Viewing entries in
Orangevin

Pinot Gris i flere farver

Comment

Pinot Gris i flere farver

Franjo Kolarić er et af de nyere navne på kroatisk vins stjernehimmel, og han har hurtigt slået det fast på den hjemlige restaurantscene med sine meget madvenlige vine— og ikke kun mousserende af slagsen, pjenušac, som efterhånden er etableret som specialet i hans hjemstavn Plešivica. Porteføljen rummer såvel bobler som hvide, orange, rosé og røde vine; men vægten er lagt på Franjo Kolarićs store ungdomskærlighed, Pinot Gris. Et sandt stjerneskud er hans Coletti Amfora Grigio, som efter italiensk, slovensk og georgisk forbillede er gæret med skallerne på en i kælderen nedgravet qvevri. Skulle man være i tvivl om druens iboende kvaliteter, dens potentiale i Plešivica eller Kolarićs kompetencer som vinmager, så smag med her: Der er frisk syre, fløjlsblød frugt og fortryllende komplekse kryddernoter i den glødende ravfarvede eliksir, som er alt andet end uforpligtende bællevin og helt uden fadhed, flomme eller gråtoner.


Zagreb, exit vest

Ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ad E65 ligger Plešivica på de stejlt stigende skråninger op mod Samobor-bakkerne og Žumberak-bjergene, en højderyg som strækker sig gennem det nordvestlige Kroatiens indland i den overordnede vinregion, der passende kaldes det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska. Administrativt hører Plešivica til Zagrebačka županija, så man kan med en vis ret også kalde det hovedstadens vinøse opland.

Plešivica er med sit solrige men meget kølige klima og en særligt kalkholdig jordbund som skabt til lette, syrerige hvidvine, den slags, som gør sig glimrende som base til mousserende vine. Det har siden 1990’erne fået flere og flere af områdets vinbønder til at kaste sig over bobler efter den klassiske metode med andengæring på flaske, og som kvaliteten støt er steget, er det kun rimeligt, at mange nu refererer til området som ‘Kroatiens Champagne’. Til de veletablerede vinhuse hører Tomac, Šember, Korak, Ivančić og Jagunić, som alle er en omvej værd, hvis man er på de kanter; og Kolarić kan sagtens måle sig i det selskab.

Nogen nybegynder er han heller ikke. Franjo er vokset op på vingården på Hrastje Plešivičko ved Jastrebarsko, hvor han allerede som 18-årig gymnasieelev blev betroet opgaven at forestå høst og kældring af årgang 1995. Selvfølgelig under far Stjepans kyndige vejledning, på samme sæt og vis som faren i sin tid havde overtaget fra bedstefaren. Sidenhen fik Franjo sig en teknisk uddannelse som mekaniker, mens det vinfaglige forbliver selvlært og formidlet fra dygtige kolleger— fra gode råd, erfaringer og eksperimenter. Under hans ledelse er vinmarksarealet udvidet fra de arvede tre hektarer til nu otte; og der samarbejdes med naboer om druer fra yderligere 14 hektarer. Topvinene er i årevis markedsført under navnet Coletti, den italienske udgave af Kolarić, som en italiensk ven foreslog ham som et internationalt mere slagfærdigt synonym.

Sin første mousserende vin fremstillede Franjo i 1997, som han samtidigt betegner som sin første seriøse årgang. 1997 var også året, hvor han i selskab med slovenske venner på en vinbar i Zagreb smagte sine første mindeværdige Pinot Sivi’er, som netop stammede fra Slovenien. Beruset af oplevelsen vendte han hjem til den fædrende gård og insisterede på, at de nu selv plantede sorten. Det skete så i 1999, og siden har Kolarić stille og roligt arbejde på at få det meste og det bedste ud den folkeligt elskede men ellers udskældte sort.

Til Plešivicas historiske sorter hører Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og dem dyrker Kolarić på et par hektarer til brug i hans mousserende vin og en frisk hvidvin med navnet Stare Sorte (gamle sorter). Rajnski Rizling og Traminac (Riesling og Gewürztraminer) har historisk også spillet en stor rolle her, og de dyrkes af Kolarić til hvid- og orangevin; samt en smule Neuburger. Chardonnay og Pinot Noir dyrkes især til mousserende vin, og så er der selvfølgelig Pinot Gris’en, som han skaber adskillige vintyper på.

Coletti Stare Sorte 2020 er en hvidvin på den traditionelle blandede beplantning af Plavec Žuti, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Kraljevina. Vinstokkene er 18 år gamle og plantet og opbundet på pæle, som man historisk har gjort på Plešivicas stejle skråninger, i vertikale rækker med 1 1/2 meter mellem hver stok. Druerne høstes med hænderne, med et udbytte på 2 1/2 kilo per stok, og vinen er gæret på ståltanke. Let og frisk med godt greb, grønt græs og grønne æbler, mild, syrefrisk og mineralsk; og viser tydeligt, hvorfor de lokale sorter er så velegnede til mousserende vin. Alk.: 12,5%

Coletti Blanc Nature 2020 20% Chardonnay, 20% Riesling og 60% druer fra den blandede beplantning. Gæret på ståltanke og andengæret på flaske med halvandets års modning på gærresterne før degorgering, ingen dosage. Flintet duft, sprødt bid, fine bobler og en let og ligefrem æble- og citrussmag. Frugten er bevaret pivfrisk, Kolarić bryder sig ikke om oxidative noter og dosage, da han gerne vil bevare den naturlige friskhed. Syren er 7 g/l. Alk.: 12,5%


Gråt potentiale i Plešivica

Frem til Første Verdenskrig var Kroatien en del af Østrig-Ungarn, og under navnet Ruländer var Grauburgunder eller Pinot Gris ganske udbredt i rigets østlige og sydlige dele. Derunder også i det sydlige Steiermark, som under navnet Štajerska strakte sig helt ned syd for Drava-floden og frem til Sava-floden og således inkluderede Plešivica. Så selvom Pinot Gris ikke i nyere tid har været del af druernes inderkreds, er den omvendt ikke en fremmed sort her. Det kølige klima sørger for en usædvanligt god syre, og netop en mere syrestyret stil er Kolarićs store styrke.

