Serbiske sjældenheder

Mangfoldige klostre og talrige frugtplantager spætter landskabet omkring Mala Remeta i Srem i det nordlige Serbien; og så strækker vinmarkerne sig også vidt gennem det forholdsvist flade land for foden af Fruška Gora bjergene. Det er et naturskønt område langs Donau, som synes skabt til vinavl; men det, der sandsynligvis falder allermest i øjnene, er nok det moderne vinhus Vinarija Deurić — et imponerende bygningskompleks, som tårner op i landskabet med sin attraktive arkitektur og flotte gårdhave, indrettet med restauration indendørs såvel som udendørs, smagelokale og selvfølgelig selve vinkælderen.

Serbien har en lang vintradition bag sig og begynder nu for alvor at rykke på sig igen. Deurić tiltører den nye bølge i serbisk vin, som går moderne til værks men samtidigt bygger videre på gamle og lokale traditioner. Vinhuset er grundlagt i 2009 og modtog allerede i 2017 anerkendelse som Serbiens bedste unge vingård. Man har altså hurtigt etableret sig som en progressiv producent med kvalitet og karakter i højsædet. De dyrker internationalt kendte druer som Pinot Noir, Chardonnay og Sauvignon, som alle gør sig godt i det lokale klima; men også sjældenheder som de lokale sorter Morava og Probus. Mere end nogle af de andre sorter er de kendetegnende for Deurić, for de er sandt serbiske men samtidigt ikke gamle i gårde. Begge er moderne krydsninger, som ikke kun egner sig glimrende til de lokale klimatiske og geologiske forhold: De byder samtidigt på spændende og anderledes smagsoplevelser, og så er det druer, som samtidigt spås en lys fremtid inden for mere miljø- og klimavenligt vinbrug grundet deres hårdføre natur. Desuden er de oven i købet til at få fat på i Danmark, da dansk-serbiske Jelena Andric Boskov har bragt dem til landet, hvor de kan købes via Glud Vin.

Fortiden — den lokale kejser

Serbisk vin har en lang men omtumlet historie. Allerede oldtidens thrakere og grækere dyrkede druer i det nuværende Serbien, og organiseret vinavl går mindst tilbage til romersk tid. Det var den lokalfødte kejser Marcus Aurelius Probus, som i slutningen af 200-tallet tillod vinavl i provinsen Pannonien igen, efter kejser Domitian havde nedlagt forbud uden for den italienske halvø et par århundreder forinden. Efter forbudstiden med italiensk vinmonopol var det sandsynligvis i Probus’ barndomsland ved Fruška Gora, at vinavlen først blomstrede op igen, ikke mindst fordi Probus gjorde Sirmium til sin personlige residensstad; hvor også den senere kejser Aurelian fødtes. Romerne gav deres viden videre til de slaviske folkeslag, som blev de dominerende på Balkanhalvøen i midten af første årtusinde i vor tidsregning; og de tog hurtigt vinavl og den nye romerske religion kristendommen til sig. Fra senantikken til middelalderen oplevede vindyrkningen derefter en lang fremgangstid.

Vinmarker på blidt bølgende bakker i lavlandet for foden af Fruška Gora. Foto: Vinarija Deurić

Serbien opstod som selvstændigt nation i løbet af 1200-tallet og nåede sin største udbredelse og storhedstid som Zarriget Serbien i 1300-tallet. Som den katolske kirke i vest, gjorde den ortodokse kirke i øst en stor indsats for at nære vinavlen i Serbien, og klostre som Gračanica, Manasija og Ravanica var alle omgivet af vinmarker og vinfremstillende ejendomme. Ligeledes var adelen ivrige vinavlere og vindrikkere, og den store konge Stefan Dušan støttede med stor entusiasme sit lands vinkultur i 1300-tallet, hvor serbisk vin oplevede sin første egentlige guldalder, frem til Osmannerrigets indtog på Balkan i slutningen af samme århundrede. De muslimske osmannere gjorde ikke kun en ende på det sammenhængende serbiske rige, samtidigt satte de også en stopper for vinavlen på store dele af Balkanhalvøen. Vinproduktion blev forbudt ved lov men fortsatte i det små i skjul blandt andet blandt de sejlivede serbere. De efterfølgende århundreder er en lang og indviklet historie om kampen mod osmannerne i samspil med forskellige stormagter som de respektive østrigske og russiske kejserriger. Lang historie kort: Serbien genopstår som selvstændig stat i løbet af 1800-tallet og bliver efter Balkankrigene og Første Verdenskrig del af først Kongeriget Jugoslavien og siden Den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien. I mellemtiden er landets vinavl blomstret op igen, og i sine velmagtsdage i 1800-tallet blev serbisk vin eksporteret ikke blot til Østrig-Ungarn men også videre ud i verden til f.eks. Tyskland og Frankrig. I jugoslavisk tid kom masseproduktion i vælten, og i 1970’erne nåede forbundslandets samlede produktion sit højdepunkt med svimlende seks millioner hektoliter årligt— næsten halvdelen produceret inden for delstaten Serbiens grænser. Vinavlen i Jugoslavien var lige så righoldig og varieret som landets kultur og etniske sammensætning. Hovedproduktionen i Serbien var rødvin, og danskere, der er en smule oppe i årene, vil sikkert huske den sødmefulde rødvin Amselfelder, som var fremstillet i den daværende sydserbiske provins Kosovo, omkring den for serbisk historie så vigtige Solsorteslette (tysk Amselfeld, serbisk Kosovo polje, Косово поље).

Det moderne Serbien — fremtiden

Vi springer for hyggens skyld Jugoslaviens sammenbrud over og direkte til et crash course i Serbien af i dag: Serbien (Srbija, Србија) er nu en indlandsstat på Balkanhalvøen i det sydøstlige Europa med grænser til bl.a. Bosnien, Kroatien, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Landet har knapt syv millioner indbyggere, først og fremmest serbisktalende serbere samt en række mindretal, og styres som en parlamentarisk republik. Hovedstaden er landets største by Beograd med godt 1,5 million indbyggere. Serbien er medlem af FN og Europarådet og indledte i 2014 forhandlinger om et fremtidigt medlemsskab af EU. Landet rummer rige landbrugsområder, og i det sidste tiår er vinavlen for alvor vokset sig stærk.

