Riesling på rad og række

En drømmeårgang for østrigsk Riesling, det var dommen. Der blev slynget, slurpet, spyttet og skriblet løs, og efter en tre dage i september stod det klart for de fleste, at senest frigivne årgang af enkeltmarksvinene fra Österreichische Traditionsweingüter og Vinea Wachau var noget ud over det sædvanlige. De østrigske traditionsvinhuses årlige smagning på Schloss Grafenegg fik sidste efterår følge af en smagning på Schloss Dürnstein, hvor den ikke mindre traditionelle sammenslutning i Wachau gjorde dem kunsten efter, samlet under overskriften Austrian Single Vineyard Summit, og som altid lydefrit orkestreret af Wine+Partners. Riesling viste sig at være årgangens stjerne, som kunne overstråle de fleste for øvrigt glimrende Grüner Veltlinere, som den i sidste ende særdeles gode vækstsæson i 2021 kulminerede i. Kort og godt: Det er et fantastisk line-up, der nu rammer vinhandlernes hylder.

Drømmeåret 2021

Østrig har i de seneste år oplevet en lang række udmærkede årgange bedømt både ud fra udbytterne og det kvalitative udfald; og modsat det meste af resten af Europa oplevede landet med 2021 en noget nær perfekt vækstsæson, som landets bedste vinbønder har forvaltet til UG med kryds og slange. Det følger i slipstrømmen af en stadigt stigende international anerkendelse og stigende eksport, som CEO for den østrigske vinmarketing, Chris Yorke, tidligere på året italesatte med følgende ord: “Et stigende antal vinelskere rundt omkring i verden er ved at indse, at der næppe er noget andet land, der tilbyder så stabil en kvalitet på tværs af et helt spektrum af stilarter.”

Professionelle smagere fra nær og fjern koncentrerer sig om deres bedømmelser. De seneste års stigende interesse for østrigsk vin har betydet en udvidelse af de årlige smagningers størrelse. ÖTWs var således rykket fra selve slottet Grafeneggs barokke rammer og ind i den tilstødende Reitschules rummeligere lokaler. Foto: Anna Stöcher

Hvordan forløb sæsonen 2021 så? Vinteren var mild og fattedes sne; og så opstår der sædvanligvis en vis bekymring omkring vandreservernes tilstrækkelighed i tilfælde af en meget tør vækstsæson; men det blev heldigvis ikke aktuelt på grund af et køligt forår og pæne mængder regn i maj. Forårsvarmen lod vente på sig, så knopskydningen indtraf forholdsvist sent. Det betød til gengæld, at de nye skud gik fri af forårsfrost og de spæde blade af de haglbyger, som hærgede i landene syd og vest for Alperne. Temperaturerne lå i løbet af sommeren lavere end de seneste mange års gennemsnit, men solen skinnede, som den plejer, især i løbet af september måned, så man sikrede en god modenhed og stadig en god syrenerve grundet de større temperaturudsving. Eneste bet var en række lokale haglbyger, som forvoldte en vis skade i visse områder. Vindforholdene i efteråret var gode, og nedbøren forblev generelt moderat, så risikoen for skimmel, meldug og råd var tilsvarende lav. Så den samlede melding, da høsten nærmede sig, var om rigelige, sunde og modne druer. Årets samlede høstudbytte blev beregnet til 2,4 millioner hektoliter, hvilket ligger på linje med det mangeårige gennemsnit. Kvaliteten bedømmes derimod til at være i top, på niveau med årgange som 2015, 2010, 2006 og 1999.

“Sjældent har høsten været en sådan fornøjelse fra start til slut,” fortæller en tydeligt tilfreds Johannes Hirsch fra Kamptal, “med kølige morgener, druer af den bedste kvalitet og ingen stress på grund af vejret i ugevis.” Resultatet er ifølge Hirsch “en årgang, som kombinerer den store saftighed og elegance fra 2019 med den fine syrestruktur fra 2020— og en årgang, der helt sikkert vil vække glæde i årtier fremover!”

Den langsommelige modning gjorde det muligt for vinbønderne at høste hver sort, mark og parcel på det helt rigtige tidspunkt— uden at skulle gå på kompromis med druekvaliteten og dermed kunne udløse vinmarkernes fulde potentiale. Det forstås af nogle stadig som ‘ved meget høj modenhed’, og det gode vejr fristede således en række vinbønder til en senere høst med alt hvad deraf følger af sødere frugt, større fylde og højere alkoholprocenter. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om stil; men når det er sagt, så besidder langt de fleste af selv de kraftigere vine en utrolig friskhed og god balance. En anden og mindre anke er igen i år, at vinene alle er så gensidigt afstemt og aldeles vellavede, at der indfinder sig en vis ensformighed. Man kan alt efter temperament kalde det konsistent højt niveau eller kedelig konformitet, men summa summarum er stadig, at vinene smager uforskammet godt.

De mikroklimatiske forskelle er for små til at være relevante de enkelte vinregioner imellem, dertil overskygges de trods alt af de individuelle vinmageres valg og faktorer som jordbundsforskelle markerne imellem samt vinstokkenes alder. Derfor springer vi direkte til en række bedømmelser af udvalgte vine. Der var, desværre eller heldigvis, ingen store overraskelser i feltet, hverken når det galt enkeltmarker eller enkelte producenter. Heiligenstein er og bliver et enestående terroir for stor Riesling; og vinbønder som Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch bliver ved med at høste højeste point hos undertegnede. Wachau skuffer heller aldrig med Singerriedel, og her er Alzinger, Domäne Wachau, Hirtzberger og Nikolaihof fortsat blandt favoritterne.

Resultater fra superligaen

Wachau: Hirtzberger kan henrykke med Hochrain, Setzberg og ikke mindst Singerriedel. Sidstnævnte er en svært klassisk oprindelse for stringent og mineralsk Riesling i Wachau, og heller ikke Hofstätter eller Domäne Wachau formår at formindske formatet på deres vine derfra, de er fremragende. Domäne Wachau, der rejste sig som Fugl Fønix fra kooperativet Freie Weingärtner Wachau, kan i det hele taget bryste sig af betydeligt gode vine, især fra Achleiten, Kellerberg og Steinriegl. Achleiten går også op i en højere enhed hos f.eks. traditionalister som Jäger og Prager. En personlig favorit uden for alfarvej er Nikolaihof, som i særdeleshed ikke skuffede med deres Vom Stein.

Kremstal: Nigls Goldberg var glimrende, men lod sig overgå af deres guddommelige Hochäcker. Proidl griber tingene anderledes til værks men laver særdeles glimrende vin fra samme oprindelse; og overgår sig selv og alle andre med Ehrenfels og Pfeningberg. Genkendeligt anderledes er desuden Sepp Mosers rustikke Riesling fra Gebling, som var særligt god i år. Geyerhof gjorde det glimrende med deres Goldberg og Kirchensteig men her dog fra 2020.

Kamptal: Hirsch gjorde lykke med Gaisberg; Jurtschitsch, Loimer og Weszeli med Loiserberg, sidstnævnte to tillige med Steinmassl, mens Kogelberg især var god hos Brandl. Men det var som ventet og varslet Heiligenstein, som tog fulde huse— glimrende hos Allram, Ehn, Eichinger, Hiedler, Leindl og Topf, og genial hos Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch. Gobelsburg og Loimer præsenterede deres 2020, som også står særdeles glimrende.

Traisental: Rothenbart fra Neumayer og Huber bør fremhæves, ligesom Hubers Berg igen var ganske glimrende. De to marker og producenter præsenterer det bedste, den lille dal kan frembringe i dette selskab; men også Dockner overraskede positivt med sin Pletzengraben.

Wagram: Karl Fritsch trumfer med sin Mordthal, og det samme gør Diwald med sin Eisenhut, omend i årgang 2020. Leth stod for en udmærket 2021 fra Brunnthal.

Wien: Wieninger er bykongen og overgår sig selv med den altid dejlige Rosengartl og den i år henrivende Preussen.

