Santa Elisabetta

Forvandlingen af vin på druesorten Teran fra pivsur, grim ælling til statelig, smuk svane er måske den mest bemærkelsesværdige udvikling på den kroatiske vinscene siden landets selvstændighed i 1991. Moreno Coronica var den første til at tage sorten til sig som solist og seriøs vin, men i dag er han langt fra alene om at lave spændende, store vin på den gamle istriske sort.

Santa Elisabetta er en ganske særlig vinmark ved middelalderbyen Motovun midt på halvøen Istrien. Men kun knapt 30 er gået siden skråningen blev ryddet for skov, som måtte vige pladsen for vinstokke; og med få årtiers målrettet arbejde har familien Benvenuti allerede formået at skabe en ikonisk vin fra stedet, som nu har noget nær kultstatus. Santa Elisabetta så sin første årgang frigivet fra 2015, og siden har den henrykket med sin smag af Teran i dens fulde spektrum, fra høje soprannoter til klangfuld baryton— en del som moden Bordeaux og Barolo, bare med en vildere bærfrugt og en livlig syre, der danser elektrisk boogie i munden.

Fra købmand til vinmager

Familien Benvenutis smukke vingård ligger i udkanten af den ganske lille landsby Kaldir med direkte udsyn til den mere majestætiske Motovun. Gården er grundlagt af Piero Benvenuti i 1946, hvor han plantede en vinmark, som stadig står den dag i dag; men landbrug og vinavl var allerede da i familiens DNA gennem generationer. Det var dog hans søn Livio, som satsede særligt på vinfremstilling fra 1990’erne, efter han først havde arbejde som købmand; og sammen med sine sønner Albert og Nikola begyndte de i det nye årtusinde at udvide markarealet og for alvor hæve ambitionerne.

Brødrene er begge uddannede økonomer, men med en behagelig opvækst på vingården var der alstå ingen tvivl hos dem, da faren gav stafetten videre. De sprang til, og Livio gav dem frie hænder til at forvalte arven; hvilket de må siges at have gjort til UG med kryds og slange. De første flasker i familiens eget navn kom på gaden i 2003, og Benvenuti er nu et internationalt anerkendt navn med adskillige og gentagne præmieringer i konkurrencer hos f.eks. Decanter og Wine Spectator— og må ofte melde udsolgt af deres topvine.

Nikola opsummerer: “Min bror og jeg besluttede, at vin var det, vi ville bruge vores liv på, og at vi ville bringe vores familietradition fra hobbyavl til professionel vinfremstilling; og det skulle være med de traditionelle sorter, som vi har haft her ved Motovun gennem århundreder.”

Brødrene Nikola og Albert Benvenuti i kælderen ved Kaldir med et fad vin fra Santa Elisabetta. Foto: Benvenuti

Det samlede vinmarksareal dækker i dag 22 hektarer, hvoraf knapt 60% er beplantet med Malvazija, mens godt 30% går til Teran, og en håndfuld andre sorter udgør det resterende. Blandt besiddelserne er marker som Brkač, Divjaki og Šubijent samt den berømte San Salvatore, som de fremstiller fremragende tør og sød Malvazija fra, og så selvfølgelig Santa Elisabetta, som lægger jord til især Teran af topkvalitet.

Entry level lægger ud på højt plan med Livio med terroirtypisk Malvazija og Teran. Dertil kommer bl.a. det Teran-dominerede blend Caldierosso og den lækre senthøstede honningbombe Corona Grande; derefter særligt selekteret Teran i den fornemme Anno Domini linje; og endeligt enkeltmarkerne San Salvatore og Santa Elisabetta som kronerne på værket. Store dele af sortimentet fås herhjemme hos Pelican Wines.

Den stramtandede Teran

Istriens rige gastronomiske ressourcer— oliven, olivenolie, trøfler, luftørrede skinker, kød fra det sjældne Boškarin kvæg— matches smukt af dets lokale vine på den altid imødekommende hvide Malvazija og den noget mere krævende men i dag også givende røde Teran.

Teran-vin blev traditionelt brugt som medicin til de skrantende, svækkede og især de blodfattige, sandsynligvis grundet sin ekstremt dybe farve, kradse karakter og tætte frugt. Som levnedsmiddel var Teran i gamle dage efter sigende ikke bedre bevendt end til fattigmandssuppe: Den bedste måde at indtage den syrerige, bitre rødvin var at varme den op med en smule dulmende honning, legere med tørt brød og så spise den med en smule olivenolie og peber på; eller måske med et gratineret ostebrød i eller et pocheret æg ovenpå, hvis man skulle spise fint. Ingen gammel istrisk bonde ville have formodet, at Teran i det 21. århundrede skulle gå hen og blive fine wine. Dertil var den for rustik, for sur, besk og kradsbørstig; men trold kan som bekendt tæmmes.

