Dansk vin på toppen

“Vi vil gerne sætte Vendsyssel på vinkortet.”

Se, det er en sætning, man ikke hører hver dag. Lad gå, vi er vel i Storm P.s hjemland; men man skal nu kun smage kort på vinene for at finde ud af, at der ligger alvor bag ordene. De er Jan Lundes, og han driver med sin hustru Gitte vingården Nygårdsminde nord for Brønderslev. Beliggenheden på breddegraden 57,29 gør gården til Danmarks nordligste professionelle vingård, og den er ifølge parret nok også den smukkeste. Smukke er i hvert fald deres vine, som solnedgang over Vesterhavet, forfriskende som vestenvinden og med duft og smag af solmodne danske sommerbær.

Det høje nord

Dansk vin er ved at blive voksen. Vi kan i år ønske os selv tillykke med de første 20 år som vinland. 2000 var nemlig året, hvor Danmark officielt fik EUs anerkendelse som vinproducerende land. Trodsalder og teenageår kan lægges bag os, nu vi har nået skelsår og alder, og erfaringer har ført den erkendelse med sig, at vi ikke er et gudsbenådet rødvinsland. Landet ligger sådan, at vi fra naturens hånd har de bedste forudsætninger for hvide og mousserende vine. De rå mængder Rondo og andre rødvinsdruer, der er plantet i de sidste par årtier, har dog ikke slået rod forgæves; for flere og flere finder ud af at bruge dem til mousserende vine og rosé— og det med succes.

For Jan Lunde (62) var det hole-in-one. Han har nemlig fra begyndelsen sat sig for at lave rosévin, vel vidende at det kølige klima på vore breddegrader bedst egner sig til de sartere, friskere vine; og at vi danskere, når solen stikker hovedet frem, har en forkærlighed for den liflige, lyserøde drik. Derfor er der fokus på rosé, men det bliver også til sød rosa hedvin, en tør hvid og af og til en rød. Et par tusinde flasker årligt bliver det i gennemsnit til.

At det skulle komme så vidt, at vinavl ligefrem skulle blive hans erhverv, var ikke en selvfølge. Jan Lunde er født og opvokset i Brønderslev, uddannet tømrer og gennem mange år en ivrig iværksætter og erfaren erhvervsmand i AP Facader og Ventisol A/S. Siden er det kommet til et delvist karriereskifte: I vennernes lag og med vin i glasset blev det diskuteret, hvilke nye projekter, de kunne kaste sig over. Inspirationen var lige ved hånden, og vinavl meldte sig selvfølgelig på banen. “Det var enten det eller en minkfarm,” fortæller Jan med et skælmsk smil, “og sådan en er jeg nok glad for, at jeg ikke står med nu.”

Grunden til Nygårdsminde købte han i 2007, mens han boede på nabogården. Der fulgte godt med land til, og da der var en sydvendt skråning, lød det hurtigt: “Det er da her, vi skal dyrke vin”. Så i 2010, mens det nye hus endnu stod under opførelse, blev de første 500 vinstokke plantet… og stjålet! Knapt var de kommet i jorden, før nogle langfingrede var på spil. Heldigvis var de også kortsynede: “Vi fandt vinstokkene i læhegnet ved siden af, og så blev de plantet ud igen efter at have været en tur i vand,” fortæller Jan om denne noget usædvanlige opstart. Snart efter udviklede det sig hurtigt fra hyggelig hobby til erhvervsavl og en professionel vingård. Den første rosé så dagens lys i 2013, og i 2015 registrerede de sig som erhvervsavlere.

“Det var med ambitionen om at skabe et attraktiv sted for besøgende og at være med til at sætte Vendsyssel på vinlandkortet. Det er nu en realitet, og huset ligger smukt omgivet af vinmarker og et nyanlagt parkgolfanlæg. Vinmarken er udvidet gennem årene, og i dag er der 2.500 vinstokke fordelt på 1,5 hektar.”

