Gammel vin på nye flasker

Schloss Gobelsburg er en sand institution i østrigsk vinbrug. I år kunne forpagter Michael Moosbrugger og hans hold fejre intet mindre end 850 års fødselsdag for slottet, som dermed er et af Østrigs ældste fortsat virksomme vinbrug. Det store jubilæum blev behørigt fejret med indvielsen af en gennemrestaureret kælder og ikke mindst tre nye tilføjelser til husets historiske vinserie Tradition, som er vinificeret med forbillede i 1800-tallets vine. Det er rene og nøjsomt modnede vine, som udviser individualitet og karakter og dermed kan videregive indtrykket af det sted, den tid og det traditionelle håndværk, de er rundet af. Kronen på værket er den ærefrygtindgydende Heritage Cuvée 50 Years, som er stukket sammen af talrige årgange af vine fra slottets dybe kælder, helt tilbage fra 1970. Mere om dens tilblivelse senere, som indledning rækker det at sige, at den er en sand himmerigsmundfuld, hvor skær ungdom i form af frisk fersken, mango, græs og urter møder moden alderdom med kølig kælder, fugtig muld, svampe, voks og røgelse, ekkoer af århundreders velsignelser. En vin ud over det sædvanlige og absolut en af årets største vinoplevelser.

850 års tro tjeneste

Michael Moosbrugger er en mand, der hylder traditionen, og i år blev han også selv hyldet. Vinhusets 850 år var nemlig ikke det eneste jubilæum, Gobelsburg kunne fejre i 2021. Det er nemlig også 25 år siden, den nu 55-årige Moosbrugger overtog vinhuset i 1996 og begyndte at genrejse det til fordums storhed; og det er lykkes ham at bringe slottet styrket ind i et nyt årtusinde. De seneste årtier har været en gylden tid for østrigsk vin, og det skyldes ikke mindst den indsats, Moosbrugger har ydet i samspil med en række andre vinhuse i området, især sammenslutningen af Donauområdets traditionstro vinhuse, Österreichische Traditionsweingüter (ÖTW), som han har stået i spidsen for de seneste 15 år; og apropos tradition, så har vinserien af samme navn også 20 år på bagen i 2021. Der har altså været nok at fejre, og Eva og Michael Moosbrugger har følgeligt huset flere større festligheder på slottet i løbet af sommeren.

Sensommersol over Gobelsburg ved fejringen af vinhusets 850 års jubilæum. Inde i slotsgården skænkedes den særlige jubilæumscuvée fra magnumflasker. Foto: Thomas Bohl

“Gobelsburg er ikke blot et vinhus, det er en tradition, det er levende historie.”

— Michael Moosbrugger

Schloss Gobelsburg ligger lige uden for Langenlois, Østrigs nok vigtigste vinby. Den lille flod Kamp flyder stille gennem byen og giver navn til vinområdet i dalen, der omgiver den, Kamptal; og Kamptal hører til Østrigs mest historiske og vigtigste vinområder. De ældste dokumenterede bosættelser på egnen går 3.000-4.000 år tilbage, og allerede romerne menes at have dyrket vin ved Donau i de første århundreder efter vor tidsregning. 1074 nævnes for første gang Azzo de Gobatsburich, grundlæggeren af og navngiveren til nutidens Gobelsburg. Belæste typer vil genkende navnet Adso fra hans landsmand i Umberto Ecos roman Rosens Navn, hvor den unge munk netop kommer fra det berømte og stadigt aktive kloster i Melk i Wachau. Gobelsburg blev oprindeligt indrettet som en slags fæstning, og en senere ejer, jarl Hadmar, skænkede de omkringliggende markarealer til de cisterciensermunke, som slottets historie siden har været uløseligt knyttet til. Cistercienserne kom til egnen fra Bourgogne i løbet af 1100-tallet, grundlagde stiftet i Zwettl i 1138 og etablerede siden vinbrug ved Gobelsburg i 1171 med vinstokke på marken Heiligenstein.

Resten er, som man siger, historie. En broget flok af hele 19 skiftende familier har i mellemtiden kaldt Gobelsburg for deres hjem, og undervejs ombyggede de af flere omgange borgen. I 1500-tallet blev den bygget om til renæssanceslot, og i 1725 lod Otto Achatz von Ehrenreich det restaurere i prangende barokstil. En bekostelig affære, som efterlod bygherren forgældet, og slottet blev siden solgt til Stift Zwettl i 1740. Endnu en ombygning fulgte i 1785 under Josef Munggenast, og dermed er selve slotsbygningen stort set fremme ved den form, den har i dag. Mens Den franske revolution førte til en privatisering og mange steder ligefrem eliminering af de klosterlige besiddelser i Frankrig og Tyskland, bibeholdte man i det katolske Østrig et rigt klosterliv og virke, og munkene holdte liv i landets vinbrug helt op i det 20. århundrede. Gobelsburg var ingen undtagelse, og det forblev områdets førende vinhus helt frem til midten af det 20. århundrede. Men to tabte verdenskrige gjorde ikke noget godt for den østrigske økonomi, ej heller vinproduktion, og også Gobelsburg begyndte at sakke agterud.

I 1958 overtog fader Bertram Baumann styringen, og han moderniserede stille og roligt foretagendet; og i hans tid som bestyrer gik vingården tidstypisk fra fadsalg til flaskesalg, og Gobelsburg genvandt støt sit ry som garant for vin af høj kvalitet. I 1980 blev Baumann imidlertid valgt til abbed for Stift Zwettl, og i de efterfølgende år fik han færre og færre timer til overs til vinbruget, som blev overladt i andre munkes hænder. Til trods for det vigende fokus og fraværende investeringer i vinbruget opretholdte Gobelsburg dog nogenlunde kvaliteten og populariteten. Pudsigt nok hjulpet en smule på vej af den østrigske vinskandale i 1985, som gav kultstatus til den naturligt rene Messwein, vinen, som munkene fremstiller til gejstlig brug— med Reinheitsgebot over for Herren i det høje. Tilskyndet af tiderne, som i 1980’erne som bekendt ikke stod i munkefagets favør, ønskede Stift Zwettl dog at overlade vinbruget til mere verdslige kræfter, og fra 1995 begyndte man at søge en forpagter. Valget faldt ved Willi Bründlmayers mellemkomst på den unge Michael Moosbrugger, og resten er igen, som man siger, historie.

Michael Moosbrugger og hans hustru Eva i underjordisk selskab med munkene fra Stift Zwettl. Foto: Herbert Lehmann

En genoptaget tradition

Moosbrugger har siden båret faklen videre, med en målretning af vinhusets produktion med udgangspunkt i Donauområdets to traditionelle hovedsorter, Grüner Veltliner og Riesling. Samtidigt har han iværksat et særligt fokus på produktion af enkeltmarksvine, især fra gammelkendte marker som Heiligenstein, Gaisberg, Lamm og Renner, som siden i ÖTWs regi er klassificeret som Erste Lagen. Da Langenlois er en af Østrigs ‘Sekt-hovedstæder’, har Gobelsburg også omfattende Sektmanufaktur; og i fader Bertrams fodspor fortsætter man også med at fremstille rødvin på Zweigelt, Sankt Laurent og Pinot Noir.

Gobelsburgs slotskælder rummer et omfattende arkiv af ældre årgange helt tilbage til Anden verdenskrig. Inspireret af de gamle flasker og med interesse for historisk vinmageri kastede Moosbrugger og hans kældermester Franz Karner sig i 2001 ud i at lave vin, som man gjorde på slottet i begyndelsen af 1800-tallet. Kort fortalt presses druerne på en stor, gammeldags kurvepresse af træ, mosten fyldes ufiltreret i et 25 hektoliter stort egetræsfad for dér at gære spontant og uden temperaturstyring. Efter endt gæring stikkes vinen om med 3-5 måneders mellemrum, hvorved den dels luftes og dels skilles fra bundfaldet lidt efter lidt. Efter godt to års lagring flaskes den så og markedsføres under navnet Tradition— mere om baggrunden og bevæggrundene kan læses her. Det er ikke kun nostalgi og konservatisme, det er lige så meget en anerkendelse af det historiske håndværk og traditionens meritter, der stikker bag, for resultatet er karakteristisk anderledes og særdeles velsmagende. Vinene har også været en succes, og allerede i 2009 begyndte de at sætte udvalgte fade til side til længere tids lagring med henblik på sene aftapninger og nye cuvéer på tværs af sorter og årgange, en praksis, som ikke var usædvanligt før i tiden. Det er blandt andet kulminationen på det projekt, som nu kan smages i de tre nye Traditions-vine, der erstatter den oprindelige serie med sortsrene årgangsvine på henholdsvis Grüner Veltliner og Riesling.