Det er en indfødt istrisk sort, som man i mange år mente var identisk med slovensk-italienske Terrano og dermed en undersort af Refosco. Sidstnævnte dyrkes også i den slovenske del af Istrien og det nordligere Kras under navnet Refošk og laves dér til en vin ved navn Teran, især når den dyrkes på den rustrøde terra rossa, som sorten synes at have et særligt forhold til. Slovenerne søgte endda at få navnet Teran oprindelsesbeskyttet inden for EU; en sag, som kroaterne dog endelig fik forpurret i 2017 og det med god grund. Nyere DNA-analyser har nemlig kastet mere lys over land, men samtidigt også kompliceret billedet en smule: Kroatiens Teran er sin egen sort men tilhører sandt nok den større Refosco-familie, hvor den er en underart af Refosco dal Peduncolo Rosso/Refošk crvena peteljka, Refošk med røde stilke. Men selvom sorterne er nært beslægtede, er der stadig tale om selvstændige sorter eller i det mindste distinkte kloner. En yderligere krølle på historien er dog, at det nu viser sig, at flere beplantninger med Refošk i Slovenien i virkeligheden indeholder Teran-kloner.

Så i sidste ende er det sikreste nok at sige, at sorten er istrisk; og den synes at stamme herfra snarere end længere mod nord eller vestover. Ikke alene har den lang historie i det istriske, den er også eminent tilpasset halvøens lokale jordbunds- og vejrforhold, især i Mirna-dalen omkring Motovun og nordvestkysten omkring Buje. Før phylloxera i forrige århundrede hærgede, var den væsentligt mere udbredt end i dag, hvor den kun står plantet på knapt 10% af Istriens vinmarker— dog med fremgang gennem flere år. Albert uddyber fascinationen: “Teran er vores evige inspiration. Den er som vævet ind i vores genetiske kode, den er gået i arv gennem utallige generationer, og vi ved, at den i dette område, hvor den blev født, hvor vi blev født, har evnen til at give noget helt særligt. Det må vi forløse.”´

Det er en sent modnende sort, der gerne sætter masser af store klaser med tætpakkede druer. Nøglen til kvalitet er ikke overraskende at reducere udbyttet med agtsom beskæring og grøn høst, at vælge det rette høsttidspunkt og ikke ekstrahere for heftigt.

Fra årets høst af Teran på Santa Elisabetta den 21. september. Foto: Benvenuti

Terans struktur er dens særligste karakteristika. Markant syre— i sjældne tilfælde helt op til 10 g/l i ellers modne druer— og masser af fine tanniner, som regel suppleret med et rigt ekstrakt og moderat alkohol. Aroma og smag spænder fra blomster, skovbær, kirsebær og blommer, friske krydderurter og krydderier; til fugtig muld, rødt kød, rustne søm, jod og jern. Vinene varierer fra rustikke til raffinerede, fra forfriskende og frugtige til mere markante og robuste af statur— og udviklingspotentialet er generelt stort. Kabola laver en ret lækker naturlig Teran på amfora, Bruno Trapans er en livlig naturvin. En ligefrem og saftigtfrugtig udgave fås fra Kadum, og Marko Fakin får også yderst fornuftige ting ud af Teran. Endelig er Moreno Coronica stadig en stor mester, som kan matche Albert og Nikola Benvenuti, ikke mindst i modne vine med mange år på banen.

Nikola Benvenuti: “Teran leverer en vin med meget mere karakter og længere levetid end nogen anden rødvinsort i Istrien; og dens sande skønhed ligger i dens aldringsproces. Teran ældes virkeligt med ynde.”

Top terroir

Motovun er velkendt for sin fremragende Malvazija, som nyder godt af det kølige klima i bakkelandet og områdets kalkholdige mergeljorde; og i de seneste år har en række marker også vist sig særdeles velegnede til Teran.

Santa Elisabetta var tilgroet, men beliggenheden og jordbunden var som skabt til en vinmark, så sådan måtte det blive. Vi befinder os i mellem 300 og 330 meters højde, hvor ellers skovklædte bakketoppe troner over Mirna-dalen, og spændet mellem dag- og nattemperaturen er størst; et træk, som er afgørende for vinens syre og udvikling af fenoler i skallerne. Direkte sol det meste af dagen, og desuden ligger den amfiteaterformede mark åbent for en gunstig vindgennemstrømning, som kan sprede den tåge, der især om efteråret kan ligge som en tæt dyne over dalen. Den kompakte mergel holder godt på vandet, og overskydende regn render let ned ad skråningen uden erosion, da den året rundt holdes fast med grønt bunddække; som samtidigt sikrer mindre fordampning i sommerens tørre perioder, så vinstokkene ikke kommer til at lide af tørkestress.

