Viewing entries tagged
Collio

Pignolo til tiden

Comment

Pignolo til tiden

Friuli-Venezia Giulia er forunderlig og vidunderlig. Regionen i Italiens nordøstlige hjørne har aldrig for alvor opnået stor anerkendelse og bredt kendskab i det danske, modsat sin naboregion Veneto, men internationalt har især Collio længe høstet roser for sine fine hvide vine på Friulano, Malvasia, Ribolla, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon; mens regionens rødvine på sorter som Refosco, Terrano, Pignolo, Schiopettino og Tazzelenghe længe har levet en skyggetilværelse.

Friuli stod nemlig i front for en lille italiensk hvidvinsrevolution i 1970’erne, hvor vinmagere som Livio Felluga og Mario Schiopetto med forbillede i germansk kølighed og pertentlighed introducerede tysk-østrigske teknikker i kælderen, først og fremmest temperaturstyrede tanke af rustfrit stål men også selekterede gærstammer og en palette af andre ønologiske sminker. Det resulterede i en række klare, kølige, frugtige, fokuserede hvidvine, hvis mage var svær at finde i det øvrige Italien. Senere førte vinmagere som Joško Gravner og Nicola Manferrari revolutionen videre med fokus på malolaktisk gæring, fadlagring og lang modning med gæren; som gav vinene yderligere lag og skyts til at overbevise de endnu ikke overvundne. Friuli for ind i et nyt årtusinde med international succes, ikke mindst i den engelsktalende verden, for sine mangfoldige hvidvine på en lang række sorter; som samtidigt gjorde vintype og -stil let afkodelige ud fra etiketten, på samme sæt og vis som vinene fra Alsace.

Stor succes og stærkt momentum har det dog med at avle modreaktioner; og i tilfældet Friuli kom modreaktionen fra kometens kerne, fra vinøse vidunderbørn som Joško Gravner, Stanko Radikon og Edi Kante. De vendte succes ryggen og vrangen ud på konventionerne i deres søgen efter et anderledes autentisk udtryk, tilbage til rødderne, et mere naturnært vinbrug og en mindre moderniseret vinstil. De rettede fokus på de lokale sorter og ellers bandlyste metoder som lang skindkontakt for grønne druer og stabilisering gennem lang lagring snarere end ved hjælp af sulfitter. En bevægelse mod strømmen, som hurtigt skulle danne egen skole og skabe en ny normalitet. Endnu en inkarnation af kampen mellem traditionalister og modernister. Orangevin og naturvin blev in, og som sådan steg flere af Friulis vine pludseligt højt op på vinlisterne i et naturvinshungrende Danmark.

Rødt chok

Friuli er dog fortsat mest kendt for sine hvidvine, for sin Friulano, sin Ribolla og sin Malvasia. Men i bredere kredse er områdets måske mest kendte vin den videst producerede, nemlig Pinot Grigio; eller skummende Glera som i generisk Prosecco. Men Friuli fattes heller ikke de allestedsnærværende Bordeaux-sorter Cabernet Sauvignon og Merlot. Massevis af Merlot, som retfærdigvis skal sige også at kunne præstere overraskende udmærket på disse kanter, når nogen tager sig sammen og tager den alvorligt. Men regionale rødvine, som er værd at tage alvorligt, har Friuli noget at byde ind med her?

Svaret er et rungede JA! For selvom de ovennævnte sorter Refosco, Terrano, Pignolo, Schiopettino og Tazzelenghe nok er sjældne, i hvert fald sjældne gæster på vore breddegrader, så har de også en sjælden, rustik skønhed over sig. Stilistisk svæver de i samme subalpine sfære som Nebbiolo, Grignolino, Vespolina, Croatina, Dolcetto længere mod vest; og så er de er rigtige originaler, har let genkendelig egenkarakter og kan ligefrem være vilde og voldsomme— vine til tilvante, lokale ganer og ikke for svæklinge og vægelsindede.

