Viewing entries tagged
Friulano

Comment

Venica & Venica Friulano Primarûl 2022

Friulano på første klasse fra familien Venica i det allernordligste Collio, kommunen Dolegna del Collio lige på grænsen til Slovenien. Primarûl betyder den førstefødte på det lokale friulanske tungemål, og med den titel hylder de senere generationer Daniele Venica, som i 1930 grundlagde vinhuset. Friulano var hans første vin, dengang sorten stadig kaldtes Tocai; men navneskiftet til trods har vinen bevaret sin tydelige identitet, i Venicas udgave med tyggelig tekstur, hyggelig frugtsmag og en friskhed, som især må tilskrives det høje og skovklædte bakkeland og de kølige vinde, der kommer ned fra Alperne. Delikat aromatisk med noter af frisk stenfrugt og nyslået hø. Mild syre, sart stoflighed og fin fylde af friske frugter, pære, fersken og kiwi, med små strejf af friske urter og en let mandelagtig bitterhed, som er karakteristisk for sorten. Alsidig madvin! Venicas marker ligger blandt frugtplantager og skove, en mindre del er stadig plantet i det gamle blandede “promiscuo” system, der arbejdes efter økologiske og biodynamiske principper, og vinhuset deltager desuden i biodiversitet- og bæredygtigheds-projektet VIVA. Primarûl er udvalgt fra forskellige marker, druerne håndhøstet i slutningen af september, afstilket og koldt udblødt et halvt døgns tid før gæringen og modnet et halvt år på ståltanke.

Flaske: Primarûl 2022
Vinhus: Venica & Venica
Område: Friuli Venezia-Giulia
Land: Italien
Druesort: Friulano
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Bæredygtig
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Textur Vin
Pris: 200,-

Comment

Comment

Edi Keber Collio Bianco 2020

Forår, forandring i luften og fornyet livskraft. Far og søn Edi og Kristian Keber kastede Collios mangefold af sortsrene vine fra sig for snart mange år siden og fokuserede i stedet på ét eneste balanceret blend af lokale sorter som repræsentant for lokalt terroir og tradition— og tak for det, for deres Collio Bianco er en enestående autentisk og meget velsmagende vin. En velspillende trio af 70% Friulano, 15% Malvasia og 15% Ribolla, hvor hver spiller sin stemme perfekt og samtidigt smelter sammen til en harmonisk komposition— kyndigt dirigeret i kælderen med gæring på cementanke og modning på cement og til dels tonneaux. Betagende dyb duft, frisk og fast frugtsmag, spændstig syre, mineralsk summen og en mageløs mundfølelse… med grapefrugt, modne pærer og abrikoser og mindelser om multebær og hindbær. Druerne er dyrket økologisk og i omlægning til biodynamisk drift. Jordbunden er ponca, en flaget og mineralrig mergel, som præger de terrasserede skråninger ved Zegla ved Cormòns, kun et stenkast fra grænsen til Slovenien. Her har familien Keber huseret i mere end tre århundreder, og i dag står Kristian i front for familiehuset; og for et friskt skud ved Medana i den slovenske naboregion Brda, hvor han laver en absolut anbefalelsesværdig og en smule mere macereret udgave af blendet.

Flaske: Collio 2020
Vinhus: Edi Keber
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesorter: Friulano,
Malvasia Istriana, Ribolla Gialla
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret på cementtanke
Lagring: Cementtanke og store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Distinto
Pris: 299,-

Comment

Comment

Livon Collio Bianco Solarco 2018

Livons Solarco (“Solbuen”) er halvt frugtig Friulano og halvt rank Ribolla, gæret og modnet på ståltanke, halvdelen af Friulanoen på franske barriques. Skal det være saftspændt frugt med frisk syre og mild bitterhed, er det ikke helt af vejen… og på vejen er der plantet akacie og kamille, citrus og pakkede sydfrugter, stundom en smule mandel, kokos og vanille. Pæn intensitet og flot balance.

Livon Solarco 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Solarco 2018
Vinhus: Livon
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesorter: Friulano, Ribolla Gialla
Jordbund: Flysch, ler
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Dio Vino
Pris: 159,-

Comment

Comment

Reia Tolovaj 2016

Friulano, Sauvignonasse, Jakot, Tolovaj, kært barn har mange navne. Mange hedder også noget i retningen af Reia i Slovenien, men der er kun én Marko Reja i Brda: Reias Tolovaj har med to ugers skindkontakt og modning på akaciefade en fyldig og dyb eksotisk frugt og frisk syre, med mango, tørrede abrikoser og kandiseret orangeskal, akaciehonning og krydrede noter af fennikel- og bukkehornsfrø.

Reia Tolovaj 2016 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Tolovaj 2016
Vinhus: Kmetija Reia
Område: Goriska Brda
Land: Slovenien
Druesort: Friulano
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontamgæret,
to ugers skindkontakt
Lagring: Store akaciefade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 150,-

Comment

Comment

Paraschos Orange One 2012

En livlig og let tilnærmelig orangevin fra Friuli: Paraschos familien har græske aner men griber her tilbage til et traditionelt Collio blend og den lokale tradition med skindfermentering i store træfade; og således bereder Ribolla, Malvasia og Friulano et festfyrværkeri af spændstig frugt og fine tanniner; tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, hyben, kaneldrys, strøget tændstik og ja— fyrværkeri! Økologisk dyrket og flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Ren naturvin, en forfriskende sag.

Paraschos Orange One 2012 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Orange One 2012
Vinhus: Paraschos
Område: Friuli-Venezia Giulia
Land: Italien
Druesort: Ribolla Gialla,
Malvasia Istriana, Friulano
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
et par ugers maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Il Buco
Pris: cirka 200,-

Comment

Comment

Kristian Keber Brda 2014

Kristian Keber (kendt fra Edi Keber) er kommet i mål med sin eget slovenske projekt i Brda, her fra årgang 2014, “den værste årgang både min far og min bedstemor har oplevet.” Gennem grundig selektion og dygtig vinificering har han opnået en harmonisk vin, der allerede nu er ret drikkemoden: Saftig stenfrugt, nøddeagtig blødhed, frisk syre og en mørk, mineralsk kerne. Rebula, Tokai and Malvazija med 12 dages skindkontakt og 2 år på store slavonske egetræsfade. Ærgerligt små mængder, men hold øje med det her— Kristian kan!

Kristian Keber Brda 2014 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Brda 2014
Vinhus: Kristian Keber
Område: Brda
Land: Slovenien
Druesorter: Ribolla Gialla,
Malvasia Istriana, Friulano
Jordbund: Flysch
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to ugers maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: !3%
Importør: Distinto
(ikke i sortiment)
Pris: cirka 200,-

Comment