Istriens jorde deles ofte ind i fire kategorier, for det meste de røde og hvide (crevenica, terra rossa og bijele zemlje, terre bianche) og dertil de grå og sjældne sorte jorde. Den røde jord er en særligt jernholdig mergel, mens den hvides farvning skyldes et højt kalkindhold. Santa Elisabetta ligger stedt på Motovuns karakteristiske hvide jord— så hvid, at den snart ikke kunne være hvidere. Jordbundens pH ligger mellem 7,5 og 8 grundet et aktivt indhold af calciumkarbonat på 15-20%. Netop det høje kalkindhold er nok med til at give vinen fra Santa Elisabetta sin særligt elegante og raffinerede karakter.

Brødrene Benvenuti arbejder ud fra devisen, at stor vin bliver skabt i marken. Med økologisk dyrkning, begrænset udtynding af bladvæggen, grøn høst og selektiv håndhøst ved fuld modenhed har de det bedste råstof i hænde; og herefter holder de nallerne for sig selv i kælderen. Det vil sige spontangæring på ståltanke, og for Santa Elisabettas vedkommende lang maceration med moderat pigéage og modning på store, gamle slavonske og franske egetræsfade i godt to og et halvt år, før vinen fyldes ufiltreret på flaske. Sidst følger seks til otte måneders flaskelagring før frigivelse.

Den særligt udvalgte

“Over årene havde vi oplevet, at marken virkeligt gav os nogle af vores bedste druer, selv i svære år. Så i 2015 besluttede vi os for, at vi fremover ville lave den som enkeltmarksvin. Maksimalt kan marken måske give os 9.000 flasker, men som regel er der kun mellem 4.000 og 5.000 flasker Santa Elisabetta,” forklarer Nikola.

Sæsonen i 2019 var diametralt modsat af den foregående fra solrige, varme og givtige 2018, hvor de høstede allerede den 27. september. Nikola opsummerer: “Første halvår regnede det uforholdsmæssigt meget, og så må man som vinbonde være tidligt ude og træffe de nødvendige foranstaltninger i marken. Det lykkedes, og vi kunne høste helt sunde druer den 12. oktober.”

Men ikke hele høsten fra marken Santa Elisabetta ender i vinen af samme navn, resten ryger i Anno Domini eller Livio. Nikola forklarer hvorfor: “Efter endt fadlagring laver min bror og jeg sammen med vores ønolog nogle blends, som vi så inviterer vi en 10-15 af de fremmeste sommelierer og vinfolk fra Kroatien til for at blindsmage. En afstemningen afgør så, hvad der bliver den flaskede Santa Elisabetta, som så præsenteres efterfølgende november.”

Benvenuti Santa Elisabetta 2019 er seriøs vin til kræsne ganer. Som Motovun rejser sig majestætisk fra Mirna-dalens tåge, løfter duften sig sagte fra glasset med liflige sorte kirsebær, skovbund, visne blade, tørrede urter, tørv og tobak. I munden er den saftspændt med tæt, moden frugt, en mundvandsdrivende syre, fløjlet stof og faste, fine tanniner. Meget at tygge og mæske sig i, men alligevel ret let og fornemt balanceret med en delikat bitterhed i eftersmagen; som hænger ved med sursøde kirsebær, skovbær, sort te og rooibos, hyben og hibiscus, krydderurter og ædeltræ. Det er stor vin, og det er udpræget madvin. I sin ungdom skriger den på rødt kød, gerne grillet og så rødt som muligt; med nogle år i kælderen vil den nok være perfekt til langtidssimrede gryderetter, braiseret oksekød med rodfrugter og gerne bitre elementer fra kål, julesalat eller lignende. Giv den gerne noget luft først, og drik den af Bordeauxglas ved 12-14 grader. Det er kræs!

Flaske: Santa Elisabetta 2019  
Vinhus: Benvenuti  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Teran  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: Pelican Wines
Pris: 585,-  

Enestående enkeltmarker

Oprindelse er et af vinverdenens vigtigste begreber, så benyttet og så ombejlet, at det af og til bliver en besættelse. Vi taler ikke kun national oprindelse eller regional men helt ned til landsbyniveau og endda enkelte marker— fra makroklima til mikroklima, fra store geologiske strukturer til små menneskeskabte skel. Vi taler terroir og tænker på de særlige og ofte unikke træk ved vin dyrket lige netop på det sted. Det, vi i (efter sigende) svage stunder også kalder genius loci.

