Sammenbragte venner

"Tjekkiets vin vil aldrig få nogen rolle i Danmark, men kommer man selv en tur til Prag, skal man prøve én af de lokale: vin fra Moravia. De røde er friske og frugtagtige, de hvide, lidt som Alsace, lidt krydrede og tørre."
- Flemming Hvelplund, Politikens Vinbog 2002

I dag er der andet i gære i Tjekkiet end øl. I løbet af de sidste par årtier har man nemlig genrejst en egentlig vinproduktion i landet efter en længere tørkeperiode i østblokkens kulde. Den geografiske nærhed og historiske tilknytning til Østrig kan tjene som påmindelse om landets fortid og fremtid med vin; for der er gang i hjulene, også hvad angår mere naturnære og eksperimentelle tilgange til vin. Her findes sandsynligvis også forklaringen på, at man allerede nu kan forblive i Danmark og få smag for indtil flere gode tjekkiske vine.

Autentisté er en gruppe af tjekkiske vinmagere, der arbejder med autentisk håndværk og en mere naturlig vinificering. Gruppen er stiftet af Bogdan Trojak (som også er manden bag vinbaren Veltlin i Prag) for godt ti år siden, og målet er ren vin med smag af terroir og tradition - derfor betegnelsen autentisk. Kongstanken er, at autentisk vin udelukkende kan være fremstillet af sunde druer. Det begynder i vinmarken, hvor man arbejder efter økologiske og biodynamiske principper, og det fortsætter i kælderen, hvor man frasiger sig særligt tekniske indgreb eller tilsætningsstoffer som udvalgte gærstammer, enzymer, syre, tanniner eller klaremidler. Autentistés medlemmer findes i Schlesien og Böhmen - foruden et par nylige medlemmer fra Slovakiet - men først og fremmest i Mähren, hvor størstedelen af den tjekkiske vinproduktion har hjemme. Her finder vi også folk som Milan Nestarec og Richard Stávek.

Stávek etablerede sig som vinbonde sidst i 1990'erne og må regnes som en af pionererne på den hjemlige scene. Hans helstøbte landbrug tæller i dag 15 hektar, hvoraf de 5 går til vinen, mens resten er tilegnet korn, andre afgrøder og husdyrhold. Geder og bier hører til hans bondegård og dermed en produktion af gedeost og honning. Han fremstiller selv etiketter til sine flasker, som også lukkes med egen bivoks. Alt synes at være efter devicen: Selvgjort er velgjort.

Spigle-Bocky er orangevin lige efter bogen: Næsten arketypisk aromaprofil og tekstur, men først og fremmest dufter og smager den bare overbevisende godt: Sommerblomster og røde æbler i duften og fine strejf af våd asfalt. Der er æbler, abrikoser, ananas og rød grapefrugt i smagen samt tørrede blomster og nellike. God fylde, blomster og frugt i frisk og tørret format, en virkeligt fin syre og godt greb af fine, let støvede tanniner, nærmest kalket eller cementagtig. Tørt og godt.

Druerne stammer fra to marker med blandede beplantninger, forrest i flokken står sorterne Veltlínské zelené (tjekkisk for Grüner Veltliner) og Ryzlink rýnský (den rhinske Riesling). Hele klaser presses, gæringen foregår spontant og med skallerne i godt to uger. Efterfølgende ni måneders lagring på store akaciefade. Ingen klaring, filtrering eller tilsætning af sulfitter.

Vinen fik jeg for nyligt smag for til en vinøs komsammen i regiet Reduktivt, en slags vinklub, der arrangerer smagninger, pop up vinbarer og andre events. Temaet er naturvin, og bagmanden er den gode Rasmus Koller, der i hine tider huserede på Ved Stranden 10 og senest på det nu hedengangne Sårt. Hold øje med Reduktivt, hvis du har din gang i Aarhus og omegn. Ellers må du svinge forbi vinbaren Volatil på Vesterbro, hvor der snildt kan serveres et glas fra Stávek eller købes en flaske med hjem. De gæve gutter står selv for importen via Vinsvin, og det skal de da egentlig have tak for. Tjekkisk vin af en vis kaliber har ramt Danmark, og trods tendenser til det modsatte begge steder, så er åbenheden og mangfoldigheden dermed styrket.