Det serbiske vinland er præget dels af en række lokale sorter og centraleuropæiske sorter fra Donauområdet— det være sig Graševina, Muškat, Prokupac, Smederevka, Vranac og Zazinac — ligesom man han i løbet af især det seneste århundrede har plantet en lang række internationale sorter som f.eks. Chardonnay, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon og Merlot. Der satses såvel på traditionelle som moderne vinstile, og kvaliteten kravler lige så langsomt men sikkert opad. Serbien huser samlet set 70.000 hektarer vinmarker og har en årlig produktion på hele 425.000 tons druer; hvoraf en meget stor del går til fremstilling af vin, mens kun en mindre del bruges til druemost, som spisedruer eller til rosiner.

Timok-dalen i det centrale Serbien (Timočka Krajina eller Тимочка Крајина) omkring floden af samme navn er landets største sammenhængende vinområde, efterfulgt af Vršac (Вршац) i den nordøstlige del og Fruška Gora (Фрушка гора) i den nordvestlige, begge beliggende i Vojvodina (Војводина), som er en selvstyrende provins. Vranje (Врање) samt Juzna Morava (Јужна Морава) langs floden af samme navn i det sydlige Serbien og Kosovo har længe været blandt de mest lovende rødvinsområder; mens det ligeledes lovende Fruška Gora først og fremmest er hvidvinsland, som Slavonien i Kroatien er det på den anden side af Donau— og dermed er det tid til at vende tilbage til Deurić.

Vi er som nævnt i Vojvodina i det nordlige Serbien, langs Donau og nær grænsen til kroatiske Slavonien, på et løssplateau for foden af Fruška Gora i naturlig forlængelse af den pannoniske slette i Ungarn. Området er historisk kendt som Syrmien, hvis vestligste del i dag befinder sig i Kroatien (under navnet Srijem), mens den centrale og østlige del er at finde i Serbien (under navnet Srem, Срем). Kontinentalt klima med varme, tørre, solrige somre, modereret dels af Donau, dels af Fruška Gora; og så er vi på 45. breddegrad ligesom Barolo og Bordeaux, hvilket vinhusene her absolut ikke er for sløve til at fremhæve… Erdevik er et af de gamle og veletablerede vinhuse i området.

Deurić tiltører den nye bølge i serbisk vin. Vinhuset er grundlagt i 2009 og modtog som nævnt allerede i 2017 anerkendelse som Serbiens bedste unge vingård og i 2022 slet og ret som bedste serbiske vingård. Mitar Deurić er manden i front, og han har hurtigt etableret huset som en progressiv producent med kvalitet og karakter i højsædet. 15 hektarer vinmarker, og der er internationale druesorter i højsædet: Chardonnay, Sauvignon og Traminer for de hvides vedkommende, Pinot Noir, Merlot, Marselan og Petit Verdot for de rødes. Men de dyrker også to lokale men nye sorter, den hvide Morava og den røde Probus, som de laver spændende sortsrene vine på, såvel som de benyttes i husets blends. Det er krydsninger, der på grund af deres tilpasning til lokale forhold og resistens mod sygdomme, tørke og frost egner sig godt i mere bæredygtig vinavl.

Probus er en sent modnende rødvinsdrue, en krydsning mellem Kadarka og Cabernet Sauvignon, som blev fremavlet i 1980’erne på forsøgsstationen i Sremski Karlovci, en del af det nærliggende Novi Sad-universitet. Den er opkaldt efter ovennævnte romerske kejser Probus (232-282). Den dyrkes på nuværende tidspunkt dyrkes kun i meget små mængder. Morava er en sent modnende hvidvinsdrue, der er modstandsdygtig over for falsk meldug og botrytisråd. Den er en krydsning af Riesling, Traminer, Kunbarát (en sjælden og froststærk ungarsk hybrid af vinifera- og amurensis-stokke) og Bianca (en mere produktiv ungarsk hybrid). Morava blev krydset omkring årtusindeskiftet på samme forsøgsstation i Sremski Karlovci, og i dag dyrkes den hovedsageligt omkring Valjevo i det vestlige Serbien samt i Srem, og der er nu er registreret mere end 35 hektarer. Resultaterne er lovende, og beplantningsareal er tiltagende.

Deurić praktiserer en helt igennem en moderne tilgang til vinproduktionens tekniske forhold. Kælderen er otte meter dyb og velisoleret for at opnå god temperaturkontrol uden for højt energiforbrug. Hele vingården er samtidigt bygget således op, at man benytter tyngdekraftens naturlige træk nedad så meget som muligt, hvorved man har reduceret brugen af ​​pumper og anden mekanik og elektronik til et minimum. Godt for klimaet, og godt for vinen.

De driver, foruden restaurant on location, desuden en vinskole, under ledelse af certificerede sommelierer, som skal gøre deltagerne klogere på druesorter, dyrkning, vinfremstilling, vinsmagning, servering og sammensætning af mad og vin. Så kommer du forbi de kanter, kan en besøg anbefales.

Probus 276 2019 er en fyrig rødvin med frodig mørk frugt. Masser af brombær, sorte kirsebær, mørke blommer, svesker i duften, i smagen er den slankere end antydet men stadig med flot fylde. Saftig med en vis spænding og ret lette tanniner. Krydrede fadnoter i finishen, lysristede kaffebønner, After Eight dinner mints, vanille. Karakterfuld med god saftighed og frugt men savner måske det sidste i strukturen og kompleksiteten… men oplagt til krydrede kødretter med lam eller and og gerne i selskab med masser af urter.

Severna Morava 2019 sidder lige i skabet, det er en stålsat, saftig og frisk hvidvin med stor aroma. Hvidblomstret duft med moden citrus, ferskensten og et strejf brøndkarse. Saftig og syrlig med lime, stikkelsbær, æbler, ferskner og noter af græs og grønne ærter. Urtet understrøm og salt finish. Særdeles velegnet til grønne retter. Anderledes aromatik men ret flot eksekveret. Et eksempel på Serbien som stærk, selvstændig spiller på den moderne europæiske vinscene.

