Granit og gamle stokke

Det er Dão, der er hjemme for António— selvom hans efternavn er Madeira, og selvom han er født, opvokset og uddannet i Frankrig med bopæl i Paris. Forældrenes portugisiske aner har nemlig altid fyldt meget for António Madeira. Hans bedsteforældre kom fra det bjergrige Serra da Estrela i det indre Dão, og det er der, han er vendt tilbage til år efter år, først i familiens sommerhus, som så blev til midlertidigt vinhus, da han i 2010 begyndte at lave sine egne vine fra nogle af områdets glemte, gamle marker.

Den uddannede ingeniør har nu forladt Frankrig for at være vinbonde i forfædrenes Portugal, hvor han sammen med hustruen Marina og deres to døtre skaber en ny tilværelse på gamle traditioner. Han har ønsket at genoplive den gamle tradition med vine fra blandede beplantninger; en slags beplantninger, som har lang tradition i Portugal, og som stadig findes i mange områder, omend de lidt efter lidt er blevet fordrevet for mere produktive produktionsformer og moderigtige sorter. Sin første vin lavede han i 2010 fra en forladt mark, der ikke havde været bearbejdet i tre år. De første vine blev til i legenden Alvaro Castros kælder. I mellemtiden er Madeiras produktion vokset fra små 1.000 flasker i 2010 til imponerende 30.000 i den frodige årgang 2017. Han finder frem til de bedste marker, lægger dem om til økologisk dyrkning; og i mellemtiden er også et nyt vinhus bygget op og indviet i 2018. I dag dyrker han vin på seks hektarer fordelt på 23 lodder ved seks forskellige landsbyer. Oprindelighed og oprindelse er i fokus.

António Madeira skænker sorter som Alfrochiero, Arinto, Baga, Bical, Cerceal, Encruzado, Ferñao Pires, Jaen, Siria og Trincadeira i glasset.

Gode, gamle Dão

Dão vil være mange danskere bekendt, især hvis de har har rundet de 50, for vinene fra området har været en favorit hos danskerne, især før det europæiske fællesmarked gav os mere smag for det finere franske. Dão stod for mørke, krydrede, syresvage rødvine til en yderst overkommelig pris, og den slags har altid været gangbar valuta i Danmark. Vi var i flere årtier de ivrigste kunder, så Dãos primære eksportmarked var faktisk det danske.

Dão ligger i det nordlige Portugal, lidt syd for den berømte Douro-dal, hvorfra portvinen strømmer. Dão er et af Portugals ældste vinområder (med DOC fra 1990), og ‘nationaldruen’ Touriga Nacional, der lægger druer til de fleste portvine og en del tørre bordvine, menes med stor sikkerhed at stamme herfra. Dão har historisk været berømt for sine røde bordvine, en landvin med karakter og charme. De bedste rødvine fra området— historisk og igen i dag— har frisk, mørk bærfrugt med god syre, en rig og krydret fylde samt stramme tanniner, der giver struktur og stort lagringpotentiale. Det er vine, der— drikkes de på rette tid— har stor kompleksitet og lang eftersmag. Historisk var det blandede beplantninger, hoveddruerne er Touriga Nacional, Tinta Roriz (Tempranillo) og Jaen (Mencia) foruden Alfrocheiro og Trincadeira.

Portugal har en glorværdig fortid, som international stormagt såvel som international vineksportør, men tidernes ugunst har ladet imperiet falde og drevet det i retningen af stadigt simplere vine. Det skete også i Dão, hvor de gamle, blandede landbrug og vinmarker med blandede beplantninger måtte vige for kooperativer og ‘rationaliserede’ dyrkningsmetoder. Det gjorde ikke noget godt for kvaliteten og eksporten, men portugiserne holdt stadig af deres egen vin. Portvinen har beholdt sin status internationalt, men mange kender ikke til de store rigdomme, det portugisiske vinland ellers rummer— en rig arv, der er blevet løftet til nye højder, også kvalitativt, i de seneste årtier. Læs eksempelvis løs af Bjarne Mouridsens blog, Mit andet hjemland, hvis du vil have en dansk vinkel på opdagelsen af de skjulte skatte.

Der er i dag 26 områder med oprindelsesgaranti for kvalitetsvin, denominação de origem controlada eller kort og godt DOC. Især ti af områderne på fastlandet gør sig bemærket: Algarve, Alentejo, Bairrada, Bucelas, Colares, Dão, Douro, Setúbal, Tejo og Vinho Verde— og hertil kommer øerne Madeira og Azorerne, sidstnævnte dog uden DOC.