Ordet terroir skylder vi franskmændene, som næsten har det i deres DNA— afledt af terre, som både betyder jord som det levende stof i vinmarken men også jorden som den geologiske grund under os— og det begreb har dannet grundlag for hele den franske vinlovgivning med appellation d’origine controllée. Det har dannet international skole, og i den seneste tid har ikke mindst østrigerne taget terroir-begrebet tæt til sig; og taget teten med at definere deres vinområder og ikke mindst afgrænse alle enkeltmarker. Østrig er et land med en efterhånden særdeles veldefineret vinprofil. Cool climate, løss i lange baner og godt med sprød Grüner Veltliner og syrerig Riesling. Men zoomer man ind, rummer det lille land en række variationer, som skaber små men adgørende forskelle i vinenes udtryk. Faktorer såsom jordbund, antal solskinstimer, temperaturer, mængden og fordelingen af nedbør og markens højde påvirker alle en vins karakter; og de varierer ikke kun fra land til land, fra region til region men også fra mark til mark.

Vinea Wachau satte så småt terroir på dagsordenen i begyndelsen af 1980’erne, men den egentlige bevægelse frem mod klassificering af alle enkeltmarker tog sin begyndelse i 1990’erne med dannelsen af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, langs det øvrige Donau. Dengang kun Kamptal og Kremstal, siden er de blevet mere omfattende med f.eks. Wagram og Wien. Det var ÖTW, som søsatte den kortlægning og klassificering af områdernes førsteklasses marker, som i dag kendes som Erste Lagen.

“Grundlaget for ÖTWs arbejde hviler på en overbevisning om, at vinens oprindelse og dens lokale sammenhæng er den mest sociale og demokratiske form for markedsføring af vin,” fortæller Michael Moosbrugger, den mangeårige formand for ÖTW. “Det har dog også sine ulemper: På det regionale niveau opererer vi med et rimeligt overskueligt antal angivelser, i alt 18. På lokalt niveau har vi dog allerede over 900 stednavne i hele Østrig; og på enkeltmarksniveau taler vi mere end 4.300 stednavne. Det gør det ganske svært at bevare overblikket, selv for østrigske eksperter, og for de udenlandske bliver det noget nært umuligt.”

“Af den grund besluttede foreningens grundlæggere at definere et mål i vedtægterne om at udvikle og etablere et klassifikationssystem, en vis rangordning for at give såvel eksperter som almindelige vinelskere noget at orientere sig efter; og med den juridiske definition af begreberne Erste Lage og Grosse Lage i vinloven af 2023 er dette et stort skridt nærmere målet,” erklærer Moosbrugger. Et i sandhed historisk øjeblik for Østrig, da landbrugsministeren med sin underskrift cementerede Østrig som det eneste land foruden Frankrig, hvor klassificeringen af landets vinmarker er skrevet direkte ind i loven.

I demokratisk ånd er det lange arbejde nu tilgængeligt for alle med adgang til internettet, dels via ÖTWs Lagenbuch med grundige karakteristikker af samtlige nuværende Erste Lagen, dels via den nationale, officielle kortlægning af alle Østrigs navngivne vinmarker, som kom online sidste år. Chris Yorke, som er CEO for ÖWM, Østrigs statslige vinmarkerings-organisation, uddyber: “Websitet austrianvineyards.com er stedet, hvor vinentusiaster kan slå hver eneste detalje op om, præcist hvor deres østrigske yndlingsvin er dyrket,” forklarer han. Hver Ried er bogført med oplysninger om jordbundstype, solskinstimer, gennemsnitstemperatur, nedbør, hældning, højde og hvilke druesorter, der dyrkes. “Vi har brugt flere år på at udvikle dette digitale vinatlas i samarbejde med universitetet i Wien, og vi opdaterer det løbende. Jordbundens indflydelse på vin har længe været genstand for intens interesse i vinverdenen. Vi er det første vinland i verden, der kan fremvise jordbundstypen og de geologiske karakteristika for hver eneste af vores vinmarker. Med den milepæl påtager vi os en pionerrolle inden for international vinproduktion.”

For ÖWM har det afgørende været opregningen og den eksakte afgrænsning af alle landets navngivne vinmarker; mens det for ÖTW derimod har været det afgørende at lokalisere de kvalitativt bedste dyrkningssteder og skabe opmærksomhed omkring dem. Spændingen er ikke til at overse — med den tidligere, mangeårige og meget afholdte CEO for ÖWM, Willi Klingers ord, “Jeg vil meget gerne vide, hvor min vin kommer fra; men jeg behøver ikke en smagsdommer til at fortælle mig, om den er bedre end de andre; det skal jeg nok selv finde ud af.” Det virker dog som om, man nu har fundet en fælles forståelse for markedsføringen. Det er forventeligt, at de 89 enkeltmarker, som på nuværende tidspunkt er klassificeret som Erste Lagen af ÖTW også i 2025 vil få status af Erste Lage i den nationale lovgivning. Senere, men nok tidligst i 2030, forventer man så at kunne opgradere en mindre andel (3-5%) af markerne til det nye topniveau Grosse Lagen.