2017 blev altså sidste udgave af Traditions-serien, som vi har kendt den siden årgang 2001, aftappet af en enkelt årgang med to års lagring. Fremover vil vinene blive frigivet i tre forskellige aftapninger stukket sammen af forskellige årgange: En 3-års, en 10-års og en 20-års; og den 20-årige her i jubilæumsåret erstattet af åbningssalutten, den 50-årige, stukket sammen af 31 årgange fra de forgange fem årtier.

En hellig treenighed: Slot, kirke og vingård omgivet af vinmarker med gyldent efterårsløv og hyllet i tåge. Foto: Michael Moosbrugger

En kælder til et halvt årtusinde

En tre-årig genopbygning af slottets historiske kælder nåede heldigvis i mål lige inden årets jubilæer. Behovet for en ny kælder kom til i forlængelse af en længere lagringstid for mange af husets vine og dermed vigende plads til de nye årgange. Nu er det at udvide og ombygge ikke bare noget, man fra den ene dag til den anden giver sig i kast med på et mange århundreder gammelt slot. Moosbrugger satte sig derfor for at finde frem til en ikke bare tilfredsstillende men også langtidsholdbar løsning; og i samråd med sin kældermester, med munkene og adskillige arkitekter og bygherrer, blev man efterhånden enige om både byggematerialer, udformning, indretning og tidsplan. Selvfølgelig skulle det funktionelle i en fadkælder tilgodeses, og det historiske rum og dets religiøse betydning respekteres; men eller var det eneste ultimative krav, at kælderen skulle kunne holde endnu 500 år!

Beton blev derfor vist vintervejen, da det ellers så elskede byggemateriale har en gennemsnitlig holdbarhed på kun knapt et århundrede. Sten og klassisk tilvirkede mursten og mørtel kan til gengæld klare tidens tand, og den hvælvede kælder er derfor genopført i de eksakt samme materialer, som man oprindeligt opførte den i. Bag konstruktionen står Gewölbebau Wagner, en familievirksomhed, som har specialiseret sig i vedligehold, restauration og genopbygning af gamle hvælvebygninger i kirker, slotte og borge. Sebastian Wagner kalder resultatet “en af de største og smukkeste referenceobjekter i vores virksomheds historie”, og Moosbrugger kalder ligefrem kælderen for “et monument for fremtiden.”

Som i et kloster er vinkælderens funktionelle rum bygget op omkring en korsgang, som markerer kælderens centrum, og alle kælderens korridorer strækker sig rundt om den. Den religiøse symbolik spiller ind i indretningen: Korsgangen med dens indre gårdhave, som udelukkende er indrettet for sin skønhed, tjener som symbol for Edens Have; det naturlige lysindfald fra oven som symbol på nåden; ellipsen, der strækker sig gennem gulvet, som symbol for de geo- og heliocentriske verdensbilleder; og de fire endevægge er dekoreret med citater fra hvert af de fire evangelier, håndskrevet med skønskrift af Stift Zwettls klosterbibliotekar, kunsthistorikeren Andreas Gamarith.

Smukt er det i al fald. Det ånder ro, andægtighed, eftertænksomhed, noget man også kan fornemme i Traditions-vinene, og de sparsomme men stærkt symbolske religiøse dekorationer er smagfulde og flot integrerede. Det er et spirituelt og kontemplativt rum, som vil gøre sig fremragende til at modne fremtidens vine; og så er det i øvrigt et rum med en fremragende akustik, bevidnet ved fejringen af 850-års fødselsdagen, hvor en lille smagning af jubilæumsvinen blev akkompagneret af klassisk kammermusik.

En vin fra et halvt århundrede

Skal der fejres, så skal der skænkes vin, og hvilken bedre lejlighed end et jubilæum til at skabe en helt særlig vin med et blik tilbage på tiden, der er gået; og nu tager Michael Moesbrugger os virkeligt med på en tidsrejse, hvor Østrigs historie som vinland fortætter sig, og traditionen materialiserer sig i de gyldne dråber.

“Den grundlæggende betragning var fra begyndelsen at skabe en vin til lejligheden, 850 års jubilæet— og det på en måde, der trak tråde til historien og især inddrog vores kulturarv på vingården; så den også indholdsmæssigt og i sammenhængen passede ind i den håndværkstradition, som Gobelsburg står for.”

“850 år er selvfølgelig et ret stort tidsspand, som vi vel egentlig ikke rigtigt kan fatte; men måske et udsnit på 50 år ville virke mere overskueligt for en menneske,” filosoferer Moosbrugger og tilføjer pragmatisk: “Vi ville jo heller ikke kunne have lavet en vin fra de forløbne 850 år, så 50 år var også det, der kunne lade sig gøre; og noget, der kan repræsentere Gobelsburg af i dag.”

“Vores bibliotek går tilbage til 1940’erne. Vi har godt 10.000 flasker som ‘vinhusets erindring’ om sig selv, og i løbet af de seneste 25 år har jeg med tiden smagt mig gennem vinoteket og kender derfor vinene ganske godt; og på grundlag af den erfaring havde jeg efterhånden udviklet en vis forestilling om, hvilken retning vinene udvikler sig i; hvilken personlighed, de antager; og det blev så grundlaget for at udvælge bestemte vine og årgange for også at ramme en særlig type og stil.”

“Jeg spurgte abbeden, om det ville være muligt at benytte noget af beholdningen, og han viste sig ret interesseret i projektet og gav mig carte blanche til at gøre, hvad jeg fandt passende til sådan en vin. Så vi endte med at udvælge flasker og fade fra de forgange halvtreds årgange, og de danner basis for Tradition Heritage Cuvée 50 Years,” forklarer Moosbrugger.

Fra slottets store bagkatalog fandtes altså flasker frem fra 1970’erne og frem til 2000’erne. Alle blev støvet grundigt af, åbnet og testet for fejl, bedømt på velsmag, og fandtes de værdige, blev de hældt om i et fad, inden det færdige blend blev lavet. Efter blandingen modnede vinen færdig på store egetræsfade. Fortid, nutid og fremtid mødes i den færdige vin.

“Vi dedikerer denne vin til de generationer af vinbønder og kældermestre, som har gjort østrigsk vin til det, den er i dag.”

— Eva Moosbrugger

Michael Moosbrugger nedtoner gerne sin egen rolle i det endelige resultat. Kvaliteten tilkommer traditionen. “Det er en vin tilegnet håndværkskulturen gennem generationer af østrigske vinmagere, der har gjort vores vinkultur til det, den anerkendes for verden over i dag— og den har fået de fortræffeligheder, som vinene fra Donauområdet særligt skattes for: Substans, elegance og drikkeglæde.”

Dichtung und Wahrheit

Vi taler selvsagt om en vin med filosofiske og poetiske anslag; men den er lavet med en pertentlig akkuratesse, som kendetegner alt i Moosbruggers virke, så lad os for skams skyld dykke ned i de prosaiske kendsgerninger omkring processen.

Cuvéen er lavet på i alt ni druesorter: Grüner Veltliner er hoveddruen med Riesling som sidekammerat og med mindre dele ældre vine på sorter, som ikke længere dyrkes på slottets marker: Grüner Sylvaner (Silvaner), Muskat Sylvaner (Sauvignon Blanc), Riesling Sylvaner (Müller-Thurgau), Welschriesling, Traminer, Muskateller og Muskat Ottonel. Der er i vid udstrækning tale om nogle af husets bedste vine, f.eks. indgår adskillige enkeltmarksvine fra både Lamm og Heiligenstein, heriblandt eksempelvis en særhed som Sauvignon Kabinett årgang 1983 fra Heiligenstein! Vinene fra 1900-tallets sidste tre årtier udgør tilsammen godt en tredje del, mens vine fra de seneste to årtier hver udgør endnu en tredjedel, fra det seneste årti tappet fra de fade Tradition, der var sat til langtidslagring. Den nøjere fordeling af årgange er som følger:

Andel Årti Årgange
11% 1970’erne 1970, 1971, 1973, 1974, 1977, 1979
12% 1980’erne 1980, 1981, 1982, 1983, 1984, 1986, 1987, 1989
7% 1990’erne 1991, 1993, 1994, 1996, 1998, 1999
37% 2000’erne 2000, 2002, 2003, 2004, 2005, 2007, 2009
33% 2010’erne 2011, 2013, 2014, 2017

Og med talmagien intakt er der i alt tappet 850 magnumflasker og 7.026 standardflasker, hvilket beløber sig til præcist 1.171 kasser. Er man nysgerrig, er det om at forsyne sig, for flaskerne har hurtigt fået ben at gå på, og kun 180 flasker og 24 magnumflasker er kommet til Danmark.