Dão har syv subregioner— Alva, Besteiros, Castendo, Serra da Estrela, Silgueiros, Terras de Azurara og Terras de Senhorim— og det er især i de indre dele af området, vi finder de overvintrede traditioner; og hvidvinen, som har det rart i de kølige højder inde mod bjergene. Her ligger der smukke vinmarker for foden af Serra da Estrela, Portugals højeste bjergkæde, granit hævet mod himlen; og her findes de spændende sorter Arinto, Bical, Cerceal, Ferñao Pires og Siria, som udgør nerven i António Madeiras smukke hvidvine Branco, Vinhas Velhas og A Centenária, tre terroirtro vine med stort kompleksitet fra de oprindelige sorter, kompakt frugt fra de gamle, ofte upodede stokke og mineralitet fra den underliggende granit.

Saft af granit

Granit er en såkaldt dybbjergart (eller plutonisk bjergart), en magmatisk sten, dannet af magma fra jordens kerne, som langsomt er nedkølet og størknet under passagen op gennem jordens kappe. Da denne proces foregår ganske langsommeligt, er der tid til, at de indeholdte mineraler kan danne krystaller, krystaller som er synlige som grove korn i den endelige sten; men ikke i nogen synderlig orden, granit er i denne henseende relativt amorf. Kvarts udgør godt halvdelen eller mere, feldspat er en anden vigtig bestanddel, glimmer en tredje.

Granit er en ofte forekommende bjergart i jordskorpen. Vi kender den som klippe, der bryder gennem det øverste jordlag, såvel som sten, som er at finde overalt i Europa. Løft en sten, og du finder den: I Alsace, i Beaujolais, i Rhône, i Wachau, i Dão, i Vinho Verde og Rías Baixas, på Bornholm herhjemme. Granitten stammer fra en grundlæggende bjergdannelse, der tog sin begyndelse i Devontiden og rindede ud i Karbontiden for mellem 400 og 300 millioner år siden. Store dele af Europa er hugget i granit.

Granit forvirtrer langsommere end de fleste andre bjergarter, og derfor har granit gennem historien også været et populært byggemateriale. Som fundament, som brosten, i stensætninger, som byggesten i huse, især slotte og kirker; og dens varierende farver og funklende skin har gjort den populær i kunsthåndværk, eksempelvis til blokke og skulpturer.

Mange af António Madeiras vinstokke har passeret de 100 år; og granitten de 300 millioner.

Ren granit er for hård til at dyrke andet end mos og lav, så en vis grad af forvitring må til, før landbrug er muligt; men granitiske jordbunde med sand, grus, ral og skærver findes mange steder oven på grundfjeldet og kan være glimrende til jordbrug. Det er ret sure jorde med et ofte ringe vandindhold. Omvendt er de rige på siliciumdioxid og jernoxid, ofte rige på fosfor men fattige på magnesium.

Vinstokke kan trives i tørre og sure jorde. Druerne, de bærer, bliver ofte lidt mindre og får et højere indhold af syre, flere fenoler men færre thioler. Det er ideelt til rødvine, tænk Gamay og Syrah, men også karakterfaste hvidvine, tænk Riesling og Viognier. Kan man sige noget generelt om granits indflydelse på vinen, så fremmer den syrerige vine med en ren frugt, glasklare i udtrykket og ofte med en krydret note.

Det er i hvert fald det indtryk, man får fra António Madeiras Vinhas Velhas 2017. Den er rank, slank og kølig i stilen, med et pirrende syre og saftig citrus- og tropefrugt. Smagen er kompleks med syrlig abrikoskerne, friske fennikelfrø, pinjekerner, ananas, gule æbler, solmodne citroner. Krydret og mineralsk efterspil, fugtig muld, våde sten, sydesalt. En virkeligt vellavet vin med mineralsk nerve, livlig frugt og et let fadpræg. Håndværket består i selekteret høst, nænsom presning, spontangæring og lagring på ståltanke og store træfade, ingen filtrering og minimal tilsætning af sulfit.

Summa summarum: En fokuseret, detaljeret og raffineret hvidvin med burgundisk elegance og en overraskende friskhed for et så solrigt land som Portugal— men også en påmindelse om den dybde og kompleksitet, man kan forvente fra de kanter.

Flaske: Vinhas Velhas 2017  
Vinhus: António Madeira  
Oprindelse: Dão, Portugal  
Druesorter: Blandet beplantning  
Jordbund: Granit
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke og store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine
Pris: 225,-  

Fra oliventræer til vinstokke

Først 35 år med olivenolie og nu også ni med vin. Kroatiske Klaudio Ipša har i årenes løb etableret sig som en af landets førende oliemagnater, og nu gør sønnen Ivan ham kunsten efter med vin, og han løfter arven på samme måde som faderen etablerede den: Økologisk dyrkning, lokale sorter samt en særlig sans for tradition og det autentiske produkt.