Pignolo er nok den mest markante og mangfoldige i den lokale flok, den funkler facetter af resten med sit helt eget skær. En ret så sjælden drue, længe på randen af udryddelse. Et levn fra en anden tid, men også en overlever, en original, en karakter, et unikum. Nok er Pignolo overset, et særsyn, nærmest usynlig, men som vin kan den være blændende, insisterende, intens, karakteristisk og kompleks. En kraftkarl med massive tanniner, vrissen syre og en vilter frugt, som man har forsøgt at tæmme på vidt forskellig vis. Med bastant landkost, som Friulis smeltedigel af italiensk, slovensk og østrigsk køkken kan byde på rigeligt af; med surmaturazione, overmodning af druerne gennem tørring, appassimento, som vi kender det fra Veneto og Lombardiet; eller lang gæring og lagring, laaaaaaang lagring, så dens hyperaktive væsen falder til ro, og tannin, fenoler, syre og tørstof smelter sammen til en velduftende, velsmagende salve af en anden verden. Det er store ord om en lille drue, men Pignolo kan med rette behandling holde ord og indfri løfterne.

Cultivating the Invisible

Navnet synes at komme fra pigna, som betyder kogle, og klasernes form taget i betragtning er det et oplagt navn; men etymologisk kan ordet også betyde kræsen eller vanskelig, og begge begreber virker også velvalgte, hvad enten der tales om vinstokken eller vinen selv. Den knopskyder sidst i marts til først i april og blomstrer som regel sidst i maj eller først i juni. Veraison omkring 1. august og fenolisk modenhed midt til sidst i september. Udbytterne er svingende fra år til år. Klaserne er koniske, af og til mere cylindriske og kan have en vinge øverst. De er relativt kompakte med små, blåsorte druer med ret tykke skaller. Hver drue har som regel tre tykke kerner; hvilket giver en ret stor ratio af skal og kerne i forhold til frugtkød, og derfor altid en moderat mængde most.

Pignolo er gammel i gårde i Friulis bakkeland, mellem Buttrio og Rossazo, hvor dens vugge måske stod i en fjern fortid. I hine tider var den udbredt og afholdt, men tiderne skifter, og især vinlusens hærgen decimerede beplantningerne, og trends i moderne vitikultur og ønologi tog sig af resten. Således kom sorten ikke med i bestemmelserne for Collios DOC, og den havde sågar en periode fra 1970’erne til 1980’erne, hvor nye beplantninger med Pignolo blev bandlyst. Var det ikke for Walter Filiputti og to tilbageværende vinstokke på Abbazia di Rosazzo var Pignolo sandsynligvis gået til de evige vinmarker for længst. Vinhuse som Dorigo, Filiputti og Moschione hjalp med at holde traditionen i hævd; og senere slog Bressan, Radikon, Gravner og Gigante følge; og først i det nye årtusinde tog tingene pludseligt fart. I løbet af 1990’erne kom der mindst 28 vinmarker i kommerciel produktion, og fra fortabt i fortiden skiftede skæbnen til et håb for fremtiden.

Den 20. marts er nu International Pignolo Day. Det er en dag af nyere dato, for var det ikke for en vildfaren irer, var den slet ikke kommet i stand. For der skulle åbenbart en Dubliner som Ben Little til for at give Pignolo sin internationale opmærksomhed tilbage. Ben er en irsk kunstner, som har taget Friuli til sig som sit andet hjemland og forelsket sig i friulansk kultur og vin. Han står bag bloggen The Native Grapes og er forfatter til den vidunderligt excentriske vinbog Pignolo. Cultivating the Invisible, som er en sand kærlighedserklæring til sorten, landet og de mennesker, der har skabt den. Mens vinbønderne har knoklet i mark og kælder med den udfordrende sort, har han gjort mere end nogen anden for at gøre den vanskelige vin forståelig for et større publikum. “Pignolo valgte mig og ikke omvendt,” bedyrer han og beretter vakt om dens snørklede historie og usandsynlige genkomst— og tøver ikke med at omtale forløbet som “skæbne”. Det er et visuelt inspirerende og vinøst tankevækkende værk. Bogen koster 267 kroner og forhandles udelukkende via The Morning Claret.


Pignolo purisme

Joško Gravner gør intet halvt, han går altid hele vejen. Han destillerer, hvor andre fortynder, skærer overflødig flomme fra og helt ind til benet. Som han dedikerede sig til Ribolla og den særlige opmærksomhed, den drue må have for at folde sig ud, således har han også kastet sin kærlighed over den vanskelige Pignolo, som han først skabte en sortsren vin af i 2003. Siden er det gået slag i slag; og siden den på markedet aktuelle årgang 2007 er der sket mangt og meget i markerne, nok mest markant at fokus siden 2012 er rettet eksklusivt på de lokale specialiteter Ribolla og Pignolo, mens de mere internationale sorter er sendt på porten. Hans Pignolo er plantet i 1998 og 2005.

