Den lille vingård på bakken

Istrien. Udsigten er god. Underligt ville andet også være, når stedet hedder Stancija Collis. Collis betyder som bekendt bakke på latin, og stancija er istrisk kroatisk dialekt for et lille vinmarkshus, og netop et sådant ligger i bakkerne lidt sydøst for den smukke gamle havneby Rovinj, med udsigt ud over Adriaterhavet og på en god dag også Brijuni-øerne. Huset tilhører familien Mastilović og er på mange måder et mønstereksempel på en moderne og traditionel istrisk vingård.

Vue mod centrum af den smukke gamle havneby Rovinj på Istriens sydvestkyst

Historien om det lille vinbrug tager sin begyndelse i 1988 i det daværende Jugoslavien. Det unge ægtepar Carmen og Mirko Mastilović havde forelsket sig i selve stedet, som dengang var en lille stykke uberørt natur mellem landbrugsland i indlandet bag Rovinj og nær Bale; og foruden at opføre den ejendom, de skulle bo i, plantede parret desuden en lille olivenlund og en vinmark, mest for egen fornøjelses skyld. Det var tilbage i kooperativernes tid, og før istrisk olivenolie og vin i nyere tid havde gjort sig bemærket som andet end jævne næringsmidler.

Dengang havde de nok næppe forestillet sig, at deres søn Juraj en skønne dag ville forelske sig i vinavl, og at familiegården skulle udvikle sig til en egentlig oliven- og vingård. Istrien gik rimeligt uberørt gennem Jugoslaviens sammenbrud og kom godt fra start i det selvstændige Kroatien med at genrejse vinbrug og olivenproduktion på private hænder, og kort efter årtusindeskiftet tog den kvalitative revolution for alvor fart. Juraj er uddannet i vitikultur og ønologi fra det agronomiske fakultet i Poreč og har indhentet praktiske erfaringer fra vingårde både lokalt og i udlandet (hos Ivica Matošević, Zvonko Bogdan og Indevin); og det har hele tiden været hans drøm at forvandle familiens beskedne privatproduktion til et professionelt foretagende med olier og vine af høj kvalitet. Han fik sin eksamen i 2015, og samme år gennemførte han den første selvstændige høst på hjemmebanen. Den oprindelige vinmark er siden vokset sig større og har i mellemtiden fået selskab af flere. Stancija Collis’ samlede areal er på 10 hektarer, hvoraf de 3 er vinmarker, og resten lægger grund til godt 1.500 oliventræer. Rundt om græsser kvæg, geder og æsler, som alle på traditionel vis indgår i driften.

Noget i gære

Jorden under fødderne er støvet og stenet, og langs den istriske vestkyst har et vist jernindhold farvet den rødlig; men som overalt i Istrien er grundfjeldet kalksten. “Istrien har en tæt kalksten af høj kvalitet,” forklarer Juraj, “Venedig er mere eller mindre bygget af istrisk kalksten.” Med de ord har han også etableret forbindelsen vestover og til Republikken Venedig, som Istrien gennem århundreder var tilknyttet. Det forklarer også det stærkt italienske islæt som lokalkolorit på dette fine hjørne af Kroatien. Kulturudvekslingen har desuden skabt en særlig dynamik i området, som sikkert også har været befordrende for udviklingen af vinregionen.

Juraj har en hjemmefødts sans for stedet, og han ønsker at bevare dets liv og stemning og give det videre i sine vine. Så rent og så levende, som det er ham muligt, for Juraj er optaget af oprindelse og oprindelighed i sit produkt, og derfor dyrker han også økologisk og benytter sig af udvalgte greb fra biodynamikken. Interessen for økologi og biodynamik er gået hånd i hånd med hans mere konventionelle og tekniske studier i Poreč; og de kommer til forenet udtryk i hans vinmageri, som er såvel simpelt som præcist, naturnært men nøje afstemt.

“Jeg gør brug af indfødt gær,” bedyrer han, “men jeg spontangærer ikke. Gæren er ikke vild men selekteret fra lokale Malvazija-druer, så vi med sikkerhed får den helt rigtige smag.” Der er altså tale om en gærkultur udvalgt og opformeret af det lokale selskab Razvojna agencija Brtonigla i samarbejde med et italiensk laboratorium, Ever Italiana Biotecnologie. Idéen var at indfange og udbrede det mikroskopiske livs bidrag til terroir-udtrykket i tillæg til de indfødte sorter, som med mangfoldige gærkulturer kan tvinges i alle mulige retninger. “Mange moderne Malvazijaer er meget aromatiske,” konstaterer Juraj, “flere har ligefrem karakter som Muškat eller Sauvignon, og det stammer helt sikkert fra fremmed, selekteret gær. Jeg går ind for spontangæring, men jeg er også tilhænger af sikkerhed og udtryksfuldhed; men jeg vil ikke bare overtage andres udtryk på den bekostning. Jeg vil ikke kopiere nogen. Det her er Istrien; og sådan her får vi den rigtige smag af Malvazija!”

Levende land

Den helt rigtige flora og fauna kommer også til sin ret i det blandede landbrug. Lokalt Boškarin kvæg, den særligt istriske kvægrace, som længe var på randen af uddøen, græsser i lundene og på egnene rundt om gården. Det samme gør geder og æsler, som far Mirko i sin tid købte for at holde den naturlige vegetation i skak, og som Jurajs søster i dag tager sig af. Hver især bidrager de til biodiversiteten på gården, og desuden giver de alle gode bidrag til bordets glæder.

Det er ikke kun dyreholdet, der gør den lille gård til noget særligt traditionelt, autentisk og levende. Selvom det er stenet og forholdsvist næringsfattig jordbund, ser man alligevel en livlig flora i vinmarkerne. Det skyldes selvfølgelig fravalget af herbicider men samtidigt en aktiv indsats for at sikre et godt, grønt bunddække, befolket med et væld af lokale og livgivende planter. Der er blandt andet tale om diverse planter fra ærtefamilien, som er med til at fiksere kvælstof i jorden; samt især honningurt, Phacelia tanacetifolia, som også binder kvælstof men derudover tiltrækker masser af bestøvende insekter samt afskrækker visse skadedyr. Planten kan vokse sig ret høj, men når man slår og komposterer den, giver den ligeledes godt med organisk materiale tilbage til jorden. Sidst men ikke mindst smykker den og de andre blomster de i forvejen kønne marker. “Vi elsker at arbejde her”, siger Juraj stolt, “og synet af det grønne liv gør det kun lettere.” Druerne høstet ved håndkraft og kommer ikke langt væk fra stokkene, familiens gamle garage gør det nemlig ud for vinkælder.

