8000 årgange

Der er grøde i georgisk vin. Vestlige vinmagere og vinsmagere og ikke mindst georgierne selv har i de seneste årtier genopdaget og genoptaget landets meget gamle og særdeles særegne vinøse arv. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden kan hjælpe georgierne med at finde fodfæste i en fremtid for landet, som længe har stået i Sovjets og Ruslands skygge — for ud af den træder hundredevis af unikke druesorter, talrige stolte traditioner og den nok væsentligste genremæssige tilføjelse til den vestlige vinverden i nyere tid, nemlig orangevinen.

Georgien mellem fortid og fremtid

“Den nye gamle verden” er blevet brugt som betegnelse for de central- og østeuropæiske vinlande, som længe lå utilgængelige bag jerntæppet, og hvis gamle vinkulturer længe led under kommunismens åg; men som nu så småt er kommet til sig selv igen og er ved at vågne til dåd. Ungarn er allerede kendt som klassisk vinland, og omkring årtusindeskiftet var der store forventninger til f.eks. Rumænien og Bulgarien; som dog i det store hele stadig lader vente på sig. I mellemtiden er de blevet overhalet indenom af et lille land som Slovenien; og så af et land endnu længere mod øst, som med sin historie og kultur burde have været selvskrevet på listen over stærke genkomster, hvis blot kendskabet havde været til det.

Georgien (på georgisk საქართველო, Sakartvelo) ligger i spændingsfeltet mellem øst og vest, mellem det antikke og det moderne, det velkendte og det ukendte. Georgien er beliggende på grænsen mellem Europa og Asien, i området der kaldes Kaukasien, et landområde mellem Det Sorte Hav i vest og Det Kaspiske Hav i øst, delt i to af den lange bjergkæde Kaukasus. Foruden Georgien tæller regionen lande som Armenien, Aserbajdsjan og dele af Rusland, f.eks. Tjetjenien og Dagestan.

Med et areal på cirka 43.100 km2 er Georgien godt 60% større end Danmark, mens befolkningen kun tæller knapt fire millioner mennesker, først og fremmest georgiere men også andre etniske grupper. Hovedstaden hedder Tbilisi og er samtidigt landets største by, hvor godt en tredjedel af landets befolkning bor. Sin beskedne størrelse og forholdsvist lille befolkning til trods rummer Georgien alligevel en enorm diversitet af mikroklimaer, landskaber og landbrugstraditioner— der dyrkes f.eks. korn, majs, ris, citrusfrugter og te— og for vinens vedkommende kan traditionen spores omkring 8.000 år tilbage.

Georgiens vinøse geografi: Landets vinområder og de vigtigste druer. Kilde: GWines

Mellem bjerge og have

Georgien er som vinland først og fremmest præget af de omkringliggende bjerge og vandmasser. De store Kaukasus-bjerge i nord skærmer landets vinmarker fra den kontinentale russiske kulde; mens De mindre Kaukasus-bjerge i syd modererer den tørre og varme luft sydfra. Fugtig luft fra Sortehavet i vest blokeres til dels af Likhi-bjergene, som deler Georgien i en vestlig og en østlig del. Den østlige del påvirkes til gengæld af varme vinde fra Det Kaspiske Hav og de kasakhiske stepper; og det er da også i den mindre regnvåde og mere solrige østlige del af landet, at størstedelen af landets historiske vinavl befinder sig. I dag deles landet op i 20 appellationer for vin, hvoraf de fleste forefindes i regionerne Imereti, Kartli og Kakheti, sidstnævnte med de vigtige subregioner Kvareli og Telavi; og det er netop i Kakheti, vi skal stifte bekendskab med Georgiens nok mest ikoniske bidrag til vinverden— vinfremstilling i nedgravede lerkrukker kendt som ქვევრი, kvevri eller qvevri, en praksis, som FN i 2013 satte på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv.

Det anslås, at der engang har været måske mere end 1.000 georgiske druesorter; men mange af vinstokkene blev rykket op med rode under de arabiske erobringer i landet omkring år 750; og langt senere gjorde Sovjetstyret sit for at undertrykke landets enestående kulturarv ved at omlægge vinavlen til masseproduktion og satse på højtydende sorter. Efter Sovjetunionens sammenbrud og Georgiens genvundne selvstændighed i 1991 fulgte en periode, hvor moderne, internationale druesorter gjorde deres indtog. Men siden er interessen for at bevare og fokusere på egne sorter genvundet, og summa summarum er, at der i dag er identificeret i hvert fald 525 overlevende indfødte sorter, hvoraf omkring de 50 er i egentlig kommerciel produktion. Den vigtigste røde sort er Saperavi og den vigtigste hvide Rkatsiteli — og dertil kommer vigtige sorter som de røde Aleksandrouli, Chkhaveri, Dzelshavi, Mujuretuli, Ojaleshi, Otskhanuri, Shavkapito, Takveri og Usakhelouri, og de hvide Aladasturi, Chinuri, Khikhvi, Kisi, Krakhuna, Mtsvane, Tsolikouri og Tsitska.

Vinens vugge

Ifølge en myte fik georgierne deres land i hænde, da Vor Herre i hine tider fordelte Jorden mellem alverdens folkeslag; og under den himmelske seance sang, dansede, spiste og drak de glade georgiere så meget, at de dagen derpå vågnede op til en verden, hvor samtlige lande allerede var fordelt, og de stod tomhændede og slukørede tilbage. Men da Gud så deres livsglæde og godmodighed, forbarmedes han og gav dem i stedet det lille stykke land, han ellers havde udset til sig selv: Paradis på jord, Georgien. Samtidigt gav han dem vinens gave, som siden har været så tæt forbundet med kristendommen og dens ritualer.

Mere faktuelt kan de fleste af de ældste arkæologiske fund, som med sikkerhed bevidner vinavl og vinfremstilling, lokaliseres i nutidens Georgien og omegn. Det er f.eks. fund af lerkrukker med rester af druekerner og deslige. Genetisk profilering af indfødte georgiske druesorter har ligeledes bevidnet deres særskilte identitet og lange aner. Væsentligt nok menes de indoeuropæiske sprogs navne for vin desuden at have en fælles rod i det georgiske ord for vin, ღვინო, ghvino. Det georgiske skriftsprog har sit eget unikke alfabet, hvis snurrede og krogede bogstaver af nogen siges at stamme fra vinrankens slyngtråde og deres vilde krummelurer. En fin fortællinger er det i hvert fald, og dem er georgierne gode til.

