Summen af sommer

Halvøen Istrien er et yndet feriemål med sine stenede kyster omgivet af det azurblå Adriaterhav og med et frodigt grønt indre, hvor bakkerne ruller blidt, beklædt med trøffelfyldte egeskove, olivenlunde og vinmarker badet i sol. Druesorten, som befolker godt to tredjedele af markerne er den lokale Malvazija, som selv emmer af sol og sommer— med sin fine duft af akacie- og lindeblomster og milde smag af modne citrusfrugter, saftige pærer og ferskner. Malvazija er en mageløs sommerdrik i sine lette og enkle aftapninger, mens der er mere substans og solnedgangsfarver i de fadlagrede og skindfermenterede varianter.

Istriens indre er præget af grønt bakkeland bestrøet med olivenlunde og vinmarker; og de omkringliggende skove gemmer på masser af trøfler. Foto: Vinistra

Særegenhed og sammenhold

Istrien ligger i toppen af Adriaterhavet, mellem Trieste- og Kvarner-bugterne og omgivet af havet mod vest, syd og øst, mens det subalpine indland ligger mod nord. I dag er størstedelen af Istrien en integreret del af Kroatien, mens den nordligste del hører til Slovenien og en lille bitte snip over mod Trieste til Italien. Men i et længere tilbageblik har øens diverse tilhørsforhold været jugoslavisk, italiensk, østrigsk-ungarsk, venetiansk og i hine tider romersk. Især tiden under Habsburgerne og venetianerne har sat sit tydelige præg på lokalkulturen, og man ser og hører stadig hyppigt italiensk. Tilnavnet ‘druga Toskana’, det andet Toscana, er ikke skudt helt ved siden af, hverken landskabet eller kulturen taget i betragning. Men man ser sig først og fremmest som ‘istriere’ og dernæst som etnisk italienske, slovenske eller kroatiske.

Vinavlens historie i Istrien går mindst tilbage til romersk tid. I dag er Istrien det mindste af Kroatiens fire overordnede vinområder (officielt er det Istrien og Kvarner, hvor Kvarner-bugten og øerne Krk og Cres tæller med) med omtrent 3.000 hektarer vinmarker; men Istrien alene talte før vinrodlusens hærgen hele 44.000 hektarer. Markerne fordeler sig over hele halvøen men særligt ud mod vestkysten og op i omkring 400 meters højde inderst. Størstedelen af de dyrkede druer går i dag til produktion af kvalitetsvin, og det er den hvide Malvazija Istarska, der dominerer, med den røde Teran som sin nummer to.

Hele halvdelen af områdets vinhuse er medlemmer af den istriske vinmagerforening Vinistra, hvis erklærede formål er fremme samarbejde og højne kvaliteten af de lokale vine samt sprede kendskabet til dem og gøre dem tilgængelige og anerkendte internationalt. I dag tæller den mere end 120 medlemmer, en meget stor andel af hele halvøens professionelle vinscene, og de høster vin fra over 3.000 hektarer. Foreningen kom til verden i 1994, kun tre år efter Kroatiens uafhængighedserklæring og stadig under Hjemlandskrigen, som først afsluttede i 1995. Istrien gik forholdsvist urørt gennem skærmydslerne, og de tætte forbindelser til især Italien har været behjælpelig med at konsolidere områdets gryende turist- og vinindustri. I dag er det fredeligt ferieland og fremragende hvidvinsland.

Malvazija Istarska

Den istriske Malvazija er, trods navnet og andre ligheder, helt sin egen. Faktisk synes den samlede familie af såkaldte Malvasia-sorter at være forbundet af familieligheder snarere end af nogen fælles forfar eller fælles oprindelse. Oftest siges de stadig, mod bedre vidende, at stamme fra Grækenland, hvor de skulle være skibet videre ud i Middelhavet fra Monemvasia på Peloponnes; og deraf navnet. Det kan genetikere afvise. Dog er der i Italien et stort overlap mellem de mange Malvasia di Somewhere-sorter, der dyrkes rundt omkring på fastlandet og øerne. De fleste sorter, som går under navne som Malvasia, har i vid udstrækning det til fælles, at de er forholdsvist aromatiske og har en tendens til at kunne tilfredsstille den søde tand— således den mørke Malvasia på Madeira, den gyldne passito fra de lipariske øer eller den decideret duftende Malvasia di Candia Aromatica fra det nordlige Italien. I nærværende sammenhæng er der bare det, at de ikke er bevist hverken nært eller fjernt relateret til den istriske Malvasia. Malvazija Istarska er noget for sig, omend den med sit eget præg deler visse væsentlige træk med sine navnesøstre.

Malvazija har typisk en fin note af orangeblomst, akacieblomst eller akaciehonning i duften. En smag af saftig stenfrugt med en mild og behagelig bittertone og et salt svirp i eftersmagen. Egenskaber, som til sammen gør den opkvikkende og appetitvækkende, hvad end frugten er pære, fersken eller abrikos; syren moderat eller meget mild; og dens øvrige spektrum af mulige noter, blomstrede, urtede, krydrede, mineralske er til stede eller ej. Kernen er det florale, sprøde, bitre, salte. Har man først smagt en håndfuld Malvazija’er, kan man let genkende druens signatur, ligesom det er let med f.eks. Albariño.

Tre typiske vintyper tegner dens profil: En let og læskende, en fyldigere og ofte fadlagret version samt de macererede og meget madvenlige orange udgaver. Førstnævnte er en oftest koldgæret vin direkte fra ståltanke, som har slank og saftig frugt og fungerer perfekt som aperitif, tørstslukker ved stranden eller poolen eller på bardisken til en snack. Den modnere stil med modning på gærresterne opgraderer Malvazija til en mere teksturbetonet og kompleksere vin, der som regel også lagres en tid på træfade af eg eller den lokale specialitet akacie. Her er der vin til værdsætte de finere nuancer, til at fordybe sig i flasken eller sætte gode istriske fiske- og skaldyrsretter på bordet. Den går også glimrende med den gode lokale pršut, en lufttørret skinke, som minder meget om sine italienske fætre fra San Daniele eller Parma. Er vinen modnet på akaciefade, får man ofte mere dybde og større lagringspotentiale. Endelig er der de mere eller mindre macererede vine, hvis gyldnere glød og mørkere smagsunivers med tørrede abrikoser, vildblomsthonning og nødder klæder alt fra føromtalte skinker over pastaretter med trøffel til helstegt pattegris eller det, der er værre.

Malvazija Istarska er sin helt egen og i den egenskab også identitetsskabende for istrisk vin. Foto: Vinistra

Kom sommeren i møde

At italienerne længe har hævdet Malvazija som deres egen er vel i sig selv en vis anerkendelse af kvalitet, i hvert fald i visse kredse. I visse kredse er det omvendt også god latin at le af påståelige, rethaveriske folk, som rager til sig af naboernes goder for egen vindings skyld. Ikke sagt at det er tilfældet med Malvazija men antydningen er hermed givet videre, Vi så godt som ved med sikkerhed i dag, at den eksakte oprindelse for Malvazija er Istrien, og at den som nævnt ikke er i nærheden af nært beslægtet med nogen kendt italiensk eller græsk sort.

