Stor vin

Hvad er egentlig stor vin? Godt spørgsmål men et udførligt svar må desværre vejre i vinden, da emnet er indviklet, og som almuen vil vide, er vores smag særdeles subjektiv. Men når vi går ud over beskrivelser som god, bedre og bedst og i stedet vælger ‘stor’, må der vel være tale om vine af særligt format. Vine, som er noget ud over det sædvanlige, hvad enten de bereder en særligt god oplevelse eller på anden måde gør et usædvanligt indtryk, overrasker eller overvælder. Om det er vinens duft og smag, mundfølelse eller følelsesmæssige påvirkning, noget ved dens væren i verden, hvad den er rundet af, eller hvordan den har udviklet sig— om den har vokset sig til smuk svane fra grim ælling eller synes at skabe alt ud af intet. ‘Vin er poesi på flaske’, som Robert Louis Stevenson så fyndigt har formuleret det. Dråber, der som bevingede ord kan sende vores sansninger, følelser og tanker til de fjerneste kroge af verden, røre os, vække undren og skabe nye perspektiver. En håndgribelig ubegribelighed i glasset, vinens særlige je ne sais quoi.

Vist er det, at Vino Gross i slovenske Štajerska laver stor vin; og det er ikke kun tænkt som et vittigt ordspil. Det unge østrigske par Maria og Michael Gross har vinhus i Haloze, hvorfra de praktiserer gammeldags håndværk og frembringer levende vine med stærk stedsans og stor herlighedsværdi, og det ved de godt selv. Det til trods præges parret af en stor ydmyghed, når talen falder på deres vine. “At vi kan lave så gode vine har ikke så meget med mine evner i kælderen at gøre,” gør Michael det klart, “det er regionen og terroiret, som gør det muligt. Du kan se det allerede på vinmarkerne, at stedet her er noget særligt.”

“Det startede med den særlige følelse for stedet,” fortæller Michael; og det er den følelse, parret nu formår at få på flaske, så den giver genklang i glasset selv langt væk fra hjemstavnen— hvad enten der er tale om deres fantastiske Furmint, om Sauvignon og Welschriesling eller deres legesyge sidespring med Riesling og Blaufränkisch. Det er levende vine, hvor håndværk, velsmag og stedsans mødes og går op i en højere enhed.

Forelskede tilflyttere

Michael Gross er vokset op på det velkendte Weingut Gross ved Ratsch i Südsteiermark, hvor hans familie i mere end 100 år har begået sig som vinbønder. Steiermark, ‘Østrigs grønne hjerte’, er et ekstremt naturskønt område med en lang tradition for vinavl, og i sine velmagtsdage strakte hertugdømmet, som var en del af det østrigske kejserrige, sig også over store dele af Slovenien og helt ned til Kroatien. Karakteristisk for hele området er dets svungne bakkelandskab med skråninger i stor set alle retninger, klædt i skov såvel som vinmarker og med spredte små bebyggelser på bakketoppene. Det er frodigt landbrugsland kendt for sine frugter og grønsager og i særdeleshed den smaragdgrønne græskarkerneolie, som flyder frit. Ikke mindst er området afholdt for sin gode mad og sit mangefold af mildt duftende, funklende friske og yderst elegante hvidvine. Sauvignon, Muskateller, Traminer, Welschriesling, Weissburgunder, Chardonnay, en spraglet samling sorter, som hver især kan finde det rette fodfæste og sammen komplementere det lokale køkkens rige udbud. Som så mange andre vinhuse drev familien Gross gennem årtier også en såkaldt Buschenschank, en lille beværtning på gården, hvor man serverede egen vin og små kolde retter til lokale såvel som turister. I de seneste par generationer har familien dog valgt at fokusere på vinavl alene og har formået at føre husets vine op i Steiermarks superliga, bl.a. som medstifter og medlem af sammenslutningen STK, Steirische Terroir & Klassikweingüter.

I dag er det Michaels storebror Johannes og dennes hustru Martina, som driver den fædrende vingård videre i det østrigske. Forældrene lod efter 2006 brødrene overtage gården i ganske ung alder, Johannes var 21 og Michael kun 19, og i de første år drev de den som femte generation videre i fællesskab. Men allerede i 2005 havde familien erhvervet sig et hus og en smule land i Haloze et stykke syd for grænsen til Slovenien, og med tiden blev Michael mere og mere lun på landskabet, vinmarkerne og livet i det slovenske. “Jeg kunne mærke en lyst til at lave vin her, og det måtte prøves af.” Yderligere motivation fik han fra sin kæreste Maria, som også fra første møde med Haloze var hooked på at tilbringe mere tid der. De begyndte så småt at erhverve sig flere vinmarker, og fra 2008 indledtes en genplantning af Sauvignon- og Furmint-stokke. De første år kom druerne med tilbage til familiegården i Ratsch, hvor første årgang kom på flaske i 2011. I 2012 etablerede de så egen kælder i et lille hus midt i vinmarken Gorca; og allerede i 2016 var de så sikre på, at de var havnet det helt rigtige sted, at de officielt stiftede deres eget vinhus og begyndte at lave alle vinene direkte on location; og siden har de ikke set sig tilbage.

“Jeg havde virkeligt forelsket mig i landskabet, og Maria havde det på helt samme måde. Så vi besluttede os for at flytte hertil og starte et nyt liv her. Så min bror og hans hustru Martina, som i øvrigt er Marias søster, sørger for de østrigske vine og vi for de slovenske. Men selvom vi har valgt at arbejde hvert med sit, elsker vi stadig at arbejde sammen,” forsikrer Michael. Broder- og søsterskabet bærer blandt andet frugt i projektet Gross & Gross, hvor de foruden nogle letdrikkelige hvidvine sammen fremstiller nogle helt vidunderlige druemoste, som kvalitativt kan sende alkoholfri vin til tælling. Nærmest som selvfølge har de også været med til at stifte den lille sammenslutning SVL, Slovenska Velika Lega, den slovenske superliga, som forener en række kvalitetsbevidste vinbønder, der sætter terroir, traditionelle sorter og håndværk i højsædet. Her har de bl.a. selskab af deres ligeledes grænseoverskridende landsmænd fra Weingut Tement, nemlig Domaine Ciringa.

Kærligheden til landskabet og naturen kommer også til udtryk i familiens valg af dyrkningsform. Weingut Gross er i dag certificeret økologisk og biodynamisk og det samme gælder for Vino Gross. Michael og Maria indledte allerede i 2014 en egentlig omstilling, og i lyset af efterspørgslen på certificerede vine valgte de i 2018 at søge sådan anerkendelse. De er desuden medlem af det biodynamiske forbund Demeter. Trods den fælles målsætning har forudsætningerne og vejen mod målet dog været ret forskellige. Steiermark og Štajerska er nok naboer og søsterregioner, men under overfladen er der relevante forskelle, ikke mindst af historisk og kulturel karakter.

Europas grønne hjerte

I østrigsk kejsertid var hele hertugdømmet Steiermark én samlet størrelse og et kronland i Østrig-Ungarn frem til rigets opløsning ved Første verdenskrigs afslutning i 1918. Derefter deltes området i to, og den sydlige og altovervejende etnisk slovenske del tilfaldt det nydannede Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere, det senere Jugoslavien; mens den nordlige og overvejende tysktalende del tilfaldt republikken Østrig, i dag er det dens sydøstligste delstat Steiermark. Østrigerne kalder den slovenske del Untersteiermark, mens det på slovensk kendes som (Spodnja) Štajerska.

Står man et vilkårligt sted midt i landskabet, kan det dog være svært at afgøre, om man er i det ene eller det andet land. Der er ingen oplagt naturlig grænse mellem Steiermark og Štajerska. Bølgende bakker og grønt land med skov og vinmarker strækker sig så langt øjet rækker på begge sider af grænsen. Alligevel er der små forskelle i landskab og undergrund, men det er især den forskelligartede politiske og kulturelle udvikling i det 20. århundrede, der har sat sig sine spor og gjort områderne mere adskildte, end de var fra naturens hånd— på godt og ondt.