Familien Ipsa har navn efter og hjemme på landsstedet Ipši i det nordvestlige Istrien, halvøen i det nordvestlige Kroatien, omringet af Adriaterhavet og grænsende op til Slovenien. Istrien er et naturskønt område, hjemsted for olivenlunde, vinmarker og skove fyldt med trøfler og dermed også en kulinarisk perle. Områdets omsuste historie har på godt og ondt også præget fødevareproduktionen og efter at have overbevist verden om oliens og trøflernes kvalitet, står vinen nu for tur— og her kan Ipša præsentere en lille men storslået portefølje fra familiens små 10 hektarer.

Hvor godtfolk er

4.500 oliventræer er det blevet til, siden Klaudio i 1985-1986 begyndte at beplante de gamle, tilgroede terrasser i landskabet omkring Ipši med oliventræer. De på flere steder svært stejle skråninger var sprunget i skov efter i mange år at have ligget uopdyrket hen. De var simpelthen for besværlige at dyrke; og hvad mennesket ikke længere kultiverer, tager naturen tilbage. Tidligere havde man alle slags afgrøder her, olivenolie var blot et af mange produkter og mest til lokal konsum.

Familiens olivenlunde indtager udelukkende terrasserne omkring Ipši, Mazurija og Vižintini Vrhi, og valget af sorter faldt på de istriske Bjelica, Bugla og Črnica samt de fra Italien kendte Leccino og Frantoio. En fuldtidsproduktion kom i sving fra omkring 2000 men foregår stadig som på mindre skala: Der høstes med hånden og anvendes udelukkende koldpresning og lagring på rustfri ståltanke. Olien skal smage af sorten, af den friske frugt, af det istriske klima. Hovednummeret er her Istarska Bjelica, der er fuld af nyslået græs, artiskokker, friske mandler og peber. Fra begyndelsen var formålet at fremstille lokalt forankret olivenolie i international klasse— og det er i den grad lykkedes, for eksempel har den italienske ‘oliebibel’ Flos Olei i en årrække fremhævet familien Ipšas olier, ikke blot som blandt de bedste i Kroatien men i hele verden. Her kan man (gen)opdage den ‘nye’ gamle verden.

Ivan er vokset op i dette gamle kulturlandskab, da det kom sig over strabadserne under den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne. Han har fra barns ben taget del i familiens landbrug, og da han nåede skelsår og alder havde han også fået smag for en af Istriens andre lyksaligheder: Vinen. Historisk har Istrien også været vinbrugsland, ikke mindst værdsat som sådan af de italienske besøgende. Før og efter det slaviske landnam i 600-tallet har Istrien været ombejlet land. Før og siden har man haft herredømme af græsk, romersk, byzantinsk, venetiansk, østrigsk og jugoslavisk beskaffenhed, før Kroatien i 1991 igen erklærede sig uafhængigt. Siden har landets vinbrug langsomt rejst sig igen, og i dag er det i fuldt vigør, ikke mindst i Istrien.

I 2010 plantede Ivan og Klaudio så familiens første vinstokke. Valget faldt først på Malvazija, Istriens hvide signatursort, som også kendes fra Slovenien og det nordøstlige Italien. Tilnavnet Istarska (i Italien Malvasia Istriana) indikerer, at der er tale om en særlig istrisk sort, distinkt fra de mange andre sorter, der rundt omkring i Middelhavsområdet bærer navnet Malvasia. Selvom sorten først nævnes ved navn i Istrien i 1891, er man sikker på, at den har været dyrket i området i århundreder; og som den færdes hjemmevandt her, er det nok også den oprindelse. Malvazija trives på lettere jorde og opnår koncentration og sine særegne aromaer bedst på sandsten. Stilistisk spænder den fra saftige, runde og lette hvidvine med mild blomsterduft og en let akaciehonning-agtig bitterhed til mere fyldige og tætte vine med noter af nødder, honning, tørrede blomster og krydderier. Sidstnævnte kommer for alvor frem, når der anvendes skindkontakt, en skik som ikke er uvant i Istrien, historisk såvel som nu om stunder. Således praktiserer Ipša det også, og med lignende succes som deres velkendte istriske kolleger Clai og Roxanich. Det går også ud over Sivi Pinot (Pinot Gris), der fremstår ravrød i glasset og smigrer med rig frugt. Kælderarbejdet er i øvrigt ganske tilbageholdende: Man benytter sig af druernes egen vildgær (spontangæring), lader vinen klare gennem naturlig sedimentering og tilsætter kun et beskedent skud sulfitter ved flaskning; og så er man også beskedne, hvad angår markedsføringen— man kunne tale højt om orangevin eller naturvin, men slet og ret nøjes man med at kalde det— vin.

