Viewing entries tagged
2021

     

 
   Kiridžija Dingač 2021  God gammeldags Dingač fra dens måske mest stilsikre fortolker, veteranen Vedran Kiridžija. Dingač er Kroatiens mest historiske appellation, og fra dens stejle skråninger på sydsiden af Pelješac-halvøen byder den på

Comment

Kiridžija Dingač 2021

God gammeldags Dingač fra dens måske mest stilsikre fortolker, veteranen Vedran Kiridžija. Dingač er Kroatiens mest historiske appellation, og fra dens stejle skråninger på sydsiden af Pelješac-halvøen byder den på karg kalksten og sparsom vild vegetation, mens de “tre sole” modner Plavac Mali-druerne: Den fra oven, dens spejling fra havet samt genskæret fra de lyse sten under vinstokkene. Vedrans eget erfarne lys stråler også så stærkt, at han som en slags fjerde sol må regnes som del af terroiret. Hans vine besidder en sjælden balance, nerve og nobel karakter, som er særdeles tydelig i årgang 2021. Den forener ungdom og alderdom, er forunderligt forfriskende for en så moden og rig vin og vil ganske sikkert udvikle sig fornemt i flere år. Allerede nu smæsker man sig i sursøde kirsebær, modne blå blommer, figner og svesker, og dertil delikat grønne noter af friske og tørrede krydderurter, nåleskov og havgus. Blød fylde med fornem balance og fast struktur, en spændstig syre og velouragtige tanniner i metermål; samt komplekse krummelurer nok til at holde opmærksomheden længe. Stor vin i en klasse for sig.

Flaske: Dingač 2021
Vinhus: Kiridžija
Område: Dalmatien
Land: Kroatien
Druesort: Plavac Mali
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Konventionel
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 15%
Forhandlere: f.eks. Miva
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Roka Furmint 2021

“Vi elsker Furmint med en særlig lidenskabelighed,” siger Sinéad og Liam Cabot, de to elskelige irere bag det lille slovenske vinhus i Kog, "men hvis der er én enkelt druesort, der kan afprøve, om du virkelig vil være vinproducent, så er det Furmint. Den er lige dele besættelse, kærlighed, frustration, håb, overraskelse, ydmygelse og ekstase. Moden Furmint er i sandhed en skønhed; men som umoden er den bedre at bruge i opvaskemaskinen!" Årgang 2021 var en køligere årgang men heldigvis bedre egnet til ganefryd end opvask: Frisk brise med fine hvide blomster, gule roser og strejf af benzin i snuden, i munden en legesyg syre, summende mineralitet og et godt greb, der favner friske æbler, æbleskræl og æblekerner, syrlige drops og kandiseret citrusskal, hvid te og et drys salt. Et glimrende glas med nerve! Druerne stammer fra ældre og yngre stokke, selektivt håndhøstet, spontangæret og denne årgang udelukkende lagret på et enkelt træfad.

Flaske: Furmint 2021
Vinhus: Roka
Område: Štajerska
Land: Slovenien
Druesort: Furmint
Jordbund: Ler og sandsten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Nikolaihof Ried Vom Stein Riesling Smaragd 2021

Som altid fremragende og umiskendelig, Riesling Vom Stein fra Nikolaihof i Wachau. Huset skiller sig ud fra sine kolleger i Vinea Wachau ved i år at frigive årgang 2021, som er både frisk og krystallinsk og så dyb, mørk og stemningsfuld som husets ældgamle kælder, den er modnet i. Milde noter af fransk nougat og flint i næsen, med modne gule æbler og mirabeller nedenunder. De safter igennem i munden, slynger sig smidigt om tungen med en strålende syre og en delikat tør eftersmag med noter af ferskensten og enghø. Ret raffineret og elegant inden for Smaragd-stilen. Vom Stein er en mindre del af marken Silberbichl, jordbunden er løss og lehm men fuld af grus og småsten, mestendels forvitret paragneis, deraf navnet. Gamle stokke, dyrket biodynamisk og ganske langsommeligt vinificeret, 36 måneders modning på store, gamle fade.

