Hvordan smager en lang, god sommer?

“Hvordan smager en lang, god sommer?”

Spørgsmålet stillede Nina og Niels Fink fra Vejrhøj Vingård ved Vindekilde i Odsherred for nyligt; og svaret vejrer ikke i vinden, for vi fik ved samme lejlighed smag for frugterne af sidste års høst. Den usædvanligt lange, tørre og solrige sommer i 2018 var en drøm for de danske vinbønder og kan nu genopleves i glasset. Styver 2018 er en forfriskende flaskepost fra foden af morænebakkerne ved Vejrhøj, hvor det på få år er lykkedes familien Fink at sende dansk hvidvin til tops.

Land og folk

Landskabet i Odsherred på det nordvestlige Sjælland hører til landets flotteste, især om sommeren; og Odsherred kommune rummer oplagt også flere sommerhuse end helårshuse. Man bemærker årstidernes skiften på andet end vejret.

Vi befinder os på bakkedragene langs Sejrøbugten syd for Sjællands Odde. Vejrhøj Vingård ligger langs vandrestien fra Vindekilde til gravhøjen Vejrhøj. Det er stejlt moræneland, dannet under seneste istid, hvor hele Odsherred lå under is. Vejrhøj er den yngste, sydligste og højeste af de såkaldte Odsherredbuer, randmoræne dannet ved en gletchertunges fremskred. Den gamle bronzealdergravhøj på toppen troner i 121 meters højde, med udsigt mod Nekselø i vest, Dragsholm Slot mod syd og helt over til den inddæmmede Lammefjord mod øst. Selve vinmarkerne ligger på sydvendte skråninger ned mod Sejerøbugten, foran ligger lidt hedeslette og bagtil skov og en moræneslette ned til Lammefjorden.

Seneste tilføjelse til dette gamle landskab er så tre hektarer vinmarker. Nina og Niels Fink skiftede Sølyst i Klampenborg ud med Vejrhøj i 2009. En boligannonce havde gjort dem opmærksomme på det lille hvidkalkede husmandssted ved havet, med tilhørende marker, som i årenes løb bare var vokset til. “Det var udsigten, der afgjorde det. Vi satte os på en bænk ved huset og så ud over bugten,” fortæller Niels: “Her skulle det være.”

En moden beslutning

Det er alt andet end ubeskrevne blade, der har slået rod her ved Vejrhøj. Begge er uddannede økonomer, fra henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet, og begge med en fortid i PensionDanmark og Lægernes Pensionskasse. Senest var Nina direktør i PBU, Pædagogernes Pensionskasse, og Niels chef for institutionelle investorer i Nordea. Hvad slår man sig så ned som efter sådanne jobs? Ja, som vinbønder, selvfølgelig!

Helt en selvfølge var det nu ikke, for det var mere tilfældets musik, der førte dem til vinavl. Nina var som ung en tur omkring Landbohøjskolen men skiftede hurtigt agronomien ud med økonomien og lod det grønne være en hobby. Men efter en lang karriere i storbyen kriblede det igen i fingrene for at komme i gang med “noget med planter”. Så da den yngste var blevet student, og børnene dermed fløjet fra reden, stod en flytning og et karriereskifte foran dem.

Oprindeligt var det tanken, at de måske skulle dyrke æbler eller solbær; men en kyndig sjæl var så venlig at lade Niels vide, at moræneskråningerne nær ved havet var mere end velegnede til vindyrkning. Så sådan blev det. De første vinstokke blev plantet i 2011. Stadig på hobbyplan til en aktiv pensionisttilværelse; men da Niels forlod sin chefstilling i 2013, valgte de alligevel at lade vinavlen tage fart. I dag står der godt 10.000 stokke, som kræver godt og vel to fuldtidsstillinger at passe. Samtidigt har Niels været tilbage på skolebænken og har taget sommeliereksamen på Vinakademiet.

De står altså selv for alt arbejde i marken og vineriet— men med hjælp fra venner, familie og folk med erfaring og gode kontakter. Den tyske vinmager og ønolog Jens Heinemeyer bistår i kælderen. Heinemeyer er kendt fra vinhuset Solveigs i Rheingau og slår ofte sine folder som konsulent i Danmark, bl.a. har han tidligere arbejdet med kirsebærvin på Frederiksdal, ligesom han også er ønolog hos Ørnberg på Sjællands Odde få kilometer fra Vejrhøj.

“Jens har været en vigtig hjælp undervejs. Han har også hjulpet til med at finde det rigtige udstyr til vineriet til en ordentlig pris. Vi var en tur i Tyskland og se på forskellige beholdere og brugte maskiner, og Jens kunne vælge noget af god kvalitet,” fortæller Niels.

I 2015 byggede de nyt professionelt vineri ved siden af privatboligen. Foruden presse- og flaskningsudstyr, gæringstanke og træfade rummer bygningen også kontor og smagerum. Siden har det faktisk bare taget fart. Vinene udviste tidligt et kvalitativt potentiale og har allerede fået professionel opmærksomhed og vundet flere priser— og blandt de mange ferierende i sommerhalvåret er der god basis for hyppige besøg på den lille vingård. “Så der er nok at se til.”

“Vi får en masse frisk luft, for der er rigtigt meget udendørsarbejde. Det er meget givende at gå rundt ude i marken og passe planterne,” fortæller Nina. “Det er noget rart i at gå og gentage, når man beskærer og binder op. Men man skal ikke begynde at tælle, hvor langt man er nået… for så går det galt!”

Der skal både slides og nørkles en del, men også træffes beslutninger langt ud i fremtiden. Vin er som flerårig afgrøde og langtidsholdbart produkt et foretagende med naturligt langt tidsperspektiv; og det fordrer eftertanke men kræver også beslutsomhed. Deri ligger selvfølgelig venten og frustrationer men også meget af det særegent givende ved hele foretagendet: “Der er en stor tilfredsstillelse i at arbejde med hele processen fra planterne på marken til den færdige vin i flasken,” fastslår Niels.

Udgangspunktets lidenhed til trods formår de alligevel at fremstille flere forskellige og forskelligartede vine: Hvid, rosé, stille og mousserende, stålsatte og fadlagrede, de ligefremme og de legende. En fællesnævner er en intens aromatik og kølig nordisk friskhed.