Malvazija på landlig manér

Ipšas marker er beliggende i 180-420 meters højde på tre lokationer, omkring Ipši, Oprtalj og på Santa Elena. Deres ‘almindelige’ Malvazija er et glimrende bevis på, hvor godt det gør Malvazija med skindkontakt. Dens sortskarakteristika fortoner sig ikke, snarere kommer dens dybe honning- og nøddeagtige tekstur i forgrunden, og aromatikken intensiveres. Ren frugt, ingen ubehagelig bitterhed eller tørre tanniner, kun smidighed og pikant bid.

Santa Elena er Ipšas højest belligende vinmark. Den troner på en bakketop i 420 meters højde med udsigt videnom og direkte mod Oprtalj. Jordbunden er karg mergel fyldt med sandsten. Det er flysch, gammel havbund hævet ved Alpernes dannelse, og det kræver sit at plante vinstokke og bearbejde jord på så stenet grund. Samtidigt gør flyschens lette forvitring, at man må arbejde med grønt bunddække for at undgå erosion.

Her dyrkes Refošk og Merlot til husets ‘topvin’ Santa Elena, som nu også findes i en hvid eller orange udgave på Malvazija: Santa Elena 2017 White Edition. Højden giver højere syre, og den lidt længere skindkontakt sikrer ligeledes en stringent struktur med fint tanningreb— som komplementeres fuldt ud af fadlagringen på franske egetræsfade, der tilfører en fin duft af skovhugst og smagsnoter af vanille og tobak. Det krydrede kommer frem i Malvazijaen og understreges af fadet. Santa Elena er en saftspændt elikisir med frodig frugt, ananas, gule blommer, tørrede abrikoser og figner. Syren er frisk og delikat, teksturen som akaciehonning og tanninerne fløjlede, afrundet og med mineralsk efterklang. Rustik og raffineret i samme slurk, Ivan Ipša har allerede sikker hånd på sine vine.

Flaske: Santa Elena 2017  
Vinhus: Ipša  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija  
Jordbund: Sandsten, mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
en måneds maceration  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Pris: cirka 250,-  

Altervin

Altervin? Nej, ellers tak…

“Man kan spekulere over, hvad der får præster og menighedsråd til at afskaffe vinen til nadveren og i stedet indføre en ildesmagende juice,” skrev præsten Poul Joachim Stender for snart 20 år siden i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han gjorde sig overvejelser over et længe debatteret emne, “at der snart ikke længere er spiritus, der i øvrigt betyder ånd, tilbage i folkekirken” — både i bogstavelig og overført betydning.

Anderledes godt går det i Østrig, hvor ånd, spiritus og sanselig nydelse stadig er at finde i det katolske kirkerum; og da de central- og sydeuropæiske katolikker er vant til vin, lader de sig ikke spise af med papirstyndt brød og slap druesaft. Nadveren kræver egnet brød og indviet vin. For eksempel fremstiller klostrene i Østrig for fleres vedkommende stadig egen altervin, den såkaldte Messwein, der benyttes i forskellige sakrale sammenhænge— og desuden sælges ud af huset, til brug i kirker eller i det profane, privathjem og hvor man ellers slukker sin tørst.

Klostret Stift Göttweigs af slagsen er gjort på Grüner Veltliner, og den er en messe værd. Det er en på alle tænkelige måder klassisk Kremstaler hvidvin, der desuden opfylder de særlige krav, den katolske kirke stiller til en messevin. Ingen forbuden frugt, kun saftige æbler og pærer, forfriskende syre og en let krydring, hvid peber, koriander og basilikum. Det er ikke nogen stor vin, men en gemytlig ledsager til det daglige brød, og som Jesus siger: Mennesket skal ikke leve af brød alene.

Fra vand til vin

Vin spiller en vigtig, omend også tvetydig, rolle i kristendommen. Den kristne kulturs rødder i Jerusalem, Athen og Rom betyder, at den er vokset op sammen med vinstokken. Bibelen fortæller også vinens historie, og et par nedslag i både det gamle og det nye testamente bevidner vinens gennemgående vigtighed. Vin giver liv, vin giver glæde; men dårligdom og synd står også for døren, hvis vinen ikke indtages med måde.

Noah plantede en vinstok efter syndfloden og blev dermed den første vinbonde; men saften steg ham til hovedet, og han formåede ikke at beherske beruselsen og blottede sig i sit telt (Første Mosebog 9).

