Smuttur til Meðimurje

Der er grøde i det gamle og næsten glemte vinområde Meðimurje i det nordlige Kroatien, hvor kvaliteten stiger år for år. Her i hjørnet mellem Slovenien og Ungarn er der god hvidvin på programmet, og den unge generation genrejser nu ufortrødent den stolte, gamle tradition for Furmint i området, omtalt og markedsført under druens lokale synonym Pušipel. Det dækker over et væld af lette og forfriskende vine med en citrusfrugtig sprødhed, mens de fornemmere flasker gemmer på rigere tekstur, større kompleksitet og en fyrig krydring. Furmint taler tillige på kroatisk sit eget tydelige sprog; og så er vinene stadig absolutte fund til priserne.

Et kroatisk Entre-Deux-Mers

Meðimurje (ungarsk Muraköz, østrigsk Murinsel) er et historisk område mellem floderne Mura og Drava, og området er stort set er identisk med nutidens administrative region af samme navn. Samtidigt er det Kroatiens nordligste vinområde, med grænse til Slovenien mod vest og Ungarn mod øst. Historisk har Meðimurje været en integreret del af de forskellige provinser, der er gået under navnet Pannonien, og det har skiftevist været under ungarsk og kroatisk overherredømme. Største by i selve området er Čakovec, og vi er heller ikke langt fra den hyggelige historiske by Varaždin, som en overgang var Kroatiens hovedstad, og som ligger lige syd for Meðimurje. Man går under ingen omstændigheder ned på kirker, kapeller og slotte i barokstil, alskens kunstnerisk lokalkolorit og en rig landbrugs- og madkultur.

Området deler sig i Dolnje Meðimurje, den nedre og lavere del i syd og øst, som er en stor, flad slette med aflejringer fra floderne, samt Gornje Meðimurje, den øvre del i nord og vest, som er mere bakket land for foden af Alperne. Meðimurjes øvre del er dækket af skove, lunde, æbleplantager og vinmarker, mens den nedre del er dækket af enge og marker med omfattende dyrkning af korn, majs, kartofler og andre grøntsager. Grænsen mellem de to udgøres officielt af jernbanen, som er Kroatiens ældste, indviet i 1860. En af Meðimurjes i international vinsammenhæng mest velkendte sønner er Rudolf Steiner, som kom til verden i 1861 i Donji Kraljevec, hvor hans far arbejdede som stationsforstander og telegrafist netop ved jernbanen. Steiner skulle langt senere blive en alsidig akademiker og skabe bevægelser som antroposofien og biodynamikken.

Selve vinområdet Meðimurje er som nævnt et Entre-Deux-Mers mellem Mura og Drava (på latin Insula intra Dravum et Muram — men tillige kendt som Hortus Croatiae, Kroatiens have), et kroatisk Mesopotamien med vinhaver hængende på skråningerne, hvis man er til de mere blomstrende sammenligninger. Profilen tegnes i dag af små familieejede vinhuse med skarpt fokus på terroir, tradition og kvalitet. Jordbunden er mestendels af alluvial beskaffenhed, sand, ler og mergel med varierende kalkindhold. Klimaet er kontinentalt med varme, solrige somre og våde vintre; og samtidigt er det subalpint med kølige vinde fra Alperne, som modererer temperaturen og luftfugtigheden. Det begunstiger produktionen af tørre, syrerige og aromatiske hvidvine, og de traditionelle sorter til den slags er, som i resten af det centrale kroatiske bakkeland, Traminac (Gewürztraminer), Muškat (Muscat) og Pinot Sivi (Pinot Gris) samt Chardonnay og Sauvignon, og især sidstnævnte får mange til at spille særdeles klangfuldt. Graševina (Welschriesling), som ellers står tæt plantet i størstedelen af det kroatiske indland, har det historisk været for køligt til at modne tilfredsstillende her, men det hænder dog i dag. Så har man til gengæld Šipon eller Pušipel, som er de lokale kroatiske navne for Furmint, og den har længe befundet sig anderledes fremragende her. Som hovedregel er der tale om tørre vine, hvad sorten end er, men Meðimurje har ligeledes tradition for senere høstede vine med restsødme, endda isvin, det sørger det kølige, kontinentale klima fortsat for muligheden af. Pušipel er ligeledes egnet til mousserende vine på grund af sin høje syre og forholdsvist dæmpede aromatik, og der er sågar en lokal tradition for mousserende i Meðimurje mindst tilbage til 1914. Den blev så afbrudt af verdenshistorien, så småt genoptaget i 1980’erne og særdeles seriøst igen fra 2009, og i dag er der syv lokale producenter af skummende Pušipel.

Udsigt over Cmrečnjaks vinmarker ved Sveti Urban nær Štrigova. Foto: Matej Ščavničar

Gammel vin på nye flasker

At det netop er Pušipel, man slår så stærkt et slag for, er egentlig ingen overraskelse, slet ikke med Ungarn lige rundt om hjørnet. De ældste optegnelser om Pušipel under netop det navn stammer fra første halvdel af 1800-tallet, hvor den henregnes til vinmarkerne ved landsbyen Dragoslavec Breg nordvest for Čakovec. Men lige så pludseligt som navnet Pušipel dukkede op i historien, lige så hurtigt forsvandt det igen. Druen gik dog ikke i glemmebogen, den gik bare under andre af sine navne som Šipon og Moslavac. Šipon var dengang som nu dens mest udbredte synonym i Slovenien, mens Moslavac er den kroatiske form af Mosler, sammen med Zapfner sortens gamle navn i Østrig.

Det giver mening at bevare sorten og ligefrem genoplive det gamle navn til den lokale vin, for Meðimurje har en særlig tradition med Pušipel, som står plantet på næsten halvdelen af områdets godt 1.000 hektarer vinmarker; og det er Pušipel, som i den grad udmærker Meðimurje mellem andre af det centrale kroatiske bakkelands vinområder som eksempelvis Zagorje eller Plešivica. Potentialet i tør Furmint på den internationale vinscene har ungarerne afdækket i de seneste år, og det skulle da være mærkeligt, om der ikke desuden var interesse i de bedste slovenske og kroatiske versioner. Alene i Meðimurje har man identificeret over 30 kloner, hvoraf en håndfuld er udvalgt som særligt lovende for fremtiden.

