Vinen tilbage i byen

Graz, Østrigs næststørste by og hovedstad i delstaten Steiermark, var indtil midten af det 20. århundrede en vindyrkende by: Især på bakkerne i den sydlige del af byen var der plantet vinmarker, som efter bedste, østrigske tradition dannede rammen om Buschenschänke, beværtninger med mad og udskænkning af egen vin. I folkemunde var området omkring bakken Kehlberg endda kendt som Kleingrinzing, ‘det lille Grinzing’, en reference til Wiens berømte kvarter med vinmarker og Kellergassen på ræd og række. Industrialiseringen og vinlusens indtog begyndte at begrænse vinarealet i Graz allerede i 1800-tallet, og øget urbanisering og to verdenskrige i 1900-tallet gjorde kål på resten. Næsten 200 hektarer vinmarker i 1820 var reduceret til 0 i 1967, hvor den sidste vinmark i bydelen Welbing blev opgivet.

Landmusen, bymusen og sommerfuglen

Den historie blev vinmageren Hannes Sabathi bekendt med for en håndfuld år siden, da en ven fra Graz fortalte ham om byens glorværdige historie med urbant vinbrug. Inspirationen var vakt hos den terroir- og traditions-interesserede Sabathi; og nu genopliver han vinbruget i Graz på Kehlberg under navnet Falter Ego. Kehlberg ligger i byens sydvestlige del og har dokumenteret vinbrug tilbage til 1140, og den talte i 1800-tallet mindst 37 hektarer vinmarker. Dengang var den sandsynligvis beplantet med Weisser Heunisch, Welschriesling og Blauer Wildbacher. I 2013 og 2014 genplantede Sabathi så 4,5 hektarer på Kehlberg med velkendte sorter i Steiermark-regi: Sauvignon Blanc, Gelber Muskateller og Grauburgunder. Terroiret ligner det, han kender hjemme fra Gamlitz i Südsteiermark: Stejle marker på lehm og kalksten. Navnet Falter Ego er Sabathis alias og desuden en reference til en sjælden sommerfugl (Falter), der sammen med vinen nu stortrives igen som følge af den grønne byfornyelse. Sabathi forklarer:

“Kehlberg er et magisk sted. Midt mellem træklædte bakker ligger vores unge vinmark. Efter 100 års fravær kan to arter nu lykkeligvis genfindes her: Osterluzei svalehalen og vinstokken.” Den sjældne plante hjertebladet slangerod trives ikke blot på naturskrænten men også i den nyplantede vinmark; og den er foderplante for den endnu sjældnere art svalehale zerynthia polyxena. (Læs mere om vin, klima og sjældne sommerfugle her.)

Urban vitikultur

Graz er ikke unik som vinby. I Wien overlevede vinmarkerne, som i en af de eneste storbyer i verden, gennem det 20. århundrede, og de har haft en sand opblomstring de seneste 20 år. I Salzburg var der i århundreder også vinbrug, særligt omkring flere af de såkaldte bybjerge, der som Grazs er en del af de nordlige kalkalper. Men de sidste marker forsvandt her allerede i løbet af 1800-tallet. Vinbruget i Salzburg var koncentreret omkring Rainberg, en udløber af det større Mönchsberg, og Bürglstein, en udløber af det større Kapuzinerberg. Som i Graz er der dog også grøde i en genetablering af den urbane vitikultur i Salzburg: Den lokale spejderbevægelse, Salzburger Pfadfindern, har stået for genplantning af vinmarkerne ved Richterhöhe på Mönchsberg. Deres første årgang af vinen Paris Lodron Zwinger flød fra flasken ved en præsentation på Hotel Blaue Gans i Salzburger Altstadt den 21. juni 2012. Den laves i samarbejde med Martin Mittelbach fra Tegernseerhof i Wachau, og kvaliteten er på vej til tops. Der findes også overvintret byvin i tyske Stuttgart, ligesom man (i meget mindre skala) har genetableret vinmarker i Montmartre i Paris, der indtil 1800-tallet også var veludrustet med vin. Urban gardening, når det er bedst; og godt at se, at både kulturhistorien og naturen rykker ind i byerne igen. Selvfølgelig er der også mangfoldige udfordringer, for eksempel i forhold til forurening fra omgivelserne. I Kehlbergs tilfælde var det dog ikke det store problem, da bakkeskråningen har været henlagt som naturgrund i årtier.

