Viewing entries tagged
Schmecke das Leben

Comment

Weingut Werlitsch Ex Vero II 2018

Stringent, seriøst og svimlende, en smule som Le Mont Damné fra Dagueneau eller Le Clos fra Raveneau — men vi er “kun” i østrigske Steiermark, som ikke når Sancerre eller Chablis til sokkeholderne, skal man tro den vedtagne visdom. Det synes der ikke at være nogen, der har fortalt Ewald og Brigitte Tscheppe fra Weingut Werlitsch, for de laver vine med en sjælden stedsans, nerve og dybde, der ikke lader meget tilbage at ønske. De dyrker deres vinstokke biodynamisk og vinificerer druerne minimalistisk for at lade terroiret træde tydeligst frem; og for at få alle aspekter af opok-jorden på deres topmark med, laves vinen af såvel Sauvignon som Morillon, det lokale navn for Chardonnay. Ex Vero kommer i tre trin, det andet fra det mellemste stykke af den sydvendte skråning og finder en flot balance mellem frugt og mineralitet. 2018 er endnu ung men emmer af grønne æbler, grønne reineclauder, grapefrugt og guava, syren er sprød og stram og flankeret af en salt mineralitet. En opstrammer, en oplagt madvin, en investing til kælderen, Ex Vero er ganske enkelt eminent.

Weingut Werlitsch Ex Vero II 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ex Vero II 2018
Vinhus: Werlitsch
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 295,-

Comment

Comment

Andreas Tscheppe Salamander 2019

En lækkerbidsken af en Chardonnay fra det sydligste Steiermark, stringent, mineralsk og subtilt kompleks. Andreas Tscheppe laver mesterlige vine med liv, stedsans og punktlighed, og hans Chardonnay fra Czamillonberg og Krepskogel er ingen undtagelse. Endnu ung med fint flintet næse, frisk hvid ferskenfrugt, en spændstig syre og små strejf af ferskensten, mandler, pistacier, røg. Druerne dyrkes biodynamisk, og vinifikationen er naturligvis minimalistisk: Spontangæring og lagring på små og store træfade, ingen klaring, filtrering eller tilsætning af sulfitter; men det er snorlige og superrent. En vin, der gerne vil gemmes, hvis man da ikke falder for fristesen til at forfriske sig nu.

Flaske: Salamander 2019
Vinhus: Andreas Tscheppe
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkmergel, glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 325,-

Comment

Comment

Maria & Sepp Muster Opok 2017

Solopgang over Südsteiermarks opok (et lokalt navn for kalkholdig mergel) og alt godt fra haven (de lokale favoritter Sauvignon, Morillon, Muskateller og Welschriesling). Morgendug, forårsbrise, sprøde grønne æbler og pærer, sirlig syre, grønne druer, grapefrugt og flint, en let forfriskning, der kvikker op. Biodynamisk dyrket og minimalistisk vinificeret efter Sepp og Maria Musters filosof: Mere og mere af mindre og mindre.

Kunstneren bag etikken ‘Horizonte’ er nu afdøde Beppo Pliem, en god ven af huset.

Maria & Sepp Muster Opok 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Opok 2017
Vinhus: Weingut Muster
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Welschriesling,
Muskateller, Morillon, Sauvignon
Jordbund: Kalkholdig mergel, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 175,-

Comment

Comment

Andreas Tscheppe Hirschkäfer 2015

Eghjorten er egentlig uddød i Danmark men for få år siden genudsat og ellers at finde på en flaske Hirschkäfer fra Andreas Tscheppe— en sjælden og vild vin, som forfører med sin glødende ravfarve og umiskendeligt orange duft af abrikos og sveske og en vegetalsk dybde— rodfrugter, fermenteret kål og muldjord. Smagen er pikant med syrlig ferskensten, tørret abrikos og sofrito, karamelliserede løg, mørk rom, ædeltræ og et strejf røg. Rund og blød med fine tanniner og en flot integreret syre. Druerne er Sauvignon og Chardonnay, dyrket på den sydvestvendte skråning Czamillonberg, og gæret med skallerne i to uger for så at overvintre i et nedgravet fad! Det underjordiske ophold oplader den efter sigende med en overjordisk energi. Livskraftigt smager det i al fald.

Andreas Tscheppe Hirschkäfer Erdfass 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Hirschkäfer 2015
Vinhus: Andreas Tscheppe
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers maceration
Lagring: Små træfade, nedgravede
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 395,-

Comment

Comment

Strohmeier Kristall Weiss No 1

Franz og Christine Strohmeier viste tæft i vinkælderen, da vejret viste tænder i 2016. Foråret bød på frost og efteråret på hagl, men indimellem modnede solen de druer, der sammen skulle blive til Kristall, en overraskende heldig udgang på genvordighederne: Sprød og saftig med moden citron og lime i duet, stilfærdigt akkompagneret af kærnemælk, noget røget og et grønt svirp af hyldeblomst. Uklaret og ufiltreret, minimalt med sulfit ved flaskning.

Strohmeier Kristall Weiss 1 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Kristall Weiss No 1
Vinhus: Strohmeier
Område: Steiermark
Land: Østrig
Druesorter: Weissburgunder,
Chardonnay, Sauvignon Blanc
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 245,-

Comment

Comment

Sepp & Maria Muster Sgaminegg 2013

Man når ikke højere i Sepp og Maria Musters sortiment end Sgaminegg, der ligeledes stammer fra deres højest beliggende mark, en i over 400 meters højde stejl sydvendt skråning på stenet, kalkholdig mergel; og vinen er fantastisk! Mineralsk og modent frugtig med en livgivende syre — og så bladrer den tænksomt gennem et aromatisk leksikon af flint, ristede græskarkerner, peanuts, citrusskal, ferskenlambic, abrikoser, passionsfrugt og urtesalt. Reduktiv og har brug for luft for at folde alt ud, hvad den har at give af. Længe leve!


Muster Sgaminegg 2013 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Sgaminegg 2013
Vinhus: Weingut Muster
Område: Südsteiermark
Land: Østrig
Druesorter: Sauvignon Blanc, Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store egetræsfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 395,-

Comment