Den hvide Barolo?

“Jeg har altid været fascineret af Riesling. Dens elegance, dens egenart, dens kompleksitet. Jeg vil ligefrem vove at kalde den en hvid Barolo, for jeg mener, at det er muligt at opnå samme tilfredsstillelse fra stor Riesling som man kan få fra stor rød Nebbiolo.”

Ordene er Sergio Germanos, og havde han ikke tilhørt toppen af producenter i Barolo-kommunen Serralunga d’Alba, ville de fleste nok have fundet sammenligningen en smule overdrevet og måske affeje den som en overmodig germanofils agitation. Men det germanske ligger alene i efternavnet, og manden ved, hvad han taler om— ikke mindst fordi han selv laver en af Italiens bedste Riesling-vine Hérzu i Alta Langa sydvest for Serralunga d’Alba.

Det er en Riesling, som i duft, smag og struktur måske slægter sine østrigske snarere end sine tyske versioner på, med moden frugt, fornem fylde og stor længde. Farven er helt lyst sølvgrå. I næsen er der først en frisk og flintet note, med kølig bjergbrise, jasmin, bivoks, kold fersken og lime, dybere nede lette petrolske og røgede noter. I munden er den sprød og frisk, med velintegreret syre, rig fylde og fløjlet blødhed; smag af sødmefulde kerne- og stenfrugter, pære, fersken og et svirp moden limesaft. Mildt urtet med tørt, salt finish, og frugten bliver hængende længe. Lækker tekstur, flot fokuseret og med brillant balance.

Årgangsvariationer byder på den ene side på mere svirpende syre og mere mineralsk kant, på den anden side mere fylde, eksotisk frugt og pikant krydring. Smager man årgange med flere år på bagen, forsikres man om et fint udviklingspotentiale, og ad åre udvikles spændende noter af kandiseret citrus, basmatiris, safran og røgelse. Så alt efter årgang og personlig smag skulle der være vin til såvel fisk og skaldyr som og ikke mindst risotto.

“Alta Langa Riesling er helt åbenlyst noget andet end en klassisk tysk Riesling,” fastslår Sergio Germano, “men heldigvis bibeholder druen sine typiske karaktertræk her. Den er umiddelbart genkendelig, selvom den har helt andre vækstforhold her. Selvfølgelig er den anderledes end en tysk Riesling, for jordbunden her er rigere og giver vine med en rigere struktur og mere volumen.” Han uddyber:

“Alta Langas karakteristiske kalksten giver vinen sin mineralitet, sin salinitet og sin store længde. Luften her har en næsten maritim karakter grundet fugten fra Tanaro-floden, som flyder 100-300 under vinmarken. Det mikroklima sikrer friskhed og syre, men skaber også gode betingelser for botrytis. Mange vinbønder ville prise sig lykkelige for det, men jeg var faktisk en smule ængstelig i begyndelsen. Nu håber jeg bare, at den fortsætter med at trives der, for en smule botrytis giver aromatisk kompleksitet og karakter, som klæder Riesling.”

Om vinens særprægede navn beretter han følgende: “Den lokale dialekt omkring Ciglié er anderledes end Serralungas, og da jeg første gang stødte på ordet ‘hérzu’ her blev jeg taget på sengen; men samtidigt nysgerrig. Jeg fandt ud af, at det betød ‘stejl’ eller ‘skråning’, og så besluttede jeg at kalde vinen det.” Vinmarkerne befinder sig nemlig i 500-570 meters højde, på stejle sydvendte skråninger. Skråningerne, den kalkholdige jordbund og det kølige vejrlig i Alta Langa er desuden velkendt som grobund for Piemontes bedste mousserende vine. Men Riesling opnår altså også nobel karakter her… en smule som en Barolo. “Det er en vin, der deler vandene. Enten elsker du den eller omvendt har du det stramt med den. Den fordrer noget af dig.”

