Efterårets bebuder

Gravners Ribolla Anfora virker lige så karakterfast og velovervejet som Josko Gravner selv. Selvberoende og harmonisk men også med en sjælden målrettethed og kompromisløshed. Den rummer store modsætninger; men de er modnet med tiden og samler sig i et enkelt udtryk, hvor de forskellige sider komplementerer hinanden.

Denne ikoniske orangevins karaktertræk er også i høj grad udtryk for den personlige udvikling, Gravner har gennemgået som vinmager i sit voksenliv. Som manden, så vinen; men for at forstå, hvorfor manden har udviklet sig sådan, må man først forstå, hvordan hans stof, Ribolla-druen og dens vine, har udviklet sig gennem tiderne.

Ribolla Gialla har tydeligt oplevet den historiske udvikling af vinfremstilling og de skiftende tendenser i vinsmag. Den gule drue med den tykke skal stammer fra Friuli-området på grænsen mellem Italien og Slovenien, hvor den har været dyrket og afholdt i århundreder. I mellemkrigstidens Italien udfasedes den gamle tradition med at inkludere drueskallerne under gæringen, og i efterkrigstiden satte det teknologiserede vinbrug nye standarder for hvidvin med køle- og filtreringsteknik. Tidens toner blev ren og lys klang. Ribolla i den letpressede, koldgærede udgave gav en efter italienske forhold forfriskende syre, men så heller ikke større armbevægelser i munden. Onde tunger ville sige ofte på randen af intetsigende, og altimens andre lokale og nye internationale sorter havde succes, trængtes Ribolla i baggrunden og sakkede agterud. Den gamle, mørkere og mægtigere vin gik i glemmebogen.

Gravnerfamilien stod i forreste led af Friulis vinbønder, mens denne udvikling fandt sted. Den etnisk slovenske familie har ligeledes levet og virket i det bakkede grænseland omkring Oslavia i århundreder. Vingården er grundlagt i 1901. Bedstefaren gav gården videre til sine sønner, som siden gav den videre til Josko, der voksede op som eneste søn i en søskendeflok med fire søstre, som alle søgte andre græsgange end dem mellem vinstokkene. Allerede som 14-årig begyndte han at bistå vingårdsarbejdet efter skoletid. Her hjalp han sin far og onkel med arbejdet især i markerne. Familiegården var dengang et blandet landbrug med dyrehold, kornmarker og frugtavl foruden det vigtigste, vinen. Ribolla var den mest plantede drue efterfulgt af Welschriesling. Produktionen var til familiens eget forbrug, overskuddet solgtes i store glasflasker, de såkaldte demi-johns, til lokale traktørsteder; enkle men gode vine. Den praktiske oplæring fik han altså hjemme i kælderen, senere kom han på vinbrugsskole.

I begyndelsen af 1970'erne tilplantedes tidstypisk Chardonnay, Sauvignon Blanc og Pinot Grigio, produktionen blev flasket hjemme og i højere grad vendt mod direkte salg. I takt med at Josko kom til roret, rettedes fokus i stigende grad på enkeltdruevine af høj kvalitet, og allerede fra begyndelsen af 1980'erne brugte han barriques til både gæring og lagring af sine vine, et nybrud i friulansk sammenhæng. Stilen gjorde ham til bannerfører for Friuli som Italiens moderne hvidvinsmirakel og sikrede ham international anerkendelse.

Cementtanke og gamle træfade måtte vige for ståltanke og barriques; og køleudstyr, pumper og filtre dukkede op, alt sammen elektronisk overvåget. Intet overladt til tilfældighederne, heller ikke gærstammer, syreniveauer, restsukker og lignende. Gravner blev kendt som en præcis og virtuos vinmager, som altid var garant for hvidvin i topklasse. Utrættelig, søgende og aldrig tilfreds, og alligevel var der noget, der nagede ham, noget ved den nye vinstil og hele foretagendet, der inderst inde ikke tilfredsstillede ham. Et sted undervejs var tråden tabt og kæden hoppet af. Gravner grublede og for at komme tilbage på sporet, forlod han sig på den overleverede visdom, han havde fra sin far.

Den modne erkendelse: Vejen frem er vejen tilbage, og Josko Gravner gjorde sig mere end nogen anden til den skindfermentrede Ribolla Giallas apologet. Han greb til de lokale traditioner og længere tilbage, higede og søgte i gamle bøger, studerede det romerske vinbrugs historie og fandt i sidste ende helt tilbage til Kaukasus. Der fandt han en vin uden teknologiske vildfarelser; og med den en metode, hvor han kunne få hele billedet af druesorten, af området, af årstiderne ind i vinen. En måde at skabe vin, der som et menneske kan udvikle sig, modnes, komme rigtigt til sig selv og blive noget særligt.

To tidsrejser

Josko Gravners allegoriske rejse kan opsummeres med nedslag i to reelle rejser.

I 1987 drog Gravner til Californien for at mødes med amerikanske afficionados, branchefolk og vinbønder, se på de nyeste udviklinger og teknologier og ikke mindst smage sig igennem vinene. Her gik der en prås op for vinbonden: Turen, der skulle have tjent til inspiration, førte i stedet til dyb desillusion. Alt det, den moderne vinindustri stæsede efter, han selv som en af de ivrigste, viste sig i virkeligheden at være fremmedgørende for vinen og naturen. I løbet af 10 dage smagte han næsten 1.000 vine, og de slog ham i stigende grad som sjælløse og livløse, ligegyldigt hvor vellavede og højtudviklede de end var. Det forjættede land viste sig at være en ørken og fremtidens vine golde. Sat skakmat af denne professionelle midtvejskrise kunne Gravner kun vende tilbage og forklare familien, hvordan han ikke ville lave vin.

Tiden måtte nulstilles, vinhusets prioriteter bringes tilbage til udgangspunktet, og vinen genoplives. Teknologien og industrien havde taget over, hvor det naturlige og håndværksmæssige rådede, og man lavede ikke en bedre vin men en helt anden vin. Den oplagte løsning var at vise de nymodens tiltag vintervejen og finde forbindelsen til fortiden: familiens erfaringer og vinens kulturhistorie.

I 2000 rejste Gravner til Georgien for at opsøge georgiske vinbønder og ved selvsyn se, hvordan deres vin blev til. Og det var her, at han endeligt oplevede en anderledes enkel og helt uforfalsket vinfremstilling kombineret med en nærmest religiøs dedikation til produktet. Ikke bare var vinen bare vin, den var levende og en del af livet. Levestandarden var måske ikke den højeste, men det var livskvaliteten, og ikke mindst vinens kvalitet: Rkatsiteli hævet og skænket direkte fra et hul i jorden, rustik frem for raffineret, men først og fremmest naturlig og ærlig. Den traditionelle georgiske fremgangsmåde er for så vidt enkel: Druerne trædes med fødderne i udhulede træstammer, og hele pulpen hældes i store, nedgravede lerkrukker, qvevrier, hvor den gærer og lagrer vinteren over. Ingen hjælpemidler eller tilsætningsstoffer, kun druer og deus sive natura. De druer, jorden gav sidst på sommeren, vender tilbage til jorden og dukker op som vin først på foråret. Som det er foregået i årtusinder, ved menneskelig mellemkomst og på naturens nåde. Det er det enkle landmandsliv, med hårdt arbejde og hæderkronet håndværk, og vin som et dagligt levnedsmiddel, der indgår i traditioner store som små og skal være god i enhver forstand: for smagen selv, til maden, for helbredet, for bonden, hans familie, hans kunder og hele samfundet. Her var der noget at hente, noget anderledes positivt at tage med hjem.