Det, der i begyndelsen var en privat sammenslutnings gennemtænkte arbejde er nu, gennem dygtigt tilrettelagt lobbyarbejde, blevet til national lovgivning. Af den åbne og gennemsigtige slags med de alment tilgængelige ressourcer, som er nævnt ovenfor. De er uvurderlige redskaber for sommelierer, vinhandlere, vinskribenter og vinnørder. Om almindelige forbrugere og den alment interesserede vinelsker vil få gavn af det er måske mere tvivlsomt. Har vi virkeligt brug for et puslespil med små 5.000 brikker? For at kende til Thurnerberg, Kittmannsberg, Zwirch og Scheiben? At de betragtes som bedre end Burn, Karl og Steinsetz; men i sidste ende nok ikke nær så gode som Heiligenstein og Lamm? Når vi nu er ved de kritiske spørgsmål, er alle vinene fra Heiligenstein nu så gode og karakteristiske, som en sådan klassifikation måtte lade formode? og behøver vi virkeligt Heiligenstein-Rotfels og flere underinddelinger af de mest afholdte marker?

Austrian Single Vineyard Summit

I løbet af de sidste par år har ÖTWs traditionsrige årlige præsentation af deres enkeltmarksvine på Schloss Grafenegg næsten umærkeligt forvandlet sig til en præsentation af Østrigs bedste enkeltmarker overhovedet. Dels er ÖTW selv under udvidelse med Thermenregion og Weinviertel. Men de oprindelige gæsteoptrædener fra STK i Steiermark og Leithaberg/Eisenberg i Burgenland er nu faste og integrerede dele af opvisningen; og det samme er Vinea Wachau. Navnet er nu det internationalt klingende Austrian Single Vineyard Summit, og lad det være sagt, alt her er virkeligt verdensklasse. Afviklingen er upåklageligt velorganiseret, og sjældent smager man så mange vellavede, velsmagende og karakteristiske vine på så kort tid. Det er en enestående mulighed for at vurdere vine op mod hinanden, hvad enten man smager blind eller bevidst. Inspektion af de enkelte markers karakteristika— og ikke mindst forskelle i de enkelte vinhuses metoder og stilistik— har ikke meget bedre vilkår end her.

623 enkeltmarkavine fra 12 af landets førende vinområder stod fra den 9. til den 13. september til alverdens vinprofessionelles rådighed; og salen i den gamle Reitsschule i Grafenegg var det meste af tiden stuvende fuld. Fokus er naturligvis på Grüner Veltliner og Riesling, for de rødes vedkommende især Blaufränkisch, og så er der afstikkere omkring Pinot Noir og Zweigelt og lokale specialiteter som Rotgipfler og Zierfandler og Wiener Gemischter Satz.

Vinhusene sørger selv for serviceringen til den store årlige Erste Lage smagning i Grafenegg. Her er det Martin Diwald fra Wagram i aktion. Foto: Anna Stöcher ÖTW

The usual suspects skuffede ikke i år. Heiligenstein er et unikt terroir, og Riesling derfra forbliver sin egen og generelt et niveau over de andre. Med Lamm gælder det samme for Grüner Veltliner, i sammenligning stod vinene herfra måske over en kam stærkere end så ofte før. Men lad os vende tilbage til de store linjer ved en senere lejlighed, hvor jeg vil gennemgå highlights og tendenser med større detaljerigdom. I denne ombæring og sammenhæng synes jeg, det kunne være sjovere at se nærmere på et par af de mindre kendte vinmarker, som overrasker positivt og så at sige leverer over evne. Gode nye Grüner Veltliner-fund var for mig f.eks. fra Kögl, Hochrain, Höll og Poigen, fra producenter som Wess, Machherndl, Weinhauerei 378 og Bergkirchner i henholdsvis Kremstal og Wachau. Glædeligt er i øvrigt også, at antallet af bæredygtige, økologiske og biodynamiske vinhuse stiger hvert år, jævnfør også de just nævnte.

Geheimtipp: Grub

Kamptal er for mig et kerneområde for god Grüner Veltliner, hvor dens arketypiske udtryk især kommer til sin ret omkring Langenlois og nabobyerne. Vi farer mod Kammern. For foden af, faktisk lige midt imellem, de ikoniske bakker Heiligenstein og Gaisberg, flankeret af Lamm og Renner, ligger den lille Grub. En glimrende grobund for Grüner Veltliner af den krydrede og mineralske slags. Præsentation fra to producenter gør udvalget overskueligt; og det er gode, gamle kendinge, Schloss Gobelsburg og Johannes Hirsch. Den fås dog også fra Dolle, Eichinger og Waldschütz.