Südsteiermark er måske Østrigs mest idylliske vinområde og har klart områdets mest distinkte landskab. Med sine 2.500 hektarer regerer man her over halvdelen af østrigske Steiermarks vinmarker, altovervejende på mere eller mindre stejle skråninger, som vinstokkene løber ned ad i vertikale rækker. Størstedelen står rodfæstet i sandet mergel og alluvialt grus, hvoraf en del er fæstnet til konglomerat. Kalkindholdet er størst i syd og mindre i nord, hvor man omkring Sausal også støder på lerskifer, grøn skifer og kvartsit. Mod syd hersker i højere og højere grad den kalkholdige mergel, som lokalt kaldes opok; og den bliver nærmest eneherskende i slovenske Štajerska. Her ser man også mange steder, at bakkerne bliver endnu stejlere end på den østrigske side af grænsen, og derfor ser man en del steder brede terrasser anlagt på de stejleste skråninger, hvor vinstokkene står i horisontale rækker.

“Her i Haloze har vi store, brede terrasser på skråningerne, som er så stejle som ved Kitzeck i Sausal,” forklarer Michael. “Terrasserne blev anlagt i 1970’erne, som et statsligt jugoslavisk projekt. Det gjorde markerne meget nemmere at arbejde i.” I helt gamle dage var der Stockkultur eller Einzelstockerziehung, hvor hver enkelt vinstok var bundet op ad hver sin pæl og beskåret med ret lav stamme. Nutidens anlagte aspekt til trods virker markerne næsten som naturlige vækster, som de er indlejret i landskabets foldninger, stigninger og fald og nærmest umærkeligt changerer mellem skov, mark og små landsbyer.

Haloze havde i jugoslavisk tid omtrent 2.300 hektarer vinmarker. I dag er tallet nede på 680. Dengang gik produktionen primært til det statslige kooperativ i Ptuj, som de fleste leverede til. I dag er det privatiseret, men idet druepriserne i en årrække faldt og faldt, kunne vinavl for mange ikke længere betale sig, og mange marker blev nedlagt. “I jugoslavisk tid var det også gode druer, og de lavede sikkert ganske god vin. Problemerne kom overraskende nok efter privatiseringen,” forklarer Michael.

Slovensk renaissance

Slovenien erklærede sig uafhængigt af Jugoslavien den 25. juni 1991. Derefter fulgte en kortvarig væbnet konflikt mellem den nydannede slovenske hær og den store jugoslaviske folkehær; som efter kun ti dages konfrontation kastede håndklædet i ringen og lod slovenerne være i fred. Tidageskrigen krævede knapt 70 dødsofre, så Slovenien slap ret nådigt ud af Jugoslaviens opløsning, især sammenlignet med de senere og langt sværere konflikter i Kroatien, Bosnien og Kosovo. Slovenien kom så at sige bedre fra start og kunne snart nyde godt af internationale investeringer i landet, ikke mindst fra naboerne i Italien og Østrig.

Slovenien fik officiel international anerkendelse som selvstændig stat med sit medlemsskab af FN den 22. maj 1992. Allerede den 15. januar samme år havde alle lande i EF anerkendt landet; og Slovenien søgte siden, som den første tidligere jugoslaviske republik, optagelse i EU den 10. juni 1996. De formelle forhandlinger begyndte i 1998, og den 23. marts 2003 stemte godt 90% af befolkningen for et medlemsskab. Det blev en realitet med EUs store østudvidelse den 1. maj 2004.

Så vidt det historiske. Slovenien er med 20.271 km2 en smule mindre end Jylland, og landet deles overordnet ind i tre vinregioner: Primorje, Posavje og Podravje med samlet godt 15.000 hektarer vinmarker. I den vestligste ende af landet ligger Primorje med berømte områder som Brda og Kras lige langs grænsen til Italien, samt dalen Vipavska Dolina og den lille slovenske del af halvøen Istrien. Noget længere mod øst ligger Posavje med delområderne Bizeljsko Sremič, Dolenjska og Bela Krajina; og længst mod øst den store Podravje region, hvor størstedelen udgøres af Štajerska, i naturlig fortsættelse af østrigske Steiermark, samt det lille område Prekmurje længst mod nordøst på grænsen til Ungarn.

Opok er den karakteristisk skifrige, flagede kalkmergel, som kendetegner størstedelen af Štajerska

Haloze, Štajerska

Klimaet er køligt og vådt som i østrigske Steiermark, hvor den årlige nedbør ligger omkring 1.200 mm, mens slovenske Štajerska nøjes med omkring 800 mm. Problemer med sen frost og hagl er desværre ikke sjældne, men heldigvis for Michael og Maria er de i det store hele gået fri i Slovenien; og de store mængder vand og lave gennemsnitstemperaturer har da også sine fordele.

“Det er et ret køligt område, derfor de ekstremt høje syreniveauer i vores vine, som også skyldes de naturligt lave udbytter,” uddyber Michael: “Undergrunden er ret så fattig, især den nedre del, opokken, er karg og stenet. Det nedregulerer også druernes vækst, vi behøver stort set ikke beskære væk eller høste grønt, stokkene styrer det selv.”

Omvendt er tørkestress om sommeren sjældent noget tema, ikke mindst idet opok kan lagre gode mængder vand; men også fordi markerne har en høj andel organisk materiale i topjorden og et rigt grønt bunddække. Det er med til at skabe en naturlig balance i markerne, som Michael og Maria ser som en afgørende forudsætning for at lave god vin. Den friske brise, som nærmest konstant blæser, er desuden med til at holde fugten fra planterne, og det gør det unægteligt lettere at dyrke økologisk og biodynamisk. Om vinteren får naboens får lov til at græsse i markerne, og de hjælper selvfølgelig også med den naturlige balance.

”Štajerskas klima- og jordbundsforhold giver de bedste betingelser for netop den type vin, som vi ønsker at fremstille; og med fremstille mener vi ikke producere eller manipulere. Vores vine bliver til med påvirkningen fra jorden og klimaet. Vores arbejde består i at understøtte deres udvikling, først og fremmest gennem kyndigt håndarbejde i marken, manuel høst og så løs hånd og god tid til at modne vinen i kælderen.”

Michael og Maria foran vineriet ved Gorca

“Som sagt har det ikke så meget med mine evner i kælderen at gøre, at vi kan lave så gode vine her, men nok så meget selve regionen, som gør det muligt,” slår Michael igen fast men fortsætter så, “og så er det selvfølgelig vores forståelse for og værdsættelse af dets særpræg, som gør det muligt at omsætte det. Men det vidste vi helt ærligt ikke, da vi først rykkede hertil.”

“Noget særligt her er, at der er levnet stor plads til naturen, omkring men også i markerne”, forklarer han på vandring gennem den ikoniske Grosslage Gorca, som smyger sig i skiftevist konkave og konvekse buer rundt om vineriet. “Her har vi 2.000 vinstokke per hektar og faktisk kun 1.000, hvis man regner markens stejlhed med. I og med at vi har så få vinstokke per hektar, har vi omvendt en stor mangfoldighed i markerne. Der er mange forskellige arter af træer og planter, hvilket endvidere betyder, at vi også har så mange insekter, der arbejder for og sammen med os. Jeg elsker virkeligt vores store terrasser og den lave antal vinstokke.”