Bevægelsen begyndte med otte entusiastiske familier, som grundlagde lokalforeningen “Hortus Croatiae”, og siden er det gået stærkt. I dag tæller den omkring 20 vinproducenter, og blandt de bedste kan tælles bl.a. Belović, Cmrečnjak, Dvanajščak-Kozol, Hažić, Horvat, Jakopić, Kunčić, Lovrec, Novak, Preiner og Štampar. Siden 2000 har man organiseret den årlige vinfestival Urbanovo, som fejrer den lokale vinrute, og sidenhen været medarrangør på Mlado, en slags høstfest med ung vin i Zagreb. Det erklærede mål er at markedsføre Pušipel som et stærkt og genkendeligt mærke og gøre den til den mest prestigefyldte vin fra Međimurje. Derfor indledte de et samarbejde med bureauet Reci Da om at udtænke et unikt brand for Pušipel. Kulminationen er foreløbigt et elegant flaskedesign, som udelukkende må benyttes i Meðimurje og kun til Pušipel. Flaskerne fremstilles hos det schweiziske glasfirma Vetropack. Det er indtil videre den første særegne flaskeform, som er på markedet i Kroatien; og omend designet har en vis lighed med flasken til tør Tokaj, som ungarerne lancerede nogle år forinden, så er den alligevel sin egen, en variation over Bourgogne-flasken med afrundet elegance, det lokale logo graveret på forsiden og forlænget hals. Senest har man desuden introduceret et særligt glas, som skulle være specielt egnet til nydelse af netop Pušipel.

Det kan virke som rene gimmicks, men man har med moderne Pušipel opnået en vin, som ikke kun har sjæl men samtidigt nok karakter og kvalitet til at kunne imponere internationale vinkritikere. Don’t take it from me, Decanter har allerede lugtet lunten og kastet adskillige point og priser efter vinene.

Pušipel på rad og række. Særligt lovende er Lovrec, Cmrečnjak, Štampar og Dvanajščak-Kozol.

Melankoli og mineralitet

Furmint frembringer en rank og syrerig vin med en sprød æblesmag og mildt røget og salt mineralitet, når den er bedst. Det er den i ungarske Tokaj, også når det gælder de tørre udgaver. Ellers er det i Somló, at det sker, og uden for Ungarn i østrigske Steiermark og slovenske Stajerska og resten af Podravje. En sjælden gang sker der noget spændende i Burgenland, og der dukker da også en hæderlig tør Furmint op fra Balaton og endda fra kroatiske Moslavina; men ellers er det Meðimurje, vi må sætte vores lid til. Her får man sammen med den lyse syre en særligt mørk mineralitet frem, en nærmest nøddeagtig tekstur og seriøs kompleksitet sammen med en let drikkelighed.

Måske det er Meðimurjes særlige melankoli, man kan smage, et nu nærmest legendarisk karaktertræk ved lokalkulturen og en særlig sindstilstand hos lokalbefolkningen. Det tilskrives de især i modsætning til Zagorje, hvor modet og musikken er muntert og skæmtende. Det modsatte høres i Meðimurjes folkemusik, meðimurska popevka, en følsom og tænksom sang med en tonal rigdom og sammensætning, som går lige i hjertet. Længselsfuld, sørgmodig, bittersød, kroatisk mono no aware. Noget af samme tristesse synes at kunne fanges i ungarsk folkemusik, måske det er et fællestræk, som Furmint samler på i sine vinbønder.

Kommer man på de kanter, er der dog først og fremmest grund til at være glad. Maden er glimrende, og der synes at være en Pušipel til enhver lejlighed. Det er traditionel kontinental kost med korn, kartofler, græskar, kål og løg og aldrig svigtende forsyninger af svinekød, som kalder på forfriskende hvidvine, som samtidigt kan klare fylde, fedt og salt. En af de lokale specialiteter er pretepena juha, en slags kærnemælkssuppe på basis af fond fra kogning af pølser, skinker og lignende lufttørrede kødprodukter, og krydret med paprika kan den varme mave og hjerte selv på en kold vinterdag.

Classic står for de friske, unge og mest umiddelbare Pušipel vine, mens Prestige betegner en mere selektiv og senere høst, den mere seriøse stilart. De første er oftest stålsatte, sidstnævnte ofte modnet i store slavonske egetræsfade, af og til på akaciefade; og det er i prestige-udgaverne, at guldet som oftest ligger begravet.

Den majestætiske Maðerkin Breg ved Štrigova. Foto: Cmrečnjak

Et højdepunkt hos Štampar og Cmrečnjak

Štampar skiller sig ud fra mængden sammen med Dvanajščak-Kozol og Lovrec, men lad os for nuværende fokusere på det for de uindviede komplet uudtalelige Vinarija Cmrečnjak. Vingården er grundlagt af Rajko Cmrečnjak, som med udgangspunkt i ganske få vinstokke har drevet det langt. I begyndelsen af 1990’erne havde han en mellemstor landbrugsejendom med svin, kvæg, kornavl og en smule vinstokke. Druerne gik dengang til det lokale kooperativ i Štrigova. I 1992 besluttede han dog helt at hellige sig vinavlen, og i dag dyrker Rajko og hans familie hele 27 hektarer egne vinmarker og flasker næsten 20 forskellige vine hvert år. I årenes løb er kælderfaciliteterne desuden udvidet betragteligt; og i dag er det sønnen Marko, som står i front for produktionen.

