Viewing entries tagged
Piemonte

Bjergtagende Boca

Comment

Bjergtagende Boca

Realiteterne var hyldet i tåge men forventningerne forunderligt klare.

Mine første erfaringer med Nebbiolo var skriftlige. Som ganske ung læste jeg med længsel om druen og dens berømte vine fra Barolo, længe før jeg stiftede bekendtskab med vinen i levende live og selv fik smag for sagen. Druen, der tog navn efter de sagnomspundne piemontesiske tåger, som den sendrægtigt modnede i; og hvis vin først modnedes efter lang tids lagring i store, gamle fade og gerne flere år på flaske. Et besvær, man alligevel og glædeligt begav sig ud i, vakt af løfter om sjældne dufte og smage… af violer, roser og tjære, hvide trøfler, vilde urter og bær, båret af en forfriskende syre og så fine og faste tanninner, at de kunne rette ryg på selv en adelsmand. Kongernes vin og vinenes konge!

Barolo skuffer ikke men skal læres at sættes pris på. Det samme gælder for den ofte en smule mere imødekommende nabo Barbaresco. Begyndervin er det ikke, dertil er strukturen for krævende, men afkastet ved længere tids tilvænning og tålmodig påskønnelse er betragteligt. Alligevel forekommer det mig i dag, efter et par årtiers praktiske erfaringer med mangfoldige flasker, at det forfriskende kølige, raffineret karakterfulde og ikke mindst de fortryllende dufte— især de sarte roser og violer, skovjordbær og trøffelemmende muld— oftere er at finde uden for Langhe-provinsens to berømte B’er og snarere længere mod nord, eksempelvis i Novara-provinsens betagende kommune Boca. Den er beliggende lige midt i Alto Piemonte og sammen med andre gamle appellationer som Ghemme og Gattinara et levende mindesmærke om en lang tradition for finere vinavl, længe før Langhe blev besunget skrev man i 1300-tallet om Boca som en stor vin langt tilbage i tiden. Men mere relevant er nok, at disse nordlige områder nu er vågnet efter årtiers tornerosesøvn og i højeste grad har fremtiden for sig.

Det var gensmagens glæde, da jeg for nylig havde fornøjelsen af igen at lade proppen gå på et par flasker god vin fra familien Sertorio på Podere ai Valloni i bemeldte Boca. Gården har de drevet siden 1980, fra 2014 som certificeret økologisk vinbrug og senest med et skærpet øje for bæredygtighed i bredere forstand; men hele vejen igennem med sans for kvalitet og især Alto Piemontes og Bocas særegne kvaliteter: En kølighed, som gør vinen saftig og sart, en vulkansk jordbund, som stækker væksten og giver vinene spænding og kompleksitet, en elegant kombination, som er sælsom og dragende som drømmenes Nebbiolo.


Podere ai Valloni

Den nuværende gård er grundlagt af Guido og Cristiana Sertorio i 1980 på det landsted, hvor advokaten Giovanni Battista Finazzi fra Maggiora midt i 1800-tallet slog sig ned og etablerede en egentlig vingård. Hans efterkommere og efterfølgere fortsatte vinavlen, og med lanceringen af Bocas egen DOC i 1969 blev gårdens marker medregnet i appellationen. Desværre fortsatte områdets nedadgående tendens og markernes forsvinding helt frem til firserne, hvor familien Sertorio overtog gården og genoptog produktionen, på et tidspunkt hvor Boca var på nippet til helt at forsvinde med kun en håndfuld hektarer tilbage. Podere ai Valloni var således første og indtil langt senere eneste producent af Boca DOC. Det begyndte at give genlyd i 1987, hvor den navnkundige gastronom og vinskribent Luigi Veronelli var den første til at lovprise deres vins kvalitet og fremføre dens løfte om en genopblomstring af det historiske område. Det var stadig et helt årti før, en vis schweizisk vinhandler ved navn Christoph Künzli i 1998 overtog en historisk ejendom fra en anden lokal legende i Boca, en vis Antonio Cerri, og søsatte vinhuset Le Piane.

Høst hos familien Sertorio. Nebbioloen bringes i hus

I dag drives Podere ai Valloni af deres datter Anna Sertorio og hendes mand Andrea, med hjælp fra henholdvis generationen før og efter. De viderefører arven med husets signaturvin Vigna Cristiana, plantet af og opkaldt efter moderen, samt de lettere men ingenlunde ringere Gratus og Sass Russ. Vine, der er lette på på, ranke i ryggen og faste i kødet. Koncentration og kompleksitet mangler de heller ikke. Høstudbytterne holdes nede på under 45 hl per hektar, det halve af det tilladte, og ikke meget mere end 3,5 hektarer bliver det derfor blot til omtrent 12.000 flasker årligt.