“Men grundet stejlheden må vi arbejde aktivt med jorddække og bunddække. Det er især vinterarbejde, vi spreder kompost og beskæringsrester både for at berige og stabilisere jorden. De øverste 15-20 cm har her et ekstremt højt humusindhold, andelen af organisk materiale er 4%, og vi søger at værne om formuldningen. Det opbygger jordstrukturen. Så vi forsøger at fjerne så lidt plantemateriale fra markerne, så der fortsat bliver meget jord tilbage. Sådan har man traditionelt også arbejdet på disse kanter, og sådan har vi også selv arbejdet de seneste årtier i Südsteiermark. For at hæve andelen af organisk materiale i jorden, har min bror måttet udføre ti års omfattende kompostering i markerne. Det har vi ikke behøvet her, og det må være en af mine yndlingsting ved Štajerska.”

Forført af Furmint

Hjemmefra var Michael vandt til at arbejde med druer som Sauvignon, Traminer og Welschriesling, men på den slovenske side af grænsen stiftede han også førstehåndskendskab med druen Furmint, som nok er mest kendt fra Ungarn. Den dyrkes dog også i store dele af Slovakiet, Slovenien, Kroatien og Serbien, ligesom den i gamle dage var meget mere udbredt i Østrig, hvor den gik under navne som Mosler og Zapfner; men med kejserrigets sammenbrud udvandrede den så at sige fra Østrig med ganske få undtagelser. Nu er den på mode igen, men før genplantninger så småt kom fra start i det seneste årti, var den eneste Furmint i Südsteiermark at finde i field blends, gemischte Sätze. Bedstemor Gross erindrer sorten fra sin ungdom, som svær at modne og en ret sur størrelse. Men det var, som man siger, en anden tid dengang, og Haloze er heller ikke Ratsch.

“Vi var naturligvis nysgerrige på Furmint,” fortæller Michael, “fordi vi ikke havde den hjemme i vores østrigske marker. Så i starten tog vi druerne med tilbage og forsøgte os frem. Vi ville finde ud af, om det var noget for os; og det viste det sig i dén grad at være. Furmint er fantastisk og har et stort potentiale.”

Michael indledte et nærstudie af sorten, og det skulle vise sig, at de lokale kloner af Šipon, som den kaldes i Slovenien, ikke helt stod mål med særlige kloner fra Ungarn, hvor sorten som bekendt er i superligaen. Deres gamle stokke gav ikke stabilt gode udbytter og distinkt kvalitet nok, så kyndigt vejledt af bl.a. Michael Wenzel, som er Furmint-specialist i Burgenland, fik de fat i fortrinlige stiklinger fra legendariske István Szepsy i Tokaj.

“Vi mærker, at de ungarske kloner leverer et mere konstant udbytte og ditto kvalitet. De modner en smule tidligere og har en anelse lavere syre, så de er mere balancerede i sig selv,” siger Michael. “De slovenske giver særligt mange lækre citrusnoter, men kun når de er helt modne.” Alt i alt har de ompodet godt 17.000 stokke samt plantet 10.000 nye. “Så nu er Furmint sågar gået hen og blevet vores hovedsort.”

Omvendt med de lokale Sauvignon-kloner, som han finder familiens i Südsteiermark overlegne. I Štajerska er regionens oprindelige kloner sandsynligvis overlevet, og de har højere syre og fuldt skrald på de græssede og urtede noter. Mange af stokkene strammer fra en selektion, Michael lavede fra en 120 år gammel blandet beplantning i nærheden tilbage i 2008. “Det er en slags urtype af Sauvignon, som er gået fri af forædling mod tidligere modning og højere udbytter. Den har en helt vidunderlig syre og flere grønne end gule noter, selv når den er fenolisk fuldmoden.”

En anden sort, som står stærkt i Slovenien, er Blaufränkisch, som selvfølgelig også kendes som Kékfrankos i Ungarn, på slovensk kaldes den Modra Frankinja. Den fik Michael og Maria også mod på at prøve af i det lokale terroir, selvom den i dag er et sjældent syn i Štajerska (og for den sags skyld i Steiermark). Men Blaufränkisch stammer med en vis sandsynlighed oprindeligt fra netop slovenske Štajerska, hvor den er opstået som en naturlig krydsning mellem Weisser Heunisch og Blaue Zimmettraube. Derfra har druen bredt sig til naboregioner og nabolande, hvor den ad åre har gjort mere væsen af sig; men muligvis har Halozes terroir noget særligt at bidrage med til druen. Blandt andet derfor eksperimenterer Michael nu med en klonal selektion fra Georg Prieler i Burgenland, som han har plantet og ompodet nogle gamle stokke til. En sortsren vin lader vente på sig, indtil videre er druerne røget i et par røde blends, som i øvrigt er ganske bedårende. Det virker lovende.

Mischen: ist possible

“Vi vil gerne fokusere på oprindelsen snarere end druesorten. Smagen af Haloze er alligevel stærkere, selv med Sauvignon og Furmint. Du kan mærke teksturen og dette greb i ganen, det er Haloze, der trænger igennem.”

Således ser man, som det er vanligt i Slovenien men ville være helligbrøde i Ungarn, at Furmint blandet op med Sauvignon og af og til Welschriesling. Står der, som på parcellen Korže, såvel Sauvignon som Furmint på marken, så bliver vinen også en blanding. Druerne høstes dog separat, da de modner på forskellige tidspunkter, så der er stadig mere tale om klassisk blend end field blend; og det fungerer fremragende, hver drue hjælper med at vise forskellige facetter af mikroklima og eksakte jordbundsforhold.

Alle Vino Gross’ vine er grundlæggende lavet på samme sæt og vis, hver får samme behandling, om det er villagevine, markvine eller enkelte parceller; og da det er oprindelsen, der er i fokus, fremgår den som det eneste på etiketten, mens druesort(er) er forvist til bagetiketten. Forsideetiketten bærer samtidigt et stiligt sort-hvidt fotografi af lokaliteten. “Ingen ved, hvordan her faktisk ser ud,” griner Michael, “så vi valgte at sætte det på etiketten. Så kan du også se skønheden og konturerne; og at her handler det om håndarbejde!” Bagetiketterne er i øvrigt yderst informative og giver altid ren besked om eventuelt tilsatte sulfitter opgivet i milligram per liter.

“Vores filosofi i kælderen er enkel,” erklærer Michael med stor overbevisning: “Hver marks most kommer i en ståltank til en kort bundfældning. Så beslutter jeg, parcel for parcel, hvor meget af mosten jeg tager med mig videre til gæring. Nogle gange kommer næsten det hele med, dog aldrig de sidste 5-10%, som er det mest mudrede og smudsige. Så ryger mosten på store træfade nederst i kælderen, hvor den gærer spontant, og vinen lagrer knapt et år. Så kommer de tilbage i tanken til en naturlig stabilisering; og så kommer de på flaske, som regel uden sulfit, nogle gange med en smule. Det er en vurderingssag, jeg føler mig frem,” forklarer han og tilføjer med eftertryk: “Jo mindre jeg skal gøre, og jo mindre jeg skal tilsætte, desto bedre er det for kvaliteten. Vinen skal smage så lidt af vinmageri som muligt. Men af og til er det nødvendigt at gøre noget. Der er ikke nogen dogmer.” Som inspiration nævner han gerne hjemlige ledestjerner som Ewald og Andreas Tscheppe samt Sepp Muster.

“Mit ideal er at lave vinene helt uden sulfit; men der er ganske enkelt årgange, hvor jeg finder det nødvendigt for visse af vinene. Så giver jeg efter for det og tilsætter en smule; men kun så lidt, som det er mig muligt.”

Fade med værdighed

Spontan gæring på store træfade forvandler druemosten til vin. “Vi har været så heldige at få nogle gode, gamle fade med fra min bror,” beretter Michael og filosoferer videre om den rolle, fadene har fået for ham som vinmager. “Som barn elskede jeg at være med i kælderen med min bedstefar,” fortæller han. “Alle fadene var udsmykkede, hver havde sit eget kunstværk indgraveret. Så kunne man også mærke, at fadene havde en særlig værdighed. Det er ikke bare noget, du køber. Et fad holder 30-40 år, det kan følge dig et helt vinliv. Så sådan vil jeg også gøre med mine fade. Når der sker noget vigtigt i livet, så laver vi et fad.”