Det ortodokse Alaverdi kloster i Kakheti står vagt om de gamle traditioner — især mod udefrakommende forstyrrelser som moderne teknologier og internationale druesorter

Den georgiske vinkultur er altså ældgammel og dermed også dybt rodfæstet i den georgiske folkesjæl. Landet ganske enkelt emmer af vin og er tæskfyldt med traditioner, hvor vin enten indgår som den mest naturlige ledsager eller simpelthen indtager scenen som hovedrolleindehaver. Således er et fast ritual festmåltidet supra, hvor mad, vin og sang smelter sammen, forestået af en ceremoniel toastmaster, tamada, og med hyppig brug af den traditionelle skål, “Gaumarjos!”, bogstaveligt talt ‘for vor sejr!’. På bordet vil findes en buffet af retter fra landets ligeledes righoldige kulinariske arv og oftest rigelige mængder vin. Ofte overraskende saftige og af og til sødmefulde rødvine; og ofte de tørre og overraskende tanninholdige vine, vi i vesten for nyligt har lært at kalde ‘orangevine’, men som sædvanligvis kaldes ‘ravvine’ på georgisk, ქარვისფერი ღვინო, ‘hvidvine’ fremstillet med lang skindkontakt; men som gennem århundreder, årtusinder har været en del af den georgiske vintradition.

Det skal ikke forstås sådan, at Georgien har en identificerbar og kontinuerlig vintradition fra oldtiden og frem til vore dage, eller at landets vinkultur har nogen enhedsmæssig beskaffenhed. Georgien har gennem hele sin historie været et ombejlet og bekriget område— persere, grækere, romere, arabere, mongoler, tyrkere og senest russere har alle gjort indtog i og sat deres præg på landet gennem tiderne. Det til trods er dele af dets årtusinder lange vintradition overlevet i en nogenlunde uspoleret form, og det giver os ikke blot et indblik i en fjern fortid. Det åbner også for nye og anderledes vinoplevelser. Der er rigeligt med rustikke vine— på godt og ondt— men de fleste besidder både autenticitet og usædvanlig kompleksitet, og de bedste kan berede store vinoplevelser. Men man må være klar på at lade sig udfordre!

En gammeldags georgisk marani med de karakteristiske qvevri gravet ned i gulvet

Georgiens største claim to fame og vigtigste aktie i fremtiden er uden tvivl dets skatkammer af gamle, indfødte druesorter; samt dets overleverede kulturarv med unikke fremstillingsmetoder og vinstile. En arv, som for få årtier siden var snublende nær at gå tabt; og som kun er overlevet takket være traditionsbevidste klostre, genstridige bønder og ikke mindst en håndsrækning fra en håndfuld visionære fremmede, som lod sig fascinere af landets oprindelige vinkultur og hjalp med at genoplive den.

Vise mænd fra Vesterland

John Wurdeman er en amerikansk maler, der for alvor lod sig fascinere af georgisk kultur under rejser til landet i 1990’erne. Siden flyttede han dertil og arbejdede med maleri og indsamling af folkesange. Den interesse fik den lokale vinbonde Gela Patalishvili til at “tvinge ham” til også at hjælpe med at redde den dengang uddøende georgiske vinarv med vinifikation på qvevrier. Modvilligt lod Wurdeman sig ad åre overbevise, og i 2007 fødtes i Sighnaghi endelig hans vinhus Pheasant’s Tears, ‘fasantårer’, navngivet efter et folkesagn om, at landets bedste vine er gode nok til at få selv fasaner til at græde! Og Wurdeman har om nogen gjort sit for at skabe opmærksomhed om og sikre landets vinøse kulturarv og udbrede kendskabet til den internationalt. Ikke mindst takket være investeringer, import og markedsføring fra skandinavisk side, her kan vi hejse flaget for danske Sune Rosforth og følge. Vil man smage fasantårer, er deres Mtsvane og Kisi gode steder at starte.

Af lokalpatriotisk interesse bør også nævnes en anden tilflytter, den danske eventyrer og erhvervsmand Olaf Malver, som sammen med sin georgiske hustru Eka og nogle af landets førende vinmagere har skabt vinhuset Danieli Winery ved landsbyen Argokhy i Kakheti; og siden 2012 har de kastet sig over de lokale druesorter med vinificering på både moderne og mere gammeldags façon. Danieli byder bl.a. på ganske glimrende Saperavi for både begyndere og lettere øvede, prøv f.eks. deres Budeshuri eller Napareuli.

Vestlige ganer blev måske vakt gennem sådanne mellemkomster, men selvfølgelig var der allerede stærke kræfter i gang i det georgiske. Trofaste vinbønder med stærke viljer har trukket Georgien op nedefra, særlig nævnelse skyldes (i alfabetisk rækkefølge) folk som Nikoloz Antadze, Kakha Bereshvili, Iago Bitarishvili, Ramaz Nikoladze og ikke mindst det afdøde ikon Soliko Tsaishvili. Takket være dem er der stadig liv og nu fornyet liv i traditonen.

Vinens livmoder

Den traditionelle georgiske tilgang til vinfremstilling er nærmest poetisk eller mytologisk af natur. Vinen gæres, som regel af hele druer med både skind og kerner, ofte endda som hele klaser, i moder naturs skød, vinens livmoder, qvevrien. En qvevri (mere korrekt transkriberet som kvevri, men stavemåden med q har nu vundet internationalt indpas) er det traditionelle ægge- eller dråbeformede lerkar, man har fremstillet og opbevaret vin i, gravet ned i jorden i eller uden for vinkælderen, på georgisk მარანი, marani.

Fremstillingen af qvevrier er et hæderkronet håndværk, som i dag kun beherskes af en aftagende skare, og råmaterialet er typisk fint flodler. Den færdigtformede qvevri brændes, og traditionelt beklæder man siden indersiden med bivoks. Denne foring kan holde gennem adskillige mange år, hvis qvevrien rengøres og behandles korrekt ved brug af traditionelle redskaber og metoder.

Mens moderne vinifikation og modning mestendels foregår på ståltanke og i træfade, er amforaer og qvevrier alternative beholdere med andre egenskaber og fordele. Qvevriens koniske form sikrer en konstant cirkulær bevægelse under gæringen, en slags indbygget bâttonage, som giver god kontakt mellem most, skaldele og gærrester. Nedgravning i jorden sikrer en konstant temperatur, typisk mellem 10 og 12 grader, samt en kun meget langsom indtrængning af ilt, som giver en let mikrooxidering. Det sikrer alt sammen stabilitet— og så var vinen i gamle dage også behændigt begravet under jorden og dermed til dels sikret mod invaderende styrker.

Marani med redskaber til brug undervejs i vinens vej fra jord til bord

Siden har vinmagere som Josko Gravner, Paolo Vodopivec, Tomislav Tomac, Thierry Puzelat og Bertrand Gautherot taget qvevrien til sig på vestligere længdegradder og gjort deres for yderligere at udbrede kendskabet til og værdsættelsen af den særlige tradition uden for Georgien.