Gravner går selvfølgelig til Pignolo med stor seriøsitet. Det er slow wine, tålmodigt afventende håndværk, som det hør og bør sig med en drue, der har stof og struktur i sig til at skabe vine med enormt langt liv; og som sjældent er særligt behagelige i sine første leveår. Derfor modner Gravner også vinen i kælderen i hele 14-16 år før frigivelse! Så giver Pignolo også pote. Der er for de større sammenligningers skyld et vist åndeligt slægtskab med det, Emidio Pepe har bedrevet med Montepulciano i Abruzzo eller Paolo Bea med Sagrantino i Umbrien.

Pignolo synes skabt til lang tids lagring. Skovjordbær og skovbær i sin ungdom, hvor frugten holdes i et jerngreb af tanniner og syre; men med modning mildnes grebet, den friske frugt træder i baggrunden og et overflødighedshorn af urtete og krydrede kommer i fokus: Syltede kirsebær, søde krydderier, ædeltræ, tørrede blomster, skovbund, svampe, jord, vilde vækster, rød vermouth, en vild mosaik af delikate dufte og smage. Det tager sin tid, før de er fremkaldt, men heldigvis tager Gravner sig god tid for os.

Rosso Breg 2007 gærede mere end et år med skallerne i nedgravede amforaer, hvorefter den modnede fem år på store fad og endeligt fem år på flaske, før den blev frigivet i efteråret 2023. Vækstsæsonen var i 2007 noget nær optimal, med rigelig sol og flot fordelt nedbør, så druerne modnede til perfektion, høst frem til den 25. september.

Lad den gerne lægge ud ved 14-16 grader og langsomt arbejde sig op mod de 20-22. Det er ikke nødvendigt at dekantere, men den skal under alle omstændigheder gives god tid i glasset — som skal være stort, af Bordeaux- eller Bourgogne-typen, hvis man da ikke vælger Gravners georgisk-inspirerede stilkløse glas designet af Massimo Lunardo. Følg dens stilfærdigt udfoldende udvikling — det er meditationsvin men samtidigt af slagsen, som gerne ser en simreret og rigeligt med protein på tallerkenen.

Den åbner med en vidunderlig duft, der transcenderer skellet mellem primære, sekundære og tertiære aromaer. Æterisk, frugtig, pikant, fra glødende rød til dunkel og sort med noter af muldjord og mahogni. Spændstig og særdeles levende i munden, med en mundvandsdrivende syre og fine, faste tanniner, som trækker tørstoffet frem. Kirsebær, boysenbær og tyttebær, hyben, pomeransskal, grillet radicchio, hibiscus, lakridsrod, tørrede blomster, bouquet garni. Flot modnet stof, fornem modnet og alligevel sært ungdommelig og utroligt appetitvækkende. Pignolissimo!

Flaske: Rosso Breg 2007
Vinhus: Gravner
Oprindelse: Friuli, Italien  
Drue: Pignolo
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Sæsonmelier
Pris: cirka 2250,-  

Comment

Braide Alte

Comment

Braide Alte




Collio er på samme tid såre simpelt og enormt komplekst; og fascinationen ligger sikkert i den diversitet af vine, der alligevel alle er variationer over de samme temaer. Til trods for stor forskellighed, i druesorter, stilarter og prisniveauer, så har områdets hvidvine trods alt en række fællestræk, som man i mangel på bedre kan tilskrive noget så basalt, banalt og alligevel kontroversielt som terroir. Vinhuset Livons brede sortiment giver smag for denne diversitet og for terroir og traditioner, ikke mindst i deres eminente enkeltmarksvin Braide Alte, som siden 1996 har markeret sig som husets topvin— og som et af Collios bedste blends.



Dorino Livons livsværk

Livon er et familieejet vinhus i San Giovanni al Natisone i Collio-kommunen Dolegnano, men det har med tiden vokset sig til et af områdets største og mest succesrige vinhuse, der i dag rækker langt uden for Friuli-regionen.

Vinhuset blev grundlagt, da Dorino Livon i 1964 købte sine første vinmarker med penge fra salg af tømmer. Priserne på land var på daværende tidspunkt ikke høje her, da området endnu ikke havde opnået det omdømme, det har i dag— det var først i 1968, at Collio fik sin egen DOC.