Æselmælk og orangevin

Besøger man familien Mastilović på den gæstfrie gård på Sarižol 11, kan man til fornuftige priser købe sig ikke kun til vinsmagning men også et grundigt indblik i det lokale køkkens traditionelle glæder. Hjemmelavet æselmælk, gedefriskost, æselost og æselpølse samt lufttørret oksekød; alt sammen flankeret af godt, gammeldags surdejsbrød og strømme af god olivenolie. Familiens oliventræer dyrkes selvfølgelig også økologisk, og olien gøres på sorten Bjelica, Buža, Leccino, Pendolino og Rossignola. Presningen overlader de til eksperterne på Chiavalon.

“Æselmælk er sundt”, slår Juraj fast, “på grund af sin særlige sammensætning af næringsstoffer, og så smager den også rigtigt godt.” Foruden salg af frisk æselmælk og forældling til ost får familien også glæde af kødet fra dyrene— ikke at forglemme deres møg, som de benytter i deres kompost.

Hvad angår druerne, dyrker de først og fremmest Malvazija, Istriens paradesort, men samtidigt en smule af den anden lokale specialitet, den røde Teran, samt en smule Merlot og Cabernet Sauvignon. Sidstnævnte forener kræfter i det ‘super-istriske’ Bordeaux-blend Trinitas, men et kvantum af deres Teran forvandles også til en forfriskende og ganske seriøs rosé. Ellers er Malvazija midtpunktet, dels i en forårsduftende og ungdommeligt frisk Malvazija, dels i længere modnet og lagret Malvazija, herunder en macereret version ved navn Vita.

Den årlige produktion ligger i overkanten af 15.000 flasker. Nationalt kommer vinene på markedet under navnene Stancija Collis og Stancija Rubin, internationalt er de brandet som One Hill Winery; men størstedelen af produktionen sælges til lokale restauratører og dørsalg på vingården. Som Juraj så kækt skæmter: “Det vil sige, at jeg drikker halvdelen selv!”

Den friske Malvasia 2022 er gæret og modnet på ståltank og har en ganske mild duft af hvide forårsblomster og pollen. I munden er den saftig, stoflig og ganske blid og blød, med syrlig lime og sødmefuld hvid stenfrugt og en let salt mineralitet. Meget god balance og længde. Rosé 2022 er smukt rosafarvet med et let orange skær, med en mild skovbærduft og let lakridsnote. Kølig gæring med kun én times maceration har givet en sursød saft med skovbær, kirsebær og et stille men sikkert greb af fine tanniner, hints af tørrede tranebær og lakrids.

Vita 2020 er en smukt macereret Malvazija i fuldt flor men uden forstyrrelser fra vildfaren gæring; og ganske forfriskende og forholdsvist let trods sine 15 procent alkohol. Tre ugers maceration og et års modning på barriques af henholdvist istrisk akacie og slavonsk eg. Det er vin med livligt og lokalt udtryk, masser af hvide blomster og pollen i duften, bivoks og marcipan i dybden. I munden er den fuld af ferskner og abrikoser, friske såvel som tørrede, og tæt af gule æbler, akaciehonning, kandiseret orangeskal og harpiks. Stilfærdigt læskende, lækker tekstur, oolong-agtige tanniner og lang eftersmag. Smagen af forårs- og sommersolen over Istrien. Det gyldne håndaftryk er Jurajs datters, og hun bærer også navnet Vita.

Et område tegnes ofte af sine store eller skelsættende vinhuse, men ofte kendes det mindst lige så godt eller endda meget bedre gennem sine mindre og måske mere traditionelle eller innovative vinhuse. Stancija Collis er bestemt et besøg og en smagning værd.

Flaske: Vita 2020  
Vinhus: Stancija Collis  
Oprindelse: Istrien, Kroatien
Jordbund: Kalksten, crvenica  
Drue: Malvazija Istarska  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Små træfade, akacie og eg  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Pris: cirka 300,-  

Ottaviano in memoriam

Istriske Moreno Coronica har godt 30 årgange bag sig som vinmager. Fra vinhusets debut som selvstændigt i 1992 og frem til 2020 altid med sin far Ottaviano som vigtigste med- og modspiller; men i februar det år gik den gamle vinbonde efter 92 års hårdt arbejde og muntert halløj videre til de evige vinmarker. “Min far arbejdede altid hårdt, men han levede et lykkeligt liv,” fastslår Moreno med et skudsmål, man med en vis ret også kan karakterisere ham selv med. Farens ånd lever videre i sønnens stærke forbindelse til landet, dets traditionelle sorter, arbejdsomhed og livsnydelse— og nu også i en ny vin, en ganske særlig Malvazija Istarska, som bærer farens navn og profil.

Vi kender Malvazija som Istrien karakteristiske hvidvinsdrue, der er leveringsdygtig i både lette og læskende hverdagsvine og mere substantielle og lagringsværdige madvine. Coronica har været en af pionererne bag druens internationale gennembrud, og i en lang årrække er husets Malvazija kommet på markedet i to aftapninger: En ung, sprød og frisk Malvazija, som kom på markedet i foråret efter høsten, og så den store Gran Malvasia, som var fadlagret, fyldigere og viste stærkere karakter, klasse og udviklingspotentiale. Med Ottaviano er vi nu ude i en helt tredje genre, en slags syntese som både indeholder og videreudvikler de førnævnte to. Det er tradition, innovation og et særligt karakterstudie. “Jeg har altid været søgende, har hele tiden ændrede en smule i vinifikationen, når jeg fik nye idéer,” forklarer Moreno om sin tilgang og udvikling som vinmager. “Nogle gange gik det godt, andre gange begik jeg fejl; men det var altid min vin, sin egen, forskellig fra andres. Jeg vil ikke sætte mig selv foran andre vinproducenter, men hver af os har vores eget mikroklima, vores egne vinstokke, vores egen tilgang. Det er Istriens styrke, og det styrker Malvazija.”