Ettore Germano, tradition og evolution

Vinhuset Ettore Germano er grundlagt i 1856 og har været i familiens besiddelse lige siden. I begyndelsen solgte man sine druer til andre producenter, men siden 1993 har Sergio Germano udelukkende beskæftiget sig med egenproduktion. Sergio laver klassiske Serralunga-vine med stor indlevelse— fint strukturerede og subtilt komplekse Baroloer fra Prapò, Cerretta og Vigna Rionda; men det lader han ikke stå i vejen for samtidigt at lave hvide og mousserende vine på Chardonnay og Riesling. En forpligtelse på tradition tvinger ham heller ikke til blindt at acceptere konventionel skik og brug: Han flasker skamløst alle sine hvidvine med skruelåg og har i en årrække aftappet en lille del af sine Baroloer med samme lukkemekanisme for at se, hvordan de udvikler sig over årene med skruelåg i stedet for kork— og de foreløbige resultater skuffer ham ikke. Som i de hvide bevarer skruelåget bedre vinens fine aromatik, men modsat konventionel visdom stopper den ifølge Germano ikke modningen; den sker blot i et anderledes adstadigt tempo. Så med tiden ser vi måske en Cerretta eller en Vignarionda på markedet med skruelåg…

Sergio har endvidere en særlig interesse i den lokale grønne sort Nascetta, som han han blandt andet vinificerer på amforaer. Den giver vine med en ret frisk og frugtig karakter, masser af æble og kvæde, og når den er bedst giver den delikate noter af akacie, citron, rosmarin og salvie. Hvis Riesling er hvidvinens svar på Nebbiolo, må Nascetta være dens charmerende Barbera.

Det er ikke kun i sit vinsortiment, Sergio Germano stræber efter mangfoldighed. Biodiversitet i og imellem markerne ligger ham på sinde, og siden 2016 har han dyrket i overensstemmelse med det bæredygtige piemontesiske omlægningsprogram VITA – VITicoltura Armoniosa, som lægger særlig vægt på manuelt arbejde i vinmarken; naturligt grønt bunddække mellem rækkerne; jordberigelse via bælgplanter og korsblomstrende planter for at opbygge naturlige kvælstofbeholdninger i jorden; biologisk bekæmpelse af skadedyr ved brug af feromoner; og forsøg på reduktion af brugen af kobbersulfat; samt reduktion i vand- og energiforbrug i kældrene. Små skridt men i den rigtige retning.

Druerne til Hérzu er høstet ved håndkraft i småkasser; med langsom pneumatisk presning og kølig gæring på ståltanke. Ingen malolaktisk gæring, men vinen mildnes af små fem gram restsødme. Resultatet er en righoldig Riesling i flot balance og ifølge Ian d’Agata “måske Italiens bedste Riesling.”

Flaske: Hérzu 2020  
Vinhus: Ettore Germano  
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Drue: Riesling  
Jordbund: Kalkholdig silt og kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 275,-

Ud af tågerne

En kort køretur uden for Piemontes tekstilby Biella ligger La Prevostura på et bakkedrag, der bærer samme navn og er beklædt med rækker af velplejede vinstokke. Landskabet er det nordlige Piemontes bølgende bakker, og bjergene toner tydeligt frem i horisonten med det mægtige Monte Rosas tinde på 4.634 meter som landemærke. Måske føler vinstokkene sig inspireret af ‘rosenbjerget’, for vinene herfra er himmelstræbende ranke, friske som bjergluft og ofte duftende af roser og violer. Hoveddruen er den aristokratiske Nebbiolo, som altså finder et anderledes let, lyst og elegant udtryk heroppe, selvfølgelig med sin vanlige evne for at sætte smag på selv små forskellige i terroir. Smag bare den lille håndfuld vine fra La Prevosturas knapt fem hektarer, f.eks. deres stilrene tretrinsraket Garsun, Muntacc og Lessona (på dansk grund gennem Vinimondo), som spænder fra saftig rød bærfrugt til det stringente og malmfuldt mineralske. Mere syrestyret end Barolo og Barbaresco og med mildere tanniner, sælsomt saftigt og tørt i samme drag. Det er indbegrebet af Alto Piemonte med roser, hyben, skovbær, vilde urter, mos, muld og sand, som om det skovklædte, subalpine landskab var løbet direkte gennem druerne og ind i flasken.

Lang historie kort

Oprindeligt var det lokale provstesæde lokaliseret der, deraf det gejstlige navn La Prevostura, provstiet. Siden kom ejendommen til at tilhøre marquis Alfonso Ferrero La Marmora (1804-1878), en turinesisk general og statsmand, som spillede en ikke uvæsentlig rolle i Italiens forening. Efterfølgende overtog familien Quario ejendommen, og de gjorde den kendt for sine fine vine omkring 1900. Så fulgte desværre en nedgangs- og forfaldstid i løbet af det 20. århundrede, særligt efter 2. verdenskrig, og til sidst gik det helt i stå.

