Der er grøde i georgisk vin. Vestlige vinmagere og vinsmagere og ikke mindst georgierne selv har i de seneste årtier genopdaget og genoptaget landets meget gamle og særdeles særegne vinøse arv. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden kan hjælpe georgierne med at finde fodfæste i en fremtid for landet, som længe har stået i Sovjets og Ruslands skygge — for ud af den træder hundredevis af unikke druesorter, talrige stolte traditioner og den nok væsentligste genremæssige tilføjelse til den vestlige vinverden i nyere tid, nemlig orangevinen.
Georgien mellem fortid og fremtid
“Den nye gamle verden” er blevet brugt som betegnelse for de central- og østeuropæiske vinlande, som længe lå utilgængelige bag jerntæppet, og hvis gamle vinkulturer længe led under kommunismens åg; men som nu så småt er kommet til sig selv igen og er ved at vågne til dåd. Ungarn er allerede kendt som klassisk vinland, og omkring årtusindeskiftet var der store forventninger til f.eks. Rumænien og Bulgarien; som dog i det store hele stadig lader vente på sig. I mellemtiden er de blevet overhalet indenom af et lille land som Slovenien; og så af et land endnu længere mod øst, som med sin historie og kultur burde have været selvskrevet på listen over stærke genkomster, hvis blot kendskabet havde været til det.
Georgien (på georgisk საქართველო, Sakartvelo) ligger i spændingsfeltet mellem øst og vest, mellem det antikke og det moderne, det velkendte og det ukendte. Georgien er beliggende på grænsen mellem Europa og Asien, i området der kaldes Kaukasien, et landområde mellem Det Sorte Hav i vest og Det Kaspiske Hav i øst, delt i to af den lange bjergkæde Kaukasus. Foruden Georgien tæller regionen lande som Armenien, Aserbajdsjan og dele af Rusland, f.eks. Tjetjenien og Dagestan.
Med et areal på cirka 43.100 km2 er Georgien godt 60% større end Danmark, mens befolkningen kun tæller knapt fire millioner mennesker, først og fremmest georgiere men også andre etniske grupper. Hovedstaden hedder Tbilisi og er samtidigt landets største by, hvor godt en tredjedel af landets befolkning bor. Sin beskedne størrelse og forholdsvist lille befolkning til trods rummer Georgien alligevel en enorm diversitet af mikroklimaer, landskaber og landbrugstraditioner— der dyrkes f.eks. korn, majs, ris, citrusfrugter og te— og for vinens vedkommende kan traditionen spores omkring 8.000 år tilbage.
Georgiens vinøse geografi: Landets vinområder og de vigtigste druer. Kilde: GWines
Mellem bjerge og have
Georgien er som vinland først og fremmest præget af de omkringliggende bjerge og vandmasser. De store Kaukasus-bjerge i nord skærmer landets vinmarker fra den kontinentale russiske kulde; mens De mindre Kaukasus-bjerge i syd modererer den tørre og varme luft sydfra. Fugtig luft fra Sortehavet i vest blokeres til dels af Likhi-bjergene, som deler Georgien i en vestlig og en østlig del. Den østlige del påvirkes til gengæld af varme vinde fra Det Kaspiske Hav og de kasakhiske stepper; og det er da også i den mindre regnvåde og mere solrige østlige del af landet, at størstedelen af landets historiske vinavl befinder sig. I dag deles landet op i 20 appellationer for vin, hvoraf de fleste forefindes i regionerne Imereti, Kartli og Kakheti, sidstnævnte med de vigtige subregioner Kvareli og Telavi; og det er netop i Kakheti, vi skal stifte bekendskab med Georgiens nok mest ikoniske bidrag til vinverden— vinfremstilling i nedgravede lerkrukker kendt som ქვევრი, kvevri eller qvevri, en praksis, som FN i 2013 satte på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv.
Det anslås, at der engang har været måske mere end 1.000 georgiske druesorter; men mange af vinstokkene blev rykket op med rode under de arabiske erobringer i landet omkring år 750; og langt senere gjorde Sovjetstyret sit for at undertrykke landets enestående kulturarv ved at omlægge vinavlen til masseproduktion og satse på højtydende sorter. Efter Sovjetunionens sammenbrud og Georgiens genvundne selvstændighed i 1991 fulgte en periode, hvor moderne, internationale druesorter gjorde deres indtog. Men siden er interessen for at bevare og fokusere på egne sorter genvundet, og summa summarum er, at der i dag er identificeret i hvert fald 525 overlevende indfødte sorter, hvoraf omkring de 50 er i egentlig kommerciel produktion. Den vigtigste røde sort er Saperavi og den vigtigste hvide Rkatsiteli — og dertil kommer vigtige sorter som de røde Aleksandrouli, Chkhaveri, Dzelshavi, Mujuretuli, Ojaleshi, Otskhanuri, Shavkapito, Takveri og Usakhelouri, og de hvide Aladasturi, Chinuri, Khikhvi, Kisi, Krakhuna, Mtsvane, Tsolikouri og Tsitska.