Fra Gamlitz til Graz: Hannes Sabathi på toppen af Kehlberg med byen i baggrunden. Foto: Manfred Klimek

Der er mere at læse om Falter Ego og 110 andre østrigske vine, deres vinmagere og oprindelse i Daniela Dejnega og Luzia Schrampfs netop udkomne 111 Weine aus Österreich, die man getrunken haben muss (Emons Verlag). Slår man op på side 234, finder man en flot kondenseret historie om Graz og Kehlberg, Hannes Sabathi og Falter Ego. Oplagt, velformuleret og ganske inspirerende, og sådan går det flaskevis hele vejen igennem bogen; og gerne med et glas Grauburgunder fra Graz i hånden.

Grauburgunder Ried Kehlberg 2017 er en sjældent forfriskende Grauburgunder. Fint flintet og let røget duft med nyslået hø, urter og bergamot i duften. Saftig ferskenfrugt i smagen, friskkærnet smør, fine noter af orangeskal, smidig syre og en behagelig tørhed. Mineralitet fra Kehlbergs kalk- og dolomitholdige jord i op til 500 meters højde, friskhed fra kølig gæring på stål, fylde fra fadlagring sur lies. Godt gjort!

Et udvalg af Hannes Sabathis vine importeres af Østrigsk Vinimport.

Flaske: Ried Kehlberg 2017  
Vinhus: Hannes Sabathi  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Grauburgunder  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Glasprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 200,-  

Riesling i orange rober

Naturvin er først for nyligt begyndt at ruske op i en traditionsstærk og konservativ tysk vinbranche. Vist serveres der i rigelige mængder på vinbarer i Berlin og Hamborg, og naturligvis finder man også en lang række økologiske og biodynamiske vinbønder. Den grønne bølge er skyllet ind over landet, men mere minimalistiske og eksperimenterende måder at lave vin på samt deciderede udskejelser har der været langt imellem. Ordnung muß sein.

Så meget desto mere overraskende er det nok at finde orange Riesling i en af traditionernes højborge, Mosel. Ikke mindre overraskende kommer den fra en gammel og hæderkronet producent som Dr. H. Thanisch, Erben Müller-Burggraef— men den, der søger, skal finde. White Thanisch er Riesling med lang skindkontakt, gæret og lagret på barrique. Det er absolut en tolvtonekomposition med masser af blå toner, men det spiller! Snarere end et skævt eksperiment virker vinen som en velovervejet rejse ind i en anden side af Riesling og af Mosels terroir. Det er en glædelig overraskelse, for det er langt fra altid, at skindkontakt klæder Riesling eller får den til at kaste noget særligt af sig.

Et alternativ for Tyskland

Ret skal være ret, Tyskland har en række glimrende producenter af vine med mere naturlig kant, og der fremstilles udmærkede orangevine i Tyskland. Riesling kan findes i begge aftapninger. Biodynamiske Peter Jakob Kühn fremstiller sine mere ‘burgundiske’ Rieslinger med fadlagring på gærresterne og har også leget med gæring og lagring på amforaer. Den unge Jörn Gorzieski har, først på Weingut Ankermühle og siden i eget navn på Weingut Joern, lavet fadgæret og skindfermenteret Riesling med både kant og karakter. Brødrene Becker i Rheinhessen og brødrene Brand i Pfalz og Odinstal sammested har alle leget med naturlig og orange vinificering med absolut drikkeværdige udfald. I Mosel finder man lignende eksempler hos de to biodynamikere Clemens Busch og Sybille Kuntz; og de større og mere etablerede og respekterede producenter står nu for tur. Fornyelserne finder sted hos Thanisch, en af tre producenter i Mosel med det navn, taget têten, nemlig hos Dr. H. Thanisch i Bernkastel-Kues (arvingerne efter Müller-Burggraef).