Flaske: Spigle-Bocky 2015  
Vinhus: Richard Stávek  
Oprindelse: Morava, Tjekkiet  
Druesorter: Grüner Veltliner, Riesling, Welschriesling  
Neuburger, Müller-Thurgau, Traminer, Muskateller  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers maceration  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Vinsvin  
  Pris: 245,-  

Leve friheden!

Burgenland er atter frit; og var man ikke opmærksom på ufriheden, eller har man ikke modtaget frihedsbudskabet, så er det på høje tid at fejre befrielsen. Frihedskæmperne bag er Gernot og Heike Heinrich fra Gols i det nordlige Burgenland. Ægteparret Heinrich har mange meritter, således har de i mange år stået for nogle af Østrigs bedste rødvine, og i sammenslutningen Pannobile har de været med til at sætte fokus på Burgenlands særegne sorter, traditioner og terroir. Økologisk og biodynamisk omstilling har været en anden milepæl; og introduktionen af en række vine under overskriften 'Freyheit' markerer nu et yderligere livtag med det oprindelige og ubesmittede, tendentiøst betegnet som naturvin. Vildgæring, alternative gæringskar, udvidet skindkontakt og forsagelse af den djævelske sulfit er gennemgående træk - drevet af nysgerrighed og glæden ved at afprøve grænser. Således har Neuburger, Welschriesling, Grauer Burgunder og Roter Traminer allerede fået en tur - med overbevisende resultater til følge.

Seneste tilføjelse er Muscat Freyheit, en smukt stråfarvet vin med en mild og frodig duft af jasminer, gule roser og citrusskal og en blid smag af rød grapefrugt, friske ferskner og abrikoser. Rund, blød og læskende med en fin syre. Noget let kalket, næsten mælkeagtigt, og en svagt sødmefuld krydring i eftersmagen. Sommerligt og let men alligevel substantielt og komplekst nok til at man nysgerrigt kan vende tilbage til glasset.

Råstoffet er Muscat Ottonel (70%), der med sin intense aroma men beskedne syre får forfriskende selskab af Weissburgunder (25%) og et skvæt Chardonnay (5%). Druerne høstedes fra sidst i august til først i september, og hele herligheden blev presset langsomt på kurvepresse. Mosten gæredes spontant sammen med skallerne i to uger. Den malolaktiske gæring indfandt sig af sig selv, og vinen boblede derefter af på gærresterne i otte måneder i ældre 500-liters østrigske egetræsfade. Endelig blev den, ufiltreret og usvovlet, fyldt på sine karakteristiske lerflasker, godt 5.000 flasker blev det til i 2017.

Gernot Heinrich i kælderen med tre af sine nyerhvervede amforaer, hvor mere fri leg allerede er i gære

Fritænkere og frilandsvin

Gernot Heinrich er en seriøs og ambitiøs mand, hvilket har vist sig mere end tydeligt alene på den måde, han har forvaltet arven af en mindre familievingård: Besiddelserne er i dag på den pæne side af 100 hektar, og porteføljen tæller næsten 30 forskellige vine; og de, der ikke allerede er økologisk og biodynamisk certificerede, er under omlægning til det.

Hovedindsatsen har igennem årene ligget i realiseringen af det iboende potentiale i det burgenlandske terroir med markante marker som Alter Berg, Edelgraben, Gabarinza og Salzberg. Her er variationer over Leithakalk og pannonisk kontinentalklima, som i Heinrichs forstandige fortolkninger viser tydelige forskelle i glasset, formidlet gennem den lokale æresborger Blaufränkischs frugtige fylde. Det er intense og fyldige vine med stort udviklingspotentiale.

Blaufränkisch er nok fremtrædende men ikke enerådende i området: Her er også masser af Zweigelt og Sankt Laurent, og grønne sorter skorter det heller ikke på, burgundersorterne i særdeleshed men også Welschriesling og aromatiske sorter som Traminer og Muskateller. Det nordlige Burgenland er et kludetæppe af forskellige sorter, og Heinrichs righoldige sortiment favner de fleste.