Orangevinen er nok det mest karakteristiske af Georgiens bidrag til den moderne vinkultur. I duft og smag finder man ofte noter af tørrede frugter, f.eks. tørret abrikos og rosiner, og af citrusskal, f.eks. pomerans og bergamotte. Anslag af nødder, krydderier og røg er heller ikke ualmindelige. Strukturen kan vække mindelser om sort the, og der er ofte en del bitternoter. Man kan sige, det er en slags hvidvin, der opfører sig som rødvin; og det giver især mening til det georgiske køkkens udbredte brug af valnødder, granatæbler, auberginer, tomater, oliven og urter. En anden god grund til at smage sig nærmere ind på det fascinerende og mangefacetterede Georgien.

Danmark er som sædvanligt med på noderne og står som importørland forrest i køen hos en række af de bedste vinproducenter. Gå på udkig hos Rosforth & Rosforth og de oplagt navngivne Georgisk Vin og Georgien Vin. Kig eventuelt også forbi hos Korsholm Vin eller Otto Suenson, som også har en ting eller to. For hvis du ikke har fordybet dig i georgisk vin før, er det på høje tide.

Skal du føres direkte i løvens hule og til hestens mund og samtidigt i den syvende himmel, så bliver det ikke meget mere arketypisk georgisk end Rkatsiteli Tsarapi fra Soliko Tsaishvilis vinhus Our Wine. Det er essensen af Georgien på glas: En spændstig mundfuld kvædete, tørrede abrikoser, valnødder, vildblomsthonning og røgelse. Struktur og tekstur frem for alt, med fine men almægtige tanniner, der langsomt men sikkert hænger mundhulen til tørre! I eftersmagen umami og lette tawny-noter samt spor af en svunden tid…

Til dig, der tørster efter mere viden og flere fortællinger: Der er rundt omkring skrevet mangt og meget om Georgien og dets vinkultur. De bedste samlede fremstillinger er efter min mening begået af to begavede amerikanerinder med internationalt udsyn: Carla Capalbos Tasting Georgia, A Food and Wine Journey in the Caucasus (Interlink Books, 2017) samt Alice Feirings For the Love of Wine, My Odyssey through the World’s Most Ancient Wine Culture (Potomac Books, 2016).

Lille land, hvad nu?

Til sidst dog en dråbe malurt i bægeret: De i udlandet så hypede qvevri-vine udgør under 10% af den samlede produktion; og selv i Georgien er der plantet masser af Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Vestlige planteskoler, biotekselskaber og vinkonsulenter har haft travlt med at få en fod ind på det ‘gryende vinmarked’. Så selvom landets unikke kulturarv for tiden er reddet, så er landets videre fremtid, og ikke mindst den kommercielle vinbranches, endnu usikker.

Hvad værre er, den generelle politiske situation er anspændt, og fortidens spøgelser hjemsøger georgierne, hvis historiske landsmænd som bekendt også tæller en tvivlsom karakter som Josef Stalin. Før Rusland invaderede Ukraine, hvad enten vi sætter datoen til 2022 eller 2014, invaderede det Georgien i 2008; og russiske tropper besætter dags dato stadig godt 20% af landet. Det drejer sig om de to nordlige regioner Sydossetien og Abkhasien, hvor pro-russiske kræfter har erklæret områderne som selvstændige republikker, og Moder Rusland er ‘kommet til undsætning’. I dag er det svært ikke at se det som et uskønt forspil til Putins invasion af Ukraine.

Det har selvfølgelig rusket op i anti-russiske følelser og holdninger bredt i den georgiske befolkning og haft en overordnet negativt indflydelse på landets økonomiske situation. Dertil har det også (som i Ukraine) styrket nationalfølelsen og de pro-vestlige kræfter, som ønsker Georgien som medlem af NATO og EU. Mange tager forskud på glæderne, man kan for eksempel allerede se EU-flag vejre i Tbilisi. Alt er dog ikke sort-hvidt. Nok søger Georgien medlemsskab af EU, men udviklingen halter, og samtidigt er der stadig pro-russiske kræfter i såvel regeringen som den offentlige administration; og mange georgiere fortsætter med at byde russiske virksomheder og investorer velkommen. Billedet er broget, og man forstår nemt årsagerne til splittelsen, landets komplekse historie taget i betragtning. Men hvordan slutspillet kan se ud, er endnu svært at ane. Vi almindelige dødelige kan kun krydse fingre og støtte de gode kræfter, hvor mulighederne byder sig. En ganske vist lille håndsrækning kunne være købet af en god flaske autentisk georgisk vin samt en skål for endnu tusinder af årgange. გაუმარჯოს!

Flaske: Rkatsiteli Tsarapi 2019
Vinhus: Our Wine  
Oprindelse: Kakheti, Georgien  
Drue: Rkatsiteli  
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontakt  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 204,- 

Artiklen er en uforkortet udgave af den generelle introduktion til georgisk vin, jeg under samme titel publicerede i DinVinGuide #39 i august 2023. Fotos er venligst stillet til rådighed af Valeria Tenison, Katerina Russu, Wines of Georgia, Ministry of Culture and Monument Protection of Georgia samt omtalte vinhuse

Pinot Gris i flere farver

Franjo Kolarić er et af de nyere navne på kroatisk vins stjernehimmel, og han har hurtigt slået det fast på den hjemlige restaurantscene med sine meget madvenlige vine— og ikke kun mousserende af slagsen, pjenušac, som efterhånden er etableret som specialet i hans hjemstavn Plešivica. Porteføljen rummer såvel bobler som hvide, orange, rosé og røde vine; men vægten er lagt på Franjo Kolarićs store ungdomskærlighed, Pinot Gris. Et sandt stjerneskud er hans Coletti Amfora Grigio, som efter italiensk, slovensk og georgisk forbillede er gæret med skallerne på en i kælderen nedgravet qvevri. Skulle man være i tvivl om druens iboende kvaliteter, dens potentiale i Plešivica eller Kolarićs kompetencer som vinmager, så smag med her: Der er frisk syre, fløjlsblød frugt og fortryllende komplekse kryddernoter i den glødende ravfarvede eliksir, som er alt andet end uforpligtende bællevin og helt uden fadhed, flomme eller gråtoner.

Zagreb, exit vest

Ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ad E65 ligger Plešivica på de stejlt stigende skråninger op mod Samobor-bakkerne og Žumberak-bjergene, en højderyg som strækker sig gennem det nordvestlige Kroatiens indland i den overordnede vinregion, der passende kaldes det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska. Administrativt hører Plešivica til Zagrebačka županija, så man kan med en vis ret også kalde det hovedstadens vinøse opland.

