Viewing entries tagged
Grand Cru

Comment

Marc Kreydenweiss Wiebelsberg 2020

Sublim Riesling fra Wiebelsberg ved Andlau i Alsace, Antoine Kreydenweiss kyndige fortolkning af Wiebelsbergs karakteristiske grès des Vosges, stenet, slank og elegant saft med stor intensitet og vild syre. Wiebelsberg er en sydvendt skråning i 230-300 meters højde, et solbeskinnet bakkefald på forvitret rød sandsten og sand, som i den varme og tørre årgang 2020 frembragte sunde og fuldmodne Riesling druer— gennem årtier dyrket med biodynamisk og stilsikkert vinificeret efter den gamle skole: Langsom presning af hele klaser,  spontangæring og malolaktisk gæring på store, gamle egetræsfade og modning godt to år på gærresterne før flaskning. Det er Alsace Riesling af en anden verden og alligevel nede på jorden som få andre. Æterisk duft, luftig og let røget med løfter om gylden stenfrugt; som mere end indfries I smagen, en spændstig mundfuld gule blommer, ferskner, abrikoser og kvæder, mild og moden frugtsødme (5,4 g/l) og en sprød og sprælsk syre (10,4 g/l), et pikant salt svirp og umeboshi-agtige umaminoter at tone ud på. Terroir på syre!

Flaske: Wiebelsberg 2020
Vinhus: Marc Kreydenweiss
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sandsten og sand
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Erik Sørensen Vin
Pris: 550,-

Comment

Comment

Domaine Marc Kreydenweiss Kastelberg Grand Cru 2019

Karakteristisk anderledes Alsace Riesling fra Kreydenweiss, et studie I sort skifer fra Kastelberg, som næsten sender sansningerne helt til Mosel med sin modne, sursøde frugt og flintede, røgede krydring. Kreydenweiss har huse I Andlau, som befinder sig lige I Alsaces geologiske orkanøje med mangfoldige jordbundstyper og tre vidt forskellige Grand Cru marker, som Marc og sønnen Antoine fortsat fortolker med eminent egenart. Kastelberg troner direkte over Andlau på en stejl, sydøstvendt skråning på forvitret sort skifer (schiste de Steige), som samler varme og desuden giver vinstokkene mulighed for at udvikle vidt forgrenede rodnet. I næsen først flintede, ristede, røgede noter, så fortættede men liflige stenfrugtaromaer. I munden er der en kompakt fylde af sursød frugt, lime, litchi, fersken og abrikos, med en snert af grønne urter og masser af søde krydderier. Næsten som en Mosel Spätlese Trocken. Intens og righoldig og stadig med et svirp af husets gammeldags mildt oxidative stil. Fra 50 år gamle vinstokke dyrket biodynamisk mere end tre årtier; langsom helklasepresning, spontan alkoholisk og malolaktisk gæring samt mere end to år på gæren i gamle foudres.

Flaske: Kastelberg 2019
Vinhus: Marc Kreydenweiss
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Sort skifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Erik Sørensen Vin
Pris: 625,-

Comment

Comment

Domaine Weinbach Riesling Schlossberg 2018

Rig og raffineret Riesling fra Alsaces største cru og nogle af områdets dygtigste og dydigste vinmagere. Duften åbner med en fin brise af hvide blomster, og i smagen springer der stille og roligt moden citrus, fersken og papaya frem, men først og fremmest slås man af den fløjlede fylde, milde stoflighed og smidige syrestruktur. Intens og sofistikeret saft med salt mineralitet i eftersmagen. 2018 var en vanvittigt varm årgang, hvilket afspejles en blidere syre og højere alkohol end vanligt, men balancen holder, sandsynligvis som følge af de mere end 60 år gamle stokkes store rodnet og den biodynamiske dyrkning. Familien Faller overtog Domaine Weinbach i 1898. De slog senere ind på biodynamisk dyrkning i 1998, modtog officielt Demeter-certifikation i 2005, og alle deres vine har været certificerede siden 2010. Huset ligger lige ved Schlossberg, Alsaces ældste og største Grand Cru, som strækker sig fra Kientzheim til Kaysersberg, hele 80 hektarer, hvoraf Weinbach besidder godt 8. Schlossbergs sydvendte, terrasserede skråninger hviler på ren granit og gnejs dækket af et tyndt lag sand. Et superbt terroir til tør Riesling med mineralsk nerve, og Cuvée Sainte Catherine er en sand klassiker.

Flaske: Riesling Schlossberg 2018
Vinhus: Domaine Weinbach
Område: Alsace
Land: Frankrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Granit, sand
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Philipson Wine
Pris: 540,-

Comment

Comment

Cave du Châtillon Petite Arvine Saillon Grand Cru 2019

Endnu et glædeligt gensyn med Valais’ vel nok vigtigste indfødte hvidvinsdrue, Petite Arvine, som har været dyrket i Valais, og stort set ingen andre steder, i hvert fald siden 1602. Den kan give vidunderligt eksotiske, urtede og mineralske hvidvine; men den kræver sydvendte stenterrasser med masser af sol, god vandforsyning og ikke for megen vind for at lykkes. Det får den ved Cave du Châtillon i grand cruen Saillon, som giver den spænding mellem salt mineralitet og frugtig fylde, som er så karakteristisk for sorten— pollen, moden citrus, grapefrugtskal, stenmel og salt.

Flaske: Saillon Grand Cru 2019
Vinhus: Cave du Châtillon
Område: Valais
Land: Schweiz
Druesort: Petite Arvine
Jordbund: Jordbund
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Pertois-Moriset Champagne Blanc de Blancs Grand Cru Les Quatre Terroirs

Vinterfrisk syre og brusende bobler med mandelagtig fylde og en righoldig aroma af grønne æbler, citrusskal og kamille. Frugten er 100% Chardonnay fra grand cru-markerne Le-Mesnil-sur-Oger (60%), Oger (20%), Cramant (10%) og Chouilly (10%), spontangæret uden malolaktisk gæring, modnet i ståltanke og på store træfade før andengæringen, tre års lagring før degorgement og tre gram dosage pr. liter. Stifterne Yves Pertois og Janine Morisets barnebarn Cécile driver i dag familiens vinhus videre med sin mand Vincent, og de satser på økologisk dyrkning og bæredygtige produktionsformer— og en relativt rig stil for Le Mesnil.

Champagne Pertois-Moriset Blanc de Blancs Grand Cru Les Quatre Terroirs Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Les Quatre Terroirs
Vinhus: Pertois-Moriset
Område: Champagne
Land: Frankrig
Druesort: Chardonnay
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke, store træfade, flaske
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12%
Importør: Vinpusheren
Pris: 385,-

Comment