Schloss Grafenegg by night. Barokslotten udgjorde igen i år kulissen for ÖTWs årgangspræsentation og enkeltmarkssmagning. Det var tiende gang, den nu over 30 år gamle forening inviterede til dette arrangement; og heldigvis skuffede seneste sending vine ikke. Foto: Anna Stöcher

Årets topscorere

Lad os slutte med at slå ned i nogle særligt repræsentative plus nogle særdeles højdespringende præstationer, før vi runder af hos årgangens helt store mester, Johannes Hirsch.

Wieninger Riesling Ried Preussen 2021. Flot og meget frisk duft med røde æbler, sydfrugtlige anklage og frisk luft fra toppen af Nussberg. Glat og rund, med flot fylde og moden frugt i munden, visse gærnoter, og samtidigt en næsten luftig lethed og en fint skærende syre— og det hele hænger fornemt sammen. Rigtigt godt gjort!

Domäne Wachau Riesling Smaragd Ried Singerriedel 2021. Klar, kølig og frisk duft; og man fornemmer stringent syre fra første færd. Frisk i munden med masser af moden citrus, en smule fersken og sprød cantaloupe melon. Mineralsk efterspil med knuste og våde sten, har såvel fin fenolik som modent ekstrakt. Wachau terroir og stilistik sat på spidsen!

Nigl Riesling Ried Hochäcker Privat 2021. Det er robust Riesling, familien Nigl frembringer her, men med saftig frugt, en syrlig spænding og en mineralsk efterklang, som summer i munden længe efter hver tår. Fuldmoden abrikos, nyopgravet gulerod og nyplukket citronmelisse i duften; og en smag af moden lime, frisk fersken og abrikos, med frodig fylde, spændstig syre og let krydret eftersmag. Klassisk Kremstal Riesling, som ville være en eminent madvin, hvis man ikke har tømt flasken før måltidet! Deres hidtil bedste.

Proidl Riesling Ried Ehrenfels 2021. Kølig i duften, med syrlig ferskenfrugt og en mørkere mineralsk tone af dyb undergrund og grundfjeld. Slank, lineær og stringent men med en sært saftig frugt. Ferskner, lime, citroner, gule æbler, alt hvad der er gult og godt; og går man den på klingen, kan man mærke de mange lag, der bare venter på at blive afdækket med nogle år på langs i flasken.

Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2021. Fornem men sagte næse først, så kommer der en åbning med noget fint flintet, mildt røget og meget urter i nuancerne— hints af sød lakrids og sød tobak, underspillet og meget behageligt. I munden rund saft, som glider ud i alle hjørner, kæler for gummerne og strækker sig så sammen, en jernnæve i fløjlshandske. Stenet mineralitet, mild frugtsødme, vingårdsferskner på en bund af gnejs. Glimrende!

Nu vil har fat i Hirsch, så er han selvfølgelig en mester i Heiligenstein, ikke mindst i 2021, som samtidigt markerer et mindre nybrud. Foruden den sædvanlige Heiligenstein er der nemlig en nyhed i sortimentet, den første separate aftapning fra familiens besiddelser på den østlige side af Heiligenstein, den såkaldte Rotfels, som er særligt rig på netop den røde sandsten, som er hemmeligheden bag Heiligensteins for Kamptal så særegne terroir. Det var Johannes’ far Josef, som erhvervede sig terrasserne her for 40 år siden; men indtil 2021 er de blot indgået i den vanlige Erste Lage aftapning; men nu var tiden inde til en lille differentiering.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein-Rotfels 2021. Ifølge Hirsch giver druerne fra Rotfels en særligt spændstig og substantiel vin, Heiligenstein i anden, og sandt nok, samme indtryk efterlades man med efter endt smagning og sammenligning med den til stadighed glimrende ‘generiske’ Zöbinger Heiligenstein: Rotfels er omend ikke så elegant og forfinet som ‘resten af Heiligenstein’, men den er saftspændt, stoflig og righoldig på en måde, som kun Heiligenstein kan være, og fuld af hvid fersken, litchi og lime, med en fyrig syre dæmpet af en dulmende frugtsødme, mango, akaciehonning og hvid te. Det er sjældne men også kostbare dråber, der står til 650,- pr. flaske hos den danske forhandler Atomwine.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein 2021. Den gode gamle Heiligenstein fra Hirsch er heldigvis ikke gået hen og havnet som et sekunda-produkt uden sit skud Rotfels. Sært nok er det som om den ikke engang savner noget, alt spiller præcist som det plejer. Det er stringent saft med fokus, elegance og balance, ikke at forglemme nuance. Fuld af friske, faste ferskner, liflig lime og modne citroner, nærmest fløjlsagtig i sin stoflighed, med en rank syrenerve som rød tråd og bedårende blonder af akaciehonning, bivoks, våde sten og salt. Det er tæt foret stof, som nok først ad åre vil folde sig helt ud og afsløre alle sine indvævede hemmeligheder; men stiltiende fryd bereder den allerede. Tillykke til familien Hirsch, denne årgang Riesling er er helgener og en særlig hyldest værdig!

Flaske: Riesling Heiligenstein 2021  
Vinhus: Johannes Hirsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druesort: Riesling  
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13%  
Importør: Atomwine  
Pris: 350,-  

Graševina galore

Graševina går godt til alt. Giv mig et a, giv mig et l, giv mig et t, og sandelig siger jeg jer, Graševina går til det. Det er druens natur, dagligt skal den musicere, når maden kommer på bordet, som regel sagte men stundom fuldtonet; og gerne også før der kommer mad på bordet, og lige så gerne efter maden er fortæret. Graševina er baggrundsmusikken, der akkompagnerer mangt et kroatisk måltid, mellemmåltid og måltid uden mad, et storartet skyllemiddel til hver en lejlighed; men den er andet og mere end blot en neutral ringholder.

Godt hver fjerde flaske vin, som sælges i Kroatien, er en flaske Graševina, og druen dækker officielt omtrent 32% af det samlede vinmarksareal. Først og fremmest i den østligste del af landet, Slavonien, hvor den findes på pænt over 60% af markerne, men den dukker op overalt i indlandet, og selv i Istrien støder man med mellemrum på den. Desuden også i Serbien og i Slovenien og i Ungarn og i Østrig, i Tjekkiet, Slovakiet og Italien, hvor Graševina går under navnene Grašac, Laški Rizling, Olaszrizling, Welschriesling, Rizling Vlašsky og Riesling Italico, kært barn har mange navne. Druen er som sådan en centraleuropæisk klassiker, vidt udbredt i landene langs Donau og dens bifloder; men den står kroaternes hjerter særligt nær, og det kan smages i deres vine.

God Graševina er aldrig aromatisk overvældende men altid saftig og læskende som kildevand. Vinen fremstår som regel lyst strågylden i glasset, med milde aromaer af æbler og pærer, en frisk syre og saftig frugt i munden, ofte ledsaget af delikate blomster- og urtenoter som akacie, jasmin, kamille, nyslået hø og grøn te og ofte med en understrøm af salte, mineralske noter. Kvaliteter, som samlet set gør den ikke blot bredt anvendelig men tillige utrolig let drikkelig— en kroatisk counterpart til schweizernes Chasselas, en slavonsk udfordrer til frankisk Silvaner, eller måske bare Balkans svar på Muscadet og Chablis?

Den kroatiske kamæleon

Graševina er en usædvanligt alsidig druesort. Dens vine spænder hele spektret fra tør til sød, fra lette, forfriskende hverdagsvine, over fyldigere, frugtigere og mere strukturerede vine til sødmefulde senthøstede og særdeles lagringsværdige ædelsøde vine; og så benyttes den hyppigt som basevin til mousserende vine. Langt størstedelen er som nævnt tør vin (suho) men ind imellem finder man halvtørre (polusuho), halvsøde (poluslatko) og søde vine (slatko).