Efter eksperimenter med forskellige sorter, bl.a. også Ortega, Regent og Cabernet Cortis, landede det på den røde Rondo og den hvide Solaris— som ret beset også er Danmarks rød-hvide druepar par excellence. De trives her. Heroppe i det høje nord har vi køligt klima men samtidigt en ganske lang vækstsæson med meget men mildt lys. Det betyder syrlige druer og et fint men mere moderat sukkerindhold end længere sydpå. Omvendt dannes der undervejs flere og finere aromastoffer end i frodigere egne. Når det danske terroir giver faste, sprøde, syrerige og aromatiske æbler og sursøde jordbær med bid, bliver vore druers kvalitet lignende. Lige dele regn og rusk og sol og sommer.

Kontrasterne står stærkt i det danske landskab, og i det nordjyske måske mere end så mange andre steder. Netop den yderst nordlige beliggenhed betyder, at der i sommerhalvåret er lysere her end i det øvrige Danmark— og allerede omkring Brønderslev oplever man meget af det særlige lys, som især Skagen er så kendt for, og som skyldes refleksionen fra det nærliggende hav. I sommernatten gemmer solen sig lige under horisonten, og der kan være lyst over havet natten lang. Lyset er til gavn for druernes modning i et område, der ellers ikke er udset til egnet for vinavl i Danmark. For selvom dagene er lysere og varer længere heroppe, er der risiko for nattefrost om foråret, og vestenvinden kan hele året gå hen og blive lige lovligt frisk. Men finder man en sydskråning beskyttet af læbælter, er der gode muligheder for at modne druer af god kvalitet.

Over mark, under strand

Måske det er tankespind, men vinene fra Nygårdsminde minder mig om min barndoms somre ved stranden langs Vesterhavet, i klitplantagerne langs Jammerbugten, i de bløde bakker og dalstrøg længere inde i landet, hvor Store Vildmose breder sig ud.

Der er dug og gus og mosekonebryg. Der er sol, sand og salt, der en den flygtige duft af strandroser, af kaprifolium, af hyld, af nåleskov, af lyng og af porse. Mere prosaisk er der smag af sortebær, brombær, hindbær og jordbær at finde i vinene. Og ved marken står også en ung korkeg, der ad åre måske kan levere egen kork til flaskerne. Så der er tænkt lokalt terroir på flere forskellige planer.

“Det er sgu noget surt pis” skal en ven have sagt om de spæde første forsøg med vin på gården. “Det er ikke så ringe endda” er nok mere rammende i dag. Selvfølgelig er der yppig syre, sådan må det være i Danmark, men den svinger sammen med en flot modnet og fokuseret frugt. Det er ganske godt gjort — men hvordan gør de det?

“Alle vinstokke bliver dyrket økologisk og efter filosofien, at vinen gøres i marken,” bedyrer Jan og Gitte Lunde. Det handler altså om at skabe de bedste betingelser for vinstokkene, deres vækst og trivsel. Væksten kommer af sig selv, mens trivslen må tilvejebringes. Det kræver en masse arbejdstimer i vinmarkerne; og da det hele foregår ved håndkraft, må man altid være klar på at tage en tørn i marken. Derfor møder man også Jan iført træsko og arbejdstøj— men med et smil på læben, selv om der er rigeligt at tage sig til og tage op til overvejelse: Hvordan bekæmper man bedst sygdomme i vinmarken— især når man ikke kan ty til sprøjtegifte? Hvor hårdt skal man tynde ud i skuddene og druerne— når man gerne vil kvaliteten men også har salg for øje? Hvor længe bør druerne hænge før høst— hvornår er den optimale modenhed til en god rosé?

Opbindingen af vinstokkene er den såkaldte Guyot, som er velegnet til danske vejrforhold og de sorter, der dyrkes på gården. Hvert år udtager man en enkelt eller to nye forgreninger fra hovedplanten, lægger dem ned til (hver sin) side og binder dem til en vandret tråd. Det er fra knopperne på disse grene, at årets grene og bladvæg gror frem. Der skal gerne være godt seks knopper per skud, og hvert skud skal gerne give godt syv blade, som så er i stand til at modne en klase.

Druerne høstes med hjælp fra familie og venner, hvorefter de køres til Glenholm Vingård ved Løgstør lige syd for Limfjorden. Her huserer Hans Jørgen Madsen og hans søn Jesper, nogle af pionererne i professionel vinavl herhjemme. Her beses druerne, og afhængigt af årgangen besluttes druesammensætningen og de videre detaljer i vinificeringen. Efter endt gæring tappes vinen på flaske for så at finde vejen hjem til Vendsyssel. En venlig aftale sikrer desuden, at vinene kan modne videre i en kølig bunker ved Blokhus.

