Viewing entries in
Armenien

Comment

Zorah Voskì 2022

Fascinerende at noget så gammelt kan smage så nyt. Zorik Gharibian og hans familie vækker fortiden til live igen i det armenske højland, her med en glimrende, gylden hvidvin på de indfødte sorter Voskehat og den sjældne Garan Dmak. Nuvel, stokkene er kun 30-40 år gamle, men selekteret fra bedagede marker og allerede dybt fæstet på egne rødder, da phylloxera aldrig har ramt den afsides beliggende bjergregion Vayots Dzor, og podning på amerikanske rødder derfor er unødvendigt. Vi er i godt 1.400 meters højde, jordbunden er sandet og stenet, rå kalksten, og klimaet kontinentalt med hede, solrige sommerdage og kolde nætter, der sikrer en syrlig nerve i druerne. Desuden rækker vækstsæsonen langt ind i oktober, og den langsomme modning giver en subtil aromatisk kompleksitet til vinen. I næsen er den kølig og kompakt, med mild duft af fine forårsblomster og frisk stenfrugt og små eksotiske strejf. Fin balance, i munden saftig, glat, læskende og fritløbende, med lys stenfrugt, akaciehonning, kamillete, salt mineralitet og historiens vingesus.

Flaske: Voskì 2022
Vinhus: Zorah
Område: Vayots Dzor
Land: Armenien
Druesorter: Voskehat, Garan Dmak
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Cementtanke
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Forhandler: f.eks. Wines of Armenia
Pris: cirka 300,-

Comment

Comment

Gevorkian Hay Areni Rosé Pét Nat 2023

Gamle druer på nye unoder. Vahagn Gevorkian bringer nysgerrigt gamle armenske traditioner til live fra sit vineri i udkanten af hovedstaden Jerevan, og det gør han godt— hvad enten det er granatæblevin, traditionel kakhani vin af tørrede druer, gæring og lagring i de antikke lerkrukker karas, eller nye versioner af landets rige arv af indfødte druesorter. Som eksempelvis signaturdruen Areni, som han var den første til at markedsføre en pét nat på med druer fra Vayots Dzor. “Areni udvikler nogle virkeligt fine dufte og smage under gæringen, og dem ville jeg gerne forevige på flaske; så den naturlige vej at gå var selvfølgelig méthode ancestrale." Hay Pét Nat Rosé har en frisk og forførende duft af blomster, røde bær og noget let røget. Luftig skum i glasset, sprøde bobler og en lækker sursød frugt, kirsebær og skovbær, og en mild tonisk bitterhed i eftersmagen. Ingen tilsatte sulfitter. Et smilende skud solskin fra Armenien, livlig, ligefrem og forfriskende sommervin.

Flaske: Hay Rosé Pét Nat 2023
Vinhus: Gevorkian
Område: Vayots Dzor
Land: Armenien
Druesort: Areni
Jordbund: Sandsten, kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Flaskegæret
Lukning: Kapsel
Alkohol: 12%
Forhandler: Wines of Armenia
Pris: €10,95

Comment

Comment

Zorah Heritage Chilar 2021

Chilar er smagen af en svunden tid vækket til live igen, en ældgammel og næsten uddød armensk drue, der nu er del af vinhuset Zorahs Heritage-serie, som udforsker potentialet i Armeniens indfødte sorter og traditioner… og lad det være sagt med det samme, potentialet er der, og her er det allerede indfriet: Heritage Chilar kom til verden i traditionelle armenske lerkrukker, såkaldte karas, der traditionelt er gravet to tredjedele ned i jorden. Spontan gæring, to måneders maceration og efterfølgende elleve måneders modning. Zorik Gharibian har ikke nogen sortsren mark med Chilar, så druerne er selekteret fra flere forskellige vinmarker i Vayots Dzor, i 1400-1500 meters højde over havet. Jordbunden er tør, sandet og stenet, substratet er kalksten, og de gamle buskvine står på egne rødder, da vinrodlusen ikke har gjort indtog i dette bjergrige område i Kaukasus. Vinen er en forfriskende og løftefuld vin, diskret i duften med sagte antydninger af støv, voks og hvide blomster; men så en sublim strøm af pære, fersken og abrikos i munden, flot syre, delikat tekstur og en fin fenolisk og mineralsk spænding. Smager mere som en struktureret hvidvin end den orangevin, de to måneders skindkontakt ellers måtte antyde. En potent gastronomisk vin men samtidigt en sand fornøjelse at nyde på egen hånd. Så god som den er sjælden.

Flaske: Heritage Chilar 2021
Vinhus: Zorah
Område: Vayots Dzor
Land: Armenien
Druesort: Chilar
Jordbund: Kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
to måneders skindkontakt
Lagring: Karas
Lukning: Korkprop, voksforseglet
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 350,-

Comment