White Thanisch

Kældermester Maximilian Ferger fortæller om sit projekt:

“Inspirationen kommer fra, da jeg for år tilbage for første gang smagte orangevin. Det gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg kunne godt lide stilen og metoden, der er mere eller mindre ‘back to the roots’,” beretter Maximilian Ferger:

“For mig er og forbliver vin et naturprodukt, som kan fortælle os sin historie hvert år på ny, og den skal dufte og smage af årgangen, druesortets typiske karakter, terroiret og alt i omgivelserne. En naturvin skal afspejle og fremvise hele miljøet, den kommer fra, druens fulde potentiale, og det naturlige produkts mangfoldighed. Uden indgreb udefra med tilsat gær, klaring, filtrering eller anden ‘polering’, der skal forskønne vinen. Sådan skal det forblive, og alle disse faktorer har ført mig til at prøve det selv.”

Nogen betingelsesløs beundrer af orangevin og naturvin er Ferger nu ikke. Han tilstræber en naturlighed og enkelhed i produktet, som dog stadig skal håndteres og formes, så det er genkendeligt som vin. Minimal intervention må ikke være en bortforklaring af urenhed eller sløs i stedet for hårdt arbejde. Hans tålmodighed er derfor også kort, hvad angår mange medløberes nye ‘naturvine’:

“Selvsagt er det, at man må arbejde flittigt og rent, og ikke bare læse druer ind i kælderen, gære dem med skallerne og derefter flaske en vilkårlig vin og så dekorere sig selv med at have lavet en ‘naturlig’ eller ‘orange’ vin. Den trend er desværre tiltaget ekstremt, og du kan finde mange sådanne ‘modige, naturlige træk’, som desværre kun er halvvejs drikkelige.”

Hans eget arbejde er lettet af at kunne arbejde med en selektion af sunde druer af meget høj kvalitet, ikke mindst af meget ædel byrd. Råmaterialet til White Thanisch er taget fra nogle af Bernkastels (og Mosels) mest berømte marker, Badstube, Graben, Lay og Doctor. De er i afstilket form spontangæret og lagret på en brugt barrique med syv ugers skindkontakt. Den er gæret til absolut tørhed— estsødmen ligger på 0,3 gram pr. liter, den samlede syre på 6,4 gram pr. liter; og den er flasket i uklaret og ufiltreret form.

“Jeg lavede den første gang i 2011, og siden har jeg hvert andet år fremstillet en orangevin. Hver gang i små mængder, en enkelt barrique, indtil årgang 2017, hvor vi producerede hele to barriques, fordi efterspørgslen på vinen er blevet er steget ekstremt.” Det forstår man, for det er vellavet, vellykket og velsmagende.

Simon says

Simon Woolf, vinskribenten bag bloggen The Morning Claret og forfatter til orangevinsbogen Amber Revolution, har tidligere bemærket og beklaget tysk Rieslings fravær fra orangevinscenen. I sin Amber Revolution fra 2018 skriver han: “Tyskland har af alle Europas vinlande vist sig at være det mest konservative og det sløveste til at omstille til mindre intervention i vinkælderen.” Riesling er sigende nok heller ikke med på hans liste over populære druer til orangevin; og Riesling med skindkontakt får følgende ord med på vejen: “Riesling er et vanskeligt bekendskab, hvad angår maceration: De mest velkendte vine er de halvtørre og halvsøde fra Mosel. Her undgår eller blokerer man malolaktisk gæring for at sikre de velkendte frugtaromaer og bevare den friske syre. En traditionelt skindfermenteret Riesling vil gære ved højere temperatur og højst sandsynligt gennemgå fuldbyrdet malolaktisk gæring, en forvandling til en meget mere substantiel stil, som langt fra alle vinmagere (eller deres kunder) vil sætte pris på.” Hans eneste tyske anbefalinger er derfor på Silvaner og Gewürztraminer.