Under israelitternes ørkenvandring sendte Moses tolv spioner ind i Kanaans land for at “finde ud af om jorden i landet er god at dyrke, så man kan få mad nok” — og for at vinde vished, om det virkeligt var det land, som Gud havde lovet Abrahams efterkommere, et land, der flød med mælk og honning. Som det faldt ud, flød det også med vin, for de vente tilbage med figner, granatæbler og en drueklase så stor, at to mænd måtte bære den. Allerede på denne tid indgik vin også i israelitternes offerkult som drikoffer (Fjerde Mosebog 15).

Ordsprogenes Bog, Salmernes Bog og ikke mindst Højsangen bugner af referencer til vin (‘Vin glæder et menneskes hjerte’, ‘vi vil prise din elskov højere end vin’, ‘nu vores vingårde står i blomst’, ‘dine bryster skal være som vinstokkens klaser’, ‘jeg drikker min vin og min mælk’ m.fl.). Intet under, at vin, vingårde og vindyrkere er et tilbagevendende tema i flere af Jesu lignelser, f.eks. arbejderne i vingården (Matthæusevangeliet 20) og den sande vinstok (Johannesevangeliet 15).

Et af hans mest mindeværdige stunts er da også Bryllupet i Kana, hvor han forvandler vand til vin; men det er først ved Den sidste nadver, vi kommer til den afgørende grund til vinens rituelle betydning også i nutidens kristne liturgi: Påskemåltidet, som Jesus, aftenen før sin korsfæstelse og død, spiser med sine disciple. Her tager han afsked med dem og indstifter samtidigt det fremtidige tak- og sonoffer, som den dag i dag gentages i altergangen: Indtagelsen af vin og brød, der via transsubstantiation (forvandling, stofskifte) bliver Jesu blod og Jesu legeme.

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: “Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: “Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” (Matthæusevangeliet 26)

Klosteret Stift Göttweig kan ses fra store dele af Kremstal og Wachau. Foto: ÖWM / Himml

Österreich, Klösterreich

Østrigs historie er tæt forbundet med den katolske kirke, og landet er den dag i dag rigt på stadigt fungerende klostre. Gennem historien har de spillet en vigtig rolle, ikke kun for åndslivet i landet men også for dets øvrige kulturliv, herunder landbrug og vinbrug. Man må huske, at munkeklostre i middelalderen og helt frem til oplysningstiden var lærdomscentre, der for fleres vedkommende også fungerede som en slags landbrugsskoler. Benediktinere og særligt cisterciensere fra Frankrig gjorde meget for at etablere en professionel vitikultur i Østrig allerede fra tidlig middelalder.

Stift Göttweig er svært at overse, som det troner i 449 meters højde på Donaus sydlige bred lige over for byen Krems. Klosteret blev grundlagt af benediktinermunke i 1083, og fra begyndelsen spillede landbrug og vinavl en rolle i munkenes dagligliv. Allerede i 1500-tallet var Göttweig kendt videnom for sine vine. Ora et labora, bed og arbejd, er benediktinernes berømte motto fra Benedikts Regel, munkenes regelsæt med foreskrifter for ritualer, liturgi og øvrige fællesliv. Ora et labora et lege er en mere udførlig opsummering med det flertydige lege, der både betyder ‘du skal læse’ men også ‘du skal høste’: Studier og produktion, åndens og håndens arbejde, begge er betydningsfulde. Benediktinerne på Göttweig har traditionelt vægtet vita activa, handlingslivet, lige så højt som vita contemplativa, åndslivet. Det udadvendte og produktive har dermed været i højsædet og har medvirket til klostrets rigdom og stadige eksistens. I dag drives fortsat skovdrift, vinbrug og frugtavl ud over virke i hospitals- og skolevæsenet og de mere kirkelige aktiviteter.

Klosterlivet har naturligvis ændret sig over århundrederne og spiller i dag en helt anden rolle i det østrigske samfund. At kirken og klostrene dog til stadighed spiller en rolle i den østrigske vinkultur kan ses af det årligt tilbagevendende ritual vindåben (Weintaufe), hvor en pater velsigner den nye årgang. I dag beboes selve klosteret Stift Göttweig af godt 40 munke, mens det tilknyttede vineri, Weingut Stift Göttweig, er forpagtet til professionelle vinbønder og vinmagere med Fritz Miesbauer i spidsen. Miesbauer blev som blot 27-årig kåret til Årets Vinmager i 1996, mens han endnu arbejdede for Freie Weingärtner Wachau (nu Domäne Wachau). Miesbauer er også manden i front for kooperativet Weingut Stadt Krems; og han overtog driften af Weingut Stift Göttweig i 2006 og har siden højnet kvaliteten betragteligt. Der dyrkes Grüner Veltliner, Riesling, Pinot Noir og Zweigelt på de 26 hektarer, og der fremstilles— foruden hvid og rosé altervin— også gode enkeltmarksvine fra Gottschelle, Pfaffenberg og Silberbichl.