Selvom Heinrich laver en lang række vine inden for det konventionelle appellationssystem - et system, som Pannobile flokken selv har været medvirkende til at definere, som det er i dag - så forsøger han stadig at flytte grænser. Et fortsat forsøg med at reducere sulfittilsætning i flere af vinene er vellykket, omend de færdige produkter ikke altid behager alle blandt stamkunderne; men Heinrich står fast. Og når der er brug for blå toner, fri leg og vilde udskejelser, så kommer Freyheit ind i billedet!

Biodynamik for viderekomne

Heinrich er medlem af både Respekt gruppen, der er en sammenslutning af biodynamiske vinbønder, og den biodynamiske hovedorganisation Demeter; og målet er en fuldstændig omlægning af alle husets vinmarker til fuldgyldigt biodynamisk brug. Det er noget af en opgave, især bedriftens størrelse taget i betragtning, men den stykvise erhvervelse af stadigt større besiddelser og den gradvise overgang fra økologi til biodynamik har gjort det muligt. I dag beviser Gernot Heinrich altså, at det kan lade sig gøre at praktisere biodynamisk vinbrug i industriel størrelse. Uden at slække på kravene eller kvaliteten - og så klarer han sig selvfølgelig også med lidt hjælp fra vennerne.

Heinrich fremstiller i videste omfang de biodynamiske kompost- og markpræparater selv; og han bliver ikke stående ved de grundlæggende men benytter sig også af videre metoder som urteteer, kompostteer og gæret melasse til yderligere at fremme liv og velfærd i vinmarkerne.

Kompostthe er et supplement til de øvrige naturlige markpræparater, som biodynamikere benytter sig af. Denne flydende kompost bruges til at berige jordbunden med mere liv - for eksempel i form af nyttige mikroorganismer, der bidrager til svampelivet i jorden. Formålet er at styrke planterne og give dem større modstandsdygtighed mod sygdom; hvilket på sigt kan reducere nødvendigheden af brugen af kobbersulfat mod svampesygdomme osv. Når komposten har nået den rette modning, røres den grundigt ud i vand og luftes - i et apparat fra den østrigske formidler Vortex Energie. Derefter sprøjtes theen forsigtigt ud over markerne.

Melasse benyttes også til at fremme det mikrobiotiske liv i mulden. En opløsning af melasse i vand gæres spontant, så det er de lokale bakteriekulturer, som markerne kender, der gør arbejdet. Den skummende, brunlige the, der dufter lifligt af lakrids, rørsukker og ensilage, fortyndes og findeles over jorden, således at mikroorganismer i jorden kan nyde godt af næringsstofferne.

Frihed er som bekendt det bedste guld; og det er det frie liv og de glade dage i jorden og vinplanterne, som Gernot Heinrich gerne vil give videre, ufortyndet på flaske, og det sker til fulde i det spraglede udvalg af vine i Freyheit-serien. For tiden består den desuden af Graue Freyheit (et amalgam af Grauburgunder, Weissburgunder og Chardonnay), Neuburger, Welschriesling, Roter Traminer og en Blaufränkisch Rosé - og døren står åben for fri leg med flere sorter, således er der planer om også at inkludere Pinot Noir i frimodighederne. Men Muscat er et godt sted at starte. Det er sommer i Burgenland på flaske.

Flaske: Muscat Freyheit 2017  
Vinhus: Weingut Heinrich  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Muscat Ottonel, Weissburgunder, Chardonnay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Korsholm Vin  
(men endnu ikke i sortiment)  
Pris: cirka 275,-  

Chiusa di Pannone

Filippo Antonelli er søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat. Advokatfamilien fra Spoleto slog sig dog siden ned i San Marco, der ligeledes ligger i Montefalco området nær Perugia i Umbrien. Familiegården, som oldefaren Francesco overtog i 1881, var et arvestykke, man desuden tog til sig. Som den første formåede Filippo dog at bryde den sociale arv, da han valgte agronomi som sit studie og fuldgyldigt helligede sig familiegården og selv tog ansvaret for vinproduktionen. "Færre penge, flere fornøjelser" som han selv vælger at formulere det. Arbejdet koncentrerer sig om de lokale sorter som Grechetto og Trebbiano Spoletino og ikke mindst Montefalcos stolthed, den ærefrygtindgydende Sagrantino, der giver sorte, intense og yderst tanninrige vine. Antonelli San Marco har flasket deres egne vine siden 1979, og under Filippos ledelse er alle vinene certificeret økologiske siden 2012.