Såvidt Simons anbefalinger af april 2018— meget orangevin er løbet gennem glassene i mellemtiden, og Woolf er nu løs med følgende hale på historien:

“Det er rigtigt, at der ikke er skete så meget i Tyskland i årene, hvor jeg lavede research til min bog. Hvis jeg skulle skrive den nu, ville der i hvert fald være en 5-10 anbefalinger af tyske orangevine. Folk som 2 Naturkinder, Brand Bros, Jan Mathias Klein og Schmitt laver fine ting i dag.”

Såvidt altså enighed om forekomsten af— og potentialet for— tysk orange- og naturvin i det hele taget. Skulle man fatte yderligere interesse for orange Riesling, er der som nævnt anbefalelsesværdige eksemplarer fra Clemens Busch, Sibylle Kuntz, Jörn Goziewski samt Philip Wegner i Pfalz. Lidt længere væk er der stof at hente hos Matthias Hager i Østrig samt Stekar i Friuli; og Kovacevic i Serbien kringler en spændende Riesling på qvevri.

Tilbage til White Thanisch 2015, som er æterisk duftende af kølig stenfrugt, gule roser og bivoks. I munden er der fuldmoden frugt men absolut ingen restsødme— moden mandarin, fersken, syrlige drops, frugtkaramel, friskmalet lysristet kaffe, kokos og krydderier. Der er genkendelige smage; og samtidigt sjældne noter og antydninger, der fastholder nysgerrigheden og trangen til en slurk til. Cremet fylde, fine tanniner, opkvikkende syre og en funklende mineralitet. Det er mærkværdigt, det er Mosel, det er mytisk!

Flaske: White Thanisch 2015  
Vinhus: Dr. H. Thanisch  
Oprindelse: Mosel, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret,
 syv ugers skindkontakt
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 349,-  

Haveselskabet i det høje

Århundreder gamle vinmarker, gammeldags kurvepresser, store gamle kastanjefade og hjemmelavede amforaer af egen lerjord. Det er Cantina Giardino, ‘Have-vinkælderen’, hvor Antonio og Daniela de Gruttola siden 2003 har lavet vin med fire af deres venner. Vi er i Irpinia, et mindre område i bakkerne på bjergkæden Appenninerne, der strækker sig ned gennem hele den italiske halvø og når nogle af sine største højder netop i Campanien. Jordbunden er dels kalksten, dels af vesuviansk vulkansk oprindelse.

Cantina Giardinos 16 vinmarker er beplantet med gamle stokke af lokale sorter, de grønne Fiano, Greco og Coda di Volpe samt den blå Aglianico— og heri ligger hele husets filosofi: Deres foretagende har fra begyndelsen handlet om at overtage ‘lukningstruede’ gamle vinmarker (med typisk over 50 år gamle stokke) med områdets indfødte og sjældne sorter. Flere af markerne er erhvervet fra ældre vinbønder, der ikke længere har magtet at opdyrke dem. I de Gruttolas hænder får de nu lov at leve videre og passe sig selv.

“Vi tror, at en mulig fremtid er at bedrive landbrug uden brug af systemiske produkter, og at vin uden tilsætningsstoffer er bedre og sundere,” fastslår Antonio de Gruttola. Derfor dyrker de markerne absolut økologisk. Vinmarkerne er af rimelig vild vækst; og det samme kan med en vis ret siges om vinene. I kælderen arbejdes der udelukkende med spontangæring, varierende længder skindkontakt, og kun i traditionelle redskaber og beholdere: Kurvepresser, kastanje- og akaciefade samt terracotta amforaer— og det resulterer i en lang række forskellige vine afhængigt af årgangen. Naturen giver, hvad den vil, og vinbonden er fri, når han følger den:

“Ingen kan fratage det frie håndværk fra den frie vinbonde. Den frie vinbonde er den, der kender sin vingård godt, og hvis vine klarer sig uden en ønolog og uden brug af bioteknologi. Vi fører ingen krig mod dem, der gør, men vi vil lave vin sådan her,” fastslår parret.