Spankulerer man rundt i den ganske lille, gamle hvælvede kælder under vineriet i Gorca, så er den en vandring mellem velrundede fade af egetræ, som hver især bærer et personligt præg, en signatur, som binder dem til de personer og de traditioner, de er del af. Et fad til minde om Maria og Michaels bryllup i 2016. De arbejdsomme mennesker har i øvrigt formået at etablere vinhuset samtidigt med, at de er flyttet til udlandet, har stiftet familie og fået fire børn! Hvert barn fejres med et fad, det samme gør deres nye hus i Svečina nær Maribor. Familien sætter ikke bare sine aftryk i fadene, Slovenien har tydeligvis også sat sine aftryk i familien.

De lagde ud med små fire hektarer i 2005 og har nu hele 25 i 2025. Godt 50.000 vinstokke og snart lige så mange flasker vin; og de er kun lige begyndt.

Gross gærer alle sine vine på store fade, som hvert bærer et personligt præg. Her en morgengave fra bryllupet.

Syv små kæmper

Jeg har fulgt Vino Gross’ vine årgang for årgang de sidste fem års tid, og det har været en fornøjelse. Ikke mindst at følge en udvikling mod stadigt højere kvalitet, karakter og af mangel på bedre ord ‘sjæl’ i vinene. Det bekræftede et besøg midt på foråret i år, hvor vi smagte os gennem den svære men svært vellykkede årgang 2022, der udviser en virkeligt flot balance mellem en sitrende syrlig nerve og en flot, frodig frugt. I 2022 var foråret ret kølig og meget vådt, det regnede næsten konstant. Så kom en meget varm sommer som afløsning med masser af tørke. Det betød en ret tidligt og ganske kompakt høstfase. Modningen kom hurtigt, og det krævede skønsom beslutsomhed blandt vinbønderne; men når man smager vinene, må man konkludere, at Michael må have valgt rigtigt.

“Jeg tror fuldt og fast på, at den perfekte høstdag findes. Den dag, hvor man kan få netop den spænding og balance i vinen, som jeg søger. En smule for tidligt får man ikke hele harmonien og en smule for sent begynder den at blive for yppig. Måske der er et vindue på et par dage, hvor det passer.”

Maribor Blanc 2022. “Vores Ortsweine er vigtige for os, de bærer signaturen af regionen.” Deres nye besiddelser ved Maribor ligger i 380-490 meters højde, på skråninger med op til 60% hældning, jordbunden under er kalkmergel og kalksten. Her er det 70% Sauvignon og 30% Welschriesling uden tilsat sulfit. Mild men liflig duft, sprød på tungen og ganske saftig i munden, lime, moden fersken, frisk ananas, urtete. Ganske udmærket!

Haloze Blanc 2022. Villagevinen fra hjemmebanen. “Haloze er altid let at genkende,” bedyrer Michael. “Det er opok, der taler, terroiret sætter sig virkeligt igennem i vinen. Den har en særlig tekstur, en mørk frugt og nogle fine røgede noter.” 40% Furmint, 20% Sauvingon, 20% Welschriesling fra terrasserede marker i 280 til 390 meters højde. Tilsat 10 mg sulfit. Udtryksfuld vin med liflig, luftig duft af modne ferskner, pistacier, bivoks og røg. Saftig, blød og blid, stilfærdigt greb, god syre, stor længde, let salt finish. Igen godt gået!

Gorca 2022. Så bliver det for alvor sjovt! “Gorca er vores visitkort. Her får du det hele på én gang, friskheden, frugten, livligheden, en helt særlig mundfølelse og noget salt. Gorca er indbegrebet af Haloze,” 100% Furmint fra en parceller placeret på den større mark Gorca, spektakulært beliggende lige over for vinhuset. 10 mg sulfit tilsat. Diskret men dyb duft. Saftig, smidig, lækker tekstur, slynger sig som skråningerne i munden, med den pureste frugt, eksotiske undertoner, kandiseret citrus, flagesalt. En vinøs evighedsmaskine, slukker tørst, trækker mundvand, vækker længsel. Generøs men stadig subtil og stilig. Et svært godt glas!

Colles 2022. 100% Sauvignon fra skråninger mellem 290 og 330 meters højde. Ingen tilsatte sulfitter. Det pureste, reneste, skæreste udtryk af Štajerska og Sauvignon. Grøn og gavmild, enormt ekspressiv, en tur gennem mark og eng og skov. Sprød og frisk, næsten cideragtig, mundvandsdrivende syre og saftig stenfrugt mingeleret med nåleskov, krydderurter, harpiks, humle, pibetobak, røg.

Korže 2022. 70% Sauvignon og 30% Furmint, fra 270 til 340 meters højde. 10 mg sulfit. Svinger ifølge Michael mellem reduktive og oxidative stadier, her må den have oscilleret lige midt mellem, for den var helt i vatter og virkeligt livlig. En lækker mundfuld moden stenfrugt med citrisk spænding og noter af grøn banan, mango, lemon tonic og urtesalt. Michael Gross: “Altid en af mine favoritter” og, tilføjer han, “sandsynligvis vores mest spektakulært udseende vinmark.” Det siger noget, når man først har set Gorca!

Iglič 2022. 100% Furmint fra en stejl skråning og plateauet på toppen, 290-350 meters højde. 10 mg sulfit. Særegen duft af timian og nyslået hø. Den er vildt flydende, luftig og fyldig i frugten og ekstremt ekspressiv. Moden citrus, gule mirabeller, masser af mineralsk undertoner. Spændende at sammenligne med Gorca! Ifølge Michael “år for år den bedst balancerede af vores vine. Man har bare lyst til at sætte sig ned og drikke den!”

Haloze Noir 2022. Muntert eksperiment med både blå og grønne druer, 60% Blaufränkisch og 40% Furmint høstet henholdsvis den 19. og 29. september, og gæret sammen i et stort egetræsfad. Flasket ufilteret og med kun 20 mg sulfitter. Vinen kom første gang til verden i 2021, da deres Furmint fra Korže ikke egnede sig til flaskning som enkeltmarksvin, og Michael blev kreativ… men resultatet smagte dem, så siden har de fulgte op på det med succes. Mild men liflig kirsebærduft og i munden en eksplosion af saftig sursød kirsebærfrugt, med vibrerende syre og blide, bløde tanniner. Let og læskende men samtidigt kompleks med små strejf af skovbær, rooibos og sort peber. En læskende lækkerbidsken, mens vi venter på den voksne Blaufränkisch.

Summa summarum, Maria og Michael Gross begår vine, som er fantastisk friske, krystalklare og yderst udtryksfulde. Man føler sig ganske enkelt hensat til en af deres vidunderlige vinmarker, når man drikker dem. De er hverken funky eller quirky, blot levende og legende— med den særlige saftighed og gnidningsfrie mundfølelse, som kun biodynamiske vine med meget lav eller ingen sulfit synes at have. Stor respekt for det håndværk!

Flaske: Gorca 2022  
Vinhus: Vino Gross  
Oprindelse: Štajerska, Slovenien
Jordbund: Kalkholdig mergel  
Drue: Furmint  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Sæsonmelier  
Pris: 255,-  

Smuttur til Meðimurje

Der er grøde i det gamle og næsten glemte vinområde Meðimurje i det nordlige Kroatien, hvor kvaliteten stiger år for år. Her i hjørnet mellem Slovenien og Ungarn er der god hvidvin på programmet, og den unge generation genrejser nu ufortrødent den stolte, gamle tradition for Furmint i området, omtalt og markedsført under druens lokale synonym Pušipel. Det dækker over et væld af lette og forfriskende vine med en citrusfrugtig sprødhed, mens de fornemmere flasker gemmer på rigere tekstur, større kompleksitet og en fyrig krydring. Furmint taler tillige på kroatisk sit eget tydelige sprog; og så er vinene stadig absolutte fund til priserne.