Et veletableret og vidt respekteret navn er ai Valloni for længst, og langt om længe er den internationale opmærksomhed igen begyndt at rette sig mod både Boca og Alto Piemonte i almindelighed. Drevet ikke mindst af længslen efter autentiske og lettere rødvine, som er eftertrængte oven på et par årtier i Parkers vold, men som desværre samtidigt bliver sjældnere i skyggen af den globale opvarmning.


Boca

Landsbyen Boca ligger på en 400-500 meter hævet bakketop, ikke meget højere end mangt en mark i Langhe, men den ligger de langt højere bjerge nærmere, og omgivelserne er anderledes ufriserede, omgivet af skov og vildnis i den nydelige naturpark Parco Naturale del Monte Fenera. Ikke langt syd for ligger Pianura Padanas tågede sletter og syd derfor de velkendte rismarker ved Vercelli og Novara; og længere mod nord ligger mægtige Monte Rosa og de egentlige Alper på den anden side af den schweiziske grænse. Bocas vinmarker, som nu tæller næsten 25 hektarer, ligger i mellem 300 og 550 meters højde, holdt køligt og forholdsvist tørt af faldvinde fra bjergene.

Områdets overordnede karakteristika er, at det er beliggende i det sammenfaldne krater af den for længst udslukte supervulkan Valsesia. Denne gamle kæmpe var aktiv for 300 millioner år siden, men dens base blev skubbet op igen under den alpine orogenese for godt 70 millioner år siden. Boca befinder sig på den ene side af dens caldera, Ghemme og Gattinara på den anden. Det betyder, at grundfjeldet her er præget af basalt og porfyr, i Bocas tilfælde især pink og purpor porfyr. Derpå er dannet humusarme, sandede og ganske sure jordbunde, ofte med pH på 4 eller endda derunder. Alt sammen i tydelig kontrast til Langhes langt mere basiske, kalkholdige, sedimentære jorde.

Ret skal være ret, det er ikke ren Nebbiolo, der flyder fra en flaske Boca. I tråd med områdets tradition skal Boca DOC også bestå af mindre mængder Vespolina og den særlige sjældenhed Uva Rara, lokalt også kendt som Bondarda Novarese. Små stænk, som er med til at komplementere Nebbiolo, der i disse omgivelser bliver mindre righoldig end i Langhe. 70-90% Nebbiolo giver sarte røde og vilde bær som skovjordbær, brombær og slåen, mens Vespolina byder ind med sursøde kirsebær, vilde blomster og et tydeligt pebret præg; og Uva Rara, som dulmer med søde mørke bær. Alto Piemontes historisk vigtige opbindingssystem, den såkaldte ‘maggiorina’, er opgivet i Boca, hvor stokkene i stedet generet beskæres og opbindes som Guyot.

Efterårsstemning

Der er lav sol, gyldent løvfald og skovens dybe, stille ro over Podere ai Vallonis vine. Noget på en gang afslappet og alvorligt, som i samspil glæder ganen og løfter sindet. Det skyldes dels terroiret og de lokale traditioner, dels et seriøst stykke håndværk, med lang tids økologisk dyrkning, manuel høst, spontangæring og tålmodig modning af vinene. De er alle særdeles anbefalelsesværdige og lagringsværdige, og så gør det kun glad at se dem fyldt på stilige letvægtsflasker af genbrugsglas og smukt designede etiketter af genbrugspapir. Det er klasse.

Sass Russ 2023 er i det muntre hjørne med en dejlig duft af blomster, jordbær og hindbær. Frisk og saftspændt i munden med masser af syrlige jordbær, blodappelsin og rød grapefrugt, fine men faste tanniner og et behageligt tørt finish. Appetitvækkende. Vinen er opkaldt efter de røde porfyrsten i markerne og består af 80% Nebbiolo og 20% Vespolina med små fire dages maceration på ståltanke og et års modning på samme. Alk.: 13%

Gratus 2020 signalerer en smule alvorligere miner, med modne jordbær, hindbærbolcher, syltede kirsebær og Kongen af Danmark. Spændstig med en vis saftighed, fin fylde og velrundede tanniner, let lakridsede og pebrede noter i eftersmagen. 85% Nebbiolo og 15% Vespolina med godt otte dages maceration på ståltanke og et års modning på store slavonske træfade. Alk.: 13,5%