Fra far til søn

Et langt og lykkeligt liv. Foruden vinavlen var Ottavianos store passioner jagt og musik. Det musikalske fyldte meget i hans fritid, og han spillede gennem næsten 60 år i et brassband. Men først og fremmest holdt han umådeligt meget af udendørslivet, såvel markarbejdet som at gå tur med sine hunde i vinmarken og den omgivende vilde natur, daglige gøremål, der ikke kunne udelades. Han følte sig for alvor hjemme på familiegården i Koreniki i det nordlige Istrien, et område, hvis jord og traditioner han fra barns ben var dybt forankret i. Den røde crvenica eller terra rossa, en kalk- og jernholdig lerjord farvet blodrød af hæmatit, hvori såvel oliventræer som vinstokke trives, ikke mindst de hjemmevante sorter Malvazija og Teran. I farens fravær får de nu en ny men gammel versionering i sønnens hænder. Som en anerkendelse af alt, han har fået med sig.

“Denne vin er som min far, den har hans karakter,” forklarer Moreno om den nye Malvazija Ottaviano. “Jeg ville have en autentisk istrisk Malvazija fra vores røde jord, så jeg ændrede ikke noget i den måde, han havde lavet vin på, den måde min bedstefar havde lært ham det. Forskellen ligger i den moderne viden, jeg trækker på, at jeg bruger ståltanke, mens min far lærte at lave Malvazija i træfade.”

Det fører Moreno til en af sine mange markante udmeldinger: “Det er ligegyldigt, hvad vinen opbevares i— om det er et træfad, en rustfrit ståltank, et cementæg eller en leramfora— for det er kvaliteten af druerne fra vinmarken, der er det vigtigste, og det kræver en masse arbejde. I sidste ende er det manden bag, der betyder noget.”

Coronica har længe slået et slagt for høj beplantningstæthed i sine marker, så Malvazijas udbytter fra naturens hånd bliver begrænset på grund af øget konkurrence mellem vinstokkene. Tætheden tvinger dem til at brede rødderne ud og søge dybere, og samtidigt slækker stokken på sin vegetative vækst og sætter færre men mere koncentrerede druer. I tilfældet Ottaviano høstes de forholdsvist sent, ved fuld fenolisk modenhed, hvilket giver vinen mere stoflighed og fylde.

Det ofte gentagne diktum, at 90% af vinens kvalitet skabes i marken, godkender Moreno uden videre og supplerer derefter tilføjelsen, at 90% skabes i kælderen. For godt ti år siden tog far og søn den fælles beslutning af forsøge at isolere særligt gode vilde gærstammer fra familiens vinmarker. De tog prøver fra 90 år gamle stokke, som oldefaren i sin tid plantede, og tog dem med til forskningsinstituttet for vitikultur og ønologi i Asti, Piemonte. Der isolerede de seks særlige gærstammer, siden udvalgte Coronica så tre, som de syntes virkede bedst. Den gærselektion har siden erstattet den indkøbte gærkultur, som før blev benyttet til at starte gæringen i ståltankene, og i dag fremstilles alle husets tre Malvazija vine med denne gær. Således er de altså ikke spontangærede men stadig skabt med stedets særegne gær. Selekteret og inokuleret men stadig terroirtro og naturlig slår Moreno fast: “Ja, vi tilsætter gær, men det er vores egen. Den, som vores gamle Malvazija gav os, og som nu giver os den Malvazija, vi ønsker.”

Det er frugten af eget arbejde, Moreno slår et slag for. Ikke lette løsninger eller modeluner; og måske derfor er han heller ikke ‘hoppet på vognen’ med økologi og naturvin. Ikke fordi han forfægter sprøjtning, kunstgødning eller interventionistisk vinmageri— den røde jord er spættet af et spraglet grønt bunddække, han anvender hverken insekticider eller fungicider, markerne er altid kun næret af kompost og naturgødning, og i kælderen får vinen først og fremmest lov til at passe sig selv, og foruden den hjemmeselekterede gær gøres kun brug af en smule sulfit. Moreno nærer ganske enkelt en modvilje mod udefra fastsatte rammer, regelsæt og, fornemmer man, den frelsthed, der af og til tager over i visse vinkredse. “Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk” er en klassiker blandt hans kontante udmeldinger.

Terroir, tradition og innovation

Druerne til Ottaviano afstilkes og bliver macereret nogle dage men uden makrooxidation: Det foregår køligt, og der foretages ingen pigéage, dvs. skallerne på toppen presses ikke ned i mosten, til gengæld fjernes det iltede, brune lag inden presning. Vinen gæres udelukkende på ståltanke og stikkes efter endt gæring om og modner derefter mindst halvandet år på gærresterne før flaskning. “Ottaviano er som den vin, han selv engang lavede,” slår Moreno fast, og gode ting skal gives tid til at finde sig selv til rette.

“Ottaviano er selvfølgelig ikke kun erfaring, viden og teknologi. Den repræsenterer først og fremmest en følelse, der gennemsyrer adskillige minder, historier, traditioner og kultur, og som nu lever igen, i dag som dengang, i vinens aroma, krop og kompleksitet. Den er historien om den istriske vingård og om de mennesker, der altid har vedligeholdt denne vingård med deres kærlighed, visdom, vedholdenhed og skaberkraft. En vin til øjeblikke med fordybelse, til behagelige oplevelser i et oprigtigt selskab; og en vin til at nyde gennem hele måltidet.”