En lille forbindelse tilbage til finansverdenen er finurligt bevaret i vinenes navne: Skilling, sterling, seksling, klipping, styver og gylden er alle navne på mønter; og med de historiske mønter sluttes ringen også til gravhøjen og arkæologiske fund fra nærheden.

Grønt er godt for øjnene

Respekt for naturen er en grundindstilling hos Nina og Niels Fink. De har fra første færd dyrket uden brug af sprøjtegifte. Desuden holder de markerne grønne med bunddække af naturlige græsser; og de tilføjer jorden næring med kompost. En officiel økologisk certificering er også under opsejling.

“Vi har valgt nogle sorter, som har gode forudsætninger for at modne i et køligt klima som det danske,” forklarer Niels, “og da vi dyrker markerne uden at bruge sprøjtegifte, giver det også god mening at have sorter, der kan modstå meldug og råd.”

Valget af druesorter faldt også naturligt på de grønne, da det danske vejrlig (endnu) er bedst egnet til hvid og mousserende vin. Solaris er hovedsorten, og Muscaris har også fået en pæn andel. Phönix, Hibernal og senest Souvignier Gris følger trop, og dertil kommer lidt af de blå Leon Millot, Cabernet Cantor og senest Bolero. De blå indgår i fremstillingen af rosévine. Sorterne er alle såkaldte PiWi-sorter, særligt sygdomsresistente krydsninger, som er velegnede til at dyrke i et relativt køligt og fugtigt klima som det danske— især når man som økolog ikke kan ty til fungicider. PiWi kan man læse nærmere om her.

Vejrhøjs vinmarker ligger på en sydvendt skråning op mod selve Vejrhøj, hvilket giver druerne masser af sol. Det skrånende terræn og nærheden til havet reducerer risikoen for nattefrost i maj, hvor vinstokkene springer ud; og i løbet af sommeren virker havet som en mildnende faktor, der frisker op og sender en salt brise ind over landet. “Vores vine kommer alle fra den samme mark,” fortæller Niels, “så de afspejler direkte den natur, de kommer af. Hver årgang er også forskellig. Det er spændende at følge med i.”

Udgangspunktet er småt; og det er småt med erfaringer i et så nyt et vinland som Danmark, der først i 2000 fik godkendelse af EU til kommerciel vinproduktion; og de sorter, der dyrkes, er ikke de mest hverken vel- eller anerkendte. Hvad kan man så forvente? Hvis man overhovedet har nogle forventninger, kan Vejrhøj i hvert fald leve op til dem. Det er imponerende, hvad de har nået i løbet af mindre end et årti; og man fornemmer da også både en begejstret overraskelse og en berettiget stolthed over vingården og vinene. Niels og Nina har fundet sig til rette, selvom de stadig er på vej i deres udforskning af vind, vejr og lokale vilkår. Og hvad rummer fremtiden så? Småt er godt, især når man gerne vil gøre arbejdet ordentligt og gå i detaljen:

“Vi vil gerne holde det i den her størrelse,” fastslår Niels, “så vi stadig selv kan stå for det hele. Så hellere holde fast i en lille produktion af kvalitetsvin og arbejde videre på den.” — Det bliver spændende at følge i de kommende år!

Sommeren 2018

Byger, som går og kommer— det er den danske sommer! Så vidt Thøger Larsen; men 2018 bød på en ekstrem sommer mange steder på den nordlige halvkugle. Central- og ikke mindst Nordeuropa og især Skandinavien oplevede usædvanligt varmt og solrigt vejr.

Sommeren satte i Danmark allerede ind i maj, der blev den varmeste og solrigeste nogensinde målt i Danmarkshistorien— med en middeltemperatur på 15 grader og hele 363 solskinstimer. Regn var det småt med efter en usædvanligt våd marts; og allerede i juni kom der afbrændingsforbud landet rundt. Juni og juli gik maj i bedene og gik begge hen og blev de solrigeste af deres slags. Heldigvis kom der noget af den nedbør, der normalt kendetegner juli, endda kraftig regn sidst på måneden; men det solrige, varme vejr varede alligevel langt ind i august.

Sådan en sommer sætter selvfølgelig et særligt præg på vinplanternes vækst. Blomstringen forløb meget tilfredsstillende, men den efterfølgende tørke var hård for planterne, især de helt unge stokke. I sidste ende blev udbytterne dog overmåde pæne og mosten godt moden. Høsten fandt sted meget tidligt og forløb over en ganske kort periode fra den 15. til 25. september. Familie og venner hjalp til med at få druerne i hus. Nu, et år senere, hvor dette års mere ‘normale’ danske sommer lakker mod enden, kan vi gøre status over resultaterne.

Styver 2018 er stålsat Solaris med nærmest knasende sprødhed, en saftspændt, frodig frugt, godt greb og overraskende frisk syre for så varm en årgang. Græs, hyldetræ, hyldeblomst, limeskal, grønne stikkelsbær, moden pære, agurkesaft, flintede noter, aromaerne er komplekse. Samtidigt er Styver en fornøjelig og letdrikkelig vin, lige til at servere ved 8-10 grader og i ikke for små glas. Den egner sig som tørstslukker, terrassevin og i selskab med asparges, ærter, salater, lys fisk, gedefriskost og andre milde oste. Produktionen blev i 2018 på godt 6.000 flasker. Styver var i øvrigt i 1600- og 1700-tallet en dansk-norsk to-skilling. Selve ordet er afledt af det hollandske stuiver, en gammel nederlandsk møntenhed.

Skilling 2018 er en rundere og mere substantiel Solaris med et skud Souvignier Gris. Rund fylde og rank syre, hyldeblomst, frisk fersken, et hint røde bær og let krydret restsødme. Gæringen gik i stå tidligere end forventet og efterlod 19 gram restsukker, der blot balancerer syren og giver større fylde. Velegnet på egen hånd, til milde oste eller grillede rodfrugter.

Klipping 2018 er en blød og saftig mundfuld på Muscaris og Cabernet Cantor. “Muscaris giver hyld og Cantor røde sommerbær,” siger Niels, og han har fuldstændigt ret: Hyldeblomst, roser, mild rød bærfrugt, især jordbær, både frisk og frosne, modne hindbær, et let krydret og røget præg. En oplagt vin til jomfruhummer, koldrøget laks eller rødkitost; men desværre allerede udsolgt. Knapheden går igen i navnet, den er navngivet efter en beskåret mønttype, som man har ‘klippet’ i krisetider.