Vigna Cristiana 2016 er ikke overraskende husets mest udtryksfulde vin og indbegrebet af Boca: Nobel næse med modne skovbær, skovbund og æteriske strejf af urter, krydderier og røgelse. Både bær og urter følger trop i smagen, ledsaget af blommeskind, læder og nyslået hø. Mægtig struktur med mundvandsdrivende syre, salt sprødhed og et væld af fine tanniner; men modnet, i mageløs balance og med fornem længde. Måske det skyldes de snart 50 år gamle stokke og skråningens karge jordbund med masser af porfyr. Druerne er høstet midt i oktober måned, 70% Nebbiolo med 20% Vespolina og 10% Uva Rara. Spontangæring med tre ugers skinkontakt på ståltank, tre års modning i store slavonske fade. Flasket ufiltreret og med mindst et års flaskemodning før frigivelse. Alk.: 13%

Desværre ikke i dansk distribution for tiden, men det både kunne og burde ændre sig.


Flaske: Vigna Cristiana 2016
Vinhus: Podere ai Valloni  
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Druer: Nebbiolo,
Vespolina, Uva Rara
Jordbund: Sand, porfyr
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 400,-

Comment

Den hvide Barolo?

Comment

Den hvide Barolo?


“Jeg har altid været fascineret af Riesling. Dens elegance, dens egenart, dens kompleksitet. Jeg vil ligefrem vove at kalde den en hvid Barolo, for jeg mener, at det er muligt at opnå samme tilfredsstillelse fra stor Riesling som man kan få fra stor rød Nebbiolo.”

Ordene er Sergio Germanos, og havde han ikke tilhørt toppen af producenter i Barolo-kommunen Serralunga d’Alba, ville de fleste nok have fundet sammenligningen en smule overdrevet og måske affeje den som en overmodig germanofils agitation. Men det germanske ligger alene i efternavnet, og manden ved, hvad han taler om— ikke mindst fordi han selv laver en af Italiens bedste Riesling-vine Hérzu i Alta Langa sydvest for Serralunga d’Alba.

Det er en Riesling, som i duft, smag og struktur måske slægter sine østrigske snarere end sine tyske versioner på, med moden frugt, fornem fylde og stor længde. Farven er helt lyst sølvgrå. I næsen er der først en frisk og flintet note, med kølig bjergbrise, jasmin, bivoks, kold fersken og lime, dybere nede lette petrolske og røgede noter. I munden er den sprød og frisk, med velintegreret syre, rig fylde og fløjlet blødhed; smag af sødmefulde kerne- og stenfrugter, pære, fersken og et svirp moden limesaft. Mildt urtet med tørt, salt finish, og frugten bliver hængende længe. Lækker tekstur, flot fokuseret og med brillant balance.

Årgangsvariationer byder på den ene side på mere svirpende syre og mere mineralsk kant, på den anden side mere fylde, eksotisk frugt og pikant krydring. Smager man årgange med flere år på bagen, forsikres man om et fint udviklingspotentiale, og ad åre udvikles spændende noter af kandiseret citrus, basmatiris, safran og røgelse. Så alt efter årgang og personlig smag skulle der være vin til såvel fisk og skaldyr som og ikke mindst risotto.

“Alta Langa Riesling er helt åbenlyst noget andet end en klassisk tysk Riesling,” fastslår Sergio Germano, “men heldigvis bibeholder druen sine typiske karaktertræk her. Den er umiddelbart genkendelig, selvom den har helt andre vækstforhold her. Selvfølgelig er den anderledes end en tysk Riesling, for jordbunden her er rigere og giver vine med en rigere struktur og mere volumen.” Han uddyber:

“Alta Langas karakteristiske kalksten giver vinen sin mineralitet, sin salinitet og sin store længde. Luften her har en næsten maritim karakter grundet fugten fra Tanaro-floden, som flyder 100-300 under vinmarken. Det mikroklima sikrer friskhed og syre, men skaber også gode betingelser for botrytis. Mange vinbønder ville prise sig lykkelige for det, men jeg var faktisk en smule ængstelig i begyndelsen. Nu håber jeg bare, at den fortsætter med at trives der, for en smule botrytis giver aromatisk kompleksitet og karakter, som klæder Riesling.”

Om vinens særprægede navn beretter han følgende: “Den lokale dialekt omkring Ciglié er anderledes end Serralungas, og da jeg første gang stødte på ordet ‘hérzu’ her blev jeg taget på sengen; men samtidigt nysgerrig. Jeg fandt ud af, at det betød ‘stejl’ eller ‘skråning’, og så besluttede jeg at kalde vinen det.” Vinmarkerne befinder sig nemlig i 500-570 meters højde, på stejle sydvendte skråninger. Skråningerne, den kalkholdige jordbund og det kølige vejrlig i Alta Langa er desuden velkendt som grobund for Piemontes bedste mousserende vine. Men Riesling opnår altså også nobel karakter her… en smule som en Barolo. “Det er en vin, der deler vandene. Enten elsker du den eller omvendt har du det stramt med den. Den fordrer noget af dig.”