Antonio har lærergerning som sit borgerlige Nebenberuf, mens Daniela er keramiker. I den egenskab er hun også skaber af husets mange amforaer, der er gjort på lokal lerjord. I kælderen lukkes de efter endt gæring til med lokal bivoks, mens de venter på at være modne til flaskning. Imens maler lokale kunstnere de spraglede etiketter, der skal matche vinene med navne som Adam, Gaia, Paski, Sophia og T’ara Rà.

Sophia 2017 er skindfermenteret Greco fra amfora. Vinmarken, hvorfra druerne er høstet, er en af Campaniens højest placerede i 650 meters højde. Stokkene er op til 80 år gamle, og Greco kommer virkeligt til sin ret her efter seks måneder med skallerne. Det er struktureret ventevin, og den har stof til flere års lagring. Mundvandsfremkaldende syre, mundvandsdrænende tanniner, som stærk sort the, virkeligt godt greb men alligevel rund og rar; og ikke mindst elskelig for sine aromaer af tørrede abrikoser, pomerans og safran… og læg tørrede blomster, tørret mynte, mentol, eukalyptus og kamfer til. Det er vild vin, så der er naturligvis vildgærsnoter og en vis volatil syre, som sandsynligvis vil integreres med tiden.

Det danske efterårsvejr er orangevinsvejr. En uomgængelig sandhed på linje med ‘vin er vådt’, ‘tiderne skifter’ eller ‘alle ungkarle er ugifte’. Orangevine egner sig til de kølige stunder i løvfaldstiden, ikke mindst til efterårets spiser med bær, svampe og nødder. Sophia markerer overgangen fra sommer— med sin blomstrende og frugtige duft og strålende skær— til vinter— med sin krydrede dybde, faste greb og dybe glød.

Flaske: Sophia 2017  
Vinhus: Cantina Giardino  
Oprindelse: Campania, Italien  
Druesort: Greco  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
 seks måneders maceration
Lagring: Terracotta amforaer  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Il Buco
Pris: cirka 300,-  

Livet på grænsen: Steiermark

Den 10. september 1919 skrev de allierede magter og de besejrede østrigere under på Saint-Germain-traktaten. Det beseglede det gamle Østrigs opløsning efter nederlaget ved Første Verdenskrigs afslutning året før; og hermed adskildtes adskillige kronlande— med tilhørende vinmarker— fra det tidligere kejserrige: Store landområder gik tabt til vore dages Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Italien, Rumænien, Slovenien og Kroatien. Flere af kejserrigets vigtige vinområder lå nu i andre lande. Alene dannelsen af Kongeriget Jugoslavien betød et farvel til næsten 10 millioner undersåtter— og 30.000 hektarer vinmarker.

Tilbage lå en forarmet, detroniseret og amputeret republik i Alperne, afskåret fra omverdenen og sin glorværdige fortid; og familier, der boede i grænseområderne, måtte vinke farvel til familiemedlemmer og landbesiddelser, som de nye grænser satte udenfor; og med Anden Verdenskrigs udbrud og Jerntæppets sænkning blev det, der kramptagtigt var blevet holdt sammen som ét land gennem århundreder, i det følgende århundrede endnu mere krampagtigt holdt adskilt. Nu, et århundrede senere, er skårene klinkede, og efter Den kolde krigs afslutning og EU’s udvidelse mod øst er der genetableret forbindelser på tværs af de splittede egne— også mellem vinmarker og vinmagere. I disse Brexit-tider kan det være en interessant påmindelse om europæisk integration at se nærmere på de genvordigheder, et turbulent århundrede i europæisk historie beredte befolkningen og efterkommerne i Det Habsburgske Monarki. Ikke mindst på, hvor godt vinene i randområderne er kommet igen. Det lysner i øst.