Hvad skal man så forvente af en så usædvanlig vin? Kældermesteren får ordet først: “En vin af denne slags vil vække mange og forskelligartede forventninger. Men Gobelsburgs jubilæumscuvée beviser med al tydelighed, at den er et tro aftryk af Donaudalen. Farven, dels fra de modne vine, har en lysende gylden tone. Bouqueten er svær at beskrive. Er det delikat Riesling, er der spor af Silvaner eller krydret Grüner Veltliner, måske en snert Sauvignon? Et gran af hver, faktisk, og alt muligt andet. I munden udviser den struktureret substans og yndeful lethed, Donauområdets klassiske dyder. Det er en inspirerende vin, der ubesværet bereder nydelse.”

Følgende smagenote er strikket sammen fra smagning af flaske nr. 1907 og flaske nr. 1908: Lys og strålende gylden i glasset med fin duft af fine blomster, pollen, frisk frugt, voks og kølig kælder. I munden en svævende lethed og et smukt sammenvævet stof med summende syre, slank og saftspændt. Den er overraskende ungdommelig og frisk, de udviklede, aldrede smage kommer først hen af vejen, som tabte tider, der vender tilbage. Hvide stenfrugter, syrlig mango og små anslag af nyslået græs, urter, urtete, tobak, røgelse og mørkere noter af ler, fugtig muld, svampe og nødder. Man kan få associationer til såvel Champagne solera som gemischter Satz; og så lander man alligevel midt i Kamptal på noget, der ikke kan være andet end Schloss Gobelsburg. Strålende, raffineret og kompleks, det er vin, der er et 850 års jubilæum værdig.

Flaske: Heritage Tradition Cuvée 50 Jahre  
Vinhus: Schloss Gobelsburg  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druer: Grüner Veltliner, Riesling,
Silvaner, Welschriesling, Sauvignon Blanc,  
Traminer, Muskateller, Müller-Thurgau
Jordbund: Løss, lehm, gnejs, sandsten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Bichel Vine  
Pris: 995,-  

I forbindelse med jubilæet udgav Michael Moosbrugger og Alexander Rabl bogen ‘Schloss Gobelsburg – Weinkulturerbe Österreichs’ med en række velskrevne artikler om slottets, områdets og Østrigs vinhistorie. Bogen fås også på engelsk som ‘Schloss Gobelsburg – Oenocultural Heritage Austria’ og kan købes på Gobelsburgs website og gennem flere boghandler.

Ich bin ein Veltliner!

Landskabet i Wagram er venligt og fremkommeligt, åbne vidder med bløde bakker over metertykke løsslag, som skaber gunstigt grundlag for frugtbart landbrug. Navnet Wagram vækker måske mindelser om Napoleonskrigene og det østrigske nederlag i Slaget ved Wagram, men i dag ånder her en sjælden fred og fordragelighed. Navnet er for øvrigt udviklet fra ‘Wogenrain’, bogstaveligt talt bølgerand, billedligt i betydningen flodbred, for vi befinder os her på randen af den oprindelige Donau-flod og dens aflejringer, under istiden dækket af det fine, vindbårne sediment løss. I vore varmere tider begunstiger et mildt mikroklima vinbruget, som her over århundreder er blevet nærmest ensbetydende med dyrkning af Østrigs indfødte og alle steds nærværende Grüner Veltliner.

Det vide og venlige kan også virke som sindsbillede på en af egnens store sønner, vinbonden Bernhard Ott. En beleven levemand, hvis virke er gudsbenådet Grüner Veltliner med både charme og præcision— fra den simple og forfriskende slags til den fyldige og komplekse, der forlanger års lagring og frem for alt god mad for fuldt at komme til sin ret. Det kan man i særdeleshed få at føle på Neufang 36 i Feuersbrunn, for Bernhard Ott elsker selskab, vin, mad, musik og cigarer— manden har format og hans vine ligeså. “Jeg går efter en god mundfølelse med rig frugt og stor kompleksitet— uden at overgøre ekstrakt, tyngde og alkohol.”

Veltliner som livsstil

Bernhard Ott lever og ånder for vin— og i særlig grad for Grüner Veltliner, som står plantet på næsten 90% af hans marker. Det er en drue, som vinhuset i særlig grad identificerer sig med, og sloganet er, med et slet skjult ordspil på Kennedys berømte vending fra hans tale i Berlin i 1963, ‘Ich bin ein Veltliner!’ Få andre østrigere kan sige det med større berettigelse end Bernhard Ott, for vel er Grüner Veltliner også Wagrams hovedsort, men Ott har gjort et særligt stort nummer ud af druen fra hans første færd som frontmand på vingården.

“Grüner Veltliner er for mig den bedste druesort, der findes,” fastslår han begejstret. “Den er østrigsk, den er noget for sig, og den kan fremstilles i mange forskellige stilarter; og så er Grüner Veltliner en glimrende vin at matche med mad.”

Familien Ott har fremstillet vin helt tilbage til 1670’erne, mens den nuværende vingård går tilbage til 1889. Den er nu i fjerde generation, efter Bernhard som 21-årig begyndte at tage over fra sin far Eduard i 1993. Wagram, som før 2007 indgik i appellationen Donauland, var dengang et søvnigt vinområde, som først og fremmest fremstillede vin til de lokale og til hjemmemarkedet. Den unge Bernhard flaskede sin første årgang i 1995, og han udviklede hurtigt ambitioner om tage især Grüner Veltliner til nye niveauer.

“Til at begynde med var jeg lidt utilpas, da jeg egentlig hellere ville have lavet noget andet,” erkender Ott. “Men min far forklarede mig, at det var nødvendigt at komme i gang tidligt: ‘Hvis du er bager, så kan du bage 100 brød hver dag, indtil du har helt styr på det; men som vinbonde får du kun én chance hvert år; og hvert år er anderledes end det foregående. Så jo hurtigere du kommer i gang, desto bedre vil du blive’,” som han erindrer ordlyden— og i gang kom han, og hurtigt tog han tidens tern på sig: Nyt udstyr til marker og kælder og fokus på ren og frugtig Veltliner af den moderne skole. Som sådan kom hans vine på mode på den hjemlige scene, og det lykkedes ham efterhånden også at tiltrække sig udenlandsk opmærksomhed. Undervejs udvidede han familiens markbesiddelser fra 15 til næsten 50 hektarer; men i de senere år er pendulet svunget i den anden retning.

For da Ott overtog familiens vinhus var vinmoden en anden end i dag: Tiden var til frodige og yppige vine, det var dengang fedme og fad var kvalitetsstempler snarere end ukvemsord. Desuden skulle unoderne fra vinskandalen i 1985 skrives i glemmebogen, så vinindustrien var nyrenoveret med ståltanke og alskens tekniske hjælpemidler, selekterede gærkulturer og temperaturstyring. I sin tidlige karriere gjorde Ott sig da også bemærket med fyldige og cremede vine, som skilte sig ud på det datidige østrigske hjemmemarked. I dag er vinene slankere, friskere, mindre aromatiske og mere struktur- end frugtbetonede.

“I dag ser jeg en smule vemodigt tilbage på den første tid. Min far brugte kun store træfade, men det satte jeg en stopper for. Han arbejdede også kun med hele klaser, mens jeg begyndte at afstilke. Når man er ung, vil man gerne prøve nye ting af og bestemt ikke gøre, som ens far gør. Her 25 år senere er jeg så begyndt at gøre præcist det samme, som han gjorde.”

Store træfade fra Franz Stockinger er igen trådt i forgrunden for de rustfri ståltanke. Her er det et lidt mindre fad til vinen fra den lille enkeltmark Ried Kirchthal.

Ott har alt andet lige været traditionstro nok til at blive medlem af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, da foreningen udvidede sit virke til også at inkludere Wagram. Tre af hans bedste marker er her klassificeret som første klasses Erste Lagen, nemlig Rosenberg, Spiegel og Stein. Sidstnævnte er beliggende i Kamptal lige på den anden side af grænsen til Wagram. Rosenberg og Spiegel ligger begge på sydsiden af Hengstberg. I fugleflugt er der under 500 meter mellem markerne; men deres elevation, eksakte eksposition samt jordbundsforhold er forskellige. Der dyrkes og vinificeres på samme sæt og vis, alligevel giver markerne Veltlinere med stor indbyrdes variation. “Det er det skønne,” smiler Ott og betoner terroir-tanken: “Du behøver ikke gøre forskellige ting for at få forskellige vine.”

