"Tjekkiets vin vil aldrig få nogen rolle i Danmark, men kommer man selv en tur til Prag, skal man prøve én af de lokale: vin fra Moravia. De røde er friske og frugtagtige, de hvide, lidt som Alsace, lidt krydrede og tørre."
- Flemming Hvelplund, Politikens Vinbog 2002

I dag er der andet i gære i Tjekkiet end øl. I løbet af de sidste par årtier har man nemlig genrejst en egentlig vinproduktion i landet efter en længere tørkeperiode i østblokkens kulde. Den geografiske nærhed og historiske tilknytning til Østrig kan tjene som påmindelse om landets fortid og fremtid med vin; for der er gang i hjulene, også hvad angår mere naturnære og eksperimentelle tilgange til vin. Her findes sandsynligvis også forklaringen på, at man allerede nu kan forblive i Danmark og få smag for indtil flere gode tjekkiske vine.

Autentisté er en gruppe af tjekkiske vinmagere, der arbejder med autentisk håndværk og en mere naturlig vinificering. Gruppen er stiftet af Bogdan Trojak (som også er manden bag vinbaren Veltlin i Prag) for godt ti år siden, og målet er ren vin med smag af terroir og tradition - derfor betegnelsen autentisk. Kongstanken er, at autentisk vin udelukkende kan være fremstillet af sunde druer. Det begynder i vinmarken, hvor man arbejder efter økologiske og biodynamiske principper, og det fortsætter i kælderen, hvor man frasiger sig særligt tekniske indgreb eller tilsætningsstoffer som udvalgte gærstammer, enzymer, syre, tanniner eller klaremidler. Autentistés medlemmer findes i Schlesien og Böhmen - foruden et par nylige medlemmer fra Slovakiet - men først og fremmest i Mähren, hvor størstedelen af den tjekkiske vinproduktion har hjemme. Her finder vi også folk som Milan Nestarec og Richard Stávek.

Stávek etablerede sig som vinbonde sidst i 1990'erne og må regnes som en af pionererne på den hjemlige scene. Hans helstøbte landbrug tæller i dag 15 hektar, hvoraf de 5 går til vinen, mens resten er tilegnet korn, andre afgrøder og husdyrhold. Geder og bier hører til hans bondegård og dermed en produktion af gedeost og honning. Han fremstiller selv etiketter til sine flasker, som også lukkes med egen bivoks. Alt synes at være efter devicen: Selvgjort er velgjort.

Spigle-Bocky er orangevin lige efter bogen: Næsten arketypisk aromaprofil og tekstur, men først og fremmest dufter og smager den bare overbevisende godt: Sommerblomster og røde æbler i duften og fine strejf af våd asfalt. Der er æbler, abrikoser, ananas og rød grapefrugt i smagen samt tørrede blomster og nellike. God fylde, blomster og frugt i frisk og tørret format, en virkeligt fin syre og godt greb af fine, let støvede tanniner, nærmest kalket eller cementagtig. Tørt og godt.

Richard Stávek Spigle-Bocky 2015 Flaskevis (C) Thomas Bohl.jpg

Druerne stammer fra to marker med blandede beplantninger, forrest i flokken står sorterne Veltlínské zelené (tjekkisk for Grüner Veltliner) og Ryzlink rýnský (den rhinske Riesling). Hele klaser presses, gæringen foregår spontant og med skallerne i godt to uger. Efterfølgende ni måneders lagring på store akaciefade. Ingen klaring, filtrering eller tilsætning af sulfitter.

Vinen fik jeg for nyligt smag for til en vinøs komsammen i regiet Reduktivt, en slags vinklub, der arrangerer smagninger, pop up vinbarer og andre events. Temaet er naturvin, og bagmanden er den gode Rasmus Koller, der i hine tider huserede på Ved Stranden 10 og senest på det nu hedengangne Sårt. Hold øje med Reduktivt, hvis du har din gang i Aarhus og omegn. Ellers må du svinge forbi vinbaren Volatil på Vesterbro, hvor der snildt kan serveres et glas fra Stávek eller købes en flaske med hjem. De gæve gutter står selv for importen via Vinsvin, og det skal de da egentlig have tak for. Tjekkisk vin af en vis kaliber har ramt Danmark, og trods tendenser til det modsatte begge steder, så er åbenheden og mangfoldigheden dermed styrket.


Flaske: Spigle-Bocky 2015  
Vinhus: Richard Stávek  
Oprindelse: Morava, Tjekkiet  
Druesorter: Grüner Veltliner, Riesling, Welschriesling  
Neuburger, Müller-Thurgau, Traminer, Muskateller  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers maceration  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Vinsvin  
  Pris: 245,-  

Comment