Flaske: Severna Morava
Vinhus: Deurić  
Oprindelse: Fruška Gora, Serbien  
Drue: Morava  
Jordbund: Kalkholdig løss
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret på stål
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%
Importør: Glud Vin
Pris: 139,-  

Kælderen i Kutjevo

Søger man ind til kernen i kroatisk vinkultur, kommer man til sidst til Kutjevo; og næppe noget sted er et mere oplagt udgangspunkt for at afsøge sjælen i Graševina, landets mest afholdte og udbredte druesort, som desværre er sørgeligt overset i resten af vinverdenen.

Kutjevo ligger i hjertet af Slavonien i det nordøstlige Kroatien, og den omkringliggende Požega-dal danner grobund for Graševina af særligt god beskaffenhed. Graševina (Welschriesling) giver saftige, milde hvidvine, som spænder fra den mest letsindige, letdrikkelige slags til mere seriøse og overraskende lagringsværdige vine. Lige fra saftige, næsten vandige hverdagsdrikke med mild smag af grønne æbler og et strejf af urter, over mere modent frugtige og fyldige vine med favnende syre og sydfrugter i væld; til helt senthøstede, ædelsøde vine tætte af tropisk frugt, honning og krydderier. Stilarten afgøres først af fremmest af dyrkningsstedet, og i Slavonien er Kutjevo en slags vinøst Kinderæg: Her lykkes alle tre ting overraskende godt på én gang. Største og samtidigt ældste producent er Kutjevački Podrum, hvis historie trækker tråde helt tilbage til 1232, hvor cisterciensermunke indviede den vinkælder, som er centrum for områdets vinproduktion den dag i dag.

Den gyldne dal

Slavonien udgør den østlige halvdel af det kroatiske indland. Slavonien strækker sig fra Papuk-bjergene i vest og afgrænses naturligt af floderne Drava i nord, Sava i syd og i øst Donau, der udgør grænsen til Serbien. Området ligger i naturlig forlængelse af den pannoniske slette mod nord og er i modsætning til resten af Kroatien forholdsvist fladt. Størstedelen udgøres af sletteland, som afveksles af blide bakker, vidtstrakte korn-, majs- og vinmarker samt store skove, hvis egetræer igennem århundreder har leveret ved til træfade af fineste kvalitet.

På den solrige østside af Papuk ligger Kutjevo i den såkaldte Požega-dal for fødderne af Krndijas sydlige skråninger— ved 17,5° grader østlig længde og 45,3° grader nordlige bredde— og især den 45. breddegrad har særlig betydning i denne sammenhæng. Dér befinder sig nemlig nogle af verdens absolut mest berømte vinområder som Barolo og Bordeaux og selvsagt Požega. Allerede romerne anerkendte landbrugslandet i dalen som frodigt og betingelserne for vinavl som gunstige og gav derfor dalen navnet Vallis Aurea— zlatna dolina eller den gyldne dal; og med middelalderens munkelige mellemkomst fra det franske blev der for alvor sat skik på land- og vinbrug i området. Kutjevo er et solrigt smørhul i det centrale Slavonien med vinmarker imellem 200 og 450 meters højde, 1.900 årlige solskinstimer og en årlig nedbør mellem 500 og 800 mm, godt halvdelen i vegetationsperioden. Glimrende klimatiske forhold for vinavl, og Graševina stortrives her, hvor den endda har det centrale torv opkaldt efter sig i købstaden Kutjevo.

Traditionel slavonsk trætønde på det centrale torv i Kutjevo, Trg Graševine. Hvert af områdets vinhuse har sin egen stok plantet på den lille vinmark ved vejen. Foto: Grad Kutjevo

Den hyggelige by Kutjevo ligger lige midt i dalen og har en lang historie og en rig kulturel arv. Byens ældste bevarede bebyggelse er netop Kutjevo-klosteret, der som nævnt stammer fra 1232, hvor fra Frankrig ankommende cisterciensermunke lod det opføre som Vallis Honesta de Gotho, et datterkloster til Zirc i Veszprém, Ungarn. Oprindeligt ankom “de hvide brødre” dertil fra klosteret i Clairvaux, som selv var et datterkloster til ordenens grundlæggende Cîteaux. Med fra Bourgogne og omegn bragte de masser af viden om landbrug og forarbejdning af fødevarer, om vinavl og vinifikation, ligesom de kort forinden havde gjort til andre steder langs Donau og Rhinen, til nutidens Kamptal, Kremstal, Rheingau og Mosel.

I 1521 stormede de muslimske osmannere imidlertid Kutjevo og plyndrede klostret, som samtidigt røg ud af cisterciensernes hænder. I 1536 blev store dele af Slavonien så egentligt besat af osmannerne, som i næsten 150 år beherskede området. En tørlagt tid, indtil østrig-ungarerne igen befriede Kutjevo og indsatte adelsmanden og præsten Ivan Josip Babić som lokal leder fra 1686. I 1698 overdrog han med Kejser Leopolds samtykke slottet til Jesuitter-ordenen på betingelse af, at deres indtægter fra driften skulle gå til lokalbefolkningens åndelige dannelse og faglige udvikling. Det kastede bl.a. etableringen af en gymnasieskole i Požega af sig men også en ny sognekirke i Kutjevo. Jesuitterne restaurerede ikke blot klosteret men lod samtidigt bygherren Josip Kraljić opføre barokslottet omkring det, som stod færdigt i 1725. Undervejs renoverede de også kælderen. Samtidigt etableredes der både bødkeri, smedje, mølle og bageri i byen. Der var altså et veritabelt økonomisk, socialt og kulturelt boom i perioden, hvor vinavlen ligeledes blomstrede.

En kejserlig affære

Kutjevos vine opbyggede på den tid et ry som nogle af de bedste, man i hele kejserriget kunne byde på; og kælderen havde endda havde tiltrukket sig helt særlig kejserlig opmærksomhed. Rygtet vil nemlig vide, at den nyligt kronede og kun 24-årige kejserinde Maria Theresia i 1741 gjorde ophold på slottet i Kutjevo, samtidigt med baron Franz von der Trenck (af kroaterne kendt som Franjo Trenk). Han havde gjort tro militærtjeneste for kejserinden ved Den østrigske arvefølgekrigs udbrud året inden; og der skulle hurtigt være opstået en stærk tiltrækning mellem den unge kejserinde og den spraglede militærmand. Endda så stærk, at det endte med, at de to tilbragte en hel uge sammen i kælderen bag lås og slå.