Seksling 2018 er en boblende pendant til Klipping, en pet nat uden tilsatte sulfitter. “Selvom de startede sammen, har de fået vidt forskellige farver,” observerer Nina: Her er det en lys hindbærbrus med let skum, sprødt bid og gribende syre. Masser af moden bærfrugt, hindbærkerne, buksbom, pinje og en let ristet bitternote. Oplagt aperitif eller ledsager til friske sydøstasiatiske retter.

Så er der også Sterling, en Solaris med fadlagring, tillige i udgaven ‘Nøgen’, en naturlig, usvovlet forfriskning med hyldeblomst, grapefrugt, stikkelsbær, pirrende syre og en salt sprødhed; og Perle, en gang skum på Phönix og Hibernal med æble- og stikkelsbærsmag; og netop nu kommer to yderst velsmagende fade skindfermenteret Solaris og Souvignier Gris også på flaske, ‘Gylden’— men mere om det ved en senere lejlighed!

Vejrhøjs vine kan i København købes hos Vintro og Ved Stranden 10, og er man den spisende type, kan man støde på dem på Dragsholm Slot, Geranium, Kong Hans Kælder, Kødbyens Fiskebar, AOC m.fl. Men de kan selvfølgelig også erholdes på selve stedet, hvor alting opleves bedst. Vingården er almindeligvis åben for besøg torsdag og lørdag. Tjek hjemmesiden, eller træf aftale på 21 20 08 68 — og god fornøjelse med dansk vin!

Flaske: Styver 2018  
Vinhus: Vejrhøj Vingård  
Oprindelse: Sjælland, Danmark  
Druesort: Solaris
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: 185,-  

Ode an die Freude

Den store danske filosof Erik (der udbredte sine tanker fra en villa i provinsen i Rytteriets serie om Erik og Else) ramte hovedet på sømmet med sin opsummering af forskellige vintyper: “Der er rødvin, og så er der hvidvin, og hvis man blander det, så får man rosé; og sådan er det!”

Alternativt begavede vil ellers mene at vide, at det normalt kun er i Champagne, man kan frembringe rosé ved at blande rødvin i hvidvinen; at rosé ellers fremstilles ved at dræne most fra kun kort macererede blå druer, altså en slags rødvin som hvidvin, let og lys og som skabt til sommeren.

I det sydlige Tyskland og i Schweiz er de dog også af en anden opfattelse. Den traditionelle vintype Schiller er netop en blanding, dog ikke af færdig rød og hvid vin, men af blå og grønne druer, dyrket, høstet og vinificeret sammen, hvilket giver en oftest mørk rosé, også kaldet en Rotling.

Navnet Schiller kommer af schillern, at stråle eller glitre, og hentyder således til farven snarere end til den tyske filosof, historiker, dramatiker, digter og livsnyder Friedrich Schiller (1759-1805). Vin var han ellers glad for; men de fleste kender ham nok bedst som skribenten bag digtet Ode an die Freude (Til glæden) fra 1785, som Beethoven mellem 1822 og 1824 satte musik til i sin niende symfonis fjerde sats — men nu ryger vi ud ad en tangent.

Det er især i Sachsen og Württemberg, Schillerwein er at finde i Tyskland, mens den dukker op adskillige steder i Schweiz. I Württemberg er der stor variation, da alle tilladte sorter kan benyttes og ofte bliver det. I schweiziske Graubünden skal andelen af blå druer blot overstige andelen af grønne; og i kantonen Valais er det ofte Chasselas og Pinot Noir, der nyder hinandens selskab. Således også hos Mythopia, hvor Hans-Peter Schmidt frembringer en naturlig og finurlig nul-sulfit udgave af den gamle specialitet. Valais velsignelser er beskrevet her; og Mythopias filosofi portrætteret her.

Mythopia Schiller 2013 sprudler af liv, er strålende solnedsgangsrød, dufter først af jordbærgrød, rødkål og brunede løg, men det reduktive damper af og gør så plads for skovjordbær, hindbær, syrlige drops og Kongen af Danmark bolcher, og smagen runder yderst urtet af med mos, fennikel, lavendel og rosmarin. Det urtede tager faktisk til og vækker mindelser om en anden schweizisk specialitet, de mange urtebittere og -likører. Vinen holder sig fint frisk en time eller to men begynder så at give efter for oxidation og vermouthisering. Den er forfriskende at drikke solo men nok især i selskab med mad kan den gøre glæde på sommerbordet. Hvad angår det musikalske akkompagniment: Vælger man ikke hele Beethovens niende, er den bedste version til Mythopia nok Muppet Shows Ode to Joy.

Freude trinken alle Wesen
an den Brüsten der Natur…

Flaske: Schiller 2013  
Vinhus: Mythopia  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesorter: Pinot Noir, Chasselas
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, en uges maceration  
Lagring: Et år på små træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Krone Vin  
Pris: 420,-  

På vulkaner i Veneto

“Vi ved intuitivt, at der er noget på færde; men hvordan det hænger sammen, det er en helt anden sag.”

Så samtidigt sikkert og usikkert indledte John Szabo sin master class om vine fra vulkanske jordbunde på dette års jubilæumssamling i Vulcanica: Et forum hvor vinbønder, -forskere og -forhandlere siden 2009 har delt interesse og erfaringer med netop denne vintype; og siden delt den videre på vinmessen Vulcanei, som ligeledes afholdtes i maj. Udgangspunktet er Italien men med udblik til hele den vide verden; og Szabo er ikke hvem som helst i denne sammenhæng. Han er Canadas første master sommelier (MS) og forfatter til bogen Volcanic Wines: Salt, Grit and Power, den første almene introduktion til vine med vulkansk ophav.