Vinens vugge
Ifølge en myte fik georgierne deres land i hænde, da Vor Herre i hine tider fordelte Jorden mellem alverdens folkeslag; og under den himmelske seance sang, dansede, spiste og drak de glade georgiere så meget, at de dagen derpå vågnede op til en verden, hvor samtlige lande allerede var fordelt, og de stod tomhændede og slukørede tilbage. Men da Gud så deres livsglæde og godmodighed, forbarmedes han og gav dem i stedet det lille stykke land, han ellers havde udset til sig selv: Paradis på jord, Georgien. Samtidigt gav han dem vinens gave, som siden har været så tæt forbundet med kristendommen og dens ritualer.
Mere faktuelt kan de fleste af de ældste arkæologiske fund, som med sikkerhed bevidner vinavl og vinfremstilling, lokaliseres i nutidens Georgien og omegn. Det er f.eks. fund af lerkrukker med rester af druekerner og deslige. Genetisk profilering af indfødte georgiske druesorter har ligeledes bevidnet deres særskilte identitet og lange aner. Væsentligt nok menes de indoeuropæiske sprogs navne for vin desuden at have en fælles rod i det georgiske ord for vin, ღვინო, ghvino. Det georgiske skriftsprog har sit eget unikke alfabet, hvis snurrede og krogede bogstaver af nogen siges at stamme fra vinrankens slyngtråde og deres vilde krummelurer. En fin fortællinger er det i hvert fald, og dem er georgierne gode til.
Det ortodokse Alaverdi kloster i Kakheti står vagt om de gamle traditioner — især mod udefrakommende forstyrrelser som moderne teknologier og internationale druesorter
Den georgiske vinkultur er altså ældgammel og dermed også dybt rodfæstet i den georgiske folkesjæl. Landet ganske enkelt emmer af vin og er tæskfyldt med traditioner, hvor vin enten indgår som den mest naturlige ledsager eller simpelthen indtager scenen som hovedrolleindehaver. Således er et fast ritual festmåltidet supra, hvor mad, vin og sang smelter sammen, forestået af en ceremoniel toastmaster, tamada, og med hyppig brug af den traditionelle skål, “Gaumarjos!”, bogstaveligt talt ‘for vor sejr!’. På bordet vil findes en buffet af retter fra landets ligeledes righoldige kulinariske arv og oftest rigelige mængder vin. Ofte overraskende saftige og af og til sødmefulde rødvine; og ofte de tørre og overraskende tanninholdige vine, vi i vesten for nyligt har lært at kalde ‘orangevine’, men som sædvanligvis kaldes ‘ravvine’ på georgisk, ქარვისფერი ღვინო, ‘hvidvine’ fremstillet med lang skindkontakt; men som gennem århundreder, årtusinder har været en del af den georgiske vintradition.
Det skal ikke forstås sådan, at Georgien har en identificerbar og kontinuerlig vintradition fra oldtiden og frem til vore dage, eller at landets vinkultur har nogen enhedsmæssig beskaffenhed. Georgien har gennem hele sin historie været et ombejlet og bekriget område— persere, grækere, romere, arabere, mongoler, tyrkere og senest russere har alle gjort indtog i og sat deres præg på landet gennem tiderne. Det til trods er dele af dets årtusinder lange vintradition overlevet i en nogenlunde uspoleret form, og det giver os ikke blot et indblik i en fjern fortid. Det åbner også for nye og anderledes vinoplevelser. Der er rigeligt med rustikke vine— på godt og ondt— men de fleste besidder både autenticitet og usædvanlig kompleksitet, og de bedste kan berede store vinoplevelser. Men man må være klar på at lade sig udfordre!
En gammeldags georgisk marani med de karakteristiske qvevri gravet ned i gulvet
Georgiens største claim to fame og vigtigste aktie i fremtiden er uden tvivl dets skatkammer af gamle, indfødte druesorter; samt dets overleverede kulturarv med unikke fremstillingsmetoder og vinstile. En arv, som for få årtier siden var snublende nær at gå tabt; og som kun er overlevet takket være traditionsbevidste klostre, genstridige bønder og ikke mindst en håndsrækning fra en håndfuld visionære fremmede, som lod sig fascinere af landets oprindelige vinkultur og hjalp med at genoplive den.