Graševina modner forholdsvist sent men er heldigvis pænt modstandsdygtig over for skimmel og meldug men samtidigt modtagelig over for botrytis— en kombination, som gør det muligt at lade druerne hænge længe, opnå høj modenhed og ædelråd. Samtidigt bevarer druen et relativt højt syreindhold selv i varme somre og selv ved høj modenhed, hvilket forklarer dens popularitet både som tørstslukker og som ædelsød vin i store dele af det pannoniske område i Centraleuropa.

Det er desuden en af druens dyder, at den ikke overdøver vinen med stærke sortsaromaer men skifter farve efter dyrkningsforholdene og dermed tydeligt afspejler sit terroir. Sol, vand og vind sætter sit aftryk på druerne, ligesom jordbundsforholdene påvirker vinstokkenes vækst og på den måde også former den vordende vins karaktertræk og kvalitet. Det forklarer til dels også druens ret forskellige anvendelser rundt omkring og dens ret forskellige skudsmål: Welschriesling som simpel Saufwein i Steiermark, Olaszrizling som spicy sød vin i Sopron, og så Graševina som vinøs tusindkunstner og overraskende stor terroirvin i Slavonien, især omkring klassiske dyrkningssteder som Kutjevo, Baranja og Ilok.

Som den slavonske folkesjæl er Graševina venligheden selv, gemytlig og gavmild. I sin enkle, ligefremme og friske stil har vinen en mildt blomstret og læskende frugtig karakter med sprød syre og moderat alkohol. Som sådan er den en eminent aperitif, til indledning af et måltid eller gennemgående ledsager til sommerlige retter som salater og kolde retter med grønt, fisk og skaldyr eller lette retter med lyst kød.

Den mere selektivt høstede stilart bærer præg af en fyldigere, modnere frugt og har ofte en snert af botrytis. Det giver en let krydret honningkarakter i næsen, som så afbalanceres af friske æbler, pærer, meloner og modne citrusfrugter i smagen. Større koncentration, rigere mundfylde, blidere syre og højere alkohol, som regel dog stadig lydefrit velintegreret i vinene. Det er vine til fyldigere og federe retter. Slavonsk svinekød har terroiret til fælles med Graševina og går godt til i sine lufttørrede, konfiterede og simrede udgaver— til ethvert stykke gris findes der en Graševina. Denne stilart går også glimrende til federe pastaretter, risottoer og milde og mellemlagrede oste.

Sen høst (kasna berba) giver righoldige, sødmefulde vine med stort koncentrat og en pikant syre-sødme-balance. Det betoner yderligere smagen af søde sydfrugter og fremhæver samtidigt de herbale og mineralske elementer i vinen; og de særligt krydrede duft- og smagsnuancer fra botrytis smelter naturligt sammen med Graševinas sortskarakteristika. De decideret søde vine (slatko vino) udgør et spektrum i sig selv, groft sagt svarende til den tyske prædikatsskala fra Auslese til Trockenbeerenauslese; og jo sødere vinene er, desto længere lagring egner de sig tillige til, de ligefrem kræver den. Isvine (ledena berba) høstet ved mindst -7 °C er undtagelsen, de er bedst i deres unge år, hvor den friske frugt og sprøde syre glitrer som en istap i solen. Alle er de glimrende dessertvine, ligesom især moden sød Graševina går godt til meget modne og skimlede oste.

Vinmagerne i Slavonien har selvfølgelig heller ikke holdt sig tilbage fra at fremstille orange Graševina, og med skindkontakt kommer der kulør på aromaerne, en fastere struktur til den letløbende saftighed og masser af basklang. Orange Graševina kan gå i spænd med et stort spektrum af mad, selv ret krævende kødretter, og gris grynter nok stadig mest musisk i sammenhængen. Variationen er altså stor og kvalitetsniveauet generelt højt. Der findes selvfølgelig tyndbenede og decideret vandede vine, der måske kun fungerer som friktionsfrit skyllemiddel og i bedste fald efterlader ikke ubehagelige indtryk af grønne æbler og grapefrugtskal; men sådan er det selv i Muscadet og Chablis.

Safari i Slavonien

Kongeriget Slavonien (Kraljevina Slavonija) var en integreret del af Det østrigske Kejserrige og eksisterede som sådant fra 1699 til 1868 og strakte sig over nutidens Slavonien samt regionen Srijem, som i dag deles mellem Kroatien og Serbien. I 1745 indlemmedes Slavonien formelt i Kongeriget Kroatien, den daværende konfiguration af nutidens Kroatien i Habsburgerriget, og i dag er Slavonien en af Kroatiens fire overordnede vinregioner, som overlapper med de fem administrative amter Brodsko-posavska, Osječko-baranjska, Požeško-slavonska, Virovitičko-podravska og Vukovarsko-srijemska županije og som regel inkluderer de små vinområder langs Donau-dalen længst mod øst (Podunavlje).

Hvis den gennemsnitlige vinkender har kendskab til Slavonien, så er det som regel gennem træfade lavet på områdets egetræ, snarere end det er via slavonsk vin selv. Slavonien rummer store egeskove, og den tætte ved fra rødegen (quercus ruber) er historisk berømmet for sin kvalitet til fremstilling af store træfade, foretrukket af f.eks, italienske vinmagere især i Piemonte. Hvad de færreste ved er, at Slavonien selv er rigt vinland, hvis vine ikke alene er særdeles drikkelige, det er et decideret sweet spot for god Graševina. Overordnet er det den særlige fordeling af sommerhalvåret, som gør udslaget: Efteråret er længere og lunere end foråret, så forholdene er fortrinlige for både sukker- og aroma-modningen af den sene Graševina, og tilpas store temperatursvingninger mellem dag og nat giver god syrenerve og opbygger aromatisk kompleksitet. Det gør den ellers ofte så neutrale drue anderledes spændstig og spændende og fuld af subtile dufte og smage. Påfaldende bliver den dog aldrig, men den charmerer med sine milde blomsternoter, fine kerne- og stenfrugtsmag og spillevende mineralske noter.

Slavonien strækker sig som en forholdsvist flad, stor slette mellem Papuk-bjergene i vest, floderne Drava i nord, Sava i syd og Donau i øst, undervejs afvekslet af blide bakker, vidtstrakte korn- og vinmarker samt de store egeskove. Vinmarkerne ligger koncentreret omkring en række historiske vinbyer, ved Daruvar i vest, Kutjevo i centrum, mod øst Đakovo, Vukovar og Erdut, og længst mod øst Ilok langs Donau på grænsen til Serbien; og hvert område har sine egne terroirvariationer og nuancer af Graševina.

Kort over det kontinentale Kroatiens vinregioner. Den vestlige halvdel omkring hovedstaden Zagreb består af en række små vinområder, som samlet kendes som det kroatiske bakkeland, Bregovita Hrvatska, mens den østlige halvdel udgøres af Slavonien og længst mod øst Donaudalen, som danner grænsen til Serbien.

Vinene fra omkring Daruvar er kendt for deres ret ligefremme, friske og frugtige udtryk. Den historiske spaby huser en af de største spillere på den kroatiske vinscene, Badel, en storproducent af den lokale blommebrændevin šljivovica men tillige ejer af en række vinhuse, herunder Vinarija Daruvar med hele 140 hektarer. Deres Vezak Graševina er glimrende saft til sommerdage og de hverdage i vinterhalvåret, hvor man savner dem. Ubeymkret bællevin, usædvanligt fuld af frugt og blomster.