Rundt om Rondo

Rondo er dansk vins drue nummer ét med over 20 hektarer landet rundt. Den er vinbøndernes arbejdshest, og variationen er stor, i stilarter såvel som i kvalitet, der er krikker og væddeløbsheste. Nygårdsminde giver et godt indtryk af sortens alsidighed, når den viser sig fra sin bedste side.

Den er en såkaldt Färbertraube eller Teinturier-sort, hvilket vil sige, at den ikke blot har mørke skaller men også farvet frugtkød. Den rene most er rødlig, og rødvine på Rondo bliver nemt mørkt violette og nærmest uigennemskueligt tætte i farven. Foruden god farve er der vild bærfrugt i både duft og smag, og dens for en koldklimavin flotte fylde gør den velegnet til fadlagring. Flere års lagring synes at afsløre flere lag i vinen, når dens ungdommelige råhed er rystet af.

Rondo har sine rødder i Rheingau, hvor den kom til verden på vinskolen i Geisenheim som en krydsning mellem Sankt Laurent og den østeuropæiske Zarya Severa, som selv er en hybrid af vitis vinifera-sorten Seyanets Malengra og en vild asiatisk vitis amurensis-sort. Året var 1964, og splejseren var Helmut Becker, hvis mål var at skabe en velsmagende og vejrstærk sort med stor modstandsdygtighed mod svampesygdomme. Det synes at være lykkes, ser man bort fra meldug, som især kan være et problem i forholdsvis fugtige klimaer som det danske. Dog modner sorten meget tidligt, hvilket gør den velegnet til vore nordlige himmelstrøg.

Rondo blev godkendt til fremstilling af kvalitetsvin i Tyskland i 1999, men det er i endnu køligere klimaer, den har spredt sig og skabt sit navn: Irland og England, Holland og Belgien, Polen og ikke mindst Sverige og Danmark. Jeg skal indrømme, at jeg selv har været skeptisk over for sorten. Der har — med oplagte undtagelser fra f.eks. Nordlund — været langt mellem snapsene, men i de senere år er der kommet flere og flere overbevisende eksemplarer, og Nygårdsminde leverer med deres seneste årgange flere af dem. Sloganet ‘dansk vin på toppen’ er på sin plads.

“Nygårdsminde Rosé er vores signaturvin” fortæller Jan og tilføjer, at “rosé er der salg i.” Rondo-druerne høstes, som regel først i oktober, og drueskallerne iblødsættes kortvarigt i mosten, og det er dér, roséen for alvor får sin fine farve og særlige smag. Herefter presses pulpen nænsomt, og mosten gæres langsomt ved lav temperatur. Det sikrer, at den friske frugtaroma bedst muligt bringes videre i den færdige vin. Til sidst stabiliseres vinen og lagres på ståltanke i seks måneder, inden den tappes på flasker. Så er der salget, og det foregår bl.a. fra vingården og webshoppen til enhedsprisen 250 kroner pr. flaske. Vinene kan også findes hos Vinspecialisten i Brønderslev; Restaurant Den Gamle Smedje i Børglum; Teatercaféen i Hjørring — eller smages på den årlige Nordjysk Vinfestival anden weekend i juni.

Nygårdsminde Rosé 2018 er et minde om den lange, varme og solrige sommer i 2018, med mild og sommerlig rød bær- og rosenduft. Saftig og moden bærsmag, ren og rund med et fint syrebid, jordbær og hindbær, citrusskal og et strejf saltlakrids. Moden og muskuløs, en lyserød panter.

Rosé 2019 Sommeren 2019 tog en anden drejning end 2018, så de har mødt hinanden i denne sammenstikning: Frodig rød bærduft, samme nerve men mere sprødhed og syre i munden, hindbærkerner og citrusskal. Ungdommelig men har frisk frugt og moden sødme nok til at blive blødere og rigtig god inden længe.

Rosé Sweet 2018 Sød hedvin på portvinsmetoden… med en sindssyg farve og forførende duft! Fyldig og moden frugt, man fornemmer varme og masser af røde bær og røde bolcher; men den er ikke så sød endda, blot venlig og munter, og en kernet bitternote giver den lidt kant og karakter. Gittes favorit!

