Chiusa di Pannone

Filippo Antonelli er søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat. Advokatfamilien fra Spoleto slog sig dog siden ned i San Marco, der ligeledes ligger i Montefalco området nær Perugia i Umbrien. Familiegården, som oldefaren Francesco overtog i 1881, var et arvestykke, man desuden tog til sig. Som den første formåede Filippo dog at bryde den sociale arv, da han valgte agronomi som sit studie og fuldgyldigt helligede sig familiegården og selv tog ansvaret for vinproduktionen. "Færre penge, flere fornøjelser" som han selv vælger at formulere det. Arbejdet koncentrerer sig om de lokale sorter som Grechetto og Trebbiano Spoletino og ikke mindst Montefalcos stolthed, den ærefrygtindgydende Sagrantino, der giver sorte, intense og yderst tanninrige vine. Antonelli San Marco har flasket deres egne vine siden 1979, og under Filippos ledelse er alle vinene certificeret økologiske siden 2012.

En særlig fornøjelse er enkeltmarksvinen Chiusa di Pannone, der kommer fra en indhegnet parcel af samme navn i mere end 400 meters højde. Her vokser 2,7 hektar Sagrantino stokke af husets egen massale selektion, plantet i 1995, på en sydvendt skråning med særligt kalkholdig lerjord. Det forlener den ellers så karske og strenge Sagrantino med en finesse og balance, som man sjældent ser. Den første vin kom på flaske i 2003, og år for år viser den mere og mere potentiale.

Chiusa di Pannone 2010 er smukt sortrød i glasset, duften er æterisk og dyb af sursøde kirsebær og et lille pust cigarrøg. Saftige kirsebær går igen i smagen i selskab med skovbær og sortebær, en smule sveske og lakrids. Det saftspændte toner dog hurtigt over i det ørkentørre, for de fineste tanniner står i kø for at stramme op, og vinen bevæger sig ud i krummelurer af krydderurter, hø, tobak, tjære og diesel. Intensitet, stringens og kompleksitet er nøgleordene, og balancen holder virkelig flot. Den smager eminent for sig selv, men de fleste vil grundet tanninstrukturen nok foretrække at spise noget til.

"Sagrantino må man vente på, den har brug for tid. Der går som regel ti år, før den for alvor begynder at blive sjov at drikke" slår Filippo Antonelli fast; og sandt er det, at denne vin sikkert kun vil blive bedre af ti år mere på flaske. Årgange som 2009 og 2006 er allerede en smule mere tilgængelige og mere åbne.

Vinen er spontangæret på store træfade, tre til fire ugers maceration, malolaktisk gæring følger. Den lagres først på letristede 500 liters egetræsfade et halvt år, så to år på 25 hektoliters egetræskar, sidst et halvt år i glasbelagte cementtanke. Flasket ufiltreret, en naturlig sedimentering foregår undervejs. To års flaskelagring før frigivelse.

Det er den mere udprægede kølighed og den særdeles kalkholdige ler, grus og konglomerat, der mildner udtrykket og giver den særligt ranke og raffinerede karakter i Chiusa di Pannone. Dens beliggenhed en halvt hundrede meter højere end husets øvrige - og i øvrigt højt beliggende - vinmarker sørger for lidt lavere temperaturer. Jordbunden stammer tilbage fra den pleistocæne epoke, der med sine høje vandstande efter istiden skabte de såkaldte syndflodsaflejringer. Rækkerne på Chiusa di Pannone følger markens eksposition mod sydsydøst, og beplantningstætheden er høj: 2,5 meter mellem rækkerne, og 0,8 meter mellem hver plante - samlet set cirka 5.000 planter pr. hektar. Udbyttet holdes nede omkring 30 hektoliter pr. hektar. Deraf også den flotte koncentration i frugten. En udfordrende, spændende og delikat vin.

Flaske: Chiusa di Pannone 2010  
Vinhus: Antonelli San Marco  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på træfade, fire ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade, cementtanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Vinolo  
Pris: 420,-  

Walter Buchegger in memoriam

Walter Buchegger er ikke blandt os længere. Den velkendte østrigske vinmager døde lørdag den 2. juni i en alder af blot 50 år. Han efterlader sig sine to børn og hustruen Silke Mayr, som selv er vinmager på sine forældres traditionsvingård Vorspannhof Mayr, der de seneste år blev drevet i samspil med Weingut Buchegger. Ikke mindst efterlader Walter sig sine vine, et værk han i stadigt stigende grad blev kendt og anerkendt for i de seneste år.

Walter Buchegger (1968-2018)

Buchegger stod for venlige og regionstypiske vine, som velfortjent blev en eksportsucces, særligt i Skandinavien, Storbritanien og USA. Mange danskere vil være hans vine bekendt gennem Løgismose, der har langet mangt en sommervin over disken med Bucheggers let genkendelige logo; det være sig hans forfriskende basisvine Grüner Veltliner Holzgasse, Riesling Konglomerat eller den saftige rosé Pinot & Co.

