Viewing entries in
Økologi

Comment

Weingut Dönnhof Riesling Tonschiefer 2020

Skarptskåren Riesling fra Nahes top. Tonschiefer (lerskifer) er Dönnhoffs selektion fra deres skiferskråninger især omkring Oberhäuser Leistenberg, som er stærkt præget af denne gråsorte stenart (Lei er lokal dialekt for skifer). Lerskifer dannes ved komprimering af lermineraler og organiske aflejringer, og den er skrøbelig og forvitrer let tilbage til ler, rig på kulstof og kalk. Riesling transkriberer landskabet med en let røget næse med strejf af grapefrugt, mundvandsdrivende syre på tungen og læskende, sursød limesaft og kerne- og stenfrugtsmag. Ligefrem og forfriskende, elegant og finesserig. Økologisk dyrkede druer fra 25-45 år gamle stokke, gæret og modnet på ståltanke og i store egetræsfade, forarbejdet og flasket efter bæredygtige principper.

Flaske: Tonschiefer 2020
Vinhus: Dönnhof
Område: Nahe
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Lerskifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Johs. M. Klein
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Black Island Winery The Dalmatian Dog 2022

Saftig køter med kridhvidt smil: Dalmatian Dog er en stålsat og pletfri Pošip fra Merga Victa på den skønne kroatiske ø Korčula. Høstet fra området omkring Smokvica, hvor en lokal vinbonde ved navn Marin Tomašić efter sigende skulle have opdaget druen i 1880; og “den sorte øs” vinhus Merga Victa er samtidigt arvtagerne efter det lokale kooperativ, som i sin tid genopdyrkede druen i større stil. I glasset: Nydelig snude med pocherede pærer og pinje, citrusfriskt syrebid uden at vise tænder, flot fylde og små strejf fersken, humle og krydderurter. Genskær fra sommeren og en fornem, madvenlig hverdagsvin.

Flaske: Dalmatian Dog Pošip 2022
Vinhus: Merga Victa
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Pošip
Jordbund: Sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Forhandler: f.eks. wine&more
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Kabola Amfora Malvazija 2019

Klassiske orangevin med gylden sommerglød og eftertænksomme efterårstoner. Omkring den lille middelalderlandsby Momjan i Istriens magiske bakkeland ligger familien Markežićs vinhus Kabola ved Kanedol. Området er traditionelt kendt for sin aromatiske og honningsøde Muškat Momjanski, men Malvazija Istarska står også skarpt på disse kanter. Siden 1891 har familien Markežić gjort sig som vinbønder, men Marino Markežić har søgt længere tilbage til en fjern fortid med sit forbilledlige arbejde med antikkens amforaer; og så var han samtidigt en af Kroatiens økologiske pionerer. Malvazija Amfora får omtrent syv måneder med skallerne, og det får dyb fylde og aromatisk flygelklang frem af sorten. Morgenfruer, friske ferskner, tørrede abrikoser, kvædebrød, akaciehonning, mandler og orientalske krydderier flyder sammen i en fløjlsblød mundfuld med summende syre og fine tanniner. Druerne er høstet fra topmarken Stancija og gærer på georgiske qvevri nedgravet uden for vinhuset; og siden modnet på gærresterne i store ege- og akaciefade.

Flaske: Amfora Malvazija 2019
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Vinomolim
Pris: 245,-

Comment

Comment

Calalta Davvero Riesling 2021

Vild Riesling med vidtløftig aromatik og malmfuld basklang. Vi er i Veneto, ikke vante omgivelser for Riesling, men med Alperne over bakkerne giver det alligevel god mening, og vi er samtidigt tæt på orangevinens moderne epicentrum. 50 dages skindkontakt og modning på såvel ståltanke og cementkar som egetræsfade og amforaer. Underfundige aromaer af moden lime, pink grape, tørrede persiske limefrugter, Earl Grey te, kandiseret appelsinskal, tørrede abrikoser og safran, urter og sorten muld. Sprællevende i munden med stringent syre (6,14 gram syre versus 0,8 gram restsukker), sort te-agtige tanniner, særdeles tør og med smage i samme spor som duften, især lime, fersken og abrikos, udfordrende men eksotisk og elskelig. Davvero!

Flaske: Davvero Riesling 2021
Vinhus: Calalta
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Riesling
Jordbund: Jernholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
50 dages skindkontakt
Lagring: Ståltank, cementkar,
egetræsfad, amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Šember Rose Brut 2020

Šembers rosé er sitrende skum af sommerbær, smukt balanceret, elegant og charmerende Pinot Noir på den traditionelle metode men med ophav i Plešivicas bakker vest for Zagreb. Šember er et lille familieforetagende ved den lille landsby Donji Pavlovčani, som passioneret praktiserer økologisk vinavl og har specialiseret sig klassiske mousserende vine og orangevin. Første årgang af den mousserende rosé var 2005, og i dag er den konsekvent en af Kroatiens bedste mousserende vine, som leverer smæk for skillingen: Forførende aromaer af jasminer, røde roser og skovjordbær, med små sprøde bobler og sursød smag af jordbær, rødmende fersken og granatæblesaft. Hedonisme på højt plan og samtidigt seriøst nok til gastronomiske svinkeærinder. Fremstillet som saignée og modnet knapt to år på gærresterne før degorgement, doseret som brut.

Flaske: Rose Brut 2020
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 165,-

Comment

Comment

Françoise Martinot Bistrøtage B.17

Bistrøtage er en moderne klassiker, en vild forfriskning fra fyrige Charles Dufour i Landreville i Aube; og i lys klædedragt er det Pinot Noir på højeste plan. Druerne er dyrket på hans mors domæne, derfor er den også flasket under navnet Françoise Martinot. Cruen er Chervey, dyrkningen økologisk og biodynamisk, og Bistrøtage et udtryk for en enkelt årgang, basevinen modnet et år på burgundiske fade: B.17 af 2017 med tirage den 29. oktober 2018 og degorgering den 2. december 2022. Dags dato er den forrygende: En salt tonic med spændstig syre, strålende frugt og en mørk mineralsk nerve. Saftige æbler, gule og røde, efterfulgt af kvæde, valnød og rugsurdej og en knasende sprød salt eftersmag. Absolut appetitvækkende!

Flaske: Bistrøtage B.17
Vinhus: Charles Dufour
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Store træfade,
flaskelagret
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Rosforth & Rosforth
Pris: 474,-

Comment