Viewing entries tagged
Vinnatur

Comment

Klabjan Malvazija black label 2017

Slovensk vin af første klasse, Malvazija med en så magnetisk effekt i glasset, at det nemt bliver til flere glas. Uroš Klabjan følger i sin farfar Albins fodspor og fremstiller Malvazija Istarska med kort skindkontakt og lang lagring på gamle træfade. En formidabel én af slagsen, frister først med en forførende næse af akacie, orangeblomst og dugvåde enge, og folder sig i munden ud med modne mandariner, tørrede abrikoser, akaciehonning og bivoks, syrlige drops og Dolcivit vitaminpiller! Dens milde frugtsødmen balanceres smukt af en frisk syre og fine tanniner, der er godt greb, og teksturen er ganske enkelt eminent. Vinens dybde og kompleksitet kan måske tilskrives de gamle og upodede vinstokke, sandsynligvis også Klabjans kompetente håndelag og afventende afholdenhed. Høstet fra 13 forskellige marker med 50 til 150 år gamle stokke, gæret en god ude med skallerne og modnet et par år på store slavonske træfade, flasket uklaret og ufiltreret.

Flaske: Malvazija 2017
Vinhus: Klabjan
Område: Istrien
Land: Slovenien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Kalksten og kalkmergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Vintro Vin
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Vini Scirto All’Antica 2020

Kælen lava i det tyndtflydende, rødglødende spektrum. All’Antica er en læskende og forførende friskfrugtig vin fra Valeria og Giuseppe Scirto på Etnas magiske nordside. Mestendels Nerello Mascalese med kun få dages maceration, som skikken var i gamle dage, derfor navnet, en vin som Giuseppes bedstefar ville have lavet den. Virkeligt lækker tekstur, blid syre og ret så smidige tanniner og en mild smag af røde kirsebær, skovbær, Kongen af Danmark bolcher og kandiserede anisfrø. Seriøs saft på den sjove måde! Stokkene står på Contrada Pirao, har rundet de 80 år og passes og plejes efter økologiske principper. Druerne er høstet ved håndkraft, spontangæret på ståltanke uden temperaturkontrol og flasket uklaret og ufiltreret.

Flaske: All’Antica 2020
Vinhus: Scirto
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesorter: Nerello Mascalese,
Nerello Cappuccio
Jordbund: Vulkansk sand og tuf
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Azienda Vin
Pris: 192,-

Comment

Comment

Calalta Davvero Riesling 2021

Vild Riesling med vidtløftig aromatik og malmfuld basklang. Vi er i Veneto, ikke vante omgivelser for Riesling, men med Alperne over bakkerne giver det alligevel god mening, og vi er samtidigt tæt på orangevinens moderne epicentrum. 50 dages skindkontakt og modning på såvel ståltanke og cementkar som egetræsfade og amforaer. Underfundige aromaer af moden lime, pink grape, tørrede persiske limefrugter, Earl Grey te, kandiseret appelsinskal, tørrede abrikoser og safran, urter og sorten muld. Sprællevende i munden med stringent syre (6,14 gram syre versus 0,8 gram restsukker), sort te-agtige tanniner, særdeles tør og med smage i samme spor som duften, især lime, fersken og abrikos, udfordrende men eksotisk og elskelig. Davvero!

Flaske: Davvero Riesling 2021
Vinhus: Calalta
Område: Veneto
Land: Italien
Druesort: Riesling
Jordbund: Jernholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
50 dages skindkontakt
Lagring: Ståltank, cementkar,
egetræsfad, amfora
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Nando Ma Jantar 2019

Glødende ravgylden og med dyb duft af frisk ferskenfrugt og en flot fylde af orangeblomst, mandarin, abrikos, kandiseret citrus og akaciehonning. Det er takket være tre ugers skindkontakt og to år på store slavonske egetræsfade, at Malvazijas aromatiske dybde og dejlige stoflighed er fremkaldt. Formidabelt forarbejdet af Kristančič i fodsporene på farfaren Nando. Familiegården i Goriška Brda, den slovenske genpart til italienske Collio Goriziano, drives økologisk i marken og med tænksom tilbageholdenhed i kælderen. Tilnavnet jantar (slovensk for rav) signalerer klassisk orangevin af høj karat, og man får meget for pengene her.

Flaske: Ma Jantar 2019
Vinhus: Nando
Område: Brda
Land: Slovenien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Allezallez
Pris: 285,-

Comment

Comment

Marina Palusci Plenus Pecorino 2015

Pecorino plus skindkontakt, og så er der dømt italiensk sommer med solbeskinnede citronlunde og køligere bjergenge i glasset. Vi er i Pianella i Abruzzo, og der er pollen, orangeblomstvand og bivoks i snuden og saftig og støvet citrus i munden. Solmoden citron, akaciehonning, tørret lime, krydderurter og Middelhavssalt, mundvandsfremkaldende syrlig og tør most. Massimiliano d’Addario er vinmageren bag, og han er fjerde generation på den mødrende gård, Marina Palusci, som ellers er berømt for sine økologiske olivenolier i tårnhøj kvalitet. Vinmarker som olivenlunde ligger i godt 450 meters højde i Abruzzos bakker, kalkholdig lerjord, og med håndhøst, spontangæring, nogle dages skindkontakt og ti måneder på ståltanke får man denne friske, fyldige og fuldendte (latin: plenus) orangevin ud af anstrengelserne. Uklaret, ufiltreret, usvovlet, ren fornøjelse.

Flaske: Plenus Pecorino 2015
Vinhus: Marina Palusci
Område: Abruzzo
Land: Italien
Druesort: Pecorino
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret i cement
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Vinspot
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Francesca Barracco Catarratto Ambras 2019

Catarratto i ravfarvede rober og emmende af siciliansk sommer. Lægger for med lettere jordslåede dunste af våd bark, muld og dyb kælder, som heldigvis hurtigt lufter af til fordel for læder, ceder og kastanjehonning, og frugten folder sig frisk ud med fuldmoden appelsin, gule rosiner, kandiseret orangeskal og bergamot. Betydeligt men behageligt bitter, tør, fin syre og let salt finish. Francesca Barracco lagde om til økologisk drift allerede i begyndelsen af 1990’erne, og siden hendes søn Roberto Bruno overtog i 2012 er der indført en mere minimalistisk og nymodens gammeldags tilgang i kælderen, som klæder Catarratto-druen, der ellers er mest kendt fra Marsala, Salaparuta og som gæst i Etna Bianco. Druerne til Ambras 2019 blev høstet ved håndkraft midt i august og spontangæret på ståltanke med seks dages skindkontakt og syv måneders modning på gærresterne. Flasket ufiltreret og med kun en snert sulfitter.

Flaske: Ambras 2019
Vinhus: Francesca Barracco
Område: Sicilien
Land: Italien
Druesort: Catarratto
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
seks dages skindkontakt
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 200,-

Comment