Vingården ved Gedersdorf i Kremstal har været i familiens eje siden 1893, først som et blandet landbrug, hvor kvægbrug var hovedbeskæftigelsen, siden blev det et rent vinbrug. Walter overtog gården fra sine forældre Herta og Leopold i 1994. Han lod sig oplære af sin far men uddannede sig også formelt til vinmager på Weinbauschule Krems og stod siden i mesterlære hos Willi Bründlmayer, som han arbejdede for i en årrække sidst i 1980'erne.

Den unge Buchegger var ambitiøs og skabte sig hurtigt et navn. Grüner Veltliner og Riesling var specialet - i flere aftapninger fra de i alt godt 15 hektar, fra de lette og fornøjelige til de mere seriøse enkeltmarksvine. De sidste 25 år praktiserede han integreret vinbrug (tidligere kendt som KIP: Kontrollierte Integrierte Produktion), en med økologi beslægtet praksis, hvor insekticider, herbicider og pesticider er lagt på hylden, traktorkørslen reduceret til et minimum, og dyrkningen af nytteplanter holder balance i vinmarken. Walter praktiserede desuden en ret tæt beplantning, efterfulgt af nøje selektion, så udbytterne holdtes lave. Høj kvalitet var i højsædet, og Walter skattede såvel friskhed og frugtighed som modenhed og fylde i sine vine - derfor høstede han gerne sent men aldrig med botrytis.

Walters livsledsagerske blev Silke Mayr fra gæstgiveriet og vingården Vorspannhof Mayr i den nærliggende by Droß. Sammen fik de børnene Valerie og Simon. I 2006 flyttede Walter sin kælder fra Gedersdorf til Droß, hvor de to vinhuse fik plads under samme tag men stadigt hver for sig - for at drage fordel af delingen af gods, apparatur og infrastruktur. I de seneste år arbejdede Walter ud over Silke sammen med kældermesteren Michael Reithner. Weingut Buchegger er desuden medlem af Österreichische Traditionsweingüter med Moosburgerin og Vordernberg som Erste Lagen. Blandt hans øvrige marker bør nævnes Gebling, Pfarrweingarten og Tiefenthal.

Die Qual der Wahl har altid været det største problem i forhold til Bucheggers sortiment. Stephen Brook bemærker da også i sin bog The Wines of Austria, at der ikke er nogle svage led i kæden hos Buchegger. Alle vinene er gode og har hver især egenkarakter med den klare frugtighed som det gennemgående træk.

Reserve Leopold

Vin kan vække minder, og hvilken bedre måde at mindes en vinmager end at drikke et glas til hans ære? Valget faldt her på en af Walters topvine, en usædvanligt moden og fyldig vin på Grüner Veltliner dedikeret til hans far: Reserve Leopold.

Jeg husker tydeligt, da jeg smagte denne vin første gang i 2014. Især overraskelsen over dens atypiske fylde og modenhed men også den slurkvise erkendelse af, at her var der tale om en meget interessant vin. Måske er det den direkte sanselighed i en vinoplevelse, der kan forankre den så dybt i bevidstheden, at den let forbindes med fornemmelser og følelser. Sådan som vi ofte kan huske dufte og smage fra barndommen særligt tydeligt. Vin kan så knytte an til vores erindringer og genskabe stemninger, når den skænkes igen. 

Druerne til Reserve Leopold kommer fra Vordernberg, en sydvendt enkeltmark ved Gedersdorf i det østligste Kremstal. Grundsubstansen på den stenede mark er kalkholdigt konglomerat dækket af et lag løss, hvori vokser både Grüner Veltliner og Riesling. Tidligere var marken faktisk kendt som "Ungut", fordi den stenede jord var svær at bearbejde; men jordbunden og mikroklimaet er udsøgt og forlener vinene med en kølig aroma, stram syrestruktur og udpræget mineralitet. Vordernberg står altid for kompakte og komplekse vine; og det understreges med den kølige årgang 2010.

Duften er frisk, næsten frostklar, med små spor af syrlig stenfrugt, nyslået hø og humle. Sprødhed og fylde går hånd i hånd, og smagen spænder et vidt spektrum af frugt: alt fra frisk fersken og abrikos til ananas, grapefrugt og gule rosiner. Der er urtede og krydrede noter som græs, hø, humle og lakridspulver samt et malolaktisk element, der giver sig til kende som en smule yoghurt eller surdejsbrød. Kort og godt en lang rejse i smag, komprimeret og kompleks, men afstemt af en forfriskende syre. Et smukt minde nu, men den vil holde sig godt og udvikle sig i mange år endnu.

Walter Buchegger blev begravet i Droß fredag den 8. juni.

Tak for vinen.