Hele familien er engageret i vinbruget, og i dag har Ott godt 20 fastansatte medarbejdere til at varetage de mange opgaver i mark, vineri og gæstgiveri. Mad og gemytlighed er et gennemgående tema, og hele holdet spiser til hverdag fælles frokost, tilberedt af den ernæringsuddannede Gertrud Hartl. “Når vinen er lavet med kærlighed skal man selvfølgelig drikke den til god mad, der er lavet med kærlighed.”

Glæden ved vin er heldigvis også gået videre til næste generation: Bernhards ældste søn Moritz studerer ønologi og vitikultur og er for tiden i lære hos deres biodynamiske fæller på Dr. Bürklin-Wolf i tyske Pfalz.

Løss er løsenet

Løss lukker ifølge Ott op for Grüner Veltliners sande selv. Det vindbårne sediment af silt og fint sand, cementeret af calciumkarbonat og komprimeret over oceaner af tid, er aflejret under istiden, hvor den sparsomme plantevækst gjorde det let for vinden at blæse det finkornede materiale vidt omkring. I dag ligger det som et tykt tæppe over store dele af Østrig, kun få steder så tykt som i Wagram. De stundom op til 30 meter tykke lag løss er på skråningerne som regel udlagt som terrasser. De første af slagsen blev allerede etableret i middelalderen, af cisterciensermunke som var kommet til området fra Bourgogne.

“Løss har alt, hvad Grüner Veltliner har brug for: Det holder godt på vandet, det indeholder masser af mineraler samt kalk, så man får finesse og fokus i vinene.” Veltlineren har nemlig brug for rigelig vandforsyning for at trives, tørke tåler den ikke, og som burgundersorterne foretrækker den også mere næringsrige, gerne kalkholdige jordbunde, der fremmer vine med blødere syrestruktur og mere rafinnement.

“Grüner Veltliner tåler ikke stress,” fastslår Ott. “Stress giver den smag af slet Sauvignon, stikkende og grøn i munden og uden finesse. Grüner Veltliner er en diva. Hvis du ikke behandler den galant, vender den dig ryggen.” Den af mange vedtagne sandhed, at vinstokke skal lide for at yde, er altså en sandhed med modifikationer. “Jorden skal være i god stand. Derfor går det heller ikke med en monokultur, og bedst går det med biodynamik,” bedyrer Bernhard Ott.

Ott har hjemme i Feuersbrunn i det nordvestlige Wagram nær grænsen til Kamptal. Kort ©AWMB

Omkranset af uberørt natur er det også løss, der dominerer jordbunden på Wagrams højeste hævning, Hengstberg, hvorfra Rosenberg og Spiegel skråner mod syd. Her mellem Feuersbrunn og Engabrunn hersker et køligt klima fra Waldviertel mod nord, modereret af den lunere Donaudal mod syd, hvor også den pannoniske indflydelse fra øst spiller ind. Gennemsnitstemperaturen ligger omkring 10 grader, den årlige nedbør er på omkring 685 mm, og den årlige solskin passerer de 1.950 timer.

Biodynamiske bedrifter

Projektet at gøre Grüner Veltliner til stor terroir-vin, en himmelstræbende vin med stærk jordforbindelse, ledte langsomt men sikkert Bernhard Ott i biodynamikkens favn. Det har betydet mere arbejde og højere risici; men “gennem biodynamikken har jeg lært mine marker og Grüner Veltliner bedre at kende,” erklærer Ott og opsummerer sin forståelse af biodynamikken som følger: “Det handler om at indordne sine handlinger i naturens rytmer.” Omlægningen begyndte i 2006, og samtlige vine er certificerede fra årgang 2018.

Ott erindrer sine første erfaringer med biodynamiske vine som værende velbehagelige, det var vine, som smagte ham livligt og vibrerende, og som fangede hans interesse. Det gjorde de tørre og teoretiske udlægninger, han og andre interesserede kolleger mødte i de antroposofiske miljøer, som formidler Rudolfs Steiners lære, imidlertid ikke.

Det blev et besøg på Domaine de la Romanée-Conti i Bourgogne, der overbeviste Ott om biodynamikkens fortræffeligheder og fæstnede hans interesse. I følgeskab med vennen Hans Reisetbauer fra brænderiet af samme navn fik han en grundig rundtur på domænet under ledelse af selveste Aubert de Villaine. Paulus-øjeblikket indfandt sig for alvor i kælderen, da de Villaine forløste den lagrede magi i form af en udførlig fadsmagning. Sol, måne og stjerner dansede, og Ott indså, at han selv måtte gå samme vej.

Kort tid senere blev han introduceret for den amerikanske biodynamiker Andrew Lorand (1957-2017), der dengang vejledte en lille gruppe vinbønder i Niederösterreich, og “han kunne gøre det forståeligt selv for en bonde som mig.” Lorand og Ott var på bølgelængde, og Lorands praktiske orientering gjorde omlægningen operationel: Ott lærte håndværket og fremgangsmåderne og endvidere at forstå og fortolke de bagvedliggende idéer ud fra sine egne forudsætninger. Først langt senere er han dykket ned i de øvrige aspekter af Steiners lære. Tilgangen til det biodynamiske er altså mere pragmatisk end dogmatisk.

Sammen med kolleger som Johannes Hirsch, Fred Loimer og Karl Fritsch gjorde Ott overvejelser om et tættere samarbejde om biodynamik så tidligt som i 2005. I 2007 stiftede de så forbundet Respekt med en lille gruppe ligesindede, et organiseret samarbejde om biodynamisk vinbrug og biodynamisk certificering af kvalitetsvin. De tolv stiftende medlemmer var allerede blevet til 14, inden de i 2012 kunne præsentere deres første respekt-BIODYN-certificerede vine på messen VieVinum på Hofburg i Wien. Foruden Ott fandt man blandt de stiftende medlemmer Fred Loimer, Johannes Hirsch, Karl Fritsch, Phillip Zull og Peter Veyder-Malberg (dengang vinmager hos Graf Hardegg i Weinviertel). Gruppen har siden kunnet inspirere, vejlede om og anspore til biodynamisk vinbrug og er i dag en international biocertificering på niveau med f.eks. franske BiodyVIN, som også er dannet som lokalt og vinfokuseret alternativ til Demeter-certificeringen.

Bernhard Ott og alle de andre rødder i Respekt-gruppen. Foto: Manfred Klimek

Halvandet årti senere føler Ott sig overmåde beriget af den biodynamiske levevis og tankemåde. Ikke blot landbrugskurset men også Steiners arkitektoniske tanker, pædagogiske teorier og erkendelsesteori interesserer ham nu— men nogen Steiner-skolet antroposof bliver han aldrig. “Jeg er mere et naturmenneske og en landmand,” fastslår Ott: “Biodynamikken fordrer et mere fortroligt forhold med naturen.”

Ott gør opmærksom på, at Rudolf Steiners forældre faktisk levede blot 30 kilometer fra hans vingård, og “derfor er vi i præcist den klimatiske zone, som biodynamikken spirede fra. Det er selvsagt spændende at være til stede deromkring, hvor Steiner fik sine første idéer fra, og hvor hans arbejde begyndte; men vi må også huske på, at vi står et andet sted i dag.”

Himmelen over og jorden under

Kompost er et gennemgående tema hos Ott og de øvrige Respekt-bønder. Ott investerede allerede tidligt i omlægningsfasen et par hektarer eng, som blev udlagt udelukkende til kompostering, og i dag skyder flere og flere kompostbunker op af jorden. Her blandes afskårne blade og grene med halm, hø og græs, løss, komøg og kvas, og der vendes regelmæssigt i blandingen for at tilføje luft— og så beriges bunkerne selvfølgelig med de biodynamiske kompostpræparater baseret på brændenælde, mælkebøtte, kamille, røllike, egebark, baldrian og padderok. “Efterhånden får komposten en nærmest luftig struktur, og den får en duft af frisk skovbund.”

Dampende kompostbunker. Foto: Robert Herbst

En anekdote: Bernhard begyndte faktisk allerede at kompostere med komøg i 2004, og i de følgende fire år brugte han så meget møg, at myndighederne i EU tog kontakt til ham. “De mente ikke, det var muligt at bruge for €100.000 på så kort tid. De troede, det var en regnskabsfejl.”