Stykvist blev der udvidet med flere gode marker, og i løbet af 1970’erne blev Dorinos sønner Valneo og Tonino involveret i produktionen, og fra 1980’erne og frem tog de initiativ til at sænke udbytterne og flaske vin fra udvalgte enkeltmarker— med henblik på at lave vin i verdensklasse. Undervejs fik man også råd til at erhverve sig yderlige ejendomme: Vinhusene Tenuta RoncAlto i Collio (8 hektarer), Villa Chiòpris i Friuli Grave (96 hektarer) — og uden for Friulis grænser toskanske Borgo Salcetino i Chianti Classico (18 hektarer) og umbriske ColSanto i Montefalco (19 hektarer). I dag står Valneo i front for foretagenet med sønnen Matteo ved sin side. Søsteren Francesca arbejder også for vinhuset. Ansvarlig for vinifikationen er ønologen Rinaldo Stocco.

Typisk for Collio og naboområdet Colli Orientali dyrker Livon en lang række forskellige sorter. For de hvides vedkommende Friulano, Ribolla Gialla, Malvasia Istriana, Pinot Grigio, Pinot Bianco, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Moscato, Traminer Aromatico, Müller-Thurgau, Verduzzo og Picolit— og for de rødes Refosco, Pignolo, Schioppettino samt Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. Fra de to kældre i Collio, Vencò og Masarotte, flaskes årligt mere end en halv million flasker vin.

Tre vine er det særligt værd at hæfte sig ved, cru’erne Solarco og Manditocai og selvsagt gran cruen Braide Alte. Manditocai er husets fornemmeste Friulano-fortolkning. Navnet Mandi Tocai kan oversættes til ‘Bye bye, Tocai’ og er en munter hilsen til myndighederne, der af hensyn til ungarske Tokaj har ændret druenavnet Tocai til Friulano. Vinen forbliver dog den samme, og det er Tocai Friulano på meget højt plan. Den superfriske Solarco (‘Solbuen’) er et 50/50 blend af Friulano og Ribolla Gialla, som på smukkeste vis forener Friulanos frodige frugt med Ribollas syrestruktur og mineralitet.

Udsigt fra vinhuset ned over Braide Alte og hen over grænsen til Slovenien

Udsigt fra vinhuset ned over Braide Alte og hen over grænsen til Slovenien


Arvestykket BraideAlte

Braide Alte betyder noget i retning af ‘det høje landstykke’ på lokal dialekt, og Matteo Livon betegner marken som et arvestykke, ‘et dyrebart familiesmykke’. Braide Alte ligger på bakken lige bag vinhuset og lige på grænsen til Slovenien. Marken er beplantet med fire sorter, to internationale og to indfødte: Næsten halvdelen er Chardonnay, mens resten udgøres af Sauvignon, Moscato Giallo og Picolit. Beplatningstætheden er moderat, 3.200 vinstokke per hektar, og stokkene er cordon-opbundet.

Der høstes af fire omgange, først Sauvignon og Moscato, normalt sidst i august, så Chardonnay engang i september, og sidst Picolit i oktober. Druerne gæres hver for sig og samles først efter endt fadlagring. 

Druerne høstes manuelt i mindre kasser, de presses nænsomt og macererer køligt med skallerne i godt otte timer, hvorefter mosten klarer ved naturlig sedimentering. Heftefter gæres den i små slavonske træfade (indtil 2010 dog i franske barriques af Allier-eg) ved godt 14-16 grader. Efter endt gæring lagres vinen på gærresterne i de samme fade i otte måneder, hvorefter de forskellige fade samles på ståltank i en måned, før de filtreres og flaskes. Vinen frigives først efter et års modning i kælderen.

Braide Alte udviser stor sensibilitet i forhold til vejr og vind. Hver årgang er forskellig, ikke mindst fordi de enkelte druesorter har forskelligt udtryk: I varme årgange dominerer Chardonnays fylde, mens Sauvignons syre og aroma kommer i front i køligere årgange. Regn, sol og varme afgør også intensiteten af Moscatos aroma og Picolits sødme; og så har skiftende vejrlig og ikke mindst nedbør afgørende betydning for den porøse ponka i Collio: Således oplevede man så sent som i 2016 et mindre jordskred på marken, dog uden alvorligere skader på vinstokkene.