Die Südsteirische Weinstrasse smyger sig gennem vinmarkerne op og ned af de bølgende bakker i det sydligste Steiermark. Slovenien ligger på den anden side af skoven… og ved hvert et sving hyggelige små vinhuse

Steiamoak

Et af verdens naturligt mest betagende vinområder ligger i det sydøstlige Østrig mod grænsen til Slovenien: Steiermarks landskab fascinerer med sine endeløse rækker af stejlt skrånende bakker, der vrider sig ud og ind mellem hinanden og mødes i de særeste vinkler. “Das grüne Herz Österreichs”, Østrigs grønne hjerte, er en passende betegnelse for dette frodigt grønne og pulserende landskab: Skove, enge, frugtplantager og marker med korn, humle, græskar og masser af vin. Befolkningen ernærer sig som altid først og fremmest ved landbrug. Herfra flyder vinen og østrigernes elskede græskarkerneolie. Det tiltrækker også turister, der kan nyde godt af omgivelserne, afgrøderne og ikke mindst de lokales gæstfrihed, traditionsrige livsform og den charmerende styriske dialekt, hvor intonationen og melodien ligner landskabet.

Sin sydlige beliggenhed til trods gør højderne og nærheden til Alperne Steiermark til et ret køligt vinområde, hvor intense og aromatiske hvidvine er i højsædet. Det lokale klima kaldes illyrisk: Østrigs semi-alpine fastlandsklima mødes her med et fugtigt, adriatisk kystklima fra syd samt den såkaldte pannoniske indflydelse fra øst, hvor varme vinde blæser ind fra den store ungarske slette. Køligheden giver intensitet og temperatursvingningerne komplesitet i druerne.

Det finurligt furede bakkelandskab byder på mange forskelle i både elevation og eksposition, og variationerne i jordbundsforholdene gør et stærkt fokus på lokalt terroir forståeligt. Kalkmergel, kalksten, ler, sand, skifer og basalt, man kan finde det meste i Steiermark. Det samme motiverer en stor variation i sorter: De grønne druer dominerer— Welschriesling, Gelber Muskateller, Roter Traminer, Sauvignon Blanc, Weissburgunder, Grauburgunder og Chardonnay, lokalt traditionelt kaldet Morillon samt en smule Riesling; og blandt de blå er Blauburgunder og Blaufränkisch at finde foruden den lokale specialitet Blauer Wildbacher, der mest benyttes til den syrerige rosé Schilcher (og der er nærmere at læse om Steiermarks vinområder og vine i det aktuelle DinVinGuide #19).

Steiermark var i mere end 700 år et samlet hertugdømme og integreret kronland i det østrigske kejserrige. Men fra 1919 kom nutidens Steiermark til at ligge i Østrig, mens det primært slovensktalende Untersteiermark blev en provins i Slovenien (Spodnja Stajerska). Det efterlod uundgåeligt tysktalende familier på den slovenske side og slovensktalende på den østrigske. Mange folk måtte rykke rundt og beslutte sig for, om de ville emigrere eller integreres.

Et vanskeligt århundrede fulgte på begge sider af grænsen. Fattigdommen var stor, især på landet, og især så perifært som det sydlige Steiermark lå. Den nu slovenske by Maribor (Marburg an der Drau) havde været et lokale samlingspunkt, men den lå nu på den anden side af en hård grænse. Dagligdagen blev vanskelig med hårdt arbejde på de stejle skråninger og tranghed i de små huse. Man dyrkede majs til at fremstille den nærende ret Sterz, og vin var alene til eget- og lokalforbrug, told gjorde udveksling og eksport vanskelig. Området affolkedes betragteligt i årtierne, der fulgte, og afhopning, smugling og andre former for grænseoverskridende adfærd blev for en tid hverdag. Efter Østrig gennem Anschluss blev en del af Det Tredje Rige i 1938, fulgte voldsomme krigshandlinger under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne besatte Stajerska og forsøgte etnisk udrensning i området; og med den efterfølgende fred fulgte Den kolde krig og årtiers skarp adskillelse.