Cmrečnjak kan skænke Pušipel i hvilken som helst udgave, det skulle være, skummende, hvid, stålgæret, fadlagret eller skindfermenteret. Der er den mousserende Polaris Brut efter den klassiske metode, med sprøde bobler og plirrende syre; den saftige og friske Pušipel Classic; den monumentale og lagringsværdige enkeltmarksvin Maðerka; og den fadlagrende Xtreme og den fadgærede, skindfermenterede Xtreme2, som viser helt andre sider af druen. Naboen Štampar skuffer heller ikke med deres sprøde, knastørre skum Urban White eller den friske, florale og herbale Pušipel Classic.

Mađerkin breg er familiens stolthed, deres højest beliggende vinmark og den isoleret set nok bedste til dyrkning af Pušipel i Meðimurje; og sammen med familien Štampar har man sat sit tydelige aftryk på lokaliteten, ikke kun med beplantningerne, det betagende trætårn og de derved indrettede områder til sommerligt vinindtag. Her er der panorama fra Kroatien til Ungarn og Slovenien. I klart vejr kan man se vinmarkerne ved Jeruzalem, hvor den slovenske Furmint-variation Šipon brilllerer, og faktisk kan udsigten række endnu videre til Steiermark i Østrig.

Vinene herfra gør bestemt også indtryk. Det skyldes dels den høje elevation: Bakken er med sine 340 meters højde kun knapt fire meter lavere end Mohokos, Meðimurjes højeste punkt. Dels er der god soleksposition og særlige vinforhold omkring bakken; og dertil skal lægges den særligt grusholdige sandjord, som undergrunden byder på. Det skal blive spændende at følge vinenes udvikling i takt med, at vinstokkene bliver ældre, og der kommer mere og mere facon på vinifikationen.

Bakken er i øvrigt opkladt efter en tidligere berømt beboer, den i Budapest fødte ballerina Emilia Krauthaker, som kom dertil grundet sin mand, officeren Albin Krauthaker. Han blev dræbt ved den kommunistiske magtovertagelse efter 1945; men Emilia blev boende ved bakken sammen med sin svigerinde og hendes familie, Strahonja, hvor de levede af landbrug og “landskabets skønhed”. Efter omfattende nationaliseringer af landbrugsjorden fra 1958 og frem gik det dog nedad for familierne, som efterhåndende mistede det meste af deres ejendom. I 2014 solgte hendes efterkommere så jorden til Štampar og Cmrečnjak, som nu langt om længe har genrejst vinbruget på bakken.

Selv oppefra og ned er der endda noget svimlende over Maðerkin Bregs bølgende skråninger. Foto: Cmrečnjak

Cmrečnjak Pušipel Maðerka Sur Lie 2020 er en særligt saftig og særligt spændstig vin, som smidigt smyger sig over tungen og stilfærdigt afslører sine hemmeligheder. Delikat duft med sart grøn krydring, mildt duftende æbler og pærer. Mere frodig og gyldent frugtig i smagen, med akaciehonnings rigdom, mineralsk summen, tørt træk og en let krydret, kompleks eftersmag med kamille, krydderurter og peber. Righoldig men rolig, holder endnu på hemmeligheder. Sen høst, spontangæring på ståltanke og otte måneders lagring sur lies med bâttonage på 2.000 liters træfade af eg og akacie. En vin lavet med lagring for øje, og det lover flot for fremtiden.

Flaske: Pušipel Maðerka 2020
Vinhus: Cmrečnjak  
Oprindelse: Meðimurje, Kroatien  
Drue: Furmint  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 150,-

Pinot Gris i flere farver

Franjo Kolarić er et af de nyere navne på kroatisk vins stjernehimmel, og han har hurtigt slået det fast på den hjemlige restaurantscene med sine meget madvenlige vine— og ikke kun mousserende af slagsen, pjenušac, som efterhånden er etableret som specialet i hans hjemstavn Plešivica. Porteføljen rummer såvel bobler som hvide, orange, rosé og røde vine; men vægten er lagt på Franjo Kolarićs store ungdomskærlighed, Pinot Gris. Et sandt stjerneskud er hans Coletti Amfora Grigio, som efter italiensk, slovensk og georgisk forbillede er gæret med skallerne på en i kælderen nedgravet qvevri. Skulle man være i tvivl om druens iboende kvaliteter, dens potentiale i Plešivica eller Kolarićs kompetencer som vinmager, så smag med her: Der er frisk syre, fløjlsblød frugt og fortryllende komplekse kryddernoter i den glødende ravfarvede eliksir, som er alt andet end uforpligtende bællevin og helt uden fadhed, flomme eller gråtoner.

Zagreb, exit vest

Ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ad E65 ligger Plešivica på de stejlt stigende skråninger op mod Samobor-bakkerne og Žumberak-bjergene, en højderyg som strækker sig gennem det nordvestlige Kroatiens indland i den overordnede vinregion, der passende kaldes det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska. Administrativt hører Plešivica til Zagrebačka županija, så man kan med en vis ret også kalde det hovedstadens vinøse opland.

Plešivica er med sit solrige men meget kølige klima og en særligt kalkholdig jordbund som skabt til lette, syrerige hvidvine, den slags, som gør sig glimrende som base til mousserende vine. Det har siden 1990’erne fået flere og flere af områdets vinbønder til at kaste sig over bobler efter den klassiske metode med andengæring på flaske, og som kvaliteten støt er steget, er det kun rimeligt, at mange nu refererer til området som ‘Kroatiens Champagne’. Til de veletablerede vinhuse hører Tomac, Šember, Korak, Ivančić og Jagunić, som alle er en omvej værd, hvis man er på de kanter; og Kolarić kan sagtens måle sig i det selskab.

