Viewing entries tagged
Quinta da Aveleda

Comment

Aveleda Solos de Granito Alvarinho 2021

Sommervin fra glitrende granit! Grønne æbler, lime, modne ferskner og små strejf af hindbær og roser. Syren er livlig men mild og teksturen finmasket, komplet modsat den hårde og grove granit, som vinstokkene står rodfæstet i. Vinho Verdes jordbund er præget af to forskellige stentyper, den magmatiske granit og den metamorfe skifer, hver for sig udforsket via Alvarinho i Aveledas terroir-fokuserede Solos serie. Aveleda er Vinho Verdes suverænt største producent med en produktion opdelt i flere linjer, fra det simple og masse-producerede til mere seriøse og terroir-fokuserede, og samtidigt arbejder de målrettet med bæredygtig omstilling. Solos de Granito er terroir-vin selekteret fra de granitholdige jorde— forholdsvist sure og næringsfattige— håndhøstet, nænsomt presset og koldgæret på ståltanke med modning på gærresterne i ni måneder. Vinho Verdes andet pedologiske ansigt, skifer, udforskes i den komplementære Solos de Xisto, som er mere floral og eksotisk frugtkrydret.

Flaske: Solos de Granito 2021
Vinhus: Aveleda
Område: Vinho Verde
Land: Portugal
Druesort: Alvarinho
Jordbund: Sand og granit
Dyrkningsform: Bæredygtigt
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Pris: cirka 100,-

Comment

Comment

Aveleda Fonte Vinho Verde Branco 2022

Fonte er et kildevæld af superklassisk Vinho Verde med moderne vinifikation: De fire lokale sorter Loureiro, Trajadura, Arinto og Fernão Pires høstes om natten og gæres køligt på ståltanke, således at den friske frugt får frit spil. Fin lille kulsyrespritz i glasset, og så er der ellers saftig pære, sødmefuld lime, græs og grønne vingummibamser samt en smule salt at spore. Charmerende og med forbilledlig lav alkohol på 9,5% og en herligt citrusfrisk syre på 6,5 g/l samt 15 gram restsukker til at balancere sagerne, fornemmes forholdsvist tør. Rigtigt fin og karakteristisk vin til prisen, som terrassevin, til salater og lette, lyse fiske- og skaldyrsretter.

Vinho Verde i det nordligste Portugal er et prægtigt område med stort potentiale, men det plages blandt andet af gamle fordomme, som står i vejen for den gode vine. Aveleda er områdets suverænt største producent med en produktion opdelt i flere linjer, fra det simple og masse-producerede til mere seriøse og terroir-fokuserede. Samtidigt arbejder man målrettet med bæredygtig omstilling, og en del af markerne dyrkes endda økologisk— længe et særsyn i det vandrige mikroklima, men forandring fryder, og store producenter kan gøre en reel forskel.

Flaske: Fonte 2022
Vinhus: Aveleda
Område: Vinho Verde
Land: Portugal
Druesorter: Loureiro, Trajadura,
Arinto, Fernão Pires
Jordbund: Sand og granit
Dyrkningsform: Bæredygtigt
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 9,5%
Forhandlere: f.eks. Netto
Pris: 50,-

Comment