Bevæger man sig længere østpå kommer man til det centrale Slavonien og Graševinas åndelige hjemstavn, Požega-dalen. Produktionens hjerte og højborg ligger omkring middelalderbyen Kutjevo. Her danner højderyggen Krndija bølgende bakker gennem det ellers så flade landskab, og på sydskråningerne er der sublime betingelser for vinavl. 45.3 grader nordlige bredde løber lukt gennem Kutjevo, som den gør gennem det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte, Rhône og ikke mindst Bordeaux, og det fællestræk gør man et stort nummer ud af. Uanset hvad området ellers har til fælles med vinverdenens store og klassiske områder, så stortrives Graševina her på skiftende lag af løss, ler, sand og grus af vulkansk oprindelse. Kutjevos vine kombinerer friskhed og spænding med modenhed og dybde. Den historiske vinkælder i Kutjevo (læs mere her) er det traditionelle midtpunkt for byen og dens vinproduktion og trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indledte den vintradition, der stadig trives i og omkring Kutjevo i dag. Den imponerende historiske kælder er bestemt et besøg værd, og vinene er af udmærket til udsøgt kvalitet, ikke mindst priserne taget i betragtning. Vinene bliver endnu bedre, ikke mindst karakterfulde og på hver sin personlige måde hos pionererne Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, som var de første til at producere privat efter liberaliseringen af det jugoslaviske vinmarked først i 1990’erne. Men der er et mangefold af gode producenter i området, Adžić, Galić, Perak og Sontacchi fremstiller alle glimrende Graševina og meget mere. Omkring Kutjevo gør Graševina sig særligt saftspændt, og de stærkeste kort på hånden er nok fra lokaliteterne Mitrovac og Venje.

Venje lidt vest for Mitrovac ved Kutjevo er ét af mange optimale ophav til glimrende Graševina, f.eks. fra legenden Ivan Enjingi og unge Krunoslav Sontaki.

Baranja er et geografisk og kulturelt område mellem Donau og Drava og strækker sig fra Slavonien og videre mod nord til Ungarn, hvor området kaldes Baranya. Den kroatiske del er kendetegnet ved blide bakker med vidtstrakte vinmarker så langt øjet rækker. Området ligger lige nord for hovedbyen, den historiske Osijek, som er Slavoniens største og Kroatiens fjerdestørste by. Foruden en stærk kulturel indflydelse fra Ungarn er der en lang og vedholdende vintradition i Baranja. Sommerheden på sletten giver Graševina, som er fyldig og rig på tørstof og alkohol. Her huserer endnu en af de helt store spillere i kroatisk vinproduktion, Vina Belje, som står bag adskillige aftapninger af Graševina fra gulvhøjde til tårnhøjde. Topvinen er Graševina Goldberg, et saftigt overflødighedshorn af alskens efterårssmage, nedfaldsæbler, kvæder, tørrede frugter, hø og nødder. En anden udmærket producent er Josić. Ved byen Dalj bør fremhæves Jasna Antunović, en af Kroatiens første selvstændige kvindelige vinbønder, som laver Graševina i særdeles glimrende kvalitet. De er fulde af lime, mango, papaya og carambole, flot balanceret af mundvandsfremkaldende syre.

Ligeledes langs Donau ligger Erdut med vinmarkerne på områdets sydvendte skråninger. Solen skinner længe her, men Donau har en afgørende mildnende indflydelse på mikroklimaet: Det kontinentale klima modereres mildt af flodens vande, og jordbunden er en blanding af sortjord og løss med lommer af aflejret flodgrus. Her er ligeledes historisk lang tradition for vinavl; og så forefindes verdens største træfad, som stadig er i brug, til lagring af vin her: Hos det gamle kooperativ Erdutski Podrumi står adskillige store slavonske træfade i kælderen og hygger om Graševina’en, mens den modner, herunder et fad på intet mindre end 75.000 liter! Sådanne mængder forudsætter selvfølgelig rigeligt med vinmarker. Erdutski Podrumi indhenter da også fra hele 450 hektarer, og kvaliteten er ganske flot. Stilen er generelt til den rigere side men stadig med en god syrenerve.

Ilok ligger omend ikke ved verdens så i al fald Kroatiens ende, igen lige langs Donau og lige på grænsen til Serbien; og så er byen base for endnu et gammelt kooperativ og endnu en af landets største vinproducenter, Iločki Podrumi, et historisk vinhus med kælder bygget i 1450, som leverede vin til Elisabeth IIs kroning i 1953— ganske vist ikke Graševina men Traminac 1947— og gentog successen til børnebørnene Prins Harrys og Prins Williams brylluper. Selvom Slavonien ikke har været et kongerige i århundreder, er der stadig en smule royal glans over stedet! Deres gode Graševina, som fås som såvel kvalitetno vino som vrhunsko vino (almindelig kvalitet versus topkvalitet) er hvidblomstret, friskfrugtig i det grønne og gule univers, med spændstig syre og en delikat peberkrydring. Topvinen er dog den senthøstede Principovac fra marken med samme navn, og den bedårer med strålende gylden frugt, pollen, bivoks og honning, den søde punktum.

Sørgeligt nok er Slavonien den mest oversete og forsømte del af Kroatien. Turister valfarter til Zagreb, Split og Dubrovnik og nyder godt af sommerlivet ved strandene i Istrien og Dalmatien. Slavonien synes sandsynligvis for ‘søvnig’ en region langt inde i landet og uden åbenlyse attraktioner. Det er Udkantskroatien på godt og ondt: Her leves det stille landliv, og gamle traditioner trives; dog på bekostning af økonomisk udvikling og i skyggen af de strabadser, som især den østligste del af området gik gennem under Den kroatiske selvstændighedskrig fra 1991 til 1995. Men vil man opleve oprindelig og uspoleret land og kultur, er Slavonien en sand perle, der glimrer med sin utrolige gæstfrihed, sine historiske seværdigheder, sit rige køkken og sine gode, gedigne vine. Tippet er hermed givet videre.

Hjemmefødning eller æresgæst?

Graševina dyrkes som nævnt ikke kun i Kroatien men i meget store dele af det centrale og østlige Europa. Der går den under en række forskellige navne, f.eks. Wälschriesling i Tyskland, Welschriesling i Østrig, Olaszrizling i Ungarn, Laški Rizling i Slovenien, Ryzlink Vlašsky i Tjekkiet og Slovakiet og Riesling Italico i Italien (og sære otte hektarer i Spanien under navnet Borba); men druens oprindelse er aldrig fastslået med sikkerhed. De lokale synonymer foreslår i al deres forskellighed dog gennemgående en relation til Riesling. Men selv om de to druer deler visse vigtige karakteristika— særligt en høj syre og egnetheden til søde vine— er de dog på ingen måde nært beslægtet. Tilnavnene welsch, olasz, laški, vlašsky og italico antyder en “fremmed”, “vallakisk” eller “italiensk” oprindelse; men ingen af de steder synes for alvor at kandidere til titlen som druens hjemstavn. Nok dyrkes den i Vallakiet i nutidens Rumænien men her pudsigt nok ofte med tilnavnet “italiensk”; og derudover ved man, at druen først er indført i Italien i løbet af 1800-tallet.

I Slavonien har druen dog beviseligt en århundreder lang historie, og adskillige argumenter taler for en oprindelse i det nuværende Kroatien: Kvantitativt, at den er landets mest dyrkede og udbredte druesort med mindst 8.500 hektarer registrerede beplantninger— og dermed er druen samlet set stærkest repræsenteret af Kroatien. Kvalitativt, at druen på kroatisk kaldes ved sit eget særlige navn og ikke et navn afledt af en anden sort eller et andet sted. Graševina er et gammelt navn, som menes at stamme fra graša, ‘ært’, da de små druer før modning kan ligne grønne ærter— et lignende navn er at finde i det serbiske Grašac. Det stærkeste argument for en kroatisk oprindelse er dog nok det sensoriske: Druen synes simpelthen at føle sig hjemme her, på kroatisk jord kommer den for alvor til sig selv. Slavonsk Graševina har et særegent udtryk, dufter og smager som ingen anden, og samtidigt findes den dér i de fleste af de variationer, der dukker op under fjernere himmelstrøg. Hvad den genetiske og geografiske oprindelse end må være, har Graševina fundet sit åndelige hjem i Slavonien, og kroaterne har kastet deres kærlighed på druen som ingen andre.

Senest har druen fået sin egen ‘fanklub’, Graševina Croatica, som er en sammenslutning af vinbønder og vinproducenter i Slavonien og Donaudalen, og som dermed repræsenterer en meget stor del af vinscenen i det østlige Kroatien. Formålet er først og fremmest at fremme god Graševina på markedet, dertil de andre traditionelle sorter i området. Foreningen deltager bl.a. på vinmesser og arrangerer forskellige events, hvor Graševina promoveres, herunder over for turister. Tanken bag er, at den lokale vin har et endnu uforløst potentiale på det internationale marked; og det vil man nu gerne hjælpe på vej mod forløsning.