Men i 2001 kom der nye kræfter til i form af brødrene Marco og Davide Bellini, som med stor entusiasme og virkelyst forsøgte at restaurere La Prevostura til fordums storhed. Den i Alto Piemonte allestedsnærværende Cristiano Garella havde selvfølgelig en finger med i spillet. Markerne blev fra 2004 genplantet med gamle kloner af de lokale sorter, foruden Nebbiolo en smule Vespolina og Croatina. Markarbejdet foregik fra første færd uden anvendelse af kunstgødning eller sprøjtegifte, og i kælderen går man også traditionalistisk til værks med spontangæring og små og store træfade. Marco Bellini har i de seneste år trukket sig mere i baggrunden, mens Luca de Marchi fra Proprietà Sperino, en anden anerkendt og nyligt genrejst Lessona-vingård, er kældermester i samarbejde med vinmager Maurizio Forgia. Skønt vinstokkene endnu er unge og vinhuset i sin korte levetid i det 21. århundrede har haft flere folk inde over, så er der allerede opnået ikke blot en konsistent kvalitet men også en særlig stil på La Prevostura, som på fornemmeste vis repræsenterer Alto Piemonte.

La Prevostura og Alto Piemonte har da også i videste udstrækning delt skæbne i de sidste 100 år. Det 20. århundrede var generelt op ad bakke for området, omvendt formuleret én lang nedtur. Det, der ved århundredets begyndelse var godt 40.000 hektarer vinmarker, skulle svinde ind til nogle få hundreder, og navne som Boca, Bramaterra og Lessona så godt som gå i glemmebogen. Hvis nogen kunne genkende navne fra området, var det Vercelli eller Carnaroli, og så var varen ris; eller Biella og varen byens fine tekstiler. Skulle vin være på tale, gik æren udelukkende til Ghemme og Gattinara, og helt ærligt, hvor mange kendte de navne for ti år siden?

Tiderne skifter og erindringen om den gode vin overvintrede heldigvis; og nu går det hurtigt opad igen for området, så det 21. århundrede kan meget vel gå hen at blive Alto Piemontes nye storhedstid. Vinrodlusen rydede grundigt ud i vinmarkerne i det 19. århundrede, og den industrialisering og urbanisering, som i det 20. århundrede forvandlede og affolkede området, imødegås nu af omvendte demografiske tendenser, en ny vinmode og ikke mindst klimaforandringer, som kan tilsmile det køligere område og dets ranke, slanke vine. Er man glad for Nebbiolo i dens lysere og lettere udgaver fra f.eks. Roero og især Valtellina i Lombardiet, så er Alto Piemonte og dets ti kommuner værd at lære navnene på. Nok i første omgang særligt Lessona, Boca og Bramaterra samt Ghemme og Gattinara. La Prevostura er et glimrende sted at gå i gang, hvis man endnu ikke har stiftet bekendskab med området, men Colombera & Garella (Terroiristen), Tenuta Sella (Unikavine) og Noah (Vinpusheren) er ligeledes direkte tilgængelige på det danske marked og er ligeledes fornemme repræsentanter.

Vulkanen gravet frem

Alto Piemonte er i sandhed det øvre, højere og stejlere Piemonte. Beliggenhed tættere på selve Alperne er iøjenfaldende. Heroppefra synes det sydligere Langhe som et blidt bakket landskab i sammenligning, og dets forholdsvist kalkholdige mergel- og lerjorde er heroppe erstattet af mere stenede, sandede jorde. Jordlaget er generelt tyndt og let, med lavt indhold af organiske næringsstoffer (som kvælstof og kalk), og jordbunden er derfor ganske sur— pH-værdierne er ret lave, gennemsnitligt på 5,5 og visse steder helt ned på ekstreme 4,5, og det påvirker vinstokkenes vækst og dermed vinen derfra.