Intitativet til Vulcanica opstod i Soave i den nordøstitalienske region Veneto, som vi i Danmark kender særdeles godt for Valpolicella og især den mægtige Amarone; men her fremstilles også Venetos fremmeste hvidvin, og den regnes traditionelt for italiensk hvidvins ukronede dronning. Området rummer foruden vinmarker på kalksten også mange vinmarker på vulkansk sten, basalt frem for alt. To i bund og grund helt forskellige jordbundstyper. Så i Soave er det muligt med en direkte sammenligning mellem magmatiske jordbunde som de vulkanske (basalt) og sedimentære jordbunde som de kalkstensholdige (karbonat) — især i forhold til duft- og aroma-profilen og den omdiskuterede mineralitet, da vi her har at gøre med hvidvine, hvor tørstofindhold og tanninstruktur spiller en meget mindre rolle end i rødvine.

Hvad er sammenhængen så mellem jordbundstype og vintype? Ja, som Szabo lader fremgå, så er der én eller flere sammenhænge; men hvordan terroir-udtrykket præcist omsættes fra den vulkanske undergrund til vinen i glasset er mildest talt meget mere usikkert. En sammenlignende smagning af 14 udvalgte vine— fra Veneto, Toscana og Piemonte og de mere velkendte vulkanske Vesuv, Etna og Santorini— gav dog et praktisk indblik og viste en række overlappende fællestræk. De står til sammen skrevet med stort i Suavias Monte Carbonare fra Soave, som kan tjene som et arketypisk eksempel i denne sammenhæng.

Den sorte basalt

Mange forbinder måske ikke Veneto som et vulkansk område, og vi skal da også millioner af år tilbage for at finde egentlig vulkansk aktivitet i området. I dets indre del bliver landskabet mere bakket, og mange steder ser man kegleformede bakker skyde op som små vulkaner. De er af vulkansk oprindelse, men små, udslugte vulkaner er de nu ikke. De er fremskred af den magmatiske stenart basalt, hvor den derover liggende sandsten og kalksten er eroderet væk, så basalten står tilbage som små pyramider, der rejser sig i landskabet.

Den store stjerne i det hvide Veneto er Garganega. Den får selskab af den lokale variant af Trebbiano; foruden en spændende lokal sort som Durello, den nyere krydsning Manzoni og burgundiske sorter som Chardonnay. Venetos vulkanske vinmarker er foruden i Soave at finde i Gambellara, Monti Lessini, Colli Berici, Colli Euganei, Valle d’Agno. Fælles for dem er, at det er meget stenede jordbunde, vi har med at gøre, ofte med grundfjeldet lige under et ganske tyndt toplag jord. Det er umiddelbart næringsfattige vinmarker, som de også kendes fra f.eks. ren granit; og ligesom granit er basalt dannet af magma fra jordens kerne. Men modsat granit, som langsomt er kølet ned og størknet langt inde i jorden (som såkaldt dybbjergart), så er basalt nedkølet og størknet hurtigt ved udbrud på jordens overflade (som en såkaldt dagbjergart). Mineralerne i granit har haft tid til at krystallisere sig, så de er store og synlige i stenen— selve ordet granit kommer af granum, korn, = kornet, grynet. Der er tale om kvarts (ofte 50% eller mere), feldspat, glimmer og hornblende. Basalt består af silikater som amfibolit, olivin og pyroxen og er som regel ret finkornet med mindre krystallisering.

En mur af blotlagt basalt rejser sig majestætisk ved Val d’Alpone

Der er som regel ikke så tykt et lag humus oven på basalten, og jorden er almindeligvist relativt sur (med en pH-værdi på mellem 7 og 4,5), særligt når der er tale om ganske gamle jorde med en høj grad af forvitring. Vand og kvælstof bliver derfor begrænsede resourcer for vinstokke med rødder på basaltiske jorde. Den mindre mængde vand og næring til rådighed giver generelt mindre klaser og bær, derfor mere ekstrakt. Vinstokkene viser også en vis tendens til at modne tidligere samt at omdanne druernes æblesyre til sukker; mosten synes dog generelt at holde et højere syreniveau end på andre jordbundstyper. Desuden kan knapheden på kvælstof i jorden resultere i et lavere kvælstofindhold i mosten, som hen ad vejen kan resultere i reduktive aromaer i den færdige vin. Heri ligger en del af forklaringen på, at de mere syrestrukturbetonede hvidvine med mineralske, hvis ikke ligefremt flintede aromaer, ofte er at finde på vulkanske jorde. Sådan fremstår det i hvert fald, når Garganega og Trebbiano tager springet fra de federe kalkholdige jorde til de fattigere basaltiske. Vinene her har fyldigere frugt, en vis fedme og virker i det hele taget rundere. Vulkanske vine er kun undtagelsesvist opulente.

“Mennesket har altid været tiltrukket af vulkaner. Alene tanken om vin fra vulkaner er selvfølgelig fascinerende,” forklarer Szabo om sin egen vej til vulkanske vine. “Det er min erfaring, at hvis vulkanske vine har noget til fælles, så er de mindre frugtige og mere mineralske, hvor jeg især oplever dem som salte. Det er ofte mere delikate vine.” Det er dette, han som slogan har samlet under overskriften ‘salt, sten og kraft’ — og som vi fik at opleve gennem et kurateret udvalg af enkeltmarksvine fra især Soave men også Colli Euganei og Etna.

Massive telluriske kræfter

Hvordan så få fornemmelse for det vulkanske? Det bedste er at smage sig frem og finde den røde tråd. Hvidvine er præget af de lige linjer, de skarpe kanter og den indre spænding— spændstigheden, syrespillet, energien om man vil, den træder tydeligere frem. En mere fremherskende fenolik kan også spores— som en let, behagelig bitterhed eller et salt spor sidst i vinen. Sådan smages det i al fald i direkte sammenligning; og måske især når man leder efter forskellene. Intuitivt går det godt i spændt med jordens indre kræfter og magnetfelt, tektoniske bevægelser og mineralernes migration.

De vulkanske højdespringere fra Veneto viste sig i denne omgang at være Cantina Gambellaras I Basalti, altid fremragende Fiippis Colli Scagligeri og Vigne della Brà, og sidst men ikke mindst Massifitti og som nævnt Monte Carbonare fra Suavia.

Vinen er ren, klar og lineær, med en stålsat stenfrugt, kølig hvid fersken og litchi, samt en næsten stearin- og parafin-agtig glathed og mild urtet eftersmag. Moden fylde, syren stråler efterhånden igennem og får vinen til at runde markant tørt af. Rensende, mineralsk, mageløs forfriskning, hvor man med lidt fantasi kan mærke den hårde, sorte, blanke basalt som vinens ranke rygrad.

