Viewing entries tagged
Sankt Laurent

Comment

Punkista Vavřinec Brut 2018

Punk’s not dead! Der er liv og glade dage, luftig skum med blid brus, knitrende bobler, frisk syre og rødmende frugt i Punkistas Vavřinec 2018: Røde æbler, hindbær, tyttebær, morbær, milde honning-, brød- og gærnoter, veltøjlet vildskab. Vavřinec er i virkeligheden Sankt Laurent, som vi kender fra Østrig, og bag navnet Punkista gemmer sig Robert Osička, søn af selveste Jaroslav Osička, som er frontløber for økologisk vinavl og naturlig vinifikation i Tjekkiet. Robert holder ligeledes til i Velké Bílovice i Morava, hvorfra han fremstiller fremragende mousserende vine af traditionelle sorter efter méthode traditionelle. 30 måneders modning med gæren, flasket uklaret og ufiltreret med total sulfit på kun 18 mg/l.

Flaske: Vavřinec 2018
Vinhus: Punkista
Område: Morava
Land: Tjekkiet
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Løss og lehm
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 11%
Importør: Sæsonmelier
Pris: 279,-

Comment

Comment

Heinrich Oh when the Saints Pet Nat 2021

Oh when the saints go marching in… Bemeldte helgener er Sankt Laurent druer, dyrket biodynamisk på marken Rosenberg på Leithaberg af Gernot og Heike Heinrich, som altid sprudler af idéer; så idéen at bruge den mørke men tyndskallede Sankt Laurent til en blanc de noirs pet nat lå lige for— og den er flot lavet. Håndhøstet først i september, direkte presning af hele klaser, kølig spontan gæring på ståltanke og flaskning efter godt tre uger og færdiggæret på flaske, degorgeret i marts. 6,3 gram syre versus 7,9 gram restsødme og 11 procent alkohol. Fin og luftig skum, flot syre og mild restsødme, med aromatisk rød bærfrugt og blodappelsin, noter af hvid te, vådt hø og hævende fuldkornshvedebrød. En sommerlig improvisation, god pet nat er en kunstform. Det er den svenske saxofonist Mats Gustafsson, som i den østrigske billedkunstner Olaf Ostens gengivelse slår sig løs på etiketten.

Flaske: Oh when the Saints 2021
Vinhus: Heinrich
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Kapsel
Alkohol: 11%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Johannes Trapl Uni6 2019

Seriøs østrigsk rosé til alle uanset kønsidentitet. Uni6 spankulerer et spændende sted i grænselandet mellem en mørk rosé, en lys rød og en pet nat— med en sprød og let prikkende saft af hindbær, kirsebær og granatæble og fine noter af viol, ruskind og krydderier. Kækt møde mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Druer, hænder, fødder og fade, mere skal der ikke til for at lave god vin ifølge Johannes Trapl, som tror på enkelhed som kongevejen til kulinarisk og terroirtro vin. Efter han overtog familiens vinhus i Stixneusiedl i Carnuntum i 2000 har Hannes omlagt til først økologisk og siden biodynamisk drift og er gået mere og mere i retning af at bruge mindre og mindre sulfit og andet skidt— til glæde for ganen og den ganske natur.

Flaske: Uni6 2019
Vinhus: Johannes Trapl
Område: Carnuntum
Land: Østrig
Druesorter: Blaufränkisch,
Sankt Laurent
Jordbund: Løss, lehm, grus, kalksten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 10,5%
Importør: Cru Vin
Pris: cirka 150,-
(ikke p.t. i sortiment)

Comment

Comment

Weninger Rózsa Petsovits 2019

Rózsa Petsovits er Franz Weningers hyldest til sin bedstemor— født i Horitschon i 1921 kort før byen og Burgenland blev en del af den østrigske republik senere samme år. Vinen krydser også grænser, den er stukket sammen af Syrah fra Sopron i Ungarn og Sankt Laurent og Pinot Noir fra Mittelburgenland i Østrig, gæret og lagret otte måneder sur lie i store træfade, flasket ufiltreret og med kun 10 mg sulfit pr. liter— og det er et mix, der spiller max. Modne mirabeller, ribs og rabarber, det minder om noget, ens bedstemor kunne nikke genkendende til, syrlig saft med urter, hø, eng og kælder, livet på landet og bedre tider…

Læs nærmere om familiens ungarske aner og aktiviterer her.

Weninger Rózsa Petsovits 2019 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Rózsa Petsovits 2019
Vinhus: Weninger
Område: Sopron, Burgenland
Land: Ungarn, Østrig
Druesorter: Syrah, Sankt Laurent, Pinot Noir
Jordbund: Gnejs, kalksten, lehm
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Österreich Vin
Pris: 150,-

Comment

Comment

Heinrich St. Laurent Rosenberg 2015

Spændende St. Laurent fra Gernot og Heike Heinrich. Forførende duft af violer, skovbund, vådt mos og brønd. Rund, saftig kirsebærfrugt, frisk syre og fint afrundede tanniner. Lang eftersmag med blommesten, skovmærke og alle mulige små græssede og urtede strejf. Først en smule reduktiv og rustik men så raffineret og charmerende som få. Rosenberg er en østvendt skråning langs Leithaberg, rig på glimmerskifer. Høstet i september, presset på kurvepresse, gæret med tre ugers skindkontakt, halvandet års lagring på 500-liters egetræsfade.

Heinrich St Laurent Ried Rosenberg 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Rosenberg 2015
Vinhus: Weingut Heinrich
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Glasprop
Alkohol: 12%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 175,-

Comment

Comment

Andert Josef St. Laurent Reserve 2011

Kirsebærrene bugner i Josef Anderts overraskende gode St. Laurent Reserve, en frugtig rødvin med et års lagring på barriques. Liflig duft af violer, skovbær, kirsebær og et pust røg og så en fyldig mundfuld modne kirsebær, amarena og karamel. Saftspændt, frisk syre, fløjlsbløde tanniner, ret tør, bliver hængende i munden længe. Et godt køb, Sankt Laurent skal der til.

Andert Josef St Laurent Reserve 2011 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: St. Laurent Reserve 2011
Vinhus: Andert Josef
Område: Burgenland
Land: Østrig
Druesort: Sankt Laurent
Jordbund: Løss, lehm, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Små træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: XX%
Importør: Skjold Burne
Pris: 109,-

Comment