Mitrovac er trods sin størrelse en eminent ‘mikrolokation’ for Graševina, og vinene fra f.eks. Vlado Krauthaker og Ivica Perak er intet mindre end arketypiske eksempler på sortens potentiale og de slavonske vinmageres evner

Topmarken Mitrovac

Pozega-dalen i det centrale Slavonien er som nævnt et område med en næsten magisk evne til at forløse Graševina med såvel stor friskhed som stor modenhed; og Kutjevo lægger omegn til den måske mest klassiske oprindelsen for stor terroir Graševina: Enkeltmarken Mitrovac. Med dens solrige, sydvendte skrånen, kølig luft fra bakkens skovklædte tinde og en forholdsvist tung jord med vulkansk grus i undergrunden er den som skabt til Graševina i særklasse— med saftig, moden frugt, spændstig syre og sitrende mineralitet. Vlado Krauthaker laver en ikonisk én af slagsen, som allerede er højt besunget, og derfor kun får et enkelt vers med her: Den er som stille aftenbrise fra skovene og ind over vinmarkerne, et smukt kompromis mellem kølig distance og varm omfavnelse, saftig stenfrugt og tør stenet mineralitet, en klassiker inden for superfluiditet.

En anden fortolker blandt de fremmeste er Ivica Perak. Hans familie er gammel i gårde i Kutjevo, så selvom hans vinhus først er startet op i 2011, går hans ældste beplantninger alligevel tilbage til 1968. 12 hektarer vinmarker, hvor 70% går til Graševina og resten til en række andre sorter, som hver vinificeres som varietal vin. Renhed og friskhed er gennemgående træk for husets stil. De er kendt og anerkendt for deres gode Graševina, og ikke mindst en isvin fra 2015 har høstet overskrifter og indhentet medaljer. Den seneste årgang 2018 er med 123 gram restsukker forunderligt fyldig, glat og let og har et vidunderligt surt-sødt spil på tungen. Deres Mitrovac er årgang efter årgang præget af cremet fylde, frisk frugt og masser af mineralitet. Det er Ivica selv, som er chefønolog, og han assisteres i mark, kælder og på de bonede gulve af sin hustru Željka, sønnen Ivan og datteren Maja.

Perak Graševina Mitrovac 2020 er en bemærkelsesværdig forfriskende vin, der i en stille strøm vrimler med frugt, forførende blomsternoter og en levende mineralitet. Saftig, smidig og særdeles spændende Graševina fra marken Mitrovac ved Kutjevo i det centrale Slavonien— og det er stor vin til små penge! Bemærkelsesværdigt forfriskende, vælder over af modne stenfrugter, betagende blomsternoter og en svirpende mineralitet. Rund og rig i munden lag på lag af friske æbler, mango, fersken og abrikos, karamel- og gærnoter fra sur lie lagring, og fine nuancer af hvid te, lindeblomster, jasminer og violer, alt sammen sagt med hviskende stemme, som hemmeligheder fortalt til frisk kildevand. Livlig syre og et delikat bittert bid og salt mineralitet i eftersmagen. Fornem hvidvin i klasse med stor Chablis, moden Muscadet eller en god hvid Bordeaux helt befriet for fadnoter.

Hvem kommer først, når tørsten er størst? Graševina!

Flaske: Mitrovac 2020
Vinhus: Perak  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 75,-  

Smuttur til Meðimurje

Der er grøde i det gamle og næsten glemte vinområde Meðimurje i det nordlige Kroatien, hvor kvaliteten stiger år for år. Her i hjørnet mellem Slovenien og Ungarn er der god hvidvin på programmet, og den unge generation genrejser nu ufortrødent den stolte, gamle tradition for Furmint i området, omtalt og markedsført under druens lokale synonym Pušipel. Det dækker over et væld af lette og forfriskende vine med en citrusfrugtig sprødhed, mens de fornemmere flasker gemmer på rigere tekstur, større kompleksitet og en fyrig krydring. Furmint taler tillige på kroatisk sit eget tydelige sprog; og så er vinene stadig absolutte fund til priserne.

Et kroatisk Entre-Deux-Mers

Meðimurje (ungarsk Muraköz, østrigsk Murinsel) er et historisk område mellem floderne Mura og Drava, og området er stort set er identisk med nutidens administrative region af samme navn. Samtidigt er det Kroatiens nordligste vinområde, med grænse til Slovenien mod vest og Ungarn mod øst. Historisk har Meðimurje været en integreret del af de forskellige provinser, der er gået under navnet Pannonien, og det har skiftevist været under ungarsk og kroatisk overherredømme. Største by i selve området er Čakovec, og vi er heller ikke langt fra den hyggelige historiske by Varaždin, som en overgang var Kroatiens hovedstad, og som ligger lige syd for Meðimurje. Man går under ingen omstændigheder ned på kirker, kapeller og slotte i barokstil, alskens kunstnerisk lokalkolorit og en rig landbrugs- og madkultur.

Området deler sig i Dolnje Meðimurje, den nedre og lavere del i syd og øst, som er en stor, flad slette med aflejringer fra floderne, samt Gornje Meðimurje, den øvre del i nord og vest, som er mere bakket land for foden af Alperne. Meðimurjes øvre del er dækket af skove, lunde, æbleplantager og vinmarker, mens den nedre del er dækket af enge og marker med omfattende dyrkning af korn, majs, kartofler og andre grøntsager. Grænsen mellem de to udgøres officielt af jernbanen, som er Kroatiens ældste, indviet i 1860. En af Meðimurjes i international vinsammenhæng mest velkendte sønner er Rudolf Steiner, som kom til verden i 1861 i Donji Kraljevec, hvor hans far arbejdede som stationsforstander og telegrafist netop ved jernbanen. Steiner skulle langt senere blive en alsidig akademiker og skabe bevægelser som antroposofien og biodynamikken.

Selve vinområdet Meðimurje er som nævnt et Entre-Deux-Mers mellem Mura og Drava (på latin Insula intra Dravum et Muram — men tillige kendt som Hortus Croatiae, Kroatiens have), et kroatisk Mesopotamien med vinhaver hængende på skråningerne, hvis man er til de mere blomstrende sammenligninger. Profilen tegnes i dag af små familieejede vinhuse med skarpt fokus på terroir, tradition og kvalitet. Jordbunden er mestendels af alluvial beskaffenhed, sand, ler og mergel med varierende kalkindhold. Klimaet er kontinentalt med varme, solrige somre og våde vintre; og samtidigt er det subalpint med kølige vinde fra Alperne, som modererer temperaturen og luftfugtigheden. Det begunstiger produktionen af tørre, syrerige og aromatiske hvidvine, og de traditionelle sorter til den slags er, som i resten af det centrale kroatiske bakkeland, Traminac (Gewürztraminer), Muškat (Muscat) og Pinot Sivi (Pinot Gris) samt Chardonnay og Sauvignon, og især sidstnævnte får mange til at spille særdeles klangfuldt. Graševina (Welschriesling), som ellers står tæt plantet i størstedelen af det kroatiske indland, har det historisk været for køligt til at modne tilfredsstillende her, men det hænder dog i dag. Så har man til gengæld Šipon eller Pušipel, som er de lokale kroatiske navne for Furmint, og den har længe befundet sig anderledes fremragende her. Som hovedregel er der tale om tørre vine, hvad sorten end er, men Meðimurje har ligeledes tradition for senere høstede vine med restsødme, endda isvin, det sørger det kølige, kontinentale klima fortsat for muligheden af. Pušipel er ligeledes egnet til mousserende vine på grund af sin høje syre og forholdsvist dæmpede aromatik, og der er sågar en lokal tradition for mousserende i Meðimurje mindst tilbage til 1914. Den blev så afbrudt af verdenshistorien, så småt genoptaget i 1980’erne og særdeles seriøst igen fra 2009, og i dag er der syv lokale producenter af skummende Pušipel.