Et skridt frem og to tilbage; men et fremskridt snarere end en tilbagegang. Gravner insisterer på, at det er mere interessant, hvordan man har lavet vin i 5.000 år end i de seneste 50.
 

Imod strømmen, tilbage til kilden

Gravners vision var altså at lave vin, så alle druens kvaliteter fandt vej ind i vinen, helt uden indgreb eller tilsætningsstoffer. Det, han søgte, var en oprindelighed i vinen, i alle ordets betydninger. Med udgangspunkt i friulansk tradition førte det først til Ribolla gæret med skallerne i flere måneder på store, gamle træfade; og med georgisk inspiration til endnu længere gæring på de georgiske amforaer, qvevier. Første forsøg på disse fandt sted efter rejsen i 2000, og siden 2001 har alle vinene været vinificeret sådan.

Vin af en sådan beskaffenhed kræver den reneste råvare, og det meste af Josko Gravners arbejdstid går med at få netop det i hus. Det opdyrkede areal ligner en paradisisk have: Et velholdt vildnis af vinstokke på ræd og række, adskilt af gamle oliventræer og en række forskellige frugttræer, pærer, ferskner, abrikoser og kirsebær. I de fleste af disse og rundt omkring i de naturlige hegn er anbragt over hundrede fuglekasser for at lokke småfugle til. Anlagt er også vandreservoirer, små søer, der er til gavn for især insekterne. Hensigten er begrænse det moderne menneskes skadelige indflydelse, fremme biodiversiteten og skabe balance - ikke blot at holde jorden sund og undgå udpining men også at beskytte det større, levende kredsløb, gården indgår i. Gravner bruger derfor heller ingen kunstgødning og sprøjtegifte og forsøger også at begrænse brugen af kobbersulfat til et minimum. Næsten selvsagt går han ikke op i økologisk certificering. Han ser det som en unødvendig, bureaukratisk distraktion, når det nu er ham, der udelader at gøre noget, som mange andre gør. Modsat benyttes biodynamiske metoder i vid udstrækning, således er der naturligt bunddække, der komposteres og anvendes urtepræparater og propolis, og arbejdet afstemmes efter Maria Thuns kalender; men igen er en definition eller certificering ikke det betydelige. Livet i markerne er det vigtigste.

Selve vinmarkerne er nogle af de mest velholdte, man kan forestille sig. Ikke i dekorativ forstand men i funktionel. Hver stok er beskåret til tre forgreninger (som et psi), som hver tillades to skud om foråret. Således vil hver plante potentielt bære seks klaser. I løbet af sæsonen beskæres klaserne dog, og mest markant reduceres størrelsen på de enkelte klaser, som regel ved at klippe så meget som den nederste halvdel af.

Kælderen er et studie i renhed og enkelthed. En påfaldende tomhed råder i rummet i midten, da det jo er under jorden, det hele foregår. Der er ikke brug for meget inventar, for vinen tager vare på sig selv i de 46 nedgravede amforaer, der titter op over gulvet som toppe af isbjerge. I de tilstødende rum lagrer den færdiggærede vin i store, slavonske egetræsfade.

Vi er langt inde i efteråret, før høsten går i gang, gerne i oktober, og hvis forholdene tillader det november. Ved den sene høst søger Gravner at opnå optimalt modnede druer. Siden slutningen af 1990'erne også gerne med en vis mængde ædelråd, når vejrliget vil det. Klaserne afstilkes i videste omfang, men i de seneste år har han i stadigt større omfang forsøgt at gære hele klaser, altså inklusivt stilkene.

Gæringen foregår i de åbne lerkrukker, hvor den livlige aktivitet i mosten skubber skaller og kerner op i toppen, så de danner en hat oven på mosten. Disse skubbes flere gange dagligt ned i mosten igen, så der sikres en grundig udveksling mellem druernes forskellige dele, ligesom mosten tilføres moderate mængder af ilt. Som gæringen stilner af, sættes antallet af nedslag også ned til én gang dagligt. Når gæringen er fuldbragt, toppes amforaerne op og lukkes til med granitlåg. Herefter går vinen i hi, til amforaerne tømmes i april. I sin dybe vintersøvn bundfældes skaller og gær i den spidse bund. Vinen stikkes så om på andre amforaer, bundfaldet presses nænsomt, og amforaerne toppes op med pressevinen og lukkes igen hen over sommeren. I september stikkes vinen om på store træfade, hvor den så tilbringer de næste fem år.

Sulfitter kommer kun i spil, når vinen fyldes i amforaerne og lige før flaskningen, og kun i ganske små mængder. Gravner forsøgte i en årrække fuldstændigt at forsage sulfitter i sine vine, men med resultater der i længden ikke tilfredsstillede ham. Risikoen for eddikestik og bismag som mus er den latente fare for al naturvin, og som Gravner holder af at pointere, er det naturlige slutstadie for druemost ikke vin med eddike; så noget må gøres for at stabilisere produktet - dog uden at sætte dets karakter og kvalitet over styr.

Fremtiden står i Ribollaens tegn. En riserva med hele 14 års lagring er allerede tilføjet porteføljen. Husets anden orangevin, den blandede Bianco Breg, produceredes for sidste gang i 2012, hvorefter vinstokkene - Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio og Riesling Italico - blev rykket op for at gøre plads til den indfødte Ribolla. Samme tur får de udefra kommende Cabernet Sauvignon og Merlot også for på den røde side at fokusere på den lokale Pignolo.

I Georgien nedgraves qvevri ikke usædvanligt udendørs, så vinen for alvor kan følge vejrligets og årstidernes skiften. Gravner går også med planer om at udvide med en "udendørs kælder" for at observere, hvilken forskel den helt direkte kontakt med naturen vil gøre for vinen.
 

Ribolla Anfora

Denne klare vin med den glødende ravfarve er tæt i glasset, med en yderst vinøs, æterisk duft, dyb og mørk og alligevel let og løftet. Der er læder, tørv og tobak, en kompleks duft som man skal skue til f.eks. moden Bordeaux for at matche. Smagen er righoldig af moden og tørret frugt, og mundfornemmelsen er fyldig og rund. Tør og med en knivskarpt balanceret syre. Tanninerne er bløde og velintegrerede, nærmest som oolong the. Gennemgående er en mildt nøddeagtig smag, moden valnød, ristet kastanje og karamel. Lodder man for alvor dybderne, er der også strejf af skovbund, svampe, eukalyptus, menthol, bivoks, blomsterhonning, røgelse, lapsang souchong... Det er en vin, der er mennesket værdigt: Homo sapiens, det tænkende, men også det nydende, smagende, vurderende menneske.

