Viewing entries in
Økologi

Comment

Lammidia Rosh 2019

Davide Gentile og Marco Giuliani har rene hænder: Ingen sprøjtegifte i markerne og ingen manipulation i kælderen. Lammidias vine er ofte viltre størrelser, men der er hånd på det i Rosh, et traditionelt blend af Montepulciano med et mindre skvæt Trebbiano, utraditionelt kulsyregæret med hele klaser i cementtank, så der er fuldt skrald på den friske frugt og en syre, der afslører, at vi befinder os næsten 700 meter over havoverfladen. Hindbær, kirsebær, solbær, en smule lakrids, rosmarin og salvie, lækker og livlig saft. Som nævnt semi-karbonisk maceration i cementtanke og modning på stål- og glasfibertanke, intet tilsat, intet fjernet, vild vin.

Flaske: Rosh 2019
Vinhus: Lammidia
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesorter: Montepulciano, Trebbiano
Jordbund: Kalksten, ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
semikarbonisk maceration
Lagring: Ståltanke. glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Krone Vin
Pris: cirka 250,-

Comment

     

 
   Red Newt Cellars The Knoll Finger Lakes Riesling 2016  Red Newt Cellars blev stiftet af Debra og David Whiting i 1998 som vingård og farm-to-table restaurant. Deres drøm var at vise verden det enestående terroir ved Finger Lakes i staten

Comment

Red Newt Cellars The Knoll Finger Lakes Riesling 2016

Red Newt Cellars blev stiftet af Debra og David Whiting i 1998 som vingård og farm-to-table restaurant. Deres drøm var at vise verden det enestående terroir ved Finger Lakes i staten New York, især igennem tør Riesling. I dag er vinmageren Kelby James Russell, og han fører fornemt linjen videre. Topvinen er The Knoll, sent høstet Riesling fra en særligt sandstensholdig og hævet parcel på Lahoma Vineyards sydvest for Seneca Lake. Det giver en fyldig og rig Riesling, som viser at den røde salamander er ven med det grønne firben — stilen er i al fald nært beslægtet med Riesling Smaragd fra Wachau. Hvide blomster, gule æbler og æterisk røgede og stenede noter i duften. Saftig, smidig og stoflig i munden, med moden gul stenfrugt og citrus, en rank syre og krydret mineralitet. Brillerer med både balance og nuance. Høstet i oktober, tre dages kold maceration og spontangæring på stål med et års efterfølgende lagring på gærresterne. 

Flaske: The Knoll 2017
Vinhus: Red Newt Cellars
Område: Finger Lakes
Land: USA
Druesort: Riesling
Jordbund: Lehm, sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,2%
Importør: Amerikansk Vinlager
Pris: 175,-

Comment

Comment

Weingut Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Spiegel Vincent 2018

Frisk, fyrig og intens Grüner Veltliner fra Vincent Bründlmayers hånd, med en velsignet håndsrækning fra de favorable vejrforhold i 2018: Frisk stenfrugtsduft med en smule vilde urter, pibetobak og nåleskovsnoter. Sirlig og stringent syre vibrerer gennem en fuldmoden frugt, citrus, fersken og abrikos, med mandler, hasselnødder, karamel og krydderier i eftersmagen. Vincent går efter en mere burgundisk stil, som stadig er atletisk og slank i udtrykket og har Grüners klassisk krydrede signatur og en salt mineralitet, som må tilskrives terroiret. Spiegel ligger lige syd for Langenlois og er en østsydøstvendt hvælving, som spejler sig mod solen. Bründlmayers gamle stokke står her grundigt rodfæstet i dyb, kalkholdig løss, superb til Grüner Veltliner. Et herligt svirp på tungen nu, egner sig eminent til mad og til ti år i kælderen.

Flaske: Ried Spiegel Vincent 2018
Vinhus: Bründlmayer
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Importør: Jysk Vin
Pris: cirka 400,-

Comment

Comment

Diwald Riesling Ried Goldberg 2019

Den ene af Martin Diwalds Goldberg-variationer, fuldmoden Riesling fra den lune og tørre 2019-årgang. Syrlig citrus, saftige gule blommer, ananas, endda en smule banan, blød i munden men med højstemt syre og klassisk østrigsk krydderi. Et studie i koncentration, balance og længde. Goldberg ved Grossriedenthal er en blid sydvendt skråning med et tykt lag løss, som sikkert bidrager til de runde former og den fine krydring i vinen. Hans og Paula Diwald var enestående pionerskikkelser, da de lagde om til økologisk vinbrug allerede i 1976, og i dag fører sønnen Martin faklen videre med stor indlevelse og virkelyst.

Flaske: Riesling Goldberg 2019
Vinhus: Martin Diwald
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Jurtschitsch Ried Heiligenstein Riesling Alte Reben 2019

Alt harmonerer her, druesorten, vinmarken, vinmageren og årgangen, alle arbejder de sammen om denne vidunderlig vin — Alwin og Stefanie Jurtschitschs elegante forarbejdning af Riesling fra gamle vinstokke på Heiligensteins sandsten anno 2019. Saftspændt og syrligt vibrerer den mellem moden frugt og stenet mineralitet, grønne reineclauder, grapefrugt og lime, foruden flint, salt og røgelse. Ret meget renere og bedre bliver knastør Riesling ikke!

Flaske: Heiligenstein Alte Reben 2019
Vinhus: Jurtschitsch
Område: Kamptal
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13%
Importør: Østjysk Vinforsyning
Pris: 299,-

Comment

Comment

Dönnhoff Riesling Hermannshöhle Grosses Gewächs 2017

“Markerne taler for sig selv. Man må bare lytte nøje efter” har altid været Helmut Dönnhoffs device, og på Hermannshöhle udvises absolut gehør. Af alle Nahes marker er den nok den mest karakteristiske, med sin stejle 40-60% sydskråning lige ned til Nahe-floden, hvilende på grå skifer og kalksten med vulkanske indslag fra porfyr og melafyr. Er det så sønnen Cornelius Dönnhoffs kunsthåndværk, eller Rieslings evne til at sætte pris på særlige omgivelser, som gør denne vin så god? Stille og roligt spiller den op med duft af grapefrugt og citronskal, limeblade, friske urter, skovbund og våde sten; som i smagen følges op af moden citron og lime, hvid fersken, harpiks, en nærmest elektrisk summen fra syren og en sindssyg saftighed og ligevægt. Mineralsk mesterværk er fattige ord, og som Wittgenstein har sagt: “I kunsten er det svært at sige noget, der er lige så godt som: intet at sige.”

Flaske: Hermannshöhle GG 2017
Vinhus: Dönnhoff
Område: Nahe
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Grå skifer, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 400,-

Comment