En yderligere anerkendelse af Malvazija som en særlig sort og en vin med særegne egenskaber og af høj kvalitet er senest kommet i form af et særligt Malvazija-glas fra den østrigske glasskaber Georg Riedel. Glasset er udformet af Riedel i samarbejde med 50 kroatiske branchefolk, lige fra vinbønder, restauratører, sommelierer og vinskribenter, som sammen skabte en prototype. Glasset havde verdenspræmiere på en masterclass på Vinistras vinmesse i 2013 med Georg Riedel selv som Sprechstallmeister.

Vinistra er en lang kæde med gennemgående stærke led, alfabetisk kan anbefales Anđelini, Benvenuti, Coronica, Cosetto, Damjanić, Degrassi, Dobravac, Domaine Koquelicot, Fakin, Matošević, Medea, Pilato, Tomaz og Vina Vivoda. Hvis ikke man da målrettet går efter de decideret økologisk certificerede producenter som Bastiàn, Kabola, Kadum, Monterosso, Omo, Stancija Collis eller Veralda; eller gennemførte naturvinmagere som Clai, Ipša og Roxanich.

‘Perfect poolside wines’ er hvad en veninde ved blindsmagning begejstret udbrød om et par unge Malvazija vine fra ovennævnte producenter; og som sommelier, eksamineret med diploma og mange års erfaring som både bartender og strandløvinde må vi hellere tage hendes ord for gode varer. Alternativt kunne det være Moreno Corenicas snorlige og stålsatte aftapning, som altid vækker lykke hos mig med sin milde akacieduft, fine citrusfriske frugtsmag, glasklare renhed og syrlighed og mineralske efterspil.

Flaske: Malvazija 2021
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandlere: f.eks. wine&more
Pris: cirka 125,-  

Baba Draga

En hilsen fra fortiden, der glimter og knitrer som en stumfilm fra glasset. Man fornemmer kølig luft strømme ned fra bjergene, bagende sol på lange sommerdage, en smuk spænding mellem frisk syre og moden frugt i en luftig skum af livlige bobler. Sprøde æbler, pærer og kvæder og små strejf af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. Eftertænksom og kompleks. Langt hen ad vejen smager det som mousserende vin af den mest klassiske slags, og alligevel er vi milevidt fra Champagne.

Det er debut-årgangen af den mousserende vin Baba Draga, der er i glasset. 96 hedder den, men henvisning til vinmarkens alder; for den er såvel en årgangsvin fra 2018 som en enkeltmarksvin fra skråningen Bresnica, som kom den kroatiske familie Šember i hænde som medgift fra oldemoderens forældre, da hun sidenhen giftede sig ind i familien. Marken blev plantet tilbage i 1922 med en blanding af de dengang gængse sorter i den del af det kroatiske bakkeland, som i dag går under navnet Plešivica. Den oprindelse og historie giver familien nu videre i deres seneste skud på stammen af svært gode mousserende vine, som de har spillet en hovedrolle i at gøre området anerkendt for.

Levende landskab. En af Kroatiens bedst tilrettelagte vinrouter strækker sig gennem Plešivicas bølgende bakker

Det perlende Plešivica

Kun små 30 kilometer og ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ligger den lille, hyggelige by Jastrebarsko, af indbyggerne selv oftest blot omtalt som Jaska. Det er en gammel, traditionsrig og ret velstående by, som på behagelig vis forbinder det urbane med det rurale: Der hersker landlig ro, og stemningen er afslappet, men samtidigt er der noget cool og chikt over stedet; som muligvis skyldes, at Jastrebarsko er hovedbyen i den lille vinregion Plešivica, som af kendere ofte omtales som ‘Kroatiens Champagne’, da det er landets epicenter for fremstilling af mousserende vine af høj kvalitet. Rundt om ligger bittesmå landsbyer og en perlerække af små familieejede vinhuse på toppen af de lange bakkedrag.

Plešivica er del vestligste del af den større vinregion Bregovita Hrvatska, bakkelandet i det kroatiske indland omkring hovedstaden Zagreb. Plešivicas 2.300 hektarer vinmarker ligger på de rullende bakker op mod Samobor- og Žumberak-bjergene i et landskab formet under de seneste istider og på en undergrund af gammel havbund. De lange bakkedrag danner de berømte Plešivica amfiteatre, en række buede bakkedale med stejle skråninger. Disse naturlige amfiteatre er god grobund for vinmarker: De beskytter vinstokke mod de kølige vinde fra bjergene mod nord, og samtidigt skaber de veldrænede flader med forskellige hældninger og orientering mod solen. Jordbunden består mestendel af kalkholdig mergel med alluviale og diluviale aflejringer af især kalksten.

Klimaet ligger i overgangsfasen fra kystklima til fastlandsklima. Milde somre, ret hårde vintre og en hel del nedbør; men da de kølige faldvinde fra højlandet konstant føles, forbliver luften frisk og druerne fri af fugt. Det rimeligt kølige klima med store sæsonmæssige og daglige temperatursvingninger er befordrende for lette, friske og syrerige vine, den slags, som gør sig godt som udgangspunkt for at lave mousserende vin. Når det tilgængelige kalkindhold i jorden samtidigt er højt, er det samtidigt velegnet til vinavl og fremmende for de færdige vines struktur. En række træk, som området deler med det noget nordligere Champagne.

Fire generationer af familien Šember samlet: Mor Ivanka, sønnen Nikola, hans hustru Martina med datteren Pavla, bedsteforældrene Ružica og Stjepan samt far Zdenko flankeret af døtrene Lucija og Klara. Foto: Vina Šember

Familien Šember

Familien Šember er femte og sjette generations vinbønder og dyrker i dag godt seks hektarer vinmarker på 13 forskellige parceller, beliggende imellem 190 og 250 meters højde rundt omkring den lille landsby Donji Pavlovčani lige nord for Jastrebarsko i det centrale Plešivica. Til deres højest værdsatte vinmarker hører Bresnica, Mladina, Starjak, Vučjak og ikke mindst Pavel, som tager navn efter landsbyen og den lokale kirke, som er helliget Sankt Paul.

Vinhuset ejes af Zdenko Šember og hans hustru Ivanka, og de driver det i dén grad som et familieforetagende. Således står deres søn Nikola i dag i front for produktionen, i selskab med sin hustru Martina og i ledtog med sine søstre Lucija og Klara. Nikola er uddannet agronom og står først og fremmest for arbejdet i vinmarkerne, og han har siden barns ben arbejdet tæt sammen med sin far i kælderen. Den økonomi-uddannede Lucija og lillesøsteren Klara assisterer og står for vinsmagninger, markedsføring og sociale medier; mens bedsteforældrene Stjepan og Ružica stadig hjælper til med løst og fast.