Ikke mindst er det vin i skarpt fokus: Stor dybde, flot kontrast og masser af nuancer. Ikke mindst er den modnet og har de udviklede træk, man ofte længes efter i en verden, hvor dagsordenen er ung vin. Den må under ingen omstændigheder være for kold. Gravner selv foretrækker at drikke den ved den temperatur, den tappes fra fadene i kælderen, men ellers nyder han årstidernes skiften, og drikker den gerne mellem 16 og 26 grader! Desuden kræver den luft. Enten skal man skal tage sig god tid og følge udviklingen over timer eller dage. Eller også skal man dekantere og lufte den grundigt. Under alle omstændigheder er store glas en forudsætning.

Gravners indflydelse på natur- og orangevin kan næppe undervurderes, og hans Ribolla er en vin, der med rette har dannet skole og været til inspiration i nær og fjern: Blandt Gravners mest dedikerede lokale disciple må nævnes Paolo Vodopivec, der importeres af lieu-dit; og Damijan Podversic, hvis vine Distinto bringer til Danmark.

Gravner selv har aldrig fået gennembrud i Danmark og kan være svær at opdrive. Er du i København, så gå på den glimrende Bar'Vin i Skindergade og stift bekendskab med en moden flaske af den sublime årgang 2004. Eller bestil den unge men udmærkede årgang 2008 hjem fra ItalVinus eller andre. Det er saftigt stof til eftertanke i den mørke tid.

Flaske: Ribolla Anfora 2006  
Vinhus: Gravner  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesort: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på amforaer,  
seks måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: Cirka €50  

Ribolla på toppen

Når man kører rundt i Collio, ser man skovene, bjergene og den snørklede vej for sig og så byskiltet: Twin Peaks ligger i virkeligheden ikke i det nordvestligste USA tæt på grænsen til Canada, men i det nordøstligste Italien tæt på grænsen til Slovenien; og så hedder den Oslavia. Det er en stille, lille by, hvor man gør tingene på sin egen måde, og så er der foregået mærkelige sager siden 1990’erne.

Giorgio og Nicolò Bensa fra Oslavia hører til blandt de bedste fortolkere af druesorten Ribolla Gialla. Familiens vingård blev stiftet af faderen Giuseppe i 1954, og siden sidst i 1970'erne lavede og solgte de to brødre familiens vin i bulk, blandt andet i faderens restaurant, men i 1985 begyndte de selv at flaske deres vine under navnet La Castellada efter den bakketop, deres gård ligger på. Den lokale anerkendelse spredte sig videre, og siden har husets stjerne været stadigt stigende. Brødrene blev i løbet af 1990’erne tæt knyttet til gruppen af producenter omkring Josko Gravner og Stanko Radikon og produktionen af skindfermenterede hvidvine. Bensabrødrene gik dog generelt mere stilfærdigt til værks end de to, og muligvis derfor har de aldrig rigtigt fået samme opmærksomhed, som de fortjener.

Brødrene udvidede husets oprindelige produktion, én hvid og én rød, med indtil flere sortsrene hvidvine, og de indførte tidstypisk vinifikation på ståltanke og i barriques. Men inden længe mistede de tålmodigheden med den moderne hvidvinsproduktions krav og idealer og besluttede sig for at gå mere gammeldags til værks. Traditionen, som de tidligere helt havde overset, kaldte dem tilbage. Store og små gamle træfade af slavonsk eg, spontangæring, lang skindkontakt og lang fadlagring blev vejen, der bragte dem videre. Siden 2009 har Nicolò og Valentinas sønner, brødrene Stefano og Matteo, begge været involveret i produktionen.

Gravner, Radikon, Kante og slæng, et innovativt netværk som relancerede de skindfermenterede hvidvine i løbet af 1990'erne. Bensabrødrene er Nicolò til venstre i ternet skjorte og Giorgio til højre i hvid
 

Den naturnære og traditionstro tilgang løber som rød tråd fra toppen af markerne til bunden af kælderen. Det afspejler sig også i et medlemsskab af naturvinsnetværket ViniVeri. Familien forsager kunstgødning og sprøjtegifte, og så behersket som muligt anvendes kobbersulfat og sulfitter i kampen mod de værste svampesygdomme; men de er desværre tæt på uundværlige i det fugtige friulanske klima, hvor man konstant må kæmpe mod meldug og botrytis. Ellers arbejdes med grønt bunddække, tæt beplantning og lav beskæring. Alt arbejdet udføres manuelt.

I kælderen arbejder man ligeledes kun med naturlig gær og nænsomt med sulfitter, selvom man aldrig helt har forsaget dem, som skik er hos Radikon, og som skik var hos Gravner. Den valgte tilgang i vinifikationen gør dog langt hen ad vejen arbejdet for dem: Gæringen med skallerne udtrækker konserverende stoffer, og da vinene gæres helt tørre og naturligt gennemgår komplet malolaktisk gæring, indeholder de hverken restsukker eller æblesyre og er dermed meget stabile. Desuden omstikkes og flaskes vinene kun hen imod nymåne, hvor man igennem generationer har lagt mærke til, at vinene virker mest robuste. Alt sammen medvirkende til at kun små mængder sulfit kan tilsættes efter endt gæring og ved flaskning. Oftest ligger vinenes samlede sulfitindhold pænt under 50 mg pr. liter. Sortimentet inkluderer det hvide blend Bianco di Castellada foruden sortsrene Ribolla Gialla, Friulano, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon samt Merlot. 

"Den vin, der er tættest knyttet til vores område og vores tradition, er Ribolla Gialla" fortæller Stefano Bensa, der i dag står i front for La Castellada. Huset er derfor også et af de seks medlemmer af Associazione Produttori Ribolla di Oslavia, en sammenslutning af producenter, som har sat sig for at fremme den særlige skindfermenterede udgave af druen, som de nu har gjort området kendt for. “Ribolla har brug for skalkontakt for at komme til sig selv. Kun sådan kan den udtrykke sin natur" forklarer han.

Den ofte luftede anklage om, at orangevinsmetoden overdøver sortskarakteristika og ikke mindst tilslører eller ligefrem udsletter terroir, forholder Stefano Bensa sig uforstående overfor: "Det er for langt ude! Hvis det forholdt sig sådan, så ville ingen rødvin kunne udtrykke sortskarakter eller terroir. Rødvine har jo også gæret med skallerne og har ofte markante tanniner.”

Ribollaen får før, under og efter gæringen i alt to måneders skindkontakt. “Det ekstraherer rigdom og giver moden smag” forklarer Stefano. Målet er komplekse og længelevende vine, og netop det opnås med kombinationen af lang skindkontakt og lang fadlagring. Husets vine veksler fra hvide til egentligt orange. Længden af skindkontakt varierer med sorten: Friulano får for eksempel kun få dage, Pinot Grigio to uger, mens Ribolla som nævnt får hele to måneder. Familien giver på den måde præcist den tid, de har erfaring med, den enkelte sort har brug for for at blive det bedste eksemplar af sin slags, som Stefano forklarer: “Vi ønsker at få den fulde karakter ud af hver drue.”