Plešivica er med sit solrige men meget kølige klima og en særligt kalkholdig jordbund som skabt til lette, syrerige hvidvine, den slags, som gør sig glimrende som base til mousserende vine. Det har siden 1990’erne fået flere og flere af områdets vinbønder til at kaste sig over bobler efter den klassiske metode med andengæring på flaske, og som kvaliteten støt er steget, er det kun rimeligt, at mange nu refererer til området som ‘Kroatiens Champagne’. Til de veletablerede vinhuse hører Tomac, Šember, Korak, Ivančić og Jagunić, som alle er en omvej værd, hvis man er på de kanter; og Kolarić kan sagtens måle sig i det selskab.

Nogen nybegynder er han heller ikke. Franjo er vokset op på vingården på Hrastje Plešivičko ved Jastrebarsko, hvor han allerede som 18-årig gymnasieelev blev betroet opgaven at forestå høst og kældring af årgang 1995. Selvfølgelig under far Stjepans kyndige vejledning, på samme sæt og vis som faren i sin tid havde overtaget fra bedstefaren. Sidenhen fik Franjo sig en teknisk uddannelse som mekaniker, mens det vinfaglige forbliver selvlært og formidlet fra dygtige kolleger— fra gode råd, erfaringer og eksperimenter. Under hans ledelse er vinmarksarealet udvidet fra de arvede tre hektarer til nu otte; og der samarbejdes med naboer om druer fra yderligere 14 hektarer. Topvinene er i årevis markedsført under navnet Coletti, den italienske udgave af Kolarić, som en italiensk ven foreslog ham som et internationalt mere slagfærdigt synonym.

Sin første mousserende vin fremstillede Franjo i 1997, som han samtidigt betegner som sin første seriøse årgang. 1997 var også året, hvor han i selskab med slovenske venner på en vinbar i Zagreb smagte sine første mindeværdige Pinot Sivi’er, som netop stammede fra Slovenien. Beruset af oplevelsen vendte han hjem til den fædrende gård og insisterede på, at de nu selv plantede sorten. Det skete så i 1999, og siden har Kolarić stille og roligt arbejde på at få det meste og det bedste ud den folkeligt elskede men ellers udskældte sort.

Til Plešivicas historiske sorter hører Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og dem dyrker Kolarić på et par hektarer til brug i hans mousserende vin og en frisk hvidvin med navnet Stare Sorte (gamle sorter). Rajnski Rizling og Traminac (Riesling og Gewürztraminer) har historisk også spillet en stor rolle her, og de dyrkes af Kolarić til hvid- og orangevin; samt en smule Neuburger. Chardonnay og Pinot Noir dyrkes især til mousserende vin, og så er der selvfølgelig Pinot Gris’en, som han skaber adskillige vintyper på.

Coletti Stare Sorte 2020 er en hvidvin på den traditionelle blandede beplantning af Plavec Žuti, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Kraljevina. Vinstokkene er 18 år gamle og plantet og opbundet på pæle, som man historisk har gjort på Plešivicas stejle skråninger, i vertikale rækker med 1 1/2 meter mellem hver stok. Druerne høstes med hænderne, med et udbytte på 2 1/2 kilo per stok, og vinen er gæret på ståltanke. Let og frisk med godt greb, grønt græs og grønne æbler, mild, syrefrisk og mineralsk; og viser tydeligt, hvorfor de lokale sorter er så velegnede til mousserende vin. Alk.: 12,5%

Coletti Blanc Nature 2020 20% Chardonnay, 20% Riesling og 60% druer fra den blandede beplantning. Gæret på ståltanke og andengæret på flaske med halvandets års modning på gærresterne før degorgering, ingen dosage. Flintet duft, sprødt bid, fine bobler og en let og ligefrem æble- og citrussmag. Frugten er bevaret pivfrisk, Kolarić bryder sig ikke om oxidative noter og dosage, da han gerne vil bevare den naturlige friskhed. Syren er 7 g/l. Alk.: 12,5%

Gråt potentiale i Plešivica

Frem til Første Verdenskrig var Kroatien en del af Østrig-Ungarn, og under navnet Ruländer var Grauburgunder eller Pinot Gris ganske udbredt i rigets østlige og sydlige dele. Derunder også i det sydlige Steiermark, som under navnet Štajerska strakte sig helt ned syd for Drava-floden og frem til Sava-floden og således inkluderede Plešivica. Så selvom Pinot Gris ikke i nyere tid har været del af druernes inderkreds, er den omvendt ikke en fremmed sort her. Det kølige klima sørger for en usædvanligt god syre, og netop en mere syrestyret stil er Kolarićs store styrke.

Et af Franjos forbilleder er slovenske Kabaj i Brda med franskmanden Jean Michel Morel i front. Franjo mødte Morel i Zadar for år tilbage, og det var Morel, som ansporede ham til at foretage den meget lange maceration på Pinot Grigio; samt ikke at være grådig men kun flaske 60-70% af qvevriens indhold for ikke at få forurenende sedimenter med i den færdige vin. Hans første qvevri blev erhvervet via en kroatisk kaffe- og tedistributør, som har en tefabrik i Tblisi og hjalp med at skaffe den hjem. Nu har han hele fire, og flere er på vej. I tråd med amfora-vinifikationen flaskes vinene også på de i naturvinskredse så velkendte keramikflasker; med undtagelse af de seneste par årgange, da leverancerne har været udsat for verdens virvar.

Forskellige flasker af Coletti-seriens amfora-vine. Keramikflaskerne er ifølge Franjo Kolarić det mest oplagte valg til amforavine. De er fremstillet af tyske MKM Keramik af ren Westerwälder ler, er fri for syntetiske kemikalier og beskytter effektivt vinen mod lyspåvirkning og med god kork og voks tillige mod iltning.

Det bliver i dag til godt 40.000 liter Pinot Gris om året, og de fordeler sig som regel på en fire-fem forskellige vine.

Grigio Blanc Nature 2018. Ren Pinot Grigio som mousserende vin, og det går rigtigt fint! Tre år på gæren og ingen dosage. Mildt blomstret duft, delikat gul ferskensmag, friskfrugtig stil, plirrende, stringent og tør. Alk.: 12,5%

Pinot Grigio Classic 2020. Hverdagsvin med varietal karakter og god læskefaktor. Frisk og fyldig frugtduft med delikate kryddernoter, modne stenfrugter og et hint suppevisk. Fin fylde og vældigt frisk i munden, med godt greb og summende mineralitet. Alk.: 11,5%

Coletti Grande Grigio 2019. Seriøs stil af Pinot Gris. Selektiv høst, gæring på ståltanke og et års modning på et otte år gammelt træfad. Mild i duften, først ret diskret, så fyldigere frugtig, fersken, ferskensten, rodfrugt og suppevisk i små strejf. Flot fylde og godt flow, glimrende syre og mineralsk spil. Alk.: 13%