Ettore Germano, tradition og evolution

Vinhuset Ettore Germano er grundlagt i 1856 og har været i familiens besiddelse lige siden. I begyndelsen solgte man sine druer til andre producenter, men siden 1993 har Sergio Germano udelukkende beskæftiget sig med egenproduktion. Sergio laver klassiske Serralunga-vine med stor indlevelse— fint strukturerede og subtilt komplekse Baroloer fra Prapò, Cerretta og Vigna Rionda. Forvis dig eventuelt hos Haslund Vin ved at smage nogle af husets hjørnesten: Barolo Serralunga d’Alba 2018 har mørkerøde bær, skovbund og bålrøg i duften, smagen går i retning af hyben, granatæble og pastinak, urtede og jordede undertoner, med grundigt greb af fint sandede tanniner. Barolo Cerretta 2017 er mere intens i frugten, både i duften og smagen, med masser af hyben, hindbær og kirsebær, knugende tanniner og en spændstig syre holder sammen på dens indestængte kraft. Krydret efterklang, fugtig muld, lysristede kaffebønner og urtete… og hans Barolo Lazzarito Riserva 2015 emmer af citrontimian, marrokansk mynte, kandiseret viol, pibetobak og røgelse… og frugten bugner af tranebær, rabarber, kirsebær og kandiseret orangeskal, indrammet af fløjlsbløde tanniner, livlig syre og en umami-agtig eftersmag af soffritto og teriyaki, eminent raffineret kompleksitet.

Men det klassiske lader ikke Sergio stå i vejen for samtidigt at lave hvide og mousserende vine på Chardonnay og Riesling. En forpligtelse på tradition tvinger ham heller ikke til blindt at acceptere konventionel skik og brug: Han flasker skamløst alle sine hvidvine med skruelåg og har i en årrække aftappet en lille del af sine Baroloer med samme lukkemekanisme for at se, hvordan de udvikler sig over årene med skruelåg i stedet for kork— og de foreløbige resultater skuffer ham ikke. Som i de hvide bevarer skruelåget bedre vinens fine aromatik, men modsat konventionel visdom stopper den ifølge Germano ikke modningen; den sker blot i et anderledes adstadigt tempo. Så med tiden ser vi måske en Cerretta eller en Vignarionda på markedet med skruelåg…

Sergio har endvidere en særlig interesse i den lokale grønne sort Nascetta, som han han blandt andet vinificerer på amforaer. Den giver vine med en ret frisk og frugtig karakter, masser af æble og kvæde, og når den er bedst giver den delikate noter af akacie, citron, rosmarin og salvie. Hvis Riesling er hvidvinens svar på Nebbiolo, må Nascetta være dens charmerende Barbera.

Det er ikke kun i sit vinsortiment, Sergio Germano stræber efter mangfoldighed. Biodiversitet i og imellem markerne ligger ham på sinde, og siden 2016 har han dyrket i overensstemmelse med det bæredygtige piemontesiske omlægningsprogram VITA – VITicoltura Armoniosa, som lægger særlig vægt på manuelt arbejde i vinmarken; naturligt grønt bunddække mellem rækkerne; jordberigelse via bælgplanter og korsblomstrende planter for at opbygge naturlige kvælstofbeholdninger i jorden; biologisk bekæmpelse af skadedyr ved brug af feromoner; og forsøg på reduktion af brugen af kobbersulfat; samt reduktion i vand- og energiforbrug i kældrene. Små skridt men i den rigtige retning.

Druerne til Hérzu er høstet ved håndkraft i småkasser; med langsom pneumatisk presning og kølig gæring på ståltanke. Ingen malolaktisk gæring, men vinen mildnes af små fem gram restsødme. Resultatet er en righoldig Riesling i flot balance og ifølge Ian d’Agata “måske Italiens bedste Riesling.”


