Viewing entries tagged
Simply Grapes

Comment

Rogovila Zelen 2022

Saftiggrønne sager fra Slovenien, Vipava-dalens charmerende Zelen, en lokal sort, som dufter og smager som man må forestille sig forår og spæd sommer i den smukke dal. Det er David Bratož, der fra sit lille vineri Rogovila frembringer de læskende, livlige dråber, der dufter mildt af nyslået græs, sommereng og køkkenhave, og smager sødt af grønne pærer, en smule netmelon og sikkert et glas mere. Ligefrem, blødt saftig, lige tilpas syrlig og sært vanedannende.

Flaske: Zelen 2022
Vinhus: Rogovila
Område: Vipavska Dolina
Land: Slovenien
Druesort: Zelen
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Rogovila Pinela 2022

Sjældenheden Pinela i orange rober, en lækkerbidsken fra   David Bratožs lille gård Rogovila  i Sloveniens charmerende Vipava-dal. Saftig og samtidigt seriøst struktureret med en rig smag af fersken, abrikos, kakifrugt og ananaskirsebær, læskende og mættende med en mild bitternote. Storslåede sager i ganske små mængder!

Pinela er en sjælden slovensk druesort, som er kendt for sin strågule farve, subtile duft og smag, forfriskende syre og moderate alkohol. De macererede versioner har typisk en rigere tekstur og mørkere frugtnoter. Den foretrækker skråninger og højtliggende dyrkningssteder, da den er følsom over for fugtighed på grund af dens ret tynde skind, der gør den skrøbelig i forhold til både botrytis og råd. Den føler sig især hjemme omkring Ajdovščina, og den nærliggende landsby Planina er vært for den årlige fest Druženje s Pinelo, Socialising with Pinela. Sorten menes i at være nært beslægtet hvis ikke ligefrem identisk med den friulanske/venetianske Pinella, som ser ud til at være en krydsning af Gouais (Heunisch) og en endnu ukendt anden sort.

Flaske: Pinela 2022
Vinhus: Rogovila
Område: Vipavska Dolina
Land: Slovenien
Druesort: Pinela
Jordbund: Kalkholdig flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre ugers skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Keltis Sivi Pinot 2019

Sig Sivi til din Grigio, så gider man godt fejre National Pinot Grigio Day, især når Miha Kelhar fra Keltis har gjort sig umagen med at macerere druerne en god uges tid og modne vinen godt et år på gamle fade. Flintet næse med frisk rød bærfrugt, som følger trop på tungen, fuldmodne hindbær med rød grape, krydderurter og et strejf af søde krydderier. Godt greb og forfriskende flow. Miha følger i sin far Marijans fodspor og fortsætter dermed 250 års familiehistorie med vinavl ved den lille landsby Bizeljsko i Štajerska i det østlige Slovenien tæt på grænsen til Kroatien.

Flaske: Sivi Pinot 2019
Vinhus: Keltis
Område: Posavje
Land: Slovenien
Druesort: Pinot Gris
Jordbund: Ler, skifer, sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Odinstal Riesling Muschelkalk 2019

Riesling med karakter af kalksten, fremragende fremkaldt af Andreas Schumann på det eneste ene Odinstal i Pfalz. Næsen er frisk, flintet og mildt røget med noter af grapefrugtskal, moden lime og et let strejf dieseldampe. I munden er den sprød og stoflig, med en fint kalket mineralitet, mundvands-fremkaldende syre og masser af saftig citrus og stenfrugt. En livlig Riesling med både blødhed og dybde. Muschelkalk er en af tre terroir- og jordbunds-specifikke aftapninger fra Odinstal, de andre to er fra henholdsvis basalt og buntsandstein. Alle dyrkes de biodynamisk og vinificeres på så minimalistisk sæt og vis, som man dømmer muligt; og det bliver altid spændende vin. Læs om brodervinen Basalt her.

Flaske: Riesling Muschelkalk 2019
Vinhus: Odinstal
Område: Pfalz
Land: Tyskland
Druesort: Riesling
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Vinas Mora Barbba 2021

Barbba er Vinas Moras hyldest til de gamle knarke omkring Primošten, som stædigt har holdt fast i at dyrke de gamle lokale sorter på de utaknemmeligt stenede vinmarker på skråningerne ned mod Adriaterhavet. Dér mestrer de ikke blot Babić, det her er det nordlige Dalmatien kondenseret på flaske, en co-fermentering af de blå sorter Plavina og Lasina og de grønne Maraština og Debit. Støvet men strålende rød som en uslebet rubin, saftig og frugtig og glødende, som skabt til at drikke nu, hvor dagene igen har halet ind på nætterne. Rødmende fersken, modne sommerbær, mild syre, små strøg af støvede tanniner og en let jordet, urtet krydring, anis, hibiscus, rabarber, granatæble og tørrede tranebær. Vindbidt og alligevel mild, den gamle mand og havet; og når forårssolen skinner, bliver han ung.

Flaske: Barbba 2021
Vinhus: Vinas Mora
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesorter: Plavina, Lasina,
Maraština, Debit
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Glasfibertanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11,5%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Kolfok Intra! The Wild Rosé 2021

Elskelige rødmende dråber fra Stefan Wellanschitz, svaler som sommerregn og forsvinder som dug for solen… Kolfok er burgenlandsk dialekt for en enegænger, en person som bevidst går mod strømmen; og Stefan Wellanschitz går stilsikkert sine egne veje. Han er slået ind på en ny kurs, der har ledt ham ned ad gamle stier, med skarpt fokus på Mittelburgenlands så godt som glemte tradition for hvidvine på Welschriesling og Grüner Veltliner og desuden denne sarte aftapning af Blaufränkisch. Serien Intra! the Wild byder på vine med intracellulær fermentering (maceration carbonique) og modning på store, østrigske træfade, ufiltrerede og uden sulfitter. Det her er seriøs rosé med saftige skovbærfrugt, spændstig syre, dunet stof og urtet krydring.

Flaske: Intra! The Wild Rosé 2021
Vinhus: Kolfok
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
delvist kulsyregæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Simply Grapes
Pris: cirka 200,-

Comment