Den unge vin dufter rigt af blomster og frugter, som antyder en vis sødme, men i munden er den tør, syrefrisk og mineralsk. Den er en eksotisk forfriskning allerede som ung, men har man selvbeherskelse nok, bør man gemme den i kælderen, så længe man har tålmodighed. Tiden afslører dens forfinede bygning og udvikler en kompleks dybde, man kan dvæle længe ved. Det er vin til alt fra rejer, krebs og hummer til fyldigere retter med modne oste og fløde, men alene er den et måltid i sig selv.

Braide Alte vertikalsmagning Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

2017. Frisk og fugtig duft, moden fersken og ananas, strejf af kamille, safran og vanille. Saftig med fyldig frugt, men overraskende let og ren med pæn syre; fersken, mirabellekompot, kumquats, mineralsk finish, flot balanceret, ung, vital og virkeligt god.

2015. En årgang til den varmere side, men resultatet folder sig friskt ud. Tæt aroma med fed, syrlig ferskenfrugt, frugtsalat med råcrème, mandler og kokos. Blød i munden med let fedme og en frisk, moden syre, godt greb, svagt bitter touch af appelsinskal og bergamot. Harmonisk.

2011. En varm årgang som modsætning til den kølige 2010. Hvidblomstret duft med gule æbler og friske abrikoser. Stor intensitet men alligevel delikat aromatik. Syrerig fylde, frisk på tungen med eksotisk frugt, moden hvid fersken og litchi, gule æbler og appelsiner, vitaminpille i eftersmagen. Slutter slankere af en først antydet men i fin balance.

2007. Her er der tale om en meget varm årgang med en meget tidlig høst, som har formået at bevare friskheden. Fed duft med hvide blomster, æble-, tjørn- og røn, let oxidative noter af stødt æble, mørke undertoner. Pæn syre og flot fylde i munden, man mærker den fuldmodne frugt, fersken og abrikos men først og fremmest rosmarin, oregano, salvie og andre olierede urter, bivoks i eftersmagen.

2004 er 2007s modsætning: Sen høst på grund af en ret stilfærdig sommer, lave temperaturer og færre solskinstimer. Næsen er ret diskret, tydeligst er træet, røgen og en smule grillet kød. Køligt udtryk i munden, slank med fin syre, delikat blomstret og urtet; og udviser så en balance og lethed, som er meget, meget flot. Egentlig har den udviklet sig sagtere og flottere end f.eks. 2007.

2000. Et køligere år med moderat modning men flot kvalitet. Nu udviklet i duften, let røget med milde strejf af champignon og bagt kartoffel, så syrnet fløde og en fedme af hvide blomster og moden frugt— en enormt kompleks og flot duft. Flot balanceret i munden, stadig en frisk syre og en stilfærdig smag af modne stenfrugter, abrikosmarmelade, blomsterhonning, vingummibamser og B-vitaminpiller, mineralsk efterklang. En helstøbt, veludviklet helhed, ypiig og stadig sprælsk.

1996. Debutårgangen efter mere end tyve års lagring: Overraskende ung farve og næse: Let krydret og svagt røget i næsen, grillet kød, ristede græskarkerner, noget nærmeste burgundisk, milde oxidative noter. Meget behagelig og balanceret i munden med hvid stenfrugt og moden citrus, rundet syre og pikante noter af moden fastost, røget skinke, grillet grøn peber, krydderurter, salt og mineraler. Stilfærdig wow-faktor! Den har vokset sig stor og lever stadig.

Flaske: Braide Alte 2017  
Vinhus: Livon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druer: Chardonnay, Sauvignon Blanc,
 Moscato Giallo, Picolit
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på små træfade  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Dio Vino 
Pris: 289,-  

Comment

Ivanas vin

Comment

Ivanas vin


Stanko og Suzana Radikons tredje barn, datteren Ivana, en efternøler til datteren Savina og sønnen Sasa, kom til verden i sommeren 1997; og i den anledning dedikerede de stolte forældre en del af årets høst til en særlig aftapning, der ad åre kunne komme til hjælp med at markere særlige lejligheder.

Vinen Oslavje bestod på daværende tidspunkt af 40% Chardonnay, 40% Sauvignon Blanc og 20% Pinot Grigio. Druerne blev afstilket og presset for siden at spontangære i store, slavonske træfade sammen med skallerne et par uger. Vinen blev siden lagret på franske barriques og kun tilsat en lille smule sulfitter. Det var få år før sulfitterne helt forlod produktionen, og de franske barriques blev overladt til lagring af Merlot. Det var også, mens vinene stadig var godkendt til denominationen Collio Bianco DOC, før de blev “forvist” til den mere almene og mindre anerkendte Venezia Giulia IGT. En mere minutiøs beretning om Radikons udvikling er at finde her.