Et kroatisk Entre-Deux-Mers

Meðimurje (ungarsk Muraköz, østrigsk Murinsel) er et historisk område mellem floderne Mura og Drava, og området er stort set er identisk med nutidens administrative region af samme navn. Samtidigt er det Kroatiens nordligste vinområde, med grænse til Slovenien mod vest og Ungarn mod øst. Historisk har Meðimurje været en integreret del af de forskellige provinser, der er gået under navnet Pannonien, og det har skiftevist været under ungarsk og kroatisk overherredømme. Største by i selve området er Čakovec, og vi er heller ikke langt fra den hyggelige historiske by Varaždin, som en overgang var Kroatiens hovedstad, og som ligger lige syd for Meðimurje. Man går under ingen omstændigheder ned på kirker, kapeller og slotte i barokstil, alskens kunstnerisk lokalkolorit og en rig landbrugs- og madkultur.

Området deler sig i Dolnje Meðimurje, den nedre og lavere del i syd og øst, som er en stor, flad slette med aflejringer fra floderne, samt Gornje Meðimurje, den øvre del i nord og vest, som er mere bakket land for foden af Alperne. Meðimurjes øvre del er dækket af skove, lunde, æbleplantager og vinmarker, mens den nedre del er dækket af enge og marker med omfattende dyrkning af korn, majs, kartofler og andre grøntsager. Grænsen mellem de to udgøres officielt af jernbanen, som er Kroatiens ældste, indviet i 1860. En af Meðimurjes i international vinsammenhæng mest velkendte sønner er Rudolf Steiner, som kom til verden i 1861 i Donji Kraljevec, hvor hans far arbejdede som stationsforstander og telegrafist netop ved jernbanen. Steiner skulle langt senere blive en alsidig akademiker og skabe bevægelser som antroposofien og biodynamikken.

Selve vinområdet Meðimurje er som nævnt et Entre-Deux-Mers mellem Mura og Drava (på latin Insula intra Dravum et Muram — men tillige kendt som Hortus Croatiae, Kroatiens have), et kroatisk Mesopotamien med vinhaver hængende på skråningerne, hvis man er til de mere blomstrende sammenligninger. Profilen tegnes i dag af små familieejede vinhuse med skarpt fokus på terroir, tradition og kvalitet. Jordbunden er mestendels af alluvial beskaffenhed, sand, ler og mergel med varierende kalkindhold. Klimaet er kontinentalt med varme, solrige somre og våde vintre; og samtidigt er det subalpint med kølige vinde fra Alperne, som modererer temperaturen og luftfugtigheden. Det begunstiger produktionen af tørre, syrerige og aromatiske hvidvine, og de traditionelle sorter til den slags er, som i resten af det centrale kroatiske bakkeland, Traminac (Gewürztraminer), Muškat (Muscat) og Pinot Sivi (Pinot Gris) samt Chardonnay og Sauvignon, og især sidstnævnte får mange til at spille særdeles klangfuldt. Graševina (Welschriesling), som ellers står tæt plantet i størstedelen af det kroatiske indland, har det historisk været for køligt til at modne tilfredsstillende her, men det hænder dog i dag. Så har man til gengæld Šipon eller Pušipel, som er de lokale kroatiske navne for Furmint, og den har længe befundet sig anderledes fremragende her. Som hovedregel er der tale om tørre vine, hvad sorten end er, men Meðimurje har ligeledes tradition for senere høstede vine med restsødme, endda isvin, det sørger det kølige, kontinentale klima fortsat for muligheden af. Pušipel er ligeledes egnet til mousserende vine på grund af sin høje syre og forholdsvist dæmpede aromatik, og der er sågar en lokal tradition for mousserende i Meðimurje mindst tilbage til 1914. Den blev så afbrudt af verdenshistorien, så småt genoptaget i 1980’erne og særdeles seriøst igen fra 2009, og i dag er der syv lokale producenter af skummende Pušipel.

Udsigt over Cmrečnjaks vinmarker ved Sveti Urban nær Štrigova. Foto: Matej Ščavničar

Gammel vin på nye flasker

At det netop er Pušipel, man slår så stærkt et slag for, er egentlig ingen overraskelse, slet ikke med Ungarn lige rundt om hjørnet. De ældste optegnelser om Pušipel under netop det navn stammer fra første halvdel af 1800-tallet, hvor den henregnes til vinmarkerne ved landsbyen Dragoslavec Breg nordvest for Čakovec. Men lige så pludseligt som navnet Pušipel dukkede op i historien, lige så hurtigt forsvandt det igen. Druen gik dog ikke i glemmebogen, den gik bare under andre af sine navne som Šipon og Moslavac. Šipon var dengang som nu dens mest udbredte synonym i Slovenien, mens Moslavac er den kroatiske form af Mosler, sammen med Zapfner sortens gamle navn i Østrig.

Det giver mening at bevare sorten og ligefrem genoplive det gamle navn til den lokale vin, for Meðimurje har en særlig tradition med Pušipel, som står plantet på næsten halvdelen af områdets godt 1.000 hektarer vinmarker; og det er Pušipel, som i den grad udmærker Meðimurje mellem andre af det centrale kroatiske bakkelands vinområder som eksempelvis Zagorje eller Plešivica. Potentialet i tør Furmint på den internationale vinscene har ungarerne afdækket i de seneste år, og det skulle da være mærkeligt, om der ikke desuden var interesse i de bedste slovenske og kroatiske versioner. Alene i Meðimurje har man identificeret over 30 kloner, hvoraf en håndfuld er udvalgt som særligt lovende for fremtiden.

Bevægelsen begyndte med otte entusiastiske familier, som grundlagde lokalforeningen “Hortus Croatiae”, og siden er det gået stærkt. I dag tæller den omkring 20 vinproducenter, og blandt de bedste kan tælles bl.a. Belović, Cmrečnjak, Dvanajščak-Kozol, Hažić, Horvat, Jakopić, Kunčić, Lovrec, Novak, Preiner og Štampar. Siden 2000 har man organiseret den årlige vinfestival Urbanovo, som fejrer den lokale vinrute, og sidenhen været medarrangør på Mlado, en slags høstfest med ung vin i Zagreb. Det erklærede mål er at markedsføre Pušipel som et stærkt og genkendeligt mærke og gøre den til den mest prestigefyldte vin fra Međimurje. Derfor indledte de et samarbejde med bureauet Reci Da om at udtænke et unikt brand for Pušipel. Kulminationen er foreløbigt et elegant flaskedesign, som udelukkende må benyttes i Meðimurje og kun til Pušipel. Flaskerne fremstilles hos det schweiziske glasfirma Vetropack. Det er indtil videre den første særegne flaskeform, som er på markedet i Kroatien; og omend designet har en vis lighed med flasken til tør Tokaj, som ungarerne lancerede nogle år forinden, så er den alligevel sin egen, en variation over Bourgogne-flasken med afrundet elegance, det lokale logo graveret på forsiden og forlænget hals. Senest har man desuden introduceret et særligt glas, som skulle være specielt egnet til nydelse af netop Pušipel.

Det kan virke som rene gimmicks, men man har med moderne Pušipel opnået en vin, som ikke kun har sjæl men samtidigt nok karakter og kvalitet til at kunne imponere internationale vinkritikere. Don’t take it from me, Decanter har allerede lugtet lunten og kastet adskillige point og priser efter vinene.

Pušipel på rad og række. Særligt lovende er Lovrec, Cmrečnjak, Štampar og Dvanajščak-Kozol.