Nogen nybegynder er han heller ikke. Franjo er vokset op på vingården på Hrastje Plešivičko ved Jastrebarsko, hvor han allerede som 18-årig gymnasieelev blev betroet opgaven at forestå høst og kældring af årgang 1995. Selvfølgelig under far Stjepans kyndige vejledning, på samme sæt og vis som faren i sin tid havde overtaget fra bedstefaren. Sidenhen fik Franjo sig en teknisk uddannelse som mekaniker, mens det vinfaglige forbliver selvlært og formidlet fra dygtige kolleger— fra gode råd, erfaringer og eksperimenter. Under hans ledelse er vinmarksarealet udvidet fra de arvede tre hektarer til nu otte; og der samarbejdes med naboer om druer fra yderligere 14 hektarer. Topvinene er i årevis markedsført under navnet Coletti, den italienske udgave af Kolarić, som en italiensk ven foreslog ham som et internationalt mere slagfærdigt synonym.

Sin første mousserende vin fremstillede Franjo i 1997, som han samtidigt betegner som sin første seriøse årgang. 1997 var også året, hvor han i selskab med slovenske venner på en vinbar i Zagreb smagte sine første mindeværdige Pinot Sivi’er, som netop stammede fra Slovenien. Beruset af oplevelsen vendte han hjem til den fædrende gård og insisterede på, at de nu selv plantede sorten. Det skete så i 1999, og siden har Kolarić stille og roligt arbejde på at få det meste og det bedste ud den folkeligt elskede men ellers udskældte sort.

Til Plešivicas historiske sorter hører Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og dem dyrker Kolarić på et par hektarer til brug i hans mousserende vin og en frisk hvidvin med navnet Stare Sorte (gamle sorter). Rajnski Rizling og Traminac (Riesling og Gewürztraminer) har historisk også spillet en stor rolle her, og de dyrkes af Kolarić til hvid- og orangevin; samt en smule Neuburger. Chardonnay og Pinot Noir dyrkes især til mousserende vin, og så er der selvfølgelig Pinot Gris’en, som han skaber adskillige vintyper på.

Coletti Stare Sorte 2020 er en hvidvin på den traditionelle blandede beplantning af Plavec Žuti, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina og Kraljevina. Vinstokkene er 18 år gamle og plantet og opbundet på pæle, som man historisk har gjort på Plešivicas stejle skråninger, i vertikale rækker med 1 1/2 meter mellem hver stok. Druerne høstes med hænderne, med et udbytte på 2 1/2 kilo per stok, og vinen er gæret på ståltanke. Let og frisk med godt greb, grønt græs og grønne æbler, mild, syrefrisk og mineralsk; og viser tydeligt, hvorfor de lokale sorter er så velegnede til mousserende vin. Alk.: 12,5%

Coletti Blanc Nature 2020 20% Chardonnay, 20% Riesling og 60% druer fra den blandede beplantning. Gæret på ståltanke og andengæret på flaske med halvandets års modning på gærresterne før degorgering, ingen dosage. Flintet duft, sprødt bid, fine bobler og en let og ligefrem æble- og citrussmag. Frugten er bevaret pivfrisk, Kolarić bryder sig ikke om oxidative noter og dosage, da han gerne vil bevare den naturlige friskhed. Syren er 7 g/l. Alk.: 12,5%

Gråt potentiale i Plešivica

Frem til Første Verdenskrig var Kroatien en del af Østrig-Ungarn, og under navnet Ruländer var Grauburgunder eller Pinot Gris ganske udbredt i rigets østlige og sydlige dele. Derunder også i det sydlige Steiermark, som under navnet Štajerska strakte sig helt ned syd for Drava-floden og frem til Sava-floden og således inkluderede Plešivica. Så selvom Pinot Gris ikke i nyere tid har været del af druernes inderkreds, er den omvendt ikke en fremmed sort her. Det kølige klima sørger for en usædvanligt god syre, og netop en mere syrestyret stil er Kolarićs store styrke.

Et af Franjos forbilleder er slovenske Kabaj i Brda med franskmanden Jean Michel Morel i front. Franjo mødte Morel i Zadar for år tilbage, og det var Morel, som ansporede ham til at foretage den meget lange maceration på Pinot Grigio; samt ikke at være grådig men kun flaske 60-70% af qvevriens indhold for ikke at få forurenende sedimenter med i den færdige vin. Hans første qvevri blev erhvervet via en kroatisk kaffe- og tedistributør, som har en tefabrik i Tblisi og hjalp med at skaffe den hjem. Nu har han hele fire, og flere er på vej. I tråd med amfora-vinifikationen flaskes vinene også på de i naturvinskredse så velkendte keramikflasker; med undtagelse af de seneste par årgange, da leverancerne har været udsat for verdens virvar.

Forskellige flasker af Coletti-seriens amfora-vine. Keramikflaskerne er ifølge Franjo Kolarić det mest oplagte valg til amforavine. De er fremstillet af tyske MKM Keramik af ren Westerwälder ler, er fri for syntetiske kemikalier og beskytter effektivt vinen mod lyspåvirkning og med god kork og voks tillige mod iltning.

Det bliver i dag til godt 40.000 liter Pinot Gris om året, og de fordeler sig som regel på en fire-fem forskellige vine.

Grigio Blanc Nature 2018. Ren Pinot Grigio som mousserende vin, og det går rigtigt fint! Tre år på gæren og ingen dosage. Mildt blomstret duft, delikat gul ferskensmag, friskfrugtig stil, plirrende, stringent og tør. Alk.: 12,5%

Pinot Grigio Classic 2020. Hverdagsvin med varietal karakter og god læskefaktor. Frisk og fyldig frugtduft med delikate kryddernoter, modne stenfrugter og et hint suppevisk. Fin fylde og vældigt frisk i munden, med godt greb og summende mineralitet. Alk.: 11,5%

Coletti Grande Grigio 2019. Seriøs stil af Pinot Gris. Selektiv høst, gæring på ståltanke og et års modning på et otte år gammelt træfad. Mild i duften, først ret diskret, så fyldigere frugtig, fersken, ferskensten, rodfrugt og suppevisk i små strejf. Flot fylde og godt flow, glimrende syre og mineralsk spil. Alk.: 13%