Udsigt over Cmrečnjaks vinmarker ved Sveti Urban nær Štrigova. Foto: Matej Ščavničar

Gammel vin på nye flasker

At det netop er Pušipel, man slår så stærkt et slag for, er egentlig ingen overraskelse, slet ikke med Ungarn lige rundt om hjørnet. De ældste optegnelser om Pušipel under netop det navn stammer fra første halvdel af 1800-tallet, hvor den henregnes til vinmarkerne ved landsbyen Dragoslavec Breg nordvest for Čakovec. Men lige så pludseligt som navnet Pušipel dukkede op i historien, lige så hurtigt forsvandt det igen. Druen gik dog ikke i glemmebogen, den gik bare under andre af sine navne som Šipon og Moslavac. Šipon var dengang som nu dens mest udbredte synonym i Slovenien, mens Moslavac er den kroatiske form af Mosler, sammen med Zapfner sortens gamle navn i Østrig.

Det giver mening at bevare sorten og ligefrem genoplive det gamle navn til den lokale vin, for Meðimurje har en særlig tradition med Pušipel, som står plantet på næsten halvdelen af områdets godt 1.000 hektarer vinmarker; og det er Pušipel, som i den grad udmærker Meðimurje mellem andre af det centrale kroatiske bakkelands vinområder som eksempelvis Zagorje eller Plešivica. Potentialet i tør Furmint på den internationale vinscene har ungarerne afdækket i de seneste år, og det skulle da være mærkeligt, om der ikke desuden var interesse i de bedste slovenske og kroatiske versioner. Alene i Meðimurje har man identificeret over 30 kloner, hvoraf en håndfuld er udvalgt som særligt lovende for fremtiden.

Bevægelsen begyndte med otte entusiastiske familier, som grundlagde lokalforeningen “Hortus Croatiae”, og siden er det gået stærkt. I dag tæller den omkring 20 vinproducenter, og blandt de bedste kan tælles bl.a. Belović, Cmrečnjak, Dvanajščak-Kozol, Hažić, Horvat, Jakopić, Kunčić, Lovrec, Novak, Preiner og Štampar. Siden 2000 har man organiseret den årlige vinfestival Urbanovo, som fejrer den lokale vinrute, og sidenhen været medarrangør på Mlado, en slags høstfest med ung vin i Zagreb. Det erklærede mål er at markedsføre Pušipel som et stærkt og genkendeligt mærke og gøre den til den mest prestigefyldte vin fra Međimurje. Derfor indledte de et samarbejde med bureauet Reci Da om at udtænke et unikt brand for Pušipel. Kulminationen er foreløbigt et elegant flaskedesign, som udelukkende må benyttes i Meðimurje og kun til Pušipel. Flaskerne fremstilles hos det schweiziske glasfirma Vetropack. Det er indtil videre den første særegne flaskeform, som er på markedet i Kroatien; og omend designet har en vis lighed med flasken til tør Tokaj, som ungarerne lancerede nogle år forinden, så er den alligevel sin egen, en variation over Bourgogne-flasken med afrundet elegance, det lokale logo graveret på forsiden og forlænget hals. Senest har man desuden introduceret et særligt glas, som skulle være specielt egnet til nydelse af netop Pušipel.

Det kan virke som rene gimmicks, men man har med moderne Pušipel opnået en vin, som ikke kun har sjæl men samtidigt nok karakter og kvalitet til at kunne imponere internationale vinkritikere. Don’t take it from me, Decanter har allerede lugtet lunten og kastet adskillige point og priser efter vinene.

Pušipel på rad og række. Særligt lovende er Lovrec, Cmrečnjak, Štampar og Dvanajščak-Kozol.

Melankoli og mineralitet

Furmint frembringer en rank og syrerig vin med en sprød æblesmag og mildt røget og salt mineralitet, når den er bedst. Det er den i ungarske Tokaj, også når det gælder de tørre udgaver. Ellers er det i Somló, at det sker, og uden for Ungarn i østrigske Steiermark og slovenske Stajerska og resten af Podravje. En sjælden gang sker der noget spændende i Burgenland, og der dukker da også en hæderlig tør Furmint op fra Balaton og endda fra kroatiske Moslavina; men ellers er det Meðimurje, vi må sætte vores lid til. Her får man sammen med den lyse syre en særligt mørk mineralitet frem, en nærmest nøddeagtig tekstur og seriøs kompleksitet sammen med en let drikkelighed.

Måske det er Meðimurjes særlige melankoli, man kan smage, et nu nærmest legendarisk karaktertræk ved lokalkulturen og en særlig sindstilstand hos lokalbefolkningen. Det tilskrives de især i modsætning til Zagorje, hvor modet og musikken er muntert og skæmtende. Det modsatte høres i Meðimurjes folkemusik, meðimurska popevka, en følsom og tænksom sang med en tonal rigdom og sammensætning, som går lige i hjertet. Længselsfuld, sørgmodig, bittersød, kroatisk mono no aware. Noget af samme tristesse synes at kunne fanges i ungarsk folkemusik, måske det er et fællestræk, som Furmint samler på i sine vinbønder.

Kommer man på de kanter, er der dog først og fremmest grund til at være glad. Maden er glimrende, og der synes at være en Pušipel til enhver lejlighed. Det er traditionel kontinental kost med korn, kartofler, græskar, kål og løg og aldrig svigtende forsyninger af svinekød, som kalder på forfriskende hvidvine, som samtidigt kan klare fylde, fedt og salt. En af de lokale specialiteter er pretepena juha, en slags kærnemælkssuppe på basis af fond fra kogning af pølser, skinker og lignende lufttørrede kødprodukter, og krydret med paprika kan den varme mave og hjerte selv på en kold vinterdag.

Classic står for de friske, unge og mest umiddelbare Pušipel vine, mens Prestige betegner en mere selektiv og senere høst, den mere seriøse stilart. De første er oftest stålsatte, sidstnævnte ofte modnet i store slavonske egetræsfade, af og til på akaciefade; og det er i prestige-udgaverne, at guldet som oftest ligger begravet.

Den majestætiske Maðerkin Breg ved Štrigova. Foto: Cmrečnjak

Et højdepunkt hos Štampar og Cmrečnjak

Štampar skiller sig ud fra mængden sammen med Dvanajščak-Kozol og Lovrec, men lad os for nuværende fokusere på det for de uindviede komplet uudtalelige Vinarija Cmrečnjak. Vingården er grundlagt af Rajko Cmrečnjak, som med udgangspunkt i ganske få vinstokke har drevet det langt. I begyndelsen af 1990’erne havde han en mellemstor landbrugsejendom med svin, kvæg, kornavl og en smule vinstokke. Druerne gik dengang til det lokale kooperativ i Štrigova. I 1992 besluttede han dog helt at hellige sig vinavlen, og i dag dyrker Rajko og hans familie hele 27 hektarer egne vinmarker og flasker næsten 20 forskellige vine hvert år. I årenes løb er kælderfaciliteterne desuden udvidet betragteligt; og i dag er det sønnen Marko, som står i front for produktionen.

Cmrečnjak kan skænke Pušipel i hvilken som helst udgave, det skulle være, skummende, hvid, stålgæret, fadlagret eller skindfermenteret. Der er den mousserende Polaris Brut efter den klassiske metode, med sprøde bobler og plirrende syre; den saftige og friske Pušipel Classic; den monumentale og lagringsværdige enkeltmarksvin Maðerka; og den fadlagrende Xtreme og den fadgærede, skindfermenterede Xtreme2, som viser helt andre sider af druen. Naboen Štampar skuffer heller ikke med deres sprøde, knastørre skum Urban White eller den friske, florale og herbale Pušipel Classic.