Historiske dobbeltbesiddelser

Südsteiermarks snoede skråninger har ellers ikke meget til overs for mennesker med måleudstyr og grænsedragning for øje, og anskuet i dag synes det usandsynligt, at her ikke altid har hersket fred og fordragelighed. Landegrænsen mellem Østrig og Slovenien har siden 1919 løbet mellem Kungota i Slovenien og Glanz i Østrig, hvor også Die Südsteirische Weinstrasse løber— Østrigs ældste vinvej indviet i 1950’erne. Efter østblokkens fald, den jugoslaviske borgerkrig, Sloveniens selvstændighed i 1991 og indlemmelse i EU i 2004, indviede man i 2013 monumentet Grenztisch (‘grænsebordet’), et rundbord som mødested til fælles fornøjelse midt i vinmarkerne, og grænsen går teknisk set tværs gennem bordet. Hvor der engang var hegn og pigtråd, står der i dag venskab og vinglas; og her satte Østrigs statslige vinmarketing, ÖWM, en række internationale vinfolk stævne til Austrian Wine Summit i sommers. Emnet var passende ‘vinmarker uden grænser’ og fokus det fremtidige fællesskab mellem de nu genforenede vinområder i Steiermark og Stajerska.

“Vi har meget til fælles både her og der. Men hver familie er sin egen, ingen har helt samme historie,” fortæller den unge Anna Gamser fra Weingut Gamser, hvor hun med sin familie driver vingård og gæstgiveri ved Leutschach få kilometer fra grænsen til Slovenien. “Vores historie begyndte med mine oldeforældre, der grundlagde gården. Men siden min bedstefar er den drevet som en dobbelt vingård” — hvorved forstås en vingård med vinmarker på begge sider af grænsen. Hannes Dreisiebner fra Dreisiebner Stammhaus i Gamlitz kan ligeledes fortælle om sin oldefar og dennes bror, der med huse på hver sin side af grænsen måtte føre familierne videre i hvert sit land— til trods for, at deres vinmarker stadigt grænsede op til hinanden; og den aldrende Alojz Gaube fra Vino Gaube i Kungota på den slovenske side af grænsen kan nostalgisk berette om, hvor gerne hans far Emanuel ville have gået på vinskolen i Klosterneuburg— men muligheden havde han ikke. Den mulighed fik først barnebarnet Alojzij, der i dag driver gården videre.

Allerede i 1953 forsøgte man med den såkaldte Gleichenberger Abkommen at løse de grænseoverskridende problemer: Det var en bilateral aftale, der gav godt 400 østrigske og 50 jugoslaviske bønder deres besiddelser på den ‘forkerte’ side af grænsen tilbage; og de østrigske vinbønder mulighed for at forarbejde deres slovenske druer til vin i Østrig. Skridt for skridt er det gået i den rigtige retning, lettet af Sloveniens indtræden i EU i 2004, men desværre besværet af visse juridiske oprindelsesgarantier siden 2014.

Mærket Historischer Doppelbesitz benyttes af en sammenslutning af vinhuse, der har besiddelser på begge sider af grænsen, stiftet som Weinbauverein steirischer Doppelbesitzer i 2012. I dag har disse grænsegængere altså mulighed for at dyrke markerne i sammenhæng og at forarbejde druer fra den ene side af grænsen på den anden. Således flasker familien Gamser i Østrig også en vin på Welschriesling fra deres marker i Slovenien.

Der blev kippet med både østrigske, slovenske og europæiske flag, da Austrian Wine Summit i sommeren 2019 lagde turen forbi Grenztisch ved Glanz langs Südsteirische Weinstrasse, hvor der er meget at fejre. Anna Gamser sidder til bords til venstre. Foto: ÖWM

Wööschriesling

Her har vi at gøre med en nærmest grænseløs drue, en retmæssig arving i den habsburgske vinfamilie. Welschriesling er Steiermarks mest plantede sort (og med 3.338 hektarer faktisk Østrigs næstmest plantede grønne sort efter Grüner Veltliner), og i de rette hænder er dens vine ofte ganske glimrende. Vine, man måske først falder for ved nærmere bekendskab, fordi de først forfører efter anden slurk; men ikke desto mindre.