Jordens pH-værdi påvirker nemlig planternes optag af næringstoffer. Ved meget høje såvel som meget lave værdier bliver visse næringsstoffer simpelthen utilgængelige, uoptagelige for den enkelte plante. Omvendt kan der under ekstreme forhold frigives andre næringsstoffer i så store mængder, at de har en modererende, stressende eller endda skadelig virkning på plantens vækst. I meget sure jorde frigives for eksempel aluminium, som for de fleste planter er giftig. Kobber, som i høje koncentrationer også er skadeligt for planter, optages også lettere ved lave pH-værdier. Nogle planter har tilvænnet sig sådanne ekstremer og etableret sig som overlevere i sådanne nicher. Sådanne ‘surbundsplanter’ foretrækker eller ligefrem insisterer på tør, kalkfattig og sur jord— som eksempelvis akacier, azaleaer, lyng, magnolia, robinier og rhododendron. Man ser således regulære skove af især robiner og rhododendron i naturområderne i Alto Piemonte. Heldigvis er vinstokken en stærk og sej plante, som sagtens kan tilpasse sig sure og tørre jorde, selvfølgelig med en vis (i indeværende tilfælde særdeles positiv) indvirkning på vinen; og gennem forvitring frigives pyroxener fra de forskellige bjergarter, og de er gode for vinstokkens rødder af søge næringsstoffer fra.

Den stenede, grusede, sandede jord for Alpernes fødder er delvist af glacial, marin og alluvial oprindelse men endnu mere interessant tillage af vulkansk. Området hviler nemlig på krateret af den såkaldte ‘supervulkan’ Valsesia, som var aktiv for godt 300 milloner år siden, og hvis udslukte base blev skubbet op igen under Alpernes dannelse for mere end 20 millioner år siden. Den vulkanske base forklarer også det som regel særdeles høje jern-, magnesium, mangan- og zink-holdige jordbunden heroppe. Kommunerne Coste della Sesia, Bramaterra, Ghemme, Gattinara og Lessona er særligt rige på vulkanske sten, især basalt og rød porfyr; og måske det er noget af det, der smager igennem i disse vine med deres ranke og slanke karakter, intense og komplekse aromatik og en let salt, jernagtig eftersmag. Man kan ofte opleve noget lignende i vinene fra Etna, Lanzarote, Tenerife og Azorerne, alle dog varmere i udtrykket end de køligere bjergvine fra Alto Piemonte nordligere himmelstrøg.

Der er selvsagt køligere så langt nordpå, men i sommerhalvåret er der både varmt og solrigt på sydsiden af bjergene; men en kølig faldvind fra Alperne moderer dog temperaturen, og der er store udsving i temperaturen fra nat til dag og i løbet af den lange vækstsæson, hvor Nebbiolo først høstes hyldet i de sene oktobertåger.

Et centralt udsnit af La Prevosturas formåen i dag: Den læskende rosato Corinna, den fine Muntacc, de finere Garsun og den fineste Lessona i flere årgange. Årgangene er åbenlyst forskellige, men kvaliteten stort set hvert år høj.

Glemte godter genskabt

Indgangsbønnen er Garsun, en kæk fyr med et lyst sind. Garsun 2019 er en ung og umiddelbar rødvin, et svirp saftige røde bær og granatæble, abrikoskerner, tørrede roser, masser af tranebær og figner, friske og tørrede. Let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svitsende syre. ‘Det halvt fyldte glas’ har forstandigt og fyndigt beskrevet den som “en tur i provstiets søndagskole. Sarte bærnoter giver lovninger om Edens have, bitre tranebær holder os på dydens smalle sti, og mundhulelædrende tanniner tilgodeser flagellanterne blandt os.” 50% Nebbiolo spædet op med 35% Vespolina og 15% Croatina, gæret og modnet på stål. Prisen er 199,-

Andægtigheden bliver større i Muntacc 2018, som med 85% er tæt på ren Nebbiolo med 15% Vespolina, som har forvildet sig ind på marken. Muntaccs jordbund består af silt og sand med højt indhold af kvarts og porfyr samt aflejringer fra gammel havbund. Mere diskret i duft og smag, men tro ikke, at den intet har på sinde. Let blomstret, urtet og frugtig duft, violer, roser, mørke bær, lakrids, peber. God saft, fine men ganske tørre tanniner, let grynede, sandede og støvede. Prisen er 249,-

Topvinen er utvivlsomt Lessona, og La Prevosturas Lessona 2017 er vin med en særlig værdighed, vin af den slags, som bør drikkes knælende. Ærbødigt byder den på en duft som i et gammelt kirkekammer, kolde sten, tørt ædeltræ, røgelse og dertil roser, rooibos, mos og læder. I munden har den en fast men liflig frugt med fløjlet fylde, smager af saftige skovbær, tørrede tranebær, hyben, bergamot og mandel, og selvfølgelig er der syrestringens og fint støvede tanniner. Æterisk og ren Nebbiolo, hvor det hele går op i en højere enhed.