Coletti Amfora Grigio 2019 er gæret et år med skallerne på en 1.200-liters georgisk qvevri begravet i Kolarićs kælder. Efterfølgende er den modnet to år på et stort træfad og flasket ufiltreret men fuldstændigt klar. Minimal sulfittilsætning på omkring 18 mg/l. Den har stor aroma, dæmpet fenolik og delikat struktur. Fuld af ferskner, abrikoser, kvæder og røgelse i duften, dyb af rødmende fersken, røde bær, tørrede abrikoser, kandiseret orangeskal, mandler og valnødder, tamarind og sort te i smagen med en snert af nyopgravede gulerødder og pastinakker. Fløjlsblød fylde med svævende syre og de fineste tanniner, som næsten ikke fornemmes, ren velvære. Hvis blot enhver norditaliensk Pinot Grigio havde halvdelen af denne kompleksitet…

Franjo Kolarić har med Pinot Gris fundet sig en niche i Plešivica, som han fermt opdyrker og udvikler til spændende og seriøse vine. Privat danner han par med Ivana, som er skolelærer i Velika Gorica syd for Zagreb, og parret har tre børn sammen. Alle tager del i arbejdet på vingården, som desuden huser restaurant, selskabslokale og hotel med 20 værelser. Vinturismen tager til i Plešivica, og med Kolarić i koppen forstår man hvorfor.

Flaske: Amfora Grigio 2019
Vinhus: Vina Kolarić  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Drue: Pinot Gris  
Jordbund: Kalkholdig mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
11 måneders macaration
Lagring: Amfora  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 400,-  

Kælderen i Kutjevo

Søger man ind til kernen i kroatisk vinkultur, kommer man til sidst til Kutjevo; og næppe noget sted er et mere oplagt udgangspunkt for at afsøge sjælen i Graševina, landets mest afholdte og udbredte druesort, som desværre er sørgeligt overset i resten af vinverdenen.

Kutjevo ligger i hjertet af Slavonien i det nordøstlige Kroatien, og den omkringliggende Požega-dal danner grobund for Graševina af særligt god beskaffenhed. Graševina (Welschriesling) giver saftige, milde hvidvine, som spænder fra den mest letsindige, letdrikkelige slags til mere seriøse og overraskende lagringsværdige vine. Lige fra saftige, næsten vandige hverdagsdrikke med mild smag af grønne æbler og et strejf af urter, over mere modent frugtige og fyldige vine med favnende syre og sydfrugter i væld; til helt senthøstede, ædelsøde vine tætte af tropisk frugt, honning og krydderier. Stilarten afgøres først af fremmest af dyrkningsstedet, og i Slavonien er Kutjevo en slags vinøst Kinderæg: Her lykkes alle tre ting overraskende godt på én gang. Største og samtidigt ældste producent er Kutjevački Podrum, hvis historie trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indviede den vinkælder, som er centrum for områdets vinproduktion den dag i dag.

Den gyldne dal

Slavonien udgør den østlige halvdel af det kroatiske indland. Slavonien strækker sig fra Papuk-bjergene i vest og afgrænses naturligt af floderne Drava i nord, Sava i syd og i øst Donau, der udgør grænsen til Serbien. Området ligger i naturlig forlængelse af den pannoniske slette mod nord og er i modsætning til resten af Kroatien forholdsvist fladt. Størstedelen udgøres af sletteland, som afveksles af blide bakker, vidtstrakte korn-, majs- og vinmarker samt store skove, hvis egetræer igennem århundreder har leveret ved til træfade af fineste kvalitet.

På den solrige østside af Papuk ligger Kutjevo i den såkaldte Požega-dal for fødderne af Krndijas sydlige skråninger— ved 17,5° grader østlig længde og 45,3° grader nordlige bredde— og især den 45. breddegrad har særlig betydning i denne sammenhæng. Dér befinder sig nemlig nogle af verdens absolut mest berømte vinområder som Barolo og Bordeaux og selvsagt Požega. Allerede romerne anerkendte landbrugslandet i dalen som frodigt og betingelserne for vinavl som gunstige og gav derfor dalen navnet Vallis Aurea— zlatna dolina eller den gyldne dal; og med middelalderens munkelige mellemkomst fra det franske blev der for alvor sat skik på land- og vinbrug i området. Kutjevo er et solrigt smørhul i det centrale Slavonien med vinmarker imellem 200 og 450 meters højde, 1.900 årlige solskinstimer og en årlig nedbør mellem 500 og 800 mm, godt halvdelen i vegetationsperioden. Glimrende klimatiske forhold for vinavl, og Graševina stortrives her, hvor den endda har det centrale torv opkaldt efter sig i købstaden Kutjevo.

Traditionel slavonsk trætønde på det centrale torv i Kutjevo, Trg Graševine. Hvert af områdets vinhuse har sin egen stok plantet på den lille vinmark ved vejen. Foto: Grad Kutjevo

Den hyggelige by Kutjevo ligger lige midt i dalen og har en lang historie og en rig kulturel arv. Byens ældste bevarede bebyggelse er netop Kutjevo-klosteret, der som nævnt stammer fra 1232, hvor fra Frankrig ankommende cisterciensermunke lod det opføre som Vallis Honesta de Gotho, et datterkloster til Zirc i Veszprém, Ungarn. Oprindeligt ankom “de hvide brødre” dertil fra klosteret i Clairvaux, som selv var et datterkloster til ordenens grundlæggende Cîteaux. Med fra Bourgogne og omegn bragte de masser af viden om landbrug og forarbejdning af fødevarer, om vinavl og vinifikation, ligesom de kort forinden havde gjort til andre steder langs Donau og Rhinen, til nutidens Kamptal, Kremstal, Rheingau og Mosel.