Efter dette lidenskabelige stævnemøde skiltes de to, men i kælderen fandt tjenestefolkene siden 70 streger ridset ind i stenbordet og på væggene. Om de skal symbolisere antal tillivsatte flasker, gennemførte Geschlächtsverkehr eller noget helt tredje fortaber sig i fortidens tåger. Kælderen var allerede legendarisk, og i dag dedikerer vinhuset sin topvinserie Maximo “til de største fornøjelser”, inspireret af Maria Theresias bedrifter.

Efter Jesuitter-ordenes opløsning i 1773 skiftede slottet ejerskab og ledelse ad flere omgange. Først blev det fra 1773 til 1882 forvaltet af det ungarske statskammer og dets videnskabelige fond, Fundus Studiorum. De akademiske studier trivedes, men økonomien stagnerede hurtigt, så i 1882 satte landsregeringen slottet til salg. Det blev derefter købt på auktion af den fyrstelige Vjenceslav Turković fra Karlovac i det centrale Kroatien. Det viste sig kløgtigt, for helt frem til 1945 genopbyggede familien Turković slottet og byen og bragte det hurtigt til sin hidtil største velstand. De anlagde store vinmarker og frugtplantager, hentede kvalificeret arbejdskraft ind udefra og forbedrede dermed dyrkning af vinstokke, forvaltning af vinkælderen og ændrede lokalbefolkningens levestandard, sæder og vaner. Desuden udarbejdede og udgav Zdenko og Greta Turković et udførligt ampelografisk atlas, som stadig benyttes på kroatiske vinbrugsstudier. I slutningen af 1800-tallet begyndte man så at opbygge en større vinsamling i kælderen, det første vinarkiv i Kutjevo, som desværre blev plyndret under Anden Verdenskrig.

Allerede inden var den økonomiske fremgang dog alvorligt stækket af Første Verdenskrig, hvor en uhyggeligt stor andel af befolkningen døde. Den første tid i Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere førte en langsom genopblomstring med sig, og et lokalt vin- og frugtavls-kooperativ så dagens lys i 1926 og virkede helt frem til 1955. I mellemtiden førte den ikke mindre forfærdelige Anden Verdenskrig et socialistisk systemskifte med sig, og Herregården Kutjevo blev i den forbindelse omdannet til et statsligt kooperativ og fællesejet landbrug. En moderne udvikling af landbruget stod for sammen med en officiel anerkendelse af vinens vigtighed for området, og i 1963 blev vinkooperativet Kutjevo oprettet og fortsatte som sådant frem til Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien. I tiden inden huserede senere vinlegender som Ivan Enjingi og Vlado Krauthaker, før de gik solo, sidstnævnte som ledende vinmager fra 1980 til 1992.

Slottet forblev siden statens ejendom efter Kroatiens selvstændighed og virksomheden kun langsomt privatiseret. I 2003 kom den så i udbud, og aktiemajoriteten blev købt af virksomheden Božjakovina. Den ejes af den kroatisk-bosniske forretningsmand Enver Moralić, som efter at have skabt sin formue inden for olieindustrien ønsker at investere den i udviklingen af landbruget i Kroatien. Han er ikke overraskende også svært glad for slavonsk vin.

Til trods for at befinde sig langt ude på landet i det ellers ret søvnige Slavonien, så er Kutjevo et kæmpemæssigt foretagende, som fremstiller op imod 10 millioner liter vin om året! Druerne stammer fra kælderens egne 420 hektarer vinmarker; men i fin forlængelse af den gamle kooperativtanke samarbejder man med 242 lokale landejere og vinbønder, som leverer druer fra yderligere 370 hektarer; og vinhuset beskæftiger således flere end 500 mennesker.

Gudsbenådet Graševina

Kutjevos vinmarker er først og fremmest befolket af æresborgeren Graševina, og kælderens vine flest og finest er god Graševina. I dag står sorten plantet på omtrent 80% af alle Kutjevos marker, og resten fordeler sig på hele 14 andre sorter, hvoraf Traminac, Pinot Sivi og Pinot Crni er de vigtigste (Gewürztraminer, Pinot Gris og Pinot Noir). Markerne ligger på syv separate lokationer omkring Kutjevo, herunder Hrnjevac, Koria, Venje, Vetovo og Vinkomir, som alle er anerkendte enkeltmarker.

Husets formåen kom for en dag under en grundig rundvisning og smagning i marts i år, hvor følgende vine var terroir- og traditionstypiske og samtidigt skilte sig ud ved deres kvalitet. Ikke mindst viser de diversiteten i den alsidige sort og dens potentiale.

Maximo Brut Crémant 2019. Lystigt skummende og siden fint perlende vin med frisk citrus, modne gule æbler og forårsblomster, saftig og charmerende og til slut tør og mineralsk. Forfriskende og ligefrem mousserende. Efter sigende den første Graševina fremstillet fuldstændigt efter den traditionelle metode med andengæring på flaske og forbillede i Champagne; selvom det smager en smule mere som Prosecco, men det får være. Druerne stammer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir og er gæret på ståltanke. Flaskegæringen foregår ved 13-15º og varer ni måneder for degorgement. Husets isvin på Graševina gjorde det som liquer d’expedition og dosage. Alk.: 12,5%

Graševina kvalitetno vino 2021. Kølig duft, sødmefuld og hvidfrugtet. Sprød og saftig, fyldig og med let fyrig alkohol. Hvid og grøn stenfrugt, litchi og fersken. Meget let drikkelig, den er et kup til prisen, man får mere end man betaler for! Druer fra de måske mere beskedne lokationer Oljasi og Škomić, som sgu spiller ganske flot og frugtig folkemusik, gæret og modnet på ståltanke. Alk.: 12,5%