Melankoli og mineralitet

Furmint frembringer en rank og syrerig vin med en sprød æblesmag og mildt røget og salt mineralitet, når den er bedst. Det er den i ungarske Tokaj, også når det gælder de tørre udgaver. Ellers er det i Somló, at det sker, og uden for Ungarn i østrigske Steiermark og slovenske Stajerska og resten af Podravje. En sjælden gang sker der noget spændende i Burgenland, og der dukker da også en hæderlig tør Furmint op fra Balaton og endda fra kroatiske Moslavina; men ellers er det Meðimurje, vi må sætte vores lid til. Her får man sammen med den lyse syre en særligt mørk mineralitet frem, en nærmest nøddeagtig tekstur og seriøs kompleksitet sammen med en let drikkelighed.

Måske det er Meðimurjes særlige melankoli, man kan smage, et nu nærmest legendarisk karaktertræk ved lokalkulturen og en særlig sindstilstand hos lokalbefolkningen. Det tilskrives de især i modsætning til Zagorje, hvor modet og musikken er muntert og skæmtende. Det modsatte høres i Meðimurjes folkemusik, meðimurska popevka, en følsom og tænksom sang med en tonal rigdom og sammensætning, som går lige i hjertet. Længselsfuld, sørgmodig, bittersød, kroatisk mono no aware. Noget af samme tristesse synes at kunne fanges i ungarsk folkemusik, måske det er et fællestræk, som Furmint samler på i sine vinbønder.

Kommer man på de kanter, er der dog først og fremmest grund til at være glad. Maden er glimrende, og der synes at være en Pušipel til enhver lejlighed. Det er traditionel kontinental kost med korn, kartofler, græskar, kål og løg og aldrig svigtende forsyninger af svinekød, som kalder på forfriskende hvidvine, som samtidigt kan klare fylde, fedt og salt. En af de lokale specialiteter er pretepena juha, en slags kærnemælkssuppe på basis af fond fra kogning af pølser, skinker og lignende lufttørrede kødprodukter, og krydret med paprika kan den varme mave og hjerte selv på en kold vinterdag.

Classic står for de friske, unge og mest umiddelbare Pušipel vine, mens Prestige betegner en mere selektiv og senere høst, den mere seriøse stilart. De første er oftest stålsatte, sidstnævnte ofte modnet i store slavonske egetræsfade, af og til på akaciefade; og det er i prestige-udgaverne, at guldet som oftest ligger begravet.

Den majestætiske Maðerkin Breg ved Štrigova. Foto: Cmrečnjak

Et højdepunkt hos Štampar og Cmrečnjak

Štampar skiller sig ud fra mængden sammen med Dvanajščak-Kozol og Lovrec, men lad os for nuværende fokusere på det for de uindviede komplet uudtalelige Vinarija Cmrečnjak. Vingården er grundlagt af Rajko Cmrečnjak, som med udgangspunkt i ganske få vinstokke har drevet det langt. I begyndelsen af 1990’erne havde han en mellemstor landbrugsejendom med svin, kvæg, kornavl og en smule vinstokke. Druerne gik dengang til det lokale kooperativ i Štrigova. I 1992 besluttede han dog helt at hellige sig vinavlen, og i dag dyrker Rajko og hans familie hele 27 hektarer egne vinmarker og flasker næsten 20 forskellige vine hvert år. I årenes løb er kælderfaciliteterne desuden udvidet betragteligt; og i dag er det sønnen Marko, som står i front for produktionen.

Cmrečnjak kan skænke Pušipel i hvilken som helst udgave, det skulle være, skummende, hvid, stålgæret, fadlagret eller skindfermenteret. Der er den mousserende Polaris Brut efter den klassiske metode, med sprøde bobler og plirrende syre; den saftige og friske Pušipel Classic; den monumentale og lagringsværdige enkeltmarksvin Maðerka; og den fadlagrende Xtreme og den fadgærede, skindfermenterede Xtreme2, som viser helt andre sider af druen. Naboen Štampar skuffer heller ikke med deres sprøde, knastørre skum Urban White eller den friske, florale og herbale Pušipel Classic.

Mađerkin breg er familiens stolthed, deres højest beliggende vinmark og den isoleret set nok bedste til dyrkning af Pušipel i Meðimurje; og sammen med familien Štampar har man sat sit tydelige aftryk på lokaliteten, ikke kun med beplantningerne, det betagende trætårn og de derved indrettede områder til sommerligt vinindtag. Her er der panorama fra Kroatien til Ungarn og Slovenien. I klart vejr kan man se vinmarkerne ved Jeruzalem, hvor den slovenske Furmint-variation Šipon brilllerer, og faktisk kan udsigten række endnu videre til Steiermark i Østrig.

Vinene herfra gør bestemt også indtryk. Det skyldes dels den høje elevation: Bakken er med sine 340 meters højde kun knapt fire meter lavere end Mohokos, Meðimurjes højeste punkt. Dels er der god soleksposition og særlige vinforhold omkring bakken; og dertil skal lægges den særligt grusholdige sandjord, som undergrunden byder på. Det skal blive spændende at følge vinenes udvikling i takt med, at vinstokkene bliver ældre, og der kommer mere og mere facon på vinifikationen.

Bakken er i øvrigt opkladt efter en tidligere berømt beboer, den i Budapest fødte ballerina Emilia Krauthaker, som kom dertil grundet sin mand, officeren Albin Krauthaker. Han blev dræbt ved den kommunistiske magtovertagelse efter 1945; men Emilia blev boende ved bakken sammen med sin svigerinde og hendes familie, Strahonja, hvor de levede af landbrug og “landskabets skønhed”. Efter omfattende nationaliseringer af landbrugsjorden fra 1958 og frem gik det dog nedad for familierne, som efterhåndende mistede det meste af deres ejendom. I 2014 solgte hendes efterkommere så jorden til Štampar og Cmrečnjak, som nu langt om længe har genrejst vinbruget på bakken.

Selv oppefra og ned er der endda noget svimlende over Maðerkin Bregs bølgende skråninger. Foto: Cmrečnjak

Cmrečnjak Pušipel Maðerka Sur Lie 2020 er en særligt saftig og særligt spændstig vin, som smidigt smyger sig over tungen og stilfærdigt afslører sine hemmeligheder. Delikat duft med sart grøn krydring, mildt duftende æbler og pærer. Mere frodig og gyldent frugtig i smagen, med akaciehonnings rigdom, mineralsk summen, tørt træk og en let krydret, kompleks eftersmag med kamille, krydderurter og peber. Righoldig men rolig, holder endnu på hemmeligheder. Sen høst, spontangæring på ståltanke og otte måneders lagring sur lies med bâttonage på 2.000 liters træfade af eg og akacie. En vin lavet med lagring for øje, og det lover flot for fremtiden.

Flaske: Pušipel Maðerka 2020
Vinhus: Cmrečnjak  
Oprindelse: Meðimurje, Kroatien  
Drue: Furmint  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 150,-

Smuglergods

Blot tre melodier beherskede bedstefar Wenzel på træblæseren tárogató, et traditionelt ungarsk instrument. Hans forsøg med folkemusikken rakte dog til at aflede grænsevagternes opmærksomhed, da han kørte tilbage over grænsen til Østrig med sin søn Robert, efter de to havde været på hugst i Ungarn. På laddet var vognen lastet med udvalgte stiklinger af sorten Furmint, som familien ønskede at genetablere ved deres hjemby Rust i Burgenland.

Året var 1984, og Jerntæppet var stadig trukket tæt ned mellem Østrig og Ungarn. Muligvis hjalp det de to, at de valgte folkesange ikke var salonfähige under det kommunistiske styre; som nok i øvrigt ikke ville mistænke almindelige østrigske bønder for at smugle noget ud af landet. Så det lykkedes, og Burgenlands første nye Furmint-mark i lange tider så dagens lys i 1985.