Et af Franjos forbilleder er slovenske Kabaj i Brda med franskmanden Jean Michel Morel i front. Franjo mødte Morel i Zadar for år tilbage, og det var Morel, som ansporede ham til at foretage den meget lange maceration på Pinot Grigio; samt ikke at være grådig men kun flaske 60-70% af qvevriens indhold for ikke at få forurenende sedimenter med i den færdige vin. Hans første qvevri blev erhvervet via en kroatisk kaffe- og tedistributør, som har en tefabrik i Tblisi og hjalp med at skaffe den hjem. Nu har han hele fire, og flere er på vej. I tråd med amfora-vinifikationen flaskes vinene også på de i naturvinskredse så velkendte keramikflasker; med undtagelse af de seneste par årgange, da leverancerne har været udsat for verdens virvar.

Forskellige flasker af Coletti-seriens amfora-vine. Keramikflaskerne er ifølge Franjo Kolarić det mest oplagte valg til amforavine. De er fremstillet af tyske MKM Keramik af ren Westerwälder ler, er fri for syntetiske kemikalier og beskytter effektivt vinen mod lyspåvirkning og med god kork og voks tillige mod iltning.


Det bliver i dag til godt 40.000 liter Pinot Gris om året, og de fordeler sig som regel på en fire-fem forskellige vine.

Grigio Blanc Nature 2018. Ren Pinot Grigio som mousserende vin, og det går rigtigt fint! Tre år på gæren og ingen dosage. Mildt blomstret duft, delikat gul ferskensmag, friskfrugtig stil, plirrende, stringent og tør. Alk.: 12,5%

Pinot Grigio Classic 2020. Hverdagsvin med varietal karakter og god læskefaktor. Frisk og fyldig frugtduft med delikate kryddernoter, modne stenfrugter og et hint suppevisk. Fin fylde og vældigt frisk i munden, med godt greb og summende mineralitet. Alk.: 11,5%

Coletti Grande Grigio 2019. Seriøs stil af Pinot Gris. Selektiv høst, gæring på ståltanke og et års modning på et otte år gammelt træfad. Mild i duften, først ret diskret, så fyldigere frugtig, fersken, ferskensten, rodfrugt og suppevisk i små strejf. Flot fylde og godt flow, glimrende syre og mineralsk spil. Alk.: 13%

Coletti Amfora Grigio 2019 er gæret et år med skallerne på en 1.200-liters georgisk qvevri begravet i Kolarićs kælder. Efterfølgende er den modnet to år på et stort træfad og flasket ufiltreret men fuldstændigt klar. Minimal sulfittilsætning på omkring 18 mg/l. Den har stor aroma, dæmpet fenolik og delikat struktur. Fuld af ferskner, abrikoser, kvæder og røgelse i duften, dyb af rødmende fersken, røde bær, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og valnødder, tamarind og sort te i smagen med en snert af nyopgravede gulerødder og pastinakker. Fløjlsblød fylde med svævende syre og de fineste tanniner, som næsten ikke fornemmes, ren velvære. Hvis blot enhver norditaliensk Pinot Grigio havde halvdelen af denne kompleksitet…

Franjo Kolarić har med Pinot Gris fundet sig en niche i Plešivica, som han fermt opdyrker og udvikler til spændende og seriøse vine. Privat danner han par med Ivana, som er skolelærer i Velika Gorica syd for Zagreb, og parret har tre børn sammen. Alle tager del i arbejdet på vingården, som desuden huser restaurant, selskabslokale og hotel med 20 værelser. Vinturismen tager til i Plešivica, og med Kolarić i koppen forstår man hvorfor.

Flaske: Amfora Grigio 2019
Vinhus: Vina Kolarić  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Drue: Pinot Gris  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
11 måneders macaration
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 400,-  

Comment

Kuvlakhe

Comment

Kuvlakhe

Et karakteristisk træk ved kroatisk vin er dens mangfoldighed. Landets liden størrelse til trods er variationen stor, såvel i landskab og klima som i mere kulturelt bestemte forhold som dyrkede druesorter og lokale traditioner. Det skyldes ikke mindst Kroatiens omtumlede fortid, dets nyligt genvundne selvstændighed og en hævdvunden vinkultur, som i dag står stærkere end nogensinde før; og en af dens vigtigste vinpersonligheder er Vlado Krauthaker.

En mand og hans land

Krauthaker kommer oprindeligt fra Štrigova i vinområdet Međimurje i det nordligste Kroatien, på grænsen til Slovenien og Ungarn. Men allerede som ung slog han sig ned i Slavonien i det østligste Kroatien, efter han i begyndelsen af 1970’erne som student havde fået et stipendiat til at arbejde for det velrenommerede vinkooperativ i Kutjevo, som til stadighed er Slavoniens største vinproducent. Efter en årrække som vinmager her valgte Vlado Krauthaker dog at gå egne veje, da Kroatien i 1991-92 løsrev sig fra Jugoslavien, og den statslige styring af landets vinbrug blev liberaliseret. Han etablerede sig som selvstændig vinbonde, og for at gøre en lang historie kort er hans ene oprindelige hektar vinmark nu udvidet til 45 hektarer, og druer fra yderligere 65 købes på kontrakt. I mellemtiden har han etableret sig som Slavoniens og en af Kroatiens dygtigste og betydeligste vinmagere— med en imponerende bred og dynamisk portefølje. Seneste tilføjelse er serien Kuvlakhe, og navnet signalerer signaturvin: Kuvlakhe = Ku-vla-khe = Kutjevo, Vlado Krauthaker. Her kreerer han skindfermenterede hvidvine på særligt udvalgte sorter for at gentolke Kutjevos terroir. Mere om dem senere.

