Viewing entries in
Økologi

Comment

Weinbau Uwe Schiefer Blaufränkisch Ried Szapary 2017

Uwe Schiefer er en trofast leverandør af saftspændt og seriøs Blaufränkisch fra Eisenberg i det sydlige Burgenland. Szapary er en stejl sydvestvendt skråning på en rødlig, jernholdig jordbund rig på blågrøn skifer, som sikrer en krydret mineralsk nerve i vinen sammen en strålende frugt. Folder sig fornemt ud med syrener, violer, hindbær og brombær, knuste kirsebærsten og nyslået eng, hø og krydderier, kolde og varme årer veksler, lys og mørke. Stadig meget fast i kødet, tid på langs eller på karaffel vil mildne og modne den; men den er egentlig imponerende frisk for den varme og tørre årgang 2017.

Flaske: Ried Szapary 2017
Vinhus: Uwe Schiefer
Område: Eisenberg
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Jernholdig lehm, skifer
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Frank 2020

Stokkebye Vingård sår et frø af forår i sindet med den seneste årgang af deres fine hvidvin Frank, opkladt efter familiens trofaste labrador. Frank 2020 er 100% Solaris, langsommeligt gæret i det kølige vineri i gårdens gamle kornlade og modnet 70% på ståltank og 30% i egetræsfad før flaskning i oktober året efter. Frisk og frejdig med fine grønne noter af hyld, lime og urt, en læskende saftighed, spændstig syre og en sart, kølig nerve. Nok engang grund til at slå fast, at Stokkebye laver forbilledlige vine i vores i øvrigt mere og mere interessante vinland Danmark.

Flaske: Frank 2020
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltank og træfad
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: 185,-

Comment

Comment

Dacapo Nizza Vigna da Capo 2017

Glimrende Barbera fra marken Vigna Dacapo og vinhuset med samme navn: En nydelig crème af hindbær, kirsebær, blommer, svesker, pibetobak, valnødder og kanel med den livlige syrenerve, som er Barberas signatur, afstemt med alkohol og frugtsødme i en flot balanceakt. Nizza er det historiske hjerte for bedre Barbera i Piemonte, og siden 2014 er området ophævet fra en Superiore i Barbera d’Asti til sin egen DOCG. Stikord: Struktur, kompleksitet og lagringspotentiale. Dacapo dyrker økologisk, høster manuelt (og stærkt selektivt i 2017, hvor mange klaser måtte sorteres fra pga. indtørrede druer) og presser nænsomt, til gengæld bruger de til deres Nizza lang maceration og lagring på mindre fade. Intenst og frugtigt resultat.

Flaske: Nizza Vigna da Capo 2017
Vinhus: Dacapo
Område: Piemonte
Land: Italien
Druesort: Barbera
Jordbund: Kalkholdig mergel, sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Importør: Vinslottet
Pris: 199,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Stella Mary Pinot Noir Brut Nature 2018

Smuk satsning på lang lagring. Stokkebye Vingård har gjort kometkarriere med deres mousserende vin på Pinot Noir siden debuten i 2017. Flaskerne lå de første år sur lie i kun godt ni måneder, først og fremmest for at kunne frigive noget af den ganske lille produktion. Men familien har i mellemtiden udvidet beplantningerne med Pinot Noir, og fremover kan vi forvente længere lagring og endnu fornemmere bobler som i denne Stella Mary fra de 15% af flaskerne fra 2018, som fik lov at ligge til længere lagring. Det er 100% Pinot Noir, økologisk dyrket og gæret og modnet 50/50 på ståltanke/egetræsfade før andengæring på flaske. 21 måneder med gærresterne i flasken før degorgering den 6. juni i år, frigivet den 1. oktober og simpelthen allerede udsolgt! Men tænk jer til små, fine bobler, en frisk, frugtig smag, ret rund og cremet tekstur med god syre og mild bitterhed. Jordbær, kirsebær, rødmende ferskner, friskbagt brød og strejf af ristede nødder, karamel og eg. Det lover godt for fremtiden!

Flaske: Stella Mary 2018
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
anden gæring på flaske
Lagring: Ståltanke, træfade, flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 495,-

Comment

Comment

Tre Monti Vitalba Romagna Albana 2020

Vittorio Navacchias familie og lokale kolleger rystede måske på hovedet, da han for snart et årti siden skaffede sig qvevrier fra Georgien for at gære sine Albana-druer på skallerne i dem. Den daværende hovedrysten er i mellemtiden forvandlet til anerkendende nikken, for Navacchias Vitalba har vist sig at være en vellykket og yderst velsmagende fortolkning af Romagnas traditionsrige hvidvinsdrue. Ottende årgang, 2020, kom i hus sidst i september, og vinen tilbragte tre måneder med drueskallerne. Albanas karakteristiske duft og smag af fersken, abrikos og mandel er intakt men med mere tørstof og fastere struktur— og med en rigdom af orangeblomst, kaprifolium, kvæde, kvædete og kandiseret citrus. Spændende vin, som i særdeleshed også ældes med ynde. Læs mere her.

Flaske: Vitalba 2020
Vinhus: Tre Monti
Område: Emilia-Romagna
Land: Italien
Druesort: Albana
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,8%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Antonelli San Marco Montefalco Grechetto 2020

Eksemplarisk Grechetto fra et af Montefalcos største og ældste vinhuse, Antonelli San Marco. Grechetto er Umbriens mest udbredte hvidvinssort, i Orvieto er den en af flere men i Colli Martani mellem Montefalco og Perugia laves den sortsrent og særdeles spændstigt. Antonellis er en præcis og ret pikant hvidvin med duft af frisk citrus, pære og peber. Syrlig citrus- og ferskensmag, fin syre og let fenolisk greb, mandelnoter og en salt sprødhed i eftersmagen.

Flaske: Grechetto 2020
Vinhus: Antonelli
Område: Umbrien
Land: Italien
Druesort: Grechetto
Jordbund: Ler, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Stilo Vine
Pris: 108,-

Comment