En særlig fornøjelse er enkeltmarksvinen Chiusa di Pannone, der kommer fra en indhegnet parcel af samme navn i mere end 400 meters højde. Her vokser 2,7 hektar Sagrantino stokke af husets egen massale selektion, plantet i 1995, på en sydvendt skråning med særligt kalkholdig lerjord. Det forlener den ellers så karske og strenge Sagrantino med en finesse og balance, som man sjældent ser. Den første vin kom på flaske i 2003, og år for år viser den mere og mere potentiale.

Chiusa di Pannone 2010 er smukt sortrød i glasset, duften er æterisk og dyb af sursøde kirsebær og et lille pust cigarrøg. Saftige kirsebær går igen i smagen i selskab med skovbær og sortebær, en smule sveske og lakrids. Det saftspændte toner dog hurtigt over i det ørkentørre, for de fineste tanniner står i kø for at stramme op, og vinen bevæger sig ud i krummelurer af krydderurter, hø, tobak, tjære og diesel. Intensitet, stringens og kompleksitet er nøgleordene, og balancen holder virkelig flot. Den smager eminent for sig selv, men de fleste vil grundet tanninstrukturen nok foretrække at spise noget til.

"Sagrantino må man vente på, den har brug for tid. Der går som regel ti år, før den for alvor begynder at blive sjov at drikke" slår Filippo Antonelli fast; og sandt er det, at denne vin sikkert kun vil blive bedre af ti år mere på flaske. Årgange som 2009 og 2006 er allerede en smule mere tilgængelige og mere åbne.

Vinen er spontangæret på store træfade, tre til fire ugers maceration, malolaktisk gæring følger. Den lagres først på letristede 500 liters egetræsfade et halvt år, så to år på 25 hektoliters egetræskar, sidst et halvt år i glasbelagte cementtanke. Flasket ufiltreret, en naturlig sedimentering foregår undervejs. To års flaskelagring før frigivelse.

Det er den mere udprægede kølighed og den særdeles kalkholdige ler, grus og konglomerat, der mildner udtrykket og giver den særligt ranke og raffinerede karakter i Chiusa di Pannone. Dens beliggenhed en halvt hundrede meter højere end husets øvrige - og i øvrigt højt beliggende - vinmarker sørger for lidt lavere temperaturer. Jordbunden stammer tilbage fra den pleistocæne epoke, der med sine høje vandstande efter istiden skabte de såkaldte syndflodsaflejringer. Rækkerne på Chiusa di Pannone følger markens eksposition mod sydsydøst, og beplantningstætheden er høj: 2,5 meter mellem rækkerne, og 0,8 meter mellem hver plante - samlet set cirka 5.000 planter pr. hektar. Udbyttet holdes nede omkring 30 hektoliter pr. hektar. Deraf også den flotte koncentration i frugten. En udfordrende, spændende og delikat vin.

Flaske: Chiusa di Pannone 2010  
Vinhus: Antonelli San Marco  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på træfade, fire ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade, cementtanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Vinolo  
Pris: 420,-  

Vinden i Vipavadalen

Vipavadalen (Vipavska dolina) er et af det europæiske vinlands mest storslående syn. Den smalle dal i det vestlige Slovenien er med sine omringende bjerge, små vandløb, frodige vinmarker, gammeldags landsbyer og pastorale landskab en lille overvintret flig af verden af i går. Den traditionelle vin fra Vipava er også noget for sig - friske, frugtige, blomstrende - på grund af gamle traditioner, sjældne sorter og dygtige producenter som Batic, Burja, Guerila, Mlecnik, Sutor, Stokelj og Tilia.