Vlado Krauthaker er et koryfæ i kroatisk vin. Her ved en hytte i vinmarkerne ved Kutjevo. Foto: Ana Hozjan

Slavonien er i international vinsammenhæng nok bedst kendt for de egetræsfade, som fremstilles af træer fra områdets store skove, og som spiller en særlig rolle især i Italien— tænk blot på vinene fra Veneto, Toscana og Piemonte. Men området er også udmærket til vindyrkning og var et kraftcenter for jugoslavisk kvalitetsvin. Allerede romerne anerkendte det gode landbrugsland i den såkaldte Požega-dal (Požeška kotlina), som de derfor døbte Vallis Aurea, ‘den gyldne dal’. Dalen udgør en mindre del af den store pannoniske lavslette (Panonska nizina) mellem de dinariske Alper i vest og Karpaterne i øst, omsluttet af de små slavonske bjerge Dilj, Psunj, Papuk og Krnduja. Klimaet er kontinentalt og ret regnfuldt, hvilket dog i sammenhæng med de mange solskinstimer og en næringsrig jordbund gør den ret frugtbar. I løbet af 1200- og 1300-tallet lagde forskellige munkeordner grobunden for områdets nuværende vitikultur, og allerede i 1232 færdiggjorde cisterciensermunke Kutjevos store vinkælder, som har været i brug lige siden. Netop Kutjevos placering ved Krndijas sydvendte skråninger gør området særligt godt egnet til vinbrug; og som Krauthaker og andre lokale ikke er sene til at påpege, så ligger Kutjevo på 45.3 grader nordlige bredde, ligesom det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte og Rhône, Bordeaux og Oregon. Sammenligningsgrundlaget er med andre ord i orden.

Slavonsk vinbrug er nærmest synonymt med Graševina, en sandsynligvis indfødt grøn druesort, der i mellemtiden er blevet vidt udbredt i store dele af det centrale og østlige Europa under navne som Welschriesling, Olaszrizling, Riesling Italico og Rizling Vlašský. Graševina er ikke kun Slavoniens men faktisk hele Kroatiens mest plantede druesort (på godt en fjerdedel af landets vinmarksareal) og står bag behageligt tørre vine med en mild og saftig frugt og ofte fint florale noter.

Krauthaker mestrer den i diverse aftapninger, som alle er værd at stifte nærmere bekendskab med. Mest imponerende fra Mitrovac, fra enkeltmarken af samme navn, en imponerende rund, balanceret og dyb vin med stort lagringspotentiale. En anden spændende fortolkning er hans skindfermenterede Kuvlakhe Graševina. Han lader det dog ikke blive ved det, i alt dyrker han 38 forskellige sorter. Foruden Graševina og områdets andre traditionelle sorter som Riesling, Silvaner og Pinot-sorterne er det f.eks. Sauvignon, Viognier, Syrah, Nebbiolo og Zinfandel!


Georgisk genoplivning

Igennem årene har Krauthaker videre- eller genindført gammeldags dyrkningsformer som miljø- og klimavenlige alternativer til moderne konventionelt vinbrug. Han har blandt andet bragt brugen af heste i vinmarken tilbage, og der benyttes udelukkende økologisk husdyrgødning og kompost i markerne. Skridtet til certificeret økologisk vinbrug har Krauthaker dog ikke taget endnu. Dertil er de klimatiske forhold i Slavonien efter sigende stadigt for udfordrende for et vinbrug i hans størrelse.

I 2009 foretog Krauthaker det, man vel kan kalde en vinøs pilgrimsrejse, til landet, som kaldes vinens vugge, Georgien. Turen gjorde et dybt indtryk på ham, og allerede året efter begyndte han at eksperimentere med lang skindkontakt på udvalgte hvidvine— en praksis, som langt fra er ukendt i andre dele af Kroatien. Kuvlakhe er som nævnt et anagram for Kutjevo og Vlado Krauthaker, stedet og manden; og som mester i Graševina kastede sig først over denne drue til Kuvlakhe-vinene, og første årgang blev flasket i 2011. Den flotte årgang 2015 fremstår med mild smag af saftigtsøde tørrede abrikoser med let støvede, jordede og krydrede noter, nydelige tanniner og en behagelig syre.

I de følgende år er fulgt flere versioner med andre druesorter, forskellige fadtyper og forskellige længder på skindkontakten. To-tre-fire måneder er normalen, der benyttes ståltanke, træfade og amforaer, og foruden på Graševina kommer Kuvlakhe på Zelenac, Manzoni og Verduzzo. Igen et tegn på Krauthakers fryd ved afveksling og eksperimenter. Stilen er endda faldet så meget i hans smag, at han helst kun drikker Kuvlakhe nu; og selvom datteren Martina og svigersønnen Ivan i dag har overtaget det meste af driften, er det stadig den gamle, der tager hånd om de georgisk inspirerede vine.