Graševina vrhunsko vino 2021. Fyrig og mere krydret, stadig sødmefuld duft. Saftig fylde, blødere stof, stringent og mineralsk, noget svagt sauvignonsk over den. Friske grønne æbler og pærer, modne gule af samme slags, og honningmelon, nyslået hø og kamille. Hver slurk siger “god fornøjelse” med stor overbevisning. Blindsmagt ifølge unavngiven men hårdt prøvet dansk sommelière med WSET-baggrund tippet som et sted i nærheden af Muscadet, mineralsk Sancerre eller Vouvray, måske endda Riesling! Selektion af druer fra Hrnjevac, Vetovo og Vinkomir, gæret på ståltanke og modnet på store slavonske fade. Ligefrem men far from simple, hvis der nogensinde fandtes value for money, så må det være her. Alk.: 13,5%

Graševina De Gotho 2019. Gyldnere farve og en mere modent frugtig duft med florale fornemmelser. Saftigt flow og fyldig frugt, god viskositet og gribende syre, mild bitterhed og fint tørstof. Paradisæbler, kvæder, æblekerner, pinjekerner, bivoks, hvidblomstret tjørn, akacie og kamille. En fornøjelig, kompleks og harmonisk madvin med meget på hjerte. Druerne kommer fra marken Vetovo, er høstet ved håndkraft, ved forholdsvis høj modenhed og med ret lavt udbytte. I kælderen foretages afstilkning, nænsom presning og kold maceration for at få flere af de fine fenoler og aromastoffer med, som findes i drueskindet. Mosten er derefter gæret ved godt 16º i rustfri ståltanke, mens mindre del (10-20%) er gæret på små træfade. Efter end gæring og sammenstikning er vinen modnet seks måneder på gærresterne i store slavonske egetræsfade. Alk: 14%

Imponerende arkivalier

Slottets oprindelige samling af flere tusinder flasker vin gik som nævnt tabt under Anden Verdenskrig. De nye ejere lod sig dog ikke slå ud og traditionsbevidst fortsatte de med at arkivere vine hvert år fra 1947 og fremefter; og de flasker udgør i dag en imponerende arkivkælder, Arhivski Podrum, og det er en sand guldgrube af moden Graševina.

Kutjevo-samlingen er den mest omfattende vinsamling i Kroatien med over 65.000 flasker, hvoraf den ældste er en flaske Bijeli Pinot fra 1947. Flaskerne gemmes til udvalgte lejligheder og særlige smagninger; men særligt godt repræsenterede årgange sættes desuden til salg og kan endda erholdes via vinhusets website. Skal man smage, er der dog nok ikke noget mere stemnings- og betydningsfuldt sted en selve kælderen; og dermed tilbage til smagningen en dag i marts. Et dyk ned i arkivkælderen kan nemlig hjælpe med at afdække den særlige andægtighed, som selv gammel Graševina kan fremkalde hos selv garvede kroatiske vinfolk.

Graševina arhivsko vino 1969 var fundet frem til lejligheden, og hvilken vidunderlig vin det viste sig at være. Druerne hang grønne på marken Hrnjevac, da mennesket først satte fod på månen, og lidt over to måneder høstede man den selektion af fuldmodne druer, som efter 50 år i flasken har fundet deres fuldendte form. Først en en duft af kølig kælder, fugt og støv, men så liver den op med frisk forårsbrise, forårsblomster, ferskner og kantareller og et pust petroleum. Syre, sødme og tørstof er smeltet sammen til en creme af moden velsmag, gule stenfrugter, akaciehonning, orangeskal og safran og pikante prik af hvid peber, tørrede svampe og tørrede urter. Satinstoflig og mineralsk og i al sin modne vælde stadig frisk. Prosaisk set skabes balancen af 11,2% alkohol, 6,5 gram syre og 20 gram restsukker, mere poetisk er det en årgang i lod og vage, som med årenes gang har foldet sig ud i flere dimensioner. Man forstår, hvorfor kroaterne ikke kun elsker deres unge Graševina og samtidigt har så høj agtelse for den lagrede version.

Vinene er tilgængelige hos The Wine & More og via Kutjevos egen webshop.

Flaske: Graševina 1969
Vinhus: Kutjevo d.d.  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,2%  
Pris: cirka 750,-  

30 år med ÖTW

Selvom man efter eget udsagn ikke havde helt styr på præcist hvornår sammenslutningen stiftedes, så er der ikke meget, som Österreichische Traditionsweingüter ikke har fået styr på i de seneste godt 30 år. 

Formand Michael Moosbrugger— hvis historiske vinhus Schloss Gobelsburg sidste år kunne fejre intet mindre end 850 års jubilæum— kunne igen i år indtage scenen som forstander for et yderst levedygtigt foretagende, en forening, som over årtierne har markeret sig som et stærkt brand på det internationale marked; og som især i de seneste år har haft succes med at udbrede sit koncept fra de oprindeligt få vinområder i Kamptal og Kremstal til større dele af Donauområdet og derudover.

ÖTW blev stiftet så tidligt som i 1991 og har siden haft hovedsæde i Krems an der Donau. Det var fra begyndelsen en sammenslutning af ligesindede vinbønder med stræben efter at udtrykke traditionelle karakteristika i deres vine, vine med aftryk og udtryk fra lokale druesorter, jordbundsforhold, mikroklima og kældre. I henhold til foreningens vedtægter er dens fremmeste formål at klassificere Østrigs vinmarker som en hjælpende hånd for forbrugerne blandt de mange forskellige oprindelsesbetegnelser. Medlemmernes vinmarker i Donau-landskabet er omdrejningspunktet, i områderne Kamptal, Kremstal, Traisental og Wagram, Wien og Carnuntum og senest er Thermenregion optaget og Weinviertel står næst på listen. Målet er med tiden en national klassifikation; og tiden er ved at være rede.

"Vi forsøger hele tiden at udvikle os og blive bedre, og vi mener nu, at det er på tide at udvikle os fra en regional forening til en national bevægelse," fastslår Michael Moosbrugger. "Det er vigtigt for Østrig, og vi er glade, hvis vi kan nå det mål inden for de næste fem til syv år. Vi har aldrig tvunget denne udvikling ned over for andre producenter, men vi har forsøgt at overbevise folk om, at vores vej er den rigtige for hele landet."