Coronica Malvazija Ottaviano 2020. Man fornemmer, at det her er noget særligt, uden nødvendigvis at kunne sætte fingeren på hvorfor. Duften er diskret og mild som forårsbrise men antyder alligevel en fortættet dybde. Der er strejf af sarte hvide blomster, akacie, lind og kamille, og modne gule æbler og ferskner. I munden er den delikat, decideret kælen, som en fløjlsblød saft af gule blommer, ferskner og kumquat; og samtidigt seriøst struktureret med en fin citrisk syre, pikant fenolisk bitterhed og en kompleks eftersmag med bivoks, harpiks, pinje og marcipan. Forfriskende, behageligt blød, velbalanceret og med en tillokkende, tiltagende dybde. Den åbner for alvor op glas efter glas og kan med fordel dekanteres.

Coronica Malvazija Ottaviano 2021. Vi fortsætter i det hvide, gule og gyldne univers, men denne årgang viser sig en smule mere åben i duft og smag med mere bredde og tyngde i munden. Modne gule æbler, pærer, ferskner og abrikoser, en smule bitter kvæde, orangeskal, akaciehonning, figen og sukat. Saftig, syrlig og særdeles fyldig, med moden frugtsødme, masser af fint tørstof og en stof til både eftertanke og længere tids lagring.

Det er en ret unik Malvazija med meget på hjerte, som Coronica her bringer for dagen. Selv foretrækker jeg den friskere og underfundigt forfinede 2020, og tilhængere af frodig frugt og rig fylde vil sikkert knuselske 2022; men begge er vine med karakter og af stor klasse.

Flaske: Malvazija Ottaviano 2020  
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Jernholdig ler og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 300,-  

Summen af sommer

Halvøen Istrien er et yndet feriemål med sine stenede kyster omgivet af det azurblå Adriaterhav og med et frodigt grønt indre, hvor bakkerne ruller blidt, beklædt med trøffelfyldte egeskove, olivenlunde og vinmarker badet i sol. Druesorten, som befolker godt to tredjedele af markerne er den lokale Malvazija, som selv emmer af sol og sommer— med sin fine duft af akacie- og lindeblomster og milde smag af modne citrusfrugter, saftige pærer og ferskner. Malvazija er en mageløs sommerdrik i sine lette og enkle aftapninger, mens der er mere substans og solnedgangsfarver i de fadlagrede og skindfermenterede varianter.

Istriens indre er præget af grønt bakkeland bestrøet med olivenlunde og vinmarker; og de omkringliggende skove gemmer på masser af trøfler. Foto: Vinistra

Særegenhed og sammenhold

Istrien ligger i toppen af Adriaterhavet, mellem Trieste- og Kvarner-bugterne og omgivet af havet mod vest, syd og øst, mens det subalpine indland ligger mod nord. I dag er størstedelen af Istrien en integreret del af Kroatien, mens den nordligste del hører til Slovenien og en lille bitte snip over mod Trieste til Italien. Men i et længere tilbageblik har øens diverse tilhørsforhold været jugoslavisk, italiensk, østrigsk-ungarsk, venetiansk og i hine tider romersk. Især tiden under Habsburgerne og venetianerne har sat sit tydelige præg på lokalkulturen, og man ser og hører stadig hyppigt italiensk. Tilnavnet ‘druga Toskana’, det andet Toscana, er ikke skudt helt ved siden af, hverken landskabet eller kulturen taget i betragning. Men man ser sig først og fremmest som ‘istriere’ og dernæst som etnisk italienske, slovenske eller kroatiske.

Vinavlens historie i Istrien går mindst tilbage til romersk tid. I dag er Istrien det mindste af Kroatiens fire overordnede vinområder (officielt er det Istrien og Kvarner, hvor Kvarner-bugten og øerne Krk og Cres tæller med) med omtrent 3.000 hektarer vinmarker; men Istrien alene talte før vinrodlusens hærgen hele 44.000 hektarer. Markerne fordeler sig over hele halvøen men særligt ud mod vestkysten og op i omkring 400 meters højde inderst. Størstedelen af de dyrkede druer går i dag til produktion af kvalitetsvin, og det er den hvide Malvazija Istarska, der dominerer, med den røde Teran som sin nummer to.

Hele halvdelen af områdets vinhuse er medlemmer af den istriske vinmagerforening Vinistra, hvis erklærede formål er fremme samarbejde og højne kvaliteten af de lokale vine samt sprede kendskabet til dem og gøre dem tilgængelige og anerkendte internationalt. I dag tæller den mere end 120 medlemmer, en meget stor andel af hele halvøens professionelle vinscene, og de høster vin fra over 3.000 hektarer. Foreningen kom til verden i 1994, kun tre år efter Kroatiens uafhængighedserklæring og stadig under Hjemlandskrigen, som først afsluttede i 1995. Istrien gik forholdsvist urørt gennem skærmydslerne, og de tætte forbindelser til især Italien har været behjælpelig med at konsolidere områdets gryende turist- og vinindustri. I dag er det fredeligt ferieland og fremragende hvidvinsland.

Malvazija Istarska

Den istriske Malvazija er, trods navnet og andre ligheder, helt sin egen. Faktisk synes den samlede familie af såkaldte Malvasia-sorter at være forbundet af familieligheder snarere end af nogen fælles forfar eller fælles oprindelse. Oftest siges de stadig, mod bedre vidende, at stamme fra Grækenland, hvor de skulle være skibet videre ud i Middelhavet fra Monemvasia på Peloponnes; og deraf navnet. Det kan genetikere afvise. Dog er der i Italien et stort overlap mellem de mange Malvasia di Somewhere-sorter, der dyrkes rundt omkring på fastlandet og øerne. De fleste sorter, som går under navne som Malvasia, har i vid udstrækning det til fælles, at de er forholdsvist aromatiske og har en tendens til at kunne tilfredsstille den søde tand— således den mørke Malvasia på Madeira, den gyldne passito fra de lipariske øer eller den decideret duftende Malvasia di Candia Aromatica fra det nordlige Italien. I nærværende sammenhæng er der bare det, at de ikke er bevist hverken nært eller fjernt relateret til den istriske Malvasia. Malvazija Istarska er noget for sig, omend den med sit eget præg deler visse væsentlige træk med sine navnesøstre.