Flaske: Reserve Leopold 2010  
Vinhus: Walter Buchegger  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Integreret landbrug  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importører: Vinpusheren / Løgismose  
(men ikke i sortiment)  
Pris: Cirka €25  

Gallernes trylledrik

Sébastien Riffault laver Sancerre, som smager særdeles usædvanligt. Vinene er ellers lavet efter alle kunstens regler, det er bare mere hundekunster end den kunstlede standard i Sancerre, der er på plakaten. Vi har at gøre med en tillempet tilgang fra glemmebogen: Sen høst, ædelråd, vildgær, træfade, malolaktisk gæring, lagring på bundfaldet, ingen filtrering og nul sulfitter. Naturvin uden undskyldning. Dermed er scenen sat til en anderledes forestilling, men én, det er værd at løse billet til, for vinene er livlige, markante og interessante.

Akmèniné viser ved ophældning en dybt gullig farve, diset men med en ulmende glød. Duften kan berede en mindre overraskelse, den er en æterisk eksplosion af fuldmoden frugt: Sursøde ferskner, hvide forårsblomster, rørsukker, kælder. Skal Sancerre nu dufte sådan? Første slurp har samme overraskelsesmoment, for nok er der sødme, men den er mere moderat end antydet, afstemt af en spændstig syre og saftig frugt. Den smager af fryd, ferskner, gule reineclauder, mirabellekompot og modne ananaskirsebær; og samtidigt trækker den i en tør og salt retning og vækker mindelser om umeboshi.

En genoptagen tradition

At dømme efter den indledende beskrivelse kan Sébastien Riffault forekomme som lidt af en Rasmus Modsat. Alligevel repræsenterer han gammel tradition i området, for den gennem årtier næsten eneherskende stil i Sancerre – klare, tørre, stålsatte hvidvine – er en nyere tids standard. Hvad Sébastien faktisk har gjort er at bringe ældre dyrknings- og kældrings-former ind i det 21. århundrede. Det er ikke skøre indfald eller udefrakommende hipsterfilosofi, men resultatet af et nært forhold til jorden, lokalområdet og tidligere tiders traditioner – og ikke mindst inspiration fra andre visionære vinbønder i regionen, Nicolas Joly og Olivier Cousin eksempelvis, og i særdeleshed et nært samarbejde med vennen Alexandre Bain fra Pouilly-Fumé. 

Familien Riffault har været vinbønder i Sancerre i otte generationer, men vinbrug har først udgjort deres hovedbeskæftigelse i løbet af de seneste to generationer. Sébastien faldt i tønden med trylledrik som lille. Efter endte studier i Beaune begyndte han stykvist overtagelsen af vingården fra sin far Étienne i 2004. Straks gik han i gang med at lægge om til økologisk dyrkning af markerne og minimal intervention i kælderen. En omlægning, der kostede dem alle stamkunderne! Resultaterne var simpelthen for anderledes. Siden 2007 har han bestyret samtlige 12 hektar, og alle markerne dyrkes i dag biodynamisk. Det har efter sigende skabt en sundhed og modstandskraft i markerne, der gør det muligt at modne druerne og høste meget sent uden skimmel og råd. Druer angrebet af ædelrådden botrytis bruges til gengæld med glæde. Der høstes selvfølgelig med hånden, og Sébastien har til markarbejdet genindført brugen af heste, som var udbredt så sent som i hans farfars tid. Ejendommen driver han i fællesskab med sin litauiske hustru Juraté; og til hendes ære er de enkelte parceller og vine navngivet på litauisk. Foruden Akmèniné tæller de Auksinis, Skeveldra, Saulétas og Les Quarterons.

Det er mildest talt et andet udtryk, Riffault får frem i sin Sauvignon, end det man er vandt til fra moderne, konventionel Sancerre. Men sine særheder til trods afspejler vinene dyrkningsforholdene, jordbunden og vejret, mark for mark og år for år. Det fortjener vel betegnelsen terroirvin?

Stenet vin

Parcellen, som har fået navnet Akmèniné, overtog Sébastien i 2005. Beplantningen er foretaget af faren, og stokkenes gennemsnitlige alder er 35 år. Ekspositionen er sydsydvest, hældningen op imod 20%. Jordbunden består af kalkholdig lerjord med mange kalksten og en smule flint. Navnet Akmèniné er litauisk og betyder "skabt af sten", og Riffault fremhæver selv de mange kalkstenes indflydelse på vinens krop og frugt. Høstudbyttet ligger på under 30 hektoliter pr. hektar men er ofte endnu lavere på grund af stor selektion.

Druerne håndhøstes, presses hydraulisk, spontangæres, gennemfører malolaktisk gæring og hviler så på gærresterne. To års stabilisering på ældre barriques, gravitationel tapning på flaske, endeligt et års flaskelagring i kælderen. Ingen klaring, ingen filtrering, ingen tilsatte sulfitter. Det giver en livskraftig drik med alt, hvad det indebærer. Vin, der kan virke overvældende i sig selv, men som for alvor kan komme til sin ret i forbindelse med mad.

Pontus Elofsson har kippet med flaget for dampet spinat med hyldebær og hybenrosenblade, en ret, som vinen i sin tid blev serveret til på noma. Mindre kan også gøre det. Det er selvfølgeligt oplagt at arbejde med frugt, grønt og krydderier, der deler smage med vinen. Et skævt bud: En sydøstasiatisk curry står godt til vinen, såvel det krydrede som det fede. Mere klassisk: Den har fylde og kant nok til at kunne klare modne skimmeloste, mens det lokalpatriotiske valg ville være de fine, små gedeoste Crottin de Chavignol. 