Ældre årgang viser, hvor flot den udvikler sig, og at den ældes med ynde. 2015 har meget samme karakter som 2017 men med et lidt mørkere urtet udtryk. 2013 følger samme spor med små strejf fra medicinskabet i snuden— kamfer og mentol, lakrids og orangeskal— og en saftig blødme i smagen, lakridspulver samt eksotiske krydderier som ras el hanout, mynte og orangeskal.

Quintino Sella, Italiens første finansminister, skal i 1871 have skålet Italiens samling ind med vin fra sin hjemegn Lessona; og i dag er der god grund til at skåle i og for Lessona. Så find Bourgogne-glassene frem, og tag tiden til at udforske La Prevostura, Lessona og resten af det nordlige Piemonte. Det er ikke kun smagen af fortiden, det er smagen af fremtiden.

Flaske: Lessona 2017
Vinhus: La Prevostura
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Drue: Nebbiolo  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinimondo
Pris: 399,-

Lille drue, stor smag

Uvalino, “den lille drue”, var gået i glemmebogen og var lige ved at afgå ved døden, da Mariuccia Borio fra Cascina Castlet i begyndelsen af 1990’erne genoplivede den sjældne sort midt i Monferrato, Piemontes landlige hjerte. Her hersker Barbera og Moscato, men man geråder sig også nemt ud i ukendt terræn, for Monferrato er et sandt skatkammer af sjældne, gamle sorter: Freisa, Grignolino, Ruchè, Timorasso og altså også Uvalino. Alle med noget umiskendeligt piemontesisk over sig.

Oprindeligt stammer Uvalino måske fra Roero længere mod vest; men Monferrato må være dens ubestridte højborg i dag. Dens visse oprindelse og nærmere familiære forhold fortaber sig under alle omstændigheder i de legendariske piemontesiske tåger.

Uvalino er en lille drue med meget tykke og meget mørke skaller. Den modner sent men er meget robust i forhold til frost, svampesygdomme og botrytis; en egenskab, der gør den mere end velegnet til økologisk dyrkning. Man høster den ret sent, først når druerne er helt modne. I hine tider havde mange et par rækker Uvalino et eller andet sted i deres vinmarker. Foruden at forbedre på Barbera med struktur og ekstrakt (en anden forklaring på navnet Uvalino er, at det skulle være afledt af uvario, en hverdagsvin blandet af flere forskellige druer), har Uvalinos hyppigste anvendelse været til ædle, søde vine for at tæmme dens kraftige tannin og balancere det fyldige ekstrakt. Det havde kun de rige råd til, og Uvalino som passito blev et symbol på velstand og sundhed. Men tiderne ændrede sig, nye druer og vine kom til, og Uvalino aftog i betydning.

Borio-familien kan spore sine rødder i Piemonte helt tilbage til 1100-tallet, og siden 1800-tallet har de huseret på Cascina Castlet lige uden for Costigliole d’Asti— midt mellem Alba og Asti, 14 kilometer til hver. Husets speciale er Barbera, og den drejer de godt: Moden frugt, frisk syre og en tilpas fylde, elegant og umiddelbar, ikke overgjort. Maria Borio har bestyret Cascina Castlet siden først i 1970’erne; og da hun først i 1990’erne foretog en række forsøg med nye tiltag for at beskytte naturen— fuglekasser og mere resistente sorter— kom Uvalino også på programmet. Maria huskede den særlige vin fra sin barndom. Duften og smagen havde slået dybe rødder i hendes hukommelse, og trangen til at genopleve vinen og dele den med andre tog til. Den navnkundige Barolo-brygger Renato Ratti fra Lamorra havde en beplantning af Uvalino ved Villa Pattono i Costigliole d’Asti. Maria Borio slog til og med hjælp fra vitikultureksperten Lorenzo Corino fra Asti genopdyrkede hun sin egen Uvalino-mark og forsøgte at genskabe den eftertragtede passito-vin, og navnet blev Uceline. En smagning af de seneste årgange bekræfter både vinens særlige karakter og Borios talent. Der er en ganske særlig vin.