Malvazija har typisk en fin note af orangeblomst, akacieblomst eller akaciehonning i duften. En smag af saftig stenfrugt med en mild og behagelig bittertone og et salt svirp i eftersmagen. Egenskaber, som til sammen gør den opkvikkende og appetitvækkende, hvad end frugten er pære, fersken eller abrikos; syren moderat eller meget mild; og dens øvrige spektrum af mulige noter, blomstrede, urtede, krydrede, mineralske er til stede eller ej. Kernen er det florale, sprøde, bitre, salte. Har man først smagt en håndfuld Malvazija’er, kan man let genkende druens signatur, ligesom det er let med f.eks. Albariño.

Tre typiske vintyper tegner dens profil: En let og læskende, en fyldigere og ofte fadlagret version samt de macererede og meget madvenlige orange udgaver. Førstnævnte er en oftest koldgæret vin direkte fra ståltanke, som har slank og saftig frugt og fungerer perfekt som aperitif, tørstslukker ved stranden eller poolen eller på bardisken til en snack. Den modnere stil med modning på gærresterne opgraderer Malvazija til en mere teksturbetonet og kompleksere vin, der som regel også lagres en tid på træfade af eg eller den lokale specialitet akacie. Her er der vin til værdsætte de finere nuancer, til at fordybe sig i flasken eller sætte gode istriske fiske- og skaldyrsretter på bordet. Den går også glimrende med den gode lokale pršut, en lufttørret skinke, som minder meget om sine italienske fætre fra San Daniele eller Parma. Er vinen modnet på akaciefade, får man ofte mere dybde og større lagringspotentiale. Endelig er der de mere eller mindre macererede vine, hvis gyldnere glød og mørkere smagsunivers med tørrede abrikoser, vildblomsthonning og nødder klæder alt fra føromtalte skinker over pastaretter med trøffel til helstegt pattegris eller det, der er værre.

Malvazija Istarska er sin helt egen og i den egenskab også identitetsskabende for istrisk vin. Foto: Vinistra

Kom sommeren i møde

At italienerne længe har hævdet Malvazija som deres egen er vel i sig selv en vis anerkendelse af kvalitet, i hvert fald i visse kredse. I visse kredse er det omvendt også god latin at le af påståelige, rethaveriske folk, som rager til sig af naboernes goder for egen vindings skyld. Ikke sagt at det er tilfældet med Malvazija men antydningen er hermed givet videre, Vi så godt som ved med sikkerhed i dag, at den eksakte oprindelse for Malvazija er Istrien, og at den som nævnt ikke er i nærheden af nært beslægtet med nogen kendt italiensk eller græsk sort.

En yderligere anerkendelse af Malvazija som en særlig sort og en vin med særegne egenskaber og af høj kvalitet er senest kommet i form af et særligt Malvazija-glas fra den østrigske glasskaber Georg Riedel. Glasset er udformet af Riedel i samarbejde med 50 kroatiske branchefolk, lige fra vinbønder, restauratører, sommelierer og vinskribenter, som sammen skabte en prototype. Glasset havde verdenspræmiere på en masterclass på Vinistras vinmesse i 2013 med Georg Riedel selv som Sprechstallmeister.

Vinistra er en lang kæde med gennemgående stærke led, alfabetisk kan anbefales Anđelini, Benvenuti, Coronica, Cosetto, Damjanić, Degrassi, Dobravac, Domaine Koquelicot, Fakin, Matošević, Medea, Pilato, Tomaz og Vina Vivoda. Hvis ikke man da målrettet går efter de decideret økologisk certificerede producenter som Bastiàn, Kabola, Kadum, Monterosso, Omo, Stancija Collis eller Veralda; eller gennemførte naturvinmagere som Clai, Ipša og Roxanich.

‘Perfect poolside wines’ er hvad en veninde ved blindsmagning begejstret udbrød om et par unge Malvazija vine fra ovennævnte producenter; og som sommelier, eksamineret med diploma og mange års erfaring som både bartender og strandløvinde må vi hellere tage hendes ord for gode varer. Alternativt kunne det være Moreno Corenicas snorlige og stålsatte aftapning, som altid vækker lykke hos mig med sin milde akacieduft, fine citrusfriske frugtsmag, glasklare renhed og syrlighed og mineralske efterspil.

Flaske: Malvazija 2021
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 125,-  

Mesteren og Malvazija

“Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk!”

Kroatiske Moreno Coronica er en mand med dyb respekt for både naturen og traditionen men også med en veludviklet sans for slagfærdige udsagn. Han er en mand, der hviler i sig selv og sit arbejde, udstråler overskud og besidder sine egne meninger og deres mod; og så mestrer han ikke blot kunsten at kringle karakteristiske, lækre og lagringsværdige vine af både indfødte og indførte sorter— han formår også at sætte oplagte ord på det hele.

Stemningen var således god, da jeg sidste forår besøgte familiens nyrenoverede vingård i Istrien, også selvom Morenos gamle far var død i den forgangne uge. Naturen går sin gang, og livet må gå videre. Det var før Corona-pandemien sendte verden til tælling. Ugen efter var det meste af Europa lukket ned — og Moreno og hans hustru Suzana begge indlagt med Covid-19.

Virussen var sandsynligvis bragt med italienske slægtninge til Kroatien i forbindelse med farens begravelse. Så det blev et forsømt og forbandet forår for familien Coronica. Ulykkeligvis døde hans søster og svoger i Italien kort tid efter. Efter knapt en måned på hospitalet i Pula kom Moreno, hans mor og hans hustru dog raske tilbage; og Moreno var snart i fuldt vigør igen. Med en rolig værdighed vendte han tilbage til arbejdet, og humoren havde infektionen heldigvis ikke skadet: “Hele mit liv har jeg forsøgt at være positiv, nu er jeg for en gangs skyld glad for at være negativ!” Tiden var endeligt til igen at fordybe sig i sin livsopgave: Familiens historiske vinmarker og olivenlunde.