Har man brug for yderligere bekræftelse, eller er man bare nysgerrig, så er svaret at tage til Veneto og få selvsyn for sagen. Volcanic Wine Park er er navnet på et projekt til oplysning af de mange besøgende i området, der vil opleve sammenhængen mellem landskab og vin… Turistfælde? Ja, hvis man betragter betagende natur, gammel kulturlandskab, vinhusbesøg og masser af vellavet hvidvin som en fælde…

Flaske: Monte Carbonare 2017  
Vinhus: Suavia  
Oprindelse: Veneto, Italien  
Druesort: Garganega  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Otto Suenson
Pris: 165,-  

Om klimatosser og svalehaler

I krisetider kan det føles godt at søge skjul i et hjørne med en bog og bare lade den virkelig verden fare; eller falde til ro på en solbeskinnet plet i en frodig have eller i det fri, fredeligt bevæbnet med en flaske vin. Som en anden Epikur kunne man selvfølgelig gøre begge dele og forene det nyttige med det søde. Skitsen til et sådant program er at finde i følgende opsang om verdens sande tilstand.

Skulle det være gået nogen næsen forbi, så står vi nemlig over for en krise af bibelske dimensioner: Ja, det er miljøet og klimaet, den er galt fat med— helt galt fat faktisk. Vi er ved at begå kollektivt selvmord, og ikke kun som art, vi tager alle mulige andre med i faldet; og det værste er, at vi langt hen ad vejen har en fest med os selv, mens vi gør det. Måske værre endnu er det, at vi egentlig godt ved det, men ikke gider eller magter at gøre noget ved det.

I det følgende giver jeg et kort overblik over klodens tilstand og vores viden om konsekvenserne, og hvad der kunne gøres ved det. Helt lavpraktisk har klimaforandringer og miljøforurening selvfølgelig indvirkning på vinproduktionen, og de konsekvenser giver jeg også en kort oversigt over. Jeg håber, det vækker til angst, eftertanke, indignation og nysgerrighed. I kampen mod den globale opvarmning må Francis Bacons gamle diktum, at viden er magt, stå som overskrift. Derfor indeholder nærværende opslag også en lille introduktion til bøger, som det er godt at få forstand af.

Der skal selvfølgelig opløftende dråber til at sluge den bitre pille; og få ting er så naturligt livsbekræftende som en flaske Schwalbenschwanz (navngivet efter sommerfuglen ‘svalehale’) fra en af Østrigs biodynamiske troldmænd Andreas Tscheppe i Südsteiermark, et af verdens smukkeste og naturskønneste vinområder. Få har så mangfoldige og levende vinmarker som Tscheppe, og få formår at fremelske så spændende og livskraftige vine. Nøgleordet er desværre få. Fæller har han heldigvis i fællesskabet Schmecke das Leben, ‘smag livet’. Var der flere med deres indstilling og evner, var vi nok knapt så ilde stedt. Alt andet lige ville vi have flere flasker mangfoldig eliksir— og sandsynligvis flere sommerfugle, det sarte insekt, der af mange netop regnes som netop indikator for sundt miljø i et balanceret biotop.

Et køligt overblik i en varm tid

Kloden har feber. Den globale opvarmning er en udfordring, der desværre får vores andre selvskabte problemer med pesticider og plastik til at blegne, hvor betragtelige de end er. Det kan være afsindigt svært at forstå, at jorden risikerer at se markant anderledes ud om bare få århundreder, end den har gjort i adskillige hundredetusinder år før: At de vilkår, der har bestået under alle de øvrige forandringer, vi har oplevet i vor egen levetid eller tidsalder, selv kan ændre sig, så alt er forandret. Måske er det årsagen til, at mange stigmatiserer miljø- og klimaforkæmpere som radikaliserede kratluskere, verdensfjerne videnskabsmænd eller overvintrede blomsterbørn; men det er en strudsestrategi, som ikke blot fornægter et problem: Den gør det også mod bedre vidende og ofte i benægtelse af, at der faktisk findes reelle løsningsforslag, som kan have en virkning, hvis de impliceres i tide.

I junis netop udkomne nummer af DinVinGuide har Thomas Rydberg en fin oversigtsartikel (“Klimaforandringerne og vinverdenen” DVG#18 p.62-65) om konsekvenserne af mere sol, varme og ændrede nedbørsmønstre i de klassiske vinområder. Den giver et blik ind i de helt lavpraktiske udfordringer for vinbønderne, men også deres ihærdige forsøg på at imødegå dem og på at gå foran med indsatsen for at vende udviklingen— via reduktion af vinbrugenes CO2-udledning og kunstvanding samt arbejde med sygdomsbekæmpelse og udforskning af nye druesorter. Den gode nyhed er, at vinverdenen allerede har beskæftiget sig med disse problematikker i årevis og derfor også har løsninger at byde ind med— med en parole af Miguel Torres fra et nyligt seminar om vin i en varmere verden: “Vinbranchen er landbrugets rockstar og bør gå forrest i klimakampen.”

Men hvordan står det til med klimaet?
Følgerne af den globale opvarmning manifesterer sig allerede nu og fremover f.eks. ved at:

• indlandsisen og gletcherne smelter, tundraen tøer

• verdenshavene stiger og forsures

• havenes bestand af plankton, fisk og koraller går ned

• regnskovene skrumper, og ørkenerne vokser

• ekstremt vejr med storme og eks. skiftevist skybrud og tørke udbredes

• opdyrkede landbrugsarealer må opgives eller overgives til andre afgrøder

Hastigheden, hvormed det sker, er helt uden fortilfælde. Det presser selvfølgeligt alle involverede biotoper og økosystemer, hvoraf mange i forvejen presses af udledning af pesticider og plastikforurening m.v. Klodens samlede befolkning af amfibier og insekter, herunder bier og sommerfugle, er støt faldende. Og da den levende verden er et sammenhængende puslespil, har hver brik en vigtig rolle at spille. Ikke mindst for vores egen skyld, men også for de andre levende væsner, vi deler vores verden med, må vi forstå, at balance, homøostase og ækvilibrium spiller en afgørende rolle i opretholdelsen af liv og biodiversitet; og netop disse er sat på prøve.