Mađerkin breg er familiens stolthed, deres højest beliggende vinmark og den isoleret set nok bedste til dyrkning af Pušipel i Meðimurje; og sammen med familien Štampar har man sat sit tydelige aftryk på lokaliteten, ikke kun med beplantningerne, det betagende trætårn og de derved indrettede områder til sommerligt vinindtag. Her er der panorama fra Kroatien til Ungarn og Slovenien. I klart vejr kan man se vinmarkerne ved Jeruzalem, hvor den slovenske Furmint-variation Šipon brilllerer, og faktisk kan udsigten række endnu videre til Steiermark i Østrig.

Vinene herfra gør bestemt også indtryk. Det skyldes dels den høje elevation: Bakken er med sine 340 meters højde kun knapt fire meter lavere end Mohokos, Meðimurjes højeste punkt. Dels er der god soleksposition og særlige vinforhold omkring bakken; og dertil skal lægges den særligt grusholdige sandjord, som undergrunden byder på. Det skal blive spændende at følge vinenes udvikling i takt med, at vinstokkene bliver ældre, og der kommer mere og mere facon på vinifikationen.

Bakken er i øvrigt opkladt efter en tidligere berømt beboer, den i Budapest fødte ballerina Emilia Krauthaker, som kom dertil grundet sin mand, officeren Albin Krauthaker. Han blev dræbt ved den kommunistiske magtovertagelse efter 1945; men Emilia blev boende ved bakken sammen med sin svigerinde og hendes familie, Strahonja, hvor de levede af landbrug og “landskabets skønhed”. Efter omfattende nationaliseringer af landbrugsjorden fra 1958 og frem gik det dog nedad for familierne, som efterhåndende mistede det meste af deres ejendom. I 2014 solgte hendes efterkommere så jorden til Štampar og Cmrečnjak, som nu langt om længe har genrejst vinbruget på bakken.

Selv oppefra og ned er der endda noget svimlende over Maðerkin Bregs bølgende skråninger. Foto: Cmrečnjak

Cmrečnjak Pušipel Maðerka Sur Lie 2020 er en særligt saftig og særligt spændstig vin, som smidigt smyger sig over tungen og stilfærdigt afslører sine hemmeligheder. Delikat duft med sart grøn krydring, mildt duftende æbler og pærer. Mere frodig og gyldent frugtig i smagen, med akaciehonnings rigdom, mineralsk summen, tørt træk og en let krydret, kompleks eftersmag med kamille, krydderurter og peber. Righoldig men rolig, holder endnu på hemmeligheder. Sen høst, spontangæring på ståltanke og otte måneders lagring sur lies med bâttonage på 2.000 liters træfade af eg og akacie. En vin lavet med lagring for øje, og det lover flot for fremtiden.

Flaske: Pušipel Maðerka 2020
Vinhus: Cmrečnjak  
Oprindelse: Meðimurje, Kroatien  
Drue: Furmint  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 150,-

Grüner Veltliner som grundstof

Weinviertel, navnet alene fortæller, at vinen står tæt i landskabet her, men alligevel står vinene herfra ikke tæt på hylderne med østrigsk vin hos de danske forhandlere; og det til trods for at Weinviertel rummer mere end 14.000 hektarer vinmarker, den tætteste bestand af Grüner Veltliner på planeten og landede Østrigs første DAC for vin på netop den drue i 2003. Men nok er Weinviertel en nærmest udtømmelig kilde til Grüner Veltliner i flot og forfriskende kvalitet, men måske især de kvalitative højdespring har manglet. Man er i stedet kommet til at stå en smule i skyggen af Kamptal og Kremstal og ikke mindst Wachau.

Vi befinder os i det nordøstlige hjørne af Niederösterreich i det nordøstlige hjørne af Østrig en smule nordøst for Wien nær grænserne til både Tjekkiet og Slovakiet. Weinviertel er Østrigs største vinregion og hjemstavn for mere end en tredjedel af nationalsorten Grüner Veltliner, som står på halvdelen af markerne. Heroppe bliver den syrefrisk, ret frugtig og fyrig af friskkværnet peber, Grüner Veltliner i en nøddeskal, når den er lavet godt— og en kende vandig, grøn og bedsk, når det går knapt så godt. Man kan ofte savne den frugtige fylde, særlige mineralitet og kompleksitet, som kan opnås i nogle af de ovennævnte områder langs Donau og dens bifloder; men Weinviertels køligere klima og områdets tykke lag løss sørger altid for fast struktur og den klassiske peberkrydring.

Få steder bliver den dog så formidabel som hos Herbert Zillinger i Ebenthal i den sydøstlige del af Weinviertel. Det skyldes dels, at det lokale mikroklima er en smule solrigere og lunere på grund af tørre og varmere vinde fra den pannoniske slette mod øst, en indflydelse, som føles stærkere i denne del af Weinviertel. Dertil kommer, at Herbert har et mangefold af marker omkring både Ebenthal og Ollersdorf med små variationer i elevation, eksposition og jordbundsforhold, så muligheden for variation er stor. Sidst men ikke mindst er manden bare en særdeles dygtig vinbonde og vinmager, der dyrker sine druer biodynamisk og vinificerer dem med kyndig og så nænsom hånd som muligt.

Det hele når sit højdepunkt i topvinen Radikal, en tilbundsgående undersøgelse af Grüner Veltliners inderste væsen, hvor al dens saft og kraft er koncentreret. Den kombinerer på fornemste vis friskhed, elegance og balance med intensitet, kompleksitet og krydring, så den nærmest er et komplet måltid i sig selv— samtidigt med at være noget nær den ultimative, alsidige måltidsledsager.

Grüner Veltliner er grundstoffet i godt en tredjedel af Østrigs vine og halvdelen af Weinviertels, hvor den er så godt som den arketypiske hvidvin. Hos Herbert Zillinger bliver den for tiden til otte forskellige vine. Foto: ÖWM

Fra grønskolling til grøn omstilling

I løbet af det seneste årti har Herbert Zillinger markeret sig som en af de toneangivende vinbønder i Weinviertel, hvor han samtidigt har været bannerfører for biodynamisk dyrkning og en mere naturnær vinifikation. Forveksl ham dog ikke med den ligeledes biodynamiske og naturnære, Grüner Veltliner-formående og Weinviertel-beboende vinbonde Johannes Zillinger. Der er bestemt berøringspunkter de to imellem, og sidstnævntes vine er ligeledes fremragende, så de får spalteplads på et senere tidspunkt; og lige hvad angår Grüner Veltliner overgås Johannes helt bestemt af Herbert.

For Herbert Zillinger er Grüner Veltliner nemlig en slags Grundnahrungsmittel, det daglige brød og den daglige drue. I sit valg af den som hovedsort vedstår han ganske enkelt arv og gæld. Den er og bliver områdets allestedsnærværende sort, således også gennem familien Zillingers tre generationer af vinbønder, og opgaven for en ung vinmager må så være at vise, at han ikke bare kan holde den lokale tradition i live men også løfte den til højere stader.

I en alder af blot 18 år overtog Herbert i 1998 driften af familievingården fra sin far og bedstefar. 7 hektarer vinmarker stod til hans rådighed, faren og bedstefaren før ham havde drevet blandet landbrug, hovedsageligt med korn og kvæg og kun lavet en mindre mængde vin. Herbert besluttede sig snart for at fokusere udelukkende på vinavl, og frem til i dag har han udvidet vinmarksarealet til 16 hektarer. Han overtog officielt firmaet i 2003. Det faglige var hans dels flasket op med hjemmefra, dels havde han forinden taget eksamen fra vinskolen i Klosterneuburg. Her mødte han også sin kommende hustru Carmen, som siden 2007 har taget fast del i driften af vingården; og sammen med Herbert har hun været med til at træffe en række af de afgørende beslutninger for foretagenes udvikling. Deres fælles skærpede fokus blev mere naturnære dyrkningsformer. I 2008 begyndte de omlægning til økologisk dyrkning, og ansporet af deres gode erfaringer dermed, og af talrige samtaler med kolleger fra både nær og fjern, begyndte de at dyrke efter biodynamiske foreskrifter i 2015. Det førte til et medlemsskab af den østrigske biocertificering respekt-BIODYN i 2017.