Coletti Amfora Grigio 2019 er gæret et år med skallerne på en 1.200-liters georgisk qvevri begravet i Kolarićs kælder. Efterfølgende er den modnet to år på et stort træfad og flasket ufiltreret men fuldstændigt klar. Minimal sulfittilsætning på omkring 18 mg/l. Den har stor aroma, dæmpet fenolik og delikat struktur. Fuld af ferskner, abrikoser, kvæder og røgelse i duften, dyb af rødmende fersken, røde bær, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og valnødder, tamarind og sort te i smagen med en snert af nyopgravede gulerødder og pastinakker. Fløjlsblød fylde med svævende syre og de fineste tanniner, som næsten ikke fornemmes, ren velvære. Hvis blot enhver norditaliensk Pinot Grigio havde halvdelen af denne kompleksitet…

Franjo Kolarić har med Pinot Gris fundet sig en niche i Plešivica, som han fermt opdyrker og udvikler til spændende og seriøse vine. Privat danner han par med Ivana, som er skolelærer i Velika Gorica syd for Zagreb, og parret har tre børn sammen. Alle tager del i arbejdet på vingården, som desuden huser restaurant, selskabslokale og hotel med 20 værelser. Vinturismen tager til i Plešivica, og med Kolarić i koppen forstår man hvorfor.

Flaske: Amfora Grigio 2019
Vinhus: Vina Kolarić  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Drue: Pinot Gris  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
11 måneders macaration
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 400,-  

Kuvlakhe

Et karakteristisk træk ved kroatisk vin er dens mangfoldighed. Landets liden størrelse til trods er variationen stor, såvel i landskab og klima som i mere kulturelt bestemte forhold som dyrkede druesorter og lokale traditioner. Det skyldes ikke mindst Kroatiens omtumlede fortid, dets nyligt genvundne selvstændighed og en hævdvunden vinkultur, som i dag står stærkere end nogensinde før; og en af dens vigtigste vinpersonligheder er Vlado Krauthaker.

En mand og hans land

Krauthaker kommer oprindeligt fra Štrigova i vinområdet Međimurje i det nordligste Kroatien, på grænsen til Slovenien og Ungarn. Men allerede som ung slog han sig ned i Slavonien i det østligste Kroatien, efter han i begyndelsen af 1970’erne som student havde fået et stipendiat til at arbejde for det velrenommerede vinkooperativ i Kutjevo, som til stadighed er Slavoniens største vinproducent. Efter en årrække som vinmager her valgte Vlado Krauthaker dog at gå egne veje, da Kroatien i 1991-92 løsrev sig fra Jugoslavien, og den statslige styring af landets vinbrug blev liberaliseret. Han etablerede sig som selvstændig vinbonde, og for at gøre en lang historie kort er hans ene oprindelige hektar vinmark nu udvidet til 45 hektarer, og druer fra yderligere 65 købes på kontrakt. I mellemtiden har han etableret sig som Slavoniens og en af Kroatiens dygtigste og betydeligste vinmagere— med en imponerende bred og dynamisk portefølje. Seneste tilføjelse er serien Kuvlakhe, og navnet signalerer signaturvin: Kuvlakhe = Ku-vla-khe = Kutjevo, Vlado Krauthaker. Her kreerer han skindfermenterede hvidvine på særligt udvalgte sorter for at gentolke Kutjevos terroir. Mere om dem senere.

Vlado Krauthaker er et koryfæ i kroatisk vin. Her ved en hytte i vinmarkerne ved Kutjevo. Foto: Ana Hozjan

Slavonien er i international vinsammenhæng nok bedst kendt for de egetræsfade, som fremstilles af træer fra områdets store skove, og som spiller en særlig rolle især i Italien— tænk blot på vinene fra Veneto, Toscana og Piemonte. Men området er også udmærket til vindyrkning og var et kraftcenter for jugoslavisk kvalitetsvin. Allerede romerne anerkendte det gode landbrugsland i den såkaldte Požega-dal (Požeška kotlina), som de derfor døbte Vallis Aurea, ‘den gyldne dal’. Dalen udgør en mindre del af den store pannoniske lavslette (Panonska nizina) mellem de dinariske Alper i vest og Karpaterne i øst, omsluttet af de små slavonske bjerge Dilj, Psunj, Papuk og Krnduja. Klimaet er kontinentalt og ret regnfuldt, hvilket dog i sammenhæng med de mange solskinstimer og en næringsrig jordbund gør den ret frugtbar. I løbet af 1200- og 1300-tallet lagde forskellige munkeordner grobunden for områdets nuværende vitikultur, og allerede i 1232 færdiggjorde cisterciensermunke Kutjevos store vinkælder, som har været i brug lige siden. Netop Kutjevos placering ved Krndijas sydvendte skråninger gør området særligt godt egnet til vinbrug; og som Krauthaker og andre lokale ikke er sene til at påpege, så ligger Kutjevo på 45.3 grader nordlige bredde, ligesom det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte og Rhône, Bordeaux og Oregon. Sammenligningsgrundlaget er med andre ord i orden.

Slavonsk vinbrug er nærmest synonymt med Graševina, en sandsynligvis indfødt grøn druesort, der i mellemtiden er blevet vidt udbredt i store dele af det centrale og østlige Europa under navne som Welschriesling, Olaszrizling, Riesling Italico og Rizling Vlašský. Graševina er ikke kun Slavoniens men faktisk hele Kroatiens mest plantede druesort (på godt en fjerdedel af landets vinmarksareal) og står bag behageligt tørre vine med en mild og saftig frugt og ofte fint florale noter.

Krauthaker mestrer den i diverse aftapninger, som alle er værd at stifte nærmere bekendskab med. Mest imponerende fra Mitrovac, fra enkeltmarken af samme navn, en imponerende rund, balanceret og dyb vin med stort lagringspotentiale. En anden spændende fortolkning er hans skindfermenterede Kuvlakhe Graševina. Han lader det dog ikke blive ved det, i alt dyrker han 38 forskellige sorter. Foruden Graševina og områdets andre traditionelle sorter som Riesling, Silvaner og Pinot-sorterne er det f.eks. Sauvignon, Viognier, Syrah, Nebbiolo og Zinfandel!

Georgisk genoplivning

Igennem årene har Krauthaker videre- eller genindført gammeldags dyrkningsformer som miljø- og klimavenlige alternativer til moderne konventionelt vinbrug. Han har blandt andet bragt brugen af heste i vinmarken tilbage, og der benyttes udelukkende økologisk husdyrgødning og kompost i markerne. Skridtet til certificeret økologisk vinbrug har Krauthaker dog ikke taget endnu. Dertil er de klimatiske forhold i Slavonien efter sigende stadigt for udfordrende for et vinbrug i hans størrelse.

