

Comment

Franz Hirtzberger Rotes Tor Grüner Veltliner Smaragd 2016

Grønne pærer, saftig fersken, frodig urtehave, haricots verts, hvid peber — Grüner Veltliner fra familiedynastiet Hirtzberger i det vestlige Wachau. Druerne dyrkes på gnejs- og skiferholdige skråninger omkring porten Rotes Tor, en rest af Spitzs gamle bymur, som efter sigende blev farvet svenskrød af blod i 1630 under Trediveårskrigen. Druerne er håndhøstet af flere omgange fra midt i oktober til midt i november. Vinificeret på ståltanke og gamle træfade, et års modning før flaskning. Klassisk stil, kølig og mineralsk.

Franz Hirtzberger Rotes Tor Grüner Veltliner Smaragd 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Rotes Tor Smaragd 2016
Vinhus: Franz Hirtzberger
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Gnejs, skifer
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæring på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: 175,-

Comment

Comment

Andert Anadjucka 2015

Genial Grüner Veltliner fra den biodynamiske brødreduo Erich og Michael Andert i Pamhagen, Burgenland. Mottoet er mitohnealles = alt er med, intet er tilsat: Spontangæret, skindfermenteret, ingen temperaturkontrol, ingen tilsætningsstoffer. Duft- og smagsstoffer er der til gengæld en hel symfoni af: Grønne reineclauder og masser af grapefrugt, krydrede noter af salvie, oregano, flagesalt og fine tanniner. Livlig og med opkvikkende syre, også af den volatile slags, men det spiller. Stor vin i små mængder — desværre.

Andert Anadjucka 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Anadjucka 2015
Vinhus: Andert Wein
Område: Burgenland
Land: Tyskland
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss, lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret, skindfermenteret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Grapewise
Pris: 250,-

Comment

Comment

Tschida Himmel auf Erden Rosé 2016

Himlen møder jorden på en mark med Cabernet Franc i det nordlige Burgenland. Christian Tschida laver ret personlige vine, og roséen i serien Himmel auf Erden er ingen undtagelse. Etiketten synes at udtrykke ubekymret nydelse med en radering af den østrigske kunstner Alfred Hrdlicka, netop med titlen Himmel auf Erden. Nydelsen består her i et friskt syrebid og en moden frugtighed: rød grape, blodappelsin, honningmelon og længere nede solbær, rabarber og urter. Uklaret, ufiltreret og usvovlet. Reduktivt præget og lettere volatil men harmonisk. Stor kunst faktisk!

Christian Tschida Himmel auf Erden Rose 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Himmel auf Erden Rosé 2016
Vinhus: Christian Tschida
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Cabernet Franc
Jordbund: Sand og lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 245,-

Comment

Comment

Strohmeier Trauben, Liebe und Zeit Orange 2

Sauvignon, Steiermark, Strohmeier— en hellig treenighed, der fuldt forløses i orange skær. Store ord, men så sandelig også en stor vin: Det her må være en af de smukkeste og mest aromatisk komplekse orangevine på Guds grønne Jord. Fra en dyb duft af jasmin, nyligt optrukne gulerødder og pastinakker over en moden frugtsmag - appelsin, abrikos, passionsfrugt - til urtede, krydrede, støvede, mørke noter i eftersmagen - solbær, lakrids, spidskommen, sorten muld. Forfriskende syre og rundede tanniner, substantiel men saftig. Franz og Christine Strohmeier dyrker økologisk-biodynamisk og har her vinificeret deres Sauvignon med en måneds maceration og lagring på store egetræsfade. Ingen klaring, filtrering eller sulfitter, kun druer, kærlighed og tid.

Strohmeier Trauben Liebe und Zeit Orange 2 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: TLZ Orange 2
Vinhus: Strohmeier
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc,
Muskateller, Chardonnay, Weissburgunder
Jordbund: Gnejs, flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
en måneds maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 375,-

Comment

Comment

Wenzel Furmint unfiltriert 2017

Denne sommerlige tørstslukker fra østrigske Michael Wenzel er på den ungarske grænseoverløber Furmint. En saftig mundfuld med rensende syre, Belle de Boskoop æbler, Vranja kvæder og blomstrende enge, mild og ligefrem. Wenzel er 12. generation på familiegården ved den charmerende by Rust, hvor han økologisk og minimalistisk bringer Burgenland på flaske.

Wenzel Furmint unfiltriert 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Furmint unfiltriert 2017
Vinhus: Weinbau Wenzel
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Furmint
Jordbund: Løss, gnejs, glimmerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Høtoft Vin
Pris: 150,-

Comment