Grub går let under radaren, men den lyser gang på gang op og leverer en glimrende vin. Let hævet over det omkringliggende land men stadig i læ for vinden af høje Heiligenstein og Gaisberg har Grüner Veltliner på Grub det som blommen i et æg— navnet Grub menes afledt af samme rod som grubbe. Dens sydvendte åbning sikrer masser af lys og god modenhed, og nedfældet materiale fra ovennævnte marker giver komplekse indslag af forvitret gnejs og sandsten i den kalkholdige løssjord. Længere under jorden ligger Zöbings sandstensformation til grund.

Hirsch Ried Grub 2023 har mild og diskret duft, der dog lokkende antyder nåleskov, harpiks og ristede pinjekerner. Spændstig saft i munden med meget fint tørstof, smidig syre og en flot dybde… af moden stenfrugt, fast i kødet og kan med fordel vinde udtryk og dybde med nogle års flaskelagring.

Gobelsburg Ried Grub 2022 er derimod mere udtryksfuld nu og allerede meget drikkemoden. Smuk snude med nåleskov, moskus, pibetobak, grapefrugt og fersken. Saftig, syrlig og salt i munden, med fyldig smag af fersken, mango, pinjekerner, grønne urter og hvid peber. Pricy men pengene værd, det er et sjældent godt glas Grüner.

Flaske: Grub 2022  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig
Jordbund: Løss, lehm, grus  
Druer: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 425,-  

Brigaldaras bakketop

Efteråret er over os, og de mørkere tider kalder på rødvine med saft og kraft, noget at lune sig på og noget til at komplementere rigdommen af bær, rodfrugter og nødder, vildt og hvad der ellers måtte komme på bordet. Valpolicella har meget at byde ind med her— rige vine med rød, sort og tørret frugt, og får man fat i de rigtige flasker også en kølig kontrast og finesse, som indfanger lævfaldsstemningen perfekt.

Brigaldara ligger højt blandt Valpolicellas topproducenter. Sådan helt bogstaveligt talt, for foden af Monte Masua, og man må gå skråt for at gå lige her. Høj beliggenhed, kuperet terræn, distinkt terroir. År efter år fremstiller de derfra nogle af de lysere, lettere og elegantere vine end man er vant til fra de kanter, og det skiller dem ud fra flokken. Brigaldaras vine hører til blandt de mest fokuserede, nærmest forfriskende eksemplarer af klassisk Valpolicella og Amarone, man kan opdrive. De “drikker godt”, som man gerne siger på nymodens dansk; og det sproglige undtaget er det en kærkommen udmærkelse. Traditionelt og ikke mindst i moderne tider kan man nemlig hurtigt føle sig mættet af moden mørk frugt, kælen mundfølelse med tæt tekstur, højt tørstofindhold, høj alkohol og restsødme. Nok er nok; men sammen med en lille skare andre vinhuse bringer Brigaldara lys over land.

Vi er ved bakkerne over Marano-dalen i Valpolicellas Classica-zone, og selve vinhuset er beliggende i byen San Floriano. Ejendommen har været i Cesari-familiens hænder siden 1929, men først senere sprang de ud som profesionelle vinbønder og vinmagere, med 1979 som første årgang på markedet. I dag tæller vinhusets besiddelser hele 130 hektarer, hvoraf de 50 er vinmarker, fordelt over tre af Valpolicellas delområder, dels Classica, dels Valpantena og Allargata, og dertil et par hektarer i Soave. Den årlige produktion nærmer sig 350.000 flasker. Ikke noget småt familieforetagende men fast forankret i den arbejdsomme Cesari-families sind og hænder.

Selve navnet Brigaldara er oprindeligt et stednavn, et bakkeland mellem byerne San Floriano og Valbatataz. Tidligere stavedes det Bragadara, og navnet trækker tråde helt tilbage til 1100-tallet, hvor dokumenter nævner en gård med enge, olivenlunde og vinmarker. Fortiden danner her præsedens for nutiden og fremtiden, for dengang som nu handler det om den overleverede vinavl, det stedsbestemte og ikke mindst de levende omgivelser. Landskabet er udgangspunkt og endemål, ikke en særlig metode og stil, som man ellers ofte ser det med især Amarone.

Vinavl og agerskovbrug

Omend familien Cesari ikke har taget skridtet og lagt om til økologisk vinbrug, gør de dog brug af forskellige mere naturnære tiltag i deres markarbejde, og de arbejder aktivt med at bevare og styrke deres områdets biodiversitet.