Der benyttes adskillige typer af beholdere i Krauthakers kælder. Ståltanke, store og små træfade i forskellige former, og amforaer som seneste skud på stammen. Foto: Thomas Bohl



Zelenac Kutjevo a.k.a. Rotgipfler

En af de mange sorter, som Krauthaker har kastet sin kærlighed på, er den gamle, lokale specialitet Zelenac Kutjevo, alternativt Zelenac Slatki og i daglig tale blot Zelenac. Det er imidlertid et synonym for den en smule mere velkendte sort Rotgipfler, som kendes fra Østrigs Thermenregion, hvor den trives omkring Gumpoldskirchen og ofte blandes med den ligeledes eksotisk aromatiske Zierfandler.

Krauthaker forfægter selvfølgelig synspunktet, at sorten rent faktisk stammer fra Slavonien, hvor den i sin tid var vidt udbredt til såvel søde som tørre hvidvine; men efterhånden forsvandt den derfra, måske fordi den er forholdsvis krævende at dyrke. Krauthaker plantede igen sorten omkring Kutjevo i 1995, og i dag fremstiller han flere fremragende af slagsen. Zelenac Kutjevo 2020 er mildt duftende af gule roser og har en saftig, sødmefuld og fyldig frugt med litchi, fersken, mild mandelbitterhed og en let karamelnote. Fra marken Rosenberg kommer en koncentreret enkeltmarksudgave og endeligt er der den seriøst skindfermenterede Kuvlakhe-version. Læs mere om Rotgipflers oprindelse og brug i orangevin her.

Kuvlakhe Zelenac Kutjevo 2016 flyver op af glasset med gule roser, safran og ferskenskind, og i smagen tillige abrikoser i alle afskygninger, saftige friske, de tørrede og kernerne, behagelige bitternoter og fint støvede tanniner. Syren smelter sammen med dens bløde creme af fine tørstoffer, og det hele virker ret harmonisk. Måske derfor at manden selv helst drikker denne slags vin nu; og derfor heller ikke sælger vinen andet end på selve vingården. Så man må selv møde op hos Vlado Krauthaker, hvis man vil smage Kuvlakhe — men den er heldigvis en sviptur til Slavonien værd!


Flaske: Kuvlakhe Zelenac Kutjevo 2016
Vinhus: Krauthaker  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Rotgipfler  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders skindkontakt  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: Kun tilgængelig på vingården  

Comment

Rebeller med en sag

Comment

Rebeller med en sag

En måde at spare på sprøjtemidler, skære sit brændstofforbrug og dermed CO2-udledning ned samtidigt med at man sparer på vandet, beskytter jordbunden, styrker biodiversiteten og stadig laver lækker vin? Det lyder lidt som et drømmescenarie for fremtidens klimavenlige og bæredygtige vinbrug— men faktisk er det nutidig virkelighed på et par vinhuse i Rheinhessen, som ved at tage de nye og særligt sygdomsresistente PIWI-sorter i brug opnår netop nævnte mål.

Weingut Schönhals ligger i hjertet af Rheinhessen i landsbyen Biebelnheim nær Nierstein. Sidst i 1970’erne overtog Eugen Schönhals sine forældres vingård, og han viste sig hurtigt at være en sand visionær på flere fronter: Han så tidligt en tysk fremtid på rødvinsfronten, han var medstifter af økoforbundet Ecovin i 1985 og opnåede selv certificering i 1988; og så plantede han sine første PIWI’er allerede i 1990. Siden 1995 har han haft ingeniøren Martin Knab som kældermester og højre hånd, og siden 2018 er det datteren Hanneke Schönhals, som står i front for familievingården. Det visionære gen er ikke gået tabt i Hanneke, som har hjulpet med at omlægge til biodynamisk drift og Demeter-certificering; og nu satser hun stort på sine såkaldte Zukunftsweine, en serie ‘fremtidssikrede vine’ på PIWI-sorterne, som hun selvsikkert markedsfører sammen med sin kollega Eva Vollmer. Fremtiden er altså allerede i gang i Rheinhessen, og den ser lys og legesyg ud.

Naturens rytmer

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Hanneke skulle overtage den fædrende vingård. Hendes storesøster Elske havde samlet tråden op og studeret vitikultur og ønologi, men hun valgte siden at gå ind i planteforskning og forblive i den akademiske verden. Imens dansede Hanneke sig bogstaveligt talt gennem sine studier i sociologi og erhvervsøkonomi. Hendes store passion var fra barns ben dans, og gennem optrædender og undervisning gav det hende også en god indkomst under studierne. Siden var hun fire år omkring jobbet som key account manager hos den økologiske supermarkedskæde Alnatura, før hjemstavnen og vinavlen kaldte hende tilbage.

“Jeg er glad for at kunne videreføre min fars økologiske vinbrug, det er det rigtige for mig,” fastslår Hanneke og tilføjer: “At bringe syntetiske kemikalier, der er fremmede for naturen, ind i dyrkningen, det kommer aldrig på tale. Jeg holder af at arbejde sammen med naturen. En kernesund høst af raske druer, det er alfa og omega for en vinmager— og et stabilt økosystem gør ikke bare druerne sunde og livskraftige, det bliver tillige et attraktivt levested for forskellige planter, nyttedyr og ikke mindst os selv.”

Det daglige team: Hanneke Schönhals i selskab med kældermester Martin Knab, sin husbond Christoph Hosseus-Schönhals samt far Eugen Schönhals.