Flaske: Hérzu 2020  
Vinhus: Ettore Germano  
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Drue: Riesling  
Jordbund: Kalkholdig silt og kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 275,-

Comment

Ud af tågerne

Comment

Ud af tågerne


En kort køretur uden for Piemontes tekstilby Biella ligger La Prevostura på et bakkedrag, der bærer samme navn og er beklædt med rækker af velplejede vinstokke. Landskabet er det nordlige Piemontes bølgende bakker, og bjergene toner tydeligt frem i horisonten med det mægtige Monte Rosas tinde på 4.634 meter som landemærke. Måske føler vinstokkene sig inspireret af ‘rosenbjerget’, for vinene herfra er himmelstræbende ranke, friske som bjergluft og ofte duftende af roser og violer. Hoveddruen er den aristokratiske Nebbiolo, som altså finder et anderledes let, lyst og elegant udtryk heroppe, selvfølgelig med sin vanlige evne for at sætte smag på selv små forskellige i terroir. Smag bare den lille håndfuld vine fra La Prevosturas knapt fem hektarer, f.eks. deres stilrene tretrinsraket Garsun, Muntacc og Lessona (på dansk grund gennem Vinimondo), som spænder fra saftig rød bærfrugt til det stringente og malmfuldt mineralske. Mere syrestyret end Barolo og Barbaresco og med mildere tanniner, sælsomt saftigt og tørt i samme drag. Det er indbegrebet af Alto Piemonte med roser, hyben, skovbær, vilde urter, mos, muld og sand, som om det skovklædte, subalpine landskab var løbet direkte gennem druerne og ind i flasken.

Lang historie kort

Oprindeligt var det lokale provstesæde lokaliseret der, deraf det gejstlige navn La Prevostura, provstiet. Siden kom ejendommen til at tilhøre marquis Alfonso Ferrero La Marmora (1804-1878), en turinesisk general og statsmand, som spillede en ikke uvæsentlig rolle i Italiens forening. Efterfølgende overtog familien Quario ejendommen, og de gjorde den kendt for sine fine vine omkring 1900. Så fulgte desværre en nedgangs- og forfaldstid i løbet af det 20. århundrede, særligt efter 2. verdenskrig, og til sidst gik det helt i stå.

Men i 2001 kom der nye kræfter til i form af brødrene Marco og Davide Bellini, som med stor entusiasme og virkelyst forsøgte at restaurere La Prevostura til fordums storhed. Den i Alto Piemonte allestedsnærværende Cristiano Garella havde selvfølgelig en finger med i spillet. Markerne blev fra 2004 genplantet med gamle kloner af de lokale sorter, foruden Nebbiolo en smule Vespolina og Croatina. Markarbejdet foregik fra første færd uden anvendelse af kunstgødning eller sprøjtegifte, og i kælderen går man også traditionalistisk til værks med spontangæring og små og store træfade. Marco Bellini har i de seneste år trukket sig mere i baggrunden, mens Luca de Marchi fra Proprietà Sperino, en anden anerkendt og nyligt genrejst Lessona-vingård, er kældermester i samarbejde med vinmager Maurizio Forgia. Skønt vinstokkene endnu er unge og vinhuset i sin korte levetid i det 21. århundrede har haft flere folk inde over, så er der allerede opnået ikke blot en konsistent kvalitet men også en særlig stil på La Prevostura, som på fornemmeste vis repræsenterer Alto Piemonte.

La Prevostura og Alto Piemonte har da også i videste udstrækning delt skæbne i de sidste 100 år. Det 20. århundrede var generelt op ad bakke for området, omvendt formuleret én lang nedtur. Det, der ved århundredets begyndelse var godt 40.000 hektarer vinmarker, skulle svinde ind til nogle få hundreder, og navne som Boca, Bramaterra og Lessona så godt som gå i glemmebogen. Hvis nogen kunne genkende navne fra området, var det Vercelli eller Carnaroli, og så var varen ris; eller Biella og varen byens fine tekstiler. Skulle vin være på tale, gik æren udelukkende til Ghemme og Gattinara, og helt ærligt, hvor mange kendte de navne for ti år siden?

Tiderne skifter og erindringen om den gode vin overvintrede heldigvis; og nu går det hurtigt opad igen for området, så det 21. århundrede kan meget vel gå hen at blive Alto Piemontes nye storhedstid. Vinrodlusen rydede grundigt ud i vinmarkerne i det 19. århundrede, og den industrialisering og urbanisering, som i det 20. århundrede forvandlede og affolkede området, imødegås nu af omvendte demografiske tendenser, en ny vinmode og ikke mindst klimaforandringer, som kan tilsmile det køligere område og dets ranke, slanke vine. Er man glad for Nebbiolo i dens lysere og lettere udgaver fra f.eks. Roero og især Valtellina i Lombardiet, så er Alto Piemonte og dets ti kommuner værd at lære navnene på. Nok i første omgang særligt Lessona, Boca og Bramaterra samt Ghemme og Gattinara. La Prevostura er et glimrende sted at gå i gang, hvis man endnu ikke har stiftet bekendskab med området, men Colombera & Garella (Terroiristen), Tenuta Sella (Unikavine) og Noah (Vinpusheren) er ligeledes direkte tilgængelige på det danske marked og er ligeledes fornemme repræsentanter.