Surprisingly Red 2018 Rød særudgave fra den usædvanlige årgang 2018 med fuldmoden frugt og fadlagring— og hvilken glædelig overraskelse: Forførende mørk skovbærduft. Saftig og rund i munden, tæt og mørk men lyst op af en forfriskende syre. Ren ganefryd med brombær, solbær, hyldebær og aronia, kardemomme og lyng. Min favorit!

Set fra Nygårdsminde Vingård er fremtiden rosenrød. Vinbondeparret har fundet en interessant niche, som de forfølger engageret og formår at få flotte vine ud af. Vel er rosé sommerligt, men den kan og bør drikkes hele året og fungerer glimrende med mange slags mad— fisk og skaldyr, lyst kød, sødmefulde grønsager og i gråzonen mellem det hvidvins- og det rødvinsegnede— foruden som det berygtede glas i utide. Er tiden til det, nyder man måske vinen allerbedst under et besøg på Tolstrupvej 102.

“Vi har åben for rundvisninger, vinsmagninger og eksklusive arrangementer. Gerne kombineret med en omgang Nygårdsminde Parkgolf. Vi skræddersyr programmer for virksomheder, netværk og private grupper. Og vi sælger vinplanter og holder kurser i beskæring af vinstokke og vindyrkning.”

Dansk vin skal der ikke længere skæres ansigt eller grines af, der skal smiles.

Flaske: Rosé 2018
Vinhus: Nygårdsminde Vingård  
Oprindelse: Vendsyssel, Danmark  
Drue: Rondo  
Jordbund: Ler, sand, sten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Pris: 250,-  

Fynsk forår

Det er ikke kun H. C. Andersen, der fra det fynske har fundet på usandsynlige, overraskende, eventyrlige ting. Ved den fynske østkyst, mellem Nyborg og Kerteminde, har Jacob Stokkebye nemlig virkeliggjort sin store drengedrøm, at lave sin egen vin. Det sker på Stokkebye Vingård sammen med hustruen Helle og deres børn Liva, Victor og Stella. Og trods de udfordringer og prøvelser, som det kolde nord byder en vinbonde, står der i dag både bobler, hvidvin og hedvin af høj kvalitet på bordet. “Vi kalder det vores vineventyr,” fortæller Helle, “for det er det, vi synes, det er.”

Det er indtil videre lykkedes familien ikke kun at få flotte vine på den i dansk sammenhæng så vellidte sort Solaris; men nok så imponerende også på en af de mest ærefrygtindgydende franske— Pinot Noir! Gode forudsætninger giver Fyns milde kystklima og en overraskende kalkholdig jordbund. Foruden en stor portion livsglæde handler resten om kvalitetssans, arbejdsomhed og ambitioner. Som Jacob Stokkebye med et selvsikkert smil siger det, mens proppen springer på en flaske skummende Stella Mary: “Vi vil ikke bare lave vin— vi vil lave noget af det allerbedste!”

Jacob og Helle Stokkebye i deres vinmark ved Bovense på Fyn — i følge med familiens labrador Frank. Fotos: Jesper Rais

Den grimme ælling

“Kan man godt dyrke vin i Danmark?”… eller “Dansk vin, kan det overhovedet drikkes?”

Ja og ja; men man bliver ofte mødt med skepsis og kritik, når talen falder på fænomenet dansk vin— men heldigvis også med overraskelse og begejstring. Forudindtagne opfattelser til trods fremstilles der i dag ikke blot kvalitetsvin i Danmark; der fremstilles også vin af ganske god kvalitet— og det i stadigt stigende grad. Selvfølgelig skal man gå til dansk vin med et åbent sind: Vinene må nødvendigvis smage anderledes end dem fra varmere himmelstrøg i Italien, Frankrig eller Spanien; og så består danernes bedrifter udi vinavl langt hen ad vejen stadig af indledende øvelser. Erfaring, stilsikkerhed og velsmag er langt fra selvskrevet hos alle, men det går den rigtige vej.