Første årgang i eget navn var 1991, før den tid gik familiens druehøst til det lokale kooperativ. Familien Šember havde fra første færd som selvstændige allerede indset, at Plešivica er særligt egnet til mousserende vin, og de frigav deres første flasker bobler i 1997, fremstillet efter den klassiske metode med andengæring på flaske; og siden har de stille og roligt udvidet produktionen og samtidigt forfinet håndværket.

Familien dyrker, i dag økologisk, velkendte sorter som Pinot Noir, Chardonnay og Riesling og dertil nogle sjældne druesorter, som har flere generationer bag sig end de fleste vinbønder, som i dag bebor bakketoppene i Plešivica. Det er ældgamle og for fleres vedkommende formodentligt indfødte sorter som Plavec Žuti, Sipelj Bijeli, Kraljevina og Graševina m.fl.

Familiens bestseller og alles all time favourite er dog den lyserøde Pinot Noir-baserede mousserende Rosé Brut. En sand lækkerbidsken med delikate blomsterdufte, saftig jordbær- og hindbærsmag, smidig krop, god syre, mineralsk nerve og en betagende dybde med fine gær- og nøddenoter. Supercharmerende på den seriøse måde!

Pinot Noir er også råstoffet i Šembers eneste rødvine: En generisk Pinot Crni og en finere enkeltmarksudgave fra Vučjak. Plešivica egner sig til Pinot af den intenst frugtige slags, og Šember lykkes med at få en flot balance mellem frisk frugt og fadlagring, mellem let drikkelighed og større seriøsitet. Delikat duft og smag af røde bær, jordbær, hindbær og kirsebær, tilsat små strejf af fugtig muldjord, våd pind, kanel og vanille. 

I 2011 debuterede deres første amfora-vine på markedet. I samarbejde med naboen Tomac har familien Šember erholdt sig georgiske qvevri, som de har gravet ned i baggården, og som de benytter til to spændende orangevine, én på Rajnski Rizling under navnet Qvevri og én på de gamle Plešivica-sorter, den fabelagtige 5; og endvidere fremstiller de den hvide på cementæg gærede Riesling Ab Ovo.

Toppen af poppen er endnu en mousserende vin, som kun fremstilles i særligt gode årgange, en selektion af Chardonnay og en smule af den lokale sort Žuti Plavec fra ældre stokke på netop marken Pavel; og den forener med sine sprøde bobler, syrefriske frugt, modne citrussmag og delikate nøddenoter det bedste i de to sorter. Vægtig og dyb og alligevel let og forfriskende tør, som en god blanc de blancs vintage champagne.

I Plešivica stryger vinstokke sig som i Steiermark ned ad bakkerne i vertikale rækker. Foto: Vina Šember

Kære lille farmor

Men det bliver endnu mere spændende med familiens seneste søsatte projekt fra marken Bresnica, Baba Draga. Navnet betyder ‘bedstemor Draga’ og samtidigt ‘kære bedstemor’, og vinstokkene er som nævnt sat i 1992 og har dermed for længst nået skelsår og alder og sætter kun moderat med frugt men af så fornem karakter, at Zdenko og Nikola kom til den konklusion, at den fortjente sin egen vin, og den gamle dame en hyldest. Første årgang fra 2018 kom med 2.137 flasker på gaden forrige år, og senest frigivne er med blot 1.974 flasker årgang 2019. Navnets fremadskridende nummerering, 96 og 97, tænkes at fortsætte, så længe den nu over 100 år gamle vinmark selv tillader det.

Den byder på i hvert fald syv-otte forskellige sorter, Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Silvanac Zeleni, Dišeća Ranina, Kraljevina, Graševina og Crveni Veltlinac, sidstnævnte to mere velkendte under navnene Welschriesling og Roter Veltliner. Druerne håndhøstes, spontangæres og modnes kort på store fade af slavonsk eg, før de fyldes på flaske til andengæring og modning gode to år før manuel dégorgering, som forestås af mester Zdenko selv. 2018’eren er høstet i starten af september, fyldt på flaske den 2. maj 2019, håndvendt undervejs og degorgeret 17. november 2021. Dosage er på 1,5 gram (extra brut).

1996 Baba Draga er som berettet indledningsvist en og luftig skum med livlige bobler, en sprød syre og mild bitterhed. Masser af friske frugter, alle faste i kødet og spændstige i syren, æbler, pærer og kvæder; og den runder af med fine noter af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. En forfriskende lækkerbidsken af sjældneste slags!

Flaske: 1996 Baba Draga 2018
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske  
Lagring: Træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandler: f.eks. Miva
(men ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-  

Graševina galore

Graševina går godt til alt. Giv mig et a, giv mig et l, giv mig et t, og sandelig siger jeg jer, Graševina går til det. Det er druens natur, dagligt skal den musicere, når maden kommer på bordet, som regel sagte men stundom fuldtonet; og gerne også før der kommer mad på bordet, og lige så gerne efter maden er fortæret. Graševina er baggrundsmusikken, der akkompagnerer mangt et kroatisk måltid, mellemmåltid og måltid uden mad, et storartet skyllemiddel til hver en lejlighed; men den er andet og mere end blot en neutral ringholder.

Godt hver fjerde flaske vin, som sælges i Kroatien, er en flaske Graševina, og druen dækker officielt omtrent 32% af det samlede vinmarksareal. Først og fremmest i den østligste del af landet, Slavonien, hvor den findes på pænt over 60% af markerne, men den dukker op overalt i indlandet, og selv i Istrien støder man med mellemrum på den. Desuden også i Serbien og i Slovenien og i Ungarn og i Østrig, i Tjekkiet, Slovakiet og Italien, hvor Graševina går under navnene Grašac, Laški Rizling, Olaszrizling, Welschriesling, Rizling Vlašsky og Riesling Italico, kært barn har mange navne. Druen er som sådan en centraleuropæisk klassiker, vidt udbredt i landene langs Donau og dens bifloder; men den står kroaternes hjerter særligt nær, og det kan smages i deres vine.

God Graševina er aldrig aromatisk overvældende men altid saftig og læskende som kildevand. Vinen fremstår som regel lyst strågylden i glasset, med milde aromaer af æbler og pærer, en frisk syre og saftig frugt i munden, ofte ledsaget af delikate blomster- og urtenoter som akacie, jasmin, kamille, nyslået hø og grøn te og ofte med en understrøm af salte, mineralske noter. Kvaliteter, som samlet set gør den ikke blot bredt anvendelig men tillige utrolig let drikkelig— en kroatisk counterpart til schweizernes Chasselas, en slavonsk udfordrer til frankisk Silvaner, eller måske bare Balkans svar på Muscadet og Chablis?

Den kroatiske kamæleon

Graševina er en usædvanligt alsidig druesort. Dens vine spænder hele spektret fra tør til sød, fra lette, forfriskende hverdagsvine, over fyldigere, frugtigere og mere strukturerede vine til sødmefulde senthøstede og særdeles lagringsværdige ædelsøde vine; og så benyttes den hyppigt som basevin til mousserende vine. Langt størstedelen er som nævnt tør vin (suho) men ind imellem finder man halvtørre (polusuho), halvsøde (poluslatko) og søde vine (slatko).