Lodder man for alvor dybderne i denne vin, får man hen ad vejen strejf af fugtigt græs, grønne urter, hyldeved, skovjordbær, fuldmodne solbær, sød lakrids, bergamot, stjerneanis og nellike. Konformister, regelryttere og andre stivstikkere vil klage over skumfiduser i næsen, ferskenskind mellem tænderne, metallisk bismag, volatile træk, oxidative noter, den totale mangel på hyldeblomst eller kattepis - og ikke mindst "Hvor blev ledsageren til mine grønne asparges af?" Men de kan helt sikkert udsættes til senere, når vinen er et festfyrværkeri som denne her.

Flaske: Akmèniné 2010  
Vinhus: Étienne & Sébastien Riffault  
Oprindelse: Loire, Frankrig  
Druesorter: Sauvignon Blanc  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 204,-  

Ud af sit gode skind

Respekt! Det er sjældent, ikke kun i vinverdenen, at man får en helt ny og fuldkomment anderledes oplevelse. Endnu sjældnere endda, hvis overraskelsen ikke blot er positiv men ligefrem fremragende. Ord som fund eller aha-oplevelse dækker ikke helt, der skal højtideligere termer i spil, såsom åbenbaring eller omvendelse. Sådan har jeg det i hvert fald med mine første oplevelser med orangevinene fra Radikon: Fascinerende eksempler på, hvordan noget nyt og ukendt kan tage form ud af noget gammelt og velkendt og give smagsoplevelser langt ud over det sædvanlige. Den slags kommer kun til verden, når dygtige mennesker tør træffe modige beslutninger og gå andre veje.

Stanko Radikon, der døde sidste år den 11. september, var et sådant menneske. Radikal fornyer af den friulanske vintradition og ikonisk vinbonde i naturbevægelsen. Han havde sans for det væsentlige i livet og ikke mindst god smag, og begge dele var med til at gøre ham til en af tidens vigtigste vinmagere, sammen med hans mod på store omkalfatringer. Radikon var en af ophavsmændene bag orangevinens genopfindelse i Friuli; en af Italiens tidlige fortalere for et farvel til sprøjtegifte i markerne og tilsætningsstoffer i kælderen; medstifter af ViniVeri og dermed en mand hvis indflydelse nu har gjort sig gældende i hele verden. Gennemgribende forandringer og en omsiggribende indflydelse, der i nogen grad stod i kontrast til mandens hjemstavnsbinding, milde gemyt og store beskedenhed.

Inden sin alt for tidlige død kunne Radikon altså allerede se tilbage på et betydeligt livsværk: En revurdering af Ribolla Gialla, relancering af lang skindkontakt i hvidvine, succes med minimalistisk kælderarbejde, omlægning til økologisk dyrkning - og ikke mindst selve værket, en række vine i absolut særklasse. Karakteristisk underspillet erklærede han sig nogenlunde tilfreds. Hans ånd lever videre i vinhuset, der drives videre af familien med sønnen Sasa Radikon i spidsen.

Oplevelsen, som Stanko har givet videre til verden, og som bliver stærkt stående: Man når knapt at få næsen i nærheden af glasset, før man har fået færten af, at der er noget helt særligt i gære. Vinens farve antyder selvfølgelig, at der er noget andet end almindelig hvidvin i vente, men den forbereder ikke på den indtagende, overvældende duft, som folder sig ud allerede fra første indånding: En vifte af abrikos, pastinak, kantarel spreder sig ud og hvirvler krydderurter, lakrids, læder, røg, muld, hyben og citrusfrugt med sig op. Svævende, intens, dyb, kompleks. Det kan give både løftede øjenbryn og gåsehud. Duftens fylde og dybde sætter til gengæld forventninger til smagen, udfriet af den mættende mundfornemmelse, livlige struktur og de vilde smagsnuancer. Det kan være en særlig, næsten salig, oplevelse, at drikke Radikon første gang - hvis man ikke finder det for outreret.

Radikons vine er overraskende og kan være overrumplende for uvante ganer. Det skyldes især den særlige måde, de bliver til på. Først og fremmest er det vine på grønne druer, der gærer sammen med drueskallerne, som ikke skilles fra mosten før måneder efter presningen. Gæringen foregår spontant med den på skallerne naturligt forekommende gær, og den efterfølgende, lange fadlagring overflødiggør klaring og filtrering. Tørstoffer bundfælder af sig selv, og med tiden iltes og modnes vinen stille og roligt. Sulfitter tilsættes ikke. Naturvin med stort N. Resultatet er lige så langt fra moderne vinmageri som metoderne, og motivationen til at forfølge denne kurs forstår man nok først, når man har duftet, smagt, sanset vinen.