Klimakrisen kort fortalt

Klimaforandringerne er en historie om solstråler, kulstofkredsløb og drivhusgasser; og en efter industrialiseringen støt stigende global opvarmning. Vores kendskab til disse fænomener er ikke ny. Det strækker sig med figurer som Joseph Fourier, John Tydall og Svante Arrhenius fra midten af det 18. og frem til det 20. århundrede. Vores viden i det 21. århundrede stammer fra stadigt akkumulerende målinger foretaget over mange årtier; og indirekte fra paleontologiske data, altså især geologiske og glaciologiske prøver, der kan belyse tidligere perioders atmosfæriske sammensætning og temperaturforhold; samt stadigt mere udviklede modelleringer baseret på vidt forskellige datatyper.

Selvfølgelig er der alskens statistiske og andre usikkerheder involveret her, og det har kritikere, skeptikere og andet skidtfolk, der er mere interesserede i egeninteresser end almenvellet og videnskaben, lukreret på i årtier. Og når den statistiske støj endelig lægger sig, og sikkerhederne for alvor indfinder sig, risikerer vi med stor sandsynlighed at befinde os på den stejle ende af en eksponentiel kurve med retning mod masseudryddelse; og det er desværre ikke science fiction. Den visse død begynder dog med den livgivende sol.

Solens stråler varmer jorden op, og en stor del af den varme stråler ud i verdenrummet igen— men kun en del. Forenklet forklaret: Jordens dagside, der vender mod solen, modtager varmestrålingen, mens natsiden, der vender væk, afgiver den igen. Atmosfæren holder dog hele tiden en smule tilbage. Solens strålingseffekt på jorden er gennemsnitligt 240 Watt per kvadratmeter jordoverflade.

Atmosfæren består fortrinsvist af kvælstof og ilt, men den indeholder også de såkaldte drivhusgasser, der ganske som glasset i et drivhus er med til at holde noget af strålevarmen tilbage: Kultveilte (CO2) er den vigtigste, men også metan (CH4) og lattergas (N2O) er virksomme, foruden de såkaldte halocarboner— og faktisk også vanddamp (H2O).

Koncentrationen af de fleste af disse drivhusgasser er stigende på grund af øget industrialisering og energiforbrug (udledning af CO2 fra især afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie), intensivt landbrug (udledning af mere metan og lattergas fra f.eks. gylle). Samtidigt med at især CO2-udledningen stiger, sker en fortsat reduktion af ‘jordens lunger’, skovene, der optager kulstof fra CO2 og til gengæld afgiver O2.

Samlet set er drivhusgasserne med til at holde på varmen i jordens atmosfære og gøre livet, som vi kender det, muligt. Igennem forskellige epoker i jordens historie har atmosfærens sammensætning og middeltemperatur ændret sig adskillige gange: Tænk bare på, hvordan flere istider i de seneste millioner år har ændret selve overfladen på jorden, som vi kender den. Imidlertid har vi haft et ret stabilt klima de seneste mange årtusinder, hele vejen gennem historisk tid; men nu går vi pludseligt og hurtigt mod, ikke istid, men hedeslag. I nyere tid er den atmosfæriske koncentration af CO2 nemlig steget fra 280 ppm i førindustriel tid til aktuelt omkring 407 ppm; og den er stadigt stigende som følge af fortsat udledning af CO2. Når vi over 500 ppm, skal vi 20-40 millioner tilbage i klodens historie for at finde samme CO2-koncentration.

Drivhusgassernes nuværende andel i strålepåvirkningen er kun 0,75 Watt per kvadratmeter; men det er faktisk nok til at skabe en efterhånden betydelig ubalance i jordens energiudveksling med rummet, hvoraf følger, at jorden— ganske som et stærkt isoleret drivhus— holder på mere og mere varme; og med en sensitivitet på 0,75 grader Celcius per Watt per kvadratmeter er der altså (0,75x075) = 0,5 graders yderligere opvarmning undervejs som direkte følge af drivhusgassernes strålingspåvirkning. Kursen er sat, og tampen brænder.

Det er nemlig desværre kun begyndelsen på historien. Den øgede middeltemperatur fører f.eks. til en gradvis afsmeltning af isen ved polerne, hvor hvid, reflekterende is erstattes af mørk, ikke-reflekterende havoverflade, hvilket igen fører til en yderligere varmeabsorbering og opvarmning af havene; som samtidigt stiger. Det er en langsom udvikling, der først manifesterer sig over lang tid. Virkningerne er altså endnu undervejs, når man når til punktet, hvor det er for sent at vende dem. Verdenshavet står til at stige cirka 20 meter per grads stigning i atmosfærisk temperatur— og de realistiske tal, der tales om, når vi taler om de næste århundreders temperaturstigninger, ligger alle mellem 2 og 5 grader. Den arktiske indlandsis har “kun” nok til 6 meters havvandsstigning, mens Antarktis har til 60. Tal, det er værd at overveje, hvis man bor i flade Danmark.

Endnu en følgevirkning af global opvarmning, der i sig selv kan booste yderligere opvarmning, er den udledning af i jordbunden bundet metan, der kan frigives fra optøet permafrost på tundraerne i Nordamerika og Nordasien. Fænomenet kan allerede observeres flere steder.

Selv med en uændret CO2-koncentration på 407 ppm kan vi altså forvente en yderligere temperaturstigning til 3,5 grader over førindustrielt niveau og altså over de 2 graders temperaturstigning, som er en del af de “bindende mål”, man efter Paris-aftalen har forpligtet sig på. Detaljerne i udviklingen er selvfølgelig omgæret af forskellige usikkerheder; men det overordnede billede tegner sig tydeligere og tydeligere (læs: dunklere og dunklere), og vores vidensgrundlag har aldrig været større eller vores regnemodeller bedre end i dag.

Er man interesseret i tallene, kan de findes hos f.eks. DMI, CONCITO og IPCC.