Rheinhessen er præget af blide bakker og blandet landbrug, foruden et voksende antal vinmarker med en mangfoldighed af druesorter. Hos Schönhals har især Spätburgunder, Weissburgunder, Riesling og Regent været vigtige sorter. Som en selvfølgelig del af deres økologiske og biodynamiske drift er vinmarkerne hos Schönhals naturligt grønne af græsser og forskellige dækplanter, som alle bidrager positivt til helheden: Græs, kløver, bælgplanter, blomster og salater, som hver især opbygger humus, hjælper med at binde kvælstof i jorden, tiltrækker bier og netop fungerer som habitat for forskellige nyttedyr. Nok så vigtigt lægger det grønne en slags låg på jorden, som forsinker fordampningen og holder på vandet til glæde for både planter, dyr, svampe og mikrobielt liv. “Vi vil selvfølgelig ikke have græsserne til at vokse direkte under og op ad vinstokkene,” forsikrer Hanneke, “for hvis det bliver for tæt, skaber det problemer med fugt og skimmelsvampe.”

Det grønne bunddække er endvidere med til at give en vis sikring mod ekstremt vejr og erosion. “De sidste tre-fire år har her været næsten ørkenagtige somre, men sidste sommer kom der som bekendt sindssygt megen regn; og så ser man virkelig, hvad der kan ske, hvor jordbunden ikke er godt bundet sammen af rodnet. Der, hvor der ingen græsser og urter vokser, vaskes jorden simpelthen væk. Så vi fik en masse mudder fra vinmarker skyllet ned i vores landsby i sommers. Alle gik og tænkte, ‘Hvad er det, der foregår? Vi gør jo bare, som vi altid har gjort!’ — Vi er de eneste økologer her, ‘de tossede’, men vores marker var forberedte. Så jeg vil gerne motivere mine kolleger til at tænke nærmere over tingene.”


En regnbuefamilie

PIWI’erne passer perfekt ind i familiens økologiske og biodynamiske filosofi. “De sygdomsresistente sorter er det næste skridt efter økologien og grundlaget for en bæredygtigere praksis,” forklarer Hanneke. “Selv viderefører jeg bare det, min far søsatte. Det er og bliver min arv. Når man planter en ny sort, så står den der nok mindst de næste 40 år, så man skal vælge med omhu.”

Eugen Schönhals plantede allerede Rondo i 1990, Regent fulgte i 1996, og siden er Saphira, Cabernet Blanc og Cabertin kommet til, og den næste i rækken er Souvignier Gris. Det er en spraglet flok af ret forskellige sorter, men selv har familien været glade for resultaterne, og efterhånden følger kunderne trop.

Det særligt bæredygtige og langtidsholdbare ved PIWI-sorter er, at man grundet deres stærke modstandsdygtighed over for plantesygdomme ikke behøver at beskytte dem med eksempelvis sprøjtemidler. Som bekendt er kun svovl og kobber tilladt i økologisk og biodynamisk vinbrug; men desværre bruges de hyppigt, ofte også hyppigere end i konventionelt vinbrug, da de er de eneste egentligt effektive midler mod meldug af typerne oidium og peronospora. Desværre er svampene ikke det eneste, de gør skade på, og kobber er som bekendt et tungmetal. Men på marker med PIWI’er kan man klare sig med langt, langt færre sprøjtemidler. Det er godt for biodiversiteten men også godt for klimaet, da færre sprøjtninger betyder mindre traktorkørsel og dermed et bedre CO2-regnskab.

“Normalt sprøjter vi godt ti gange i løbet af en sæson,” siger Hanneke, “men på markerne med de sygdomsresistente sorter kan vi som regel nøjes med to eller tre gange.” Det betyder en betydelig reduktion i brugen af kobbersulfat, til gavn for alt det mikrobielle liv i vinmarken. De færre kørsler gennem marken på traktor reducerer også komprimeringen af jorden (‘traktose’), til gavn for jordens struktur, vandabsorberingsevne og livet under overfladen; og samtidigt frigives tid til mere manuelt arbejde i vinmarken, eller hvor man nu vil bruge sit kostbare tid.

PIWI-sorternes større resiliens skyldes dels morfologiske træk som løsere klaser, mindre druer og tykkere skaller, dels fysiologiske træk ved druer og blade— et iboende immunforsvar med styrkende og afvisende stoffer, som lader planten modstå angreb fra svampesygdomme og andre infektioner.

Hanneke understreger dog, at det ikke er nogen mirakelkur mod alskens dårskab; men fremhæver, at hun samlet set har kunnet skære plantebeskyttelsesmidlerne ned med hele 80% — og det er noget, der gør en forskel for miljøet og for klimaet.

“Selvfølgelig har vi stadig problemer med svampesygdomme. Især sidste sommer, det siger sig selv med al den regn, vi fik. Selv på PIWI’erne kan der komme en smule svamp, men det er sporadisk og tager aldrig over. Planterne formår i vid udstrækning selv af afgrænse angrebene; og ellers må vi i våde år tynde ud i bladene, mens vi i tørre år kan lade dem alle hænge.”

Det frigiver som nævnt også tid til andre ting i livet:

“Med mine PIWI’er får jeg tid til at kære mig om kvalitetsarbejde i stedet for at sidde på en traktor,” fastslår Hanneke og henleder opmærksomheden på de arbejdsopgaver, de fleste nok forbinder med det at være vinbonde: “Jeg nyder de forskellige opgaver, man skal løse i løbet af året: Kælderarbejdet og beskæringen om vinteren; at opleve hvordan naturen vågner om foråret og kunne passe og pleje druerne om sommeren; og det lange, seje træk med høsten om efteråret. Høsten belønner os for arbejdet resten af året.”

Råstof og remedie til biodynamikkens præparat 501 — Hornkisel: Kohorn og kvarts fundet i egne vinmarker.