Graševina modner forholdsvist sent men er heldigvis pænt modstandsdygtig over for skimmel og meldug men samtidigt modtagelig over for botrytis— en kombination, som gør det muligt at lade druerne hænge længe, opnå høj modenhed og ædelråd. Samtidigt bevarer druen et relativt højt syreindhold selv i varme somre og selv ved høj modenhed, hvilket forklarer dens popularitet både som tørstslukker og som ædelsød vin i store dele af det pannoniske område i Centraleuropa.

Det er desuden en af druens dyder, at den ikke overdøver vinen med stærke sortsaromaer men skifter farve efter dyrkningsforholdene og dermed tydeligt afspejler sit terroir. Sol, vand og vind sætter sit aftryk på druerne, ligesom jordbundsforholdene påvirker vinstokkenes vækst og på den måde også former den vordende vins karaktertræk og kvalitet. Det forklarer til dels også druens ret forskellige anvendelser rundt omkring og dens ret forskellige skudsmål: Welschriesling som simpel Saufwein i Steiermark, Olaszrizling som spicy sød vin i Sopron, og så Graševina som vinøs tusindkunstner og overraskende stor terroirvin i Slavonien, især omkring klassiske dyrkningssteder som Kutjevo, Baranja og Ilok.

Som den slavonske folkesjæl er Graševina venligheden selv, gemytlig og gavmild. I sin enkle, ligefremme og friske stil har vinen en mildt blomstret og læskende frugtig karakter med sprød syre og moderat alkohol. Som sådan er den en eminent aperitif, til indledning af et måltid eller gennemgående ledsager til sommerlige retter som salater og kolde retter med grønt, fisk og skaldyr eller lette retter med lyst kød.

Den mere selektivt høstede stilart bærer præg af en fyldigere, modnere frugt og har ofte en snert af botrytis. Det giver en let krydret honningkarakter i næsen, som så afbalanceres af friske æbler, pærer, meloner og modne citrusfrugter i smagen. Større koncentration, rigere mundfylde, blidere syre og højere alkohol, som regel dog stadig lydefrit velintegreret i vinene. Det er vine til fyldigere og federe retter. Slavonsk svinekød har terroiret til fælles med Graševina og går godt til i sine lufttørrede, konfiterede og simrede udgaver— til ethvert stykke gris findes der en Graševina. Denne stilart går også glimrende til federe pastaretter, risottoer og milde og mellemlagrede oste.

Sen høst (kasna berba) giver righoldige, sødmefulde vine med stort koncentrat og en pikant syre-sødme-balance. Det betoner yderligere smagen af søde sydfrugter og fremhæver samtidigt de herbale og mineralske elementer i vinen; og de særligt krydrede duft- og smagsnuancer fra botrytis smelter naturligt sammen med Graševinas sortskarakteristika. De decideret søde vine (slatko vino) udgør et spektrum i sig selv, groft sagt svarende til den tyske prædikatsskala fra Auslese til Trockenbeerenauslese; og jo sødere vinene er, desto længere lagring egner de sig tillige til, de ligefrem kræver den. Isvine (ledena berba) høstet ved mindst -7 °C er undtagelsen, de er bedst i deres unge år, hvor den friske frugt og sprøde syre glitrer som en istap i solen. Alle er de glimrende dessertvine, ligesom især moden sød Graševina går godt til meget modne og skimlede oste.

Vinmagerne i Slavonien har selvfølgelig heller ikke holdt sig tilbage fra at fremstille orange Graševina, og med skindkontakt kommer der kulør på aromaerne, en fastere struktur til den letløbende saftighed og masser af basklang. Orange Graševina kan gå i spænd med et stort spektrum af mad, selv ret krævende kødretter, og gris grynter nok stadig mest musisk i sammenhængen. Variationen er altså stor og kvalitetsniveauet generelt højt. Der findes selvfølgelig tyndbenede og decideret vandede vine, der måske kun fungerer som friktionsfrit skyllemiddel og i bedste fald efterlader ikke ubehagelige indtryk af grønne æbler og grapefrugtskal; men sådan er det selv i Muscadet og Chablis.

Safari i Slavonien

Kongeriget Slavonien (Kraljevina Slavonija) var en integreret del af Det østrigske Kejserrige og eksisterede som sådant fra 1699 til 1868 og strakte sig over nutidens Slavonien samt regionen Srijem, som i dag deles mellem Kroatien og Serbien. I 1745 indlemmedes Slavonien formelt i Kongeriget Kroatien, den daværende konfiguration af nutidens Kroatien i Habsburgerriget, og i dag er Slavonien en af Kroatiens fire overordnede vinregioner, som overlapper med de fem administrative amter Brodsko-posavska, Osječko-baranjska, Požeško-slavonska, Virovitičko-podravska og Vukovarsko-srijemska županije og som regel inkluderer de små vinområder langs Donau-dalen længst mod øst (Podunavlje).

Hvis den gennemsnitlige vinkender har kendskab til Slavonien, så er det som regel gennem træfade lavet på områdets egetræ, snarere end det er via slavonsk vin selv. Slavonien rummer store egeskove, og den tætte ved fra rødegen (quercus ruber) er historisk berømmet for sin kvalitet til fremstilling af store træfade, foretrukket af f.eks, italienske vinmagere især i Piemonte. Hvad de færreste ved er, at Slavonien selv er rigt vinland, hvis vine ikke alene er særdeles drikkelige, det er et decideret sweet spot for god Graševina. Overordnet er det den særlige fordeling af sommerhalvåret, som gør udslaget: Efteråret er længere og lunere end foråret, så forholdene er fortrinlige for både sukker- og aroma-modningen af den sene Graševina, og tilpas store temperatursvingninger mellem dag og nat giver god syrenerve og opbygger aromatisk kompleksitet. Det gør den ellers ofte så neutrale drue anderledes spændstig og spændende og fuld af subtile dufte og smage. Påfaldende bliver den dog aldrig, men den charmerer med sine milde blomsternoter, fine kerne- og stenfrugtsmag og spillevende mineralske noter.

Slavonien strækker sig som en forholdsvist flad, stor slette mellem Papuk-bjergene i vest, floderne Drava i nord, Sava i syd og Donau i øst, undervejs afvekslet af blide bakker, vidtstrakte korn- og vinmarker samt de store egeskove. Vinmarkerne ligger koncentreret omkring en række historiske vinbyer, ved Daruvar i vest, Kutjevo i centrum, mod øst Đakovo, Vukovar og Erdut, og længst mod øst Ilok langs Donau på grænsen til Serbien; og hvert område har sine egne terroirvariationer og nuancer af Graševina.

Kort over det kontinentale Kroatiens vinregioner. Den vestlige halvdel omkring hovedstaden Zagreb består af en række små vinområder, som samlet kendes som det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska, mens den østlige halvdel udgøres af Slavonien og længst mod øst Donaudalen, som danner grænsen til Serbien.