Vulkanen gravet frem

Alto Piemonte er i sandhed det øvre, højere og stejlere Piemonte. Beliggenhed tættere på selve Alperne er iøjenfaldende. Heroppefra synes det sydligere Langhe som et blidt bakket landskab i sammenligning, og dets forholdsvist kalkholdige mergel- og lerjorde er heroppe erstattet af mere stenede, sandede jorde. Jordlaget er generelt tyndt og let, med lavt indhold af organiske næringsstoffer (som kvælstof og kalk), og jordbunden er derfor ganske sur— pH-værdierne er ret lave, gennemsnitligt på 5,5 og visse steder helt ned på ekstreme 4,5, og det påvirker vinstokkenes vækst og dermed vinen derfra.

Jordens pH-værdi påvirker nemlig planternes optag af næringstoffer. Ved meget høje såvel som meget lave værdier bliver visse næringsstoffer simpelthen utilgængelige, uoptagelige for den enkelte plante. Omvendt kan der under ekstreme forhold frigives andre næringsstoffer i så store mængder, at de har en modererende, stressende eller endda skadelig virkning på plantens vækst. I meget sure jorde frigives for eksempel aluminium, som for de fleste planter er giftig. Kobber, som i høje koncentrationer også er skadeligt for planter, optages også lettere ved lave pH-værdier. Nogle planter har tilvænnet sig sådanne ekstremer og etableret sig som overlevere i sådanne nicher. Sådanne ‘surbundsplanter’ foretrækker eller ligefrem insisterer på tør, kalkfattig og sur jord— som eksempelvis akacier, azaleaer, lyng, magnolia, robinier og rhododendron. Man ser således regulære skove af især robiner og rhododendron i naturområderne i Alto Piemonte. Heldigvis er vinstokken en stærk og sej plante, som sagtens kan tilpasse sig sure og tørre jorde, selvfølgelig med en vis (i indeværende tilfælde særdeles positiv) indvirkning på vinen; og gennem forvitring frigives pyroxener fra de forskellige bjergarter, og de er gode for vinstokkens rødder af søge næringsstoffer fra.

Den stenede, grusede, sandede jord for Alpernes fødder er delvist af glacial, marin og alluvial oprindelse men endnu mere interessant tillage af vulkansk. Området hviler nemlig på krateret af den såkaldte ‘supervulkan’ Valsesia, som var aktiv for godt 300 milloner år siden, og hvis udslukte base blev skubbet op igen under Alpernes dannelse for mere end 20 millioner år siden. Den vulkanske base forklarer også det som regel særdeles høje jern-, magnesium, mangan- og zink-holdige jordbunden heroppe. Kommunerne Coste della Sesia, Bramaterra, Ghemme, Gattinara og Lessona er særligt rige på vulkanske sten, især basalt og rød porfyr; og måske det er noget af det, der smager igennem i disse vine med deres ranke og slanke karakter, intense og komplekse aromatik og en let salt, jernagtig eftersmag. Man kan ofte opleve noget lignende i vinene fra Etna, Lanzarote, Tenerife og Azorerne, alle dog varmere i udtrykket end de køligere bjergvine fra Alto Piemonte nordligere himmelstrøg.

Der er selvsagt køligere så langt nordpå, men i sommerhalvåret er der både varmt og solrigt på sydsiden af bjergene; men en kølig faldvind fra Alperne moderer dog temperaturen, og der er store udsving i temperaturen fra nat til dag og i løbet af den lange vækstsæson, hvor Nebbiolo først høstes hyldet i de sene oktobertåger.

Et centralt udsnit af La Prevosturas formåen i dag: Den læskende rosato Corinna, den fine Muntacc, de finere Garsun og den fineste Lessona i flere årgange. Årgangene er åbenlyst forskellige, men kvaliteten stort set hvert år høj.