PIWI-veninderne slår til

Begejstringen for det økologiske og bæredygtige deler Hanneke med kollegaen Eva Vollmer. Siden 2007 har Vollmer ved Mainz drevet vinhus med sin mand Robert Wagner og blandt andet satset stort på tyske outsider-sorter som Scheurebe og Dornfelder men også klassikere som Spätburgunder, Riesling og Silvaner. Sidst men ikke mindst har porteføljen fået tilføjet Hibernal, Souvignier Gris og Satin Noir, nogle af de mest kendte PIWI-sorter. Men netop kendskabet til sorterne har dog været Hannekes og Evas store, fælles udfordring i markedsføringen; for folk hverken kender eller føler sig sikre ved de nye sorter med ofte fremmedartede navne.

“Ingen efterspørger en Saphira eller Cabernet Blanc,” forklarer Hanneke, “alle vil købe Riesling eller Spätburgunder, for dem kender de i forvejen. PIWI lyder nok lidt bedre end ‘pilzwiderstandsfähige Rebsorten’ men stadig ikke specielt sexet. Så vi måtte finde noget andet at kalde dem.” Schönhals og Vollmer lagde hovederne i blød for at udtænke en ny og attraktiv måde at markedsføre vinene på; og så var det, at Eva Vollmer fik en åbenbaring: “Vi tror på, det er fremtidens sorter, så vi kalder dem Fremtidsvine!”

Sammen er de kommet frem til et fælles design og et logo, som de begge benytter. I moderne markedsføringsstil linker de også via QR-koder på etiketterne direkte til videoer på nettet, hvor de giver vinene korte og veloplagte ord med på vejen. Fra Eva Volmmer fås bl.a. den næsten tropisk aromatiske Hibernal og den fyldige, frugtige og let krydrede Souvignier Gris, men vi fra Hanneke Schönhals hånd får eksotisk Saphira og grønkrydret Cabernet Blanc.

“Dengang vi bare kaldte dem ved navn, solgte min far dem normalt i løbet af et år eller to efter høsten,” fortæller Hanneke, “men efter vi havde brandet dem som Zukunftsweine, fik jeg udsolgt efter tre måneder!”

Det er godt nyt, for PIWI’er har længe haft brug for en rebranding. Krydsninger og hybdrider har, som Hanneke nævner, ikke haft det bedste ry; og de første generationer var heller ikke just karakteriseret ved deres velsmag. I mellemtiden er nye kommet til, med en større andel vinifera-DNA men stadigt de gode resistens-gener; og erfaringerne med at vinificere dem er også skredet meget frem og trækker nu på flere årtiers erfaringer.

“Jeg er overbevist om, at vi nu får fart i den her udvikling i Tyskland. Lige nu er kun 3% af det totale areal beplantet med PIWI’er, men jeg mener, vi burde have 25%. Min vision er at inspirere andre, sammen med mine kolleger, som også allerede er i gang, så vi snart kan nå 25%. Vi må lære at lægge om, vi kan ikke bare fortsætte, som om alting er som i gamle dage; og vi bliver nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal gøre en forskel.”

Så begge slår fast: “Fremover vil vi udelukkende plante PIWI’er!”

The choice of a new generation

Lad os se nærmere på tre af de vine, som Hanneke har kreeret fra familiens PIWI-sorter.

Saphira, opkaldt efter ædelstenen, ‘die wunderbare Schönheit’, som Hanneke kalder den, er en fra Geisenheim stammende krydsning af den resistentbærende Seyve-Villard og Arnsburger, en krydsning af Müller-Thurgau og Gutedel. Saphira er særligt resilient i forhold til den plagsomme peronospora, og den modner relativt tidligt og holder høje syre- og sukkerniveauer.

“Druerne er meget saftige og søde,” siger Hannkeke, “og når min bedstemor gik gennem marken for at hente druer, tog hun altid Saphira, fordi de er så smukke og smager godt, som de er. Den er sin egen og er ret eksotisk i smagen, mango, papaya og passionsfrugt, og så tænker jeg på at ligge på stranden!”

Saphira 2020 har en lyst gylden farve og en kølig, frugtig duft af gule hindbær, mandariner, abrikoser plus en syrlig, krydret note i retning af sauerkraut. Saftig, stoflig og fyldig i munden, masser af moden citrus og en smule papaya, god syre og tørt finish.

Cabernet Blanc er frembragt i 1991 af schweiziske Valentin Blattner som en krydsning af Cabernet Sauvignon og en vild hvid sort af ukendt oprindelse. Den efterfølgende udvælgelse af kloner blev foretaget af tyske Volker Freytag på hans planteskole i Neustadt an der Weinstraße i Pfalz, og den opnåede registrering i 1994 og officiel klassificering og markedsføring fra 2010. I dag en af de mest populære nye sorter i Tyskland. “Jeg har givet etiketten et grønt look,” forklarer Hanneke, “for bladene er meget mørkegrønne, og smagen også er særligt saftiggrøn”, og Vollmer tilføjer “en smule som Sauvignon men lige en smule smartere.”

Cabernet Blanc 2020 er glasklar i glasset og har en mild duft af græs, nælder og nye ærter, og et saftigt skud grøn peberfrugt, friske grønne asparges, pebermynte og hvid peber i smagen, som er syrefrisk og delikat krydret, ret charmerende og meget madvenlig.