Snarere end at arbejde efter Maria Thuns berømte og berygtede såkalender (med frugtdage, blomsterdage, løvdage og roddage) arbejder Ott, ansporet af Lorand, ganske enkelt efter fuldmåne og nymåne: “Fuldmåne står for ekspansion, nymåne for koncentration,” forklarer Ott. Derfor planlægges sprøjtningen med de to styrkende markpræparater, 500 og 501 (komøg og kvarts) efter månefaserne. Begge bør ifølge Lorand benyttes i regelmæssige mønstre flere gange i løbet af vækstsæsonen; og Ott: “Hvis du virkelig skal indgyde styrke, skal du gøre det ved fuldmånetid. Gør du det til gengæld ved nymåne, vil det kræve den dobbelte indsats.”

Det gør sig også gældende i kælderen. “Hvis du vil have en frugtig vin, skal den flaskes før fuldmåne; mens langtidslagrende enkeltmarksvine derimod skal flaskes op til nymåne.” Mens markarbejde under åben himmel kun kan forsøges afstemt efter månefaserne, kan al kælderarbejdet indordnes efter dem. Man gør ting, hvor og hvornår de er praktisk mulige.

Landmandsliv

Et ord, der går igen, når Ott taler om sit virke som vinbonde, er stolt. Stolthed over at føre familietraditionen videre, stolthed over sine vines succes, og stor stolthed over at være blevet biodynamisk landmand med en respektfuld omgang med naturen.

“Vi ser ikke vinstokken som midtpunktet men som en del af helheden,” bedyrer Bernhard Ott. Biodiversitet betyder altså meget. Markerne er omgivet af naturlige overgange og læbælter, vildt med vilje, og midt mellem de 40 hektarer vinmarker dyrker Ott også tre hektarer abrikoslunde. Derudover har han fået opsat 30 bistader og hele 600 fuglekasser i vinmarkerne, og nu trives og vækster hærfugle og de truede biædere i markerne.

Siden 2011 har han kun pløjet overfladisk med en ‘Green Manager’, som skærer gennem jorden i fem centimeters dybde. Derved opstår et dække af en slags tørv, som slår rod igen og vokser videre, så snart det regner. Den nænsomme jordbearbejdning beskytter mod udtørring i modsætning til blotlagt, bar jord; og desuden gavner det biodiversiteten.

“Vi høster druerne, når de er gyldne,” forklarer Ott om høsttidspunktet for Grüner Veltliner, der de seneste år generelt er faldet nogle uger tidligere, end da han først tog over. “De skal helst ind, inden de begynder at få brune prikker.” Beslutningerne træffes i samråd med Hans Bauer, der er den daglige ansvarlige for vinmarkerne, og Günther Weisböck, som er kældermester.

I dag er Ott først og fremmest opmærksom på friskhed, og vinene er nu slankere og en smule mindre aromatiske end for år tilbage. “Der er ingen opskrift, men generelt er vi mere og mere opmærksomme på syren og mindre og mindre på sukkerindholdet. Men det afgørende er druernes smag, det analytiske træder i stigende grad i baggrunden. Jeg vil heller have en pikant syre og moderat sukkermodenhed end høj sukkermodenhed, svag syrlighed og balancen sat over styr.”

Ott er over årene gået tilbage til helklasepresning, og senest har han anskaffet sig to moderne kurvepresser til formålet. Endvidere er han stigende grad begyndt af bruge store trægringskar til topvinene; og enkeltmarksvinene modner alle over to vintre på store træfade fra Franz Stockinger. Gode vine kræver godt, gammeldags udstyr; og gode ting tager tid. “Beslutningen om at give vinene mere tid har vist sig at være det helt rigtige. Det var et stort skridt med 2019 enkeltmarksvinene men jeg er glad og tilfreds.”

Jugendstil

Der går en lige linje gennem både basisvinene og enkeltmarksvinene, nemlig at de alle er fyldt på samme type flaske, alle er lukket med skruelåg, og alle bærer versioner af den samme etiket, blot med lidt forskellige farver.

Etiketterne har ændret sig en smule over årene, men de har altid været udsmykket i Jugendstil, den moderne stilart som østrigske kunstnere som Klimt, Schiele og Kokoschka var pionerer for i slutningen af 1800-tallet, og som spredte sig i hele den tysksprogede verden og videre, også til Danmark, hvor stilen blev kendt som Skønvirke. Otts etiketter rummer et ekspressionistisk indtryk af marker og druer og bærer den karakteristiske skrifttype, som blev berømt på periodens plakater.

Sortimentet

Foruden sin fine Riesling og en spændende Gemischter Satz, senest lanceret som Spektrum, og en rosé med navnet Rosalia, så står den på Grüner Veltliner på alle niveauer. De fleste er tilgængelige på det danske marked gennem Atomwine.

Am Berg er basisvinen, klassisk og forfriskende Grüner Veltliner med et fint, urtet udtryk. Druerne er høstet fra flere forskellige vinmarker for foden af de mere skrånende terrasser uden for Feuersbrunn. 120,-

Fass 4 er ‘publikumsfavoritten’, som kom til verden Valentins Dag i 1989, hvor Eduard Ott og hans ansatte havde sat hinanden stævne for at smage den seneste årgang før sammenstikning og flaskning. Fadene blev smagt ét efter ét, og der blev fældet dom over vinene i dem. Det endte med, at fjerde fad blev bedømt bedst og flaskes for sig— og forunderligt nok viste det sig at falde ud på samme måde året efter, og en klassiker var født. Vinen er nu et registreret varemærke (som Am Berg, Der Ott og Rosalia) og kombinerer forfriskning med raffinement. Frugten er fyldigere, så den dur både til at drikke solo men er først og fremmest beregnet til at være ledsager til al slags mad. 170,-

Der Ott. Signaturvinen, der bærer mandens eget navn og er “min egen bedste anbefaling”. Råmaterialet er udvalgte druer fra de yngre stokke på topmarkerne Rosenberg, Spiegel og Stein— det giver en fyldig og frugtig, venlig og ligefrem men også kompleks vin. Her kommer der mere krydderi på tilværelsen sammen med modne pærer, ferskner og abrikoser.

Ried Rosenberg er “en absolut klassiker og familiens flagskib”. Marken har været i familiens besiddelse gennem generationer, og de nuværende vinstokke er plantet af far Eduard i 1956. Årgang 2019 er diskret blomsterduftende og ganske mildt urtekrydret. Fyldig, rund og ret stoflig i munden, mild frugtsødme, ellers helt tør, med støvet tørstof, modne æbler og pærer, grøn fersken, fløde og karamel. 350,-

De ældste stokke på Rosenberg bringer af og til druer i hus til Tausend Rosen. De sent høstede og stærkt selekterede druer vinificeres på et stort træfad og modner to år før frigivelsen— og det er fuldmoden, kompakt og kompleks Grüner Veltliner i særklasse. Den har stor fylde, cremet tekstur og en meget mild syre men masser af søde krydderier. Første gang, jeg smagte den var som led i en blindsmagning, og gættet gik i retningen af Grand Cru Pinot Gris fra Alsace. Måske små noter af mango, sødskærm og marokkansk mynte skulle have ledt på sporet af Grüner Veltliner? Seneste årgang er 2018, som står til 600,-

Ried Spiegel har stokke, som er en smule yngre, men de fleste har også rundet de 40 år; og hvor Rosenberg er ren løss, har Spiegel en smule rødt grus som indslag. Spiegel ligger også tættest på toppen af Hengstberg og dermed nærmest skoven. Den er derfor også køligere og får som regel en friskere frugt end Rosenberg, den kan til tider virke næsten Riesling-agtig. Årgang 2019 har en mildt røget og krydret duft og er frisk og fyldig i munden med et flot syre-sødme-spil. Stoflig, moden og meget behagelig, præget af moden pære, saftige stenfrugter og orangeskal. 299,-

Ried Stein er den nyest tilkomne af enkeltmarkerne og ligger lige på den anden side af grænsen til Kamptal, men det gør næppe Ott til en grænseoverskridende vinbonde. Som navnet antyder er marken af den mere stenede slags, med typiske indslag af Gföhler gnejs og et forholdsvist køligt mikroklima. Det giver en yderst frisk Grüner Veltliner, der i 2019 er luftig og æterisk i næsen, med lime, litchi og hvid fersken i smagen og en fyldig, næsten glat mundfornemmelse. Salt mineralsk og fint krydret finish. 299,-

Ried Kirchthal er (endnu ikke) en Erste Lage, men med tiden opnår den måske den status. “Kirchthal er vores højest beliggende mark og den højeste løssmark i hele regionen, 370 meter over havet.” Den halve hektar ligger i forlængelse af Rosenberg men er kølige og jordbunden kargere, løss med indslag af rødt grus. Det resulterer i en særlig syre og mineralsk nerve, som gør vinen helt særligt egnet til bordets glæder. “Jeg holder af at drikke og spise godt, og derfor har jeg også gode forbindelser i den gastronomiske verden,” griner Ott, der for tiden markedsfører vinen som en særudgave til den gastronomiske sammenslutning Jeunes Restaurateurs (JRE). Årgang 2019 forfører med spændende grønne noter af nyslået eng, fyrreblomster, hvid peber, enebær og thaibasilikum; smidigt stof i munden, stringent syre og saftig frugt, lime, pærer og grønne reineclauder. Man skal til Østrig for at finde den, men den er rejsen værd!