En indledende afklaring er på sin plads: Welschriesling har ikke noget at gøre med den ‘rigtige’ Riesling, der kontrasterende også kaldes Rheinriesling men henvisning til floddalen, den stammer fra. Onde tunget vil hævde, at Welschriesling blot er en sekundasort, der lukrerer på Riesling-navnet for at forbedre sit eget brand. En urimelighed, vi vender tilbage til. Den er til gengæld beslægtet med en anden, nu knapt så kendt tysker, nemlig den gamle sort Elbling, der ligeledes er opkaldt efter en flod, Elben. Ret beset burde Welschriesling nok have heddet Donauriesling, for det er i landene langs Donau, den er udbredt og har sin oprindelse— men det navn er nu givet til en ny PiWi-sort, så vi hænger på Welschriesling.

Welsch— som i walisisk? Både ja og nej; for det germanske ord ‘welsch’ betegner noget fremmed eller anderledes, det være sig for eksempel et folk eller et sprog. Det er forklaringen på, at englænderne kalder deres vestlige naboer med det fremmedartede sprog for Welsh, selv kalder waliserne sig cymry. Tættere på vores nuværende opholdssted omtaler de tysktalende schweizere ofte deres fransktalende landsmænd i Suisse romande for Welschschweizer. Således også med den ‘anden’, ‘fremmede’ Riesling i øst: Welschriesling.

Ligehederne, der kan retfærdiggøre navneligheden med Riesling, tæller foruden friske æblearomaer og en relativt høj syre dens evne til at fremstille fremragende søde vine. Det er den rolle, Welschriesling indtager langs Neusiedlersee i Burgenland, hvor den blandt andre lægger druer til den ædelsøde Ruster Ausbruch. Kvaliteten er i top, men selvfølgelig er aromaerne og strukturen anderledes end i en Riesling fra Mosel. Men man skal slet og ret ikke sammenligne, for Welschriesling er sin egen; og har egne kvaliteter at værdsættes for. Fordommen, at tør Welschriesling er spinkel, udtryksløs bællevin, kan i dag tilbagevises med mangfoldige eksemplarer, der er alt andet.

Som nævnt er det netop i Central- og Østeuropa, at Welschriesling er på hjemmebane. Vi kender måske sorten bedst fra Østrig, men selv her slår den især sine folder i udkantsområderne i syd og øst. Den er udbredt i det nordligste Italien under navnet Riesling Italico, i Ungarn under navnet Olaszrizling og i Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien som Laski Rizling; mens den når sin største udbredelse i Kroatien, hvor den kendes som Grasevina.

Gamser Welschriesling 2018 er en traditionel styrisk Welschriesling med alle dens dyder, en frisk, saftig og mild mundfuld til maden eller som glas i utide. Fin, floral aroma, meget mild æblesmag, et let græsset præg i eftersmagen og en ren, mineralsk efterklang. Let og ligetil. Et glimrende supplement til de stærkt aromatiske vine, som Südsteiermark bugner af.

Weingut Tement laver for øvrigt fremragende Welschriesling af en anderledes seriøs og substantiel slags med deres enkeltmarker Weinstock Alte Reben og Ottenberg Veitlhansl. Ligesom de under navnet Domaine Ciringa laver vin i Slovenien lige over for deres berømte enkeltmark Zieregg. I Stajerska kan anbefales vinene fra Valdhuber og Keltis. Og prøv ellers løs hos Dieter Herist, Adam-Lieleg, Herrenhof Lamprecht, Lackner-Tinnacher, Michi Lorenz, Wolfgang Maitz, Tschermonegg, Warga-Hack, Weingut Werlitsch og Sepp Muster— eller i Burgenland hos Heinrich, Kolfok, Rennersistas og Uwe Schiefer. De bedste har foruden den frodige æblearomatik en næsten burgundisk fylde med syrnet smør, brioche og havrekiks eller masser af mineralitet, saltvand, havgus, østersskaller og flint. Måske fremtiden tilhører den undervurdrede outsider.

Flaske: Welschriesling 2018  
Vinhus: Weingut Gamser  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Welschriesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 11%  
Pris: cirka 100,-