Furmint er en velrenommeret centraleuropæisk sort, som havde sin storhedstid for et par århundreder siden. Den var vidt udbredt i størstedelen af Østrig-Ungarn, som også dækkede de lande, vi i dag kender som Slovenien og Kroatien, og hvor Furmint til stadighed dyrkes. Dens lokale synonymer alene vidner om dens vide udbredelse: Formint, Krhkopetec, Luttenberger, Mainak, Maljak, Malnik, Mosler, Moslavec, Moslawine, Posipon, Sipo, Sipon, Siponski, Szala, Szegszöllö, Szigeti, Tokayer, Ungarische, Weisslabler og Zapfner!

Sidenhen led Furmint samme skæbne som så mange andre af de gode, gamle sorter: Nye sygdomme og skadedyr (som oidium, peronospora og phylloxera) trængte den tilbage i løbet af 1800-tallet; og to verdenskrige sendte den til tælling i 1900-tallet, hvor den efter Østrig-Ungarns opløsning overgik til status som Ungarns hvide hovedsort. Særligt berømmelse har de ædelsøde vine fra Tokaj, men i dag er den også blandt de mest populære sorter til tørre hvidvine i resten af Ungarn; mens den i Østrig stort set har mistet sin betydning.

Videre lever begejstringen dog hos Wenzels barnebarn Michael, der i dag står i spidsen for familiens vinhus, som dermed er i tolvte generation (i familiens besiddelse siden 1647). Michael har adopteret Furmint som sit særlige hjertebarn, og han fremstiller nogle af de mest spændende tørre vine på sorten. Ikke mindst en særlig udgave udelukkende til det danske marked, The Revival.

Michael Wenzel i sine vinmarker ved Rust i Burgenland. Foto: Sonja Priller Photography

Gamle dyder

“Furmint kan tale jordbundens sprog, og det gør vinmageren glad,” siger Michael Wenzel med et smil og betegner sin fuldt genoplivede Furmint som “en drøm, der er blevet til virkelighed.”

Furmint forlanger sol og varme kalkholdige jordbunde; men når dens grundlæggende behov er stillet, giver den fine udbytter, og den afspejler sine dyrkningsforhold, herunder jordbund og mikroklima, særdeles detaljeret. Man kan således smage tydelig forskel på Wenzels to enkeltmarker, Vogelsang og Garten Eden, på henholdsvis tæt jord med blå kvarts og en løsere jord med rød kvarts. Som sådan minder Furmint om Riesling, som den da også har en frisk syre og muligheden for stor sukkermodenhed til fælles med.

Det relativt høje syre- og fenolindhold gør også Furmint velegnet til mere minimalistisk vinifikation. Selvom mosten som oftest er meget, meget sød, holder syren og fenolerne den frisk og beskytter mod de værste vinfejl— såfremt man formår at holde god hygiejne omkring gæringen. Det gjorde Wenzel med et fad Vogelsang i 2018, som han lod gære og lagre uden nogen tilsætning af sulfitter overhovedet; og det lykkedes, for vinen er overraskende ren, levende og ekspressiv med masser af Furmints fyrige citrusfrugt og krydrede noter.

Så fremtidens vine kan meget vel komme fra fortidens sorter. Hvad Wenzel har fat i er, ud over Furmints tilsyneladende egnethed til naturnær vinifikation, dens evne til at udtrykke dens oprindelse i området; og netop være tilpasset til tørre og varme betingelser, en egenskab som kan gå hen at blive et yderst værdifuldt aktiv i et klima med stadigt flere hedebølger og tørkeperioder.

“Vi ser oftere og oftere disse ekstreme vejrforhold,” fortæller Wenzel, “og her kan Furmint klare sig, med sin sene sukkerakkumulation og sin gode syre selv i varme år. Det er faktisk det samme som med Blaufränkisch.”

Furmint finder fodfæste

Allerede i 1987 fik man Furmint godkendt til kvalitetsvin i Østrig, men i mange år fortsatte sorten med et leve lidt af en skyggetilværelse: Enkelte entusiaster i Burgenland, en afstikker i Steiermark og her og der en gæsteoptræden i Gemischter Satz. Det har imidlertid ændret sig siden årtusindeskiftet, særligt med epicenter i Burgenland, hvorfra familien Wenzels smuglergods har båret frugt og fået overbevist en efterhånden betragtelig fanskare. Fra planteskolen i Rust sælges således både gamle østrigske kloner, som man gennem generationer har benyttet til den ædelsøde Ruster Ausbruch, samt stiklinger fra de gamle ungarske kloner, som Wenzels i sin tid indførte. Det går stille og roligt fremad, fra et par enkelte hektarer er der i dag registreret 12 i Østrig. Ud over Wenzel fremstiller f.eks. Günter og Regina Triebaumer og styriske Gottfried Lamprecht gode eksemplarer.

Men selvom Furmint har en fortid i Burgenland, har man med tiden mistet erfaringerne med sorten, især når det drejer sig om tør vin. “Det er en stejl læringskurve, vi er på, det tager mange år,” erkender Michael, men han tøver ikke med at kalde læringsprocessen for “en eventyrlig rejse” — og også “en farefuld færd.” Foruden forskning i lokalhistorie og historiske opbindingsmetoder har det først og fremmest kostet tid til at høste praktiske erfaringer.

Furmint har en stærk stok med tyk bark, store blade og lange klaser med ret store druer. Druerne har tykke skaller og modner først sent, men de er til gengæld yderst modtagelige for botrytis, hvilket sammen med sukkerindholdet forklarer forkærligheden for at vinificere den til søde vine som Ruster Ausbruch og Tokaji Aszú. Til gengæld er den også ømtålelig over for meldug og råd, så man skal sørge for god ventilation omkring klaserne; og en del af familiens Wenzels arbejde har da også bestået i at udvælge kloner med mere åbne og løse klaser, som minimerer risikoen for svampesygdomme og dermed også egner sig bedst til økologisk dyrkning.

Let spættede, gulligtgrønne Furmintdruer klar til høst. Foto: Sonja Priller Photography

Michael Wenzel fremstiller en tre-fire forskellige vine på druen: Basisvinen er Furmint aus dem Quarz, hertil kommer de mere koncentrerede enkeltmarksvine fra Vogelsang og Garten Eden— og ikke mindst det fornemme forsøg Furmint The Revival, som det lykkedes Wenzels danske importør Nicolai Høtoft at få fingrene i.

“Furmint The Revival er et enkelt fad (brugt barrique), som gennemgik sin gæring, selvfølgelig spontant, over hele 14 måneder! I løbet af denne superlangsomme gæring er der opstået fine, udtryksfulde og meget sortstypiske aromaer. Og heldigvis har vi undgået volatilsyre, som er den største risiko ved langsomme gæringer. Fra hvile på de fine gærrester blev vinen så nænsomt fyldt på flaske, helt og aldeles uden filtration og uden tilsætning af sulfitter: Den reneste Furmint!” erklærer en stolt Michael Wenzel— og Nicolai Høtoft stemmer i!

Motivationen til at lave vin uden tilsatte sulfitter er dels et spørgsmål om sundhed: “Hvorfor skulle jeg tilsætte sulfitter, hvis jeg kan undgå det? Sulfitter er lidt som antibiotika: Hvis du er sund og rask, så kan du sagtens klare dig uden medicin. Jeg er selv sensitiv i forhold til højt sulfitindhold, og derfor er jeg også interesseret i at lave vin med mindre eller helt uden,” forklarer Wenzel.

Det er dog først og fremmest et spørgsmål om smag: “Sulfitter holder også vinen i en spændetrøje. Det er med sulfitfrie vine som med råmælksoste: Man risikerer at få nogle sære bismage, men generelt bliver de bare bedre. Der er mere smag og liv, og når det lykkes, er det de mest ekspressive vine, og de er enormt drikkelige.”