Vinene fra omkring Daruvar er kendt for deres ret ligefremme, friske og frugtige udtryk. Den historiske spaby huser en af de største spillere på den kroatiske vinscene, Badel, en storproducent af den lokale blommebrændevin šljivovica men tillige ejer af en række vinhuse, herunder Vinarija Daruvar med hele 140 hektarer. Deres Vezak Graševina er glimrende saft til sommerdage og de hverdage i vinterhalvåret, hvor man savner dem. Ubeymkret bællevin, usædvanligt fuld af frugt og blomster.

Bevæger man sig længere østpå kommer man til det centrale Slavonien og Graševinas åndelige hjemstavn, Požega-dalen. Produktionens hjerte og højborg ligger omkring middelalderbyen Kutjevo. Her danner højderyggen Krndija bølgende bakker gennem det ellers så flade landskab, og på sydskråningerne er der sublime betingelser for vinavl. 45.3 grader nordlige bredde løber lukt gennem Kutjevo, som den gør gennem det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte, Rhône og ikke mindst Bordeaux, og det fællestræk gør man et stort nummer ud af. Uanset hvad området ellers har til fælles med vinverdenens store og klassiske områder, så stortrives Graševina her på skiftende lag af løss, ler, sand og grus af vulkansk oprindelse. Kutjevos vine kombinerer friskhed og spænding med modenhed og dybde. Den historiske vinkælder i Kutjevo (læs mere her) er det traditionelle midtpunkt for byen og dens vinproduktion og trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indledte den vintradition, der stadig trives i og omkring Kutjevo i dag. Den imponerende historiske kælder er bestemt et besøg værd, og vinene er af udmærket til udsøgt kvalitet, ikke mindst priserne taget i betragtning. Vinene bliver endnu bedre, ikke mindst karakterfulde og på hver sin personlige måde hos pionererne Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, som var de første til at producere privat efter liberaliseringen af det jugoslaviske vinmarked først i 1990’erne. Men der er et mangefold af gode producenter i området, Adžić, Galić, Perak og Sontacchi fremstiller alle glimrende Graševina og meget mere. Omkring Kutjevo gør Graševina sig særligt saftspændt, og de stærkeste kort på hånden er nok fra lokaliteterne Mitrovac og Venje.

Venje lidt vest for Mitrovac ved Kutjevo er ét af mange optimale ophav til glimrende Graševina, f.eks. fra legenden Ivan Enjingi og unge Krunoslav Sontaki.

Baranja er et geografisk og kulturelt område mellem Donau og Drava og strækker sig fra Slavonien og videre mod nord til Ungarn, hvor området kaldes Baranya. Den kroatiske del er kendetegnet ved blide bakker med vidtstrakte vinmarker så langt øjet rækker. Området ligger lige nord for hovedbyen, den historiske Osijek, som er Slavoniens største og Kroatiens fjerdestørste by. Foruden en stærk kulturel indflydelse fra Ungarn er der en lang og vedholdende vintradition i Baranja. Sommerheden på sletten giver Graševina, som er fyldig og rig på tørstof og alkohol. Her huserer endnu en af de helt store spillere i kroatisk vinproduktion, Vina Belje, som står bag adskillige aftapninger af Graševina fra gulvhøjde til tårnhøjde. Topvinen er Graševina Goldberg, et saftigt overflødighedshorn af alskens efterårssmage, nedfaldsæbler, kvæder, tørrede frugter, hø og nødder. En anden udmærket producent er Josić. Ved byen Dalj bør fremhæves Jasna Antunović, en af Kroatiens første selvstændige kvindelige vinbønder, som laver Graševina i særdeles glimrende kvalitet. De er fulde af lime, mango, papaya og carambole, flot balanceret af mundvandsfremkaldende syre.

Ligeledes langs Donau ligger Erdut med vinmarkerne på områdets sydvendte skråninger. Solen skinner længe her, men Donau har en afgørende mildnende indflydelse på mikroklimaet: Det kontinentale klima modereres mildt af flodens vande, og jordbunden er en blanding af sortjord og løss med lommer af aflejret flodgrus. Her er ligeledes historisk lang tradition for vinavl; og så forefindes verdens største træfad, som stadig er i brug, til lagring af vin her: Hos det gamle kooperativ Erdutski Podrumi står adskillige store slavonske træfade i kælderen og hygger om Graševina’en, mens den modner, herunder et fad på intet mindre end 75.000 liter! Sådanne mængder forudsætter selvfølgelig rigeligt med vinmarker. Erdutski Podrumi indhenter da også fra hele 450 hektarer, og kvaliteten er ganske flot. Stilen er generelt til den rigere side men stadig med en god syrenerve.

Ilok ligger omend ikke ved verdens så i al fald Kroatiens ende, igen lige langs Donau og lige på grænsen til Serbien; og så er byen base for endnu et gammelt kooperativ og endnu en af landets største vinproducenter, Iločki Podrumi, et historisk vinhus med kælder bygget i 1450, som leverede vin til Elisabeth IIs kroning i 1953— ganske vist ikke Graševina men Traminac 1947— og gentog successen til børnebørnene Prins Harrys og Prins Williams brylluper. Selvom Slavonien ikke har været et kongerige i århundreder, er der stadig en smule royal glans over stedet! Deres gode Graševina, som fås som såvel kvalitetno vino som vrhunsko vino (almindelig kvalitet versus topkvalitet) er hvidblomstret, friskfrugtig i det grønne og gule univers, med spændstig syre og en delikat peberkrydring. Topvinen er dog den senthøstede Principovac fra marken med samme navn, og den bedårer med strålende gylden frugt, pollen, bivoks og honning, den søde punktum.

Sørgeligt nok er Slavonien den mest oversete og forsømte del af Kroatien. Turister valfarter til Zagreb, Split og Dubrovnik og nyder godt af sommerlivet ved strandene i Istrien og Dalmatien. Slavonien synes sandsynligvis for ‘søvnig’ en region langt inde i landet og uden åbenlyse attraktioner. Det er Udkantskroatien på godt og ondt: Her leves det stille landliv, og gamle traditioner trives; dog på bekostning af økonomisk udvikling og i skyggen af de strabadser, som især den østligste del af området gik gennem under Den kroatiske selvstændighedskrig fra 1991 til 1995. Men vil man opleve oprindelig og uspoleret land og kultur, er Slavonien en sand perle, der glimrer med sin utrolige gæstfrihed, sine historiske seværdigheder, sit rige køkken og sine gode, gedigne vine. Tippet er hermed givet videre.

Hjemmefødning eller æresgæst?