Det meste arbejde udføres manuelt af et fast team af agronomer, som arbejder side om side med husets ønologer. Alle beslutninger træffes med skyldig hensyntagen til den vegetative og produktive balance i hvert økosystem. Et afgørende omdrejningspunkt er netop biodiversiteten, som søges beskyttet og fremmet ved vedligeholdet og integrationen af den omkringliggende natur; og resolut handling, præcise indgreb samt en drastisk reduktion af behandlinger med plantebeskyttelse gør godt for vinmarkernes liv på lang sigt. Kunstgødning og systemiske pesticider hører fortiden til.

Case Vecie

Case Vecie er Brigaldaras satsning på at skabe et vinområde, der xxxxer nedsænket i et højtliggende økosystem. Et naturligt og landligt mikrokosmos, der strækker sig over 65 hektarer, hvoraf de ni er beplantet med vinstokke, beliggende på de høje bakker ved Grezzana, i over 450 meters højde. Jordbunden er også mere gruset og stenet heroppe. Området lå for øde hen men vendte tilbage til livet i slutningen af 1990'erne, takket være beplantning af vinmarker på steder, der i hine tider var opdyrket men siden blev forsømt. Nu er det så mangfoldige vinmarker flankeret af skov. Rækkerne veksler med store græsningsområder, opdyrkede marker, kastanjelunde og trøffelrige skove, som tilsammen skaber et landskab, der bugner af biodiversitet.

‘Case Vecie’ er venetiansk dialekt for ‘de gamle huse’, måske med hentydning til tidligere tiders opdyrkning af området, og ligger sig som nævnt i hele 450 meters højde. Her får druerne lov at hænge længere, da de modner langsommere, hvilket resulterer i en rankere, slankere vin, som samtidigt har usædvanlig nerve og dybde; som i husets Amarone bevares gennem en skånsom tørringsproces i små kasser; og deres Valpolicella Superiore sammesteds fra er vinificeret udelukkende på friske druer, så der er mere skrald på frisk frugt og lys krydring.

Valpolicella Superiore Case Vecie — ”Vi arbejder på at frembringe en fremragende Valpolicella Superiore ved brug af friske druer uden nogen tørringsproces,” fortæller Stefano Cesari. “Det er et projekt baseret på en række fælles principper, som vi arbejder sammen med andre vingårde i området om. Det involverer del af vinmarken, som udelukkende er dedikeret til denne type produktion, og hvor der ikke tidligere er blevet udvalgt druer til Amarone.” Den er lys og let men intens, med noter af hindbær og røde kirsebær. Rank og ren i frugten, et hint peber og lyse, søde krydderier.

Amarone Case Vecie — To år i små træfade og to år på store træfade. “Case Vecie er uden tvivl Brigaldaras mest interessante terroir,” bedyrer Lamberto Cesari. “Især det kølige klima og de store temperatursvingninger giver mulighed for en ret sen høst, så druerne kan tørre i den koldeste periode på året: Det giver en langsommere og længere tørringsproces med udvikling af særligt fine og komplekse aromaer.” Dem finder man, når man dvæler ved vinen, som ellers er stilfærdig og afmålt Amarone med en rig strøm af ren frugt. De røde bær er i front, sursøde kirsebær og hindbær, og de tørrede kommer i anden række, kirsebær og tranebær, rosiner og svesker i slipstrømmen og sagte krydret med peber- og honningkage. Hyggelig harmoni!

Flaske: Amarone Case Vecie 2018  
Vinhus: Brigaldara  
Oprindelse: Veneto, Italien  
Druer: Corvina, Corvinone, Rondinella  
Jordbund: Ler, grus, kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Tørrede druer,
gæret på ståltanke
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 16,5%  
Forhandlere: Adriat Vinimport
Pris: cirka 400,-  

Vipavas PIWI pioner

Vipava-dalen i det vestlige Slovenien. Familien Batič har gennem generationer holdt til her, mellem dalens skove, frugtlunde og vinmarker— og mindst siden 1592 er der lavet vin på familiens gård ved landsbyen Šempas. I hine tider var gården del af et kloster, og mens munkene for længst er forsvundet fra grunden, er deres metoder gået i arv gennem generationer til de efterfølgende beboere, hvor familien Batič er nutidens arvtagere. Sin nuværende form fik vingården af Ivan Batič, som efter Sloveniens selvstændighed og vinlovgivningen liberalisering valgte at satse fuld tid på vinavl. I dag drives gården videre af sønnen Miha og hans hustru Mateja, sammen med deres unge sønner Angel, Oskar og Marlon som næste generation in spe, samt et lille team af betroede medarbejdere; og fra godt 43 hektarer producerer de cirka 75.000 flasker årligt, fortrinsvist fra lokale sorter og sorter med lang tradition i området.