“Vores tilgang er respekt for traditionen, derfor dyrker vi vores indfødte sorter, Malvazija og Teran. Størstedelen af vores arbejde er helliget de to. Det er dem, der fortæller historien om Coronica som en istrisk landbrugsfamilie, en familie, der tager sig af jorden, som var den et medlem af familien. Og vi har ikke brug for meget mere, for Istrien forsyner os så rigeligt med alt. Tag en håndfuld af vores røde jord, og du vil kunne mærke den energi, som naturen udstråler her.”

Istrien i alle farver

Den kroatiske halvø Istrien er som skabt til vinavl. Det fremgår dels af områdets mange gode vinbønder, en række udmærkede indfødte sorter og en mange århundreder lang tradition; men ikke mindst fremgår det af landskabet og det lokale klima. Den hjerteformede halvø strækker sig ud i Adriaterhavet fra det kroatiske fastland mellem Triestebugten og Kvarnerbugten og er således forbindelsesled mellem hele tre lande, Kroatien, Slovenien og Italien— og føler man sig hjemme i det italienske, er der også hjemligt her, tilnavnet “det andet Toscana” er ikke ufortjent. Her er skove fyldt med trøfler, her er olivenlunde og vinmarker. Det istriske landskab er yderst bakkerigt og hviler for størstedelens vedkommende på sandsten og kalksten. Istrien har et moderat middelhavsklima med varme, solrige og ret tørre somre samt milde vintre. Den årlige gennemsnitstemperatur er 12-14 grader med typisk 20-26 graders sommervarme og 850-1050 mm nedbør i sommerhalvåret.

Vinmæssigt inddeles Istrien i tre overordnede områder fra øst mod vest: Det “hvide Istrien” i bakkerne i den indre, nordøstlige del af halvøen, hvor en hvidlig kalkstensjord råder; det “grå Istrien” på halvøens midte er præget af flysch; og i den store sydvestlige del, det “røde Istrien” længst ude i Adriaterhavet, har et højt jernindhold farvet den kalkholdige jord rød— det, der i Italien kendes som “terra rossa”.

Istriens mest dyrkede druesort er Malvazija Istarska, “den istriske Malvazija”, en glimrende hvidvinssort, som også kendes i det nordøstligste Italien under navnet Malvasia Istriana. Den er distinkt fra de mange andre sorter, der i middelhavslandene bærer navnet Malvasia, og til trods for at den først kan dokumenteres ved navns nævnelse i Istrien i 1891, tyder alt på, at den stammer herfra. Dens hjemmevante adfærd antyder i al fald, at den har været dyrket her meget længe. Malvazijaen trives på de lette og kalkholdige sand- og mergeljorde og opnår koncentration og sine særegne aromaer bedst på sandsten. Stilistisk spænder den fra saftige, runde og lette hvidvine med en blid blomsterduft, mild smag af akaciehonning og et let bittert strejf; til fyldigere og tættere vine med noter af nødder, honning, tørrede blomster og krydderier; træk, der især træder frem, når vinen får lov at lagre. Vil man have sans for sortens karakter og dens lagringspotentiale, skal man bare smage løs af Coronicas vine. Han laver mesterlig Malvazija med masser af raffinement.

Malvazijaens røde sidestykke er Teran, en rustik rødvinssort, mørk med en vilter bærsmag og dybe aromaer af urter og muld. Den trives ligeledes glimrende på sandsten, og et højt kalkindhold synes at mildne dens ellers ret så aggressive syre og tanniner. Men når der arbejdes hårdt i marken og nænsomt i kælderen, udviser Teran en forfinet karakter og kompleksitet, som gør den rangen af klassiker værdig. Flere års flaskelagring gør den godt, og igen er Coronica leveringsdygtig i nogle af de fornemmeste eksemplarer.

Istriens øvrige mangfoldighed består i hvide sorter som Gegić, Muškat Momjanski og Žlahtina og røde som Hrvàtica og Refošk, foruden internationale kendinge som Chardonnay, Cabernet, Merlot, Pinot Noir og Syrah. Coronica fokuserer først og fremmest på Malvazija og Teran— plus et lille sidespring med Cabernet Sauvignon og Merlot.

Moreno Coronica i vinmarkerne lige bag vinhuset ved Korenini. Rækkerne er traditionen tro plantet i nord-sydlig retning, så Bura-vinden fra nord kan strømme lige igennem. Den jernholdige røde lerjord lyser op under det grønne.

En tung arv at løfte

Istriens natur og glorværdige fortid bærer et løfte om en lys fremtid i sig. Det løfte har mange håbet at indfri i årene efter Kroatiens selvstændighed og senest dets indtræden i EU— årene, hvor kroatisk vin så småt så en genfødsel efter tiden i Jugoslavien, hvor statslige kooperativer satte dagsordenen, og billig bulkvin var hjørnestenen i produktionen. Oven på den udmattende jugoslaviske borgerkrig genvandt landet kræfterne, og en ny generation af vinmagere tog over i familier som Degrassi, Pilato, Kozlović og Coronica. De investerede i nyt udstyr og indhentede erfaringer fra udlandet, og ikke mindst havde de modet til at satse på kvalitet og sætte nye standarder for istrisk vin. Belært af deres eksempel er flere og flere de senere år gået samme vej.

“Jeg går i min fars og bedstefars fodspor,” fastslår Moreno Coronica, mens han viser rundt i vinmarkerne. Han begyndte overtagelsen af vinhuset i 1993, og familien råder i dag over 30 hektarer, land hvoraf de 21 er vinmarker. Lidt over halvdelen er plantet til med Malvazija, mens de røde sorter udgør resten. Over årene er der plantet nye marker, men mange af bedstefarens stokke står der stadig. De har rundet de 93 år og er dermed blandt Istriens ældste. Flere er plantet af faren, og de har over 20 år på bagen. De yngste er plantet for en håndfuld år siden af Moreno selv.

”Rigtigt god vin kan man kun lave med gamle marker og masser af erfaring, og den slags tager tid,” og Coronica tager sig god tid til af forklare hvorfor: “Ældre stokke giver en bedre balance i vinen, med mere syre og mindre alkohol. Det er især på grund af den ældre vinstoks veludviklede rodnet, der rækker dybere ned end den unges. Og da toplaget her let tørrer ud, må rødderne søge længere ned for at finde vand; og det giver pote.”