Graševina dyrkes som nævnt ikke kun i Kroatien men i meget store dele af det centrale og østlige Europa. Der går den under en række forskellige navne, f.eks. Wälschriesling i Tyskland, Welschriesling i Østrig, Olaszrizling i Ungarn, Laški Rizling i Slovenien, Ryzlink Vlašsky i Tjekkiet og Slovakiet og Riesling Italico i Italien (og sære otte hektarer i Spanien under navnet Borba); men druens oprindelse er aldrig fastslået med sikkerhed. De lokale synonymer foreslår i al deres forskellighed dog gennemgående en relation til Riesling. Men selv om de to druer deler visse vigtige karakteristika— særligt en høj syre og egnetheden til søde vine— er de dog på ingen måde nært beslægtet. Tilnavnene welsch, olasz, laški, vlašsky og italico antyder en “fremmed”, “vallakisk” eller “italiensk” oprindelse; men ingen af de steder synes for alvor at kandidere til titlen som druens hjemstavn. Nok dyrkes den i Vallakiet i nutidens Rumænien men her pudsigt nok ofte med tilnavnet “italiensk”; og derudover ved man, at druen først er indført i Italien i løbet af 1800-tallet.

I Slavonien har druen dog beviseligt en århundreder lang historie, og adskillige argumenter taler for en oprindelse i det nuværende Kroatien: Kvantitativt, at den er landets mest dyrkede og udbredte druesort med mindst 8.500 hektarer registrerede beplantninger— og dermed er druen samlet set stærkest repræsenteret af Kroatien. Kvalitativt, at druen på kroatisk kaldes ved sit eget særlige navn og ikke et navn afledt af en anden sort eller et andet sted. Graševina er et gammelt navn, som menes at stamme fra graša, ‘ært’, da de små druer før modning kan ligne grønne ærter— et lignende navn er at finde i det serbiske Grašac. Det stærkeste argument for en kroatisk oprindelse er dog nok det sensoriske: Druen synes simpelthen at føle sig hjemme her, på kroatisk jord kommer den for alvor til sig selv. Slavonsk Graševina har et særegent udtryk, dufter og smager som ingen anden, og samtidigt findes den dér i de fleste af de variationer, der dukker op under fjernere himmelstrøg. Hvad den genetiske og geografiske oprindelse end må være, har Graševina fundet sit åndelige hjem i Slavonien, og kroaterne har kastet deres kærlighed på druen som ingen andre.

Senest har druen fået sin egen ‘fanklub’, Graševina Croatica, som er en sammenslutning af vinbønder og vinproducenter i Slavonien og Donaudalen, og som dermed repræsenterer en meget stor del af vinscenen i det østlige Kroatien. Formålet er først og fremmest at fremme god Graševina på markedet, dertil de andre traditionelle sorter i området. Foreningen deltager bl.a. på vinmesser og arrangerer forskellige events, hvor Graševina promoveres, herunder over for turister. Tanken bag er, at den lokale vin har et endnu uforløst potentiale på det internationale marked; og det vil man nu gerne hjælpe på vej mod forløsning.

Mitrovac er trods sin størrelse en eminent ‘mikrolokation’ for Graševina, og vinene fra f.eks. Vlado Krauthaker og Ivica Perak er intet mindre end arketypiske eksempler på sortens potentiale og de slavonske vinmageres evner

Topmarken Mitrovac

Pozega-dalen i det centrale Slavonien er som nævnt et område med en næsten magisk evne til at forløse Graševina med såvel stor friskhed som stor modenhed; og Kutjevo lægger omegn til den måske mest klassiske oprindelsen for stor terroir Graševina: Enkeltmarken Mitrovac. Med dens solrige, sydvendte skrånen, kølig luft fra bakkens skovklædte tinde og en forholdsvist tung jord med vulkansk grus i undergrunden er den som skabt til Graševina i særklasse— med saftig, moden frugt, spændstig syre og sitrende mineralitet. Vlado Krauthaker laver en ikonisk én af slagsen, som allerede er højt besunget, og derfor kun får et enkelt vers med her: Den er som stille aftenbrise fra skovene og ind over vinmarkerne, et smukt kompromis mellem kølig distance og varm omfavnelse, saftig stenfrugt og tør stenet mineralitet, en klassiker inden for superfluiditet.

En anden fortolker blandt de fremmeste er Ivica Perak. Hans familie er gammel i gårde i Kutjevo, så selvom hans vinhus først er startet op i 2011, går hans ældste beplantninger alligevel tilbage til 1968. 12 hektarer vinmarker, hvor 70% går til Graševina og resten til en række andre sorter, som hver vinificeres som varietal vin. Renhed og friskhed er gennemgående træk for husets stil. De er kendt og anerkendt for deres gode Graševina, og ikke mindst en isvin fra 2015 har høstet overskrifter og indhentet medaljer. Den seneste årgang 2018 er med 123 gram restsukker forunderligt fyldig, glat og let og har et vidunderligt surt-sødt spil på tungen. Deres Mitrovac er årgang efter årgang præget af cremet fylde, frisk frugt og masser af mineralitet. Det er Ivica selv, som er chefønolog, og han assisteres i mark, kælder og på de bonede gulve af sin hustru Željka, sønnen Ivan og datteren Maja.

Perak Graševina Mitrovac 2020 er en bemærkelsesværdig forfriskende vin, der i en stille strøm vrimler med frugt, forførende blomsternoter og en levende mineralitet. Saftig, smidig og særdeles spændende Graševina fra marken Mitrovac ved Kutjevo i det centrale Slavonien— og det er stor vin til små penge! Bemærkelsesværdigt forfriskende, vælder over af modne stenfrugter, betagende blomsternoter og en svirpende mineralitet. Rund og rig i munden lag på lag af friske æbler, mango, fersken og abrikos, karamel- og gærnoter fra sur lie lagring, og fine nuancer af hvid te, lindeblomster, jasminer og violer, alt sammen sagt med hviskende stemme, som hemmeligheder fortalt til frisk kildevand. Livlig syre og et delikat bittert bid og salt mineralitet i eftersmagen. Fornem hvidvin i klasse med stor Chablis, moden Muscadet eller en god hvid Bordeaux helt befriet for fadnoter.

Hvem kommer først, når tørsten er størst? Graševina!

Flaske: Mitrovac 2020
Vinhus: Perak  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 75,-  

Smuttur til Meðimurje

Der er grøde i det gamle og næsten glemte vinområde Meðimurje i det nordlige Kroatien, hvor kvaliteten stiger år for år. Her i hjørnet mellem Slovenien og Ungarn er der god hvidvin på programmet, og den unge generation genrejser nu ufortrødent den stolte, gamle tradition for Furmint i området, omtalt og markedsført under druens lokale synonym Pušipel. Det dækker over et væld af lette og forfriskende vine med en citrusfrugtig sprødhed, mens de fornemmere flasker gemmer på rigere tekstur, større kompleksitet og en fyrig krydring. Furmint taler tillige på kroatisk sit eget tydelige sprog; og så er vinene stadig absolutte fund til priserne.