Gæs guffer sig gennem det viltre grønne bunddække mellem rækkerne i Zillingers vinmarker. Husdyrhold indgår som en integreret del af det biodynamiske vinbrug, hvor en god kompost holder balance i livet i vinmarken: Afskæringer fra vinstokkene, græs, hø og komøg samt tørrede blade af bl.a. brændenælde, kamille, mælkebøtte, padderok og røllike. Foto: Weingut Zillinger

Den biodynamiske certificering blev det afgørende for Zillinger-parret, som har valgt at lade deres vine stå uden for ‘det fine selskab’ i den nationale klassifikation DAC (Districtus Austriae Controllatus), der som nævnt indførtes i Weinviertel fra 2003 og fra 2009 med den kraftigere Reserve-kategori. At lade vinene tale deres eget sprog og gå sine egne veje var vigtigere end at kunne markedsføre dem inden for en bestemt kategori, forklarer de. Ikke at der er noget afgørende galt men klassifikationen, den er bare ikke for dem. Det giver ikke mindst mening i lyset af deres udvikling i de seneste år, hvor de er gået mere og mere i en minimalistisk retning, med mindre filtrering og færre sulfitter, til fordel for alternative gæringskar og længere skindkontakt eksempelvis. Dermed står mange af vinene nu til helt at forlade det officielle østrigske kvalitetsvinssystem, da vinene ikke kan opnå ‘Prüfnummer’ hos de regionale smagepaneler. Forståeligt nok men samtidigt ufrivilligt komisk: På deres kvalitative højdepunkt er Zillingers vine ikke længere ‘Qualitätsweine’.

Som med den grønne omstilling af vingården er Carmen og Herbert ikke hoppet med på nogen naturvinsvogn. Der er tale om en trinvis udvikling baseret på personlige erfaringer, fulgt op af stærke personlige overbevisninger, som skridt for skridt er ført til en grundig ændring af dyrkningsforhold og siden vinifikation. For kun fra kernesunde druer kan man fremstille god vin uden teknologiske og kemiske indgreb; og hos Zillinger er man nu overbeviste om, at det er kongevejen til karakterfulde vine og terroir-udtryk. Ingen modeluner men vine med integritet og individualitet. Man kan kalde Zillingers udvikling en venlig radikalisering.

Grüner Veltliner er ikke enebarn hos Zillinger, desuden dyrker de Weissburgunder og Welschriesling samt de aromatiske alternativer Traminer og Sauvignon; og så er der enkelte røde stænk i form af en smule Zweigelt. De bliver dels til bedre enkeltmarksaftapninger og dels til fornøjelige forfriskninger med drilske navne. I serien ‘Freestyle’ findes således Goldfisch, Popcorn og Toast Hawaii. Den mere klassiske del af sortimentet markedsføres som ‘New Classics’ herunder enkeltmarksvinene og de særlige Grüner Veltliner-studier Radikal og Elementar samt Tramineren Profund, som markedsføres som ‘Edition Z’. Til Zillingers vigtigste enkeltmarker hører Hohes Eck, In Haiden, Steinberg, Vogelsang og Weintalried; men de klassificerede marknavne vil for fremtiden forsvinde fra etiketterne til fordel for fantasinavne på grund af de strenge statslige krav for oprindelsesgaranti.

Som altid angiver viser etikkerne dog vej til stilen: Jo vildere vinen er, desto mere kompleks er etiketten i dekoration og krummelurer; og de mest naturlige og sprælske prydet af ordspil og diverse tegninger.

Grundlæggende, rodfæstet, dybsindigt

Zillinger har i de seneste år fundet deres egen vej frem og perfektioneret deres håndværk, og i dag laver de vine med tydelig terroirdimension og personlig karakter. Det gælder både de mere klassiske og de mere legesyge vin fra hans hånd. Alle besidder de en pikant friskhed og en sjælden substans, ikke mindst hans hovedværk, den gode, gamle Grüner Veltliner, hvis fulde spektrum han afdækker i en håndfuld hver især fremragende vine. Et par nedslag kan tydeligt illustrere spændvidden.

Neuland 2021 er basisvinen, høstet fra flere marker, med druer udvalgt fra de yngre stokke. Ungdommelighed går igen i glasset, det er superfrisk og klassisk Grüner Veltliner fra Weinviertel med læskende lime, grapefrugt og grøn pære, med friskt syrebid, milde urtede noter og ellers helt uden dikkedarer.

Horizont 2021 er ligeledes høstet breden om men fra ældre stokke end Neuland og dermed med en smule større intensitet og kompleksitet. Frisk saft af sprøde grønne pærer, friske grønne druer, citrusfrugt og små strejf af dild, estragon, lakridspulver og hvid peber. God substans, syrefrisk og markant mineralsk. Husets vigtigste vin, af Herbert beskrevet som ‘vores flydende visitkort’.

Hirschreyn 2020 er indbegrebet af Weinviertel, fra hans højest beliggende mark, vindblæst og nordvendt men med det dybe lag løss, som gør Grüner så godt. Syrefrisk og saftig med spændstig grøn frugt, lime, yuzu, grønne reineclauder og fersken, meget stoflig og mineralsk med noter af lakridspulver og urtesalt.

Vogelsang 2020 vokser på løss og sand oven sandsten og kalksten; og netop den kalkholdige jordbund gør den til noget særligt, en kompakt vin som samtidigt fremstår let til bens og særdeles forfriskende. Pære, meloner, mandariner, appelsiner, kvæder, hø, halm og urtesalt forenet i en saftig mundfuld med flot, rund syre og fin stoflig dybde.

Elementar 2016 er Zillingers Orange Veltliner. Vinen så første gang dagens lys i 2014 og er på druer høstet sent på den stejleste, kargeste og køligste del af Vogelsang. Gæret med skallerne i en god uges tid og modnet med gærresterne et år på et 1.000 liters akaciefad. Duften er let løftet og mildt oxidativ med en delikat støvet og krydret kant, kandiseret appelsinskal, tørret mango, lakridsrod, krydderier. Smagsprofilen tegnes af grynede gråpærer og kvæder, moden citrusfrugt, en frisk syre, pikant fenolisk bitterhed og fine tanniner. Stoflig og med tørt finish. Stringent saft, som vil udfordre de klassisk og traditionalistisk indstillede; og fryde de eventyrlystne.

Radikal 2015 tilhører Zillingers Z-serie og er en særligt sen aftapning af Zillingers absolutte topvin— en selektion af fuldmodne druer fra de ældste stokke på Zillingers bedste marker i Ebenthal og Ollersdorf, fra såvel løss som kalksten. Løss bidrager med den frugtige fylde og den pebrede krydring, mens kalkstenen giver blødhed, saftighed og en mildt røget og salt mineralitet. Nænsom helklasepresning, fra år til år af og til en smule skindkontakt, og ellers gæring på store træfade, eg og akacie, og modning mindst et år på gærresterne, flasket ufiltreret og med mindst et års modning på flaske før frigivelse. Der har den fundet sig til rette som en blød, rund og rig vin med en knitrende syre og en krydret smagsrigdom. Som en påfuglehale folder den sig ud i et prægtigt farvespil af pære, fersken, reineclauder, ananas, pinjekerner, harpiks, bivoks og vildblomsthonning, pibetobak, søde krydderier og masser af friskkværnet peber. Et kondensat af Grüner Veltliners smagsunivers uden at sætte balancen og elegancen over styr. Stor vin, som sagtens kan klare længere tids lagring eller en tur på karaffel og nogle store glas. Det gælder ikke mindst yngre udgaver af vinen end denne 2015 late release.

Radikal er allerede en klassiker inden for feltet ‘kompleks Grüner Veltliner’, og hvad man ikke har kunnet finde af finurlige noter i denne vin gennem tiderne: Alt fra figner og tørrede abrikoser, hasselnødder og mandler, muskatblomme og muskatnød til ensilage, hø og tørrede krydderurter, rosmarin, laurbærblade, tobaksblade og marihuana. Mageløs vin!

Flaske: Radikal 2015
Vinhus: Herbert Zillinger  
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss og kalksten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 375,-