Går vi imidlertid en rum tid tilbage, så har der været vinavl i Danmark adskillige århundreder tilbage, ikke mindst på Fyn. I Sønder Nærå Kirke på Midtfyn findes kalkmalerier af såkaldte månedsarbejder, høst af hø i juli, høst af korn i august og høst af druer i september. Malerierne stammer fra 1200-tallet og kan meget vel afspejle den lokale hverdag. Veldokumenteret er det i al fald, at Skt. Knuds Kloster i Odense har haft tilhørende vingård i midten af 1200-tallet. Klimaet var en smule varmere dengang, og egentlig vinavl har i praksis været mulig. Datidens danskere var i hvert fald bekendte med vin, og de kunne sandsynligvis også selv fremstille den— sikkert i begrænset omfang og i videste udstrækning i tilknytning til klostervæsnet, så altså før reformationen i 1536. I de efterfølgende århundreder forsøgte adelige af flere omgange at etablere vinbrug i Danmark; og vi ved, at Christian den 3.s livlæge, Cornelius Hamsfort, ejede et “vingods” på Fyn. Har han monstro dyrket druer til spisning, til rosiner… eller til vin? Vi ved det ikke med sikkerhed.

Sikkert er det dog, at Danmarks første professionelle vingård etableredes på Furesødal i Nordsjælland i 1932 og var i drift frem til 1956, tilmed med produktion af anmelderroste mousserende vine. Vinavl havde igen vist sig muligt i Danmark; men uden en egentlig folkelig forankring. I løbet af 80’erne og 90’erne begyndte en voksende skare af hobbyavlere dog at dyrke vin på friland— begunstiget af klimaforandringer og et udbud af nye hybrider med særlig egnethed til det danske vejrlig. Så med stiftelsen af Foreningen af Danske Vinavlere i 1993 og Danmarks anerkendelse som vinproducerende land i 2000 var vejen brolagt med lutter gode undskyldninger for at gå videre.

Al begyndelse er svær. Det er vanskeligt at dyrke druer til god vin i vores nuværende klima; og det at etablere vinbrug, en egentlig vinbrugskultur og egen vinstil tager tid. Man forstår kun alt for godt de skuffede miner hos mange, når de i forgangne år har smagt dansk vin for første gang. Det har ofte været en mildest talt “anderledes” og i øvrigt ganske dyr “fornøjelse”. Men alligevel har uopslidelige ildsjæle taget livtag med vinbruget, og efterhånden finder flere og flere fodfæste og får knækket koden. Så det er på tide at rette blikket seriøst mod dansk vin. Som det nye nordiske køkken pludseligt fik vind i sejlene, er noget lignende ved at ske for dansk vinavl; og en af producenterne i udbryderfeltet er netop fynske familien Stokkebye.

Tågen letter

“Vi fik ikke lavet nogen jordbundsanalyser, inden vi plantede. Fordi vi tænkte, det måske ville tage modet fra os… og så kommer vi aldrig videre,” fortæller Jacob om den spæde start i 2009, hvor han plantede de første 1.000 stokke på en mark bag familiens hus.

Han fik hjælp fra en bekendt, der “har gået og gravet det meste af livet”, men da de nåede ned under det øverste lag muld, meldte han forbløffet ud, at han aldrig havde set noget lignende. “Det var helt hvidt! Vi stod med nærmest ren kalk mellem hænderne.” Undergrunden viste sig altså heldigt righoldig på kalk og andre mineraler, der kan bidrage positivt til vinstokkenes vækst og vinenes karakter og kvalitet. Han kunne ikke have valgt et meget bedre sted at starte et vinbrug. “Så det var virkeligt en gave.”

Nu var det dog ikke en helt forudsætningsløs, der kastede sig ud på det dybe vand. Jacob Stokkebye (56) har et langt arbejdsliv med mad og vin bag sig. Han er udlært tjener fra Kong Hans i København og har siden haft sit virke bl.a. på Restaurant Babette i Vordingborg, Rudolf Mathis i Kerteminde og på Falsled Kro. En gryende vininteresse blev især næret et par år hos Erik Sørensens Vinhandel i Hellerup. I mellemtiden var der også afstikkere til udlandet— til det legendariske hotel og gourmetrestauranten Vier Jahreszeiten i Hamborg og forskellige franske 2- og 3-stjernede Michelin-restauranter plus en tur omkring salig prinsegemalens Château de Cayx i Cahors. Undervejs fik han et indgående kendskab til de to råvarer, der blev hans helt store passion, og som han siden har gjort til sit levebrød: caviar og vin.