Messwein

Allerede i 1400-tallet slog den katolske kirke fast, at altervin skal være vin slet og ret, altså gæret druemost, hverken mere eller mindre. Det er et historisk Reinheitsgebot, og sådan har der været sat regler for vinen lige siden. Seneste udgave af Codex Iuris Canonici fastslår følgende i Canones 924:

Riti e cerimonie della celebrazione eucaristica. Il sacrosanto Sacrificio eucaristico deve essere offerto con pane e vino, cui va agiunta un po’ d’acqua. Il vino deve essere naturale, del frutto delle vite e non alterato.

Nadveren gennemføres med brød og vin; og altså ikke noget med at strække den med vand, gære den på andet end druer eller smagssætte den med honning, krydderier eller lignende. (Læs mere om munke og historisk vinfremstilling her.) Ved selve ceremonien kan vinen dog fortyndes med vand.

I Østrig foreskriver landets nuværende lovgivning desuden, at der skal være tale om en egentlig kvalitetsvin, ikke blot simpel landvin. Derfor skal den af egen kraft kunne gære til mindst 12% alkohol, og syren må ikke justeres, altså hverken afsyres eller tilsættes syre; og behandling med enzymer og lignende tilsætningsstoffer afsiges tillige. Den lokale biskop skal desuden tillade og godkende produktionen. Både oprindelsesgaranti og officiel velsignelse er i orden hos Stift Göttweig.

Deres Messwein er presset af bæredytigt dyrkede Grüner Veltliner-druer fra unge stokke; spontangæret på ståltanke og lagret på gærresterne, før den flaskes som endnu ung og frisk vin. Den aktuelle årgang 2019 holder 12% alkohol og 3,5 gram restsukker balanceret af 5,7 gram syre. Det er en let, frisk og saftig vin til hverdagen; mest af alt holder den af hverdagen.

Fra vin til vand

Nu om stunder er altervinen altereret. Mange af de reformerte kirker har vandet ritualet ned, især er der gået smalhals i den danske folkekirke med oblater, bordvin og, som i mange andre kirkesamfund, druesaft; mens mormonerne har udvandet ritualet fuldstændigt og serverer… vand! Da Danmark historisk aldrig har haft eget vinbrug, bruges her importerede vine— portvin, anden hedvin eller billig bordvin fra Frankrig. Sandsynligvis med sulfitter, pesticidrester og hele pivetøjet. Vi springer smagenoterne over, for pænt sagt er det nok kun velegnet som frikadellevin til spaghettigudstjeneste. Ofte er der dog blot tale om druesaft uden alkohol. Stender stemmer i:

“Druesaft til nadvergang smager ad hekkenfeldt til. Mens man er lidenskabeligt optaget af at fremstille messehageler, antependier, salmer og prædikener af højeste kvalitet, er man totalt ligeglad med, hvordan nadverelementerne smager. Nadverens karakter af måltid, hvor smagspåvirkningen også har betydning, er trådt mere og mere i baggrunden. Det er ikke blot almindeligt at få serveret slatne, alt for tynde oblater, der har suget kirkens fugt i sig og fylder mundhulen med en aroma af legemlig forrådnelse. Men den hedvin, der udskænkes i de få kirker, der stadig vil have spiritus, er ofte yderst ringe og som regel af et ubestemmeligt mærke.” (Kristeligt Dagblad, 15. december 2000)

Ingen regel uden undtagelse: I Væggerløse Sogn på Falster får de trofaste kirkegængere for eksempel en særlig vin fra præstegårdshaven, hvor et lokalt vinlaug har forvandlet druerne fra 47 Léon Millot-stokke til hellig hedvin; og efter eget udsagt smager den ganske godt. Så der er dog håb for fremtiden for de danske kirkegængere, der måtte have smag for de gode dråber.

Ellers må man muntre sig derhjemme med en af de ægte altervine fra Stift Göttweig. Schloss Gobelsburg, der ligeledes tilhører et gammelt munkekloster, fremstiller også en god Grüner Veltliner Messwein i Kamptal; og det samme gør Weingut Stadlmann af Welschriesling i Thermenregion. Der er velsignede dråber nok.

Lad os dog runde af med Efeserbrevets formaning: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.”

