Viewing entries tagged
Graševina Croatica

Comment

Krauthaker Pomale 2022

Læskende gyldne dråber fra Slavonien, god Graševina skal man aldrig gå af vejen for. Slavonien er måske mest berømt for sine egetræer, som leverer ved til piemontesernes og toscanernes foretrukne træfade; men den kroatiske region burde være lige så anerkendt for sin rige vinkultur, ikke mindst den lokale specialitet Graševina, som med germansk arrogance oftest kaldes Welschriesling. Vlado Krauthaker er en levende legende i den kroatiske vinbranche og en gudsbenådet fortolker Graševina fra marker rundt omkring den historiske by Kutjevo, eksempelvis Mitrovac, Pomale, Podgorje og Vidim. Pomale laves af lidt senere høstede druer fra en parcel på Mitrovac, og den har en mageløs balance mellem saftighed og frisk frugt på den ene side og moden fylde og rigt ekstrakt på den anden. Milde dufte af hvide blomster og gule æbler følges op af sprød syre og saftig frugt, gule æbler og solmodne abrikoser. Lækker mundfølelse og en fin balance mellem syre, sødme og delikate bitternoter, kamille, akaciehonning, æblekerneolie og marcipan, mineralske undertoner og vedholdende eftersmag.

Flaske: Pomale 2022
Vinhus: Krauthaker
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Forhandler: eks. Miva
Pris: cirka 125,-

Comment

Comment

Vinarija Kutjevo Graševina Vinkomir 2022

Saftig gul frugt er gennemgående tema, fra en liflig duft af eng og sommerblomster, gule æbler og friske abrikoser, til en læskende smag af gule mirabeller, abrikoser, ananaskirsebær og kvæder. Runder af med en delikat bitternote og en summende mineralitet. Vinkomir er en vinmark lige øst for byen Kutjevo i det centrale Slavonien, en blid skråning, som strækker sig ned fra udsigtspunktet Kapovac på den sydlige skråning af Krndija. Jordbunden er sandet lehm, og hele herligheden er omgivet af skov og skøn biodiversitet. 2022 er første enkeltmarksaftapning, og den emmer af sommer og afspejler flot den fredfyldte lille plet og områdets århundreder gamle traditioner.

Flaske: Vinkomir 2022
Vinhus: Vinarija Kutjevo
Område: Slavonien
Land: Kroatien
Druesort: Graševina
Jordbund: Gruset, sandet lehm
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 125,-

Comment