Ivanas vin

Stanko og Suzana Radikons tredje barn, datteren Ivana, en efternøler til datteren Savina og sønnen Sasa, kom til verden i sommeren 1997; og i den anledning dedikerede de stolte forældre en del af årets høst til en særlig aftapning, der ad åre kunne komme til hjælp med at markere særlige lejligheder.

Vinen Oslavje bestod på daværende tidspunkt af 40% Chardonnay, 40% Sauvignon Blanc og 20% Pinot Grigio. Druerne blev afstilket og presset for siden at spontangære i store, slavonske træfade sammen med skallerne et par uger. Vinen blev siden lagret på franske barriques og kun tilsat en lille smule sulfitter. Det var få år før sulfitterne helt forlod produktionen, og de franske barriques blev overladt til lagring af Merlot. Det var også, mens vinene stadig var godkendt til denominationen Collio Bianco DOC, før de blev “forvist” til den mere almene og mindre anerkendte Venezia Giulia IGT. En mere minutiøs beretning om Radikons udvikling er at finde her.

Ivana er blevet voksen, og det er samme er hendes vin. Faktisk slår en smagning af årgang 1997 fast, at klassiske orangevine ikke blot kan lagres længe, men at man med fordel kan gøre det— for de ældes med ynde. Status mere end 20 år senere: Smuk vin! Interessant nok fremhæves frugten, idet syren og tanninerne er smeltet sammen med resten af væsken til en saftspændt mundfuld. Der er en dyb duft af moden frugt og skovbund; og smag af saftig gråpære, kødfuld fersken, tørrede abrikoser og pikante spor af syltet ingefær og harpiks. Flot fylde og kompleksitet, visse udviklede noter (fino sherry) og æteriske aftryk af naturlig vinificering i form af forhøjet volatil syre (hvid balsamico); men alt i alt en forment udviklet, stor vin — og en stor oplevelse!

Så lad det være et fortsæt: Gem jeres Radikon væk i kælderen, og find først flaskerne frem, når de har nået skelsår og alder… og vil man smage noget rigtig stort, kan man begive sig på jagt efter de særlige udgaver af de store årgange: Fuori dal Tempo 2000 for eksempel, eller hvis man er heldig og velhavende: Riserva Ivana 1997!

Storebror Sasa Radikon foran en noget yngre årgang af Oslavje…

Flaske: Oslavje Riserva Ivana 1997  
Vinhus: Radikon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesorter: Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, tre ugers maceration  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Importør: lieu-dit
(ikke i sortiment)  
Pris: cirka 800,-  

Velsmagende arkæologi

Det lysner i øst. Efter mange år i glemslen er Georgiens traditionelle vine på vej tilbage til fordums storhed og anerkendelse, og der er svimlende summer at opdage og udforske. De kan dog være svære at overskue og ikke mindst opdrive. Så hvor skal man begynde? En fin indgang til landets rige tradition for orangevine fra de nedgravede lerkrukker (qvevri) kan være en Mtsvane fra Vaziani i Kakheti — en vin, som er tilgængelig i stil, i pris og ikke mindst i Danmark.

Når man først er kommet sig over de tungevridende navne, er de gummesvidende tanniner næste udfordring. Den lange skindkontakt, georgierne udsætter de grønne druer for, trækker selvfølgelig tørstoffer og tanniner ud i vinen og gør den ganske— tør og tannisk! Det er, alt efter erfaring og tilbøjeligheder, en velkommen oplevelse eller mere en tilvænningssag.

I værste fald kan det gå hen og blive mere fremmedartet og yderligtgående end godt; og tillægsord som stram, ram og harsk kan komme i brug. Så galt går det dog sjældent, og en indledningsvis undren slår som regel over i begejstring over sjældne smagsindtryk som harpiks, røgelse, tobak og aske… og oplevelsen af, at én og samme vin kan være både saftig og tør, blød og ru, forfriskende og mættende.

Vil man forsøge sig med noget mere ekstremt, så kan Kisi fra Vaziani anbefales. Den er umiddelbart fint duftende af tørrede blomster, bisongræs og pibetobak og har en dyb smag af modne mirabeller, lynghonning, pomerransskal og nelliker— før den tåger fuldstændigt til i røg, aske og ørkentørre tanniner. Den er for viderekomne!