Som Slovenien ligger - ud til det nordlige Adriaterhav, flankeret af Italien, Østrig og Kroatien - er det centralt placeret i det gamle europæiske vinland. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, at slovenerne såvel drikker som fremstiller betragtelige mængder af udmærket vin. Når det alligevel kan overraske, er det sandsynligvis, fordi landet først blev selvstændigt i 1991 efter løsrivelsen fra det tidligere Jugoslavien; og fordi dets isolation i østblokken hverken gjorde godt for vinproduktionen endsige eksporten til vesten. Tiderne er heldigvis skiftet, og ikke mindst tiden siden indlemmelsen i EU i 2004 har præsenteret en opadgående kurve for den slovenske vin. Østrigere og italienere har investeret i landet, og indflydelsen er også gået i modsat retning: Den slovenske tradition med lang skindkontakt til grønne druer har været af afgørende betydning for orangevinens renæssance. En lang række af de førende producenter er desuden økologer eller biodynamikere, og de fleste vinbrug er stadigt små og familieejede.

Vipava udgør noget af det mest uspolerede vinland i Slovenien. Den smalle dal breder sig som en tragt mellem Trnovo plateauet i nord og Kras plateauet i syd og åbner sig fra den italienske grænse i vest mod det slovenske indland mod øst. Jordbunden består af flysch, mergel og ler samt kalksten og gips. Dalen er præget af middelhavsklima med alpin indflydelse, først og fremmest faldvinden fra Alperne, burjaen, der frisker op og køler ned i det ellers yderst solrige og lune klima. Et stort temperaturspænd er karakteristisk. Vinavl har således gode forudsætninger foruden en meget lang historie i området, og Vipava var længe velkendt for sine vine langt uden for dalen. Faktisk ligger den på samme breddegrad som Bordeaux men er dels mere solrig på grund af den adriatiske indflydelse og dels mere køligt på grund af den alpine indflydelse.

Tønder med vin transporteret til hests - trods alt et særsyn selv i Vipava, omend den lille dal er lidt af en tidslomme
 

Burjaen, som italienerne kalder boraen, en fra nordvest blæsende faldvind fra Alperne, fejer køligt gennem dalen. Luften står aldrig stille, derfor er Vipava også et yndet udflugtssted for drageflyvere og paraglidere. Især i vinterhalvåret viser vinden sig dog fra sin mindre hyggelige side. Burjaen er en både generativ og destruktiv kraft, som former områdets liv, natur og kultur. Den positive indflydelse er først og fremmest frisk luft i bevægelse, der modvirker meldug og råd, og en nedkølende virkning, der får frugt til at trække tykkere overtøj på og holde højere syreniveauer. Det gør godt for den udbredte lokale produktion af kirsebær, kakifrugt, ferskner, abrikoser - og vindruer. Den negative indflydelse er kulde på de forkerte tidspunkter, og af og til isnende kold blæst, med høje vindstyrker og stærke stød - helt op til 240 km/t. På både godt og ondt sætter burjaen sit præg på Vipavadalen.

Dalen huser en række sjældne, lokale sorter, flere af dem indfødte, mange af dem kun at finde her. Blandt disse kan nævnes Zelèn, Pinela og Klarnica, hvoraf især den første er udbredt og populær. Blandt dalens mest udbredte sorter findes desuden Rebula, Malvazija, Laskirizling og Tokaj. Den mest udbredte vintype er den traditionelle Vipavec (af østrigerne kendt som Wein von Wippach), en hvidvin på flere forskellige af førnævnte sorter, ofte fra blandet beplantning (gemischter Satz).

Vipava og dens vine stod en lokale præsts hjerte nært, og denne Matija Vertovec (1784-1851) er årsagen til, at så mange af områdets traditioner er dokumenteret og videreført, grundet hans grundige skriverier. Vertovec gik i skole ude på landet, senere på gymnasiet i Görz, siden studerede han teologi i Graz og Ljubljana, før han vendte tilbage som pater og huserede omkring Ajdovscina og Podnanos. Vertovec var en sand polyglot og polyhistor. Hans sproglige færdigheder og interesser i alt fra lokalhistorie over geologi til astronomi resulterede i mange skrifter, men det er hans nedslag i den lokale vinkultur, som har sikret hans navn for eftertiden, gennem bogen Vindyrkning for slovenere fra 1844. Heri kortlægger han de lokale druesorter, særlige dyrkningsforhold og traditionelle vinifikationsformer, herunder den senere så berømte og berygtede “slovenske metode” med at lade de grønne druer gære med skallerne.

