Viewing entries tagged
Roxanich

Comment

Roxanich Zara 5/6 2011

Et orange overflødighedshorn fra Roxanich. Sorelle-serien har Mladen Rožanić dedikeret til sine seks døtre, hvoraf Zara er den femte, og det er ifølge ham en vin med al en yngre søsters præstationstrang og ubegrænsede virkelyst men også en udviklingshistorie om modning og fordybelse. Druerne stammer fra marken Bačva ved Višnjan på det vestlige Istrien, og det er en blandet beplantning med syv forskellige sorter, som modtager 65 dages skindkontakt og derefter modnes 116 måneder på fad og før flaskning— høstet den 4. september 2011 og først flasket den 23. august 2021, ufiltreret og ved aftagende måne selvfølgelig. Som sådan følger den i fodsporene på Mladens tidligere aftapning Ines u bijelom, men den virker mørkere og mere modnet. Den folder sig ud som mangefacetteret orangevin med spraglet frugt, fløjlet mundfølelse, fine oxidative noter og en stille overflod af smagsnuancer: Fersken, tørrede aprikoser, kandiseret appelsinskal, gari og umeboshi, harpiks, pinjekerner og saltede mandler. Madvin og meditationsvin.

Flaske: Zara 2011
Vinhus: Roxanich
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesorter: Sauvignon, Pinot Blanc,
Pinot Gris, Vermentino, Glera,
Friulano, Graševina
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade, små krukker
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Pelican Wines
Pris: 325,-

Comment

Comment

Roxanich Lara 1/6 2016

Temperament og tålmod: Malvazija med lang skindkontakt og lang lagring, og giver man den god tid, giver det alt sammen mening. Istriske Mladen Rožanič lefler ikke for publikum, han har sin egen smag og sine meningers mod, og de sætter sig igennem i hans vin— her i opkaldt efter hans ældste datter Lara; og lad det være sagt med det samme, den kryber langsom under huden på en. Glødende ravgylden i glasset og først en smule svampet og kældret i snuden; men så åbner den for dybere dufte af honningtavle, eksotiske frugter og oxidative nøddenoter. I smagen går det stille og roligt løs med mango, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, Middelhavsurter og strejf af Campari og Amontillado sherry. Sært saftig og samtidigt særdeles tør, svingende syre og smidige tanniner, meget stimulerende mundfølelse og masser af stof at fordybe sig i. Spændende, spændende, siger næsten sig selv med to måneders maceration og syv års fadlagring. Høstet 12. september 2016 og flasket 7. februar 2024. Madvin og meditationsvin, kan med fordel dekanteres.

Flaske: Lara 2016
Vinhus: Roxanich
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to måneders skindkontakt
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Pelican Wines
Pris: 300,-

Comment

Comment

Roxanich Malvazijica Prve Ruže 2017

Roxanich Malvazijica, en lille Malvazija i storform: Saftig, læskende hvidvin med akacieduft, moden honningmelon og abrikos i smagen samt en sjælden blødme, sarthed og et snert af salt. Lav syre men særdeles frisk. Mladen Rožanić har vinhus for foden af byen Motovun midt på halvøen Istrien i det nordvestlige Kroatien. Med biodynamisk dyrkede druer og langsommelig vinifikation frembringer han balancerede og karakterfulde vine. Kontrasten til Malvazijica er den monumentale Antica med fem måneders maceration.

Roxanich Malvazijica 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Malvazijica 2017
Vinhus: Roxanich
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Rød ler, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 100,-

Comment