I 2009 foretog Krauthaker det, man vel kan kalde en vinøs pilgrimsrejse, til landet, som kaldes vinens vugge, Georgien. Turen gjorde et dybt indtryk på ham, og allerede året efter begyndte han at eksperimentere med lang skindkontakt på udvalgte hvidvine— en praksis, som langt fra er ukendt i andre dele af Kroatien. Kuvlakhe er som nævnt et anagram for Kutjevo og Vlado Krauthaker, stedet og manden; og som mester i Graševina kastede sig først over denne drue til Kuvlakhe-vinene, og første årgang blev flasket i 2011. Den flotte årgang 2015 fremstår med mild smag af saftigtsøde tørrede abrikoser med let støvede, jordede og krydrede noter, nydelige tanniner og en behagelig syre.

I de følgende år er fulgt flere versioner med andre druesorter, forskellige fadtyper og forskellige længder på skindkontakten. To-tre-fire måneder er normalen, der benyttes ståltanke, træfade og amforaer, og foruden på Graševina kommer Kuvlakhe på Zelenac, Manzoni og Verduzzo. Igen et tegn på Krauthakers fryd ved afveksling og eksperimenter. Stilen er endda faldet så meget i hans smag, at han helst kun drikker Kuvlakhe nu; og selvom datteren Martina og svigersønnen Ivan i dag har overtaget det meste af driften, er det stadig den gamle, der tager hånd om de georgisk inspirerede vine.

Der benyttes adskillige typer af beholdere i Krauthakers kælder. Ståltanke, store og små træfade i forskellige former, og amforaer som seneste skud på stammen. Foto: Thomas Bohl

Zelenac Kutjevo a.k.a. Rotgipfler

En af de mange sorter, som Krauthaker har kastet sin kærlighed på, er den gamle, lokale specialitet Zelenac Kutjevo, alternativt Zelenac Slatki og i daglig tale blot Zelenac. Det er imidlertid et synonym for den en smule mere velkendte sort Rotgipfler, som kendes fra Østrigs Thermenregion, hvor den trives omkring Gumpoldskirchen og ofte blandes med den ligeledes eksotisk aromatiske Zierfandler.

Krauthaker forfægter selvfølgelig synspunktet, at sorten rent faktisk stammer fra Slavonien, hvor den i sin tid var vidt udbredt til såvel søde som tørre hvidvine; men efterhånden forsvandt den derfra, måske fordi den er forholdsvis krævende at dyrke. Krauthaker plantede igen sorten omkring Kutjevo i 1995, og i dag fremstiller han flere fremragende af slagsen. Zelenac Kutjevo 2020 er mildt duftende af gule roser og har en saftig, sødmefuld og fyldig frugt med litchi, fersken, mild mandelbitterhed og en let karamelnote. Fra marken Rosenberg kommer en koncentreret enkeltmarksudgave og endeligt er der den seriøst skindfermenterede Kuvlakhe-version. Læs mere om Rotgipflers oprindelse og brug i orangevin her.

Kuvlakhe Zelenac Kutjevo 2016 flyver op af glasset med gule roser, safran og ferskenskind, og i smagen tillige abrikoser i alle afskygninger, saftige friske, de tørrede og kernerne, behagelige bitternoter og fint støvede tanniner. Syren smelter sammen med dens bløde creme af fine tørstoffer, og det hele virker ret harmonisk. Måske derfor at manden selv helst drikker denne slags vin nu; og derfor heller ikke sælger vinen andet end på selve vingården. Så man må selv møde op hos Vlado Krauthaker, hvis man vil smage Kuvlakhe — men den er heldigvis en sviptur til Slavonien værd!

Flaske: Kuvlakhe Zelenac Kutjevo 2016
Vinhus: Krauthaker  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Rotgipfler  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders skindkontakt  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: Kun tilgængelig på vingården  

Rebeller med en sag

En måde at spare på sprøjtemidler, skære sit brændstofforbrug og dermed CO2-udledning ned samtidigt med at man sparer på vandet, beskytter jordbunden, styrker biodiversiteten og stadig laver lækker vin? Det lyder lidt som et drømmescenarie for fremtidens klimavenlige og bæredygtige vinbrug— men faktisk er det nutidig virkelighed på et par vinhuse i Rheinhessen, som ved at tage de nye og særligt sygdomsresistente PIWI-sorter i brug opnår netop nævnte mål.

Weingut Schönhals ligger i hjertet af Rheinhessen i landsbyen Biebelnheim nær Nierstein. Sidst i 1970’erne overtog Eugen Schönhals sine forældres vingård, og han viste sig hurtigt at være en sand visionær på flere fronter: Han så tidligt en tysk fremtid på rødvinsfronten, han var medstifter af økoforbundet Ecovin i 1985 og opnåede selv certificering i 1988; og så plantede han sine første PIWI’er allerede i 1990. Siden 1995 har han haft ingeniøren Martin Knab som kældermester og højre hånd, og siden 2018 er det datteren Hanneke Schönhals, som står i front for familievingården. Det visionære gen er ikke gået tabt i Hanneke, som har hjulpet med at omlægge til biodynamisk drift og Demeter-certificering; og nu satser hun stort på sine såkaldte Zukunftsweine, en serie ‘fremtidssikrede vine’ på PIWI-sorterne, som hun selvsikkert markedsfører sammen med sin kollega Eva Vollmer. Fremtiden er altså allerede i gang i Rheinhessen, og den ser lys og legesyg ud.

Naturens rytmer

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Hanneke skulle overtage den fædrende vingård. Hendes storesøster Elske havde samlet tråden op og studeret vitikultur og ønologi, men hun valgte siden at gå ind i planteforskning og forblive i den akademiske verden. Imens dansede Hanneke sig bogstaveligt talt gennem sine studier i sociologi og erhvervsøkonomi. Hendes store passion var fra barns ben dans, og gennem optrædender og undervisning gav det hende også en god indkomst under studierne. Siden var hun fire år omkring jobbet som key account manager hos den økologiske supermarkedskæde Alnatura, før hjemstavnen og vinavlen kaldte hende tilbage.

“Jeg er glad for at kunne videreføre min fars økologiske vinbrug, det er det rigtige for mig,” fastslår Hanneke og tilføjer: “At bringe syntetiske kemikalier, der er fremmede for naturen, ind i dyrkningen, det kommer aldrig på tale. Jeg holder af at arbejde sammen med naturen. En kernesund høst af raske druer, det er alfa og omega for en vinmager— og et stabilt økosystem gør ikke bare druerne sunde og livskraftige, det bliver tillige et attraktivt levested for forskellige planter, nyttedyr og ikke mindst os selv.”

Det daglige team: Hanneke Schönhals i selskab med kældermester Martin Knab, sin husbond Christoph Hosseus-Schönhals samt far Eugen Schönhals.