Vise mænd fra Vesterland
John Wurdeman er en amerikansk maler, der for alvor lod sig fascinere af georgisk kultur under rejser til landet i 1990’erne. Siden flyttede han dertil og arbejdede med maleri og indsamling af folkesange. Den interesse fik den lokale vinbonde Gela Patalishvili til at “tvinge ham” til også at hjælpe med at redde den dengang uddøende georgiske vinarv med vinifikation på qvevrier. Modvilligt lod Wurdeman sig ad åre overbevise, og i 2007 fødtes i Sighnaghi endelig hans vinhus Pheasant’s Tears, ‘fasantårer’, navngivet efter et folkesagn om, at landets bedste vine er gode nok til at få selv fasaner til at græde! Og Wurdeman har om nogen gjort sit for at skabe opmærksomhed om og sikre landets vinøse kulturarv og udbrede kendskabet til den internationalt. Ikke mindst takket være investeringer, import og markedsføring fra skandinavisk side, her kan vi hejse flaget for danske Sune Rosforth og følge. Vil man smage fasantårer, er deres Mtsvane og Kisi gode steder at starte.
Af lokalpatriotisk interesse bør også nævnes en anden tilflytter, den danske eventyrer og erhvervsmand Olaf Malver, som sammen med sin georgiske hustru Eka og nogle af landets førende vinmagere har skabt vinhuset Danieli Winery ved landsbyen Argokhy i Kakheti; og siden 2012 har de kastet sig over de lokale druesorter med vinificering på både moderne og mere gammeldags façon. Danieli byder bl.a. på ganske glimrende Saperavi for både begyndere og lettere øvede, prøv f.eks. deres Budeshuri eller Napareuli.
Vestlige ganer blev måske vakt gennem sådanne mellemkomster, men selvfølgelig var der allerede stærke kræfter i gang i det georgiske. Trofaste vinbønder med stærke viljer har trukket Georgien op nedefra, særlig nævnelse skyldes (i alfabetisk rækkefølge) folk som Nikoloz Antadze, Kakha Bereshvili, Iago Bitarishvili, Ramaz Nikoladze og ikke mindst det afdøde ikon Soliko Tsaishvili. Takket være dem er der stadig liv og nu fornyet liv i traditonen.
Vinens livmoder
Den traditionelle georgiske tilgang til vinfremstilling er nærmest poetisk eller mytologisk af natur. Vinen gæres, som regel af hele druer med både skind og kerner, ofte endda som hele klaser, i moder naturs skød, vinens livmoder, qvevrien. En qvevri (mere korrekt transkriberet som kvevri, men stavemåden med q har nu vundet internationalt indpas) er det traditionelle ægge- eller dråbeformede lerkar, man har fremstillet og opbevaret vin i, gravet ned i jorden i eller uden for vinkælderen, på georgisk მარანი, marani.
Fremstillingen af qvevrier er et hæderkronet håndværk, som i dag kun beherskes af en aftagende skare, og råmaterialet er typisk fint flodler. Den færdigtformede qvevri brændes, og traditionelt beklæder man siden indersiden med bivoks. Denne foring kan holde gennem adskillige mange år, hvis qvevrien rengøres og behandles korrekt ved brug af traditionelle redskaber og metoder.
Mens moderne vinifikation og modning mestendels foregår på ståltanke og i træfade, er amforaer og qvevrier alternative beholdere med andre egenskaber og fordele. Qvevriens koniske form sikrer en konstant cirkulær bevægelse under gæringen, en slags indbygget bâttonage, som giver god kontakt mellem most, skaldele og gærrester. Nedgravning i jorden sikrer en konstant temperatur, typisk mellem 10 og 12 grader, samt en kun meget langsom indtrængning af ilt, som giver en let mikrooxidering. Det sikrer alt sammen stabilitet— og så var vinen i gamle dage også behændigt begravet under jorden og dermed til dels sikret mod invaderende styrker.
Marani med redskaber til brug undervejs i vinens vej fra jord til bord
Siden har vinmagere som Josko Gravner, Paolo Vodopivec, Tomislav Tomac, Thierry Puzelat og Bertrand Gautherot taget qvevrien til sig på vestligere længdegradder og gjort deres for yderligere at udbrede kendskabet til og værdsættelsen af den særlige tradition uden for Georgien.
Orangevinen er nok det mest karakteristiske af Georgiens bidrag til den moderne vinkultur. I duft og smag finder man ofte noter af tørrede frugter, f.eks. tørret abrikos og rosiner, og af citrusskal, f.eks. pomerans og bergamotte. Anslag af nødder, krydderier og røg er heller ikke ualmindelige. Strukturen kan vække mindelser om sort the, og der er ofte en del bitternoter. Man kan sige, det er en slags hvidvin, der opfører sig som rødvin; og det giver især mening til det georgiske køkkens udbredte brug af valnødder, granatæbler, auberginer, tomater, oliven og urter. En anden god grund til at smage sig nærmere ind på det fascinerende og mangefacetterede Georgien.