Flaske: Messwein 2019  
Vinhus: Stift Göttweig  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, lehm, grus
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret på ståltank  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12%  
Importør: Laudrup Vin
Pris: 135,-  

Braide Alte

Collio er på samme tid såre simpelt og enormt komplekst; og fascinationen ligger sikkert i den diversitet af vine, der alligevel alle er variationer over de samme temaer. Til trods for stor forskellighed, i druesorter, stilarter og prisniveauer, så har områdets hvidvine trods alt en række fællestræk, som man i mangel på bedre kan tilskrive noget så basalt, banalt og alligevel kontroversielt som terroir. Vinhuset Livons brede sortiment giver smag for denne diversitet og for terroir og traditioner, ikke mindst i deres eminente enkeltmarksvin Braide Alte, som siden 1996 har markeret sig som husets topvin— og som et af Collios bedste blends.

Dorino Livons livsværk

Livon er et familieejet vinhus i San Giovanni al Natisone i Collio-kommunen Dolegnano, men det har med tiden vokset sig til et af områdets største og mest succesrige vinhuse, der i dag rækker langt uden for Friuli-regionen.

Vinhuset blev grundlagt, da Dorino Livon i 1964 købte sine første vinmarker med penge fra salg af tømmer. Priserne på land var på daværende tidspunkt ikke høje her, da området endnu ikke havde opnået det omdømme, det har i dag— det var først i 1968, at Collio fik sin egen DOC.

Stykvist blev der udvidet med flere gode marker, og i løbet af 1970’erne blev Dorinos sønner Valneo og Tonino involveret i produktionen, og fra 1980’erne og frem tog de initiativ til at sænke udbytterne og flaske vin fra udvalgte enkeltmarker— med henblik på at lave vin i verdensklasse. Undervejs fik man også råd til at erhverve sig yderlige ejendomme: Vinhusene Tenuta RoncAlto i Collio (8 hektarer), Villa Chiòpris i Friuli Grave (96 hektarer) — og uden for Friulis grænser toskanske Borgo Salcetino i Chianti Classico (18 hektarer) og umbriske ColSanto i Montefalco (19 hektarer). I dag står Valneo i front for foretagenet med sønnen Matteo ved sin side. Søsteren Francesca arbejder også for vinhuset. Ansvarlig for vinifikationen er ønologen Rinaldo Stocco.

Typisk for Collio og naboområdet Colli Orientali dyrker Livon en lang række forskellige sorter. For de hvides vedkommende Friulano, Ribolla Gialla, Malvasia Istriana, Pinot Grigio, Pinot Bianco, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Moscato, Traminer Aromatico, Müller-Thurgau, Verduzzo og Picolit— og for de rødes Refosco, Pignolo, Schioppettino samt Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. Fra de to kældre i Collio, Vencò og Masarotte, flaskes årligt mere end en halv million flasker vin.

Tre vine er det særligt værd at hæfte sig ved, cru’erne Solarco og Manditocai og selvsagt gran cruen Braide Alte. Manditocai er husets fornemmeste Friulano-fortolkning. Navnet Mandi Tocai kan oversættes til ‘Bye bye, Tocai’ og er en munter hilsen til myndighederne, der af hensyn til ungarske Tokaj har ændret druenavnet Tocai til Friulano. Vinen forbliver dog den samme, og det er Tocai Friulano på meget højt plan. Den superfriske Solarco (‘Solbuen’) er et 50/50 blend af Friulano og Ribolla Gialla, som på smukkeste vis forener Friulanos frodige frugt med Ribollas syrestruktur og mineralitet.

Udsigt fra vinhuset ned over Braide Alte og hen over grænsen til Slovenien

Arvestykket BraideAlte

Braide Alte betyder noget i retning af ‘det høje landstykke’ på lokal dialekt, og Matteo Livon betegner marken som et arvestykke, ‘et dyrebart familiesmykke’. Braide Alte ligger på bakken lige bag vinhuset og lige på grænsen til Slovenien. Marken er beplantet med fire sorter, to internationale og to indfødte: Næsten halvdelen er Chardonnay, mens resten udgøres af Sauvignon, Moscato Giallo og Picolit. Beplatningstætheden er moderat, 3.200 vinstokke per hektar, og stokkene er cordon-opbundet.

Der høstes af fire omgange, først Sauvignon og Moscato, normalt sidst i august, så Chardonnay engang i september, og sidst Picolit i oktober. Druerne gæres hver for sig og samles først efter endt fadlagring. 