Rheinhessen er præget af blide bakker og blandet landbrug, foruden et voksende antal vinmarker med en mangfoldighed af druesorter. Hos Schönhals har især Spätburgunder, Weissburgunder, Riesling og Regent været vigtige sorter. Som en selvfølgelig del af deres økologiske og biodynamiske drift er vinmarkerne hos Schönhals naturligt grønne af græsser og forskellige dækplanter, som alle bidrager positivt til helheden: Græs, kløver, bælgplanter, blomster og salater, som hver især opbygger humus, hjælper med at binde kvælstof i jorden, tiltrækker bier og netop fungerer som habitat for forskellige nyttedyr. Nok så vigtigt lægger det grønne en slags låg på jorden, som forsinker fordampningen og holder på vandet til glæde for både planter, dyr, svampe og mikrobielt liv. “Vi vil selvfølgelig ikke have græsserne til at vokse direkte under og op ad vinstokkene,” forsikrer Hanneke, “for hvis det bliver for tæt, skaber det problemer med fugt og skimmelsvampe.”

Det grønne bunddække er endvidere med til at give en vis sikring mod ekstremt vejr og erosion. “De sidste tre-fire år har her været næsten ørkenagtige somre, men sidste sommer kom der som bekendt sindssygt megen regn; og så ser man virkelig, hvad der kan ske, hvor jordbunden ikke er godt bundet sammen af rodnet. Der, hvor der ingen græsser og urter vokser, vaskes jorden simpelthen væk. Så vi fik en masse mudder fra vinmarker skyllet ned i vores landsby i sommers. Alle gik og tænkte, ‘Hvad er det, der foregår? Vi gør jo bare, som vi altid har gjort!’ — Vi er de eneste økologer her, ‘de tossede’, men vores marker var forberedte. Så jeg vil gerne motivere mine kolleger til at tænke nærmere over tingene.”

En regnbuefamilie

PIWI’erne passer perfekt ind i familiens økologiske og biodynamiske filosofi. “De sygdomsresistente sorter er det næste skridt efter økologien og grundlaget for en bæredygtigere praksis,” forklarer Hanneke. “Selv viderefører jeg bare det, min far søsatte. Det er og bliver min arv. Når man planter en ny sort, så står den der nok mindst de næste 40 år, så man skal vælge med omhu.”

Eugen Schönhals plantede allerede Rondo i 1990, Regent fulgte i 1996, og siden er Saphira, Cabernet Blanc og Cabertin kommet til, og den næste i rækken er Souvignier Gris. Det er en spraglet flok af ret forskellige sorter, men selv har familien været glade for resultaterne, og efterhånden følger kunderne trop.

Det særligt bæredygtige og langtidsholdbare ved PIWI-sorter er, at man grundet deres stærke modstandsdygtighed over for plantesygdomme ikke behøver at beskytte dem med eksempelvis sprøjtemidler. Som bekendt er kun svovl og kobber tilladt i økologisk og biodynamisk vinbrug; men desværre bruges de hyppigt, ofte også hyppigere end i konventionelt vinbrug, da de er de eneste egentligt effektive midler mod meldug af typerne oidium og peronospora. Desværre er svampene ikke det eneste, de gør skade på, og kobber er som bekendt et tungmetal. Men på marker med PIWI’er kan man klare sig med langt, langt færre sprøjtemidler. Det er godt for biodiversiteten men også godt for klimaet, da færre sprøjtninger betyder mindre traktorkørsel og dermed et bedre CO2-regnskab.

“Normalt sprøjter vi godt ti gange i løbet af en sæson,” siger Hanneke, “men på markerne med de sygdomsresistente sorter kan vi som regel nøjes med to eller tre gange.” Det betyder en betydelig reduktion i brugen af kobbersulfat, til gavn for alt det mikrobielle liv i vinmarken. De færre kørsler gennem marken på traktor reducerer også komprimeringen af jorden (‘traktose’), til gavn for jordens struktur, vandabsorberingsevne og livet under overfladen; og samtidigt frigives tid til mere manuelt arbejde i vinmarken, eller hvor man nu vil bruge sit kostbare tid.

PIWI-sorternes større resiliens skyldes dels morfologiske træk som løsere klaser, mindre druer og tykkere skaller, dels fysiologiske træk ved druer og blade— et iboende immunforsvar med styrkende og afvisende stoffer, som lader planten modstå angreb fra svampesygdomme og andre infektioner.

Hanneke understreger dog, at det ikke er nogen mirakelkur mod alskens dårskab; men fremhæver, at hun samlet set har kunnet skære plantebeskyttelsesmidlerne ned med hele 80% — og det er noget, der gør en forskel for miljøet og for klimaet.

“Selvfølgelig har vi stadig problemer med svampesygdomme. Især sidste sommer, det siger sig selv med al den regn, vi fik. Selv på PIWI’erne kan der komme en smule svamp, men det er sporadisk og tager aldrig over. Planterne formår i vid udstrækning selv af afgrænse angrebene; og ellers må vi i våde år tynde ud i bladene, mens vi i tørre år kan lade dem alle hænge.”

Det frigiver som nævnt også tid til andre ting i livet:

“Med mine PIWI’er får jeg tid til at kære mig om kvalitetsarbejde i stedet for at sidde på en traktor,” fastslår Hanneke og henleder opmærksomheden på de arbejdsopgaver, de fleste nok forbinder med det at være vinbonde: “Jeg nyder de forskellige opgaver, man skal løse i løbet af året: Kælderarbejdet og beskæringen om vinteren; at opleve hvordan naturen vågner om foråret og kunne passe og pleje druerne om sommeren; og det lange, seje træk med høsten om efteråret. Høsten belønner os for arbejdet resten af året.”

Råstof og remedie til biodynamikkens præparat 501 — Hornkisel: Kohorn og kvarts fundet i egne vinmarker.

PIWI-veninderne slår til

Begejstringen for det økologiske og bæredygtige deler Hanneke med kollegaen Eva Vollmer. Siden 2007 har Vollmer ved Mainz drevet vinhus med sin mand Robert Wagner og blandt andet satset stort på tyske outsider-sorter som Scheurebe og Dornfelder men også klassikere som Spätburgunder, Riesling og Silvaner. Sidst men ikke mindst har porteføljen fået tilføjet Hibernal, Souvignier Gris og Satin Noir, nogle af de mest kendte PIWI-sorter. Men netop kendskabet til sorterne har dog været Hannekes og Evas store, fælles udfordring i markedsføringen; for folk hverken kender eller føler sig sikre ved de nye sorter med ofte fremmedartede navne.