“Cabernet Blanc er god som hvidvin, men den er også glimrende som orangevin,” siger Hanneke begejstret. “Jeg fik idéen for nogle år siden på en tur til Berlin med en ven, der er sommelier. Han tog mig med på nogle vinbarer, som kun havde naturvin og orangevin, som jeg dengang ikke kendte så godt. Det var vanvittigt, men jeg var fascineret. Det var som at spise oliven første gang! Det fik mig til at tænke på cabernet blanc, da den nærmest er en rødvinsdrue i hvidvinsklæder. Det ville være spændende at få alt det spændende ud af skallerne på den.” Og som tænkt, så gjort, siden 2016 har hun også gæret Cabernet Blanc med skallerne, alt fra nogle dage til nogle uger. I 2020 landede de på 10 dage. Druerne afstilkes og gæres i en åben tank med en enkelt punch-down om dagen. Pulpen presses nænsomt efter de ti dage, og vinen gærer færdig på barrique, hvor den også modner frem til foråret. Da Hannekes mor er hollandsk, fik den oplagt navnet ‘Oranje’ og sælges i øvrigt i stor stil til vinbarer i Amsterdam. ”Orangevin er jo noget man mest drikker i Amsterdam og København. Man skal finde kunderne til det og restauranterne maden til det. Men med hvidløg, ingefær, koriander, der svinger det sindssygt godt…”

Oranje 2020 lever op til Hannekes løfter. Farven er faktisk orange, og op af glasset stiger en let støvet duft med masser af hvid peber og en smule bitter orangeskal, eukalyptus og mynte. I munden er den saftig, mens de fine tanniner samtidigt griber godt fat, og der er moden citrus- og stenfrugt, friske og tørrede urter, grønne oliven, mandler og hø. I udgangspunktet fornemmer man tydeligt ligheden med den hvide Cabernet Blanc, men det føles som om, man lærer den meget bedre at kende i orange rober. En intens orangevin, der vil kunne glæde både kendere og nysgerrige nytilkomne.

Schönhals og Vollmers Zukunftsweine er en tiltrængt forandring; og med deres formaning om, at vi står ved en skillevej i det svært intensive landbrug, som vinbrug er, så er det måske tid til at sænke paraderne over for de nye sorter og ved samme lejlighed udvide sit smagsunivers. Es lohnt sich!

Flaske: Oranje 2020  
Vinhus: Weingut Schönhals  
Oprindelse: Rheinhessen, Tyskland  
Drue: Cabernet Blanc  
Jordbund: Lehm, kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinens Verden
Pris: 225,-  

Comment

Pulp Fiction

Comment

Pulp Fiction



Erich Machherndl er lige så svær at sætte i bås, som hans navn er at udtale. Som søn af den ældre Erich Machherndl, en respekteret vinbonde i Wachau, stod han som den naturlige arvtager til den fædrende vingård.

“Mine forældre ville gerne have mig optaget på vinskolen i Klosterneuburg. Men da jeg er født i 1972, skulle jeg i så fald være begyndt der i 1986. Uheldigvis var det året efter den store glycolskandale i vinbruget i Østrig, så det gav ikke just de bedste fremtidsudsigter. Desuden var jeg yderst bevidst om, hvad vingårdsarbejdet betød for mine forældre: Masser af hårdt arbejde og ganske lidt fritid. Det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg ikke ville være vinbonde.”

Så den unge Machherndl tog en ingeniøruddannelse med speciale i medicinsk teknologi i Wien. I de følgende år var der rigeligt med jobs og gode penge at tjene; og alligevel finder vi ham i dag på den fædrende gård i Wösendorf på nordsiden af Donau, hvor han fra terrasserne på de stejle skråninger dyrker otte hektarer med økologiske druer af Grüner Veltliner og Riesling og frembringer nytolkninger af de traditionelle dyder i Wachau— og ikke mindst leger han med lang skindkontakt, usædvanlige sorter og sammensætninger i naturvinsserien Pulp Fiction.



Den fortabte søn

I 1998 fyldte Erich Machherndl den ældre 60 år og en snarlig pension stod dermed for døren. Familien stod ved en skillevej: Skulle gården og vinbruget sælges, forpagtes, udlejes? Eller skulle det alligevel gå i arv?

Fuldt beskæftiget valgte den unge Erich Machherndl at træde til for en tid at drive vinhuset videre— samtidigt med, at han stadig bestred sit fuldtidsjob i medicinalindustrien! Hvad motiverede ham til en sådan næsten overmenneskelig arbejdsindsats?

“Måske ville jeg gøre mine forældre gengæld for altid at have støttet mig. Da min far overgav mig vingården, var det med et “Gør med den, hvad du vil. Før den videre, udlej den eller sælg den.”


Forpligtelsen og de frie hænder viste sig at være vejen hjem for Erich Machherndl. Efter fire års dobbeltarbejde besluttede han sig— uden den dag i dag at kunne sige præcist, hvad der afgjorde sagen— endegyldigt at overtage vingården og blive vinmager på fuld tid. I årene efter fulgte en omlægning til økologisk landbrug i 2007 (som en af de første i området) og et øget fokus på friskheden i vinene, afstedkommet gennem tidligere høst og forsagelse af druer med ædelråd— imod strømmen i Wachau, hvis rige vine i 1990’erne nåede nye højder udi det opulente.

Den unge Machherndl var her en tidlig fortaler for ‘den nye vej’ i Wachau: En betoning af syrestrukturen og den særlige mineralitet, der kan tilskrives den tætte granit og gnejs på stenterrasserne langs Donau. “Mine vine er som regel tørrere, sprødere og mindre charmerende, end man er vant til fra min region,” forklarer Machherndl. “Men jeg har egentlig ikke ændret stilen, for jeg har altid elsket vin som min far lavede den. Machherndl-stilen har altid været markant tør. Jeg har blot raffineret den.” Stikord: Spændstighed, struktur, syre, mineralitet, elegance. Ingen flomme eller barok ornamentering her!