Ribollaen rejser sig igen

Ribolla Gialla er en udbredt, indfødt sort langs Adriaterhavets nordlige kyster, hvor den kan spores længe tilbage. Muligvis var den kendt helt tilbage i romersk tid under navnet Evola. De tidligst dokumenterede omtaler af druen kan nu dateres til 1289, hvor den nævnes i en landlejekontrakt, og i 1296, hvor Pave Bonafacius afgjorde en strid mellem biskoppen af Trieste og et kloster i Venezia om en række fødevarer, herunder nogle fade med ‘Rabiola’. I de efterfølgende århundreder kendes reference til “Rabola’ rundt om i Friuli og Istrien. En ældre oprindelseshistorie pegede i øvrigt på en græsk oprindelse, et slægtskab eller ligefrem identitet med druen Robola, men den forbindelse er nu afvist. Ribolla er egnens egen.

Før Første Verdenskrig var Friuli frugthave for det østrig-ungarske imperium, og den solrige, varme region producerede ferskner, kirsebær og ikke mindst vin, særligt rødvinen var eftertragtet. Østrigerne kendte Ribolla som Reinval eller Rainfald, og dens vine var skattede. Phylloxera sendte dog Ribolla til tælling i slutningen af 1800-tallet, og i løbet af det 20. århundrede plantedes i stedet ofte internationale sorter. Den ofte neutrale stil, som moderne vinifikationsmetoder skænkede druen, hjalp den heller ikke vinde nogle popularitetskonkurrencer. I 1990’erne var det samlede areal nede på få hundreder hektar, men den fornyede interesse i den skindfermenterede udgave fra især Oslavia førte en række nye beplantninger med sig.

Ribollaen vokser bedst på toppen af bakkerne, hvor lyset er stærkest og jorden fattigst men rig på mineraler. Her modner druerne langsommere, udbytterne bliver naturligt en smule lavere her og druerne følgeligt mere koncentrerede. Oslavia er derfor top terroir for druen: Stejle bakkeskråninger på vejen mod Monte Sabotino, den særlige ponca jordbund (stratificeret mergel og kalksten) og kølige faldvinde fra de juliske Alper passer den perfekt.

Den italienske Ribolla Gialla er genetisk identisk med den slovenske Rumena Rebula, dog forekommer der - som så ofte med gamle sorter - betydelig genetisk variation klonerne imellem såvel i Italien, Slovenien og Kroatien. 

Årgang 2009 var en god med meget modne druer, og høsten fandt sted den 5. oktober. Druerne blev afstilket, presset og hældt i koniske trækar, hvor gæringen foregik spontant og uden temperaturkontrol. Daglig pigéage under den alkoholiske gæring og i alt to måneders maceration, hvorunder den malolaktiske gæring også satte ind. Herefter fik den to års lagring på store fade af slavonsk eg og et år på rustfri ståltanke, hvor en naturlig sedimentering fandt sted. Derfor heller ingen filtrering nødvendig. 

Ribolla Gialla 2009 er en karakterfuld og raffineret Ribolla. Farven taler for sig selv, og duften er af mangel på bedre ord vinøs og karakteriseret af fine, modne noter af ristede kastanjer, mørk karamel, pibetobak og enghø. Smagen byder først på en smule frisk frugt, modne ferskner og abrikoser, som så igen slår over i det mere udviklede- svampe, valnød, marcipan, kamille og bivoks. Intet trænger sig på men afslører sig stille og roligt hen ad vejen. Vinen har en flot syre og meget fine, bløde tanniner, der giver en nøddeagtig mundfornemmelse. Det er en vin, der åbner sig med noget luft og tid i glasset. Ikke for små eller for store glas, gerne af Bordeaux typen, og en serveringstemperatur mellem 12 og 16 grader er anbefalingen; og så er det selvfølgelig en vin, der er mere end madvenlig.

Flaske: Ribolla Gialla 2009  
Vinhus: La Castellada  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesort: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, to måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: Cirka €25  

Ud af sit gode skind

Respekt! Det er sjældent, ikke kun i vinverdenen, at man får en helt ny og fuldkomment anderledes oplevelse. Endnu sjældnere endda, hvis overraskelsen ikke blot er positiv men ligefrem fremragende. Ord som fund eller aha-oplevelse dækker ikke helt, der skal højtideligere termer i spil, såsom åbenbaring eller omvendelse. Sådan har jeg det i hvert fald med mine første oplevelser med orangevinene fra Radikon: Fascinerende eksempler på, hvordan noget nyt og ukendt kan tage form ud af noget gammelt og velkendt og give smagsoplevelser langt ud over det sædvanlige. Den slags kommer kun til verden, når dygtige mennesker tør træffe modige beslutninger og gå andre veje.

Stanko Radikon, der døde sidste år den 11. september, var et sådant menneske. Radikal fornyer af den friulanske vintradition og ikonisk vinbonde i naturbevægelsen. Han havde sans for det væsentlige i livet og ikke mindst god smag, og begge dele var med til at gøre ham til en af tidens vigtigste vinmagere, sammen med hans mod på store omkalfatringer. Radikon var en af ophavsmændene bag orangevinens genopfindelse i Friuli; en af Italiens tidlige fortalere for et farvel til sprøjtegifte i markerne og tilsætningsstoffer i kælderen; medstifter af ViniVeri og dermed en mand hvis indflydelse nu har gjort sig gældende i hele verden. Gennemgribende forandringer og en omsiggribende indflydelse, der i nogen grad stod i kontrast til mandens hjemstavnsbinding, milde gemyt og store beskedenhed.

Inden sin alt for tidlige død kunne Radikon altså allerede se tilbage på et betydeligt livsværk: En revurdering af Ribolla Gialla, relancering af lang skindkontakt i hvidvine, succes med minimalistisk kælderarbejde, omlægning til økologisk dyrkning - og ikke mindst selve værket, en række vine i absolut særklasse. Karakteristisk underspillet erklærede han sig nogenlunde tilfreds. Hans ånd lever videre i vinhuset, der drives videre af familien med sønnen Sasa Radikon i spidsen.

Oplevelsen, som Stanko har givet videre til verden, og som bliver stærkt stående: Man når knapt at få næsen i nærheden af glasset, før man har fået færten af, at der er noget helt særligt i gære. Vinens farve antyder selvfølgelig, at der er noget andet end almindelig hvidvin i vente, men den forbereder ikke på den indtagende, overvældende duft, som folder sig ud allerede fra første indånding: En vifte af abrikos, pastinak, kantarel spreder sig ud og hvirvler krydderurter, lakrids, læder, røg, muld, hyben og citrusfrugt med sig op. Svævende, intens, dyb, kompleks. Det kan give både løftede øjenbryn og gåsehud. Duftens fylde og dybde sætter til gengæld forventninger til smagen, udfriet af den mættende mundfornemmelse, livlige struktur og de vilde smagsnuancer. Det kan være en særlig, næsten salig, oplevelse, at drikke Radikon første gang - hvis man ikke finder det for outreret.