Caviarens kvaliteter opdagede han i køkkenet på Vier Jahreszeiten, og senere begyndte han selv at importere delikatessen fra verdens ældste caviarhus, fra 1869, der er beliggende i Hamborg; og siden 1997 har han drevet firmaet Butler’s Choice, der importerer diverse delikatesser. Opholdene i Frankrig fik et andet fokus: “Jeg gik efter vinen,” slår han fast og fortæller om sine ture omkring alle grand cruerne i Bordeaux og de bedste huse i Bourgogne: “Om dagen cyklede jeg ud og smagte vin, og om aftenen slingrede jeg hjem.” Han fik også arbejde på Domaine du Chevalier i Pessac-Léognan i Bordeaux, hvor han bl.a. hjalp til med høsten i 1988. Noget, der især har sat sig i erindringen, er stemningen i vinmarkerne: “Det at gå gennem en vinmark en stille morgen og se duggen på druerne, der hænger bag bladene, det var meget betagende,” erindrer Jacob Stokkebye. Her fostredes første gang drømmen om at lave sin egen vin; og de franske erfaringer skulle senere bringe klarhed over, hvad hans kræfter skulle lægges i. Mange år senere stod han så i egen vinmark.

“I starten prøvede vi meget frem og tilbage; men vi endte med at hælde det meste af det i håndvasken.” De første årgange levede altså ikke op til forventningerne; men man var tålmodig— og modig nok til at indrømme, at man ikke kan klare alting helt på egen hånd. Derfor blev den tyske vinkonsulent Jens Heinemeyer også antaget til at bistå med ekspertise i druedyrkning og vinfremstilling, og han hjalp med at rette kursen til. I det hele taget har Heinemeyer været en vigtig mand for dansk vin: Som kandidat i vitikultur og ønologi fra vinuniversitetet i Geisenheim og mangeårig medarbejder hos den danske gærproducent, fødevareteknologifirmaet Chr. Hansen, har Heinemeyer haft en hånd med i udviklingen af dansk kvalitetsvin og været konsulterende vinmager for f.eks. Frederiksdal, Ørnberg Vin og Vejrhøj Vingård, hvor vinificeringen af Stokkebyes vine også til en begyndelse fandt sted (læs mere om Vejrhøj her).

Hustruen Helle har heller ikke en helt ubetydelig baggrund, omend hun ikke før har arbejdet med vin. Hun står i dag for den daglige drift af familievirksomheden og dens ansigt udadtil; men oprindeligt er hun uddannet cand.merc. i international business og har igennem mange år arbejdet med CSR (corporate social responsibility — virksomheders sociale og miljømæssige ansvarlighed) for både Udenrigsministeriet, FN og som selvstændig konsulent. Og netop forpligtelsen på bæredygtighed har spillet en vigtig rolle i familiens virksomheder, både Butler’s Choice og By Stokkebye; og den miljømæssige side af sagen er konkret, at familiens vinmarker dyrkes uden sprøjtegifte, ukrudt fjernes manuelt og maskinelt, og en økologisk certificering er lige på trapperne. God smag og god samvittighed, kvalitet og bæredygtighed går hånd i hånd.

Et familieforetagende

Stokkebye Vingård udviklede sig altså fra Jacobs hobby til et fælles projekt, et egentligt familieforetagende og en forretning. Den historie får man også fortalt, når man står med en flaske vin fra Stokkebye i hånden. Hver af vinene har fået navn efter deres børn, og da der ikke var flere børnenavne at trække op af tasken, fik familiehunden Frank sin egen vin; og Helle under dække af kælenavnet Coco. Familien er også vævet ind i det visuelle design: Stokkebye-logoet (designet af grafiker Morten Agergaard) forestiller en vinmark med et træ, en falk og en stjerne. De tre symboliserer den ældste datter Liva som livstræet, sønnen Victor (latin: sejrherre) er den spejdende falk, og ledestjernen er den yngste datter Stella (latin: stjerne). Frank har forresten fået sit eget logo, hvor han letter ben op ad en vinstok. Alt trykt på præget papir og med en udstråling af livsglæde og luksus.