Miha Batič har længe været bannerfører for alle de rigtige sager: Lokale druesorter og gamle vintyper, orangevin og naturvin; økologi, biodynamik, biodiversitet og permakultur. Derfor ville det være oplagt at introducere huset med en af deres livlige orangevine på lokale kendinge som Rebula, Malvazija, Pinela eller Vitovska. Men Miha Batič er en opfindsom og visionær mand, så vi slipper ikke for nye påfund og overraskelser.

Vinen Marlon er opkaldt efter familiens yngste søn og er en vin med fremtiden og fremtidige generationer for øje. I 2012 0g 2016 plantede Miha markerne Brajda og Hrastov Hrib på ny, med hele 20 forskellige nye sorter, som aldrig har haft rod i Vipava-dalens jord før.

“Vinstokke har ikke navne i naturen, kun egenskaber, mens de er navngivet af mennesker. I dag leder jeg ikke længere efter indfødte sorter eller særlige navne, men søger i stedet ud fra deres væsen. Den måde at tænke på har ført mig til nogle sorter, som vores land aldrig har kendt til før; men som i bund og grund har alt det, som de oprindelige, indfødte sorter engang havde. De kan nemlig, ligesom fortidens oprindelige sorter, dyrkes uden nogen form for sprøjtning,” forklarer Miha Batič.

Det, han beretter om, er 20 såkaldte PIWI-sorter — nye krydsninger af sorter fra forskellige slægter af vinplanter, parret for at opnå stærkere modstandskraft mod især de svampesygdomme, som er en pestilens for moderne vinbrug. Disse sorter stammer i vid udstrækning fra Tyskland og Schweiz og er i stigende grad gået fra at være særsyn til velkendte medborgere i nordeuropæiske vinmarker; men i det sydlige Europa er de endnu sjældnere gæster.

“Det, jeg dyrker på Brajda, er håb,” forkynder en stolt Miha Batič. “Det er den første vinmark med resistente sorter, der er plantet i Slovenien. Tyve forskellige sorter, der hver især er modstandsdygtige over for svampesygdomme, trives nu der uden sprøjtning.”

Såvidt den dyrkningens dyder, men endnu mere interessant hævder Miha at have forelsket sig i den færdige vin fra marken, første gang han smagte på den. Satsningen var en succes, som han valgte ikke blot at videreføre men også at udvide. “Selvom jeg dengang ikke vidste så meget om sorterne, som jo først lige havde fået fæste i Vipava, stod det dog straks klart for mig, at jorden på marken Hrastov hrib også skulle lægge grund til dem. Så i 2016 plantede vi endnu en blandet mark midt på den sydlige side af Hrastov hrib. Det var også det år, Mateja fødte vores tredje søn, så vinen fra disse vinmarker bærer nu hans navn, Marlon.”

Helt og aldeles sprøjtefri

Nybruddet kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Længe havde han været bekymret over de af og til mange sprøjtegange, der må gås på en sæson, for at holde især synet meldug væk fra en række af de klassiske sorter. Med svovl, som i kun gør midlertidig skade på livet i markerne, men med en mulig ophobning af kobber i jordbunden som en mere varig gene. Så kendskabet til de nye resistente og mindre bekæmpelseskrævende sorter kom som sendt fra himmelen.

Det glade budskab har også allerede forplantet sig i Slovenien; og helt alene er han ikke længere. I den nordøstlige region Štajerska har f.eks. Srecko Šumenjak slået sig på Souvignier Gris og Muscaris med gode resultater i funky orange toner. Så langt, så godt, men Mihas vin er bare afsindigt lækker og usædvanligt klassisk i sit udtryk. Ingen særheder eller skavanker— men slovensk vin med stærkt burgundiske vibes!

Hrastov Hrib er et blend af Bronner, Cabernet Blanc, Sauvignac, Souvignier Gris og to endnu unavngivne sorter, håndplukket i første halvdel af september, spontan gæring og naturlig malolaktisk, modnet halvandet år sur lie på små gamle egetræsfade, flasket uklaret og ufiltreret. Rent og fint vævet stof med flot fylde og en lækker mundfølelse, frisk syre og fint integreret fadpræg— folder sig ud med hvide blomster, modne stenfrugter og noter af kærnemælk, syrnet smør, flødekaramel og et strejf af røgelse. En munter mundfuld, smager som en lysere fremtid for såvel piwi-sorter som Slovenien og vores plagede planet

Flaske: Marlon Hrastov Hrib 2021
Vinhus: Batič
Oprindelse: Vipava, Slovenien  
Druer: Field blend
Jordbund: Mergel, kalksten, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: KM Vine
(ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-