Flaske: Ried Kirchthal 2019
Vinhus: Bernhard Ott
Oprindelse: Wagram, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss
Dyrkning: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Skruelåg
Alkohol: 13,5%  
Importør: Atomwine
Pris: cirka 250,-
(ikke i sortiment)

En verden udenfor

Funklende som sommersolen, friske som havvand og milde som brise, sådan er de bedste hvidvine fra Middelhavsøerne ofte. Således også Gorgona fra øen af samme navn i det liguriske hav ud for Toscanas kyst. Med sin fine duft af pollen og parafin, sin bløde mundfornemmelse, saftige smag af moden citrus og subtile noter af pinje, salvie, rosmarin og salt toner den rent flag: Det er duften og smagen af sommerlivet under sydens sol, uskyldig og ubekymret dasen ved havet— og dog er det en vin fra alt andet end ubekymrede sind og uskyldige hænder. Det har vi endda rettens ord for, for Gorgona er ikke nogen helt almindelig ø. Den er Europas sidste øfængsel, en slags toscansk Alcatraz, hvor indsatte med langtidsstraffe får lov at afsone afslutningen af deres straffe og samtidigt arbejde med landbrug under åben himmel som en form for rehabilitering og resocialisering. Siden 2012 har et af projekterne på øen været vinbrug, og den 10. september i år kunne vinhuset Frescobaldi fejre frigivelsen af den niende årgang fra dette deres ottende og ret så specielle vinbrug.

Lamberto Frescobaldi (58) er manden i front for familieforetagendet, som med ham er i intet mindre end 30. generation. Projektet på Gorgona kom i stand for godt ti år siden og står i dag Lambertos hjerte særligt nært: “Vi har haft det privilegium at arbejde på den her helt særlige ø i næsten et årti nu, og med hvert nyt år øges vores stolthed over projektet.” Projektet er en del af Frescobaldi per il Sociale, hvor den formuende familie engagerer sig i socialt arbejde. Ifølge Lamberto Frescobaldi ikke for sin egen samvittigheds skyld men til gavn for hele samfundet og ikke mindst fangerne selv: “Her kan de søge at virkeliggøre drømmen om at spole deres liv tilbage, bruge tiden på en indbringende måde, lære et håndværk og genvinde troen på fremtiden. Gorgonas venlige og vilde vin er en formidler af forsoning, fuld af følelser og antydninger af håb og forløsning.”

Indsejlingen til den lille havneby på Gorgona

Tredive generationer

To dynastier har hver sat deres mærke på moderne toskansk vin: Antinori og Frescobaldi. Frescobaldi er en florentisk adelsfamilie, som har spillet en fremtrædende rolle i toskansk historie i almindelighed (og toskansk vinbrug i særdeleshed) helt tilbage til middelalderen. Lamberto Frescobaldi:

“Min families historie går tilbage til omkring år 1000. Mine forfædre stammer fra Chianti, og omkring 1100 opkøbte de land der, hvor vores hjem stadig er i Firenze. Der slog de sig ned som først købmænd og siden bankmænd; og i løbet af 1300-tallet begyndte de at købe landområder op omkring Firenze og gik i gang med at lave vin.”

Familien var først handlende i stoffer og klæder, uld i særdeleshed. Siden udvidede de handlen til andre områder og gjorde det foruden som ivrige mæcener for toskanske kunstnere. Familiens første vin kom sandsynligvis på markedet i 1308. I de efterfølgende årtier og århundreder vandt deres vine hævd for en høj kvalitet, og blandt kunderne var bl.a. flere generationer af det engelske kongehus og renæssancemalerne Michelangelo og Donatello, som begge fik vin i bytte for malerier. Sit nuværende ry for kvalitetsvinsproduktion fik familien fra slutningen af 1800-tallet, og i vore dage besidder de over 4.000 hektarer land med bl.a. andet vinmarker og olivenlunde.

I dag fremstiller familien Frescobaldi vin på syv egne ejendomme på det toskanske fastland: Castello di Nipozzano i Chianti Rufina, Tenuta Castiglioni og Tenuta Perano i Chianti Classico, familiens historiske ejendom Tenuta CastelGiacondo i Montalcino (en af de første fire til at fremstille Brunello), Tenuta Ammiraglia i Maremma samt Castello Pomino, som fremstiller fine fransk inspirerede hvidvine og bobler og Rèmole, som mange danskere vil kende som prisvenlige toskanere fra supermarkedernes hylder. Desuden ejer de siden 2000 huset Attems i Friuli, og endeligt er der forpagtningen på øen Gorgona.

Sloganet er ‘cultivating Toscana diversity’, og målet er at bringe en bred vifte af områdets vinøse formåen ud til både høj og lav. Således laver man såvel supermarkedsvine som Rèmole og supertoskanere som Ornelleia og Luce. Lamberto Frescobaldi: “Min drøm, og min families drøm, er at dele vores arbejde, vores følelser og vores følelsesmæssige engagement gennem vores vine. Vores liv er dedikeret til at forstå og promovere Toscanas unikke terroir for at sikre, at vinene fuldt ud bliver en del af Toscanas ånd.”

Udsat frihed

Med færge fra Livorno ankommer man efter en lille times sejlads til Gorgona. Vel at mærke kun hvis man har ærinde og tilladelse til at besøge øen, som af åbenlyse grunde ellers er lukket for offentligheden.

Det toskanske øhav er en lille øgruppe vest for Toscanas kyst, hvor det Liguriske Hav møder det Tyrhhenske Hav, og hvor Korsika ligger stik vest. Øgruppen har som helhed status af nationalpark — Parco Nazionale Arcipelago Toscano — og den tæller syv styk fra nord til syd, Gorgona, Capraia, Elba, Pianosa, Montecristo, Giglio og Giannutri. De er hjemsted for et rigt dyre-, især fugleliv, og mange sjældne, indfødte planter; og så er de naturligt dramatiske øer, hvis klipper stiger brat op af havet, og måske det er det drama, der også har sat sig i den kulturelle bevidsthed om øerne. Som den mindste ø har Gorgona altid været dels værdsat, dels afskyet for sin afsondrethed og lidenhed. Den største ø Elba er kendt som stedet, hvor Napoleon Bonaparte blev bortvist til efter sin abdikation i 1814. Opholdet varede dog kun 300 dage, før han har var på fri fod igen. Desuden har Alexandre Dumas gjort Montecristo til rammen for sin roman Greven af Monte Cristo fra 1844.

Gorgona blev grundlagt som den italienske stats straffefangekoloni i 1869. Før Italiens samling i 1861 havde øen tilhørt hertugen af Toscana, som først etablerede et fængsel der; og før det havde bl.a. Benediktinermunke haft kloster på øen, men de måtte som så mange andre forlade den på grund af omsiggribende sørøveri. Havet har både isoleret øen men også udsat den beboere for mange farer, så allerede tilbage i middelalderen byggede Medici-familien den fæstning på øen, som stadig troner på toppen. Gorgona nævnes for øvrigt af selveste Dante i Den guddommelige komedie så langt tilbage som 1320.

Vue over vinmarkerne på Gorgona

Nutidens fanger kommer med lange fængselsstraffe i baggagen, inklusiv livstidsdomme, fra afsoning i lukkede fængsler. Der kan være tale om såvel narkokriminelle og voldsmænd som mordere. Seksualforbrydelser og mafia-relateret kriminalitet er dog ekskluderende. Fangerne kommer ofte fra fængsler fyldt til bristepunktet, bemandet med bemærkelsesværdigt få vagter og udstyret med faciliteter, som hører en anden tid til. Stærkt kritiserbare forhold, som i øvrigt gentagne gange har påkaldt sig kritik fra både de europæiske myndigheder og diverse menneskerettighedsorganisationer.