Glemte godter genskabt

Indgangsbønnen er Garsun, en kæk fyr med et lyst sind. Garsun 2019 er en ung og umiddelbar rødvin, et svirp saftige røde bær og granatæble, abrikoskerner, tørrede roser, masser af tranebær og figner, friske og tørrede. Let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svitsende syre. ‘Det halvt fyldte glas’ har forstandigt og fyndigt beskrevet den som “en tur i provstiets søndagskole. Sarte bærnoter giver lovninger om Edens have, bitre tranebær holder os på dydens smalle sti, og mundhulelædrende tanniner tilgodeser flagellanterne blandt os.” 50% Nebbiolo spædet op med 35% Vespolina og 15% Croatina, gæret og modnet på stål. Prisen er 199,-

Andægtigheden bliver større i Muntacc 2018, som med 85% er tæt på ren Nebbiolo med 15% Vespolina, som har forvildet sig ind på marken. Muntaccs jordbund består af silt og sand med højt indhold af kvarts og porfyr samt aflejringer fra gammel havbund. Mere diskret i duft og smag, men tro ikke, at den intet har på sinde. Let blomstret, urtet og frugtig duft, violer, roser, mørke bær, lakrids, peber. God saft, fine men ganske tørre tanniner, let grynede, sandede og støvede. Prisen er 249,-

Topvinen er utvivlsomt Lessona, og La Prevosturas Lessona 2017 er vin med en særlig værdighed, vin af den slags, som bør drikkes knælende. Ærbødigt byder den på en duft som i et gammelt kirkekammer, kolde sten, tørt ædeltræ, røgelse og dertil roser, rooibos, mos og læder. I munden har den en fast men liflig frugt med fløjlet fylde, smager af saftige skovbær, tørrede tranebær, hyben, bergamot og mandel, og selvfølgelig er der syrestringens og fint støvede tanniner. Æterisk og ren Nebbiolo, hvor det hele går op i en højere enhed.

Ældre årgang viser, hvor flot den udvikler sig, og at den ældes med ynde. 2015 har meget samme karakter som 2017 men med et lidt mørkere urtet udtryk. 2013 følger samme spor med små strejf fra medicinskabet i snuden— kamfer og mentol, lakrids og orangeskal— og en saftig blødme i smagen, lakridspulver samt eksotiske krydderier som ras el hanout, mynte og orangeskal.

Quintino Sella, Italiens første finansminister, skal i 1871 have skålet Italiens samling ind med vin fra sin hjemegn Lessona; og i dag er der god grund til at skåle i og for Lessona. Så find Bourgogne-glassene frem, og tag tiden til at udforske La Prevostura, Lessona og resten af det nordlige Piemonte. Det er ikke kun smagen af fortiden, det er smagen af fremtiden.


Flaske: Lessona 2017
Vinhus: La Prevostura
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Drue: Nebbiolo  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinimondo
Pris: 399,-

Comment

Lille drue, stor smag

Comment

Lille drue, stor smag


Uvalino, “den lille drue”, var gået i glemmebogen og var lige ved at afgå ved døden, da Mariuccia Borio fra Cascina Castlet i begyndelsen af 1990’erne genoplivede den sjældne sort midt i Monferrato, Piemontes landlige hjerte. Her hersker Barbera og Moscato, men man geråder sig også nemt ud i ukendt terræn, for Monferrato er et sandt skatkammer af sjældne, gamle sorter: Freisa, Grignolino, Ruchè, Timorasso og altså også Uvalino. Alle med noget umiskendeligt piemontesisk over sig.

Oprindeligt stammer Uvalino måske fra Roero længere mod vest; men Monferrato må være dens ubestridte højborg i dag. Dens visse oprindelse og nærmere familiære forhold fortaber sig under alle omstændigheder i de legendariske piemontesiske tåger.

Uvalino er en lille drue med meget tykke og meget mørke skaller. Den modner sent men er meget robust i forhold til frost, svampesygdomme og botrytis; en egenskab, der gør den mere end velegnet til økologisk dyrkning. Man høster den ret sent, først når druerne er helt modne. I hine tider havde mange et par rækker Uvalino et eller andet sted i deres vinmarker. Foruden at forbedre på Barbera med struktur og ekstrakt (en anden forklaring på navnet Uvalino er, at det skulle være afledt af uvario, en hverdagsvin blandet af flere forskellige druer), har Uvalinos hyppigste anvendelse været til ædle, søde vine for at tæmme dens kraftige tannin og balancere det fyldige ekstrakt. Det havde kun de rige råd til, og Uvalino som passito blev et symbol på velstand og sundhed. Men tiderne ændrede sig, nye druer og vine kom til, og Uvalino aftog i betydning.