I 1521 stormede de muslimske osmannere imidlertid Kutjevo og plyndrede klostret, som samtidigt røg ud af cisterciensernes hænder. I 1536 blev store dele af Slavonien så egentligt besat af osmannerne, som i næsten 150 år beherskede området. En tørlagt tid, indtil østrig-ungarerne igen befriede Kutjevo og indsatte adelsmanden og præsten Ivan Josip Babić som lokal leder fra 1686. I 1698 overdrog han med Kejser Leopolds samtykke slottet til Jesuitter-ordenen på betingelse af, at deres indtægter fra driften skulle gå til lokalbefolkningens åndelige dannelse og faglige udvikling. Det kastede bl.a. etableringen af en gymnasieskole i Požega af sig men også en ny sognekirke i Kutjevo. Jesuitterne restaurerede ikke blot klosteret men lod samtidigt bygherren Josip Kraljić opføre barokslottet omkring det, som stod færdigt i 1725. Undervejs renoverede de også kælderen. Samtidigt etableredes der både bødkeri, smedje, mølle og bageri i byen. Der var altså et veritabelt økonomisk, socialt og kulturelt boom i perioden, hvor vinavlen ligeledes blomstrede.

En kejserlig affære

Kutjevos vine opbyggede på den tid et ry som nogle af de bedste, man i hele kejserriget kunne byde på; og kælderen havde endda havde tiltrukket sig helt særlig kejserlig opmærksomhed. Rygtet vil nemlig vide, at den nyligt kronede og kun 24-årige kejserinde Maria Theresia i 1741 gjorde ophold på slottet i Kutjevo, samtidigt med baron Franz von der Trenck (af kroaterne kendt som Franjo Trenk). Han havde gjort tro militærtjeneste for kejserinden ved Den østrigske arvefølgekrigs udbrud året inden; og der skulle hurtigt være opstået en stærk tiltrækning mellem den unge kejserinde og den spraglede militærmand. Endda så stærk, at det endte med, at de to tilbragte en hel uge sammen i kælderen bag lås og slå.

Efter dette lidenskabelige stævnemøde skiltes de to, men i kælderen fandt tjenestefolkene siden 70 streger ridset ind i stenbordet og på væggene. Om de skal symbolisere antal tillivsatte flasker, gennemførte Geschlächtsverkehr eller noget helt tredje fortaber sig i fortidens tåger. Kælderen var allerede legendarisk, og i dag dedikerer vinhuset sin topvinserie Maximo “til de største fornøjelser”, inspireret af Maria Theresias bedrifter.

Efter Jesuitter-ordenes opløsning i 1773 skiftede slottet ejerskab og ledelse ad flere omgange. Først blev det fra 1773 til 1882 forvaltet af det ungarske statskammer og dets videnskabelige fond, Fundus Studiorum. De akademiske studier trivedes, men økonomien stagnerede hurtigt, så i 1882 satte landsregeringen slottet til salg. Det blev derefter købt på auktion af den fyrstelige Vjenceslav Turković fra Karlovac i det centrale Kroatien. Det viste sig kløgtigt, for helt frem til 1945 genopbyggede familien Turković slottet og byen og bragte det hurtigt til sin hidtil største velstand. De anlagde store vinmarker og frugtplantager, hentede kvalificeret arbejdskraft ind udefra og forbedrede dermed dyrkning af vinstokke, forvaltning af vinkælderen og ændrede lokalbefolkningens levestandard, sæder og vaner. Desuden udarbejdede og udgav Zdenko og Greta Turković et udførligt ampelografisk atlas, som stadig benyttes på kroatiske vinbrugsstudier. I slutningen af 1800-tallet begyndte man så at opbygge en større vinsamling i kælderen, det første vinarkiv i Kutjevo, som desværre blev plyndret under Anden Verdenskrig.

Allerede inden var den økonomiske fremgang dog alvorligt stækket af Første Verdenskrig, hvor en uhyggeligt stor andel af befolkningen døde. Den første tid i Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere førte en langsom genopblomstring med sig, og et lokalt vin- og frugtavls-kooperativ så dagens lys i 1926 og virkede helt frem til 1955. I mellemtiden førte den ikke mindre forfærdelige Anden Verdenskrig et socialistisk systemskifte med sig, og Herregården Kutjevo blev i den forbindelse omdannet til et statsligt kooperativ og fællesejet landbrug. En moderne udvikling af landbruget stod for sammen med en officiel anerkendelse af vinens vigtighed for området, og i 1963 blev vinkooperativet Kutjevo oprettet og fortsatte som sådant frem til Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien. I tiden inden huserede senere vinlegender som Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, før de gik solo, sidstnævnte som ledende vinmager fra 1980 til 1992.

Slottet forblev siden statens ejendom efter Kroatiens selvstændighed og virksomheden kun langsomt privatiseret. I 2003 kom den så i udbud, og aktiemajoriteten blev købt af virksomheden Božjakovina. Den ejes af den kroatisk-bosniske forretningsmand Enver Moralić, som efter at have skabt sin formue inden for olieindustrien ønsker at investere den i udviklingen af landbruget i Kroatien. Han er ikke overraskende også svært glad for slavonsk vin.

Til trods for at befinde sig langt ude på landet i det ellers ret søvnige Slavonien, så er Kutjevo et kæmpemæssigt foretagende, som fremstiller op imod 10 millioner liter vin om året! Druerne stammer fra kælderens egne 420 hektarer vinmarker; men i fin forlængelse af den gamle kooperativtanke samarbejder man med 242 lokale landejere og vinbønder, som leverer druer fra yderligere 370 hektarer; og vinhuset beskæftiger således flere end 500 mennesker.

Gudsbenådet Graševina

Kutjevos vinmarker er først og fremmest befolket af æresborgeren Graševina, og kælderens vine flest og finest er god Graševina. I dag står sorten plantet på omtrent 80% af alle Kutjevos marker, og resten fordeler sig på hele 14 andre sorter, hvoraf Traminac, Pinot Sivi og Pinot Crni er de vigtigste (Gewürztraminer, Pinot Gris og Pinot Noir). Markerne ligger på syv separate lokationer omkring Kutjevo, herunder Hrnjevac, Koria, Venje, Vetovo og Vinkomir, som alle er anerkendte enkeltmarker.