Opskriften på Radikons Ribolla opsummerer et livsværk: Ikke bare et livtag med at lave sin egen slags vin men også med at genoplive en hel tradition. Den ædle gule Ribolla. Den grønne filosofi.  Lang gæring med de tykke skaller i åbne trækar. Intet tilsat, intet fratrukket. Lang lagring på store fade. En ny flasketype. Lang flaskelagring. Hvordan landede det der?

Acta Radikonorum

Det var Ribollaen, der satte det hele i gang. Denne druesort, hjemmehørende langs Adriaterhavets nordlige kyster, har historisk været hoveddruen i store dele af Friuli og senest haft sin højborg omkring Oslavia, en lille landsby i området Collio nær grænsen til Slovenien, og hjemsted for Radikon-familien.

"Ribolla er vores hjemlige sort, der har tradition i området og leverer fremragende resultater her. Min oldefar plantede Ribolla i Oslavia lige efter Første Verdenskrig, og siden da har den været del af vores familie" fortæller Sasa Radikon.

Den gule Ribolla, eller rumena Rebula som slovenerne kalder den, er virkeligt dybt gul, spættet og med meget tykke skaller. Skaller, der dels gør den modstandsdygtig mod sygdom, dels vanskelig at presse. En måde at omgås problemerne ved presningen er at lade skallerne stå i blød en tid efter første presning. Samtidigt frigives duft-, smag-, farve- og tørstoffer i mosten og forvandler den ellers lette og alt-for-almindelige Ribolla til en mørkere og mere karakterfuld most med modstandkraft overført fra de beskyttende skaller, først og fremmest i form af tanniner. Det er et greb tilbage til "den slovenske vinstil" som beskrevet af munken Matija Vertovec i bogen "Vinoreja sa Slovenze" fra 1844, en bog om Sloveniens traditionelle vinbrug, der blev genopdaget for få årtier siden.

Franz Mikulus, Sasa Radikons oldefar og Stanko Radikons morfar, grundlagde vinhuset, som det står i dag. Efter Første Verdenskrigs omfattende ødelæggelser beplantede han de omkringliggende marker med Ribolla Gialla og andre afgrøder. Blandet landbrug var familiens levebrød, vinen var mestendels til eget forbrug fra det ene år til det næste; og da der hverken var midler til - eller brug for - at anvende sulfitter og andre vinbehandlingsmidler, fremstilledes vinen i det store og hele som noget, vi i dag ville rubricere som en slags naturvin og orangevin: Mikulus benyttede udblødningen (maceration) til at udtrække stoffer fra drueskallerne, der skulle virke som naturlige konserveringsmidler.

I 1948 giftede Franz Mikulus' datter Sofia sig med Edoardo Radikon, og de to overtog driften af familiegården. Edoardo blev en driftig vinbonde, og i de følgende årtier fulgte tidstypisk tilplantninger med Tocai Friulano, Pinot Grigio og Merlot. Produktionen organiseredes og moderniseredes stille og roligt, og man begyndte at sælge store dele af vinen i bulk til lokale restauranter. I samme tidsrum begyndte en større vækkelse i friulansk kvalitetsvin at røre på sig.

Sønnen Stanislao, af alle altid omtalt med kælenavnet Stanko, tog tidligt del i arbejdet med vinen. Han begyndte overtagelsen af vinbruget som ung mand i løbet af 1970'erne. Her giftede han sig også med Suzana Saksida, som siden blev mor til Savina, Sasa og Ivana. Markarbejdet blev intensiveret - tæt beplantning, grundig opbinding og beskæring samt sen høst og grundig selektion sikrede perfekt modnede druer. Nye tiltag i vinhuset var ståltanke og mere moderne kælderteknologi samt tappeudstyr: Stanko var målsat på selv at flaske husets egne vine, vine af højeste kvalitet. I løbet af 1980'erne introduceres også lagring på barriques. Vinhuset Radikon, der ellers aldrig havde vækket opsigt uden for området, begyndte at gøre sig bemærket i den større verden.

Sasa Radikon i Ribolla Gialla-marken lige bag familiens gård i Oslavia

Naturen og traditionen

Allerede på dette tidspunkt bekymrede Stanko Radikon sig over de store mængder sprøjtemidler, som blev brugt i konventionelt vinbrug, og han orienterede sig i en stadigt mere økologisk retning. "Jeg anvender ikke pesticider, om det så skal koste mig afgrøden" skal han have sagt. Oprindeligt var det tanken at opnå certificering på et senere tidspunkt, en tanke der dog måtte se sig tilsidesat for at koncentrere sig om selve det naturnære arbejde. Praktisk økologi var vigtigere end økologisk certificering: Naturlig grønning mellem vinstokkene og forsøg på at reducere brugen af kobbersulfat i markerne ved udskiftning med naturlige stoffer som propolis. Tanken om en ren natur forplantede sig fra marken til kælderen med tanken om et renere naturprodukt og flere forsøg på at reducere tilsætningen af sulfitter til vinen. Slet og ret for at finde ud af, om man kunne klare sig med mindre eller helt uden. De første forsøg gav dog ikke de ønskede resultater: Vinene viste sig ikke synderligt stabile, og husets Tocai årgang 1991 gik helt tabt. Samtidigt opnåede man dog hæder for de øvrige vine, som trak opmærksomhed på grund af deres store renhed og intensitet.