Foreningen organiserer i samarbejde med Wine & Partners hvert år en smagning af nyeste årgang, den såkaldte Erste Lagen Verkostung på Schloss Grafenegg, som de sidste par år er afviklet i fællesskab med STK, foreningens pendant i Steiermark, og Leithaberg-Eisenberg, som er Burgenlands forbund. I år foregik det samlet under overskriften Austrian Single Vineyard Summit i september.

Tredive års tro tjeneste og velsmag

ÖTWs årlige smagning indledes hvert gang med en velkomst ved formanden, en rapport om indeværende årgang lige på kanten af høsten, og så et tilbageblik på årgangen 10 år tilbage gennem smagning af udvalgte vine fra dengang. Det demonstrerer på nydelig vis både en årgangs karakteristika og som regel også lagringspotentialet i foreningens vine. 

Som regel afholdes smagningen om aftenen i den hyggelige Alte Scheune, men i år var den rykket frem til om formiddagen og ind i selve Schloss Grafenegg, i den yderst nydelige bibliotekssal; og foruden de vanligt inviterede vinskribenter var repræsentanter for den hjemlige presse og vinbranche også inviteret med i år. Den indledende smagning var nemlig intet mindre end et tilbageblik på samtlige tre årtier i foreningens historie — fem flights af vine fra 2012 og tilbage til 1991.

Hovedtalerne ved smagningen i bibliotekssalen på Schloss Grafenegg: Første formand Willi Bründlmayer, historiker Philipp Blom, Michaela Ehn, Niki Moser, nuværende formand Michael Moosbrugger med foreningens jubilæumsbog, samt Johannes Hirsch og Gerald Malat. Foto: Anna Stöcher

Selve smagningen kom særdeles godt fra start— med et lynnedslag af stram frugt og friskhed fra Karl Fritsch og hans Riesling fra Mordthal 2010; og efter en række spændende nedslag i generelt imponerende flot udviklede hvidvine fra de forgangne årtier, rundedes smagningen af med rødvine fra det nyligt tilkomne Carnuntum og en især strålende flot stående Blaufränkisch fra Ried Spitzerberg og Dorli Muhrs hånd.

Jeg talte efterfølgende med en munter Willi Bründlmayer, som istemmede, “at det var en meget tilfredsstillende smagning, hvor især de ældste vine stod overraskende flot”; og en ligeledes veloplagt Fritz Wieninger, der som nyere medlem ikke faldt igennem med sit bidrag, og var “meget tilfreds med udviklingen.”

Det kommer nok næppe som den store overraskelse, at Riesling kan lagres længe og ældes med ynde, tre årtier er ingen tid for vine af høj kvalitet. Til gengæld vil mange nok blive overraskede over, at Grüner Veltliner ikke blot kan udvikle sig over tid men faktisk modne til anderledes stor vin, selv med 20-30 år på bagen— men det er tilfældet, hvad smagningen ved flere vine kunne slå fast. Faktisk virkede nogle af Veltlinerne friskere end Rieslinger fra nogenlune samme årstal. Riesling får med alderen betonet det æteriske og mineralske, mens Grüner Veltliner får frugten tonet ned og skruet op for det krydrede. Fred Loimers årgang 1992 var stadig sprælsk og havde masser af flot modnet, udviklet frugtsmag; og det samme havde den imponerende Gemischter Satz fra Fritz Wieninger årgang 1999. Så selvom østrigerne har skik for at drikke deres vine unge, skyldes det ikke mangel på modningsevner.

Jeg har valgt at viderebringe mine personlige smagenoter fra sessionen og fik heldigvis udført nogle udvalgte mere udførligt efter smagningen. Højdepunkterne var for Rieslings vedkommende fra Karl Fritsch, Johannes Hirsch, Jurtschitsch og Geyerhof; for Grüner Veltliner fra Fred Loimer, Bernhard Ott og Markus Huber; og så var Wieningers ‘blandede’ biddrag intet mindre end genialt.

Biblioteket på Schloss Grafenegg dannede rammen om den store jubilæumssmagning. Foto: Anna Stöcher

Første flight

Weingut Fritsch Riesling Ried Mordthal 2010. Flyvende frisk og syrligsød duft, kølig men liflig, let flintet. Sindssygt stimulerende syrenerve. Citrisk sirlighed, saftig hvid ferskenfrugt og moden citron. Intensitet og balance, næsten utrættelig.

Weingut Topf Riesling Ried Wechselberg-Spiegel 2010. Diskret og let støvet duft, stenmel og en smule voks. En godt gribende mundfuld, med mundvandende syre og et mere krydret stof. Nedtonet stenfrugt, ganske mineralsk og stenet i udtrykket.

Weingut Proidl Riesling Ried Ehrenfels 2007. Let røget duft med fyldig fersken, måske mango, ret eksotisk og krydret. Fyldig og rund mundfuld med et godt fenolisk greb, knastørt finish med ferskensten og kandiseret citrus, salt svirp til slut.

Weingut Huber Grüner Veltliner Ried Berg 2006. Mild men fyldig duft, behageligt modnet. Hyggelig syre, underspillet med delikate elementer i eftersmagen, stenfrugt og urtesalt. Diskret men delikat.

Familienweingut Sepp Moser Grüner Veltliner Ried Schnabel 2005. Særegen duft, særdeles ‘gammeldags’ indelukket og støvet men ikke utiltalende. Blød fylde i munden med moden stenfrugt, pæn syre og delikat bitterhed, en smule lakridspulver i eftersmagen.

Andet flight

Weingut Stift Göttweig Riesling Ried Silberbichl 2006. Ferskenduft med en lille fugtig, muldet note, antyder både frugtig fylde og syrlig nerve. Stoflig, salt og syrlig saft, med kandiseret citrus, ferskensten, lakridspulver og salt karamel. Mineralsk finish.

Weingut Hiedler Riesling Ried Gaisberg 2009. Fyldig og æterisk med frisk fersken, lak og maling, dufter strålende gult med mørk rand. Fyldig i munden med mineralsk kant og syrlig nerve, strammer pænt sammen og tørrer flot ind. Spændstig syrlighed!

Weingut Bründlmayer Riesling Ried Heiligenstein Alte Reben 2002. Løftig, luftig og samtidigt dyb duft, delikate noter af røg, sten og citrus. Super fortættet stof, stenet mineralsk kondensat i munden, men meget meget let og lækkert vævet stof. Ikke spillevende længere men har en statelig rankhed over sig.