Husets formåen kom for en dag under en grundig rundvisning og smagning i marts i år, hvor følgende vine var terroir- og traditionstypiske og samtidigt skilte sig ud ved deres kvalitet. Ikke mindst viser de diversiteten i den alsidige sort og dens potentiale.

Maximo Brut Crémant 2019. Lystigt skummende og siden fint perlende vin med frisk citrus, modne gule æbler og forårsblomster, saftig og charmerende og til slut tør og mineralsk. Forfriskende og ligefrem mousserende. Efter sigende den første Graševina fremstillet fuldstændigt efter den traditionelle metode med andengæring på flaske og forbillede i Champagne; selvom det smager en smule mere som Prosecco, men det får være. Druerne stammer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir og er gæret på ståltanke. Flaskegæringen foregår ved 13-15º og varer ni måneder for degorgement. Husets isvin på Graševina gjorde det som liquer d’expedition og dosage. Alk.: 12,5%

Graševina kvalitetno vino 2021. Kølig duft, sødmefuld og hvidfrugtet. Sprød og saftig, fyldig og med let fyrig alkohol. Hvid og grøn stenfrugt, litchi og fersken. Meget let drikkelig, den er et kup til prisen, man får mere end man betaler for! Druer fra de måske mere beskedne lokationer Oljasi og Škomić, som sgu spiller ganske flot og frugtig folkemusik, gæret og modnet på ståltanke. Alk.: 12,5%

Graševina vrhunsko vino 2021. Fyrig og mere krydret, stadig sødmefuld duft. Saftig fylde, blødere stof, stringent og mineralsk, noget svagt sauvignonsk over den. Friske grønne æbler og pærer, modne gule af samme slags, og honningmelon, nyslået hø og kamille. Hver slurk siger “god fornøjelse” med stor overbevisning. Blindsmagt ifølge unavngiven men hårdt prøvet dansk sommelière med WSET-baggrund tippet som et sted i nærheden af Muscadet, mineralsk Sancerre eller Vouvray, måske endda Riesling! Selektion af druer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir, gæret på ståltanke og modnet på store slavonske fade. Ligefrem men far from simple, hvis der nogensinde fandtes value for money, så må det være her. Alk.: 13,5%

Graševina De Gotho 2019. Gyldnere farve og en mere modent frugtig duft med florale fornemmelser. Saftigt flow og fyldig frugt, god viskositet og gribende syre, mild bitterhed og fint tørstof. Paradisæbler, kvæder, æblekerner, pinjekerner, bivoks, hvidblomstret tjørn, akacie og kamille. En fornøjelig, kompleks og harmonisk madvin med meget på hjerte. Druerne kommer fra marken Vetovo, er høstet ved håndkraft, ved forholdsvis høj modenhed og med ret lavt udbytte. I kælderen foretages afstilkning, nænsom presning og kold maceration for at få flere af de fine fenoler og aromastoffer med, som findes i drueskindet. Mosten er derefter gæret ved godt 16º i rustfri ståltanke, mens mindre del (10-20%) er gæret på små træfade. Efter end gæring og sammenstikning er vinen modnet seks måneder på gærresterne i store slavonske egetræsfade. Alk: 14%

Imponerende arkivalier

Slottets oprindelige samling af flere tusinder flasker vin gik som nævnt tabt under Anden Verdenskrig. De nye ejere lod sig dog ikke slå ud og traditionsbevidst fortsatte de med at arkivere vine hvert år fra 1947 og fremefter; og de flasker udgør i dag en imponerende arkivkælder, Arhivski Podrum, og det er en sand guldgrube af moden Graševina.

Kutjevo-samlingen er den mest omfattende vinsamling i Kroatien med over 65.000 flasker, hvoraf den ældste er en flaske Bijeli Pinot fra 1947. Flaskerne gemmes til udvalgte lejligheder og særlige smagninger; men særligt godt repræsenterede årgange sættes desuden til salg og kan endda erholdes via vinhusets website. Skal man smage, er der dog nok ikke noget mere stemnings- og betydningsfuldt sted en selve kælderen; og dermed tilbage til smagningen en dag i marts. Et dyk ned i arkivkælderen kan nemlig hjælpe med at afdække den særlige andægtighed, som selv gammel Graševina kan fremkalde hos selv garvede kroatiske vinfolk.

Graševina arhivsko vino 1969 var fundet frem til lejligheden, og hvilken vidunderlig vin det viste sig at være. Druerne hang grønne på marken Hrnjevac, da mennesket først satte fod på månen, og lidt over to måneder høstede man den selektion af fuldmodne druer, som efter 50 år i flasken har fundet deres fuldendte form. Først en en duft af kølig kælder, fugt og støv, men så liver den op med frisk forårsbrise, forårsblomster, ferskner og kantareller og et pust petroleum. Syre, sødme og tørstof er smeltet sammen til en creme af moden velsmag, gule stenfrugter, akaciehonning, orangeskal og safran og pikante prik af hvid peber, tørrede svampe og tørrede urter. Satinstoflig og mineralsk og i al sin modne vælde stadig frisk. Prosaisk set skabes balancen af 11,2% alkohol, 6,5 gram syre og 20 gram restsukker, mere poetisk er det en årgang i lod og vage, som med årenes gang har foldet sig ud i flere dimensioner. Man forstår, hvorfor kroaterne ikke kun elsker deres unge Graševina og samtidigt har så høj agtelse for den lagrede version.

Vinene er tilgængelige hos The Wine & More og via Kutjevos egen webshop.

Flaske: Graševina 1969
Vinhus: Kutjevo d.d.  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,2%  
Pris: cirka 750,-  

Škrlet Fever

Sjælden men spændende og smuk. Škrlet er en gammel sort fra Kroatien, som næsten gik tabt i jugoslavisk tid, men nu er tilbage. Den er en diva i vinmarken, men lykkes anstrengelserne, giver den en fint blomsterduftende, saftig og syrerig hvidvin, og det sikrede dens overlevelse i små familievinbrugs marker i den lille kroatiske indlandsregion Moslavina. I dag er den igen tiltagende i betydning— med knapt 100 hektarer har den nu kæmpet sig op fra nær udryddelse.