Men med god opførsel kan man søge om at afsone den sidste del af straffen væk fra fængselsmurene, med mulighed for ikke blot frisk luft men også at udføre ærligt arbejde under åben himmel. Meningen er, at man ved at give fangerne et uddannelse, arbejde og løn kan indgyde dem respekt for og stolthed over at arbejde og dermed håb om en bedre fremtid. En fremtid, hvor de forhåbentlig kan holde sig på dydens smalle sti.

Socialt arbejde

Vinprojektet kom i stand efter en henvendelse fra fængselspolitiet og justitsministeriet angående et samarbejde om vinavl og eventuel vinproduktion på Gorgona som en del af fænglsets resocialiseringsprogram. Man havde allerede plantet en hektar vinstokke i 1989, men det projekt var kuldsejlet, før der kom nogen vin ud af det. Det var en fange med erfaring i vinverdenen, som siden plantede sorterne Vermentino og Ansonica på øen, men den vin, de indtil videre havde fået ud af det, efterlod meget tilbage at ønske; og derfor søgte myndighederne nu professionel assistance, og Lamberto Frescobaldi svarede positivt på henvendelsen. På en senere forespørgsel om, hvorfor fængslet havde valgt at arbejde sammen med netop Frescobaldi, fik Lamberto siden svaret: “Fordi I var den eneste producent, som svarede!” Samarbejdet er altså en satsning, for en forbindelse med dømte kriminelle er ikke i alles øjne noget positivt (tænk bare på, hvordan det gik Claus Meyer i den offentlige debat for knapt ti år siden, da han

“Det er mennesker, som har begået nogle alvorlige fejl, ingen tvivl om det,” fastslår Lamberto Frescobaldi, som ønsker at sætte personlig fordømmelsen af fangerne til side for en konstruktiv tilgang til deres resocialisering: “De er allerede dømt én gang, og de har taget imod deres staf. Men mange af dem ønsker virkeligt at lægge deres liv om; og når de har afsonet deres straf, kommer de ud i samfundet igen, om vi kan lide det eller ej. Her giver vi dem så en chance for at holde sig væk fra en kriminel løbebane— og på samme måde kan de give noget tilbage til samfundet ved at være en del af arbejdsmarkedet og betale skat.”

På Gorgona kan fangerne relativt frit bevæge sig rundt, de arbejder forskellige steder rundt om på øen, med grøntsags-, oliven- og vinavl og dyrehold. Ikke afskærmet fra de få andre faste indbyggere i den lille havneby, og de bliver kun låst inde på deres værelser om natten. De får altså en forsmag på friheden, men stadig under strengt opsyn.

Det synes at virke, for recidivprocenten, den andel af afsonere, der geråder ud i fornyet kriminalitet efter løsladelse, er lavere, væsentligt lavere, blandt de fanger, der har afsonet afslutningen af deres straf på Gorgona. Det italienske gennemsnit ligger over 70%, mens Gorgona trækker ned mod 20%. Det kan man vel kalde en succes.

Senest har fangerne været med til at plante Sangiovese og Vermentino Nero, så man fremover også kan lave rødvin på øen. Frescobaldis sociale arbejde strækker sig også uden for Gorgogna, for familien har desuden iværksat et samarbejde med Sollicciano-fænglset i Firenze, hvor de indsatte lærer at producere olivenolie.

Ønolog Niccolo d’Afflito i selskab med Lamberto Frescobaldi ved frigivelsen af Gorgona årgang 2020

Fængslende, forløsende vin

Af øens nuværende 70 fanger arbejder godt 20 på skift med det forefaldende arbejde i de nu tre hektarer vinmarker, som dyrkes økologisk, dog endnu uden certificering. Fangerne luger ud i ukrudtet, beskærer og opbinder vinstokkene, vedligeholder bladhanget og druerne og står selvfølgelig også for selve høsten. En enkelt fange er særligt trænet i at arbejde i den lille kælder på øen, hvor han under Nicolò d’Afflittos ledelse, Frescobaldis ønolog fra Castello Pomino, omdanner druerne til most. Efter endt gæring fragtes vinen omkring jul til det toskanske fastland, da man ikke kan kontrollere temperaturen i den lille kælder og heller ikke ønsker at anvende sulfitter i overmål. Vinen flaskes i juni det følgende år, og det bliver som regel til et sted omkring 9.000 flasker. Prisen ligger på godt 90 euro pr. flaske, hvilket afspejler de høje produktionsomkostninger— det er ikke en vin, man hos Frescobaldi tjener noget på, men det er som forklaret heller ikke formålet.

Den særlige økarakter fornægter sig ikke. Gorgona er en lille ø på kun knapt 200 hektarer, så der er aldrig langt til havet, som moderer temperaturen og sender salte briser op over klipperne. Gorgona hviler på forskellige sedimentære og metamorfe strukturer, skifer og kalksten, som er øverst er forvitret til mergel og ler; så det er en relativt næringsfattig jordbund med en høj grad af mineralisering, og det sætter sig igennem i vinen. Den har en særlig struktur, tekstur og masser af mineralitet.

Det er også to særlige ø-sorter, som er plantet på øens tre vinmarker. Vermentino, der er velkendt fra Ligurien, Korsika og Sardinien, men også har en vis udbredelse i Toscana, er kendt for sin friske syre og robuste krop— og Ansonica, som især er at finde på Sicilien under navnet Inzolia (og også er at finde i Toscana samt på øen Giglio i den sydligste del af det toscanske øhav) kendes for sine friske, salte og krydrede vine— og de to går godt i spænd på Gorgona, hvor de samler sig til en aromatisk dæmpet men stofligt rig vin fyldt med saftige stenfrugter, moden citrus og fine note af alt fra blomster til urter i eftersmagen. Den må være noget nær perfekt til pastaretter med fisk og skaldyr— carpaccio di gamberi, pasta alla vongole, spaghetti alla nerano… men kunne også godt gå til en spaghetti carbonana, en cacio e pepe eller bare gnocchi med smør og parmesan.

"Vores niende årgang viser også sit enestående terroir,” siger en stolt Lamberto Frescobaldi ved frigivelsen en solskinsdag i september: “Omgivet af dets dufte og smage, er her på Gorgona alt, hvad man kan ønske sig: Kærligheden til øen, menneskets kærlige opmærksomhed, håbet om et bedre liv, havets indflydelse og det helt særlige miljø, alt sammen elementer, som finder sammen og frembringe en vin, der er uforlignelig og eksklusiv, et symbol på håb og frihed. Kort sagt er den selve kvintessensen af dette hjørne af vores planet og vores projekt, et symbol, som aldrig stopper med at være spændende.”

Flaske: Gorgona 2020
Vinhus: Frescobaldi
Oprindelse: Toscana, Italien  
Druer: Vermentino, Ansonica  
Jordbund: Ler, sand, skifer
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop,
voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importør: H.J. Hansen Vin
(øvrige sortiment)
Pris: cirka 700,-

Diwalds Wagram

En imødekommende og venlig sjæl med noget på hjerte og sine meningers mod. Martin Diwald er økologisk vinbonde i anden generation i østrigske Wagram, hvor han laver elegante og karakterfulde vine, som man med rette kunne karakterisere med de samme skudsmål. Som vinbonden, så vinene. Det er lokale klassikere som Grüner Veltliner, Riesling og den sjældne Frühroter Veltliner, der kommer i flasken fra første klasses enkeltmarker som Goldberg og Eisenhut— foruden Furmint, sprød Sekt og mere naturlige aftapninger som Luft & Liebe og den orange Zündstoff. Wagram er først og fremmest præget af tykke lag løss, det vindblæste sediment, der er aflejret under istiderne, og består af silikat og relativt store mængder kalk, som giver vinene tekstur og mild syre; og så får løss de klassiske krydrede noter frem i Grüner Veltliner.

Økologiske pionerer

Hans og Paula Diwald er børn af deres tid. De er begge vokset op på landet i de glade 60’ere, dengang hvor en gård var lille men stadig bestod af både kornmarker, enge, husdyr og selvfølgelig vinstokke. “Vi var den første generation, der ikke har kendt til sult og nød,” fastslår Hans Diwald med henvisning til den økonomiske fremgang i 1960’erne. Så da de i 1972 overtog den gamle gård i Grossriedenthal, stod det dem klart, at selvom de måtte kvitte husdyrholdet, så ville de beholde både korn- og vinmarker. I dén grad forud for deres tid besluttede de sig kort tid senere også for at ville dyrke det hele økologisk.