I 2002 kom Uvalino så på listen over anbefalede sorter i Piemonte. Nye beplantninger kommer langsomt til, og flere vinbønder begynder at vejre morgenluft. Måske vi ser mere til i en ikke så fjern fremtid.

Uceline 2012. Dybt sortrød i glasset. I duften tørrede blomster og mørke bær, man fornemmer en dybde og mørk sødme. Smagen tegnes af fuldmodne kirsebær i følgeskab med tørrede frugter, marcipan, kanel, alskens krydderier og tørrede krydderurter, og den klinger af på en interessant kamfernote. Tæt ekstrakt, Uceline har om nogen vin rig kompleksitet, og den bliver hængende længe i munden. Den høje alkohol fornemmes, men en jævn syre og et kobbel rustikke tanniner sørger hele vejen igennem for rank struktur. Udfordrende men udsøgt, meget magtfuld vin.

Druerne blev høstet sidst i oktober, da de langt om længe var blev godt modne. Efter grundig sortering blev klaserne lagt i kasser og stillet til tørre en måneds tid. Endnu en sortering og delvis afstilkning før nænsom presning og gæring. Selve gæringen forløb langsomt og relativt køligt (under 25 grader) og med jævnlig omrøring i fadene (5.000-liters) for at udtrække flest mulige smagsstoffer fra skallerne. Efterfølgende malolaktisk gæring og modning to år på træfadene.

Flaskens dekorative design, fugleflugt i bogstaver, symboliserer trækfuglenes færd mod de varme lande om efteråret, hvor de undervejs ofte slår sig ned i vinmarkerne og tager for sig af de druer, der stadig måtte hænge på planterne. Det himmelvendte blik mod fuglende får jordforbindelse i farven: Det er Astis gule sand og ler, der har stået model til nuancen.

Afsluttende uvidenskabeligt efterskrift

Uvalinos nok største claim to fame ligger ærgerligt nok ikke i dens lange historie eller særegne organoleptiske kvaliteter. Snarere er det dens tårnhøje indhold af antioxidanten resveratrol, der har tiltrukket opmærksomhed— på grund af stoffets antagede sundhedsfremmende egenskaber. Resveratrol er en polyfenol, der findes i blå druers skaller og under macerationen udtrækkes i mosten og dermed forefindes i rødvin. Stoffet blev identificeret i forbindelse med det såkaldt “franske paradoks”, at mange franskmænd, trods en fed kost, led meget mindre af hjertekarsygdomme end andre. Et dagligt indtag af rødvin fik “skylden”, og jagten gik ind på at identificere de ansvarlige stoffer.

Uvalinos høje indhold kan i første omgang tilskrives de tykke skaller; og i modsætning til de fleste andre sorter bevarer Uvalino et fortsat højt indhold af resveratrol selv ved fuld modenhed. Druen danner stoffet som en såkaldt phytoalexin, en modstander mod angreb fra bakterier og svampe; og det samme gør blåbær, morbær og en række andre planter.

Det er dog kun i ringe grad lykkedes in vivo at eftervise de indledningsvist ellers lovende resultater in vitro. Større undersøgelser har endnu ikke kunnet etablere resveratrol som vidunderstoffet, der skal befri os fra kræft, sukkersyge og hjertekarsygdomme, som man engang håbede. En vis virkning synes stoffet dog at have mod visse lidelser, og man har da lov at håbe. Risikoen for sundhed og livsforlængende virkning skal ikke holde en fra et glas rødvin i ny og næ.

Flaske: Uceline 2012  
Vinhus: Cascina Castlèt 
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Druesort: Uvalino
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15,5%  
Pris: cirka 200,-  

En piemontesisk adelsmand

Grignolino

‘Den lille med de mange kerner’— nogenlunde således kan navnet på en af Piemontes mange indfødte druesorter, Grignolino, oversættes til dansk. Den sent modnende sort er lille og rig på kerner, 4-6 styk er ikke unormalt, og det bidrager til druens markante tanninprofil. Langsom og nænsom presning er derfor kodeordene til kvalitet uden for megen bitterhed og for tørre taninner. Når det er sagt, så er det netop tanninstrukturen, syren og dens viltre aromatik, der gør den arketypisk piemontesisk— aristokratisk og elegant.