Alt gik godt, og alligevel manglede der noget. Radikon mente ikke, han fik det meste og bedste ud af sine druer. Sauvignon havde succes, men den lokale stolthed Ribolla klarede sig skidt i sammenligning. Og skønt Radikons eksemplarer udmærkede sig ved andet og mere end de friske men neutrale og minimalt aromatiske vine, som druen ellers stod for, nagede en mistanke: Er det virkelig alt, hvad den har at give? Det benægtende svar på spørgsmålet skulle søges forklaret i den negative indflydelse, som moderne vinifikationsmetoder havde gjort for sorten.

Friulansk vin gennemgik en sand kvalitetsrevolution i årtierne efter 1950'erne. Maceration som tradition forsvandt sammen med de gode gamle dage, da ny teknik vandt indpas sammen med en ny tids smag for klare, lyse, friske og frugtige hvidvine. Radikon, Collio, hele Friuli blev prima eksponent for stilen - rene hvidvine med koldgæringsaromaer og primærfrugt som tema - men noget gik som bekendt tabt i processen. Flere af de førende producenter registrerede selv det beklagelige i udviklingen. I lighed med lidelsesfælderne Josko Gravner og Edi Kante søgte Stanko Radikons tanker tilbage til tidligere tiders vinifikation, den traditionelle metode, hvor skallernes kontakt med den gærende most lod druerne give al deres opbyggede saft og kraft fra sig.

Tanken skulle blive til virkelighed med årgang 1995, hvor halvdelen af Radikons Ribolla blev gæret med godt en uges skindkontakt. Resultatet? Sådan får man Ribolla til at smage af Ribolla! Til skaberens fulde tilfredshed, overraskende meget bedre end den "afskallede kontrolgruppe" og med håbet om endnu bedre resultater med længere skindkontakt næste år. Eureka!

Naturen var dog lunefuld og satte en midlertidig dæmper på det fuldstændige hamskifte til lang skindkontakt i alle husets vine. I 1996 ødelagde to på hinanden følgende haglvejr hele høsten. 1997 blev det skelsættende år, hvor alle de hvide vine overgik til op mod et par ugers skindkontakt. Igen lovende resultater og motivation til at fortsætte længere ad den nye vej. Højere intensitet, større kompleksitet og et godt greb i munden, som ellers kun var kendt fra rødvin. Begejstringen var dog tildels udelt, langt fra alle forstod de nye tiltag eller syntes, forandring frydede. Gamle stamkunder rynkede på næsen, mere end halvdelen af de vandte aftagere trak sig, kolleger tog sig til hovedet, og Collios kvalitetskontrol gjorde anmærkninger. Økonomisk trange år fulgte, men Radikon selv var overbevist og stod det igennem. Der skulle gå hen imod et årti, før den almene anerkendelse slog rod, og økonomien blomstrede igen.

En bivirkning ved den nye metode var et øget indhold af tanniner og øvrige polyfenoler og antioxidanter. Dermed var vinen bedre rustet til klare sig mod luftens ilt og levende angreb fra omgivelserne. Følgeligt blev forsøgene med reduktion af sulfitter genoptaget i 1999: Mindre mængder tilsat, og det fortrinsvis til sidst i processen, hen mod flaskningen. I denne ombæring blev resultaterne bedre, og fra 2002 har man med enkelte undtagelser kunnet klare sig uden og mærke sig med "contiene solfiti non aggiunti" - indeholder ikke-tilsatte sulfitter. Faktisk har det naturlige sulfitindhold i visse af husets vine vist sig så lavt, at det i praksis har været umuligt at måle.

Fravalget af sulfit er ikke blot en principiel sag, der drejer sig om at holde vinen ren og upåvirket. Det handler helt praktisk om den større livlighed, åbenhed og udtryksfuldhed, som Radikon finder i vinene, når de ikke tilsættes sulfit. Sasa slår fast: "Vi er ikke imod sulfitter og bruger dem også, når vi finder det strengt nødvendigt. Men kan vi klare os uden, er det bedre." Inddragelsen af skallerne og udeladelsen af sulfitter blev derfor to komplementære ændringer, to sammenhængende sider af den nye, gamle vinstil.

Hensyn til vinens stabilitet krævede dog længere tids lagring før flaskning. Den fuldstændigt levende vin havde brug for nogle år til at sitre den vildeste energi af sig - eller mere lavpraktisk: at blive mikrobielt stabiliseret, bundfælde tørstoffer og integrere syre og tannin. To år, senere tre, i kælderen på store slavonske træfade blev løsningen (barriques blev overladt til husets rødvine). Dette var endnu et sted, hvor forskellige hensyn kunne kombineres på komplementerende vis: Radikons vine havde tidligere udmærket sig ved deres lagringspotentiale, og det øgede ekstrakt og indhold af tanniner gjorde ikke blot længere lagring mulig men også tilrådelig. Man kunne altså sende en mere moden vin på markedet, en vin der samtidigt stadig bar potentialet til adskillige års yderligere flaskelagring i sig.