Men tilbage til Mtsvane, der er en ganske udbredt grøn drue i Georgien, og dens navn betyder slet og ret “den grønne”. Det fulde navn er Mtsvane Kakhuri, “den grønne fra Kakheti”, hvorved hjemstavnen nærmere er bestemt; men druen optræden desuden som Dedali Mtsvane, Mamali Mtsvane, Mtsvivani, Mcknara eller Sapena, alt efter lokal skik. Den er dog ikke at forveksle med Goruli Mtsvane, “den grønne fra Gori”, en sjældnere sort, som man mest dyrker i Kartli og gerne blander med Chinuri. Den kakhetiske Mtsvane er gammel i gårde og kan være nævnt så længe tilbage som tidlig middelalder; men navnets tvetydighed og de mange synonymer gør en sikker genealogi vanskelig. Den optræder oftest solo men benyttes også i blandinger med f.eks. Rkatsiteli og Khikhvi.

Sorten er frodig, kan yde højt og modner relativt tidligt. Det gør den vellidt, selv om den er ømfindig over for tørke og modtagelig for meldug. Den er til gengæld modstandsdygtig mod frost og har en vis resistens mod phylloxera. Dens klaser er lange og druerne grøngule og karakteristisk spættede, medium i størrelse og med tynde skaller. Syreniveauet er høj, det samme er sukkerindholdet og dermed den potentielle alkohol. Aromatisk er den som udgangspunkt hvidblomstret og citrusfrugtig. Udtrykket bliver selvfølgelig mere markant med lang skindkontakt.

Georgierne er ved at genopdage og genoptage deres egen oprindelige vintradition. Det er i en vis forstand fortiden, man smager; og al den tid, der er gået i mellemtiden. Især tilberedning af vinen i de traditionelle lerbeholder, qvevrier, hvor druepulpen gærer i sin helhed over flere måneder, er en glædelig genoptagelse af håndværk fra vinens allertidligste tider.

En qvevri laves ikke med særlige, specialiserede redskaber eller tekniske beregninger. Den formes alene med hænderne efter de foreskrifter, som er gået i arv generation efter generation af qvevrimager— ofte et familieforetagende, hvor fædrene har oplært sønnerne. Qvevrien ligger nærmest bogstaveligt talt i det georgiske DNA. Frisk ler graves frem og forarbejdes til passende kvalitet. Leren presses med fingre og hånder frem til sin særlige form, hvor man ruller et det ene lag oven på det andet. Den klinkebygges så at sige. Det er en langsommelig proces. Der er noget organisk over processen, noget, der ligesom qvevries runde, hule form, minder om selve livet. Endelig brændes den til fast form, køles ned og dækkes med bivoks på indersiden; en behandling, der forhindrer unødig indtrængen af stoffer fra ydersiden, men også tilføjer gavlige mikroorganismer til den nu golde, brændte lerkrukke.

Mtsvane 2015 er blomster, æbler og røg: Hvide blomster, æble og akacie, løfter sig med æbletobak og røgelse. Smagen er karakteristisk tør, fine tanniner vælder frem sammen med en moden æblefrugt og pocherede pærer, en let grynet tekstur, cideragtig syre og citrus i eftersmagen. Tør, tør, tør; men alligevel forfriskende og (nogenlunde) nem at drikke for sig selv.

Flaske: Makashvili Mtsvane 2015  
Vinhus: Vaziani  
Oprindelse: Kakheti, Georgien  
Druesort: Mtsvane  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders maceration  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Korsholm Vin  
Pris: 150,-  

Tilbage til rødderne

Allerede i Maule får man øje for det sydlige Chiles fortræffeligheder: Vi er langt ude på landet, og mellem skovklædte bakker, floddale og enge ligger små, familieejede vingårde spredt, begavet med bedagede vinmarker, hvor upodede stokke af gamle sorter står stærkt. Viña González Bastías er et af områdets gamle vinhuse, som absolut fortjener udbredelse i den vide verden og nærmeste fremtid.

José Luis Gómez Bastías er femte generation på familiegården, som han driver sammen med sin hustru, ønologen Daniela Lorenzo, og i stadigt samarbejde med sin far. Daniela kommer oprindeligt fra Santiago, hvor hun var med til at stifte den velrenommerede vinbar Bocanáriz; men lod sig forføre af José og hans vine samt det stille landliv langt fra storbyens jag.

Vingården ligger på en stejl bakke på sydsiden af Maulefloden, lige over for en gammel jernbanestation på Talca-banen, og som barn roede José dagligt over floden for at komme i skole. Vi er virkeligt langt ude på landet. Denne “kystnære” del af Maule er kendt som “secano costero” og befinder sig godt 50 km inde i landet fra Stillehavet. Området er yderst tyndt befolket, og omgivelserne er præget af vild natur, som de fem hektarer vinmarker næsten går i ét med. Jordbunden er præget af flodsedimenter fra Andesbjergene og har et højt indhold af granit. Trods tørt vejrlig holder floden vinmarkerne naturligt forsynet med vand.