Druerne bliver mørkerøde på solsiden men forbliver ofte grågrønne på skyggesiden. Mosten er altid lys, men intensiteten er stor, og dens aromatiske spektrum fra roser, jordbær, hindbær og røde kirsebær over tørrede morbær, gojibær og rosiner, til abrikoskerner, mandler, nelliker, peber, tobak og røg.

Grignolino har hjemme i Monferrato og stammer sandsynligvis fra området mellem Asti og Casale. Den er nævnt så langt tilbage som 1246 og 1337 og nåede sin største udbredelse og berømmelse i 1800-tallet, hvor den blev regnet som samme kvalitet som Nebbiolo; mens Dolcetto og Barbera var bællevin til almuen. Efter phylloxeraen ændrede fordelingerne sig, og indtil sidst i det 20. århundrede havde Grignolino en svær tid.

Nu genopdages denne interessante drue heldigvis. I dag er Grignolino mest udbredt i provinserne Cuneo, Alessandria og Asti, men hjemstavnsfølelsen er stærk, og den slår igennem i de to traditionelle, sortsrene vine, Grignolino d’Asti og Grignolino del Monferrato Casalese. Blandt de bedste producenter kan nævnes Castello di Neive, Tenuta Montemagno, Gaudio, Pierino Vellano, Castello di Gabiano, Cascina Tavijn, Trinchero og Tenuta Olim Bauda.

Olim Bauda

Vinhuset har sit navn efter familiens gamle villa, der oprindeligt tilhørte Bauda-familien, der var venner af Verdi. Bertolino-familien fra Nizza har lavet vin i fire generationer, fra oldefaren Giacinto, over bedstefaren Giovanni, til faren Agostino; og de overtog villa og vingård i 1961. I dag er det søskende-trioen Diana, Dino og Gianni, der fører familiens vintradition videre efter farens død i 1987. Kælderen har de bygget om og indrettet med moderne udstyr; men med respekt for traditionerne, det råstof og den erfaring, de har fået givet videre.

“Vi laver Barbera og en masse andet,” fortæller Dino; og det er i den anden masse, man kan finde de spændende småting: En ny Nebbiolo, en god Gavi og en ganske glimrende Grignolino— foruden flere Barberaer af bedste aftapning.

Det er Dino, der står for arbejdet i markerne. De lyse jorde, der mestendels består af kalkholdig mergel, silt og sand, får ikke lov at ligge bare hen. Der er grønt imellem rækkerne med vinstokke. “Vi bruger aldrig herbicider. Vi bor her jo; vores hus ligger midt mellem markerne.” Kunstgødning er ligeledes bandlyst, og familien forsøger at reducere brugen af kobbersulfat i markerne. Ligeledes arbejder man kun lidt med traktorer, og al høst foregår manuelt.

I kælderen får familien hjælp af ønologen Giuseppe Caviola, og der er foruden store ståltanke masser af traditionelle træfade. Barriques, tonneaux og flere størrelser af botti, de klassiske italienske træfade. Egen er fransk, men bødkeren er italiensk. Fadene skal understøtte vinen og fremme dens udvikling, ikke smage igennem i den færdige vin. Bertolinoerne vil have sorterne, landskabet og årgangene til at smage igennem; og det lykkes til fulde i deres fremragende Grignolino:

Isolavilla 2017 er rosenduftende og dybt frugtig, fuld af hindbær, røde blommer, friske figner, hyben og hibiscus. Syren er livlig, først føles vinen ret saftig, før de lette men markante tanniner strammer den op! Den er meget tør; men elegant og betagende. Den bør serveres i større glas og ikke for lun.

2017 var en varmere, tørrere og temmelig solrig årgang, og vinene er derfor en smule mørkere end vanligt. Der er oplagt udviklingspotentiale i den. Den udvikler sig over timer i glasset; og den vil sagtens kunne klare nogle år i kælderen.

Et par af Olim Baudas vine forhandles i Danmark af Leisner Vine. Udflugter i det øvrige sortiment kan gøres via den velassorterede tyske italienske vinimport superiore.de.

Flaske: Grignolino d’Asti Isolavilla 2017  
Vinhus: Tenuta Olim Bauda  
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Druesort: Grignolino  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 175,-