Flaske: Vom Stein Smaragd 2021
Vinhus: Nikolaihof
Område: Wachau
Land: Østrig
Druesort: Riesling
Jordbund: Løss, lehm, paragnejs
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Pris: cirka 350,-

Comment

Comment

Tomac Blanc de Noirs Brut Nature 2021

Pinot Noir forløst som den fineste skum, et levende postkort fra Plešivica. Forførende duft af roser, violer, syrener og røde bær, små, sprøde bobler og en liflig smag af skovjordbær, modne hindbær og rødmende fersken med ekkoer af nyslået hø, skovbund og ristede nødder. Fornem balance mellem moden frugtsødme, frisk syre og milde bitternoter, og man fornemmer en kølig nerve i frugten og et mineralsk spil på tungen. Afvæbnende, tiltalende, vanedannende, alt i alt den hidtil smukkeste årgang af familien Tomacs blanc de noirs, passende nok udstyret med en smuk ny etiket af kunstneren Antun Boris Švaljek. Druerne er dyrket biodynamisk, plukket ved perfekt modenhed og vildgæret på slavonske egetræsfade før andengæring på flaske og et par gode år med gæren før dégorgering. Beskendt med sulfitter og ingen dosage tilsat.

Flaske: Blanc de Noirs 2021
Vinhus: Tomac
Område: Plešivica
Land: Kroatien
Druesort: Pinot Noir
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på fad,
andengæring på flaske
Lagring: Flaskelagring
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. Nesputana Vina
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Kabola Unica 2021

Essensen af Istrien — Unica er Kabolas kyndigt modnede Malvazija, en fyldigere og dybere stil, som udtrykker druen mere alsidigt. Farven er gylden, duften og smagen rig og mundfølelsen lækker men samtidigt er den særdeles forfriskende. Der er modne pærer og fersken i fuldt flor, en mild citrisk syre og salt summen, altsammen nuanceret af blomstrende akacie, nyslået hø, friske figner, ristede mandler, en smule friskkværnet smør og små spor af vanille. Virkeligt velbalanceret og med lang eftersmag, kan akkompagnere alskens istriske specialiteter som prošut, pasta med sommertrøffel, skaldyrsrisotto og alt godt fra havet. Druerne er dyrket økologisk og gæres nogle dage med skallerne, hvorefter vinen modnes godt et år på gæren på et 4.000 liters slavonske egetræsfade. Fornem fornem fortolkning med tiden foran sig.

Flaske: Unica 2021
Vinhus: Kabola
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija Istarska
Jordbund: Kalkholdig ler og mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Importør: Vinomolim
Pris: 220,-

Comment

Comment

Weninger Kékfrankos Balf 2021

Franz Weninger laver livlige vine på begge sider af den østrigsk-ungarske grænse, Blaufränkisch i Burgenland og Kékfrankos i Sopron. Vingården i Balf erhvervede familien i 1997, tiltrukket af den nærmest uberørte natur rundt om vinmarkerne syd for Fertő tó (Neusiedlersee) og den stenede jordbund med gnejs og glimmerskifer. Det omsætter de med biodynamisk dyrkning til saftspændte og mundvandsdrivende mineralske vine— her håndhøstet fra flere marker midt i september, spontangæret på ståltanke med to ugers skindkontakt, og siden modnet godt et år på store træfade, flasket ufiltreret og med kun 12 mg/l sulfit. Fin duft og smag af sursøde ribs, solbær og en smule hyldebær, frisk syre og fine tanniner, med små noter af sorten muld, lakridsrod, sort peber og tørrede krydderurter.

Flaske: Kékfrankos Balf 2021
Vinhus: Weninger
Område: Sopron
Land: Ungarn
Druesort: Blaufränkisch
Jordbund: Lehm, gneis, glimmerskifer
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Österreich Vin
Pris: 145,-

Comment