Danmark er som sædvanligt med på noderne og står som importørland forrest i køen hos en række af de bedste vinproducenter. Gå på udkig hos Rosforth & Rosforth og de oplagt navngivne Georgisk Vin og Georgien Vin. Kig eventuelt også forbi hos Korsholm Vin eller Otto Suenson, som også har en ting eller to. For hvis du ikke har fordybet dig i georgisk vin før, er det på høje tide.
Skal du føres direkte i løvens hule og til hestens mund og samtidigt i den syvende himmel, så bliver det ikke meget mere arketypisk georgisk end Rkatsiteli Tsarapi fra Soliko Tsaishvilis vinhus Our Wine. Det er essensen af Georgien på glas: En spændstig mundfuld kvædete, tørrede abrikoser, valnødder, vildblomsthonning og røgelse. Struktur og tekstur frem for alt, med fine men almægtige tanniner, der langsomt men sikkert hænger mundhulen til tørre! I eftersmagen umami og lette tawny-noter samt spor af en svunden tid…
Til dig, der tørster efter mere viden og flere fortællinger: Der er rundt omkring skrevet mangt og meget om Georgien og dets vinkultur. De bedste samlede fremstillinger er efter min mening begået af to begavede amerikanerinder med internationalt udsyn: Carla Capalbos Tasting Georgia, A Food and Wine Journey in the Caucasus (Interlink Books, 2017) samt Alice Feirings For the Love of Wine, My Odyssey through the World’s Most Ancient Wine Culture (Potomac Books, 2016).
Lille land, hvad nu?
Til sidst dog en dråbe malurt i bægeret: De i udlandet så hypede qvevri-vine udgør under 10% af den samlede produktion; og selv i Georgien er der plantet masser af Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Vestlige planteskoler, biotekselskaber og vinkonsulenter har haft travlt med at få en fod ind på det ‘gryende vinmarked’. Så selvom landets unikke kulturarv for tiden er reddet, så er landets videre fremtid, og ikke mindst den kommercielle vinbranches, endnu usikker.
Hvad værre er, den generelle politiske situation er anspændt, og fortidens spøgelser hjemsøger georgierne, hvis historiske landsmænd som bekendt også tæller en tvivlsom karakter som Josef Stalin. Før Rusland invaderede Ukraine, hvad enten vi sætter datoen til 2022 eller 2014, invaderede det Georgien i 2008; og russiske tropper besætter dags dato stadig godt 20% af landet. Det drejer sig om de to nordlige regioner Sydossetien og Abkhasien, hvor pro-russiske kræfter har erklæret områderne som selvstændige republikker, og Moder Rusland er ‘kommet til undsætning’. I dag er det svært ikke at se det som et uskønt forspil til Putins invasion af Ukraine.
Det har selvfølgelig rusket op i anti-russiske følelser og holdninger bredt i den georgiske befolkning og haft en overordnet negativt indflydelse på landets økonomiske situation. Dertil har det også (som i Ukraine) styrket nationalfølelsen og de pro-vestlige kræfter, som ønsker Georgien som medlem af NATO og EU. Mange tager forskud på glæderne, man kan for eksempel allerede se EU-flag vejre i Tbilisi. Alt er dog ikke sort-hvidt. Nok søger Georgien medlemsskab af EU, men udviklingen halter, og samtidigt er der stadig pro-russiske kræfter i såvel regeringen som den offentlige administration; og mange georgiere fortsætter med at byde russiske virksomheder og investorer velkommen. Billedet er broget, og man forstår nemt årsagerne til splittelsen, landets komplekse historie taget i betragtning. Men hvordan slutspillet kan se ud, er endnu svært at ane. Vi almindelige dødelige kan kun krydse fingre og støtte de gode kræfter, hvor mulighederne byder sig. En ganske vist lille håndsrækning kunne være købet af en god flaske autentisk georgisk vin samt en skål for endnu tusinder af årgange. გაუმარჯოს!
Flaske: Rkatsiteli Tsarapi 2019
Vinhus: Our Wine
Oprindelse: Kakheti, Georgien
Drue: Rkatsiteli
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontakt
Lagring: Qvevri
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%
Importør: Rosforth & Rosforth
Pris: 204,-
Artiklen er en uforkortet udgave af den generelle introduktion til georgisk vin, jeg under samme titel publicerede i DinVinGuide #39 i august 2023. Fotos er venligst stillet til rådighed af Valeria Tenison, Katerina Russu, Wines of Georgia, Ministry of Culture and Monument Protection of Georgia samt omtalte vinhuse