Ivana er blevet voksen, og det er samme er hendes vin. Faktisk slår en smagning af årgang 1997 fast, at klassiske orangevine ikke blot kan lagres længe, men at man med fordel kan gøre det— for de ældes med ynde. Status mere end 20 år senere: Smuk vin! Interessant nok fremhæves frugten, idet syren og tanninerne er smeltet sammen med resten af væsken til en saftspændt mundfuld. Der er en dyb duft af moden frugt og skovbund; og smag af saftig gråpære, kødfuld fersken, tørrede abrikoser og pikante spor af syltet ingefær og harpiks. Flot fylde og kompleksitet, visse udviklede noter (fino sherry) og æteriske aftryk af naturlig vinificering i form af forhøjet volatil syre (hvid balsamico); men alt i alt en forment udviklet, stor vin — og en stor oplevelse!

Så lad det være et fortsæt: Gem jeres Radikon væk i kælderen, og find først flaskerne frem, når de har nået skelsår og alder… og vil man smage noget rigtig stort, kan man begive sig på jagt efter de særlige udgaver af de store årgange: Fuori dal Tempo 2000 for eksempel, eller hvis man er heldig og velhavende: Riserva Ivana 1997!

Storebror Sasa Radikon foran en noget yngre årgang af Oslavje…

Storebror Sasa Radikon foran en noget yngre årgang af Oslavje…

Flaske: Oslavje Riserva Ivana 1997  
Vinhus: Radikon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesorter: Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, tre ugers maceration  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: lieu-dit
(ikke i sortiment)  
Pris: cirka 800,-  

Comment

Apotekeren og lindetræerne

Comment

Apotekeren og lindetræerne

In medias res

Man kan uden videre stå over for en skelsættende skillevej i sit liv. Den 23. juli 1981 døde Giuseppe Manferrari, faren til den i dag berømte italienske vinmager Nicola Manferrari, pludseligt. Få måneders senere måtte den unge Nicola hovedkuls kaste sig ud i høsten på familiens vingård Borgo del Tiglio og selv tage ansvaret for vinificeringen. Ansvaret for at få vinen i hus og holden familiens økonomi oven vande hvilede på hans skuldre. Kort tid efter besluttede han sig for at forlade sit job som apoteker og fuldgyldigt hellige sig familieforetagendet i Collio.

En indledningsvis tøven behøver ikke betyde et langsigtet vægelsind. Tilskyndet af sin mor Thea tog Nicola Manferrari ikke blot opgaven på sig, han gjorde en dyd af nødvendigheden og gik helhjertet ind i sit nye virke og satte undervejs sit eget tydelige præg på foretagenet. Med sin faglige baggrund som farmaceut havde Nicola Manferrari eminente forudsætninger for at forstå de tekniske sider af vinmagerkunsten på trods af, at han hverken var uddannet agronom eller ønolog. Og omvejen til vinmageriet gjorde, at han fik tænkt sine målsætninger grundigt igennem.

Manferrari er perfektionist til fingerspidserne og laver uden tvivl nogle af Italiens bedste hvidvine. Borgo del Tiglios vine er noget for sig men samtidigt eminente udtryk for druesort, oprindelse og tradition; og samtidigt kan de vække mindelser om både hvid Bourgogne og om stor hvid Bordeaux. Det indfriede mål er delikate, balancerede og komplekse vine med identitet og karakter; og ikke mindst vine, der skal kunne gemmes og udvikle sig over lang tid. Paradeeksemplet er Studio di Bianco, hvidvinsstudiet, som er Manferraris egen fortolkning af en klassisk Collio Bianco.

Borgo del Tiglio ligger lige i udkanten af byen Brazzano midt i Collio området, bakkelandet midt mellem Alperne og Adriaterhavet i det nordøstligste Italien. De snørklede bakkedrag dækker over en jordbund af mergel med lag af sandsten, en særlig jordbundstype lokalt kendt som ponca, videnskabeligt under den tyske term flysch, mestendels den lokale type flysch di Cormons.