Hver parcel vinificeres for sig, og huset fremstiller derfor en lang række vine, herunder de klassiske enkeltmarksvine i kategorierne Federspiel og Smaragd. Alt høstes naturligvis manuelt, og alle vine får, efter en nænsom presning, kortere eller længere tids udblødning med skallerne, op til et par dage, en behandling, som især skænker Grüner Veltliner mere karakter og kant. Alle gæringer foregår spontant, og visse af vinene gæres endda med skallerne, f.eks. Grauburgunderen, som får en god uges skindkontakt. Han sparer på sulfitterne, især i de naturlige vine i Pulp Fiction-serien, som alle kommer uklarede og ufiltrerede i flasken.

Omstilling tager tid, ikke mindst i Wachau. Det er en fortærsket vittighed, at når verden går under, skal man søge mod Wien, for der sker alting med ti års forsinkelse. Det er måske en generel sandhed om østrigsk sendrægtighed, som især gør sig gældende i Wachau, hvor forandring ikke ligefrem fryder de lokale. De læner sig op ad etablerede traditioner, cementeret i det kodeks, som sammenslutningen Vinea Wachau formulerede i 1983, og den ældre Macherndl var medstifter. Stilarterne spænder her fra den lette Steinfeder over den frugtigere Federspiel til den fyldige og koncentrerede Smaragd, som i manges øjne er den kostbareste juvel i smykkeskrinet. Men forøget fokus på koncentration i samspil med bedre vinifikationsmetoder og klimaforandringer har efterhånden ført til enormt intense og kraftige vine. Stuart Pigott har engang karakteriseret Wachau som “The Land of Monster Rieslings”.

Sådanne er ikke at finde hos Erich Machherndl. Han er selv af den opfattelse, at han laver lette, levende og karakterfulde vine, da det er lysten, der driver værket, og ikke den sure pligt, der tvinger ham. Var han gået direkte den slagne vej omkring Klosterneuburg, var han sikkert ikke endt, hvor han er i dag. I stedet nyder han godt af et priviligeret dobbeltperspektiv på vinbruget: Som søn af en vinbonde har han kendt branchen indefra fra barnsben; men som en uudlært udefrakommende føler han sig hverken fanget eller bundet af vanetænkning, tunge traditioner eller særlige forventninger.



Vincent Vega i Wachau?

Erich Machherndl afliver altså på muntreste vis alle de fordomme, man kan have om Wachau, især i hans Pulp Fiction-vine, som er uforudsigelige og sprælske og alligevel svært underholdende og lette at holde af.

Første forsøg med den vilde genre kom med en skindfermenteret Frühroter Veltliner i 2015— men hvordan skulle han markedsføre den? “En dag efter en lang smagning gik jeg på tur med hunden og begyndte at gruble… maceration, skindkontakt, skindfermenteret, skin, pulp… nåja! Pulp Fiction!” — og siden fulgte en hel serie af sådanne vine.

Pulp fiction er oprindeligt betegnelsen for billige blade med triviallitteratur, typisk i den hårdkogte krimi- eller gysergenre, som var populære i især første halvdel af det 20. århundrede. Klassifikationen pulp kommer oprindeligt af det billige materiale (pulp paper), som bladene var trykt på. I nyere tid er termen dog mest kendt fra Quentin Tarantinos banebrydende film Pulp Fiction fra 1994, der med sine særprægede dialoger og sammenvævede handlingsforløb trækker stærkt på genren og på samme tid er udfordrende og stærkt underholdende. Hurtige nedslag og nedtælling:

Pulp Fiction #9 (med rødt label) er et livtag med Syrah, et særsyn i Wachau og Østrig i det hele taget, men mening giver det, når man tager geologien og klimaet i betragtning: Wachau er som det nordlige Rhône rig på granit, som Syrah synes at elske, og med klimaforandringer undervejs er Wachau ikke længere for koldt til at få sorten til at modne. Tænk en kølig årgang Côte Rôtie eller Valais. Der er duft af friskkværnet sort peber, sorte oliven og sort the, laurbærblade og røget bacon. I munden er den saftig og syrerig med masser af skovbær, kærnemælk og krydrede noter.

Pulp Fiction #7 (med gult label) er et blend af Frühroter Veltliner, Gelber Muskateller og Weisser Burgunder med lang skindkontakt. Vild duft af cider, nyslået hø og hest og en fyldig smag af grapefrugt, appelsinskal, pærer og æbler, rustikt roderi holdt sammen af en fin syre og blide tanniner.


I Pulp Fiction #3 (med grønt label) er Riesling og Grüner Veltliner, de to store solister i Wachaus ensemble, samstemt i duet; og det er halvvejs helligbrøde i højborgen for sortsrene af slagsen, men det resulterer i “et pragtstykke af en hvidvin.” Druerne er høstet hver for sig sidst i september og først i oktober, gæret med nogle dages skindkontakt og siden skudt sammen og modnet på ståltank — to tredjedele Riesling og en tredjedel Veltliner. Snarere end at fortynde hinanden, er det som om de to forstærker hinandens karakter. I duften nyslået græsmark og humle, weissbier og frugtyoghurt og overmoden stjernefrugt. Smagen følger op med pære, fersken, mango og litchi og krydrede noter af kardemomme og tørrede blomster. Saftig, svævende, frisk syre og fint bitterstof. Den kan snildt fortæres på egen hånd eller med alskens ædelse fra såvel østrigsk som asiatisk cuisine— “blækspruttefangst i Dirndl”.


Flaske: Pulp Fiction No.3 2019  
Vinhus: Erich Machherndl  
Oprindelse: Wachau, Østrig  
Druer: Riesling, Grüner Veltliner  
Jordbund: Gnejs, amfibolit, løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 175,-  

Comment