“Ingen efterspørger en Saphira eller Cabernet Blanc,” forklarer Hanneke, “alle vil købe Riesling eller Spätburgunder, for dem kender de i forvejen. PIWI lyder nok lidt bedre end ‘pilzwiderstandsfähige Rebsorten’ men stadig ikke specielt sexet. Så vi måtte finde noget andet at kalde dem.” Schönhals og Vollmer lagde hovederne i blød for at udtænke en ny og attraktiv måde at markedsføre vinene på; og så var det, at Eva Vollmer fik en åbenbaring: “Vi tror på, det er fremtidens sorter, så vi kalder dem Fremtidsvine!”

Sammen er de kommet frem til et fælles design og et logo, som de begge benytter. I moderne markedsføringsstil linker de også via QR-koder på etiketterne direkte til videoer på nettet, hvor de giver vinene korte og veloplagte ord med på vejen. Fra Eva Volmmer fås bl.a. den næsten tropisk aromatiske Hibernal og den fyldige, frugtige og let krydrede Souvignier Gris, men vi fra Hanneke Schönhals hånd får eksotisk Saphira og grønkrydret Cabernet Blanc.

“Dengang vi bare kaldte dem ved navn, solgte min far dem normalt i løbet af et år eller to efter høsten,” fortæller Hanneke, “men efter vi havde brandet dem som Zukunftsweine, fik jeg udsolgt efter tre måneder!”

Det er godt nyt, for PIWI’er har længe haft brug for en rebranding. Krydsninger og hybdrider har, som Hanneke nævner, ikke haft det bedste ry; og de første generationer var heller ikke just karakteriseret ved deres velsmag. I mellemtiden er nye kommet til, med en større andel vinifera-DNA men stadigt de gode resistens-gener; og erfaringerne med at vinificere dem er også skredet meget frem og trækker nu på flere årtiers erfaringer.

“Jeg er overbevist om, at vi nu får fart i den her udvikling i Tyskland. Lige nu er kun 3% af det totale areal beplantet med PIWI’er, men jeg mener, vi burde have 25%. Min vision er at inspirere andre, sammen med mine kolleger, som også allerede er i gang, så vi snart kan nå 25%. Vi må lære at lægge om, vi kan ikke bare fortsætte, som om alting er som i gamle dage; og vi bliver nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal gøre en forskel.”

Så begge slår fast: “Fremover vil vi udelukkende plante PIWI’er!”

The choice of a new generation

Lad os se nærmere på tre af de vine, som Hanneke har kreeret fra familiens PIWI-sorter.

Saphira, opkaldt efter ædelstenen, ‘die wunderbare Schönheit’, som Hanneke kalder den, er en fra Geisenheim stammende krydsning af den resistentbærende Seyve-Villard og Arnsburger, en krydsning af Müller-Thurgau og Gutedel. Saphira er særligt resilient i forhold til den plagsomme peronospora, og den modner relativt tidligt og holder høje syre- og sukkerniveauer.

“Druerne er meget saftige og søde,” siger Hannkeke, “og når min bedstemor gik gennem marken for at hente druer, tog hun altid Saphira, fordi de er så smukke og smager godt, som de er. Den er sin egen og er ret eksotisk i smagen, mango, papaya og passionsfrugt, og så tænker jeg på at ligge på stranden!”

Saphira 2020 har en lyst gylden farve og en kølig, frugtig duft af gule hindbær, mandariner, abrikoser plus en syrlig, krydret note i retning af sauerkraut. Saftig, stoflig og fyldig i munden, masser af moden citrus og en smule papaya, god syre og tørt finish.

Cabernet Blanc er frembragt i 1991 af schweiziske Valentin Blattner som en krydsning af Cabernet Sauvignon og en vild hvid sort af ukendt oprindelse. Den efterfølgende udvælgelse af kloner blev foretaget af tyske Volker Freytag på hans planteskole i Neustadt an der Weinstraße i Pfalz, og den opnåede registrering i 1994 og officiel klassificering og markedsføring fra 2010. I dag en af de mest populære nye sorter i Tyskland. “Jeg har givet etiketten et grønt look,” forklarer Hanneke, “for bladene er meget mørkegrønne, og smagen også er særligt saftiggrøn”, og Vollmer tilføjer “en smule som Sauvignon men lige en smule smartere.”

Cabernet Blanc 2020 er glasklar i glasset og har en mild duft af græs, nælder og nye ærter, og et saftigt skud grøn peberfrugt, friske grønne asparges, pebermynte og hvid peber i smagen, som er syrefrisk og delikat krydret, ret charmerende og meget madvenlig.

“Cabernet Blanc er god som hvidvin, men den er også glimrende som orangevin,” siger Hanneke begejstret. “Jeg fik idéen for nogle år siden på en tur til Berlin med en ven, der er sommelier. Han tog mig med på nogle vinbarer, som kun havde naturvin og orangevin, som jeg dengang ikke kendte så godt. Det var vanvittigt, men jeg var fascineret. Det var som at spise oliven første gang! Det fik mig til at tænke på cabernet blanc, da den nærmest er en rødvinsdrue i hvidvinsklæder. Det ville være spændende at få alt det spændende ud af skallerne på den.” Og som tænkt, så gjort, siden 2016 har hun også gæret Cabernet Blanc med skallerne, alt fra nogle dage til nogle uger. I 2020 landede de på 10 dage. Druerne afstilkes og gæres i en åben tank med en enkelt punch-down om dagen. Pulpen presses nænsomt efter de ti dage, og vinen gærer færdig på barrique, hvor den også modner frem til foråret. Da Hannekes mor er hollandsk, fik den oplagt navnet ‘Oranje’ og sælges i øvrigt i stor stil til vinbarer i Amsterdam. ”Orangevin er jo noget man mest drikker i Amsterdam og København. Man skal finde kunderne til det og restauranterne maden til det. Men med hvidløg, ingefær, koriander, der svinger det sindssygt godt…”

Oranje 2020 lever op til Hannekes løfter. Farven er faktisk orange, og op af glasset stiger en let støvet duft med masser af hvid peber og en smule bitter orangeskal, eukalyptus og mynte. I munden er den saftig, mens de fine tanniner samtidigt griber godt fat, og der er moden citrus- og stenfrugt, friske og tørrede urter, grønne oliven, mandler og hø. I udgangspunktet fornemmer man tydeligt ligheden med den hvide Cabernet Blanc, men det føles som om, man lærer den meget bedre at kende i orange rober. En intens orangevin, der vil kunne glæde både kendere og nysgerrige nytilkomne.

Schönhals og Vollmers Zukunftsweine er en tiltrængt forandring; og med deres formaning om, at vi står ved en skillevej i det svært intensive landbrug, som vinbrug er, så er det måske tid til at sænke paraderne over for de nye sorter og ved samme lejlighed udvide sit smagsunivers. Es lohnt sich!

Flaske: Oranje 2020  
Vinhus: Weingut Schönhals  
Oprindelse: Rheinhessen, Tyskland  
Drue: Cabernet Blanc  
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinens Verden
Pris: 225,-