Et kroatisk Entre-Deux-Mers

Meðimurje (ungarsk Muraköz, østrigsk Murinsel) er et historisk område mellem floderne Mura og Drava, og området er stort set er identisk med nutidens administrative region af samme navn. Samtidigt er det Kroatiens nordligste vinområde, med grænse til Slovenien mod vest og Ungarn mod øst. Historisk har Meðimurje været en integreret del af de forskellige provinser, der er gået under navnet Pannonien, og det har skiftevist været under ungarsk og kroatisk overherredømme. Største by i selve området er Čakovec, og vi er heller ikke langt fra den hyggelige historiske by Varaždin, som en overgang var Kroatiens hovedstad, og som ligger lige syd for Meðimurje. Man går under ingen omstændigheder ned på kirker, kapeller og slotte i barokstil, alskens kunstnerisk lokalkolorit og en rig landbrugs- og madkultur.

Området deler sig i Dolnje Meðimurje, den nedre og lavere del i syd og øst, som er en stor, flad slette med aflejringer fra floderne, samt Gornje Meðimurje, den øvre del i nord og vest, som er mere bakket land for foden af Alperne. Meðimurjes øvre del er dækket af skove, lunde, æbleplantager og vinmarker, mens den nedre del er dækket af enge og marker med omfattende dyrkning af korn, majs, kartofler og andre grøntsager. Grænsen mellem de to udgøres officielt af jernbanen, som er Kroatiens ældste, indviet i 1860. En af Meðimurjes i international vinsammenhæng mest velkendte sønner er Rudolf Steiner, som kom til verden i 1861 i Donji Kraljevec, hvor hans far arbejdede som stationsforstander og telegrafist netop ved jernbanen. Steiner skulle langt senere blive en alsidig akademiker og skabe bevægelser som antroposofien og biodynamikken.

Selve vinområdet Meðimurje er som nævnt et Entre-Deux-Mers mellem Mura og Drava (på latin Insula intra Dravum et Muram — men tillige kendt som Hortus Croatiae, Kroatiens have), et kroatisk Mesopotamien med vinhaver hængende på skråningerne, hvis man er til de mere blomstrende sammenligninger. Profilen tegnes i dag af små familieejede vinhuse med skarpt fokus på terroir, tradition og kvalitet. Jordbunden er mestendels af alluvial beskaffenhed, sand, ler og mergel med varierende kalkindhold. Klimaet er kontinentalt med varme, solrige somre og våde vintre; og samtidigt er det subalpint med kølige vinde fra Alperne, som modererer temperaturen og luftfugtigheden. Det begunstiger produktionen af tørre, syrerige og aromatiske hvidvine, og de traditionelle sorter til den slags er, som i resten af det centrale kroatiske bakkeland, Traminac (Gewürztraminer), Muškat (Muscat) og Pinot Sivi (Pinot Gris) samt Chardonnay og Sauvignon, og især sidstnævnte får mange til at spille særdeles klangfuldt. Graševina (Welschriesling), som ellers står tæt plantet i størstedelen af det kroatiske indland, har det historisk været for køligt til at modne tilfredsstillende her, men det hænder dog i dag. Så har man til gengæld Šipon eller Pušipel, som er de lokale kroatiske navne for Furmint, og den har længe befundet sig anderledes fremragende her. Som hovedregel er der tale om tørre vine, hvad sorten end er, men Meðimurje har ligeledes tradition for senere høstede vine med restsødme, endda isvin, det sørger det kølige, kontinentale klima fortsat for muligheden af. Pušipel er ligeledes egnet til mousserende vine på grund af sin høje syre og forholdsvist dæmpede aromatik, og der er sågar en lokal tradition for mousserende i Meðimurje mindst tilbage til 1914. Den blev så afbrudt af verdenshistorien, så småt genoptaget i 1980’erne og særdeles seriøst igen fra 2009, og i dag er der syv lokale producenter af skummende Pušipel.

Udsigt over Cmrečnjaks vinmarker ved Sveti Urban nær Štrigova. Foto: Matej Ščavničar

Gammel vin på nye flasker

At det netop er Pušipel, man slår så stærkt et slag for, er egentlig ingen overraskelse, slet ikke med Ungarn lige rundt om hjørnet. De ældste optegnelser om Pušipel under netop det navn stammer fra første halvdel af 1800-tallet, hvor den henregnes til vinmarkerne ved landsbyen Dragoslavec Breg nordvest for Čakovec. Men lige så pludseligt som navnet Pušipel dukkede op i historien, lige så hurtigt forsvandt det igen. Druen gik dog ikke i glemmebogen, den gik bare under andre af sine navne som Šipon og Moslavac. Šipon var dengang som nu dens mest udbredte synonym i Slovenien, mens Moslavac er den kroatiske form af Mosler, sammen med Zapfner sortens gamle navn i Østrig.

Det giver mening at bevare sorten og ligefrem genoplive det gamle navn til den lokale vin, for Meðimurje har en særlig tradition med Pušipel, som står plantet på næsten halvdelen af områdets godt 1.000 hektarer vinmarker; og det er Pušipel, som i den grad udmærker Meðimurje mellem andre af det centrale kroatiske bakkelands vinområder som eksempelvis Zagorje eller Plešivica. Potentialet i tør Furmint på den internationale vinscene har ungarerne afdækket i de seneste år, og det skulle da være mærkeligt, om der ikke desuden var interesse i de bedste slovenske og kroatiske versioner. Alene i Meðimurje har man identificeret over 30 kloner, hvoraf en håndfuld er udvalgt som særligt lovende for fremtiden.

Bevægelsen begyndte med otte entusiastiske familier, som grundlagde lokalforeningen “Hortus Croatiae”, og siden er det gået stærkt. I dag tæller den omkring 20 vinproducenter, og blandt de bedste kan tælles bl.a. Belović, Cmrečnjak, Dvanajščak-Kozol, Hažić, Horvat, Jakopić, Kunčić, Lovrec, Novak, Preiner og Štampar. Siden 2000 har man organiseret den årlige vinfestival Urbanovo, som fejrer den lokale vinrute, og sidenhen været medarrangør på Mlado, en slags høstfest med ung vin i Zagreb. Det erklærede mål er at markedsføre Pušipel som et stærkt og genkendeligt mærke og gøre den til den mest prestigefyldte vin fra Međimurje. Derfor indledte de et samarbejde med bureauet Reci Da om at udtænke et unikt brand for Pušipel. Kulminationen er foreløbigt et elegant flaskedesign, som udelukkende må benyttes i Meðimurje og kun til Pušipel. Flaskerne fremstilles hos det schweiziske glasfirma Vetropack. Det er indtil videre den første særegne flaskeform, som er på markedet i Kroatien; og omend designet har en vis lighed med flasken til tør Tokaj, som ungarerne lancerede nogle år forinden, så er den alligevel sin egen, en variation over Bourgogne-flasken med afrundet elegance, det lokale logo graveret på forsiden og forlænget hals. Senest har man desuden introduceret et særligt glas, som skulle være specielt egnet til nydelse af netop Pušipel.

Det kan virke som rene gimmicks, men man har med moderne Pušipel opnået en vin, som ikke kun har sjæl men samtidigt nok karakter og kvalitet til at kunne imponere internationale vinkritikere. Don’t take it from me, Decanter har allerede lugtet lunten og kastet adskillige point og priser efter vinene.

Pušipel på rad og række. Særligt lovende er Lovrec, Cmrečnjak, Štampar og Dvanajščak-Kozol.