I 2015, 2017 og 2019 plantedes yderligere til, og vingården har nu godt 10.000 stokke fordelt på en håndfuld sorter med Solaris og Pinot Noir som de vigtigste. I dag er der samlet set 4,5 hektarer vinmark fordelt på to placeringer på hver sin side af Kertemindevej. Den ‘oprindelige’ bag huset og ‘den nye’ bag den tilkøbte nabogård, som familien erhvervede sig i 2018. Her har de omdannet den gamle kornlade til et egentligt vineri, indrettet med tilhørende gårdbutik og smagelokale; og den gamle kvægstald er under udarbejdning til lager til modning af de mousserende vine, som Stokkebye satser på i de kommende år. Det sker stille og roligt og med respekt for den smukke, gamle bygning fra 1931. Bygningerne flankeres fint af vinmarkerne, og det er her, vi finder den familie af druer, Jacob Stokkebye har fundet frem til trives i den fynske muld.

Den grønne Solaris er endnu ikke just folkeeje, men den har på kort tid markeret sig som noget nær dansk vinbrugs signatursort. Solaris er en tysk krydsning, der modner tidligt og i det hele taget trives i køligt klima; og kan forvandles til vine med hyldeblomstduft, frisk syre og fin fylde. Solaris er udgangspunktet for hvidvinene Frank og Liva. Pinot Noir, den ædle franske sort bag de røde Bourgogner, men også en vigtig sort i Champagne, kræver nok næppe nærmere introduktion, selvom den stadig er et særsyn i Danmark. Det kniber generelt med modningen, men— som vi snart skal se— kan der laves glimrende bobler på den, Stella Mary, samt en fadgæret hvidvin, Coco. Noget mere eksotiske er sorterne Golubok og L’acadie blanc: Golubok er en blå druesort af ukrainsk oprindelse, en flerfoldig krydsning af den russiske Severny og andre hybridsorter med den vilde asiatiske amurensis-vinstok. Den har stærke skaller og farvet frugtkød og giver derfor meget mørke og tanninrige vine med tæt bærsmag og sursød balance; men sorten levede slet ikke op til de kvalitetskrav, som Jacob Stokkebye havde sat, men et forsøg med vinificering efter portvinsmetoden viste sig at være en vinder: Så Golubok bliver i dag til de to røde hedvine Victor og Georg, begge gjort på portvinsmetoden og begge lagret på små oloroso sherryfade, Georg i fire måneder og Victor i 16 måneder. L’acadie er endnu en særdeles kompleks hybridsort, hjemhørende i Canada, hvor den er frembragt i Ontario i 1950’erne med henblik på at opnå en særligt froststærk og sygdomsresistent sort— med hjælp fra sorter af såvel vitis vinifera som de vilde amerikanske labrusca og rupestris-stokke. Vinen er kendt for sin citrusfriske frugtduft. Den dyrkes især i Nova Scotia men har altså også fundet vej til Fyn. For tiden bliver L’acadien til en vin til Restaurant Moment på Mols. Desuden dyrkes en smule Johanniter, endnu en tysk krydsning.

Hip hip hurra anno 2020: Liva, Helle, Jacob, Victor og Stella Stokkebye til bords med caviar og egen vin…

En smuk svane

Der er stil over foretagendet, det springer i øjnene med det samme: Husene, markerne, menneskene, flaskerne, alt er i fineste stand, og det visuelle udtryk, ikke mindst på Stokkebyes etiketter, virker velvalgt og gennemtænkt. Det har da også været en bevidst strategi at fortælle familiehistorien og vælge at gå egne veje med vinene, nemlig direkte ind på landets bedste restauranter, hvor Jacob mener, de hører til— og det med rette, for Stokkebye står nu for nogle af de mest stilsikre og velsmagende vine fra Danmark, og deres friskhed og renhed går generelt godt med det nye nordiske køkken— som endnu et lokalt raffinement.

Vinene fra Stokkebye har således fundet vej til fynske fæller på Falsled Kro, Kok & Vin i Odense, Lieffroy i Nyborg, Pasfall og Rudolf Mathis i Kerteminde men er også at finde på Alchemist, d’Angleterre, Geranium, Jordnær, Kokkeriet og Kong Hans Kælder i København, Moment i Rønde og på Henne Kirkeby Kro.