“Dybe rødder er vigtigere nu end nogensinde. På grund af de varmere og varmere somre har vi brug for den friskhed, de kan bringe op. Men man skal ikke give den globale opvarmning skylden for alt. Højtydende unge stokke og Robert Parker har hver sin del af skylden for dårligt balancerede vine med alt for moden frugt og for megen alkohol.”

Hav, skov, oliven, vin

Vi er kun få kilometer inde i landet, ud for kystbyen Umag, og lige uden for landsbyen Koreniki. Vingården er nu i fjerde generation med Moreno (59) i front, men Coronica-slægten har haft hjemme her i snart 600 år: Familienavnet er blot den italienske stavning af landsbynavnet.

På en baggrund af skov og mørkegrønne oliventræer træder vinmarkerne frem med deres velplejede stokke og den mørkerøde jord, der titter frem mellem rækkerne. Der er et ret dybt toplag af rød ler her. Den bliver let våd, men den tørrer omvendt også let og kan blive så hård som brændt ler. Derfor er det vigtigt med en skånsom bearbejdning af overfladen og et levende bunddække af forskellige græsser og urter. Coronica supplerer desuden med egen kompost med blade fra beskæringer, slået græs og grøn høst. Han dyrker som udgangspunkt økologisk, det vil sig uden brug af kunstgødning og systemiske sprøjtemidler. Dog tager han heller målrettede fungicider i brug end hyppig brug af svovl og kobber; men grundet den salte brise fra det nærliggende hav og den kraftige Bura-vind fra Alperne er der sjældent problemer med svampesygdomme som oidium og peronospora.

”Vores jord har et rigeligt indhold af jern og kalium men mangler lidt fosfor. Det kan jeg kun til dels udbedre med min kompost, og jeg vil ikke tilsætte det. Men hvis vi alle sammen bruger de samme kemikalier, så bliver alle verdens vine ens. Måske mangler vores jord her et eller andet, men det gør vinen til det, den er. Det er så en del af terroiret. Lad det være på den måde,” filosoferer Coronica: “En god vinmager går hen og bliver en del af sit terroir.”

Den store familiefejde

Før han kunne forlige sig fuldt ud med traditionen og terroiret lod Moreno Coronica sig inspirere og uddanne uden for folden, især hos italienske kolleger. Her lærte han unoder som moderne beskæringsmetoder og grøn høst— og især det sidste skulle sætte en mindre krig i gang mellem ham og hans far Ottaviano.

En af Morenos første kritiske satsninger var nemlig at koncentrere den vanskelige Terans kvaliteter gennem grøn høst, hvor klasernes antal reduceres, så kun de bedste får lov at modne— en praksis han havde lært i Piemonte. “Efter han så markerne, talte min far ikke til mig i flere uger; og min mor måtte agere fredsbevarende styrke,” erindrer Coronica. Et vendepunkt blev “da han smagte vinen. Så begyndte han at holde øje med markarbejderne; om de nu lod for mange druer blive hængende på planten.”

I dag reducerer han også bladhangets omfang på Teran-stokkene for at mindske bærrenes vækst, da det efter hans mening giver den bedste koncentration. Moreno har taget Teran til sig som sit særlige hjertebarn, selvom “den er forfærdelig i marken: Den er kræsen i forhold til placering, og den er svær at få moden. Men når den er god, er den god. Min marketing for Teran er som Volkswagens. De siger ‘Das Auto’. Jeg siger ‘Det her er rødvin’!”

En tankprøve af en lovende Gran Malvazija 2018, en saftig mundfuld, frisk og fyldig og fuld af hvide blomster og mandler.

Kældermesterens filosofi

“At høste Malvazija er en kunst. Druerne opnår optimal modenhed i ganske få dage, før de bliver overmodne. Derfor må vi være over dem og plukke på det helt rigtige tidspunkt for at sikre os det rette indhold af sukker, syre og polyfenoler.”

Normalt høstes Malvazija midt i september og Teran sidst på måneden; for Coronica foretrækker koncentrationen fra lave udbytter snarere end fra høj modenhed ved sen høst. Desuden reducerer han bladhangets omfang på Teran-stokkene for at mindske bærrenes vækst, det giver efter hans mening en bedre koncentration.

Vinene gæres dels spontant med den vilde gær, dels med Coronicas egen kultiverede gær, udviklet i samarbjede med ønologer i Piemonte, som hjælper ham med at isolere hans bedste gærstammer. Vinene gærer på ståltanke og modner generelt i egetræsfade på 600 og 2.000 liter. “Vi skal ikke have for meget eg ind i vinen,” og derfor forefindes heller ingen barriques eller helt nye fade, i stedet gøres f.eks. små forsøg med cementæg. Siden 2017 er al Malvazijaen også vinificeret uden modning på træfade men udelukkende på stål.

Al aktivitet i kælderen (såsom bâtonnage, omstikning og flaskning) foregår ved nedgående måne, en gammel skik og et højtholdt princip i biodynamiske kredse, som Coronica gerne lader sig inspirere af. Han låner, hvad han kan bruge og lader resten ligge. Som han siger: “Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk.” Således afgøres også de eksakte macerationslængder, modningsperioder og mængder af sulfit fra år til år.

“Nu, efter 30 år, kan jeg lave bedre vin end før; for nu ved jeg, hvor mine fejl er.” Der er da heller ingen finger at sætte på noget som helst, da vi smager en tank- og fadprøver og en række nye og gamle vine. Coronicas Malvazija er med rette blevet en reference for sorten, og den årlige smagning af hans nye Gran Malvazija et pejlemærke for en årgangs udviklingspotentiale. Begge imponerer med deres friskhed, balance og delikate smage. Teran og Gran Teran er han særligt stolt af, og de ligger konsekvent i kroatisk vins superliga; og det samme gør udmærkede Bordeaux-blend Grabar. Coronica er med rette blevet et eksempel til efterfølgelse for andre istriske vinmagere. Moreno er stolt og hilser udviklingen velkommen, men: “Der er mange, der vil lave dyrere vine her; men det, de burde lave, er bedre vine. Man skal gøre det af kærlighed. De nye generationer tænker kun på penge.”