I dag er mere moderne og internationale sorter er også at finde i Vipava, blandt andre Sauvignon, Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Omend moderne har flere af sorterne - særligt de burgundiske - huseret i området i længere tid, da de indfandt sig allerede i tiden under det østrigske overherredømme. Der dyrkes også rødvinssorter som Refosk og Barbera. Sin liden størrelse og stærke traditioner til trods er Vipava vinmæssigt mangfoldigt.

Titelbladet på præsten Matija Vertovecs afhandling om den slovenske vintradition fra 1844. Forstår man gammel slovensk dialekt, kan man her læse om vinbønder i Vipava, landets særlige druesorter og traditioner som lang skindkontakt til hvide vine
 

Aristoteles og Spinoza, Vertovec og Lavrenčič

Primoz Lavrencic er en af Vipavas mest bemærkelsesværdige vinmagere, og han har om nogen gødet jorden for den genoptagelse af gamle dyrknings- og vinifikationsformer, som i dag sætter sit præg på Vipavadalen. Familien Lavrencic kan spore sin historie i dalen tilbage til 1499, og familien står da også bag et af områdets mest veletablerede vinhuse, Sutor. Vinhuset blev stiftet i 1904 af Anton Lavrencic og føres i dag videre af Mitja Lavrencic, mens Primoz er rykket videre og har stiftet sit eget vinhus under navnet Posestvo Burja - eller Burja Estate.

Det er Lavrencics mål at lave oprigtige vine med tydelig oprindelseskarakter. Rene vine, hvor Vipavadalen og Burjavinden går igen i glasset. "De små, familieejede vingårde er bedst til at skabe det udtryk" erklærer han. Den erkendelse efterlever han nu med eget vinhus, en nyligt indviet kælder og godt ti hektar vinmarker, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper. Han ønsker endvidere at minimere den menneskelige indflydelse i kælderen, da han mener, det er vejen til bedre forankrede og mere velsmagende vine. Jorden er således udgangspunktet, de lokale druesorter er mellemledet, og traditionerne for vinifikation respekteres så vidt muligt. Det udelukker ikke stor teknisk snilde; så længde det er rettet mod at bevare og fremhæve den i markerne opnåede kvalitet og karakter. 

Primoz er nemlig uddannet agronom fra universitetet i Ljubljana, og han arbejder videre på en Ph.d. i vitikultur og ønologi ved universitetet i Udine; og en livslang interesse i filosofi er ikke kun en fritidsbeskæftigelse. Lavrencic lader sig inspirere af Aristoteles og Spinoza og lever sine indsigter derfra ud i arbejdet i vinmarkerne. I den levende natur og menneskets forsøg på at forstå og indordne sig i den, kører en aristotelisk naturalisme parløb en spinozistisk panteisme.

"Der findes ingen platonisk idé om den gode vin, en perfekt vin, der er uafhængig af tid og sted, lokale forhold og traditioner. Enhver konkret vin vil have sin egen karakter afhængigt af tid og sted. Dens sande udtryk afhænger af terroir og tradition. Derfor må vi også lave vores egen vin: En, der kun kan komme til verden under disse forhold."

Bela 2016 er den moderne version af den traditionelle Vipava hvidvin. Grundlaget er fra to marker (Ravno brdo og Stranice) med blandet beplantning (af Rebula, Malvazija og Lazkirizling - og måske en smule Zelen og Pinela). Mosten spontangæres ved relativt lav temperatur, skindkontakt i otte dage. Vinen udgør altså et grænsetilfælde til orangevin, men det overordnede indtryk hælder mere til den hvide side. Et års lagring på store træfade. Beskeden anvendelse af sulfitter.

Duften er ren og kølig, mildt blomsterduftende, let æterisk. I munden er vinen saftig og rund, med masser af syrlige æbler i smagen og spor af blomsterhonning, bivoks, friske hasselnødder og flødekaramel samt en salt, mineralsk nerve. En forfriskende og interessant hvidvin, der giver et lille vink om Vipavas potentiale.

Flaske: Bela 2016  
Vinhus: Burja Estate  
Oprindelse: Vipavska Dolina, Slovenien  
Druesorter: Rebula, Malvazija, Laski Rizling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, otte dages maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Winewise  
Pris: 185,-