Familietraditionerne og fortidens dyder sættes i højsædet. På vidtstrakte arealer vokser País, Moscatel og Torontel frit som små træer, upodede og uopbundne. Mange har rundet de 200 år. Vinstokkene lever på naturens nåde, da José hverken vander eller sprøjter markerne. Et grønt bunddække hjælper til med at holde på fugten i jorden. Kælderen er ligeledes næsten naturvokset: Bygget op af ler fra floden (adobe) og uden udstyr, man ikke ville genkende for århundreder siden.

Vinen bliver til ved 100% håndarbejde. Håndplukning (andet er ikke engang muligt mellem de knudrede stokke), manuel afstilkning på gammeldags sukkerrørsmåtter (zaranda), gæring udelukkende med den naturligt forekommende gær, og der gæres i store cementkar (lagares), gamle træfade og amforaer. De laver ingen klaring eller filtrering og tilsætter kun få eller ingen sulfitter. Vinene er karakteristiske, livlige og rene i udtrykket— blandt de røde er især País in tinajas, vinificeret på gammeldags spanske amforaer (tinajas), at anbefale.

Vino naranjo er González Bastías’ bud på en særligt sydchilensk orangevin. Den er en samgæring af 40% Moscatel, 40% Torontel og 20% País — tre så godt som indfødte chilenske sorter, såkalte cepas patrimoniales, arvegods fra de spanske conquistadorer, missionærer og nybyggere, der befolkede landet fra begyndelsen af 1500-tallet. Landdruen País er identisk med den canariske Listán Prieto og gjorde sandsynligvis sørejsen ad den vej. Det samme er sandsynligt med Moscatel, der er identisk med den nok ældste klon af Muscat-druen: Muscat d’Alexandrie. Torontel står ofte plantet sammen med Moscatel og er nok en krydsning af Listán Prieto og Muscat d’Alexandrie, og man finder den i Argentina under navnet Torrontés. Alt i alt et lokalpatriotisk blend.

Druerne høstes og afstilkes ved rulning af klaserne hen over sukkerrørsmåtter (zaranda de coligüe), og pulpen spontangæres. Mosten drænes først fra skallerne efter seks måneder, hvorefter vinen lagrer et halvt år på store, gamle træfade af det lokalt udbredte rødtræ (rauli). Her sker en naturlig sedimentering, og vinen klares eller filtreres da heller ikke. Siden 2015 er der heller ikke tilsat sulfitter.

Ravfarvet med et næsten rødligt skær. Duften er dyb med blomster og skovjordbær og smagen fyldig af tørrede abrikoser, orangeskal og marcipan med krydderurter og peber i eftersmagen. Undervejs er der spændende strejf af læder, vilde urter og noget jodagtigt. Rustik men ret balanceret. Frisk syre, en fin bitterhed og støvede tanniner. Første årgang kom i 2012, men det smager allerede, som om José og Daniela aldrig har lavet andet.

Flaske: Naranjo 2015  
Vinhus: Gonzales Bastias  
Oprindelse: Maule, Chile  
Druesorter: Moscatel, Torontel, País  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, seks måneders maceration  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop, lakforseglet  
Alkohol: 12,8%  
Pris: cirka 175,-  

Nye nuancer af Veltliner

Toni Söllner og Daniela Vigne bør regnes blandt Østrigs økologiske frontløbere. Sammen driver parret gården i Gösing i Wagram-regionen, hvor de foruden agerbrug og frugtavl dyrker godt 16 hektar vinmarker og fremstiller godt 16 vine. Det var da også som 16-årig, at Toni Söllner fik sin første årgang i hus i 1989. Gården er arvet fra forældrene, og allerede i 1995 traf Toni beslutningen om at omlægge til økologisk og sidenhen biodynamisk vinbrug. I dag dyrker de især Riesling, Grüner Veltliner og Wagrams egentlige vartegn, Roter Veltliner. Stilen er umiskendeligt af den gamle skole og markant wagramisk: Det er frugtige og fyldige vine med sortsrene aromaprofiler og ofte en rustik kant. Ikke mindst i deres interessante nyfortolkning af Roter Veltliner, Irden, skindfermenteret på gamle stentøjskrukker.

