Viewing entries in
Økologi

Comment

Villabella Morlongo Anniversario 2020

Strålende rød saft fra Montebaldo i Bardolino — al den friskhed og frugtighed, man altid går og drømmer om men tror, de ikke formår i Veneto. Frisk bjergluft med strejf af vilde urter, morgendug og så saftige jordbær, jordbær, jordbær! Bløde hindbær og røde kirsebær spiller med, og der er mildt krydrede spor af kanel, nellike og peber. Super charmerende og aldeles sommerligt, nærmest som en norditaliensk Beaujolais.

Montebaldo udgør det nordøstlige hjørne af Bardolino, den højere beliggende og mere bakkede del for foden af Monte Baldo med sine 2.218 meter høje tinde. Tydeligere temperatursvingninger og højere nedbør præger mikroklimaet. Druerne til Morlongo er de traditionelle Corvina, Corvinone og Rondinella, høstet fra morænebakkerne ved Cavaion Veronese med aflejret ler og kalksten fra istiden. Høst fra sidst i september til tidligt i oktober og kølig gæring med godt ti dages maceration, modning på store træfade.

Flaske: Morlongo Anniversario 2020
Vinhus: Villabella
Område: Veneto
Land: Italien
Druesorter: Corvina,
Corvinone, Rondinella
Jordbund: Kalkstensholdig moræneler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Champagne Barrat-Masson Les Margannes Brut Nature 2017

Forrygende bobler fra parret Loïc Barrat og Aurélie Masson i Côte de Sezanne med en for området og producenten karakteristisk afvejning af flyvende friskhed og fornem fylde! Vi taler ren Chardonnay fra økologisk dyrkede vinstokke, der er på den pæne side af 40 og derfor dybt rodfæstet i de kalkholdige jorde ved Bethon og Villenauxe-la-Grande i Côte de Sezanne. Skummer over af knitrede sprøde bobler og syrlig friskhed og falder så til ro på runde, cremede og krydrede noter — fra moden citron over lemon curd og syrnet smør til kandiserede violer, karamel, mørkt rørsukker og kanel. Basevinen er gæret dels på ståltanke, dels på brugte barriques og modnet ni måneder på gærresterne inden anden gæring og gode tre års flaskelagring før degorgering à la volée og sans dosage.

Flaske: Les Margannes 2017
Vinhus: Barrat-Masson
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Store træfade og flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Grower Champagne
Pris: 495,-

Comment

Comment

Šember 5th Generation 2021

En super spændende orangevin fra familien Šember i kroatiske Plešivica. Zdenko Šember er femte generation på deres familievingård i Donji Pavlovčani, som han driver sammen med sin kone Ivanka og deres børn Nikola, Lucija og Klara. 5th Generation er hans hyldest til familietraditionen, vinificeret af fem traditionelle Plešivica-sorter, gæret på georgiske qvevri, modnet på  gamle 500-liters fade og flasket ufiltreret ved næste høst. 2021 er endnu en ung men allerede en særdeles løfterig vin. Spændstig, stoflig og kompleks, fuld af kandiseret citrusskal og tørrede stenfrugter, faste men fine tanniner og en forfriskende syre, holder et godt greb i munden ganske længe.

Flaske: 5th Generation 2021
Vinhus: Šember
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesorter: Rizling, Veltlinac Crveni,
Chardonnay, Bijeli Pinot, Žuti Plavec
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Mathieu Apffel Détours 2019

Mathieu Apffel mistede mere end tre fjerdede af sine druer efter omfattende haglbyger den 15. juni 2019. Men en mand som Mathieu lader sig ikke så let slå ud, og han fik lov at høste druer hos venner og bekendte — Sylvain Liotard, Raphaël Saint-Germain, Fabrice Bouché, Giachino, Brice Omont, Nicolas Ferrant, Francis Rousset, Pascal Quenard og Frédéric Péricard — og ad omveje kom så vinen Détours til verden, en virkeligt fin cuvée af Chasselas og Jacquère gæret og modnet på ståltanke, flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Slank, rank med en glasklar og glat viskositet, virkeligt lækker mundfølelse, og fuld af friske gule æbler, kvæder, venlig syre og et mildt strejf kærnemælk… Klassisk Savoie på afveje og alligevel på dydens smalle sti!

Flaske: Détours 2019
Vinhus: Mathieu Apffel
Område: Savoie
Land: Frankrig
Druesorter: Jacquére, Chasselas
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Melin Vin
Pris: 175,-

Comment

Comment

Bikicki Moma 2021

Underfundigt frisk Traminer fra Fruška Gora i Serbien. Đorđe Bikicki formår ganske enkelt at få et raffineret aromaspektrum frem fra sorten, samtidigt med at syren danser i munden. Sommerblomster, mandarin, kumquat, syrlige drops og kandiseret orangeskal, læskende, mild og delikat. Druerne er dyrket økologisk på skråningerne af Milino brdo bakken et par kilometer fra Donau, håndhøstet, afstilket og spontangæret med en god dags skindkontakt, hvorefter vinen er modnet på et keramisk æg. Flasket uklaret og ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Flaske: Moma 2021
Vinhus: Bikicki
Område: Fruška Gora
Land: Serbien
Druesort: Gewürztraminer
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Keramisk æg
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: New Balkan Wines
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Schödl Pét Naturel 2022

Der er luftig skum og knitrende bobler for fuld musik i søskendeflokken Schödls læskende pétillant naturel på Grüner Veltliner, Riesling og Weissburgunder høstet fra Blumenthal og Loidesthal i Weinviertel.Sprød og saftig pære, knusprige grønne druer, moden citrus og noter af nyslået græs og friske urter, med al en pet nats ufortrødne livlighed og en mere seriøs mousserendes smidige struktur og perlage. Lys, let og mineralsk, som skabt til midsommeraftner og alt det, der ligner.

Flaske: Pét Naturel 2022
Vinhus: Schödl
Område: Weinviertel
Land: Østrig
Druesorter: Grüner Veltliner,
Riesling, Weissburgunder
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Importør: Høtoft
Pris: 205,-

Comment