Borgo del Tiglio, løseligt oversat "borgen ved lindene", er det traditionelle navn for familiens gamle ejendom. Lindetræet er sagnomspundet på grund af sit lange liv, dets duftende blomster, som bierne omsætter til aromatisk honning samt dets særegne ved, velegnet til træsnit - faktisk er gården gengivet som sådant på etiketterne. I dag dækker Borgo del Tiglio i alt 16 hektar, heraf 9 hektar beplantet med vin, fordelt på tre separate besiddelser: Podere di Brazzano, Podere di Ca’ delle Vallade og Podere di Ruttars. Druesorterne er Friulano, Malvasia, Chardonnay, Sauvignon, Riesling og Verduzzo foruden rødvinsdruer som Pignolo og Merlot. Hjertebarnet er sorten Friulano, der tidligere var lokalt kendt som Tocai. Det navn fik med Ungarns indlemmelse i EU endelig dødsstødet, da sorten intet har at gøre med den navnkundige ungarske vin Tokai. Manferrari er, som så mange andre vinbønder i Friuli, ikke helt tilfreds med den beslutning, og omtaler konsekvent stadig sorten som Tocai. Tilfreds er han imidlertid med dens vine; og husets anden topvin er da også fra gamle Friulano stokke på enkeltmarken Ronco della Chiesa.

Terroir, typicitet og trends

Nicola Manferrari udtrykker sig både filosofisk og poetisk om sit arbejde i marken og kælderen - og når han er i gang, taler han gerne længe og vedholdende. Og det er ikke kun manden selv, der tager sig god tid. Som mageren, så vinen: Borgo del Tiglios vine kræver fordybelse, mens man drikker dem, og tålmodighed inden, for de må gerne lagres på flaske i adskillige år for at udvikle sig til deres fornemmeste form.

Målsætningen har fra begyndelsen været store og langlivede vine - men vine, der trods den mere moderne og fransk-inspirerede vinificering skulle forblive tro mod de lokale forhold - druer, jordbund, mikroklima. En vins storhed ligger nemlig i at være sig selv. "Hvad jeg vil opnå, afhænger af vinmarken. Så jeg prøver at samarbejde med marken for at den kan komme til udtryk."

Manferrari uddybder sin metodiske tilgang: "For det første skal du kende din vinmark meget godt. Du skal undersøge jordbunden, forstå dens potentiale. For det andet skal du organisere vinplanten, sådan at den vokser og producerer de bedste druer. Det er en serie af handlinger, du skal igangsætte for at opnå målet, de bedst mulige druer. Det ses i farverne på planten, på bladene, på druerne. Du kender sortens karakteristika, men du skal også tage højde for, at i dette terroir bliver den måske anderledes, fordi terroiret også har sine karakteristika. Det giver interferensmønstre. Og det må også have konsekvenser for vinificeringen."

En i de senere årtier med Collio associeret trend som orangevin giver han imidlertid ikke meget for. Traditionen med at lade de grønne druer gære med skallerne og resultere i en vin med orangeskær i glasset og tanninstruktur i munden anser han for et fejlgreb: "Det udvisker terroir og sortskarakteristika" er udmeldingen.

Det er der selvfølgelig delte meninger om. Men Manferraris tanker om kvalitetens tilbliven i marken snarere end i kælderen er der dog almen konsensus om. Det tydelige aftryk fra terroir og druesort - og ikke mindst vinens balance - er alt sammen noget, der foregår i markerne. Han forklarer - med inspiration fra François Champagnols værk Physiologie de la Vigne:

"Vin er en klatreplante: Det er en plante, der er udviklet til at klatre så hurtigt som muligt til træets top, da den har brug for en masse lys for at kunne sætte druer. Så det, vi gør med vinplanten, er egentlig meget unaturligt, for den er ikke lavet til det. Vi har opfundet opbinding og beskæring for at få en plante på blot 1,5 meters højde. Naturligt kan den blive 10-20 meter lang. Det skaber selvfølgeligt ubalancer i planten. Og at få planten tilbage til en naturlig tilstand, at få den til at have det, som den normalt ville have det, er en meget indviklet opgave."

"Det, planten forsøger, er at komme tilbage til sit gamle system og at formere sig så hurtigt som muligt. Plantens mål er at skabe druer: Druer, der er attraktive for dyr, der kan sprede kernerne, og som i vinstokkens tilfælde mestendels er fugle. Derfor skaber planten smage i druerne, der er appetitvækkende for fuglene. Men i perioden før druerne modner, giver moderplanten også de modsatte smage i bærrene, bitterstoffer, der ikke attraktive. Bitterhed bryder dyr sig ikke om, det signalere fare. Så så længe planten lægger det i druerne, vil dyrene holde sig væk."