Den friulanske tradition med skindfermenterede hvidvine var genoplivet; og familietraditionen holdtes også i live. Sasa Radikon, der i dag er 35 år, begyndte så småt at blive en fast del af arbejdet efter årtusindeskiftet. Han er praktisk oplært derhjemme og udlært ude med en teoretisk skoling i vitikultur og ønologi. Siden 2009 har han lavet sine egne to vine: Slatnik, et blend af Chardonnay og Friulano, der griber tilbage til husets tidlige eksperimenter med skindfermentering, da Sasa selv var for ung til at deltage i arbejdet; og Pinot Grigio, en monovarietal orange rosé, som står i forlængelse af Friulis ramato-tradition, kobberfarvede vine på denne rødskallede sort. Begge er tænkt som mere lettilgængelige, relativt kort macererede indgange til husets store orangevine.

Overtagelsen og vingårdens fremtid kom aldrig udtrykkeligt på tale mellem de to. Stanko og Sasa arbejdede dagligt sammen i både mark og kælder og delte indsatsen imellem sig. Stanko selv var aktiv frem til det sidste. Han blev bisat i Piuma den 15. september, en god uge før han kunne have været med til at indbringe sin 37. høst med årgang 2016.

Radikons kælder er lille og tæt befolket af store gæringskar og lagringsfade af slavonsk eg

At få det hele med

Radikons forsøgte sig undervejs med forskellige markedsføringer af den nye vinstil, før de slog sig til tåls med betegnelsen "orange", som sidenhen er blevet den internationalt mest accepterede for typen. Orangevin er per definition skindfermenteret hvidvin, en vin på grønne druer hvor skallerne ikke skilles fra mosten før gæringen. En kort kontakt med eller en vis udblødning af skallerne i mosten inden gæringen (såkaldt maceration pélliculaire eller Maischestandzeit) er altså ikke helt nok. Det er gæringen med skallerne, der gør forskellen.

Begrebet maceration dækker over blødgøring og udblødning af drueskallerne i mosten, i Radikons tilfælde udvidet til at omfatte hele den alkoholiske og efterfølgende malolaktiske gæring. Poetisk udtrykt afkoder macerationen den information i mosten, som sommeren har indprentet i druen. Det er årgangen, årstiden, sol, vind og vejr, omgivelserne og menneskene, der sætter sig i skallerne. Ikke at ekstrahere deres righoldighed ville være at ignorere vigtige dele af terroiret. Det var i hvert fald en del af motivationen bag Radikons eksperimenter. Efter adskillige års eksperimenteren landede macerationstiden på et interval mellem to og fire måneder, afhængigt af druesorten og årgangen. Skallernes kvalitet er det, der afgør det, og med den rette menneskelige indsats kommer det til udtryk i vinen. Naturens gang og håndens arbejde driver druerne til storhed. Men det, der får farven og smagen ud af det gode skind, er ikke kun den lange maceration:

“Når vi siger skindfermentering i Oslavia, så mener vi altid spontangæring uden temperaturkontrol og med daglige punchdowns af drueskallerne. Det er sådan, vi får den særlige ekstraktion af stoffer fra skindet” fortæller Sasa.

Det afgørende er altså ikke kun macerationstiden, men også det at den foregår uden temperaturstyring. Derfor stiger temperaturen i takt med gæringen, hvilket er med til at øge ekstraktionen, særligt af stoffer som under afkøling ellers ville være utilgængelige for mosten. En vin med få dages maceration uden temperaturstyring kan derfor udtrække stoffer og udvikle orangekarakter i højere grad end en vin med langt længere maceration men under afkøling.

Ligeledes sørger den daglige pigéage under gæringen for, at udvekslingen mellem skaller og saft bliver optimal: Tre til fire gange dagligt skubbes hatten af drueskaller, der svømmer oven på resten af mosten, ned i den igen. Disse såkaldte punch downs giver endvidere en let oxidation af mosten.

Den efterfølgende udblødning i en nu alkoholisk væske gør resten af arbejdet. Store dele af skallerne opløses simpelthen i vinen. De resterende løsdele udfælder sig selv under den lange fadlagring, og derfor fremtræder vinene relativt klare, til trods for at de hverken klares eller filtreres.

Efter endt alkoholisk gæring toppes de enkelte fade op og lukkes til med druerne stadigt svævende i vinen. Her forbliver de i nogle måneder og gennemgår blandt andet malolaktisk gæring. Herefter omstikkes vinen til store egetræsfade, hvor den hviler i 3 år. Endeligt får den yderligere et par år på flaske, før den får lov at forlade barndomshjemmet.