Weingut Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2002. Mild duft af moden citrus og fersken og tørrede blomster. Saftighed og mild syre karakteriserer mundfølelsen, meget rundet, med funklende mineralitet; fornemt ældet, virker endnu ung, fornemt glas.

Weingut Bernhard Ott Grüner Veltliner Ried Rosenberg 2001. Krydret duft med tørrede urter og blomster. Syrlig og pikant frugtsmag, minder om en eksotisk frugtsalat med kant af syltede grøntsager, har nogle syltekrydderier som dildfrø og korianderfrø i sig. Flot udviklet.

Tredje flight

Weingut Malat Riesling Ried Steinbühel 1999. Stenet og mildt krydret duft, liflig med syrlinger, vanillecreme og noget mildt røget. Sirlig syre i munden, strålende men dunkel frugt og mørk mineralitet. Tørt og saltet finish.

Weingut Geyerhof Riesling Ried Goldberg 1999. Luftig duft med milde frugt- og blomsternoter. Umiddelbar blødme og saftighed, floral smag af jasmin og citrusblomster, et hint af sæbe, røde æbler, et flot spil mellem fin frugtsødme og god syre, glimrende balance.

Weingut Schloss Gobelsburg Riesling Ried Gaisberg Alte Reben 1997. Udviklet duft med tørre noter, biblioteksstøv og tørret citrus; slank med saftig syre, tør, har en lind frugtighed bevaret, gul frugtig, mineralsk stenet. Flot men har ramt toppen for en tid siden.

Weingut Salomon Undhof Riesling Ried Pfaffenberg 1996. Støvet, svampet duft, rå champignon, regnvåd muldjord, overmoden citron. Smagen er tydeligt udviklet, vandig med stram syre men ikke uden pæne smagselementer og en vis balance bevaret.

Weingut Ehn Grüner Veltliner Obere Panzaun 1993. Kølig men æterisk duft, hints af diesel, koks og muld over grøn stenfrugt og selleri. Blød fylde, jævn syre og ganske udviklet men endnu ikke afgået til de evige Veltliner-marker.

Fjerde flight

Weingut Loimer Grüner Veltliner Ried Käferberg 1992. Mildt jordet og urtet duft, selleri, peberrod, diskrete noter men meget delikat. Stringent saft, fint tørt stof, syrlig fersken, gule æbler, noget let støvet og salt; flot udviklet, virker endnu ungdommenlig endda.

Weingut Nigl Riesling Ried Hochäcker 1992. Moden citrisk duft med nåleskovsnoter og eau de cologne, æterisk røgelse, mørk men antyder lys syre. Lemon curd, støvet citrus og syrlig fersken underneden, lækker smag med godt flow, en pænt rundet syre og tørt finish. Rigtigt flot.

Weingut Hermann Moser Grüner Veltliner Ried Gebling 1991. Tørurtet, næsten vermouth-agtig duft med muld, støv og krydderkvast. Abrikosbrus i smagen, jævn syre, meget modne noter, støvet finish.

Weingut Jurtschitsch Riesling Ried Loiserberg 1991. Mild men delikat duft, meget ren og lineær i udtrykket, i struktur og tekstur nærmest ungdommelig endnu. Ferskensten og marcipan i eftersmagen.

Weingut Dolle Riesling Ried Gaisberg 1991. Støvet biblioteksduft, meget udviklet, men munden afslører, at den ikke gået over. Syren flyder endnu, og der er mineralske noter i strømmen.

Femte flight

Weingut Wieninger Wiener Gemischter Satz Ried Ulm 1999. Virkeligt fin duft, delikat urtet og krydret, en smule nåleskovbund i brisen. Fin fylde, rund og med blød kant, engelsk vingummi, frugtlæder og karamel, og saften strammer sammen i et tørt finish med et hint lakridspulver og flormelis. Endnu ungdommelig, meget delikat.

Weingut Christ Weissburgunder Ried Falkenberg 2009. Rigtig flot duft, mild hvid stenfrugt og mildt krydret mineralitet. Blød og stoflig, flot syre, fin vin.

Weingut Gerhard Markowitsch Cuvée Ried Rosenberg 2004. Mørkt frugtig men først og fremmest dybt krydret duft: Mørkerøde bær, grillet rød peberfrugt, sort peber og urter. Fløjlslødt og saftigt stof, tætte støvede tanniner, er et flot sted.

Weingut Dorli Muhr Blaufränkisch Ried Spitzerberg 2011. Tæt mørk duft, liljer, liflige røde kirsebær, bitre vilde bær. Saftig og slank med ren og skær frugt, med glathed, de fineste tanniner, en god syre og tørt finish. Lette kanel- og nellikenoter i finishen. Fornem.

Weingut Netzl Cuvée Anna-Christina Ried Bärnreiser 2012. Dejlig duft, som er tæt af mørk chokolade og tørrede bær. Blødsøden i munden med fyrig krydring og moden mørk frugt, flot integrerede tanniner, meget tilfredsstillende mundfuld.

Overrækkelse af æresmedlemsskaber. Michael Moosbrugger med Willi Bründlmaye, Gerhard Tragauer, Gerald Malat, Kurt Koerbler, Karl Jurtschitsch, Josef Mantler, Josef Hiedler og Peter Dolle. Foto: Anna Stöcher

En sjælden fornøjelse var det. Skål for de første 30 år!

Flaske: Grüner Veltliner Spätlese 1992
Vinhus: Weingut Loimer  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Gnejs, løss og lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%  
Importør: Österreich Vin
(senere årgange)  
Pris: cirka 300,-  

Den hvide Barolo?

“Jeg har altid været fascineret af Riesling. Dens elegance, dens egenart, dens kompleksitet. Jeg vil ligefrem vove at kalde den en hvid Barolo, for jeg mener, at det er muligt at opnå samme tilfredsstillelse fra stor Riesling som man kan få fra stor rød Nebbiolo.”

