Viewing entries tagged
Lille Danmark

Comment

Stokkebye Vingård Liva 2022

Stokkebyes fadlagrede Solaris Liva er spændende at følge år for år. Den særdeles flotte årgang 2022 er fuld af funklende gylden frugt, gule stikkelsbær, ananas, abrikoser og mango, delikat krydret af saftigt græs, nælder og friske, grønne urter og rundet af med kandiseret citrus, syrnet smør og pistacie. Sagte intensitet, sart syrlighed og en særegen kølig spænding, som spiller livligt i munden. Stilistisk vækker den mig mindelser om en mild Sauvignon fra Südsteiermark, og det er ment som et kompliment af de større; og så er den i øvrigt at finde på kortet hos Michelin-restauranten L’Atelier de Joël Robouchon i Paris.

Sommeren var klassisk dansk men til den solrigere, varmere og tørrere side, dog med regnvåde indslag undervejs. Det hele smages i den saftige, fyldige frugt, som for en lille dels vedkommende var angrebet af botrytis. Økologisk dyrkede druer fra marker plantet 2009 og 2015, høstet ved håndkraft, spontangæret og lagret på franske barriques og flasket ufiltreret.

Flaske: Liva 2022
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: 269,-

Comment

Comment

Lindely Vingård Solnedgang Ros..é 2020

Solnedgang er en sommerlig rosé på sorterne Rondo, vores mest udbredte blå druesort, samt Cabernet Cortis, som er tiltagende i betydning. Begge sorter giver mørkerøde rødvine, men egner sig øjensynlig også til de lettere, lysere nuancer. Frisk men fyldig stil, rummer både sommersolens sukkersøde fylde og sommernattens kølige brise. Blomstret og krydret duft med nærmest moskusagtige noter. Frisk syre og rund fylde i munden, meget modne røde bær i eftersmagen, nærmest sensommerlig skumring.

Flaske: Solnedgang 2020
Vinhus: Lindely Vingård
Område: Jylland
Land: Danmark
Druesorter: Rondo,
Cabernet Cortis
Jordbund: Ler, sand, muld
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11,5%
Pris: 149,-

Comment

Comment

Lindely Vingård Nordlys H..vid 2020

Der er grøde i dansk vin for tiden, og år for år forbedres kvaliteten. Nordlys er en sand forårsbebuder fra Lindely Vingård ved Kolding, en af vores største og ældste vingårde. Vinen er stukket sammen af druesorterne Solaris, Mertzling og Johanitter, tre af de særligt egnede til dyrkning i vort kølige nordiske kystklima med lange sommerdage og nætter. Dem fornemmer man i både duft og smag, som er sprød, syrefrisk og fuld af grønne æbler og stikkelsbær, med noter af nyslagen eng, krydrede gærnoter og et lille bitter bid fra rønnebær.

Flaske: Nordlys 2020
Vinhus: Lindely Vingård
Område: Jylland
Land: Danmark
Druesorter: Solaris,
Mertzling, Johanitter
Jordbund: Ler, sand, muld
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltank
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 11,5%
Pris: 149,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Stella Mary Pinot Noir Brut Nature 2018

Smuk satsning på lang lagring. Stokkebye Vingård har gjort kometkarriere med deres mousserende vin på Pinot Noir siden debuten i 2017. Flaskerne lå de første år sur lie i kun godt ni måneder, først og fremmest for at kunne frigive noget af den ganske lille produktion. Men familien har i mellemtiden udvidet beplantningerne med Pinot Noir, og fremover kan vi forvente længere lagring og endnu fornemmere bobler som i denne Stella Mary fra de 15% af flaskerne fra 2018, som fik lov at ligge til længere lagring. Det er 100% Pinot Noir, økologisk dyrket og gæret og modnet 50/50 på ståltanke/egetræsfade før andengæring på flaske. 21 måneder med gærresterne i flasken før degorgering den 6. juni i år, frigivet den 1. oktober og simpelthen allerede udsolgt! Men tænk jer til små, fine bobler, en frisk, frugtig smag, ret rund og cremet tekstur med god syre og mild bitterhed. Jordbær, kirsebær, rødmende ferskner, friskbagt brød og strejf af ristede nødder, karamel og eg. Det lover godt for fremtiden!

Flaske: Stella Mary 2018
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
anden gæring på flaske
Lagring: Ståltanke, træfade, flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 495,-

Comment

Comment

Stokkebye Vingård Liva 2019

De har gjort det igen! Fynske familien Stokkebyes flotte Solaris Liva står stærkt i årgang 2019. Denne gang er hele molevitten lagret på fade, og det kan smages, men fadet er fornemt integreret med frugten og den syngende syre — som funklende sol gennem grønne blade, der vejrer i vinden: Grønne æbler, sødmefuld lime, en smule sydfrugter og små strejf af hyldetræ, harpiks og karamel, med et saftigt flow og i flot balance. Liva er Solaris fra stokke plantet i 2009 og 2015, økologisk dyrket, spontangæret og fadlagret 11 måneder på fade fra Domaine de Chevalier. Det bedste af den danske sommer, Midsommervisen som drik!

Flaske: Liva 2019
Vinhus: Stokkebye Vingård
Område: Fyn
Land: Danmark
Druesort: Solaris
Jordbund: Kalkholdig ler og sand
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Pris: 235,-

Comment