Melankoli og mineralitet

Furmint frembringer en rank og syrerig vin med en sprød æblesmag og mildt røget og salt mineralitet, når den er bedst. Det er den i ungarske Tokaj, også når det gælder de tørre udgaver. Ellers er det i Somló, at det sker, og uden for Ungarn i østrigske Steiermark og slovenske Stajerska og resten af Podravje. En sjælden gang sker der noget spændende i Burgenland, og der dukker da også en hæderlig tør Furmint op fra Balaton og endda fra kroatiske Moslavina; men ellers er det Meðimurje, vi må sætte vores lid til. Her får man sammen med den lyse syre en særligt mørk mineralitet frem, en nærmest nøddeagtig tekstur og seriøs kompleksitet sammen med en let drikkelighed.

Måske det er Meðimurjes særlige melankoli, man kan smage, et nu nærmest legendarisk karaktertræk ved lokalkulturen og en særlig sindstilstand hos lokalbefolkningen. Det tilskrives de især i modsætning til Zagorje, hvor modet og musikken er muntert og skæmtende. Det modsatte høres i Meðimurjes folkemusik, meðimurska popevka, en følsom og tænksom sang med en tonal rigdom og sammensætning, som går lige i hjertet. Længselsfuld, sørgmodig, bittersød, kroatisk mono no aware. Noget af samme tristesse synes at kunne fanges i ungarsk folkemusik, måske det er et fællestræk, som Furmint samler på i sine vinbønder.

Kommer man på de kanter, er der dog først og fremmest grund til at være glad. Maden er glimrende, og der synes at være en Pušipel til enhver lejlighed. Det er traditionel kontinental kost med korn, kartofler, græskar, kål og løg og aldrig svigtende forsyninger af svinekød, som kalder på forfriskende hvidvine, som samtidigt kan klare fylde, fedt og salt. En af de lokale specialiteter er pretepena juha, en slags kærnemælkssuppe på basis af fond fra kogning af pølser, skinker og lignende lufttørrede kødprodukter, og krydret med paprika kan den varme mave og hjerte selv på en kold vinterdag.

Classic står for de friske, unge og mest umiddelbare Pušipel vine, mens Prestige betegner en mere selektiv og senere høst, den mere seriøse stilart. De første er oftest stålsatte, sidstnævnte ofte modnet i store slavonske egetræsfade, af og til på akaciefade; og det er i prestige-udgaverne, at guldet som oftest ligger begravet.

Den majestætiske Maðerkin Breg ved Štrigova. Foto: Cmrečnjak

Et højdepunkt hos Štampar og Cmrečnjak

Štampar skiller sig ud fra mængden sammen med Dvanajščak-Kozol og Lovrec, men lad os for nuværende fokusere på det for de uindviede komplet uudtalelige Vinarija Cmrečnjak. Vingården er grundlagt af Rajko Cmrečnjak, som med udgangspunkt i ganske få vinstokke har drevet det langt. I begyndelsen af 1990’erne havde han en mellemstor landbrugsejendom med svin, kvæg, kornavl og en smule vinstokke. Druerne gik dengang til det lokale kooperativ i Štrigova. I 1992 besluttede han dog helt at hellige sig vinavlen, og i dag dyrker Rajko og hans familie hele 27 hektarer egne vinmarker og flasker næsten 20 forskellige vine hvert år. I årenes løb er kælderfaciliteterne desuden udvidet betragteligt; og i dag er det sønnen Marko, som står i front for produktionen.

Cmrečnjak kan skænke Pušipel i hvilken som helst udgave, det skulle være, skummende, hvid, stålgæret, fadlagret eller skindfermenteret. Der er den mousserende Polaris Brut efter den klassiske metode, med sprøde bobler og plirrende syre; den saftige og friske Pušipel Classic; den monumentale og lagringsværdige enkeltmarksvin Maðerka; og den fadlagrende Xtreme og den fadgærede, skindfermenterede Xtreme2, som viser helt andre sider af druen. Naboen Štampar skuffer heller ikke med deres sprøde, knastørre skum Urban White eller den friske, florale og herbale Pušipel Classic.

Mađerkin breg er familiens stolthed, deres højest beliggende vinmark og den isoleret set nok bedste til dyrkning af Pušipel i Meðimurje; og sammen med familien Štampar har man sat sit tydelige aftryk på lokaliteten, ikke kun med beplantningerne, det betagende trætårn og de derved indrettede områder til sommerligt vinindtag. Her er der panorama fra Kroatien til Ungarn og Slovenien. I klart vejr kan man se vinmarkerne ved Jeruzalem, hvor den slovenske Furmint-variation Šipon brilllerer, og faktisk kan udsigten række endnu videre til Steiermark i Østrig.

Vinene herfra gør bestemt også indtryk. Det skyldes dels den høje elevation: Bakken er med sine 340 meters højde kun knapt fire meter lavere end Mohokos, Meðimurjes højeste punkt. Dels er der god soleksposition og særlige vinforhold omkring bakken; og dertil skal lægges den særligt grusholdige sandjord, som undergrunden byder på. Det skal blive spændende at følge vinenes udvikling i takt med, at vinstokkene bliver ældre, og der kommer mere og mere facon på vinifikationen.

Bakken er i øvrigt opkladt efter en tidligere berømt beboer, den i Budapest fødte ballerina Emilia Krauthaker, som kom dertil grundet sin mand, officeren Albin Krauthaker. Han blev dræbt ved den kommunistiske magtovertagelse efter 1945; men Emilia blev boende ved bakken sammen med sin svigerinde og hendes familie, Strahonja, hvor de levede af landbrug og “landskabets skønhed”. Efter omfattende nationaliseringer af landbrugsjorden fra 1958 og frem gik det dog nedad for familierne, som efterhåndende mistede det meste af deres ejendom. I 2014 solgte hendes efterkommere så jorden til Štampar og Cmrečnjak, som nu langt om længe har genrejst vinbruget på bakken.

Selv oppefra og ned er der endda noget svimlende over Maðerkin Bregs bølgende skråninger. Foto: Cmrečnjak

Cmrečnjak Pušipel Maðerka Sur Lie 2020 er en særligt saftig og særligt spændstig vin, som smidigt smyger sig over tungen og stilfærdigt afslører sine hemmeligheder. Delikat duft med sart grøn krydring, mildt duftende æbler og pærer. Mere frodig og gyldent frugtig i smagen, med akaciehonnings rigdom, mineralsk summen, tørt træk og en let krydret, kompleks eftersmag med kamille, krydderurter og peber. Righoldig men rolig, holder endnu på hemmeligheder. Sen høst, spontangæring på ståltanke og otte måneders lagring sur lies med bâttonage på 2.000 liters træfade af eg og akacie. En vin lavet med lagring for øje, og det lover flot for fremtiden.

Flaske: Pušipel Maðerka 2020
Vinhus: Cmrečnjak  
Oprindelse: Meðimurje, Kroatien  
Drue: Furmint  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 150,-