Viewing entries tagged
Grower Champagne

Comment

Champagne Barrat-Masson Fleur de Craie Brut Nature 2018

Kridt i fuldt flor, ren og klar Chardonnay fra Loïc Barrat og Aurélie Masson i Côte de Sezanne. Der er fine bobler på spring, citrisk sprød syre og samtidigt en flot fylde, dybde og kompleksitet, så man løftes til det høje d og langsomt daler til klangfuld c. Knastør, syrefrisk og mineralsk med klare toner af blomstrende æbletræer, frisk citrus og saltsyltede citroner, friskkværnet smør og ristede mandler, meget appetitvækkende. Vi taler økologisk dyrket Chardonnay fra godt 40 år gamle stokke på Côte de Sezannes sydvendte og særdeles kalkholdige skråninger; gæret på ståltanke og modnet ni måneder med gærresterne før tirage, til dels på gamle egetræsfade; og mere end to år med gæren på flaske før degorgering, ingen dosage.

Flaske: Fleur de Craie 2018
Vinhus: Barrat-Masson
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Grower Champagne
Pris: 395,-

Comment

Comment

Champagne Barrat-Masson Les Margannes Brut Nature 2017

Forrygende bobler fra parret Loïc Barrat og Aurélie Masson i Côte de Sezanne med en for området og producenten karakteristisk afvejning af flyvende friskhed og fornem fylde! Vi taler ren Chardonnay fra økologisk dyrkede vinstokke, der er på den pæne side af 40 og derfor dybt rodfæstet i de kalkholdige jorde ved Bethon og Villenauxe-la-Grande i Côte de Sezanne. Skummer over af knitrede sprøde bobler og syrlig friskhed og falder så til ro på runde, cremede og krydrede noter — fra moden citron over lemon curd og syrnet smør til kandiserede violer, karamel, mørkt rørsukker og kanel. Basevinen er gæret dels på ståltanke, dels på brugte barriques og modnet ni måneder på gærresterne inden anden gæring og gode tre års flaskelagring før degorgering à la volée og sans dosage.

Flaske: Les Margannes 2017
Vinhus: Barrat-Masson
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkholdig ler og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Store træfade og flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Grower Champagne
Pris: 495,-

Comment

Comment

Elise Deschannes Essentielle 2019

De fineste sprøde bobler, frisk og frejdig syre og en mageløst moden frugtfylde med røde æbler, kvæder, hyben, et hint bergamot samt fugtig skovbund. Spændende og kompleks Champagne af meget høj klasse! Elise Dechannes er af udøvende Champagne-slægt men slog sig først ned som selvstændig vinbonde og champagnemager i 2008 efter først at have gjort karriere i bankverdenen. Hjemstavnen er Les Riceys i det sydligste Champagne, en højborg for Pinot Noir, og hun  fremstiller den lokale tradition tro også den stille Rosé des Riceys. Elise har lagt om til økologisk og biodynamisk vinbrug og arbejder både omhyggeligt og afsøgende i kælderen, f.eks. med såvel ståltanke som fade og amforaer og altid med lav sulfit og lav dosage. Essentielle skærer hendes virke ind til benet, det er ren Pinot Noir vinificeret som hvid og helt uden dosage.

Flaske: Essentielle 2019
Vinhus: Elise Deschannes
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Grower Champagne
Pris: 450,-

Comment

Comment

Champagne Nicolas Maillart Montchenot 2016

Forunderligt frugtig Champagne, som skummer over af roser, røde æbler, rabarber, rød grapefrugt, ristede hasselnødder og nybagt rugbrød. Fineste bobler, hvirvlende syre, salt mineralitet, elegance og balance. Nicolas Maillart er niende generation på sin families vingård i Ecueil med besiddelser udelukkende på premier og grand crus i Montagne de Reims og stor andel Pinot Noir. Montchenot kommer fra en parcel ved Villers Allerand med kalkholdig ler- og sandjord. 85% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier, halvt om halvt gæret på ståltanke og træfade, spontant men uden malolaktisk gæring. Otte måneders modning med gærresterne før blend og tirage, basen er 80% årgang 2016 og 20% reservevin fra 2015. Degorgeret i februar 2020, 4 g/l dosage; men de tekniske detaljer yder den ingenlunde retfærdighed, det her er en poetisk komposition til gane såvel som hjerte.

Flaske: Montchenot 2016
Vinhus: Nicolas Montchenot
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesorter: Pinot Noir, Pinot Meunier
Jordbund: Kalkholdigt ler og sand
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Grower Champagne
Pris: 450,-

Comment