Foruden fremragende olivenolie og vin fremstiller Moreno Coronica også vineddike med forbillede i balsamico-traditionen i Modena.

Coronicas kunster

Med en landmands hærdede hænder og en kunstners karisma har Moreno mestret opgaven at videreføre sin fædrende arv og sin personlige mission om at få det meste og det bedste ud af de indfødte sorter. Selvsikkert skænker han sine vine op til smagning, samtidigt med en meget stor ydmyghed og interesse for smagernes respons. Der er noget stilfærdigt, afventende og indadvendt over hans væsen, en smule som den Malvazija, han laver så glimrende.

“En vins duft skal være som en kvindes: Man skal tæt på, man skal ikke kunne mærke den på fem meters afstand.” Han ønsker med andre ord en diskret aromatik i sine vine og går mere efter tekstur og smagsmæssig kompleksitet. Hans Malvazija er sart og smuk som ung, men den udvikler sig altid yderligere og kan med fordel nydes efter en årrække, hvor den viser et mere alsidigt smagsbillede. Anderledes med Teran, den trænger altid til nogle år på langs først. Den er intens men aldrig højtråbende, den skal blot samle sig for at vise sit sande ansigt.

CO2 Ja, hvad skulle man ellers kalde en mousserende vin, når ens signatur er CO? Knastør Malvazija efter den klassiske metode og med tre års lagring på gæren før dégorgement— Istrien møder Champagne. Der er små, sprøde bobler og sart frugt og en tydelig smag af malolaktik og sur lies. Ren og fin.

Malvazija Istarska 2018 er ung Malvazija gæret på ståltank med temperaturstyring for bedst at bevare den friske frugt, hvorefter vinen modnes på gærresterne godt et halvt års tid. Mildt aromatisk af hvide forårsblomster og bivoks, saftig og rund men en fin fylde af kølig stenfrugt, mild syre, godt balanceret, enkel og ligetil.

Gran Malvazija 2017 er storesøsteren, en fyldigere og rigere vin, som kun fremstilles i gode år, og hvor kun de bedste druer er udvalgt. Duften er mere diskret, men man mærker en større tyngde og kompleksitet uden at letheden og den umiddelbare drikkelighed er sat over styr. Fine hvide blomster, akaciehonning, lemon curd, citrusskal og salt — “som en sten lige løftet op fra havet”. Vinen er gæret på ståltanke og modnet et år på gærresterne.

Malvazijaerne er som skabt til at gøre den lokale olivenolie selskab, og Coronica laver en særdeles glimrende en af slagsen på sorterne Bianchera, Buza, Carbonera og Leccino. Flydende grønt guld med en frisk pebret og blomstret duft og smag, stærkt vanedannende.

Teran 2016. Ren Teran i ungdommelig form. Syrlige mørke bær i duften, liflig frugt med asfalt, grafit, blyant og søde krydderier som kanel og nellike. Frisk syre, let frugtsødme, bestemte men fine tanniner. En smule rustik men ganske god! Så at sige husets rødvin, gæret på ståltanke og med relativt kort modning på træfade, for at runde tanninerne af og stadig bevare den friske frugt.

Gran Teran 2008 er anderledes afbalanceret og utroligt dyb. Forfinet duft af roser, skovbær, skovbund og tobak. Stor fylde og og stadig god spænding mellem frugtsødme, syre og flot modnene tanniner, er gået fra det rustikke til det aristokratiske — “en Sean Connery vin” ifølge Coronica. Hindbær, brombær, blåbær, tyttebær, blæk, tjære, finsk lakrids, flot afmålt. Gran Teran fremstilles kun i gode år, af særligt udvalgt druer, som gæres og modnes i forskellige størrelser træfade og først flaskes afhængigt af årgangens beskaffenhed.

Grabar 2016 er Coronicas Bordeaux-blend af lige dele Cabernet Sauvignon og Merlot. Mørk og liflig duft, tæt af mørke bær og urter i smagen, god spændstighed og fine tanniner.

Grabar 2008 er mindre mørk og mere animalsk i duften, sorte kirsebær, brombær, lufttørret skinke og tobak. Fast men modnet struktur og en fyldig smag af kirsebær, blommeskind, bagt peberfrugt og krydderurter.

Et lille line-up af godter fra gemmerne hos Coronica: CO2, Malvazija Istarska 2018, Gran Malvazija 2017, Malvazija Istarska 2003, Grabar 2016, Grabar 2008, Gran Teran 2016 og Gran Teran 2008.

Kronen på værket

Som en særlig gestus skænkede Moreno en Malvazija Istarska 2003 — en moden vin fra en monstrøs årgang i det meste af Europa! “Det var en svær årgang, meget solrig og varm, alle bladene tørrede på planterne, og flere af druerne blev solskoldede. Jeg synes, man stadig fornemmer en smule solbrændt bitterhed i eftersmagen. Det gør man måske, men det der står tilbage, er en utroligt balanceret, blid, blød og moden vin. “Der var heller ingen æblesyre! Det var som om den malolaktiske gæring var foregået i vinmarken.” Med årene har den usædvanligt varme årgang dog holdt sig frisk og fremstår stadig levende i dag. Først en lifligt krydret duft af hvide blomster, pollen, bivoks og et pust petroleum; så en fløjlsblød, rund og fyldig saft af moden gul kerne- og stenfrugt, tørret ananas og kandiseret citrusskal, stadig med en ret frisk syre og en salt og mildt røget eftersmag. En lækkerbidsken!

I Moreno Coronicas hænder bliver den stille pige Malvazija en karakterfuld og den rustikke knøs Teran til en gentleman. Man mærker traditionen, tiden og tålmodigheden i hans vine, som alle er et nærmere bekendskab værd. Istrien er klar til at møde verden — og vi venter kun på at nogen tager Coronica til Danmark!

Flaske: Malvazija Istarska 2003  
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Jernholdigt ler og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,9%  
Pris: cirka 150,-