Det var før de officielle certificeringers tid, og længe før begrebet økologi blev hvermandseje; en tid, hvor kunstgødning og sprøjtegifte stadig var tidens tern, og man— måske med rette— stadig var stolte over det moderne landbrugs fremskridt. Alligevel var der noget, der nagede Hans Diwald ved hele foretagendet, så han og hustruen søgte nye og andre veje. Inspiration søgte de på Grüne Forum Alpbach, en slags landbrugsfolkemøde, som første gang blev afholdt i maj 1978 på initiativ af agronomen Josef Willi. Han forsøgte at samle den dengang nyeste viden om klima, miljø og fremtidens landbrugsformer samt at formidle forskningen på en brugbar måde for praktikerne.

Familiehistorien går på, at Hans og Paula dengang gik forkert og kom til en anden forelæsning end planlagt; men en indlevet redegørelse for såkaldt økologisk landbrug i Südtirol fangede alligevel deres interesse og gjorde et dybt indtryk. Den vej skulle de selv gå.

Diwalds vinbrug har været dyrket uden brug af sprøjtegifte siden 1976, og den egentlige omlægning til økologisk drift kom i 1980. En modig men også vanskelig beslutning, der dengang marginaliserede dem i lokalsamfundet: Wagram er langt ude på landet, og Grossriedenthal er en lille landsby med kun godt 500 indbyggere. “Hvad er det dog, Diwalds har gang i?” Der blev spekuleret i forbindelser til både okkultisme og kommunisme!

Tiden var dem dog gunstig, og ad åre fik folk forståelse for deres forehavende, og i dag hyldes Hans og Paula som sande økopionerer i Østrig, for ikke at sige hele Europa. “Langsomt er de konventionelle vinbønder kommet under et vist pres for at forklare og retfærdiggøre, hvorfor de ikke er ‘øko‘ endnu,“ fortæller Hans Diwald med en vis tilfredshed.

Faklen bæres videre

I mellemtiden er de oprindelige fire hektarer blevet til 20, fordelt på mere end 40 forskellige parceller, og sønnen Martin står nu ved roret. Han sluttede sig til i 2006 efter endte studier på vinbrugsskolen i Klosterneuburg på et dengang kritisk tidspunkt, da Hans var syg og måtte overlade det meste af arbejdet til sønnen, som blev skubbet direkte ud i det hele. Forinden havde Martin også høstet praktisk vingårdserfaring flere steder uden for Wagram— fra bl.a. Hans Nittnaus i Burgenland og på Seresin Estate i Marlborough, New Zealand. Siden har han også studeret eksportmanagement på faghøjskolen i Krems. Så det faglige grundlag er på alle ledder og kanter på plads.

Pionerånden har ikke forladt flasken i anden generation, og der blæste igen nye vinde i Grossriedenthal. “Min far har aldrig lavet særligt ‘tekniske’ vine, men han brugte alligevel selekterede gærstammer til vinen og næringsstoffer til gæren. Det forsøgte jeg så at ‘spare’ væk,” fortæller Martin om sin debut som kældermester i 2006. Ingen blev blæst omkuld, ikke af andet end resultaterne, for første års afgrænsede eksperimenter med ren spontangæring viste sig så succesfulde, at de allerede andet år gærede hele årgangens udbytte på samme måde. Martin har langsomt men sikkert satset på at smide det overflødige udstyr ud og undgå unødvendige tilsætninger. “Vi høster alt i hånden, og hvis mennesker kan udføre de forskellige slags arbejder på en vingård, vil jeg hellere have dem til det end maskiner,” fastslår Martin— og hvorfor klare, filtrere, stabilisere og storsvovle, når man kan nøjes med en drys bentonit og en smule sulfitter?

Det har stille og roligt ført til et mere markant udtryk snarere end et egentligt stilskifte. Det er stadig de samme vine, de kommer bare til orde på en anden måde, ifølge Martin taler de tydeligere deres eget sprog nu. Det er rene og stilsikre vine, ikke mindst enkeltmarksvinene fra Eisenhut og Goldberg. Martin har siden 2010 stået i front for hele vinhuset, og i anerkendelse af især enkeltmarkernes kvalitet kom Bioweingut Diwald i 2020 også i fint selskab med bl.a. Bernhard Ott i Österreichische Traditionsweingüter. Smager man Riesling Ried Eisenhut 2019 eller Grüner Veltliner Goldberg 2019 forstår man såre hvorfor. Det er intense terroirvine med både friskhed, fylde og dybde.

Martin i markerne med sin hustru Ulli og familiens firbenede markarbejder

Vin til eksamen

Ikke alt er dog en dans på roser og høsten anerkendelse. Martin Diwald har efter eget udsagn næsten hvert år haft problemer med at få Prüfnummer på flere af sine vine, selv i den mest klassiske del af hans repertoire. De østrigske myndigheder er notorisk strenge i deres kvalitetskrav. For at kunne kvalificere sig som kvalitetsvin skal en vin blindsmages og godkendes af et panel, der bl.a. består af lokale vinproducenter og andre vinprofessionelle. Kun hvis vinen består prøven, opnår den det såkaldte Prüfnummer og kan forsynes med den officielle rød-hvid-røde banderole på toppen og markedsføres i kategorien kvalitetsvin. Alternativet til ikke at få et Prüfnummer er at deklassificere sine vine og dermed ikke kunne præsentere dem med den nationale oprindelsesgarantien Wagram eller med ÖTWs enkeltmarksmærke Erste Lagen.

Anklagepunkterne er som regel for udpræget reduktion og andre ‘atypiske aromaer’ i vinene samt for mange fenoler — og det til trods for, at husets vine hverken er funky eller fejlbehæftede i nogen klassisk forstand. Martins vej ud af miseren har indtil videre været at indlevere sine vine til komiteen i Eisenstadt i Burgenland, som synes at vurdere mindre konservativt end den i Krems, der ellers er førstevalg for en vinmager fra Wagram.

Indtil videre er det gået godt, selvom det ikke altid er nemt; men når man alligevel kan høste høje anmelderpoint for sine Erste Lagen og sine orangevine, må man jo gøre noget rigtigt.

Fra grøn til orange

Martins mere outrere aftapninger, om man vil, skal findes i linjen Off the beaten track: Her er der en sprød Sekt på Grüner Veltliner, en enkeltmarksvin på den sjældne, gamle sort Frühroter Veltliner (Martin bryder sig personligt ikke om Wagrams egen specialitet, Roter Veltliner, som han finder for fedladen) samt to freestyle udgaver af Grüner Veltliner med henholdsvis tre og syv dages skindkontakt: Luft & Liebe og Zündstoff.

Luft&Liebe er en saftig, let drikkelig men meget karakterfuld fortolkning af Grüner Veltliner. Druerne er høstet på Altweingarten, husets ældste vinmark, en relativt højt beliggende, nord-syd-vendt mark, som sikrer både kølighed og modenhed i druerne. De afstilkes og gærer i 500-liters stentøjskar med tre dages skindkontakt. Siden følger et års modning på gærresterne i gamle 225-liters træfade. Ingen klaring eller filtrering og kun en lille smule sulfitter tilsat før flaskning. Med andre ord: Grüner Veltliner af høj klasse, udsat for masser af luft og givet masser af kærlighed undervejs. Saftige æbler og pærer og frem for alt urter, friskkværnet peber og regnvåd muld— det, der ofte står skrevet mellem linjerne, står skarpt med skønskrift.

Zündstoff (‘Sprængstof’) er sprængfarlig på den festlige måde— “guaranteed to blow your mind”. Det er Diwalds ‘orange’ fortolkning af Grüner Veltliner— men med moderate syv dages skindkontakt og en begrænset ekstraktion af tanniner. Druerne stammer fra topmarken Goldberg. Goldbergs normalt gule stenfrugtskarakter og modenhed transformeres her til en tæt og mørk most med modne pærer, kvæder, abrikoser, honning og peberkagekrydderi. Det er genkendeligt Grüner, men det er også orange på en overordentligt læskende måde. Zum Wohl!

Flaske: Grüner Veltliner Luft&Liebe 2019
Vinhus: Bioweingut Diwald
Oprindelse: Wagram, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Stentøjskar, træfade
Lukning: Korkprop,
voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 175,-