Manferraris mål er altså at få den samme fysiologi i planten og druerne som i den frie, oprindelige natur. Dermed mener han at kunne opnå de dufte og smage i druerne, som er attraktive for dyrene - såvel fugle som mennesker.

Borgo del Tiglio Studio di Bianco 2008 Flaskevis (C) Thomas Bohl.JPG

Et studie i hvidt

Temmeligt prosaisk bærer topvinen navnet Studio di Bianco, hvidvinsstudiet; men herefter hører det prosaiske også op. Når han skal forklare meningen med denne vin, citerer Manferrari den italienske poet Gabriele d'Annunzios digt "La pioggia nel pineto" ("Regnen i nåletræsskoven"), hvor regnen i skovens dybe, stille ro drypper sin vej gennem nålene og ned til underskoven, og en dis danner sig, hvor vandets duftløshed forvandler sig til duft med lyngbuskens, myrtens og enebærtræets knitren under dråberne. "Jeg vil gerne dele disse dufte og smage fra Middelhavsområdet for at fremkalde dette unikke miljø og skabe glæde ved det kloden rundt gennem mine flasker," fortæller Manferrari.

Hvor det faktuelle sprog kommer til kort, kan billedsproget vise vejen. Intet kan dog stå i stedet for oplevelsen selv; men heldigvis kan den deles. "Duftens og smagens sprog er, som lyde og farver, et universalt sprog, menneskehedens fælleseje," fortsætter han. Det er samme sære forhold mellem sproget, den direkte sansning og naturen, som Inger Christensen på dansk har søgt indkredset i sit poetiske essay Silken, rummet, sproget, hjertet: "Sig ordet silke, og det forsvinder med lyden, men dine sansninger, din erindring og viden kaster et ekko tilbage. Skriv det på et stykke papir, og det bliver stående ubevægeligt, men dine tanker og følelser er allerede på vej til de fjerneste kroge af verden [...] Prøv bare at glemme ordet silke, og du bliver mindet om det, næste gang du ser sommerhimlen, et kronblad eller..." (Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden, s. 23.)

Manferrari eksperimenterede i flere år midt i firserne med et blend til den perfekte hvidvin; og Studio di Bianco er resultatet af anstrengelserne. Triaden af Friulano, Sauvignon og Riesling høstes og gæres først hver for sig i 250 liters egetræsfade, hvorefter vinen hviler på gærresterne og gennemgår malolaktisk gæring på fade af samme størrelse. Kælderen er indrettet i flere lag, så der kan arbejdes udelukkende med tyngdekraftens hjælp ved omstikningen. Manferraris holdning til filtrering og sulfitter ligger i forlængelse af hans holdninger til orangevin: Ikke at benytte en afstemt mængde sulfitter ville være at sætte vinens liv over styr og ikke at respektere terroiret.

Blandingsforholdet varierer en smule med årgangen men er generelt godt 50% Friulano, 30% Sauvignon og 20% Riesling. Den sent høstede og derfor meget modne Friulano har fuldt udviklet aroma og tekstur men savner struktur, da syren falder drastisk proportionelt med modenheden. Det udbedres til gengæld af såvel Sauvignon som Riesling; og snarere end at ryge i totterne på hinanden, åbner de to distinkte divaer armene og omfavner hinanden.

Studio di Bianco er en elegant og kompleks hvidvin, struktureret og kompakt de første år, hvorefter den sagte folder sig så ud med stor skønhed: Duft af hvide blomster, moden stenfrugt og grønne urter; og en cremet men syrlig smag af ferskner, ananas, pinjekerner, harpiks, akaciehonning og vanille. En betagende balanceakt med virkeligt velafstemte små efterklange - mandler, radicchio, olivenolie, brunet smør, røg, flint, petroleum, ferskensten, rosmarin, citrusskal. Det er musikalsk og symfonisk. Andanten fra Mozarts 23. klaverkoncert svæver i baggrunden.

 

Flaske: Studio di Bianco 2008  
Vinhus: Borgo del Tiglio  
Oprindelse: Friuli, Italien  
Druesorter: Friulano, Sauvignon, Riesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Distinto  
Pris: 649,-  

Comment