Toni Söllner, juni 2018 - et venligt kældermenneske med sine stentøjskrukker

Wagram og Den Røde Veltliner

Wagram er en del af det større Donau-vinområde, tidligere var det slet og ret kendt som Donauland. Efter Traisental, Kremtal, Kamptal og Wachau, var Wagram hvad, der var tilbage, da man gentegnede kortet over vindistrikter efter den famøse vinskandale i 1985, men først i 2007 trådte området ud af skyggerne og fik sit nuværende navn - som vil være de historiekyndige bekendt, da området lagde land til Slaget ved Wagram i 1809, hvor Østrigs kejserlige hær led nederlag til Frankrigs under Napoleonskrigene. I vinmæssig sammenhæng er den vigtigste by dog Klosterneuburg på sydsiden af Donau, hvor verdens ældste, stadigt eksisterende vinskole har ligget siden 1860 - Höhere Bundeslehranstalt für Wein- und Obstbau Klosterneuburg. 

Geografisk er området karakteriseret af en højderyg, der løber fra Krems i vest til Wien i øst. Her ligger et tykt lag løss oven på gammel havbund fra urhavet Tethys, og undergrunden er derfor ganske kalkholdig og mineralrig på grund af de mange fossiler og årer af rødgrus. Wagram er forholdsvist fladt land, men i de mere bakkede dele finder man en del løssterrasser. Klimaet er kontinentalt med en udpræget temperaturvekslen mellem dag og nat. En lunende indflydelse fra den pannoniske slette mod øst gør sig særligt gældende her i forhold til Donau-distrikterne længere mod vest, Wachau eksempelvis. I sammenligning med nabodistrikterne Kremstal og Kamptal er Wagrams vine måske en smule mere frugtbetonede og har en anelse større fylde, men der er tale om gradsforskelle, der let fortoner sig under den enkelte vinmagers stil.

Løss er på mange måder Grüner Veltliners foretrukne jordbund, og sorten stortrives da også i Wagram, hvor dens grønne frugtighed og karakteristiske peberkrydring folder sig fuldt ud. Den særlige specialitet er dog den i dag sjældnere Roter Veltliner, en gammel hvidvinssort, der længe har stået i skyggen af sin grønlige slægtning men i de seneste år har fået fornyet interesse. Roter Veltliner er sin egen, og navnet til trods er den hverken en rødvinssort eller umiddelbart beslægtet med Grüner Veltliner. Navneligheden skyldes sandsynligvis visse ligheder i smag, endskønt Roter Veltliner har mere og anderledes aroma. Dens kromatiske tilnavn skyldes en rødmen i skallerne, når sorten modner - og det gør den ret sent, hvilket måske forklarer, at man har foretrukket andre sorter i stedet. Dens historiske udbredelse og indflydelse er dog manifesteret i afkom som Rotgipfler, Zierfandler og Neuburger.

Stentøjets genkomst

Druerne til vinen Irden udvælges primært fra gamle stokke på marken Berg Eisenhut, en terraseret mark på løss, sand og grus - det jordiske stemmer overens med stentøjet! Söllners gamle stentøjskar stammer fra mellemkrigstidens Tyskland. I sådanne 600-liters kar skindfermenterer han godt 80% af druerne i godt to måneder; de resterende 20% vinificeres som vanlig hvidvin. De hældes derefter sammen og lagrer på stentøjskarrene i godt et år, før de flaskes - ufiltreret og med en ganske lille sulfittilsætning - netop på stentøjsflasker. Eksperimenterende og konsekvent!

Irden Roter Veltliner im Steinzeug 2016 er en aromatisk og ret stoflig vin. Duft og smag spænder fra tørrede blomster over modne pærer, ferskner og kumquats til figner, marcipan og bivoks. Fyldig og rund, en velintegreret syre og et let bittert bid. Eksotisk, af og til næsten overvældende, men også med en spændende dybde og underfundige noter.

Det er helt sikkert en vin, der vil dele vandene. Nogle vil finde den for opulent, andre vil elske dens eksotiske aromaer og smidige tekstur. Den er under alle omstændigheder oplagt at servere til mad - mulighederne er qua aromaspektret mange - og en håndfuld år på flaske vil nok også klæde den.

Söllners vine er endnu for esoteriske for det danske marked, men de kan erholdes hos bl.a. Wagners Weinshop, der også forsender til Danmark.

Flaske: Irden 2016  
Vinhus: Bioweingut Söllner  
Oprindelse: Wagram, Østrig  
Druesort: Roter Veltliner  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret,  
to måneders maceration  
Lagring: Stentøjskar  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: Cirka €25