Det er en dårlig fugl, der tilsmudser sin egen rede. En for miljøbevægelsen ikonisk stribe fra Walt Kellys tegneserie Pogo

Vinøse bivirkninger

I vinens verden betyder stigende CO2 og deraf stigende temperaturer selvfølgelig, at vinbønderne skal vænne sig til varmere vejrlig, ændrede nedbørsmønstre, og hvad deraf følger af flodoversvømmelser, haglbyger og tørkeperioder. Det fører til ændringer i både dyrkningsforhold og vinstil. Men øget CO2 fremmer også i sig selv vinstokkenes vækst, da koncentrationen af kuldioxid i luften fremmer fotosyntesen, planternes omdannelse af lys til kemisk energi, hvor kuldioxid netop er et centralt råstof. Mere sol og varme vil desuden påvirke druernes modning samt sukker- og syreindhold. Kort og godt vil nutidens vine til sammenligning smage anderledes end fortidens; ligesom fremtidens vil komme til at ændre smagsprofil i forhold til nutidens, ene og alene på grund af de ‘naturlige’ forhold— mindre syre i Mosel, mere sødme i Sauternes og højere alkohol alle vegne. Sandsynligvis giver det dog bedre kår for vinavl eksempelvis i Danmark.

Det, vi endnu kun har ganske beskeden viden om, er præcist hvordan vækstmønstre, udbytter, modstandsdygtighed mod sygdom og ikke mindst druernes kvalitet faktisk forandrer sig. For sandsynligvis påvirkes vinstokkene ikke i isolation fra sine omgivelser: Den øgede vækst vil også påvirke det øvrige liv i vinmarken, herunder nyttedyr men også skadedyr og sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Det kan skabe udfordringer, ikke mindst for økologisk dyrkning.

Fordringen skulle gerne munde ud i udviklingen af strategier, der kan imødegå de udfordringer, vinbønder vil møde som følge af ændrede atmosfæriske forhold. Forhåbentlig vil vi stadig have mulighed for at drikke gode vine, og vi vil stadig kunne nyde genkendelige klassikere. Det kræver dog som minimum, at vi ændrer vore forventninger og indstiller os på at sadle om.

Vi skal til ikke blot tænke i økologi og biodynamik men meget mere i produktions- og transportomkostninger: Energi- og øvrigt ressourceforbrug i kælderen; og logistisk på f.eks. flaskestørrelser og -tyngder, transportforhold og -afstande. Vin er under alle omstændigheder ikke det mest nødvendige landbrugsprodukt (og vin har alt andet lige et mindre CO2-aftryk end (luksus)fødevarer som chokolade, kaffe, kød (især okse men også svin) og ost; men vinbønder kan ikke desto mindre være konstruktivt delagtige i en større omstilling i landbruget. Det bliver nok ikke den bevidste økoforbruger eller de små spredte naturvinssamfund, der kommer til at redde verden. Dertil er deres indvirkning for lille på det samlede marked; men mangt og meget kan tjene til inspiration til mere naturnære, miljøvenlige og klimamæssigt bæredygtige produktionsformer— som også kan give bedre og anderledes produkter, øget dyrevelfærd og mindre miljøbelastning. Herhjemme arbejder mange allerede med sådanne former for ager- og vinbrug, eksempelvis på Brandbygegård ved Odder i Østjylland; og i videre sammenhæng peger f.eks. foreningen Frie Bønder - Levende Land på anderledes bæredygtige landbrugsalternativer.

Sommerlæsning

Det er ikke kun industriel afbrænding af fossile brændsler som kul og olie, der har skaffet os problemer som luftforurening og klimaforandringer på halsen. Bivirkningerne og bagsiden af det moderne landbrugs såkaldt grønne revolution kom for en dag med den amerikanske biolog Rachel Carsons klassiker Silent Spring fra 1962, som såede kimen til en bredere bevidsthed om især pesticiders skadevirkning gennem hele fødekæden, fokuseret på fugles skade af DDT— læs mere i Rune Lykkebergs nylige artikel om bogen i Information den 7. juni.

Den amerikanske journalist David Wallace-Wells har i klima-sammenhæng for nyligt gjort Carson kunsten efter med The Uninhabitable Earth. A Story of the Future, der med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvordan vi er ved at save den gren over, vi selv sidder på: Det ‘opmuntrende’ budskab om klodens tilstand er, at det står værre til, langt værre til, end de fleste går og tror. Bagsiden af menneskets virkelyst og skabertrang, den antropocene tidsalders indbyggede undergangsur, tikker.

Den store nestor i kampen mod global opvarmning er uden tvivl James Hansen, klimatolog ved Earth Institute på Columbia University, en mand der i snart en menneskealder har forsket i og dokumenteret klimaforandringer og deres årsager— og aldrig været tavs omkring de konkrete konsekvenser, disse forandringer har. Det kan man læse om i Storms of My Grandchildren, der bærer den dystre undertitel The Truth About the Coming Climate Catastrophe and Our Last Chance to Save Humanity.

Dyster er også biologen og Harvard-professoren Edward O. Wilsons trilogi The Social Conquest of Earth, The Meaning of Human Existence og især Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life. Her gives, faktuelt og spekulativt, både diagnose af vores problemer og prognose for vores fremtid gennem et Darwinistisk blik på vores væren i verden, arternes overlevelse eller uddøen: Mennesket er ikke alene om livet på jorden. Men vi alene kan blive skyld i, at jorden ikke længere bliver beboelig for os selv og andre arter; som vi allerede har gjort den ubeboelig for arter, der nu udryddes eller uddør på grund af vore aktiviteter. Ekstinktionsraten er accellereret med faktor 1000 i menneskehedens levetid (tjek evt. IPBES rapport om biodiversitet her). Den foreslåede kur er så radikal som sygdommen: Vi må afsætte halvdelen af landoverfladen til naturen, hvis vi skal undgå den sjette masseuddøen.

Er det virkelig nødvendigt— og er udviklingen uundgåelig? Klimaproblemer er ikke nogen helt ny erkendelse, og årsagerne, omfanget og løsningsmulighederne har tillige været velkendt igennem længere tid. Det kan man more sig med i Nathaniel Richs Losing Earth: The Decade We Almost Stopped Climate Change i New York Times og i bogen af samme navn. Rich optrækker her historien om, hvordan de tidlige bestræbelser på at bremse CO2-udleningen op fra 1970’erne og frem til 1980’erne gik i stå; blandt anden gennem en villet vildledning af offentligheden.