Radikons vine er overraskende og kan være overrumplende for uvante ganer. Det skyldes især den særlige måde, de bliver til på. Først og fremmest er det vine på grønne druer, der gærer sammen med drueskallerne, som ikke skilles fra mosten før måneder efter presningen. Gæringen foregår spontant med den på skallerne naturligt forekommende gær, og den efterfølgende, lange fadlagring overflødiggør klaring og filtrering. Tørstoffer bundfælder af sig selv, og med tiden iltes og modnes vinen stille og roligt. Sulfitter tilsættes ikke. Naturvin med stort N. Resultatet er lige så langt fra moderne vinmageri som metoderne, og motivationen til at forfølge denne kurs forstår man nok først, når man har duftet, smagt, sanset vinen.

Opskriften på Radikons Ribolla opsummerer et livsværk: Ikke bare et livtag med at lave sin egen slags vin men også med at genoplive en hel tradition. Den ædle gule Ribolla. Den grønne filosofi.  Lang gæring med de tykke skaller i åbne trækar. Intet tilsat, intet fratrukket. Lang lagring på store fade. En ny flasketype. Lang flaskelagring. Hvordan landede det der?

Acta Radikonorum

Det var Ribollaen, der satte det hele i gang. Denne druesort, hjemmehørende langs Adriaterhavets nordlige kyster, har historisk været hoveddruen i store dele af Friuli og senest haft sin højborg omkring Oslavia, en lille landsby i området Collio nær grænsen til Slovenien, og hjemsted for Radikon-familien.

"Ribolla er vores hjemlige sort, der har tradition i området og leverer fremragende resultater her. Min oldefar plantede Ribolla i Oslavia lige efter Første Verdenskrig, og siden da har den været del af vores familie" fortæller Sasa Radikon.

Den gule Ribolla, eller rumena Rebula som slovenerne kalder den, er virkeligt dybt gul, spættet og med meget tykke skaller. Skaller, der dels gør den modstandsdygtig mod sygdom, dels vanskelig at presse. En måde at omgås problemerne ved presningen er at lade skallerne stå i blød en tid efter første presning. Samtidigt frigives duft-, smag-, farve- og tørstoffer i mosten og forvandler den ellers lette og alt-for-almindelige Ribolla til en mørkere og mere karakterfuld most med modstandkraft overført fra de beskyttende skaller, først og fremmest i form af tanniner. Det er et greb tilbage til "den slovenske vinstil" som beskrevet af munken Matija Vertovec i bogen "Vinoreja sa Slovenze" fra 1844, en bog om Sloveniens traditionelle vinbrug, der blev genopdaget for få årtier siden.

Franz Mikulus, Sasa Radikons oldefar og Stanko Radikons morfar, grundlagde vinhuset, som det står i dag. Efter Første Verdenskrigs omfattende ødelæggelser beplantede han de omkringliggende marker med Ribolla Gialla og andre afgrøder. Blandet landbrug var familiens levebrød, vinen var mestendels til eget forbrug fra det ene år til det næste; og da der hverken var midler til - eller brug for - at anvende sulfitter og andre vinbehandlingsmidler, fremstilledes vinen i det store og hele som noget, vi i dag ville rubricere som en slags naturvin og orangevin: Mikulus benyttede udblødningen (maceration) til at udtrække stoffer fra drueskallerne, der skulle virke som naturlige konserveringsmidler.

I 1948 giftede Franz Mikulus' datter Sofia sig med Edoardo Radikon, og de to overtog driften af familiegården. Edoardo blev en driftig vinbonde, og i de følgende årtier fulgte tidstypisk tilplantninger med Tocai Friulano, Pinot Grigio og Merlot. Produktionen organiseredes og moderniseredes stille og roligt, og man begyndte at sælge store dele af vinen i bulk til lokale restauranter. I samme tidsrum begyndte en større vækkelse i friulansk kvalitetsvin at røre på sig.

Sønnen Stanislao, af alle altid omtalt med kælenavnet Stanko, tog tidligt del i arbejdet med vinen. Han begyndte overtagelsen af vinbruget som ung mand i løbet af 1970'erne. Her giftede han sig også med Suzana Saksida, som siden blev mor til Savina, Sasa og Ivana. Markarbejdet blev intensiveret - tæt beplantning, grundig opbinding og beskæring samt sen høst og grundig selektion sikrede perfekt modnede druer. Nye tiltag i vinhuset var ståltanke og mere moderne kælderteknologi samt tappeudstyr: Stanko var målsat på selv at flaske husets egne vine, vine af højeste kvalitet. I løbet af 1980'erne introduceres også lagring på barriques. Vinhuset Radikon, der ellers aldrig havde vækket opsigt uden for området, begyndte at gøre sig bemærket i den større verden.

Sasa Radikon i Ribolla Gialla-marken lige bag familiens gård i Oslavia

Naturen og traditionen

Allerede på dette tidspunkt bekymrede Stanko Radikon sig over de store mængder sprøjtemidler, som blev brugt i konventionelt vinbrug, og han orienterede sig i en stadigt mere økologisk retning. "Jeg anvender ikke pesticider, om det så skal koste mig afgrøden" skal han have sagt. Oprindeligt var det tanken at opnå certificering på et senere tidspunkt, en tanke der dog måtte se sig tilsidesat for at koncentrere sig om selve det naturnære arbejde. Praktisk økologi var vigtigere end økologisk certificering: Naturlig grønning mellem vinstokkene og forsøg på at reducere brugen af kobbersulfat i markerne ved udskiftning med naturlige stoffer som propolis. Tanken om en ren natur forplantede sig fra marken til kælderen med tanken om et renere naturprodukt og flere forsøg på at reducere tilsætningen af sulfitter til vinen. Slet og ret for at finde ud af, om man kunne klare sig med mindre eller helt uden. De første forsøg gav dog ikke de ønskede resultater: Vinene viste sig ikke synderligt stabile, og husets Tocai årgang 1991 gik helt tabt. Samtidigt opnåede man dog hæder for de øvrige vine, som trak opmærksomhed på grund af deres store renhed og intensitet.

Alt gik godt, og alligevel manglede der noget. Radikon mente ikke, han fik det meste og bedste ud af sine druer. Sauvignon havde succes, men den lokale stolthed Ribolla klarede sig skidt i sammenligning. Og skønt Radikons eksemplarer udmærkede sig ved andet og mere end de friske men neutrale og minimalt aromatiske vine, som druen ellers stod for, nagede en mistanke: Er det virkelig alt, hvad den har at give? Det benægtende svar på spørgsmålet skulle søges forklaret i den negative indflydelse, som moderne vinifikationsmetoder havde gjort for sorten.