Druerne høstes manuelt i mindre kasser, de presses nænsomt og macererer køligt med skallerne i godt otte timer, hvorefter mosten klarer ved naturlig sedimentering. Heftefter gæres den i små slavonske træfade (indtil 2010 dog i franske barriques af Allier-eg) ved godt 14-16 grader. Efter endt gæring lagres vinen på gærresterne i de samme fade i otte måneder, hvorefter de forskellige fade samles på ståltank i en måned, før de filtreres og flaskes. Vinen frigives først efter et års modning i kælderen.

Braide Alte udviser stor sensibilitet i forhold til vejr og vind. Hver årgang er forskellig, ikke mindst fordi de enkelte druesorter har forskelligt udtryk: I varme årgange dominerer Chardonnays fylde, mens Sauvignons syre og aroma kommer i front i køligere årgange. Regn, sol og varme afgør også intensiteten af Moscatos aroma og Picolits sødme; og så har skiftende vejrlig og ikke mindst nedbør afgørende betydning for den porøse ponka i Collio: Således oplevede man så sent som i 2016 et mindre jordskred på marken, dog uden alvorligere skader på vinstokkene.

Den unge vin dufter rigt af blomster og frugter, som antyder en vis sødme, men i munden er den tør, syrefrisk og mineralsk. Den er en eksotisk forfriskning allerede som ung, men har man selvbeherskelse nok, bør man gemme den i kælderen, så længe man har tålmodighed. Tiden afslører dens forfinede bygning og udvikler en kompleks dybde, man kan dvæle længe ved. Det er vin til alt fra rejer, krebs og hummer til fyldigere retter med modne oste og fløde, men alene er den et måltid i sig selv.

2017. Frisk og fugtig duft, moden fersken og ananas, strejf af kamille, safran og vanille. Saftig med fyldig frugt, men overraskende let og ren med pæn syre; fersken, mirabellekompot, kumquats, mineralsk finish, flot balanceret, ung, vital og virkeligt god.

2015. En årgang til den varmere side, men resultatet folder sig friskt ud. Tæt aroma med fed, syrlig ferskenfrugt, frugtsalat med råcrème, mandler og kokos. Blød i munden med let fedme og en frisk, moden syre, godt greb, svagt bitter touch af appelsinskal og bergamot. Harmonisk.

2011. En varm årgang som modsætning til den kølige 2010. Hvidblomstret duft med gule æbler og friske abrikoser. Stor intensitet men alligevel delikat aromatik. Syrerig fylde, frisk på tungen med eksotisk frugt, moden hvid fersken og litchi, gule æbler og appelsiner, vitaminpille i eftersmagen. Slutter slankere af en først antydet men i fin balance.

2007. Her er der tale om en meget varm årgang med en meget tidlig høst, som har formået at bevare friskheden. Fed duft med hvide blomster, æble-, tjørn- og røn, let oxidative noter af stødt æble, mørke undertoner. Pæn syre og flot fylde i munden, man mærker den fuldmodne frugt, fersken og abrikos men først og fremmest rosmarin, oregano, salvie og andre olierede urter, bivoks i eftersmagen.

2004 er 2007s modsætning: Sen høst på grund af en ret stilfærdig sommer, lave temperaturer og færre solskinstimer. Næsen er ret diskret, tydeligst er træet, røgen og en smule grillet kød. Køligt udtryk i munden, slank med fin syre, delikat blomstret og urtet; og udviser så en balance og lethed, som er meget, meget flot. Egentlig har den udviklet sig sagtere og flottere end f.eks. 2007.

2000. Et køligere år med moderat modning men flot kvalitet. Nu udviklet i duften, let røget med milde strejf af champignon og bagt kartoffel, så syrnet fløde og en fedme af hvide blomster og moden frugt— en enormt kompleks og flot duft. Flot balanceret i munden, stadig en frisk syre og en stilfærdig smag af modne stenfrugter, abrikosmarmelade, blomsterhonning, vingummibamser og B-vitaminpiller, mineralsk efterklang. En helstøbt, veludviklet helhed, ypiig og stadig sprælsk.

1996. Debutårgangen efter mere end tyve års lagring: Overraskende ung farve og næse: Let krydret og svagt røget i næsen, grillet kød, ristede græskarkerner, noget nærmeste burgundisk, milde oxidative noter. Meget behagelig og balanceret i munden med hvid stenfrugt og moden citrus, rundet syre og pikante noter af moden fastost, røget skinke, grillet grøn peber, krydderurter, salt og mineraler. Stilfærdig wow-faktor! Den har vokset sig stor og lever stadig.

Flaske: Braide Alte 2017  
Vinhus: Livon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druer: Chardonnay, Sauvignon Blanc,
 Moscato Giallo, Picolit
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på små træfade  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Dio Vino 
Pris: 289,-