Videre overvejelser over forblindelsen, fornægtelsen, fordrejelsen af de videnskabelige vidnesbyrd kan man få øjnene op for i videnskabshistorikerne Naomi Oreskes og Eric Conways klassiker Merchants of Doubt med undertitlen: How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues from Tobacco Smoke to Global Warming. Her berettes, hvordan visse videnskabelige og videnskabsteoretiske overvejelser er blevet brugt af erhvervslivet og andre interessenter til at systematisk at underminere forsøg på at stække tobaksindustriens og den petrokemiske industris skadevirkninger på menneskers og planetens sundhed.

Når jammerdalen er dybest, kan man så søge tilflugt på poesiens privathospital, hvor Inger Christensen kan give en vis opløftning med hendes skelsættende digtsamlinger Alfabet og Sommerfugledalen. Her fremfører hun et varmt forsvar for livet, mangfoldigheden og mulighederne i den natur, mennesket på godt og ondt er en del af. Inger Christensen præsenteres ofte som modernist og systemdigter; men systemerne i hendes digte er ikke mekaniske men naturlige (i deres sindrige systematik minder de om DNA), og formen hænger altid organisk sammen med indholdet. Økokritikken er retteligt en bedre skuffe, omend hun snarere er fortaler end kritiker.

Og sådan vendte vi tilbage til vores svalehale: De stiger nemlig op, planetens sommerfugle, som varmestøv af jordens varme krop. Svalehalen (papilio machaon) er en stor dagsommerfugl med udbredelse i store dele af Europa. En sjælden gæst i Danmark, hvor den i årtier har været sjælden eller udryddet. Dens foretrukne habitat er sletter, enge og moser, hvor den ynder at opsøge skærmplanter som f.eks. vild gulerod og fennikel— ‘hvor al erindring smuldrer, og det hele i lysets sammenfald med plantedele forvandler sig fra duftløshed til duft.’

Tilbage til naturen

Steiermark er (langt ude på) landet, hvor den dybt smaragdgrønne græskarkerneolie flyder, og vinmarkerne strækker sig mellem de stejlt skrånende bakker, der vrider sig ind og ud mellem hinanden. Det summer af liv her, ikke mindst i Andreas Tscheppes vildnis af vinmarker: Padder, biller, fluer og alskens sommerfugle boltrer sig her— og har endda fundet vej til etiketterne.

Andreas Tscheppe kommer ud af en vidtforgrenet vinfamilie i Steiermark, der også tæller hans bror Ewald fra Weingut Werlitsch, hans til Burgenland afhoppede fætter Eduard fra Gut Oggau og de fjernere slægtninge på Weingut Tscheppe am Pössnitzberg. Andreas er som nævnt en del af femkløveret Schmecke das Leben sammen med bror Ewald samt Strohmeier, Muster og Tauss.

Den lille gruppe fandt sammen om at finde fælles fodslag for at sætte en ny dagsorden. De arbejder med økologiske, biodynamiske og bæredygtige praksisser i vinmark og kælder og deler erfaringer og afprøver nye idéer i fællesskab. Målet er en naturnær produktion af rene, terroir- og traditionstro vine af høj kvalitet og med unik karakter. Småt er godt; og med Musters motto: Mere og mere af mindre og mindre. Derfor arbejder man også minimalistisk i kælderen uden brug af moderne teknologiske indgreb, behandlingsmidler og tilsætningsstoffer. Til gengæld hyppigt med skindkontakt og lang lagring på gærresterne. Maksimen er respekt for liv, mangfoldighed og tilfældighed.

Sammen med hustruen Elisabeth dyrker Andreas blot fire hektarer vinmarker, foruden Muskateller først og fremmest Morillon og Sauvignon plus Pinot Noir. Markerne er levende grønne med et sandt blomster-, græs- og urtehav mellem rækkerne. Det grønne bunddække bliver kun slået en enkelt gang om foråret og får ellers lov at vokse. For enden af rækkerne og rundt omkring står fersken-, pære- og æbletræer. Hver plante har sin egen energi at tilføje kredsløbet, udvekslingen mellem det underjordiske og overjordiske. Selve gården ligger øverst ved Langegg, og længere nede ad bakken ligger brorens gård, i hvis kælder vinene bliver til.

For lidt over ti år siden genbeplantede Andreas Krepskogel, en gammel men braklagt vinmark på stejle skråninger i 550-580 meters højde, flankeret af kastanieskov. Sydsiden blev terrasseret oppefra og ned, øverst beplantet med Sauvignon og længere nede Chardonnay. Beplantningstætheden er høj som i gamle dage, 4.200 planter pr. hektar. Sidenhen kom Goldmuskateller (Moscato Giallo) til, en såkaldt PiWi-sort (særligt modstandsdygtig krydsning) med hjemme i Südtirol. Den første planlagte høst i 2008 blev dog minimeret på grund af sultne rådyr. I 2009 haglede det meste væk. I 2010 modnede druerne knapt. Vi lever på naturens nåde. Endelig i 2011 spillede alt, som det skulle, og siden har vinen fundet sin form— storform endda.

Goldmuskateller 2017 er dybt gullig men ganske klar i glasset; frisk og frugtigt duftende af citrusskal, jasminer og gule roser med liflige noter af syrlinger og candyfloss. Saftspændt i munden med syrlig mandarin og moden citron i smagen, rank syre, de smidigste tanniner, god viskositet og små krydrede noter i eftersmagen, orangeblomstvand, pomerans og muskatblomme. Den åbner med lidt luft men skal ideelt nydes ret kølig. Friskt og sommerligt.

Druerne er håndplukket i oktober, afstilkede, nænsomt presset, spontangæret i åbent gæringskar med to ugers skindkontakt. 18 måneders lagring på brugte egetræsfade af barrique- og tonneau-størrelse, minimal sulfittilsætning før flaskning. Vinen er levende og kompleks men legende og let tilgængelig. Det er begavet underholding.

Vi skal alle lære at passe meget bedre på vores planet og den natur, vi lever i og af. Der er intet alternativ. Er der intelligent liv andre steder i universet? Vi har indtil videre ikke været i stand til at spore det; og med vores nuværende livsstil synes det nogle gange lige så svært at opdage det på planeten for vore fødder.

Vågn til kamp af jer dvale! — og god sommer!

Flaske: Schwalbenschwanz 2017  
Vinhus: Andreas Tscheppe  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Goldmuskateller  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers skindkontakt  
Lagring: Små og store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Österreich
Pris: 395,-