Viewing entries tagged
2020

Comment

Clai Ottocento Crni 2020

Clais røde Ottocento er et drømt møde mellem Istrien og Bordeaux, som begge ligger på den 45. nordlige breddegrad og i umiddelbar nærhed af havet. Her smedes den lokale Refošk sammen med den i Istrien veletablerede franskmand Merlot, og sød musik opstår: En munter istrisk rapsodi med frisk frugt, statelig struktur og et tæt krydret dybde. Brombær, blåbær, kirsebær, blommer, kræge og slåen, gennemstrømmet af en mild syre og omfavnet af velourtanniner, med rosmarin, peber, tobak og søde krydderier samt et salt svirp i eftersmagen. En majestætisk mundfuld med stof til mange års videre udvikling. Ottocento crni er fremstillet af biodynamisk dyrkede druer og er stukket sammen af Refošk fra tre forskellige marker og Merlot fra to, separat gæret på store foudres og modnet to år i en blanding af store slavonske, østrigske og franske egetræsfade.

Flaske: Ottocento Crni 2020
Vinhus: Clai
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesorter: Refošk, Merlot
Jordbund: Kalkholdig mergel, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14%
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Zelna Berekszél Olaszrizling 2020

En vin som det klareste søvand. Balatonsøen er sindsbilledet på sommer i Ungarn, og langs den enorme søs bredder breder sig vidtstrakte vinmarker op ad skråningerne, ikke mindst i det kuperede land nord for søen, hvor vinområdet Balatonfüred-Csopak udgør den østlige flanke. Det unge men allerede udmærkede vinhus Zelna har huse i Balatonfüred og har et stærkt fokus på Olaszrizling, som er områdets vigtigste sort. Ikke mindst deres enkeltmarksvine er fine, her en fra marken Berekszél, som ligger nærmest selve vinhuset og ned mod søen med smukt udsyn over Tihany-halvøen. Duften er mild og vækker minder om vinden i lindetræerne langs søpromenaden; men i munden løber den nærmest over af saftig, moden frugt med forfriskende syre— der er grønne reineclauder, gule æbler og friske ferskner, og den runder af med fine noter af akaciehonning og marcipan og en let salt eftersmag. Charmerende og stimulerende!

Flaske: Berekszél Olaszrizling 2020
Vinhus: Zelna
Område: Balaton
Land: Ungarn
Druesort: Olaszrizling
Jordbund: Kalksten og kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltank, små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Importør: Winen
Pris: 199,-

Comment

Comment

Dakishvili Family Selection Cuvée Amber Dry 2020

Det er en venlig og velafstemt men samtidigt seriøs og sofistikeret mundfuld, som Giorgi Dakishvili byder på her; men som vinmager i tredje generation kan han sit håndværk og har gode kort på hånden til at tage stikket hjem. Det er klassisk Kakheti af fineste skuffe, en treenighed af Kisi, Mtsvane og Rkatsiteli håndhøstet fra familiens marker ved landsbyen Kondoli på Alazani-flodens højre bred, gæret og modnet på qvevri og flasket ufiltreret med minimal sulfit. Rent trav uden svinkeærinder, med en æterisk og dyb duft af eng og skovbund, surbundsbed og ruskind, hø og røgelse; og så er den umådeligt rund og blød i munden, med saftige ferskner, gyldne rosiner, tørrede abrikoser og masser af valnød samt små strejf af tørrede krydderurter og søde krydderier. Statelig af statur og diskret tør, med fint tørstof, mild syre og de blideste tanniner. Meget mundvandsdrivende og madvenlig— ganske enkelt indbegrebet af georgisk vin.