Quod esset demonstrandum: Furmint The Revival 2018 er en livlig forfriskning, fine hvide blomster og friske æbler i duften, æblemost, æblekerner, kvæde, grapefrugt og grøn te i smagen, en afstemt syre og mild bitterhed, masser af mineralitet, flot balance og en vedvarende friskhed. Den udvikler sig over tid i glasset, fra stilfærdig til for fuld musik. Det er en ret rig vin men med en overraskende kølighed, især dens mikroklima og årgang taget i betragtning. Men netop der ligger Furmints særlige styrke.

Læs nærmere om vinene fra det østrig-ungarske grænseland her.

Flaske: Furmint The Revival 2018  
Vinhus: Weinbau Wenzel  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Furmint  
Jordbund: Kalksten, kvarts
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Høtoft Vin
Pris: 275,-  

Skjulte skatte

Hidden Treasures er navnet på et nyt projekt mellem den østrigske rødvinsguru Roland Velich fra Moric og en håndfuld fremstormende ungarske vinproducenter. Deres fælles mål er grave glemte skatte frem fra den pannoniske slette, der indtil for 100 år siden udgjorde et sammenhængende vinområde på tværs af Østrig og Ungarn. Sammen fremstiller de regionale klassevine på traditionelle sorter, fra gamle vinstokke på historiske vingårde— et af de fremmeste forsøg på at genetablere en sammenhængende pannonisk vinkultur.

Pannonisk skattejagt

Roland Velich er allerede kendt for at føre den østrigske rødvinssort Blaufränkisch til nye højder fra sine marker omkring Neckenmarkt og Lutzmannsburg i det centrale Burgenland. Den østrigske rødvinssort Blaufränkisch? Ja, det er måske en tilsnigelse; for som bekendt befinder Burgenland sig lige på grænsen til Ungarn og i kejsertiden sorterede det under de ungarske kronlande— og sorten er også at finde under navnet Kékfrankos i store dele af det vestlige Ungarn. Så nær hundredeåret for dobbeltmonarkiets opløsning og adskillelsen af Burgenland fra resten af den pannoniske slette og vinkultur, var det oplagt med samarbejde og forbrødring over grænserne; og Velich gik på jagt på den anden side af grænsen: Østrigsk ekspertise til ungarsk råstof. Det har indtil videre resulteret i tre vine, hvor Velich vinificerer hos sine ungarske kolleger og dermed bringer os nærmere de glemte skatte i øst.

Første fund er fra Tokaj, en tør vin af samme navn, frembragt i samarbejde med Attila Homonna fra Erdöbenye. Den traditionelle Tokajvin er som bekendt en ædelsød klassiker, og det var da også Homonnas udgangspunkt, da han i 1999 slog sig ned i regionen; men det kedede ham en smule, og han begyndte at eksperimentere med tørre vin på de lokale Furmint og Hárslevelü, en trend han var med til at søsætte, og som siden har sendt bølger gennem hele Tokaj— og videre ud i den vide verden. En fælles forkærlighed for det friske og mineralske samt en klippefast forpligtelse på terroirtro vine førte ham sammen med Roland Velich. I 2016 kom Hidden Treasures Nr. 1 til verden, ren Furmint fra marken Peres, spontangæret og modnet på store træfade.

Andet fund fandt sted i Nagy-Somló, hvor den unge vinmager Tamás Kis tager terroiret til efterretning: Vulkansk jordbund, rig på basalt, og beplantet med pannoniske paradesorter som Olaszrizling, Furmint og Hárslevelü—ypperligt beskinnet af solen på den tørre slette. Vinområdet har navn efter den 431 meter høje, udslugte vulkan Somló. Kis opdyrker fem hektarer med små parceller af gamle, uopbundne stokke, og hans vine trækker på en tradition for tørre, mineralske hvidvine, der tilbage i kejsertiden var ombejlede— og nu er ved at blive det igen. Siden 2016 er hans vin med Velich på førnævnte sorter og har de førnævnte kvaliteter.

Østrig-Ungarn anno 2017

Alle gode gange tre, og det tredje fund gjorde Velich ved Balatonsøen, den store, lavvandede sø (også kendt som Plattensee) i det vestlige Ungarn. En sø, der på mange måder er at sammenligne med den østrigske Neusiedlersee et par hundrede kilomenter mod vest, men landskabet omkring Balaton er mere bakket og jordbunden mere af vulkansk oprindelse.

Vi er på bakkerne nord for Balatonsøen på vej op mod bakken Csobáncs 376 højdemeter, et lille bjerg af vulkansk oprindelse, der i hvert fald siden 1272 har været kronet med borgen (nu borgruinen) af samme navn. Foruden løss præges jorden af kalkholdigt sand, aflejringer fra det pannoniske urhav, samt forekomst af førnævnte vulkanske basalt.

Her slog schweizeren Philipp Oser sig ned i 2004. Den tidligere IT-mand investerede sin opsparede formue i en restaurering af et landsted med tilhørende tyve hektarer vinmarker. Navnet blev Villa Tolnay, en hyldest til den kendte ungarske skuespillerinde Klári Tolnay, der tidligere havde haft sommerresidens på grunden. I partnerskab med den ungarske vinmand László Nagy begyndte han at bringe vingården på fode igen— med fokus på gammeldags håndværk og udstyr, heriblandt talrige store og små træfade fra den østrigske bødker Franz Stockinger. Potentialet til noget stort var sikret; og det kom ad åre Roland Velich for øre, og et samarbejde blev indledt fra 2017.

Man mærker det snarere end ser det, etiketterne på Hidden Treasures er præget med et forhøjet tryk ‘HID’ — ikke blot en forkortelse for Hidden Treasures men også det ungarske ord for ‘bro’.

Hidden Treasures Nr. 3 Balaton 2017 dufter mildt af hvide forårsblomster, er smidig og lind i munden men samtidigt frisk og sprød. Den knusprige syre bløder op i en saftig mundfuld med mineralske saltnoter, frugten er forfinet og nærmest ubestemmelig, men man leder nysgerrigt— og et skud på modne, gule æbler er ikke helt ramt ved siden af, akaciehonning heller ikke. Ukompliceret men langt fra uforfinet fornøjelse, der godt kan tænke sig et lidt større glas og god tid i det.

Råstofferne er 50% Furmint, 45% Riesling, og små 5% Welschriesling har sneget sig ind. Furmint har indfødsret i Ungarn, men hvad laver Riesling her? Ja, faktisk er der en Rieslingtradition omkring Balaton, ikke overraskende et levn fra den østrigske kejsertid; og tænker man over jordbundsforholdene og et vist smags- og strukturmæssigt slægstskab med Furmint, giver det egentlig meget god mening. Furmint er i den tørre udgave karakteriseret ved friske og syrerige vine, der samtidigt kan være intense og fyldige. Dens vugge stod i det nordøstlige Ungarn, hvor dens genetiske variation også er størst. Den knopskyder tidligt, modner sent og har dermed en særligt lang sæson. Heldigvis tåler den tørke; og i det fugtige efterår er dens tykskallede druer let modtagelige for botrytis og derfor velegnede til de ædelsøde vine, den har gjort sit navn på i Tokaj.

Det bliver spændende at følge de næste udgivelser i Morics serie. Vinene importeres ikke til Danmark men kan købes hos f.eks. østrigske Wagners Weinshop eller tyske Weinfurore.

Har man mod på andre østrigsk-ungarske projekter, kan på dansk jord anbefales Franz Weningers vine fra Sópron, som forhandles af Österreich Vin; eller Stefan Wellanschitzs projekt Kolfok, der forhandles af Vinomani.

Flaske: Hidden Treasures Nr.3 2017  
Vinhus: Villa Tolnay  
Oprindelse: Balaton, Ungarn  
Druesorter: Furmint, Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 120,-