En smule stjernestøv er også allerede strøet ned over Stokkebye fra vinkritikere, endda fra det store udland: Robert Parkers Wine Advocate har honoreret hvidvinen Liva 2018 med 87 point og den mousserende Stella Mary med 85, “og det er vi meget glade for,” fortæller Helle. Det er en flot anerkendelse fra professionel front. I den kommende udgave af DinVinGuide deles der også 86 point ud til Liva og 89 til favoritterne Frank og Stella Mary. Flottest er måske René Langdahl Jørgensens kåring af Stella Mary som “en mousserende milepæl for dansk vin” i det seneste nummer af Gastro.

Men placeringer og point gør det ikke alene, vinsmagning er også sanselig, med fornemmelse for tid og sted og ikke mindst det lyriske, som flaskens ånd kan kaste over smageren. Så lad os slutte af med resultatet af Jacob og Helles arbejde, vinene i glasset:

Frank 2019. Nyeste skud på stammen, 100% Solaris fra vinstokke plantet i 2017, gæret på ståltanke med kulturgær, og opkaldt efter familiens hund— og det har givet pote. Frank er en hyggelig hverdagsvin og den kølige snude, der pludseligt liver en op. Duften er frisk, hylden strækker sine hvide hænder mod månen, der lyser op i sommernatten, en liflig hvid blomsterduft og kølig dug, der lægger sig i munden. Fin fylde, rank syre og saftig frugt, et hint mynte, mentol og lakrids. Måske en kende kort men fint balanceret. Anbefalingen kan selvfølgelig ikke være anderledes, Frank bør drikkes hundekold. Prisen er 155,-.

Liva 2018. Spontangæret Solaris fra de ældre stokke, lagret ni måneder på gærresterne på aflagte fade fra Domaine du Chevalier. Den livlige Liva er mere end bare frisk. Faktisk overraskende frisk, sommersolen næsten blænder en her, hyldeblomster og alt, hvad der er hvidt i denne verden. Foruden hyld fornemmes flint, friskplukkede æbler, hyldetræ, hvide asparges og solbærblade i duften, en stringent syre og syrnet smørfedme i munden, med limesaft, syltede stikkelsbær, en smule rønnebærgelé, tørrede hyldebær og saltkaramel. Er man til frisk syre, kan man kun frydes over kompleksiteten og et udmærket udviklingspotentiale. Spændende! Prisen er 255,-.

…og Stokkebye-familien i flaskeform: Liva, Georg, Victor, Stella Mary og Coco.

Den største bedrift— med en håndsrækning fra den usædvanligt solrige årgang 2018— er uden tvivl den flotte mousserende vin. Her har vi at gøre med kun anden årgang, ren Pinot Noir med andengæring på flaske. Forbilledet er Champagne, og den er lagret godt 10 måneder på gærresterne før degorgering, ingen efterfølgende dosage, altså brut nature. Kun omkring 1.500 flasker, og 15% er taget fra til længere lagring.

Stella Mary 2018. Blinke blinke, stjerne klar. Fine kæder af små bobler bruser op af glasset, vinen har en gylden glød og sart rødmende farve. Frisk og liflig duft af sommer i Danmark, solmodne jordbær og kaprifolium. Flot skum, stram syre, røde kirsebær og let blomstret karakter, lidt lakrids og fennikel i finishen, pæn balance og dybde. En sjælden fornøjelse! Prisen er 395,-.

Fyn er altså andet og mere end 200 kilometer, man kan spare på motorvejen. Husk at dreje af og se på det egentlige Fyn, de mange herregårde og ikke mindst vingårde, hvor den milde dag er lys og lang. Læg vejen forbi Stokkebye og oplev de smukke omgivelser, de spændende personer og vinene. Der er åbent for besøg og salg torsdage 13-17 og lørdage 11-15.

Flaske: Stella Mary 2018  
Vinhus: Stokkebye Vingård  
Oprindelse: Fyn, Danmark  
Drue: Pinot Noir  
Jordbund: Kalkholdig ler, sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: 10 måneder på flasken  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: 395,-