Flaske: Cuvée Amber Dry 2020
Vinhus: Dakishvili
Område: Kakheti
Land: Georgien
Druesorter: Kisi, Mtsvane, Rkatsiteli
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret, skindkontakt
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Georgien Vin
Pris: 258,-

Comment

Comment

Clai Sveti Jakov Malvazija 2020

Ikonisk orangevin fra Istrien, og det er fortsat fine sager. Clais Malvazija fra marken Sveti Jakov er vin med personlighed og meget på hjerte. Den er ganske saftig, med en lækkert smidig mundfølelse og mild syre; en vis tyngde i munden med meget fint tørstof og små strejf af fjerlette tanniner. Undervejs beretter den om vilde blomster og nyslået hø, men især friske og tørrede abrikoser og små svinkeærinder omkring kandiseret citrus, kvædebrød, kastanjecrème og karamel. Raffineret stof med subtil kompleksitet. Visse årgange kan i længden blive lidt for luksuriøse i teksturen og for fyrige i alkoholen, men 2020 har fundet den helt rette balance og besidder en vis lethed. Sveti Jakov er antageligt opkaldt efter apostelen Sankt Jakob den Ældre og er et bakkedrag lige syd for landsbyen Buje, beplantet med godt 60 år gamle Malvazija Istarska stokke, dybt rodfæstet i områdets stenede og karakteristisk hvide lerjord. Giorgio Clai nyder nu sit otium, men gården drives videre helt i hans ånd: Sveti Jakov er økologisk dyrket, håndhøstet, afstilket og nænsomt presset, spontangæret på store træfade med tre måneders skindkontakt og derefter modnet knapt to år med gærresterne i store gamle egetræsfade; flasket ufiltreret og med irrelevant lav sulfit.

Flaske: Sveti Jakov 2020
Vinhus: Clai
Område: Istrien
Land: Kroatien
Druesort: Malvazija
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders maceration
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 14,5%
Forhandlere: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 250,-

Comment

Comment

Lukas Strobl Étretat 2020

Smæskelig østrigsk Sauvignon med havet i frisk erindring. Selvom Lukas Strobl er vokset op i en indlandsstat, lader han sine naturnære vine (under labellet LUST) opkalde efter fjerne egne og afbilde formationer og fossiler fra havet— som bølgeskvulp fra en fjern fortid, til minde om tiden, hvor hele Niederösterreich og dermed Wagram var en del af urhavet Parathetys. Selv navnet Wagram menes faktisk at stamme fra Wogenrain, som kan oversættes til rev, revle eller kyst; og langt senere lod området sig forme af Donau og blev gradvis dækket af den vindbårne løss, som i dag er dets særkende. Vinen her er opkaldt efter Étretat på Côte d'Albâtre i Normandiet, som er berømt for sine naturligt formede kalkstensklipper med ophav i kridttiden; som modstykke til hans hjemlige blide bakker og undergrund. Druerne er dyrket økologisk, spontangæret og flasket ufiltreret— så forvent en karakteristisk Sauvignon men langt væk fra alfarvej. Den har Wagrams terroir og Strobls karisma og kombinerer moden eksotisk frugt med en levende syre og en salt mineralsk nerve. Ren, rund og fyldig, frisk fersken, ananas og mango, flot balanceret stof og syre og en delikat let urtet eftersmag.

Flaske: Étretat 2020
Vinhus: Lukas Strobl
Område: Wagram
Land: Østrig
Druesort: Sauvignon Blanc
Jordbund: Kalkholdig lehm og løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Husted Vin
Pris: cirka 500,-
(ikke i sortiment)

Comment

Comment

Slobodné Vinárstvo Cutis Deviner 2020

Aromatisk orangevin fra slovakiske Slobodne, Gewürztraminer i godt selskab med sin lokale slægtning Devín, og det er en rigtig humørbombe. Devín er en krydsning mellem Tramín Cervený a.k.a. Gewürztraminer og Veltlínske Červené Biele a.k.a. Rotweisser Veltliner, en lokal farvemutation af gode, gamle Roter Veltliner. Kommer man under huden på denne vin, er der orangeblomstvand blandet med rosenvand, saftige ferskner, tørrede abrikoser, grapefrugt, kandiseret orangeskal og flødekarameller; men det sødmefulde forbliver i frugtens modenhed, som sådan er den knastør, med citrusfrisk syre og smidige tanniner. Økologisk og biodynamisk dyrkede druer, 70% Devín og 30% Tramín, godt en måneds skindkontakt og et par år på et terracotta æg.

Flaske: Cutis Deviner 2020
Vinhus: Slobodné
Område: Trnava
Land: Slovakiet
Druesorter: Devín, Gewürztraminer
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Terracottaæg
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 12,5%
Importør: Niche Vine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 175,-

Comment