Friulansk vin gennemgik en sand kvalitetsrevolution i årtierne efter 1950'erne. Maceration som tradition forsvandt sammen med de gode gamle dage, da ny teknik vandt indpas sammen med en ny tids smag for klare, lyse, friske og frugtige hvidvine. Radikon, Collio, hele Friuli blev prima eksponent for stilen - rene hvidvine med koldgæringsaromaer og primærfrugt som tema - men noget gik som bekendt tabt i processen. Flere af de førende producenter registrerede selv det beklagelige i udviklingen. I lighed med lidelsesfælderne Josko Gravner og Edi Kante søgte Stanko Radikons tanker tilbage til tidligere tiders vinifikation, den traditionelle metode, hvor skallernes kontakt med den gærende most lod druerne give al deres opbyggede saft og kraft fra sig.

Tanken skulle blive til virkelighed med årgang 1995, hvor halvdelen af Radikons Ribolla blev gæret med godt en uges skindkontakt. Resultatet? Sådan får man Ribolla til at smage af Ribolla! Til skaberens fulde tilfredshed, overraskende meget bedre end den "afskallede kontrolgruppe" og med håbet om endnu bedre resultater med længere skindkontakt næste år. Eureka!

Naturen var dog lunefuld og satte en midlertidig dæmper på det fuldstændige hamskifte til lang skindkontakt i alle husets vine. I 1996 ødelagde to på hinanden følgende haglvejr hele høsten. 1997 blev det skelsættende år, hvor alle de hvide vine overgik til op mod et par ugers skindkontakt. Igen lovende resultater og motivation til at fortsætte længere ad den nye vej. Højere intensitet, større kompleksitet og et godt greb i munden, som ellers kun var kendt fra rødvin. Begejstringen var dog tildels udelt, langt fra alle forstod de nye tiltag eller syntes, forandring frydede. Gamle stamkunder rynkede på næsen, mere end halvdelen af de vandte aftagere trak sig, kolleger tog sig til hovedet, og Collios kvalitetskontrol gjorde anmærkninger. Økonomisk trange år fulgte, men Radikon selv var overbevist og stod det igennem. Der skulle gå hen imod et årti, før den almene anerkendelse slog rod, og økonomien blomstrede igen.

En bivirkning ved den nye metode var et øget indhold af tanniner og øvrige polyfenoler og antioxidanter. Dermed var vinen bedre rustet til klare sig mod luftens ilt og levende angreb fra omgivelserne. Følgeligt blev forsøgene med reduktion af sulfitter genoptaget i 1999: Mindre mængder tilsat, og det fortrinsvis til sidst i processen, hen mod flaskningen. I denne ombæring blev resultaterne bedre, og fra 2002 har man med enkelte undtagelser kunnet klare sig uden og mærke sig med "contiene solfiti non aggiunti" - indeholder ikke-tilsatte sulfitter. Faktisk har det naturlige sulfitindhold i visse af husets vine vist sig så lavt, at det i praksis har været umuligt at måle.

Fravalget af sulfit er ikke blot en principiel sag, der drejer sig om at holde vinen ren og upåvirket. Det handler helt praktisk om den større livlighed, åbenhed og udtryksfuldhed, som Radikon finder i vinene, når de ikke tilsættes sulfit. Sasa slår fast: "Vi er ikke imod sulfitter og bruger dem også, når vi finder det strengt nødvendigt. Men kan vi klare os uden, er det bedre." Inddragelsen af skallerne og udeladelsen af sulfitter blev derfor to komplementære ændringer, to sammenhængende sider af den nye, gamle vinstil.

Hensyn til vinens stabilitet krævede dog længere tids lagring før flaskning. Den fuldstændigt levende vin havde brug for nogle år til at sitre den vildeste energi af sig - eller mere lavpraktisk: at blive mikrobielt stabiliseret, bundfælde tørstoffer og integrere syre og tannin. To år, senere tre, i kælderen på store slavonske træfade blev løsningen (barriques blev overladt til husets rødvine). Dette var endnu et sted, hvor forskellige hensyn kunne kombineres på komplementerende vis: Radikons vine havde tidligere udmærket sig ved deres lagringspotentiale, og det øgede ekstrakt og indhold af tanniner gjorde ikke blot længere lagring mulig men også tilrådelig. Man kunne altså sende en mere moden vin på markedet, en vin der samtidigt stadig bar potentialet til adskillige års yderligere flaskelagring i sig.

Den friulanske tradition med skindfermenterede hvidvine var genoplivet; og familietraditionen holdtes også i live. Sasa Radikon, der i dag er 35 år, begyndte så småt at blive en fast del af arbejdet efter årtusindeskiftet. Han er praktisk oplært derhjemme og udlært ude med en teoretisk skoling i vitikultur og ønologi. Siden 2009 har han lavet sine egne to vine: Slatnik, et blend af Chardonnay og Friulano, der griber tilbage til husets tidlige eksperimenter med skindfermentering, da Sasa selv var for ung til at deltage i arbejdet; og Pinot Grigio, en monovarietal orange rosé, som står i forlængelse af Friulis ramato-tradition, kobberfarvede vine på denne rødskallede sort. Begge er tænkt som mere lettilgængelige, relativt kort macererede indgange til husets store orangevine.

Overtagelsen og vingårdens fremtid kom aldrig udtrykkeligt på tale mellem de to. Stanko og Sasa arbejdede dagligt sammen i både mark og kælder og delte indsatsen imellem sig. Stanko selv var aktiv frem til det sidste. Han blev bisat i Piuma den 15. september, en god uge før han kunne have været med til at indbringe sin 37. høst med årgang 2016.

Radikons kælder er lille og tæt befolket af store gæringskar og lagringsfade af slavonsk eg

At få det hele med

Radikons forsøgte sig undervejs med forskellige markedsføringer af den nye vinstil, før de slog sig til tåls med betegnelsen "orange", som sidenhen er blevet den internationalt mest accepterede for typen. Orangevin er per definition skindfermenteret hvidvin, en vin på grønne druer hvor skallerne ikke skilles fra mosten før gæringen. En kort kontakt med eller en vis udblødning af skallerne i mosten inden gæringen (såkaldt maceration pélliculaire eller Maischestandzeit) er altså ikke helt nok. Det er gæringen med skallerne, der gør forskellen.

Begrebet maceration dækker over blødgøring og udblødning af drueskallerne i mosten, i Radikons tilfælde udvidet til at omfatte hele den alkoholiske og efterfølgende malolaktiske gæring. Poetisk udtrykt afkoder macerationen den information i mosten, som sommeren har indprentet i druen. Det er årgangen, årstiden, sol, vind og vejr, omgivelserne og menneskene, der sætter sig i skallerne. Ikke at ekstrahere deres righoldighed ville være at ignorere vigtige dele af terroiret. Det var i hvert fald en del af motivationen bag Radikons eksperimenter. Efter adskillige års eksperimenteren landede macerationstiden på et interval mellem to og fire måneder, afhængigt af druesorten og årgangen. Skallernes kvalitet er det, der afgør det, og med den rette menneskelige indsats kommer det til udtryk i vinen. Naturens gang og håndens arbejde driver druerne til storhed. Men det, der får farven og smagen ud af det gode skind, er ikke kun den lange maceration:

“Når vi siger skindfermentering i Oslavia, så mener vi altid spontangæring uden temperaturkontrol og med daglige punchdowns af drueskallerne. Det er sådan, vi får den særlige ekstraktion af stoffer fra skindet” fortæller Sasa.