Borio-familien kan spore sine rødder i Piemonte helt tilbage til 1100-tallet, og siden 1800-tallet har de huseret på Cascina Castlet lige uden for Costigliole d’Asti— midt mellem Alba og Asti, 14 kilometer til hver. Husets speciale er Barbera, og den drejer de godt: Moden frugt, frisk syre og en tilpas fylde, elegant og umiddelbar, ikke overgjort. Maria Borio har bestyret Cascina Castlet siden først i 1970’erne; og da hun først i 1990’erne foretog en række forsøg med nye tiltag for at beskytte naturen— fuglekasser og mere resistente sorter— kom Uvalino også på programmet. Maria huskede den særlige vin fra sin barndom. Duften og smagen havde slået dybe rødder i hendes hukommelse, og trangen til at genopleve vinen og dele den med andre tog til. Den navnkundige Barolo-brygger Renato Ratti fra Lamorra havde en beplantning af Uvalino ved Villa Pattono i Costigliole d’Asti. Maria Borio slog til og med hjælp fra vitikultureksperten Lorenzo Corino fra Asti genopdyrkede hun sin egen Uvalino-mark og forsøgte at genskabe den eftertragtede passito-vin, og navnet blev Uceline. En smagning af de seneste årgange bekræfter både vinens særlige karakter og Borios talent. Der er en ganske særlig vin.

I 2002 kom Uvalino så på listen over anbefalede sorter i Piemonte. Nye beplantninger kommer langsomt til, og flere vinbønder begynder at vejre morgenluft. Måske vi ser mere til i en ikke så fjern fremtid.

Uceline 2012. Dybt sortrød i glasset. I duften tørrede blomster og mørke bær, man fornemmer en dybde og mørk sødme. Smagen tegnes af fuldmodne kirsebær i følgeskab med tørrede frugter, marcipan, kanel, alskens krydderier og tørrede krydderurter, og den klinger af på en interessant kamfernote. Tæt ekstrakt, Uceline har om nogen vin rig kompleksitet, og den bliver hængende længe i munden. Den høje alkohol fornemmes, men en jævn syre og et kobbel rustikke tanniner sørger hele vejen igennem for rank struktur. Udfordrende men udsøgt, meget magtfuld vin.

Druerne blev høstet sidst i oktober, da de langt om længe var blev godt modne. Efter grundig sortering blev klaserne lagt i kasser og stillet til tørre en måneds tid. Endnu en sortering og delvis afstilkning før nænsom presning og gæring. Selve gæringen forløb langsomt og relativt køligt (under 25 grader) og med jævnlig omrøring i fadene (5.000-liters) for at udtrække flest mulige smagsstoffer fra skallerne. Efterfølgende malolaktisk gæring og modning to år på træfadene.

Flaskens dekorative design, fugleflugt i bogstaver, symboliserer trækfuglenes færd mod de varme lande om efteråret, hvor de undervejs ofte slår sig ned i vinmarkerne og tager for sig af de druer, der stadig måtte hænge på planterne. Det himmelvendte blik mod fuglende får jordforbindelse i farven: Det er Astis gule sand og ler, der har stået model til nuancen.


Afsluttende uvidenskabeligt efterskrift

Uvalinos nok største claim to fame ligger ærgerligt nok ikke i dens lange historie eller særegne organoleptiske kvaliteter. Snarere er det dens tårnhøje indhold af antioxidanten resveratrol, der har tiltrukket opmærksomhed— på grund af stoffets antagede sundhedsfremmende egenskaber. Resveratrol er en polyfenol, der findes i blå druers skaller og under macerationen udtrækkes i mosten og dermed forefindes i rødvin. Stoffet blev identificeret i forbindelse med det såkaldt “franske paradoks”, at mange franskmænd, trods en fed kost, led meget mindre af hjertekarsygdomme end andre. Et dagligt indtag af rødvin fik “skylden”, og jagten gik ind på at identificere de ansvarlige stoffer.

Uvalinos høje indhold kan i første omgang tilskrives de tykke skaller; og i modsætning til de fleste andre sorter bevarer Uvalino et fortsat højt indhold af resveratrol selv ved fuld modenhed. Druen danner stoffet som en såkaldt phytoalexin, en modstander mod angreb fra bakterier og svampe; og det samme gør blåbær, morbær og en række andre planter.

Det er dog kun i ringe grad lykkedes in vivo at eftervise de indledningsvist ellers lovende resultater in vitro. Større undersøgelser har endnu ikke kunnet etablere resveratrol som vidunderstoffet, der skal befri os fra kræft, sukkersyge og hjertekarsygdomme, som man engang håbede. En vis virkning synes stoffet dog at have mod visse lidelser, og man har da lov at håbe. Risikoen for sundhed og livsforlængende virkning skal ikke holde en fra et glas rødvin i ny og næ.




Flaske: Uceline 2012  
Vinhus: Cascina Castlèt 
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Druesort: Uvalino
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15,5%  
Pris: cirka 200,-  

Comment