Spoiler alert!!! Radikons vine bærer tydeligt præg af at være vildgærede og uden tilsatte sulfitter. Hvorvidt man vil kalde et givent eksemplar fejlbehæftet er som bekendt en disputabl sag; men noter fra vildgær og oxidative toner er tydelige. Som bekendt kan de være yderst klædelige og begrænser sig ikke til naturvin. Mere bemærkelsesværdigt: Radikons vine er i vid udstrækning volatile i højere eller lavere grad. De indeholder flygtige syrer ud over det sædvanlige, mere eller mindre bemærkelsesværdigt afhængigt af årgangen, af og til kun et mildt, løftet strejf, andre gange balsamiske noter, men af og til umiskendelige eddike- og acetone-toner. I værste tilfælde: Mange af vinene udvikler efter længere tids åbning mus, en karakteristisk, karsk eftersmag, i bedste fald af kombucha, langtidskogte ris og fuldkornskiks, i værste fald "gnaverbur, mus på loftet, hundeånde og sure sokker". Jeg hader det; men har heldigvis kun oplevet det sjældent med Radikon - men en risiko er det. Jeg er villig til at tage den, fryd opvejer frygt, og det er prisen for, at vinen er eminent levende. Heldigvis er det som regel lykkedes at få de vildere noter holdt i tøjler og integreret flot ind i helheden. In aller großen Kunst ist ein wildes Tier: gezähmt.

Ribolla di Oslavia

Radikons Ribolla skabte ringe i vandet. I dag er Radikon og Gravner langt fra ene om at skindfermentere deres Ribolla, selvom deres vine stadig står som hjørnesten og højdepunkter for stilen. Tidlige kollaboratørerer var Walter Mlecnik og Edi Kante foruden nærmere naboer som brødrene Bensa fra La Castellada. Sidenhen udviklede sig en egentlig producentgruppe omkring Oslavia, der alle tog skindfermenteret Ribolla Gialla som udgangspunkt for deres videre bedrifter. Denne forening, Associazione Produttori Ribolla di Oslavia, tæller i dag foruden Radikon også Fiegl, Il Carpino, La Castellada, Primosic og Princic. Denne gruppe præsenterer på fornemste vis terroirets og Ribollas formåen. Jordbunden er den i Collio altdominerende, flagede flysch, lokalt kaldet ponka. Skråningerne er stejle, og nogle af Collios højest beliggende vinmarker ligger her, hvor Alperne rejser sig i baggrunden.

Oslavia ligger på vejen op mod Monte Sabotino, få kilometer fra den nuværende grænse til Slovenien. I dag er det terrasserne, der har interesse, et århundrede tilbage var det skyttegravene. Oslavias ossuarium, byens berømte benhus bygget i 1938, rummer knogler fra over 57.000 soldater - heraf 36.000 ukendte. Første Verdenskrig skar dybe sår i området, både militært og politisk, og Anden Verdenskrig var heller ikke skånsom. Det er på det politiske niveau, området har oplevet skærmydsler, grænsestridigheder og konflikt. Kulturelt er det langt mere forenet og forsonligt. Befolkningen har lært at leve med sådanne grænseerfaringer, ikke mindst Radikon-familien, som er italienske statsborgere, etnisk slovenske og med et stamtræ, der trækker rødder i både Italien, Slovenien og Østrig. Som sådan ligner de områdets vinkultur. Stanko Radikon slog fast: "Jeg betragter mig selv som heldig at kunne arbejde her." Ubesværet har familien formået at få det bedste ud af den kulturelle krydsbefrugtning, området altid har bygget på, og som nu efter Sloveniens indtræden i EU atter bringer adskilte vintraditioner tættere sammen. De grænseoverskridende vine, som Radikon har frembragt her, vil også blive stående som monumenter over denne udvikling.

Tilbage til nutiden og vinen i glasset. Kort fortalt: Radikon er altid genkendelig, og Ribolla 2010 er ingen undtagelse. Intense abrikosdufte med en næsten uendelig række af finere, flygtige nuancer, især hybensylt og kandiseret appelsinskal. Der er både noget jordet og røget i dybden, friske svampe og lejrbål i skoven. Smagen har tørret abrikos, gule rosiner, svesker, lakridsrod og noget metallisk og mineralsk. Virkelig frisk syre og ret fine, rundede tanniner. Saftig og ungdommelig trods de udviklede træk og det tanniske greb. Gemmer eller glemmer man en flaske, vil det være en vin med et langt liv foran sig. Modnere eksemplarer (f.eks. 2007 og 2004) har allerede udviklet dybe noter af karamelliserede løg, brunkål, valnødder, ædeltræ og pibetobak. De dufter og smager af efterår.

Smagenoter når man kun en vis strækning med, og afstanden de kan tilbagelægge er ikke særlig lang, når man bevæger sig uden for alfarvej. Radikons vine taler deres eget tydelige sprog, som det er bedst selv at lære at forstå. For nu at tale udenom har den østrigske filosof Wittgenstein bemærket: In der Kunst ist es schwer etwas zu sagen, was so gut ist wie: nichts zu sagen. 

Flaske: Ribolla 2010  
Vinhus: Radikon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesorter: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, tre måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Lieu-dit  
Pris: 216,- (500cl)