Det afgørende er altså ikke kun macerationstiden, men også det at den foregår uden temperaturstyring. Derfor stiger temperaturen i takt med gæringen, hvilket er med til at øge ekstraktionen, særligt af stoffer som under afkøling ellers ville være utilgængelige for mosten. En vin med få dages maceration uden temperaturstyring kan derfor udtrække stoffer og udvikle orangekarakter i højere grad end en vin med langt længere maceration men under afkøling.

Ligeledes sørger den daglige pigéage under gæringen for, at udvekslingen mellem skaller og saft bliver optimal: Tre til fire gange dagligt skubbes hatten af drueskaller, der svømmer oven på resten af mosten, ned i den igen. Disse såkaldte punch downs giver endvidere en let oxidation af mosten.

Den efterfølgende udblødning i en nu alkoholisk væske gør resten af arbejdet. Store dele af skallerne opløses simpelthen i vinen. De resterende løsdele udfælder sig selv under den lange fadlagring, og derfor fremtræder vinene relativt klare, til trods for at de hverken klares eller filtreres.

Efter endt alkoholisk gæring toppes de enkelte fade op og lukkes til med druerne stadigt svævende i vinen. Her forbliver de i nogle måneder og gennemgår blandt andet malolaktisk gæring. Herefter omstikkes vinen til store egetræsfade, hvor den hviler i 3 år. Endeligt får den yderligere et par år på flaske, før den får lov at forlade barndomshjemmet.

Spoiler alert!!! Radikons vine bærer tydeligt præg af at være vildgærede og uden tilsatte sulfitter. Hvorvidt man vil kalde et givent eksemplar fejlbehæftet er som bekendt en disputabl sag; men noter fra vildgær og oxidative toner er tydelige. Som bekendt kan de være yderst klædelige og begrænser sig ikke til naturvin. Mere bemærkelsesværdigt: Radikons vine er i vid udstrækning volatile i højere eller lavere grad. De indeholder flygtige syrer ud over det sædvanlige, mere eller mindre bemærkelsesværdigt afhængigt af årgangen, af og til kun et mildt, løftet strejf, andre gange balsamiske noter, men af og til umiskendelige eddike- og acetone-toner. I værste tilfælde: Mange af vinene udvikler efter længere tids åbning mus, en karakteristisk, karsk eftersmag, i bedste fald af kombucha, langtidskogte ris og fuldkornskiks, i værste fald "gnaverbur, mus på loftet, hundeånde og sure sokker". Jeg hader det; men har heldigvis kun oplevet det sjældent med Radikon - men en risiko er det. Jeg er villig til at tage den, fryd opvejer frygt, og det er prisen for, at vinen er eminent levende. Heldigvis er det som regel lykkedes at få de vildere noter holdt i tøjler og integreret flot ind i helheden. In aller großen Kunst ist ein wildes Tier: gezähmt.

Ribolla di Oslavia

Radikons Ribolla skabte ringe i vandet. I dag er Radikon og Gravner langt fra ene om at skindfermentere deres Ribolla, selvom deres vine stadig står som hjørnesten og højdepunkter for stilen. Tidlige kollaboratørerer var Walter Mlecnik og Edi Kante foruden nærmere naboer som brødrene Bensa fra La Castellada. Sidenhen udviklede sig en egentlig producentgruppe omkring Oslavia, der alle tog skindfermenteret Ribolla Gialla som udgangspunkt for deres videre bedrifter. Denne forening, Associazione Produttori Ribolla di Oslavia, tæller i dag foruden Radikon også Fiegl, Il Carpino, La Castellada, Primosic og Princic. Denne gruppe præsenterer på fornemste vis terroirets og Ribollas formåen. Jordbunden er den i Collio altdominerende, flagede flysch, lokalt kaldet ponka. Skråningerne er stejle, og nogle af Collios højest beliggende vinmarker ligger her, hvor Alperne rejser sig i baggrunden.

Oslavia ligger på vejen op mod Monte Sabotino, få kilometer fra den nuværende grænse til Slovenien. I dag er det terrasserne, der har interesse, et århundrede tilbage var det skyttegravene. Oslavias ossuarium, byens berømte benhus bygget i 1938, rummer knogler fra over 57.000 soldater - heraf 36.000 ukendte. Første Verdenskrig skar dybe sår i området, både militært og politisk, og Anden Verdenskrig var heller ikke skånsom. Det er på det politiske niveau, området har oplevet skærmydsler, grænsestridigheder og konflikt. Kulturelt er det langt mere forenet og forsonligt. Befolkningen har lært at leve med sådanne grænseerfaringer, ikke mindst Radikon-familien, som er italienske statsborgere, etnisk slovenske og med et stamtræ, der trækker rødder i både Italien, Slovenien og Østrig. Som sådan ligner de områdets vinkultur. Stanko Radikon slog fast: "Jeg betragter mig selv som heldig at kunne arbejde her." Ubesværet har familien formået at få det bedste ud af den kulturelle krydsbefrugtning, området altid har bygget på, og som nu efter Sloveniens indtræden i EU atter bringer adskilte vintraditioner tættere sammen. De grænseoverskridende vine, som Radikon har frembragt her, vil også blive stående som monumenter over denne udvikling.

Tilbage til nutiden og vinen i glasset. Kort fortalt: Radikon er altid genkendelig, og Ribolla 2010 er ingen undtagelse. Intense abrikosdufte med en næsten uendelig række af finere, flygtige nuancer, især hybensylt og kandiseret appelsinskal. Der er både noget jordet og røget i dybden, friske svampe og lejrbål i skoven. Smagen har tørret abrikos, gule rosiner, svesker, lakridsrod og noget metallisk og mineralsk. Virkelig frisk syre og ret fine, rundede tanniner. Saftig og ungdommelig trods de udviklede træk og det tanniske greb. Gemmer eller glemmer man en flaske, vil det være en vin med et langt liv foran sig. Modnere eksemplarer (f.eks. 2007 og 2004) har allerede udviklet dybe noter af karamelliserede løg, brunkål, valnødder, ædeltræ og pibetobak. De dufter og smager af efterår.

Smagenoter når man kun en vis strækning med, og afstanden de kan tilbagelægge er ikke særlig lang, når man bevæger sig uden for alfarvej. Radikons vine taler deres eget tydelige sprog, som det er bedst selv at lære at forstå. For nu at tale udenom har den østrigske filosof Wittgenstein bemærket: In der Kunst ist es schwer etwas zu sagen, was so gut ist wie: nichts zu sagen. 

