Viewing entries tagged
Bisamberg

Comment

Hajszan Neumann Grüner Veltliner Natural 2020

En orange vårhare fra Wien, den fine Grüner Veltliner Natural fra Hajszan Neumann. Liflig duft af grøn banan, mango og papaya, et pust thaibasilikum og koriander, Østrig møder Orienten. I munden er den saftig og stoflig, griber godt fat med masser af tørstof, kalket mineralitet, summende syre og en mild bitterhed. Af biodynamisk dyrkede druer fra marken Gabrissen på Bisamberg i byens nordøstlige hjørne, spontangæret på ståltanke med fire måneders skindkontakt og flasket ufiltreret. En karakteristisk anderledes GV til UG med kryds og slange.

Flaske: Grüner Veltliner Natural 2020
Vinhus: Hajszan Neumann
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Grüner Veltliner
Jordbund: Kalkholdigt sand og grus
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål,
fire måneders skindkontakt
Lagring: Ståltank
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 12,5%
Importør: Løgismose
Pris: 144,-

Comment

Comment

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Falkenberg 1ÖTW 2018

Virkeligt glimrende Wiener Gemischter Satz fra Fritz Wieninger: Sommerregn, grønne reineclauder, ananas, mango, limesaft og -skal, nærmest asiatisk i smag men ikke i vælde. Slank og saftig, livlig syre, tør men mundvandsfremkaldende, salt. Et tumult af syv sorter: Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder, Welschriesling, Chardonnay, Neuburger og Traminer. Sand og sandsten præger marken Falkenberg, der ligger på toppen af Bisamberg på Donaus venstre bred i det nordlige Wien.

Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Falkenberg 2018 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: WGS Falkenberg 2018
Vinhus: Wieninger
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Løss, sand, sandsten
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank
Lukning: Glasprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 225,-

Comment

Comment

Weingut Christ Ried Weisthalen Wiener Gemischter Satz 2017

Et af højdepunkterne fra Wien i sidste års østrigske Erste Lagen-smagning: Weingut Christs smukke Wiener Gemischter Satz fra Wiesthalen på Bisamberg på Donaus venstre bred. Wiesthalen er en af byens ældste vinmarker (og den ældste økologisk dyrkede) på en sydvendt skråning med sandsten og løss. Rainer Christ overtog marken med Weingut Petershof i 2014; og hans 2017 har en æterisk aroma af engblomster, urter, græs og ædeltræ; frisk syre og en rig smag af frisk fersken og grapefrugt og noter af krydderurter, peber og salt. Minder om sommer.

Stokkene på Wiesthalen er gamle og dyrkes enkeltstående (Stockkultur) og tæller bl.a. Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay, Weissburgunder og Welschriesling.

Weingut Christ Wiener Ried Wiesthalen Wiener Gemischter Satz 1ÖTW 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Ried Wiesthalen WGS 2017
Vinhus: Weingut Christ
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Sandsten, kalksten, løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Christ Weissburgunder Ried Falkenberg 2017

Falkenberg frembringer fornem Weissburgunder ved Rainer Christs mellemkomst: En mild og frugtig forfriskning, blomstrende lindetræer og modne limefrugter følges op af akaciehonning og en smule karamel. Falkenberg ligger højt, skråner mod øst, er rig på kalk- og sandsten og udelukkende beplantet med Weissburgunder. Weingut Christ er en institution i Wien med næsten 400 års historie: De holder til på Donaus venstre bred, hvor Rainer holder bakken Bisambergs mange og forskelligartede vinmarker under kyndigt opsyn.

Weingut Christ Weissburgunder Ried Falkenberg 2017 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Weissburgunder Falkenberg 2017
Vinhus: Weingut Christ
Område: Wien
Land: Østrig
Druesort: Weissburgunder
Jordbund: Sandsten, løss
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke og små egetræsfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Lenikus Bisamberg Wiener Gemischter Satz 2015

Fyldig og frugtig hvidvin, rosenduftende og æblesmagende, noter af næsehorn? Nej, det er ikke La Spinetta, men vin fra traditionel blandet beplantning i markerne på bakken Bisamberg langs Donaus venstre bred i det nordlige Wien. Det økologiske vinhus Lenikus dyrker her Grüner Veltliner, Grauburgunder, Traminer, Rotgipfler, Chardonnay og Sauvignon Blanc på den kalkholdige løssjord, og de mødes i denne fine vin.

Lenikus Bisamberg Wiener Gemischter Satz 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Flaske: Bisamberg WGS 2015
Vinhus: Bioweingut Lenikus
Område: Wien
Land: Østrig
Druesorter: Gemischter Satz
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 100,-

Comment