Ordene er Sergio Germanos, og havde han ikke tilhørt toppen af producenter i Barolo-kommunen Serralunga d’Alba, ville de fleste nok have fundet sammenligningen en smule overdrevet og måske affeje den som en overmodig germanofils agitation. Men det germanske ligger alene i efternavnet, og manden ved, hvad han taler om— ikke mindst fordi han selv laver en af Italiens bedste Riesling-vine Hérzu i Alta Langa sydvest for Serralunga d’Alba.

Det er en Riesling, som i duft, smag og struktur måske slægter sine østrigske snarere end sine tyske versioner på, med moden frugt, fornem fylde og stor længde. Farven er helt lyst sølvgrå. I næsen er der først en frisk og flintet note, med kølig bjergbrise, jasmin, bivoks, kold fersken og lime, dybere nede lette petrolske og røgede noter. I munden er den sprød og frisk, med velintegreret syre, rig fylde og fløjlet blødhed; smag af sødmefulde kerne- og stenfrugter, pære, fersken og et svirp moden limesaft. Mildt urtet med tørt, salt finish, og frugten bliver hængende længe. Lækker tekstur, flot fokuseret og med brillant balance.

Årgangsvariationer byder på den ene side på mere svirpende syre og mere mineralsk kant, på den anden side mere fylde, eksotisk frugt og pikant krydring. Smager man årgange med flere år på bagen, forsikres man om et fint udviklingspotentiale, og ad åre udvikles spændende noter af kandiseret citrus, basmatiris, safran og røgelse. Så alt efter årgang og personlig smag skulle der være vin til såvel fisk og skaldyr som og ikke mindst risotto.

“Alta Langa Riesling er helt åbenlyst noget andet end en klassisk tysk Riesling,” fastslår Sergio Germano, “men heldigvis bibeholder druen sine typiske karaktertræk her. Den er umiddelbart genkendelig, selvom den har helt andre vækstforhold her. Selvfølgelig er den anderledes end en tysk Riesling, for jordbunden her er rigere og giver vine med en rigere struktur og mere volumen.” Han uddyber:

“Alta Langas karakteristiske kalksten giver vinen sin mineralitet, sin salinitet og sin store længde. Luften her har en næsten maritim karakter grundet fugten fra Tanaro-floden, som flyder 100-300 under vinmarken. Det mikroklima sikrer friskhed og syre, men skaber også gode betingelser for botrytis. Mange vinbønder ville prise sig lykkelige for det, men jeg var faktisk en smule ængstelig i begyndelsen. Nu håber jeg bare, at den fortsætter med at trives der, for en smule botrytis giver aromatisk kompleksitet og karakter, som klæder Riesling.”

Om vinens særprægede navn beretter han følgende: “Den lokale dialekt omkring Ciglié er anderledes end Serralungas, og da jeg første gang stødte på ordet ‘hérzu’ her blev jeg taget på sengen; men samtidigt nysgerrig. Jeg fandt ud af, at det betød ‘stejl’ eller ‘skråning’, og så besluttede jeg at kalde vinen det.” Vinmarkerne befinder sig nemlig i 500-570 meters højde, på stejle sydvendte skråninger. Skråningerne, den kalkholdige jordbund og det kølige vejrlig i Alta Langa er desuden velkendt som grobund for Piemontes bedste mousserende vine. Men Riesling opnår altså også nobel karakter her… en smule som en Barolo. “Det er en vin, der deler vandene. Enten elsker du den eller omvendt har du det stramt med den. Den fordrer noget af dig.”

Ettore Germano, tradition og evolution

Vinhuset Ettore Germano er grundlagt i 1856 og har været i familiens besiddelse lige siden. I begyndelsen solgte man sine druer til andre producenter, men siden 1993 har Sergio Germano udelukkende beskæftiget sig med egenproduktion. Sergio laver klassiske Serralunga-vine med stor indlevelse— fint strukturerede og subtilt komplekse Baroloer fra Prapò, Cerretta og Vigna Rionda; men det lader han ikke stå i vejen for samtidigt at lave hvide og mousserende vine på Chardonnay og Riesling. En forpligtelse på tradition tvinger ham heller ikke til blindt at acceptere konventionel skik og brug: Han flasker skamløst alle sine hvidvine med skruelåg og har i en årrække aftappet en lille del af sine Baroloer med samme lukkemekanisme for at se, hvordan de udvikler sig over årene med skruelåg i stedet for kork— og de foreløbige resultater skuffer ham ikke. Som i de hvide bevarer skruelåget bedre vinens fine aromatik, men modsat konventionel visdom stopper den ifølge Germano ikke modningen; den sker blot i et anderledes adstadigt tempo. Så med tiden ser vi måske en Cerretta eller en Vignarionda på markedet med skruelåg…

Sergio har endvidere en særlig interesse i den lokale grønne sort Nascetta, som han han blandt andet vinificerer på amforaer. Den giver vine med en ret frisk og frugtig karakter, masser af æble og kvæde, og når den er bedst giver den delikate noter af akacie, citron, rosmarin og salvie. Hvis Riesling er hvidvinens svar på Nebbiolo, må Nascetta være dens charmerende Barbera.

Det er ikke kun i sit vinsortiment, Sergio Germano stræber efter mangfoldighed. Biodiversitet i og imellem markerne ligger ham på sinde, og siden 2016 har han dyrket i overensstemmelse med det bæredygtige piemontesiske omlægningsprogram VITA – VITicoltura Armoniosa, som lægger særlig vægt på manuelt arbejde i vinmarken; naturligt grønt bunddække mellem rækkerne; jordberigelse via bælgplanter og korsblomstrende planter for at opbygge naturlige kvælstofbeholdninger i jorden; biologisk bekæmpelse af skadedyr ved brug af feromoner; og forsøg på reduktion af brugen af kobbersulfat; samt reduktion i vand- og energiforbrug i kældrene. Små skridt men i den rigtige retning.

Druerne til Hérzu er høstet ved håndkraft i småkasser; med langsom pneumatisk presning og kølig gæring på ståltanke. Ingen malolaktisk gæring, men vinen mildnes af små fem gram restsødme. Resultatet er en righoldig Riesling i flot balance og ifølge Ian d’Agata “måske Italiens bedste Riesling.”

Flaske: Hérzu 2020  
Vinhus: Ettore Germano  
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Drue: Riesling  
Jordbund: Kalkholdig silt og kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 275,-