En af druens forkæmperne er unge Tomislav Voštinić, hvis vinhus Voštinić-Klasnić ligger i de bølgende bakker uden for byen Ivanićgrad, og en af de mest markante vine på sorten er familiens arkiv-udgave fra den fornemme årgang 2012. Året gav perfekt modnede Škrlet-druer, og efter små ti år er den stadig frisk og fuld af modne ferskner, abrikoser, ananas, kandiseret citrus og små strejf af hvide blomster, bivoks og petroleum. Druerne er dyrket økologisk, gæret med en del af skallerne i tre uger og modnet halvandet år, dels på træfade, dels på ståltanke. Mindeværdige dråber, forår og sommer på flaske!

Moslavina

Moslavina er et naturskønt område langs Sava-floden syd for Zagreb. Klimaet er kontinentalt med store forskelle mellem dag og nat og naturligvis varme somre og kolde vintre. Et klima primært meget velegnet til hvidvin, som her udviser en frisk og livlig karakter.

Området har lang tradition for vinavl. Første dokumenterede omtale går tilbage til romersk tid under kejser Claudius, hvor der blev skrevet om legionærernes vin fra Siscia og skråningerne af Mons Claudius— det er de gamle navne for nutidens Sisak og Moslavačka Gora; og nogle af områdets bedste beliggenheder er netop de sydlige skråninger af Moslavina-bjergene, særligt omkring byerne Voloder og Ivanićgrad. I middelalderen var det kirken og klostrene, som stod for vinavlen, og senere spillede adelen, især den grevelige ungarske Erdödy-familie, en stor rolle. Således er en gammel tradition overleveret til moderne tid; og områdets gamle sorter og stilarter overlevede med nød og næppe strabadserne i jugoslavisk tid.

I langt højere grad end de andre vinområder i det kroatiske indland har Moslavina bevaret en række indfødte lokale sorter som sine vigtigste— hvorimod andre centraleuropæiske og internationale sorter kun spiller en ganske begrænset rolle. Det skyldes med stor sandsynlighed selve indretningen af det lokale vinbrug. Vinmarkerne er mange og meget små, og de er fordelt mellem mange familier. Denne fragmentering har forårsaget en ret ringe repræsentation af Moslavina-vine på det større marked, så vinsalget er foregået lokalt og ellers centreret om byen Sisak. Den manglende markedsandel og efterspørgsel udefra har dog ikke kun været af det onde, for den traditionelle beplantningsmetode med små spredte parceller har med stor sandsynhed været den afgørende faktor for bevarelsen af gamle sorter som Škrlet og Dišeća Ranina. Desuden dyrkes Moslavac (synonym for Furmint) og Graševina (det kroatiske navn for Welschriesling), som begge også er gamle i gårde.

Ikke skarlagensrøde men gyldne Škrlet-druer i aftensol. Foto: Voštinić Klasnić

Škrlet

Navnet Škrlet er formentlig afledt af det tyske scharlach (skarlagensrød), da druerne udvikler rødlig-violette fregner på de sider, der er udsat for direkte sol; svarende til det udslæt, der opstår ved skarlagensfeber, en streptokokinfektion, som heldigvis ikke har yderligere med vinen at gøre.

Škrlet giver fra naturens hånd god syre, forholdsvist lavt ekstrakt og moderat alkohol. Det resulterer traditionelt i lette og friske vin med en delikat, frugtig karakter: Som regel mildt blomsterduftende, med frisk frugt som æbler, pærer og citrus i smagen, ofte med strejf af friske og tørrede krydderurter og ofte med stenede, mineralske noter. Ikke en verden til forskel fra østrigske klassiskere som Grüner Veltliner og Riesling men alligevel anderledes.

Der findes flere forskellige kloner. Škrlet Zeleni (den grønne) er frodigere og yder mere, mens Škrlet Žuti (den gule) giver lavere udbytter men af højere kvalitet. For godt 15 år siden påbegyndte man en seriøs klonal selektion, og fremover vil vi formentlig se et yderligere løft af kvaliteten som følge af denne indsats. For der hersker stolthed om den lokale specialitet, og ikke mindst den yngre generation har set sig glad på den. Således arbejder også den unge økologiske vinmager Ivan Kosovec på en yderligere udbredelse og anerkendelse af sorten, som han laver livlige af, til dels med brug af skindkontakt; og blandt de øvrige vinhuse i området, der kaster gode eksemplarer af sig, må nævnes Ilovčak, Klet Romić, Kosovec, Lagena, Vina Glavica, Vina Košutić, Vinarty.

Familien Voštinić har dyrket vin siden 1936, hvor oldefaren plantede sine første vinstokke. I dag er den selvsamme vinmark udvidet til 3,5 hektarer, takket være Tomislav Voštinić, som sender takken videre til sin bedstefar Klasnić, som han har fået sin glæde ved vinen fra. Tomislav har tilføjet sin bedstefars navn til vinhuset for at understrege arven og familietraditionen, som er tæt forbundet til Škrlet, som de sender på markedet dels som en forfriskende hverdagsvin, dels den senere høstede selektion Unikat, foruden en orange udgave under navnet Natur og den mousserende Fraktal; og i særligt gode år den langlivede Arhiv. Årgang 2012 er forsynet med både Tomislavs fingeraftryk på lakseglet og bedstefar Klasnićs håndskrevne noter på etiketten; så man fornemmer, det er hjerteblod, der er i flasken.

Flaske: Arhiv 2012  
Vinhus: Voštinić-Klasnić  
Oprindelse: Moslavina, Kroatien  
Drue: Škrlet  
Jordbund: Kalkholdig lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,8%  
Pris: cirka 200,-