Flaske: Ribolla 2010  
Vinhus: Radikon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesorter: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, tre måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Lieu-dit  
Pris: 216,- (500cl)  

I lavalampens skær

Etna er et paradoksalt sted: Terrænet virker ufremkommeligt, skråningerne er stenede og støvede, og var det ikke fordi en frodig vegetation faktisk trodser den sorte sten, bryder igennem, grønnes og trives, kunne man forledes til at tro, at intet kunne gro her. Jo højere man stiger op, og jo tættere man kommer på hovedkrateret, desto bedre forstår man de enormt formative og destruktive kræfter, der fra tid til anden bryder løs her. Ind mellem opdyrket land, skove og sletter strækker forstenede lavaspor fra tidligere udbrudt sig som ørkner. Forskellige grader af død og genopstandelse. Et udbrud på det gale sted kan betyde abrupt afsked eller den visse død. Lavaen opsluger sultent alt levende og efterlader en gold, sort stenørken. En stenørken, der dog med tiden rejser sig som Fugl Føniks af asken og bliver endnu mere frodig og frugtbar, end det landskab den erstattede. Det, der ikke slår én ihjel, kan gøre én stærkere. Etna gør det klart, at liv og død er hinandens forudsætninger, og håbet og frygten går hånd i hånd her. De fastboende kender de kræfter, der er på spil.

Etna Rosso er også en paradoksal vin: Denne lokale specialitet, der i de sidste par årtier påny rør på sig, er stik modsat moderne forventninger til siciliansk vin: lysere, lettere, raffineret og elegant. Etna Rosso er kendetegnet ved en saftig, nærmest læskende, glødende rød bærfrugt og en tør, næsten asket, støvet tannin, der holder den frodige frugt i jerngreb. Sammenligninger med både Bourgogne og Barolo er hyppige, forståelige og forsvarlige; så længe man ikke lader det skygge over, at Etna Rosso er sin egen og ikke altid bør holdes op mod så store navne. Nok har hoveddruen Nerello Mascalese mange af de samme kvaliteter som Pinot Noir og Nebbiolo, men den har også egne karaktertræk; og ikke mindst er dyrkningsforholdene på Etna ganske særegne. Etna Rosso er en enspænder.

Hver vin og årgang fra Romeo del Castello bærer sin egen etiket med motiv fra et tapet i den gamle gård. I dette tilfælde efeu fra forkøkkenet gengivet af Luca Vitone

Et fint og tilgængeligt eksempel på stilen er Allegracore 2015 fra familievinhuset Fattorie Romeo del Castello, som med sin saftige og bløde kirsebær- og skovbær-frugt fylder munden med ren fornøjelse - samt en spændstig syre og en langsomt men støt tiltagende tørhed, superfine men massive tanniner. Den runder helt tørt af, men ikke uden at have sat spor med lakridsede krydderurter, søde, støvede krydderier og en smule røg.

Druerne kommer fra forskellige, forholdsvist yngre, stokke fra en lille område ved navn Allegracore. Dyrkningen er økologisk og den traditionelle og naturnære tankegang forfølges også i kælderen. Spontan gæring på stål, to ugers maceration, tolv måneders lagring tillige på ståltanke, ingen klaring, ingen filtrering, karrighed med sulfitterne, samt seks måneder på flaske.
 

Vin på randen af et vulkansk sammenbrud

Familien på Romeo del Castello kan ikke bare lave rigtig Etna-vin, de kender om nogen også til den risiko, der er forbundet med at leve og dyrke vin på siden af en aktiv vulkan. Vinhuset befinder sig i rå natur godt 700 meter oppe ad Etnas nordlige side, få kilometer uden for den middelalderlige landsby Randazzo, på contradaen Allegracore, det glade hjerte. Her banker to kvindehjerter for familietraditionen og en fremtid med vine af stadig større klasse. Fortiden har dog sat sig sine spor: Et større udbrud i 1981 sendte en strøm af lava i denne retning ned ad skråningerne, og lavaen nåede så langt ned som Romeo del Castellos besiddelser, hvor marker med hasselnødder og oliven samt en hektar vinplanter blev løbet over ende. Lavastrømmen ændrede dog retning, og størstedelen af de gamle vinmarker samt selve gården fra 1700-tallet blev skånet.

Huset drives i dag af Chiara Vigo og hendes mand Gianluca Torrisi samt hendes mor Rosanna Romeo del Castello. Det er et blandet landbrug, der med vin som hovedafgrøde også dyrker oliven, nødder og pærer. Godt 30 hektar i alt, 14 med vinmarker, dedikeret til de lokale sorter Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio. Der fremstilles tre vine, foruden Allegracore også den kraftigere Vigo og den lyserøde Vigorosa, samt olivenolie og pærebrændevin.

Længere kom lavaen ikke i 1981, og derfor står huset stadig hos familien Romeo del Castello, og de gamle Nerello Mascalese stokke overlevede og takker i dag med vin

Moderen Rosanna er af Vagliasindi slægten, hvorfra andre slægtninge laver vine i nærheden. Hun voksede op på gården og giftede sig med Vigo. I de år lavede de ikke selv vin, druerne blev dyrket med videresalg for øje.

Chiara Vigo havde egentlig heller ikke tænkt sig, at hun skulle være vinmager. Hun var fra barns ben fascineret af området på Etna, og kun 7 år gammel så hun vulkanens virkninger på ejendommen i 1981, som næsten halverede familiens besiddelser og sendte dem ud i en økonomisk krise. Men Chiara valgte en anden vej på det italienske fastland, hvor hun studerede i Bologna, Venedig og Milano. Hun opnåede en kandidat i kunsthistorie. Emnet for hendes endelige afhandling er interessant: Vinetiketters æstetik, og spørgsmålet hvorvidt kunstnere og grafikere overvejer en vins karakter, før de designer etiketten. Et studie, der senere skulle vise sig praktisk.

Kort tid efter mødte hun ved et tilfælde den sicilianske vinmager og ønologiske konsulent Salvo Foti fra I Vigneri, og han overbeviste hende om, at hun med familiegården besad en skjult skat hjemme på Etna. En ny idé opstod og slog rod: at lave traditionel vin fra den gamle familiegård under Salvo Fotis kyndige vejledning. Herefter tog det fart. I 2007 kom første årgang på markedet. Allerede de første årgange fik gode skudsmål, samtidigt vækkedes den internationale offentligheds opmærksomhed omkring Etna, og siden er det gået slag i slag. Økologien kom som en selvfølge. Der blev aldrig drevet konventionelt landbrug på gården, og Salvo Foti er selv overbevist økolog.

En anden overlever: Et næsten tusind år gammelt oliventræ med et egetræ, der vokser ud af stammen

Siden den første Vigo blev flasket i 2007 er siden Allegracore kommet til og senest roséen Vigorosa. Familien er opsat på at kunne hæve kvaliteten yderligere og håber og tror på en øget værdsættelse af de ægte Etna-vine.

Flaske: Allegracore 2015  
Vinhus: Fattorie Romeo del Castello  
Oprindelse: Etna, Italien  
Druesorter: Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, ufiltreret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel  
Pris: 160,-